KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - kreative miljøer er som ursuppen

Jeg har tidligere i et indlæg noteret den formmæssige lighed - isomorfi - der er mellem det skema for konceptuel blending som fremgår af bogen 'The Way We Think', og så en grafisk model af kønnet befrugtning: to kønsceller der smelter sammen og producerer en tredje, som er et helt nyt indvid med en blanding af egenskaber fra de to forældre-celler (se indlæg 20/09/10).

   Den isomorfi gør det altså muligt at se og forstå den mere abstrakte kognitive tankeproces blending, gennem forestillingen om den mere konkrete og velbeskrevne biologiske befrugtningsproces.

   KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - en masse sproglige udtryk viser at det er præcis den grundmetafor vi "trækker på" i en lang række sproglige udsagn når vi skal formulere os om  kreativ tankevirksomhed:

• Vi havde et frugtbart samarbejde
• Tanken om demokrati gærede rundt omkring i samfundet
• Ideerne blomstrede 
• En ny tanke spirede frem
• Bogen såede et frø til en nyskabende opfindelse
• Heri lå kimen til en revolutionerende teori 
• Det moderne begreb om tyngdekraften blev født 1687
• Niels Bohr var atomteoriens far
• Problemet skulle have en vis inkubationstid før løsningen dukkede op

Som jeg nævnte i det foregående blogindlæg, så arbejder Steven Johnson i sin bog 'Where Good Ideas Come From' ud fra en gennemgående generativ grundmetafor eller analogi:

  

KREATIVE MILJØER er som den LIVGIVENDE URSUPPE 

Pointen er at han derudfra finder analogier og isomorfier på mange planer mellem natur og kultur. Han anfører:

Wether you´re looking at the original innoventions of carbon-based life, or the explosion of new software toools on the Web, the same shapes keep turning up. When life gets creativt, it has at tendency to graviate toward certain recurring paterns, whether those patterns ar emergent and self-organizing, og wether they ar eliberately crafted by human agents. 

Til at grafisk at visualiserer sin helhedstanke i bogen bruger han metaforen et timeglas og dette at man i den model kan zoome ind og ud - både når det gælder naturfænomener (over stregen) og naturfænomener (under stregen):

global evolution

ecosystems

species

brains

cells 

----

ideas

workspaces

organizations

settlements

information networks

Hans ide (opdagelse?) er at det er de samme innovations-mønstre der findes på alle planer - uanset skellet natur-kultur, og at man altså mentalt set kan zoome ud og ind i forhold til de forskellige niveauer:

As you descend toward the center of teh glass, the biological scales contract: from the global, deep time of evolution to the microsocopi exchanes of neurons og DNA. At the center of the glass, the perspecitive shifts from nature to culture, ande the scales widen: from indvidual thought  and private workspaces to imennese cities and global information networks. When we look at the history of innovation from the vantage point  of the long zoom, what we find is that unusually generative environments display similar patterns of creativity at multiple scales simultaneously.

Steven Johnson er en storforbruger af metaforer. Og fraktalen er den metafor han sammenfatter hele sin tænkning gennem: Det at de samme "innovation patterns" kan genfindes når man mentalt set zoomer ud og ind og går på tværas af planer og faglige domænder i timeglasset. Han argumenterer med at - i stedet for  at anskue hvert plan gennem sin isolerede faglige optik (min metafor) - så bliver "new insigths visible by approaching the problem in this fractal (min fremhævning), cross-disciplinary way." Og senere:

You can´t explain the biodiversity and the coral reef by simply studying the genetics of the coral itself. The reef generates and sustains so many different forms of life because of patterns that recur on the scales of cells, organisms, and the wider ecosystems itself. The sources of innovation in the city and the Web are equally fractal (min fremhævning). In this sense, seeing the problem of innovation from the long-zoom perspective does not just give us new metafors. It gives us new facts.

Det Steven Johnson understreger her er en speciel udforskningsmetode, hvor han bruger en gennemgående metafor som en kognitiv søgemaskine på tværs af domæner og fagområder, til at genererer ny indsigt ud fra "recurring patterns" inden for ellers adskilte mentale territorier der sådan set er velbeskrevet og forstået hver for sig.

   Jeg fremhæver dette fordi jeg synes det er beslægtet med det jeg i det små også forsøger at gøre med skriverierne på denne blog. Ligesom i bogen 'I is an Other' af James Geary synes jeg i Steven Johnsons bog at hav fundet noget af en soul-mate.

Slow-motion aha-oplevelser - og drømmes betydning når ideer fødes

Kreativitet og drømme under søvn kobles ofte sammen. Ligesom kreativitet og hypnose, kreativitet og meditation, kreativitet og dagdrømmeri. Jeg har været inde på de sammenhænge i flere tidligere blogindlæg.

   Der er noget fælles ved den slags tilstande, nemlig at bevidstheden er ufokuseret eller helt suspenderet. Og dermed åben for at hjernen har mulighed for at lave "kortslutninger" mellem ellers fjerntliggende forstillinger ved at de modsvarende neuroner får kontakt med hinanden og aktiveres samtidig/synkront.

   Jeg har tidligere nævnt at særligt kreative personligheder, fx Poul Martinsen, fortæller at de har oplevet at 'det at sove på et problem', var det der skulle til for at få ideen til løsningen næste morgen når de stod og barberede sig: i form af den typiske aha-oplevelse. Men om de ligefrem drømmer sig til ideen, det fremgår ikke.

   Selve oplevelsen af indsigt har også betegnelsen: "epani". Wikipedia beskriver det sådan her:

An epiphany (from the ancient Greek ἐπιφάνεια, epiphaneia, "manifestation, striking appearance") is the sudden realization or comprehension of the (larger) essence or meaning of something. The term is used in either a philosophical or literal sense to signify that the claimant has "found the last piece of the puzzle and now sees the whole picture," or has new information or experience, often insignificant by itself, that illuminates a deeper or numinous foundational frame of reference.

   Epiphanies of sudden comprehension have also made possible leaps in technology and the sciences. Famous epiphanies include Archimedes' realization of how to estimate the volume of a given mass, which inspired him to shout "Eureka!" ("I have found it!"). The biographies of many mathematicians and scientists include an epiphanic episode early in the career, the ramifications of which were worked out in detail over the following years. For example, Albert Einstein was struck as a young child by being given a compass, and realizing that some unseen force in space was making it move. An example of a flash of holistic understanding in a prepared mind was Charles Darwin's "hunch" (about natural selection) during The Voyage of the Beagle.

Det at drømme er i sig selv en kreativ proces for så vidt som hjernen under søvn forstiller sig noget som ikke findes andre steder end - netop i hjernen.

   Men drømme har ingen umiddelbar nytteværdi - drømme er grundlæggende frigjort fra forpligtelsen til at være rettet mod innovation - altså nye ideer eller opfindelser der gavner menneskeheden - eller mindre dele af den, som fx en virksomhed.

Men det passer ikke - ikke helt, i hvert fald. Steve Johnson fortæller i sin bog 'Where Good Ideas Come From' om flere eksempler hvor drømme tilsyneladende har været den udløsende faktor i nye vigtige opdagelser.

   Han beskriver det i kapitlet med overskriften 'Serendipity´ - som kan oversættes til: "dette at få svar og løsning - tilfældigt og heldigt - på et problem, mens man er i gang med noget helt andet." (se mit indlæg fra den 22/12/10).

   Og han knytter det sammen med det han kalder "hunches" - som er en slags anelse om en mulig  kommende aha-oplevelse. Det er ikke helt nemt at oversætte til dansk: men "forudanelse" er nok det næremeste dansk enkeltord for "hunch". En udfoldet definition kunne være: et intuitivt førsteindtryk af at noget kan vise sig at være tilfældet

  

Steve Johnson beskriver så hvordan der kan gå lang tid mellem første gang man får sådan en forudanelse, og så til at den fremtræder for bevidstheden som en fuldt udfoldet og afklaret ide. Han fremhæver specielt det han kalder "slow hunches",  altså en indsigt der fremkommer gennem en langsom og mere eller mindre ubevidst udviklingsproces.    

   "Hunch" hos ham minder dermed om det der kaldes et set up  eller en plantering i dramaturgien. Analogt med det jeg tidligere har bemærket: at pay off i dramaturgien svarer til aha-oplevelsen i psykologien.

Steven Johnson nævner flere eksempler på at drømme som et "hunch" går forud for og bidrager til vigtige opdagelser. Det som jeg synes er mest slående, er der hvor drømmen leverer en regulær metafor der fungerer som model for løsningen af et problem. Han introducerer det sådan:

"This pattern of a slow hunch crystalizing into a dream-inspired pepiphany recurs what may be the most famous reverie in the history of science".

    I 1865 sad den germanske kemiker August Kekulé foran kaminilden og dagdrømte. Han havde brugt ti år af sit liv på at prøve at finde ud af hvordan kulatomer forbinder sig indbyrdes og med andre atomer i forskellige organiske molekyler. Og i denne drømmetilsatnd så Kekulé pludselig for sig slangen Ouroboros fra den græske mytologi der bider sig selv i halen: "The serpent image in his dream gave him a sudden insight into the molecular structure of the hydrocarbon benzene".

The benzene molecule, he realized was a perfect ring og ccarbon, with hydrogene atoms surrounding its outer edges. Kekulés slow hunch had set the stage for the insigth, but for that hunch to turn into a world-changing idea, he needed the must unlikely of connections: an iconic image from ancient mythology. (...) It took the combinatorial serendipity of af daydream - all those neurons firing in an unlikely new configuration - to help usunderstand the combinatorial power of carbon, which was itself  crucial to understanding the orginal innovations of life itself.

Steven Johnson griber her tilbage til sit indledende kapitel hvor han beskriver teorien om livets opståen på Jorden.

   Det antages at være sket ved stærk kaotisk aktivitet i det man på engelsk kalder "primordial soup" - "ursuppen." En herlig videnskabelig metafor. 

   "Ursuppen" forestiller forskerne sig som en koncentreret cocktail af en masse forskellige stoffer - med kulstof som det helt afgørende - blandet op i vand. Tanken er så at livet opstår spontant og tilfældigt i denne ursuppe - i kraft af koncentrationen af stoffer, mængden af kemiske forbindelser og muligheder for livlig kemisk interaktion - og med helt ny komplekse forbindelser aktiveret af vulkansk aktivitet eller ekstreme lynudladninger. I ursuppen kommer komplekse organiske molekyler i forbindelse med hinanden i en uforudsigelig kaotisk kombinatorik, som - med ekstra tilført energi - "tænder" det første encellede liv.

Steven Johnson bruger forestillingen om denne ursuppe hvorfra livet udspringer, som en generativ metafor igennem hele bogen, og altså også her i forbindelse med drømme som man ser:

In a sense, dreams ar the mind´s primordial soup: the medium that facilitates the serendipitous collisions of creative insight.. And hunches ar like those early carbon atoms, seeking ourt news kinds of connections to help them build new chains and rings of innovation.

Når en metafor fungerede som en katalysator for August Kekulé´s nyskabende tænkning om kulatomets måde at forbinde sig på i benzen-molekylet, så er der jo tale om det jeg kalder konceptuel blending: To mentale input-rum, et med kemiske formler og forbindelser og et andet med græske mytologiske figurer, og et blended konceptuelt output-rum hvori optræder noget helt nyt: det grafiske billede vist ovenfor med kulatomerne i en ring der "bider sig selv i halen".

Og for nu til slut at slå en metaforisk baglæns saltomortale: Ursuppen er altså i min optik et kemisk miljø som i særlig grad stimulerer til "biologisk blending".

   Med det vil jeg sige at det har været en aha-oplevelse at opdage at meget af det nye og spændende Steven Johnson beskriver i sin bog, uden videre lader sig forstå og tolke gennem blending-metaforen.

   Jeg kommer tilbage i senere indlæg med nogle af de andre interessante pointer han har rundt omkring.

Etårs jubilæumsindlæg på Peters Udsigt - en 'commonplace book' på nettet

I dag er det et år siden jeg begyndte at skrive på denne blog. Status er: jeg har offentliggjort 213 indlæg, heraf 30 i denne måned. Visninger har der i alt været 7.447 af, heraf 1.889 den sidste måned. Nogle få af mine venner har kommenteret positivt på Facebook. Næsten ingen kommentarer her på selve bloggen. Af "faste læsere" er der 5.

   Som det fremgår af "hovedet" på bloggen, så har formålet ikke været at generere mange faste læsere, heller ikke at udfordrer til kommentarer eller diskussion. Målet med bloggen har været og er meget egoistisk: egen erkendelse - og egen udvikling gennem denne erkendelse. Og en vag uforpligtende tanke om at noget af det skrevne måske en dag kunne blive  afsættet til kernen i en bog.

Og her har 'Peters Udsigt' fungeret over alt forventning. Det samlede antal indlæg svarer faktisk i omfang til en bog. Og jeg synes jeg er blevet klogere. Og mit blik for såvel bøger, (avis)artikler og afhandlinger som er relevante for temaet kreativitet, er blevet skærpet gennem dette første år.

   Forpligtelsen til at levere noget skrevet til en tænkt offentlighed, "noget" som altså ikke bare er til en arkivmappe på computerens skrivebord, har været stimulerende for produktiviteten. Det forestillede offentlige blik på mine skriverier, har fungeret som et krav om at levere skriftlige indlæg der til en vis men varierende grad er fagligt forpligtende og tankemæssigt udfordrende.

I alle definitnitioner på kreativitet indgår at det er noget der går på tværs af mentale skel, grænser, mure og bokse. Og noget nyt opstår:  en tanke, en ide, en sproglig formulering, en opfindelse. Og for mig har blending-teorien fungeret som en slags befriende eller generativ metafor - en øjeåbner i forhold til avistekster, medier, genrer, oplevelser, bøger, malerier, egne erindringer, faglige erfaringer.

   Fornøjelsen for mig har bla. været at jeg frit og uhæmmet har kunnet pendle på tværs af fagområder og emner: den ene dag noget om hvordan hjernen fungerer kreativt, den næste om kreativitetens psykologi, den tredje om malerkunst og arkitektur, og den fjerede om journalistisk formidling, den femte om kognitiv lingvistik, etc.

   Det har også været sjovt at kunne tillade mig at skrive personligt og hive erindringer frem fra mit konkrete liv, erindringer som er blevet aktiveret som associationer til det upersonlige emne jeg har været igang med at skrive om i et indlæg. På den måde har bloggen fungeret som en "long tail brainstorm" - en langtrukken hjernestorm der har kunnet slå bro over den ellers så dybe mentale kløft mellem privat-personligt på den ene side og offentligt-fagligt på den anden.

   Min konklusion i på denne jubilæumsdag: Jeg fortsætter så længe det er sjovt og jeg føler jeg stadig lærer nyt og kan aflevere det frisk fra fad.

Jeg har så i den forgangne uge - inspireret af en navnebroder og soulmate når det gælder interessen for opfindelser, tankemæssige nyskabelser og kreativitet - begyndt at læse bogen 'Where Good Ideas Come From - A Natural History of Innovation'. Forfatterens navn er Steven Johnson.

   Jeg vender tilbage til den i flere senere indlæg, men vil lige nævne her - i anledning af blog-jubilæet -  noget der gav mig en meget personlig AHA!-oplevelse.

Steven Johnson har i sin bog et kapitel med titlen: "The Slow Hunch" - som betyder noget i retning af "anelsen en ny ide som udvikler sig langsomt".

   Et eksempel er Darwin hvis teori om arternes oprindelse og udvikling gennem konkurrence, lå i kim i 20 år inden den var så udfoldet i hans bevidsthed at den kunne omsættes i en afklaret teori i en bog. Men teorien lå allerede delvist udfoldet og formuleret rundt omkring i den minutiøse faglige dagbog han skrev under sin berømte årelange studie- og forskningsrejse med det gode skib Beagle. Steven Johnson skriver:

We can see Darwin´s idea evolve because on some basic level the notebook platform creates af cultivating spce for his hunches; iot is not that the notebook is a mere transcription of the ideas which is happening offstage somwhere in Darwins mind. Darwin was constantly rereding his notes, discovering new implications. His ideas emerge as a kind of duet between the present-tense-thinking brain an all thoes past observations recorded on paper. (...) As he reads through his observations a new thought begins to tage shape in his mind, which provokes a whole new set of notes tha wille only make complete sense to Darwin two years later, (...).

I det kapitel fortælle Steve Johnson så om "the commonplace book", som der er tradition for at skrive og holde ved lige af "scholars, amateur scientists, aspiring men of letters - just about anyone whith intellectual ambition in the seventeenth and eighteenth cenutries."

    Denne tradition er den historiske forudsætningen for Darwins arbejde med sine notesbøger fra sin udforsknings- og indsamlingsrejse jorden rundt, fortæller Steve Johnson.

    "Commonplace book" beskrives sådan af Wikipedia:

Commonplace books (or commonplaces) were a way to compile knowledge, usually by writing information into books. They became significant in Early Modern Europe.

   "Commonplace" is a translation of the Latin term locus communis (from Greek tópos koinós, see literary topos) which means "a theme or argument of general application", such as a statement of proverbial wisdom. In this original sense, commonplace books were collections of such sayings, such as John Milton's commonplace book. Scholars have expanded this usage to include any manuscript that collects material along a common theme by an individual.

   Such books were essentially scrapbooks filled with items of every kind: medical recipes, quotes, letters, poems, tables of weights and measures, proverbs, prayers, legal formulas. Commonplaces were used by readers, writers, students, and humanists as an aid for remembering useful concepts or facts they had learned. Each commonplace book was unique to its creator's particular interests.

Steve Johnson gennemgår videre hvordan en lang række kendte engelske forskere og videnskabsmænd igennem disse århundreder har udnyttet deres commonplace books som "et opbevarings- og gemmestedsted for en kæmpe samling af kim til spirende ideer og opfindelser: "a repository for a vast miscellany of hunches".

   For nogle "commonplacing" forfattere, fortæller Johnson, blev det "an aspirational metaphor for one´s mental life".

   AHA! Et match! Det er hvad bloggen 'Peters Udsigt' er: en commonplace book - på nettet: en mulighed for mentalt at blende ideer med sig selv over tid - og med andre som man støder på i bøger, aviser - og repræsenteret ved interessante personer man møder.

Høj IQ smelter kaos om til kreativitet - om betydningen af høj eller lav latent hæmning for kreativiteten

Illustreret Videnskab er begyndt at udgive særligt ambitiøse temahæfter med "fokus" på særligt interessante forskningsområder. Det første nummer fokuserer på hjernen. Og et af kapitlerne handler om intelligens. På det første opslag om intelligens er en interessant grafik som kobler kreativitet og intelligens sammen. Skemaet har jeg ikke har kunnet finde ved at google, så jeg beskriver det kort her:

Vi har et koordinatsystem med en x-akse og en y-akse. Den vandrette x-akse har en pil der går fra "lav IQ" til "høj IQ". Den lodrette y-akse har en pil der går fra "lav grad af kaos (=høj latent hæmning)" til "høj grad af kaos" (=lav latent hæmning)".

   Inden for dette system placeres og afgrænses så forskellige mentale arealer og relationerne mellem dem når de sættes i forhold til de to akser:

gal, genial, normal, kreativ, klog, enfoldig

• GAL: lav IQ kombineret med høj grad af kaos (=lav latent hæmning)
• GENIAL: høj IQ kombineret med høj grad af kaos (=lav latent hæmning) 
• NORMAL: lille til medium IQ kombineret med medium grad af kaos (=moderat latent hæmning) 
• KREATIV: medium til høj IQ kombineret med medium grad af kaos (=moderat latent hæmning)
• KLOG: medium til høj IQ kombineret med  lav grad af kaos (=høj grad af latent hæmning)
• ENFOLDIG: Lav IQ kombineret med lav grad af kaos (=høj grad af latent hæmning

Teksten omkring grafikken fortæller:

Kreativitet er et samspil mellem intelligens og vores såkaldte latente hæmning. Det er et naturligt filter, der sorterer i de mange informationer, vi bombarderes med. Intelligensen gør os i stand til at bruge de indtryk, der passerer den latente hæmning, til noget fornuftigt.

   Jo højere latent hæmning vi har, jo færre indtryk får vi at forholde os til. Kan påvirkes af psykotisk medicin.

   Lav latent hæmning giver flere indtryk at forholde sig til. Narkotika kan nedsætte den latente hæmning.

   Åbent sind og udfordrende miljøer menes at kunne mindske den latente hæmning.

   Stress eller personlige kriser nedsætter hjernens potentiale. Virker som laver IQ.

Teksten ved siden af uddyber den del af grafikken som dækker forholdet GAL eller GENIAL:

Grænsen mellem gal og genial kan være hårfin. Den afgøres langt hen ad vejen af den såkaldte latente hæmning. Det er en særlig egenskab der gør hjernen i stand til at sortere unyttig information fra.

   Hvis den latente hæmning er høj, formår man at se bort fra det uvæsentlige. Er den lav drukner hjernen i informationer. Men lav latent hæmning kan også være en forudsætning for enorme kreative evner. Det er nemlig den høje intelligens der gør hjernen i stand til at håndtere alle de mange indtryk hjernen bombarderes med.

Der gives i samme opslag et eksempel på en forsker, John Nash, som både var genial og gal. Han udviklede som ung en økonomisk spilteori på matematisk grundlag, som senere gav ham en Nobelpris. Han er således far til begreber som en win-win-situation. Han led af paranoid skizofreni.

   Hans historie fortælles i en fornem spillefilm som jeg så for nogle år siden: 'A Beautifull Mind', med Russel Crowe i rollen som Johan Nash.

Selve kernen er begrebet "lav latent hæmning" som er fælles for nogle genier og for nogle der er sindsyge. På engelsk "low latent inhibition", her forklaret af Wikipedia:

Most people are able to ignore the constant stream of incoming stimuli, but this capability is reduced in those with low latent inhibition. Low latent inhibition seems to cause one person to be more distractible than another. It is hypothesized that a low level of latent inhibition can cause either psychosis or a high level of creative achievement or both, which is usually dependent on the individual's intelligence.

   Those of above average intelligence are thought to be capable of processing this stream effectively, enabling their creativity. Those with less than average intelligence, on the other hand, are less able to cope, and so as a result are more likely to suffer from mental illness and sensory overload.

   High levels of the neurotransmitter dopamine (or its agonists) in the brain have been shown to decrease latent inhibition. Certain dysfunctions of the neurotransmittersglutamate, serotonin and acetylcholine have also been implicated.

   Low latent inhibition is not a mental disorder but an observed personality trait, and a description of how an individual absorbs and assimilates data or stimuli. Furthermore, it does not necessarily lead to mental disorder or creative achievement—this is, like many other factors of life, a case of environmental and predispositional influences, whether these be positive (e.g., education) or negative (e.g., abuse) in nature.

   There is at least some evidence to suggest that one can reduce one's latent inhibition, contributing to more distractibility and sensory overload, through the use of Cannabis.

Heri kan forklaringen ligge på at mange kunstnere kan bevidne at deres kreativitet bedst kommer til udfoldelse hvis de har indtaget alkohol eller andre euforiserende stoffer.

Fodboldspilleren Christian Eriksen som en kommende Michael Laudrup - et type-eksempel på kreativ blending

Min "bibel" 'The Way We Think' fremhæver og dissekerer et type-eksempel på en særlig variant af  konceptuel blending som er lidt kompliceret at gengive her på kort plads.
   Men essensen i eksemplet er at skribenten i det udsagn som indeholder "the blend", har opfundet en tænkt sportskamp mellem sportsfolk fra forskellige århundreder. Det som det blendede udsagn så fortæller, er hvem der har vundet i det forestillede (men aldrig reelt eksisterende) "væddeløb" mellem de to.
   I det tankeeksperiment som kommer til udtryk i "blandingen", er der altså sket en konceptuel integration og komprimering af tid og rum. Det samlede udsagn ligner en slags analogi.

   Det er jo ganske abstrakt. Derfor er jeg på udkig efter tilsvarende eksempler på dansk. Og fandt det på Søndagspolitikens sportsider i dag den 27 marts.

Danmark spillede i går fodboldlandskamp mod Norge. Og en af de unge talenter i angrebet på det danske hold hedder Christian Eriksen. I en artikel med rubrikken "Danmarks unge stjernespiller vokser fra kamp til kamp", skal Rasmus Bech så give et baggrundsportræt af Christian Eriksen med afsæt i landskampen. Og det fortællemæssige greb han udnytter, er præcis af den type som beskrive i 'The Way We Think'. Det fremgår allerede klart af manchetten: 

I en sammenligning med Michael Laudrup er Christian Eriksen ni mål bagud, men han giver store løfter.

Og første afsnit leverer springbræt for hele artiklens genngående blending af to karrierer-historier når det gælder mål scoret i landsholdkampe, en der er fortid: Laudrups - og en der kun lige er begyndt: Eriksens: 

Christian Eriksens omgang med bolden, hans antrit, elegance og meget fine balance, har fået mange - og ikke mindst medierne - til at kalde fynboen for 'den nye Laudrup'.

Rasmus Bech, som jeg i øvrigt tidligere har fremhæve for sin kreative sproglige tænkning i sin sportjournalistik, fortsætter så i artiklen med at pendle mellem de to fodboldspilleres karrierer og meritter i løbet af hver deres 12 første landskampe. I denne tænkte konkurrence fører Laudrup så med 12 mål. 

   Fidusen ved denne kreative blending-operation er at det giver mulighed for at formulere forventninger til at Eriksen i fremtiden vil scorer mange landskampmål (ligesom Laudrup), selv om han endnu ikke har leveret varen.

   Artiklen slutter i lyset heraf med et smukt eksempel på udnyttelsen af et kontrafaktisk udsagn:

Og havde Eriksens hjerte været mere løveagtigt, da han midt i anden halvleg fik en dyb aflevering at løbe på, var det ikke den norske målmand, der var blevet vinder af duellen. Men det var nu heller ikke Laudrups stærke side. 

Altså i ét konceptuelt rum hvor Eriksen havde haft et "mere løveagtigt hjerte" ville han have scoret. Men i det andet konceptuelle rum hvor både han og Laudrup igennem hele artiklen er blevet installeret og har konkurreret, der har heller ikke Laudrup et "løvehjerte" til nærkamp og hårde tacklinger. Så det skal nok gå alt sammen, kan læserne slutte. 

   Kreativt tænkt og godt skrevet af Rasmus Bech.

Gaugin og "Tahiti" - bare bryster eller tækkelige kjoler - fantasi eller virkelighed

Jeg høster lige et smukt eksempler på diskussion og problematisering af kreativ blending - her fra Søndagenspolitiken den 27/03/11.

Det findes på side 2 i kultursektionen. Temarubrikken er den faste om søndagen: "Et øjeblik". Og stikordet er: "Fantasier". Afsættet er en udstilling på National Gallery of Art i Washington med titlen 'Maker of Myth'. Og illustrationen til artiklen er et maleri vi alle kender: Gaugins 'Two Tahitian Women' fra 1899:

Gaugin har blandet fantasi og virkelighed - for mytens skyld, er essensen af artiklen.
   Hvordan det? - kan man spørge. - Jo, de smukke tahitianske kvinder som han afbilleder både her og i mange andre verdensberømte malerier, gik på det tidspunkt hvor maleren var på Tahiti, ikke rundt med blottet overkrop og blottede bryster. De kristne missionærer havde for længst fået dem til at gå i tækkelige kjoler.
   Så Gaugins Tahiti og de lokale kvinder er altså (delvist) et fantasiprodukt - en slags ønsketænkning. Sådan gik kvinderne ikke klædt, og sådan så de ikke ud da han boede på øen. En ønsketænkning som i sig selv var inspireret af et helt tredje konceptuelt rum: de japanske træsnit fra begyndelsen og midten af 1800-tallet med bla. Hokusai som en af de helt store ikoner (se tidligere blogindlæg om udstillingen på Ordrupgaard).
   Hvad er problemet i det som Gaugin har gjort i sine malerier? Hvor autentisk og realistisk et maleri er i forhold til sine motiv, har enhver kunstmaler vel frihed til selv at bestemme? Og malerierne her bliver jo ikke dårligere af at Gaugin har vist de haitianske kvinder uden tøj på overkroppen! Hvor mange malere har ikke malet nøgenstudier i århundredernes løb, med eller uden faktiske modeller?

Det der er artiklens pointe, er at Gaugin den gang offentligt insisterede på at hans billeder var "en faktuel fremstilling af et primitiv samfund fuldt af frodige, forførende og havlnøgne skønheder."
    Altså, han tilskrev sine utroligt fascinerende malerier en dokumentarisk værdi som de ikke havde. For at opretholde en myte om et Paradis-samfund som altså på det tidspunkt kun fandtes i hans fantasi.
   Artiklen hævder at når han gjorde det, så var det af hensyn til markedet: Hans blanding af fantasi og virkelighed solgte bedre hvis publikum troede på fremstillingen som autentisk.
   Det er altså en konstrueret myte der har fungeret som produktiv frame for det blendede output-rum billederne er et udtryk for og et produkt af. Ikke resultatet af en kunstnerisk virkelighedsforpligtelse, som Gaugin selv hævdede.

Personligt synes jeg vist ikke det er særlig interessant eller væsentligt om disse verdensberømte betagende malerier er fiktion eller faktion - mere eller mindre dokumentariske. Men for journalister er den slags problemer altid en "god historie".

Landskamp, frihedskamp, borgerkrig eller folkemord - mediernes ukreative og enøjede dækning af "det der foregår i Libyen"

De elektroniske medier har godt nok haft travlt med at dække "det der foregår i Libyen". Og den dækning har godt nok ikke være kreativ, endsige nuanceret: De politiske partier og medierne har højt og  syngende enstemmigt i kor gået i krig med "fjenden", den onde selv: Gadaffi.
   Det hele er et spørgsmål om metaforisk framing.
   
Den klassiske grundmetafor omkring sport er SPORT er KRIG: "arvefjenden Sverige", sportkamp", "en ny spiller er Olsens hemmelige våben", "Caroline returnerer mere offensivt", "Han kanonerede bolden i mål", målmanden blev udsat for et bombardement", etc. etc.
   Det er bemærkelsesværdigt at dækningen af den danske deltagelse i gennemførelsen af "flyveforbudzonen" - med bidrag af fire til seks F16 jetjagere med bomber og misiler og hele arsenalet - stort se har være vinklet og metaforisk framet "omvendt" - altså det danske krigsbidrag set igennem sportskampens optik. 
    Når stand up-repporterne fra TV 2 har stået uden for hegnet til den syditalienske luftbase, og rapporteret live om det de ikke måtte komme ind med kameraerne og vise, så har retorik og stemning stort set været som var det forberedelserne til en landskamp der blev dækket, hvor reporteren stod ude foran hegnet til den fodboldbane hvor Morten Olsens drenge trænede en ny hemmelig taktik for kampen mod mod Norge. Og den detaljerede gennemgang af F16-flyenes armering og tekniske indretning har haft sit forbillede i reportager om nyt cykeludstyr til Bjarne Riis drenge.
   Dækningen af selve konflikten i Libyen, har så i øvrigt næsten unisont været styret af framen: OPRØRET er FRIHEDSKAMP med DEMOKRATI som MÅL. Som i øvrigt også dækningen af alle de øvrige konflikter i området. Denne metaforiske frame har så gjort det næsten umuligt at tale om, beskrive og analysere de samfundsmæssige skel i Libyen (geografisk opdeling efter stamme- og klangrænser) og dette at Gadaffi ikke bare har haft en veludstyret hær til sin rådighed, men at der også - sandsynligvis har været og er stor befolkningsgrupper som har støttet styret. Det har stået som "gåder" i dækningen.
   Havde konflikten forekommet længere mod syd i Afrika, som fx. den der nu foregår i Elfenbenkysten, så havde en anden frame og derfor en anden optik til forstålsen straks meldt sig: OPRØRET er BORGERKRIG. Eller OPRØRET er regional SELVSTÆNDIGHEDSKAMP.
   Og så er der Gadaffis "svar" på oprøret: Det er FOLKEMORD eller FORBRYDELSE MOD MENNESKEHEDEN.
   Tænk at politikernes og journalisternes hukommelse ikke er længere: Saddam Hussein har MASSEUDRYDELSESVÅBEN, derfor går vi i krig: for at forhindre ham i at bruge dem efter formålet.

Jeg mener det var den kreative journalist- og journalistikforsker Anker Brink Lund der opfandt metaforen "lemmingeffekten" til at beskrive det fænomen at alle journalister uanset medie og uanset professionens selvforståelse som kritisk vagthund, fulgte samme frame når de vinklede en spektakulær historie.
   Den metafor må vist være på sin plads til at sammenfatte mediernes dækning - og især de elektroniske - af "det der sker i Libyen" i disse dage og uger.

Kreativ tv-journalistik (2) - OLe Retsbos brug af kontrafaktisk dokumetarisme med en hensigt

Det andet eksempel på kreativ tænkning i en tv-udsendelse jeg analytisk vil gumle på her, var en udsendelse der blev sendt på på DR 2 en lørdag eftermiddag den 15/01/11. Jeg kom ret sent ind i den fordi jeg bare sad og zapppede.
   Og netop derfor blev jeg smaskforvirret over de første minutter jeg oplevede. Der var henvisninger til bl.a. Ole Sohn, Axel Larsen, og der var interviewcitater med historiske eksperter og øjenvidner i forhold til forskellige historiske begivenheder efter 2. Verdenskrig. En del navne og ansigter kendte og genkendte jeg fra mine yngre dage.
   Programmets form var en klassik journalistisk-historisk montage - med autoritativ alvorlig voice over-speak, sync-er med et bredt udsnit af forskellige typer kilder, dokumenterende og illustrerende historiske filmklip og fotos.
   Altså det jeg så, fremstod som en typisk historisk dokumentar, som vi har set rigtig mange af på DR 2 i de senere år, et DR 2 som efterhånden producerer og genudsender dem på samlebånd.
   Men UPS! Jeg genkendte ikke en del af de historiske begivenheder dokumentaren fortalte om. De matchede ikke min historiske viden og mine erindringer om den politiske og samfundsmæssig udvikling i Danmark.
   Ret hurtigt lugtede jeg lunten: AHA! - blev klar over at udsendelsen handlede om en alternativ historie, en historie hvor  Danmark blev besat af Sovjetunionen omkring 4-5 maj. Og derefter undergik en udvikling der på mange måder mindede om den i Østtyskland og resten af Østeuropa efter krigen, en udvikling der så først ifølge dokumentarens fantasihistorie førte til befrielse fra et autoritært kommunistisk styre i Danmark da muren faldt i 1989. 

Det jeg altså efter et stykke tid i et heuroka-glimt blev klar over, var, at jeg havde zappet ind i en dybt interessant og meget fascinerende tv-... - nej, ikke "dokumantar" - men det der ligner. Noget der som helhed var digt, opspind - et tankeeksperiment iscenesat for tv i form og udtryk som en autentisk sandhedssøgende dokumentar baseret på facts og virkelighedsreferencer.
   En simuleret tv-dokumentar...
   På et øjeblik skiftede jeg frame fra én genre til en anden. Jeg var zappet ind i et eksempel på den blendede genrer der nu fagligt betegnes "mockumentary".
   Eller i moderne smart journalistisk jagon: "fupdokumentar".
   Og det viste sig at være en genudsendelse fra 2009. Jeg  vil se den i sin helhed. Inde på DR.dk får jeg desværre at vide at: Grundet manglende rettigheder er det ikke muligt at se tema-udsendelserne her på hjemmesiden. 
   Shit, så må jeg ved lejlighed se at skaffe en DVD-kopi så jeg kan få set den hele. Her illustrationen til DR´s omtale på nettet:

Men altså... Den del jeg fik set, var begave lavet - virkelig et produkt af kreativ tænkning - selv om det altså netop var en på historiske kendsgerninger baseret, journalistisk gennemarbejdet og overbevisende realistisk fantasi. Et produkt af det som man i gamle dage kaldte "indbildningskraft" - journalist Ole Retsbo og redaktionen bag hams indbildningskraft, deres fælles og samlede evne til visuelt at simulere en sandhed gennem konceptuel visuel blending.
   Tilrettelæggerne havde dygtigt sørget for at udstyre udsendelsen udtryk med alle de "dokumentarsignaler" som gjorde at man gøs med: Tænk nu hvis det var sket..., ja, det kunne være sket, hvis ikke englændernes feltmarskal Montgomery havde slået russerne med 6. timer.

Somme tider er en "mocumentary" først og fremmest en mediemæssig joke - udtrykt i en slags ironisk visuel vrængen, hvor fornøjelsen ved både at producere og se udsendelsen ligger i genre-dekonstruktionen: Se! Alle de udtryk som vi normalt tager som tegn på og garantier for sandhed og virkelighed, de kan fingeres og simuleres. Så tro ikke på tv-avisen, det er også en slags konstruktion (jfr. mit blogindlæg fra 13/03/11 om debatten mellem Hans Hauge og Knud Romer om fiktionsfri fiktion).
   Det var fx en stor del af meta-meningen med Poul Nesgaard og konsorters mockumentary-serier: 'I sandhedens tjeneste". Og også med Orson Wells ´berømte radio-mocumentary: 'Klodernes Kamp'.

Andre gange er der en dybere samfunds- eller historiekritisk pointe i mockumentary-genren - hvad der klart var tale om i det her tilfælde - hvorfor den genre netop også kan bruges af journalister og dokumentarister til noget mere alvorligt rent indholdsmæssigt: "at bevise" en kontroversiel præmis.
   Et af de meste berømte eksempler på en mocumentary med denne slags kritiske funktion, var Peter Watkins 'Wargame' fra 1966 som skildrede et tænkt, men faktuelt realistisk England efter at have deltaget i en atomkrig og selv være blevet bombet med atombomber. BBC og den engelske regering stoppede den og den blev aldrig udsendt i BBC-regi af angst for seernes politiske reaktioner.

Noget lignende var tilfældet her med Ole Retsbos tv-film - om end i en mindre opsigtsvækkende form og med et knap så kontroversielt indhold. Men i hvert fald: Tankeeksperimentet fik framet danske venstreorienterede ikoner som Axel Larsen, Ole Sohn m.fl. som potentielt politiske forbrydere - at ligne med DDR´s Walter Ulbricht og Erik Honecker, Ungarns János Kádár eller Tjekkoslovakiets Rudolf Slánský.
   Her fungerer den kontrafaktisk historieskrivning som en god og gedigen metafor: med "Danmark, de danske politikere  og den økonomiske udvikling i landet efter 2. Verdenskrig som "target" og med "den historiske udviklingen af de Østeuropæiske kommunistiske regimers poltisk-økonomiske udvikling" som "source" - skabes en dokumentarisk metafor der leverer det optiske filter som Danmark så ses, forstås og ikke mindst - farves igennem.
   Det er en kreativt tænkt og udført blending-operation af to faktuelt forankrede input-rum - to landes faktiske historie, og en mockumentary som et blended output der får seerne til måske at bryde deres egen tænknings ideologiske filter med hang til venstrefløj.
   Tendensen kan jeg måske være loren ved, men godt tv var det sgu´, den del af det jeg fik set. 

Kreativ tv-journalistik (1) - Sarah Pagh Kofoeds brug af metafor og analogi i et journalistisk plot

Kreativ tv-journalistik er sværere at skrive om i denne blog end skreven journalistik. For at kunne dokumentere og beskrive på samme måde, skulle man man automatisk optage alt det man ser, og derefter  bruge tid på at genafspille og gennemse, og så notere speak, interview-citater eller særlige billedsekvenser ned etc. Og i tv-nyheder får man sjældent lige noteret hvem journalisten er.
   Umanerligt besværligt og tidskrævende.
   Og det er lidt ærgerligt for mit udgangspunkt for overhovedet for alvor at interesserer mig for kreativitet var oprindelig min oplevelser og erfaringer med at undervise i og skrive om tv- og film-dramaturgi.
   Så nu tager jeg lidt revance her og i næste indlæg.

Jeg vender jo jævnligt tilbage til de to særlige udtryks- og fortælleformer som teorien om konceptuel blending har specielt fokus på: kontrafaktiske udsagn og metaforiske udsagn.
   Og de eksempler jeg har givet i tidligere indlæg, er hovedsagelig hentet fra avislæsning. Det er nemlig (jfr. ovenfor) det nemmeste. Avisen bliver liggende i bunken med kryds på forsiden til dagene efter, så jeg kan tage den frem når jeg skal skrive, og så er alle oplysninger og citater jeg skal bruge der, de står der bare.
   Her følger nu analyser af den kreative tænkning i og bag om to forskellige eksempler fra tv. De er flere uger gamle, men jeg fik noteret dem ned på en gul post-it-seddel, som jeg lige genfandt i dag.

Det ene var en regulær tv-nyhed - ikke en af de hårde - den lå, som jeg husker det, hen i mod slutningen af 18.30-eren. Ifølge DR.dk blev den udsendt i Tv-Avisens 18.30-udgave 04/03/11.
   Selve historien var sådan set også en journalistisk klassiker: "En undersøgelse viser at verden ser anderledes ud end vi troede, eller end vi ønsker."
   Her havde DR.dk den under rubrikken. "Mange går aldrig til lægen". Men nyheden var reelt vinklet på at det specielt var mænd der "aldrig går til lægen": Hver femte dansker, og fortrinsvis yngre mænd som har job, men kun en kort uddannelse, belaster kun systemet med 1,2% af lægebesøgene. Til web-nyheden var der en case som der var interviewcitater fra.
   Og pointen i historie er så at eksperter siger at det i virkeligheden er samfundøkonomisk en dårlig ide at undlade  at gå regelmæssigt til lægetjek af helbreddet. Nyheden fortæller at casen prøver en lungefunktionsmåler som viser at han efter fem hiv har svært ved at få vejret.

Men nu til tv-indslaget som var det der røg ind på lystavlen hos mig - frem for alle de andre tv-nyheder den dag. Og jeg tager forbehold for eventuelle erindringsforskydninger:
   Journalisten var, ser det ud til fra nethistorien: Sarah Pagh Kofoed. Her havde hun fået casen til at køre hen på et værksted og få lavet et af de faste periodiske eftersyn på sin ret nye bil, og det var der på værkstede vi som seere så ham få tjekket sin bil og så også prøve lungefunktionsmåleren som viste at hans lunger fungerede dårligt fordi han røg så meget.
  Journalisten interviewede så den yngre mand on location om hvorfor han med faste intervaller havde sin bil til eftersyn på værkstedet og betalte det dyrt, men til gengælde var helt ligeglad med at få tjekket sin egen krops funktionsduelighed som han kunne få gjort gratis - ikke mindst i lyset af at det nu viste sig at kroppen havde det dårligt, mens bilen var teknisk i topform.

Analyse af den kreative tænkning bag det plottede tv-indslag:
    Journalisten har fået en god ide inde i hovedet til en dobbeltbundet historie - med afsæt i nyhedsvinklen: Unge mænd skader sig selv og koster samfundet kassen ved ikke fast at gå til helbredstjek hos lægen.
   Det journalistiske greb er så at konstruere et godt plot til historien, dvs. her at udnytte muligheden for at iscenesætte en visuel metafor eller analogi: "fast lægtjek af kroppen" ("target") skal ses og forstås gennem det billede som "fast mekanikereftersyn af bilen" ("source") leverer optik til.
   Og den bagvedliggende frame og grundmetafor som  ideen udspringer er: KROPPEN er EN MASKINE - det som i lægesammenhæng lidt negativt kaldes "apparatfejlmoddellen", og som sygeplejesker har det dårligt med og ønsker erstattet eller suppleret med framen: DEN SYGE er ET MENNESKE. Et godt stykke kreativ tænkning i hovedet på Sara.
   Hvis nogen vil indvende at ideen til tv-nyhedens plot er plat og banal, så har de måske ret, men det virker måske ekstra godt netop af den grund. Jeg er i øvrigt helt uenig. Historien fik et ironisk twist og en dobbeltbundethed som er de samme mekanismer god litteratur lever af, blot her integreret og komprimeret til et 2 minutters "blend".
  Indslaget var i hvert fald den eneste tv-nyhed jeg huskede fra aftenen før også næste dag.

Den anden kreative udnyttelse af blending i tv jeg vil fremhæve, var en fup-dokumentar med titlen i følge DR.dk: "Hvad nu hvis... Danmark var kommunistisk". Den skriver jeg om i næste blog.

                                                (fortsættelse følger)

Forskningsbaseret undervisning i praktisk journalistik - blending eller mixofobi, det er spørgsmålet?

Journalistuddannelsen på RUC har søgt om at blive akkrediteret. Det vil i praksis sige at ACE, som er den statsinstitution som giver en uddannelse et særligt kvalitetsstempel der "gælder" og "tæller" internationalt, at den institution dels skal have en masse faktuelle oplysninger, og dels skal foretage en undersøgelse af hvad der foregår i praksis på uddannelsen, bla. gennem høringer med medarbejderne, ledelsen og de studerende.
   Se mere på http://www.acedenmark.dk.

Sammen med resten af underviserne og forskerne på uddannelsen blev vi så udspurgt i ca. 1½ time af medlemmer af det udvalg som skal levere akkrediteringen. Et af de mest interessante spørgsmål var dette (i min erindring og formulering): På hvilken måde giver det at det er en forskningsbaseret uddannelse, sig udslag i håndværksundervisnngen - dvs. den undervisning i praktisk journalistik der varetages af uddannede journalister som - i modsætning til de fastansatte forskere - er ansat på åremål, som "kun" er undervisere, og som ikke har forskningstid og -forpligtelse som en del af deres ansættelsesvilkår.
   Svaret kunne - efter min bedste overbevisning - godt have været: på ingen måde; eller: meget lidt; eller: det er helt tilfældigt, og afhænger af den enkelte lærer. I praksis blev der svaret lidt uldent - uden om kernen i spørgsmålet.

Når man ser på uddannelsens opbygning der er et mix af akademiske og praktisk fag, så er det faktisk et godt spørgsmål. For der er en meget skarp mental og konceptuel arbejdsdeling mellem kurser i håndværksfag og kurser i akademiske discipliner. Typisk er der særskilte prøver i de to slags fag/kurser. Og sure studerende kan godt finde på at beklage sig over at de to sider af uddannelsen slet ikke eller kun dårligt "taler sammen".
   I specialebestemmelserne er det dog muligt at lave "hybridspecialer" der både har en praktisk-produktiv del og en akademiske "reflekterende del".
   Enkelte af de faste lærere har dobbelt-kompetence, ligesom jeg selv, og nogle af de unge specialevejlederer er uddannet på RUC, og er altså journalister der også har den akademiske titel cand.com. i journalistik.
   Men i praksis må man sige at det ikke ser alt for godt ud, hvorfor svarene altså også var vand ud ad ørerne-agtige. Det så ikke meget bedre ud på SDU´s journalistuddannelse som jeg selv var med til at etablere og udvikle fra 1998 og fem år frem.

På journalistik på RUC er det sådan at de akademiske lærere i princippet er fastansatte på livstid (hvis de ellers overlever eller har overlevet forhindringsløbet: cand.et eller andet-uddannelse, ph.d.-afhandling, adjunkt, lektor (og evt. professor). Der er nu kommet krav om at de i princippet årligt skal skrive flere forskermeriterende artikler på engelsk hvis de skal kunne beholde deres stilling.
   Den gruppe akademiske undervisere holder (derfor?) deres egne "forskningsforum"-møder hvor håndværkslærerne ikke deltager.
   På den anden side, kan man også iagttage at nogle af håndværkslærerne i perioder bliver tomme i blikket ved de fælles "administrative" lærermøder en gang hver anden måned hvor dagsordenen inviterer til at man snakker rigtig meget "internt" universitet, og hvor de akademiske lærere godt nok også kan være noget lange i spyttet.
   Jeg har sjældent (aldrig?) på RUC eller SDU hørt/set håndværkslærere henvise til fagligt relevante artikler som journalistforskere har skrevet. Overhovedet henviser de meget lidt til bøger, er det min erfaring, fordi de jo har den professionelle grundopfattelse at journalistik læres gennem øvelse og praksis ikke gennem læsning.
   Og min egen oplevelse fra mange års tæt og frugtbart samarbejde med forskellige håndværkslærere.   (jeg har jo selv har været en af slagsen i lange perioder i tv- og radio-produktion og som vejleder i specialer i undersøgende journalistik), den er at det er så indarbejdet i den klassiske journalistiske professionskultur, at viden skaffer man sig pr. telefon eller - i de senere år - fra nettet  - ikke ved læsning af artikler eller bøger. For det skal jo gå hurtigt - og aktuel viden er ikke skrevet i bøger eller akademiske afhandlinger endnu.

Det er for mig klart at denne grøft (over)lever man med, og har man (over)levet med i mange år i begge lejre og på begge universitetsudannelser i journalistik. Og det var så den grøft akkrediteringsudvalget pænt og forsigtigt spurgte ind til. Uden at få noget klart svar fra nogen af siderne på mødet.
   Kløften er imidlertid udtryk for er en næsten eksemplarisk frame-konflikt - hvor de to professionelle frames med hvert sit klart adskilte konceptuelle rum ikke umiddelbart indbyder til frame-shift eller til re-framing af uddannelserne, og den deraf følgende nødvendig institutionelle blending-proces.
   Grøften kan i enkelte konkrete situationer eksplosivt blive gjort til en kilometerdyb Gran Canyon-kløft i offentlige konfliktsituationer, fx når undervisere/forskere med akademisk baggrund fremsætter kritik af journalistiske produkter eller af en udbredt og professionelt accepteret journalistisk praksis. Eller når journalister anmelder bøger skrevet af folk med akademisk baggrund og uden praktisk journalistisk erfaring.
   Med et ord jeg introducerede for nogle få blogindlæg siden, så er der klare tendenser til mixofobi i begge lejre.

Mit eget spagfærdige initiativ for et års tid siden på at få etableret en fælles ramme - en fagligt-socialt integrerende frame med konceptuel blending som mål - "et fælles fagforum" - hvor lærerne på begge sider af grøften kunne snakke med om og forholde sig til forskellige faglige temaer i uddannelsen/forskningen, det humper lidt afsted, oplever jeg - ingen brænder for alvor for det.
      Men i går på et af de almindelige lærermøder hvor vi netop sad og mumlede lidt frem og tilbage hen over bordet i lyset af ACE´ernes pirkende udspørgen, var der en af de yngre akademiske lærere, som jeg har kendt fra hun var ung ph.d.-studerende, som klart og tydeligt sagde hvad der skulle til hvis det virkelig skulle batte: et to-lærersystem. Så i princippet alle fag/kurser - både de akademisk funderede og de praktisk orienterede - skulle have to undervisere på: en fra hver professionel gruppe. Og deres team-forpligtelse ville så skulle være at blende, dvs. inden for kursets rammer at integrere så mange elementer som muligt fra de to frames i et fælles blended out-put rum for de journaliststuderende på kurset.

Et to-lærersystem! - Det er banalt og og det er indlysende rigtigt.
   Jeg ved ikke om nogen andre rundt om bordet fangede det, men det er det der skal til. Jeg tillader mig at forklare den manglende glade respons med at alle har siddet og tænkt: Det koster kassen, så det ville der aldrig være råd til. Andre forklaringer er også mulige, men dem skal jeg undlade at komme ind på her.
   Men ideen ville jo være smukt i samklang med den RUC´ske ur-ideologi om tværfaglighed og gruppearbejde.
   Mine egne erfaringer fra min tid som mangeårig underviser på alle mulige former for journalistisk efteruddannelse - i team med lærere med ren journalistisk eller anden ikke-akademisk baggrund, er entydigt positive: at det har været de perioder i mit liv hvor jeg synes jeg har været mest kreativ, tænkt mest originalt, og udviklet mig mest fagligt.

Situationen er for mig i den grad deja vue i forhold til mine erindringer fra begyndelsen af 80-erne, hvor jeg arbejdede tæt sammen med tv-journalisten Poul Trier Pedersen om en række  store tværfaglige kursusprojketer for Den Kommunale Højskole med brug af tv-faktionsgenren "spontanspil", som han havde opfundet og udviklet
   Poul Trier Pedersen var i 60-erne meget kendt tv-journalist, og en af de tre "fædre" til den moderne billedfortalte TV-AVIS i DR i slutningen årtiet. Vi udviklede sammen et meget stort og ambitiøst kursusprojekt 'Samspil på sygehuset' i starten af 80-erne, beregnet for mixede kursushold sammensat af alle de forskellige professionelle personalegrupper på sygehuset som har med patienter at gøre. Selv om vi ikke havde teori og begreber til det, så var målet profession re-framing som muliggjorde konceptuel blending af de ellers separerede professionelle normer og værdier hos de deltagende læger, sygeplejersker, sygehjælpere, portører, laboranter, socialrådgivere, m.fl. - alle dem som havde patientkontakt.
   I praksis blev udbredelsen af kurset noget af et flop. Der blev "kørt" meget færre kurser over hele landet, end der lå i konceptet. Det viste sig nemlig at de fleste faggrupper prioriterede egne fagkurser højere end tværfaglige kurser som 'Samspil på sygehuset' hvor deltagerne var tvangsindlagt til i længere tid at skulle diskutere professionel re-framing og konceptuel blending med deltagere fra de andre grupper.

Den vrede kunstner, med uro i sjælen og dårlig samvittighed - mønsterbryder Jørgen Haugen Sørensen

Journalist Marie Tetzlaff har i Politiken i dag søndag et stort interviewportræt af multikunstneren Jørgen Haugen Sørensen. Rubrikken: "Det at leve er voldsomt". Kunstneren lever i hvert fald fuldt og helt op til mine forestillinger om den særligt kreative personlighed:

- Flere person(lighed)er i én:

I kunsten pendulerer han også (...) Paradoksalt? Ikke ifølge Jørgen Haugan Sørensen. Det hele hænger fint sammen - alt har flere sider, man kan godt være luftånd og sværvægter, patriark og legebarn, kunstner og arbejderdreng, religiøs ikke-troende, overbevist social. Samtidig.

- Urolig fremmedgjort sjæl der føler at han  ikke hører hjemme nogen steder:

(...) Jørgen Haugen Sørensen er en mand med døden som sin faste fjende og konstante kunstneriske makker. Altid på flugt, ikke forfastholdere. (...) Jeg bliver rastløs! Jeg har ingen tålmodighed. Så hvis det begynder at blive for ensformigt, så smutter jeg. Jeg har hele tiden ledt efter et ste at være - og det har jeg aldrig fundet. (...) Jeg blev en spurgt en gang: Hvor vil du helst være? Og som kom jeg til at sige: Et andet sted! Det er sådan jeg har det!"

- Kreativ vrede som en drivkraft:

Siden Jørgen Haugen Sørensen slog igennem som gulddreng kort efter debuten i 1953, har han gjort hvad han kunne for at lægge sig ud med både kunstnerparnas, borgerskab og bevilgende fonde. (...) For tre år siden var han årets kunstner på  Statens museum for kunst - og kvitterede for æren med fede nøgne mænd, obskøne positurer og vilde hunde i kamp. (...) 'Brødrene. Skyld og sorg' (2006) - af to mænd der kradser hinandens ansigter ud - er karakteristisk for den nye voldsomhed og grumhed i Haugen Sørensens skulpturer. 

- En barndom og ungdom med forældretab og -savn, social isolation fra jævnaldrende. Her uddrag fra hans biografi på  http://www.haugen-sorensen.dk, skrevet af Per Hovednakke:

Erfaringer fra de tidlige barndomsår synes afgørende for Jørgen Haugen Sørensen. Født i 1934 var han gammel nok til at få konkrete minder fra krigsårene. Flere forhold gjorde sig gældende, - specielt at forældrene befandt sig på hver sin side. Faderen, Leo, københavner og maskinarbejder, var på besættelsesmagtens side, forlod familien og flyttede til Tyskland. Moderen, Dagny, født bornholmer, kantinearbejder og venstreradikaler. De blev skilt, og Jørgen og Arne boede hos moderen i arbejderkvarteret på Amager.

   Moderen frygtede at Børneværnet skulle tage sønnerne fra hende. Hun holdt dem meget inde, og satte dem til at tegne og male. I området var der stadig uro og konflikter, politi og tyske soldater, modstandsfolk og nazister. Jørgen så og oplevede på nært hold hændelser som tidligt etablerede en varig solidaritet med de undertrykte og magtesløse, - og aggression mod vold og autoriteter. Somrene blev tilbragt hos moderens familie på Bornholm, og her mødte Jørgen en anden virkelighed: Håndværkerne (flere arbejdede i stenbruddene), bønder, et enkelt, men også brutalt liv langt borte fra byens komplekse hverdag.

   Moderen fik stor betydning for Jørgen Haugen Sørensen, og referencer til deres forhold kan spores i hans værk på flere punkter. 15 år gammel kom han i lære som gips- og pottemager. Hans enestående evne til at forme "i hånden" viste sig tidligt, men hans selvstændighed og egenrådighed førte til at studietiden på Kunsthåndværkerskolen blev af nogle få måneders varighed. Jørgen fortsætter sin uddannelse på egen hånd, og bygger videre på det han kan som gips- og pottemager. Han udvikler et forenklet og slagkraftigt naturalistisk sprog, og debuterer 19 år gammel på Charlottenborg (1953) med tre skulpturer. Året efter deltager han på Kunstnernes Efterårsudstilling.

 

Jørgen Haugen Sørensen må ikke forveksles med sin to år ældre bror Arne, der er en lige så kendt maler som Jørgen er kendt som billedhugger. De udstiller aldrig sammen - og kommer efter sigende rigtig dårligt ud af det med hinanden.

   Anledningen til interviewportrættet var at Jørgen Haugen Sørensen til foråret får opstillet sit livs største skulptur - 'Kolossen til Amager' - på Kastrup Strandpark.

Legalt tyveri af Thomas Skade-Rasmussens identitet - og Politikens identitetstyveri af uvidenhed

Historien om Caroline Wozniacki der blev (mis)brugt i diktator Lukasjenkos blending-operation til propagandaformål, er faktisk en relevant association til en retssag jeg har omtalte flere gange i tidligere indlæg - om hvorvidt en forfatter måtte bruge sande og private oplysninger om et virkeligt menneske i  sin "roman" der som genrebetegnelse angiver at historien er "fiktion". 

   Retssagen blev afsluttet med en dom for et par dage siden. Her citeret fra http://modkraft.dk/nyheder/article/1-0-til-den-kunstneriske

Østre Landsret har afsagt dom i en historisk og usædvanlig sag om identitetstyveri.Sagen handler om romanen Suverænen, hvis hovedperson Thomas Skade-Rasmussen Strøbechhar sagsøgt forlaget Gyldendal og forfatteren i skikkelse af Helge Bille Nielsen (tidl. ClausBeck-Nielsen).Retten frifandt forfatter og forlag i samtlige forhold, da beskrivelser og udtalelser fra en utvivlsomt fiktiv person i en roman ikke kan tillægges det konkrete menneske, som den fiktive figur muligvis kan identificeres med.– Det er helt vildt, hvordan kan vi have en kultur i et land, hvor de store institutioner bare kan bruge folks liv, sagde en vred Thomas Skade-Rasmussen Strøbechumiddelbart efter dommen, ifølge kpn.dk.

Romanen er jo også klart et blending-produkt, men Thomas Skade-Rasmussen ville altså ikke bruges som metaforisk overføringsbil-lede i Helge Bille-Nielsens/Claus Beck-Nielsens sproglige roman-konstruktion - i modsætning til Caroline der gerne ville bruges i Lukasjenkos. 

    Men af hensyn til ytringsfriheden måtte han finde sig i hvad han selv betegner som "identitetstyveri", siger landsretsdommerne. Her er det tilsyneladende ikke andre end Thomas Skade-Rasmussen der er moralsk forargede over at blive til et (mis)brugt overføringsbillede i en fiktion

    Man kunne i hvert fald ikke tale om "identitetstyveri" i Carolines tilfælde. Mange forbrydelser kan man berettiget beskylde Lukasjenko for, men Caroline har selv overdraget sin identitet til fri afbenyttelse i diktatorens fiktion om sig selv. 

I Politikens debatsektion i dag har Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling, en kommentar og en undskyldning - med rubrikken "Vi gjorde guldsmedemesteren uret".
   Kommentaren handler også om (mis)brug  af identitet i en fiktion, ganske vist identitet af en afdød person. Og problemet drejer sig også om blending af fakta og fiktion, og om overføring af identitetsværdier fra det sidste til det første.

   Historien er den at Politiken sidste sommer havde udtænkt et sommer-plot og udfordret en række unge forfattere til at skrive en novelle - en fiktion - ud fra en række arkivfotos af "mesterfotografen" Gunner Zelius Madsen fra 20´erne og 30´erne, fotos hvor redaktionen ikke havde nogen arkivoplysninger om hvem og hvad de viste, men som også uden de oplysninger var meget fascinerende og af høj kunstnerisk kvalitet.

  Ved offentliggørelsen af sommernovellerne blev de så hver illustreret med det foto som havde inspireret de unge forfattere til at digte en historie. Bjarne Schilling fortæller:

Et af dem viste en mand i et værelse, hvor væggene fra gulv til loft er beklædt med sværd, sabler, kårder og spyd. Manden sidder ved et bord og læser.
   Novellen under billedet handlede om reklamemanden "Christian Paludan", der fremstod som en stærkt ubehagelig personage med oplagte racistiske tilbøjeligheder og stor forståelse for nazistisk tankegods.

Så kom der et læserbrev i sidste uge til redaktør Scheling. UPS! - Billedet viste læserens far, guldsmedemester Holger Jacobsen, og han var ifølge sønnen "en venlig mand og en kærlig far. Og hverken racist eller nazist eller andet grimt."

Han havde landets største private våbensamling, men var ingenlunde en krigerisk person. Det var i øvrigt ikke daggerter og ryttersabler alt sammen. Der havde også været moderne skydevåben, som han under besættelsen stillede til rådighed for modstandsbevægelsen.
   Læseren var ked af det, og syntes, at vi havde krænket hans fars ære.  Jeg kan sagtens følge ham, og jeg skrev tilbage og beklagede. For det var forkert at bringe det i den sammenhæng vi gjorde.
   Selv om vi skrev i en lille, indledende tekst, at vi havde at gøre med fiktion, er det selvfølgelig stærkt ubehageligt at se sin far fremstillet som afstumpet racist. Det burde vi have tænkt mere over.

I modsætning til forfatteren Claus Bech-Nielsne/Helge Bille-Nielsens der ingen kvababbelser har mht. at bruge en anden person i sin fiktion, så har redaktør Schelling det - og "beklager" da det bliver oplyst hvem det er billedet forestiller.
   Det er al ære værd, synes jeg.

Men der foregår blending over alt, det hjælper ikke at flygte. Men man må tage stilling.

Caroline Wozniacki som overføringsbillede - når miss Sunshine skinner på den hviderussiske Lord Voldemort - og andre historier

Under rubrikken: "Show. Miss Sunshine spller diktatorens spil" kommenterer og analyserer Hans Bonde, der er professor i idræt på KU, en historie som har "kørt" i medierne i den forløbne uge: at vores allesammens Caroline W. sidste efterår spillede et par bolde på en tennisbane i Hviderusland med diktatoren Lukasjenko i fobindelse med en såkaldt "charity match".
    Professoren er på linje med pressen i øvrigt der fordømmer Caroline for at lade sig misbruge af en notorisk forbryderisk diktator. Professoren anfører at det er en gammel historie der i hvert fald kan føres tilbage til Rom i kejsertiden, at diktatorer bruger sportsfolk og sportsarrengementer til at  "sole sig i".
    Artiklen er illustreret med et foto hvor man ser ryggen af Caroline i foroverbøjet stilling foran netttet, og hvor man se at hun ser på diktatoren på den anden side, der bredt smilende vender sig ud mod publikum, jublende med arme og ketcher i vejret i en klassisk sejrsgestus.
   Publikum ledes helt bogstaveligt til at se Lukasjenko gennem Carolines øjne.




Er der noget kreativt i det som professoren kalder for "et  stunt"? Hvad er den kreative tænkning der ligger bag?

Principielt er der tale om blending: et konceptuelt output-rum - "et blend" - hvori input fra to skarpt adskilte og ellers hinanden fjerntliggende konceptuelle input-rum, mixes. Det ene er "diktatorummet", hvori en diktator lader politiske modstandere fængsle og toturer, presse og ytringsfrihed er en by i Rusland, og der gennemføres pseudovalg hvori der svindles og manipuleres over en bred front.
   Det andet input kommer fra "elitetennisrummet" hvori en ung dansk kvinde er nr. et i verden og idol for et internationalt tennispublikum og den internationale sportspresse. Og herigennem har fået det metaforiske kælenavn "Miss Sunshine".
   Det ene rum er moralsk set kulsort med mørkets fyrste som hersker, det andet har som konceptuelt centrum den rene hvide sport hvor den bedste kvinde vinder.

Der er tale om den særlige form for kreativ blending som jeg har skrevet flere indlæg om i den senere tid: den metaforiske, hvori man konstruerer et udtryk i output-rummet så ét fænomen - "target" - ses, opleves og forstås gennem det andet fænomen - "source" - som en slags konceptuel optik. Her er Lushenko "målet" og Caroline "kilden". Og Caroline har altså frivilligt indgået en aftale om at optræde i den kreativt konstruerede blendede virkelighed hvor de to på lige fod spiller tennis med hinanden.
    Fra at være tennisspiller i sit eget sportsdomæne, har hun accepteret at blive transformeret til en del af en metafor i diktatorens propaganda og spin. "Miss Sushine" er linsen som han anskues og belyses igennem, antagelig med det formål at det blendede rum som vises på fotos og på video, tages som et repræsentativt metonym (=del for helehed) på ham og hans totalitær styre som helhed.
   Ifølge pressen har hun har på undrende og kritiske spørgsmål fra journalister, erklæret at det er ikke hendes bord: "Jeg er ikke politiker, og politikerne må sige hvad de vil. Jeg er komplet ligeglad."
   Hun er dog ikke ligeglad med at det samme metaforiske overføringsbillede kan udnyttes af sælgere af sportstøj og sportsartikler. Der er hun meget bevidst om blendingmekanismen muligheder og effekt og tager sig betalt i millioner og atter millioner for at optræde metaforisk sammen med disse artiklers varemærker.

Når journalisterne har fundet på at bruge metaforen "Miss Sunshine" til Caroline Wozniacki så er hun "target" og solen der skinner, er "source". Og i en normal sproglig metafor som denne, har metaforen kun én overføringsretning: "source"  > "target". Caroline smitter ikke af på solen, så at sige.
   Men man kan diskutere om ikke der i et ovennævnte tilfælde med overføring af "solskin" fra Caroline til Lokasjenko også kan være tale om at der sker overføring af betydning den anden vej:  "target" > "source" - en slags "crime by association". Altså om ikke "mørket" fra det offentlige billede Lukasjenko risikerer at smitte af på billedet af Caroline, så solen formørkes, og solskinsglansen med tiden slides af af hende.
   Man burde have et navn til dette at menneskemetaforen kan kaste negative stråler tilbage på "kilden", hvis "målet" er tilstrækkeligt moralsk anløbent: metaforisk rekyl?

Jeg mindes en tilsvarende diskussion i forbindelse med Dronningens tildeling af Storkorset til Bahrains konge for nylig, ham der nu lader sine soldater skyde løs på demonstranter. Eller diskussionen i forbindelse med at Margrethe for mange år siden holdt tale for den besøgende rumænske diktator Nicolae Ceausescu  efter at han havde fået tildelt elefantordenen.
   Er Caroline nærmere at sammenligne med vores dronning, eller nærmere med den store filmkunstner Leni Riefensthal der i årtier var udstødt fra det pæne selskab fordi hun havde ladet sig bruge til at forskønne Hitler?
   Begge har kastet glans over diktatorer og deres regimer. Hvad er forskellen?