Det findes på side 2 i kultursektionen. Temarubrikken er den faste om søndagen: "Et øjeblik". Og stikordet er: "Fantasier". Afsættet er en udstilling på National Gallery of Art i Washington med titlen 'Maker of Myth'. Og illustrationen til artiklen er et maleri vi alle kender: Gaugins 'Two Tahitian Women' fra 1899:
Gaugin har blandet fantasi og virkelighed - for mytens skyld, er essensen af artiklen.
Hvordan det? - kan man spørge. - Jo, de smukke tahitianske kvinder som han afbilleder både her og i mange andre verdensberømte malerier, gik på det tidspunkt hvor maleren var på Tahiti, ikke rundt med blottet overkrop og blottede bryster. De kristne missionærer havde for længst fået dem til at gå i tækkelige kjoler.
Så Gaugins Tahiti og de lokale kvinder er altså (delvist) et fantasiprodukt - en slags ønsketænkning. Sådan gik kvinderne ikke klædt, og sådan så de ikke ud da han boede på øen. En ønsketænkning som i sig selv var inspireret af et helt tredje konceptuelt rum: de japanske træsnit fra begyndelsen og midten af 1800-tallet med bla. Hokusai som en af de helt store ikoner (se tidligere blogindlæg om udstillingen på Ordrupgaard).
Hvad er problemet i det som Gaugin har gjort i sine malerier? Hvor autentisk og realistisk et maleri er i forhold til sine motiv, har enhver kunstmaler vel frihed til selv at bestemme? Og malerierne her bliver jo ikke dårligere af at Gaugin har vist de haitianske kvinder uden tøj på overkroppen! Hvor mange malere har ikke malet nøgenstudier i århundredernes løb, med eller uden faktiske modeller?
Det der er artiklens pointe, er at Gaugin den gang offentligt insisterede på at hans billeder var "en faktuel fremstilling af et primitiv samfund fuldt af frodige, forførende og havlnøgne skønheder."
Altså, han tilskrev sine utroligt fascinerende malerier en dokumentarisk værdi som de ikke havde. For at opretholde en myte om et Paradis-samfund som altså på det tidspunkt kun fandtes i hans fantasi.
Artiklen hævder at når han gjorde det, så var det af hensyn til markedet: Hans blanding af fantasi og virkelighed solgte bedre hvis publikum troede på fremstillingen som autentisk.
Det er altså en konstrueret myte der har fungeret som produktiv frame for det blendede output-rum billederne er et udtryk for og et produkt af. Ikke resultatet af en kunstnerisk virkelighedsforpligtelse, som Gaugin selv hævdede.
Personligt synes jeg vist ikke det er særlig interessant eller væsentligt om disse verdensberømte betagende malerier er fiktion eller faktion - mere eller mindre dokumentariske. Men for journalister er den slags problemer altid en "god historie".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar