Christian Schad - en malers skæbne i spænding mellem restaurativ og refleksiv nostalgi - og Enki Bilal

En af mine 'venner' på Facebook viste for et par dage siden dette maleri som fangede min interesse og fascinerede. Og malernes navn kendte jeg ikke: Christian Schad:

Her er lidt om hvem han er og hvad han er for en kunstner:

   Han var tysker, født i Bayern i 1882. Som ung levede og arbejdede han som kunstner i forskellige byer i Midt- og Sydeuropa. Han tilsluttede sig Dadaistbevægelsen i 1916, som var en strømning inden for billedkunst og litteratur der startede i Zürich - og senere fandt vej til Berlin, Köln, Hannover, Paris og New York.

    Det var en erklæret anarkistisk bevægelse der søgte at frigøre sig fra traditionelle ideer og defintioner ved at benytte virkemidler som nonfigurative eller ikkke-naturalistiske collager og digte bestående af nonsensord. Bevægelsen var  udbredt frem til omkring 1925 og var udgangspunkt for surrealismen.

   I Zürich mødte Christian Schad fremtrædende dadaister som Hans Arp, Hugo Ball og Walter Serner:

Beginning in 1918, while living in Geneva, Schad created his own version of thePhotogram (which later was named "Schadographs") where a contour picture is developed on light-sensitive platters. From 1920 to 1925, he spent some years in Rome and Naples. Having married Marcella Arcangeli, the daughter of a Roman professor, he settled in Naples where he attended painting and drawing courses at the art academy. In 1927 the family emigrated to Vienna. His paintings of this period are closely associated with the New Objectivity Movement. 

During his stay in Italy he developed a smooth, realistic style that recalls the clarity he admired in the paintings of Raphael.[6] Upon returning to Berlin in 1927 he painted some of the most significant works of the New Objectivity. They are characterized by "an artistic perception so sharp that it seems to cut beneath the skin", according to Wieland Schmied,[7] who calls Schad the "prototypical possessor of the 'cool gaze' which distinguishes this movement from earlier forms of realism".[8]

Det er malerierne fra den periode hvor Schad tilslutter sig den såkaldte "nye objektivitet" som forekommer mig mest fascinerende, og som også er de billeder der har ført til at han op i 60´erne blev 'genopdaget' og anerkendt som en af de store kunstnere i mellemkrigstiden. 

   Den moderne kunsthistorie giver ham etiketten 'magisk realisme'. 

   Men længslen mod den tre hundrede år ældre Rafaels "rene" portrætter og "rene" stil slår markant igennem i hans malerier fra sidste halvdel af 30´erne:

Der er  ingen tvivl om at Schad i stil og mentalitet er beslægtet med hjemlige kunstnere som Thomas Kluge og Jørgen Boberg, som begge to var repræsenteret på Rønnebækholms udstilling om de danske efter-surrealister.

   Og han deler vel også med dem en længsel tilbage mod en tid hvor virkeligheden og malemåderne var emotionelt kontrolleret, og hvor den slikkede realisme i udtrykket skulle give fornemmelsen af en anden idealiseret verden - "uden for tid og rum".

Men der er et mysterium. Hvorfor blev han først kunsthistorisk kendt og anerkendt så relativt sent som op i 60´erne? Og den første retrospektive udstilling med hans værker kom faktisk så sent som 2003. 

   Her må jeg gå en omvej omkring fænomenerne længsel og nostalgi.

Information bragte den 8. april en artikel om retro-fænomenet og dets stigende udbredelse - en bevægelse fra subkulturer til mainstream-kultur.

   Rubrikken lød: "Frem til fortiden".  Journalist: Nana Ludwig.

   Ifølge artiklen er forklaringen på den stigende udbredelse af længslen efter fortid at flere og flere mennesker uanset segment og alder oplever at udviklingen går så stærkt at man permanent søger mod noget stabilt og velkendt, altså fortidens stilarter i musik, mode og kunst og litteratur.

   Jo hurtigere accelererende udvikling, jo mere mentalt og kognitivt flimmer, og jo større er mere udbredt længsel mod det fortiden som indhold, form og udtryk.

   At der er en sammenhæng mellem savn, længsel og kreativitet, er forholdsvis indiskutabelt. Savn fremmer fantasier om det savnede - det fraværende. Og fantasier finder udtryk i sprog, billeder, fortællinger.

Længsel mod fortiden betegnes fagligt som 'nostalgi'. Og ifølge artiklen i Information er der to slags. Man kan skelne mellem 'restaurativ nostalgi' og 'refleksiv nostalgi'.

   Den restaurative nostalgi vil - naivt og seriøst - forsøge at genetablere fortidens værdier, realiteter og udtryksformer. Den restaurative nostalgi er grundlæggende konservativ og grænsesættende. Og altså mixofobisk i sin natur.

    Den refleksive nostalgi er - i modsætning hertil - gennemsyret af ironi. Den er tvetydig og dobbeltbundet - og altså et ægte 'konceptuel blending'-fænomen. Man trækker godt nok på fortidens konceptuelle og stilmæssige skabeloner, men anerkender samtidig - vemodigt eller vrængende - at fortidens virkelighed aldrig kan genetableres.

Den restaurative nostalgi er følelsesmæssigt vævet sammen med sentimentalitet.

   Som litterært eksempel: Morten Korchs romaner. Eller inden for maleriet: sofastykker af typen 'Kronhjort ved skovsøen'.

   Politisk-ideologisk er Dansk Folkepartis værdier gennemsyret af en restaurativ nostalgi. Og også partiets kunstsyn.

 

Et ekstremt eksempel på en restaurativ nostaligisk defineret politisk ideologi der var styret af en etnisk mixofobi, er nazismen.

   I forhold til kunst var nazisterne i Tyskland i 30´erne nemlig også radikalt mixofobiske. Kunst som var eksperimenterende, provokerende, ironisk, og dobbeltbundet, skulle udgrænses, og fik betegnelsen 'Entartete Kunst'.

   Dansk Wikipedia:

Entartete Kunst (dekadent, forvansket kunst, "degenereret kunst") var den tyske betegnelse, nationalsocialisterne brugte om kunst, de ikke brød sig om.

   Ekspressionistiske og avant-gardistiske kunstnere, især hvis de var jøder, var forhadte. Nazisternes kunst skulle afspejle den tyske folkesjæl, og specielt var det ønskværdigt, at billeder kunne afspejle et særligt tilhørsforhold mellem den enkelte tysker og hans hjemstavn (Heimat).

    En udstilling af "Entartete Kunst" turnerede i Tyskland med værker af de kunstnere, tyskerne skulle holde sig fra.

   De "Entartete Kunst"nere fik forbud mod at udøve deres kunst. Mange af dem var internationalt anerkendte.

Var Schad blandt de kunstnere der blev udskilt, udskældt - og altså udstillet som 'Entartet'? 

   'Logisk' set burde han have fået det samme stempel - 'degnereret'  og 'dekadent' - som en lang række af hans samtidige store kunstnere fik - som Klee, Nolde, Chagall og mange flere.

   Ikke mindst når man ser på nogle af Schads mere vovede motiver:

Men nej. Christian Schad slap under nazisternes kritisk eskluderende projektørlys, men gik samtidig mentalt og malerisk i "indre emigration". Hans skæbne i 30´erne, under Anden Verdenskrig og senere beskrives sådan her i Wikpedia:

Although many sense that Schad was horrified by the Nazis, his art was not condemned in the way that the work of Otto Dix, George Grosz, Max Beckmann, and many other artists of the New Objectivity movement was; this may have been because of his lack of commercial success. 

   He became interested in Eastern philosophy around 1930, and his artistic production declined precipitously.[4] 

   After the crash of the New York stock market in 1929, Schad could no longer rely on his father's financial support, and he largely stopped painting in the early 1930s [1] 

   In 1937, unknown to him, the Museum of Modern Art showed three Schadographs, given by Tristan Tzara, in a show about Dada and Surrealism. The same year, Nazis included Schad in Great German Art, their antidote to the Degenerate Art show.

   Schad lived in obscurity in Germany through the war and after it. After the destruction of his studio in 1943 Schad moved to Aschaffenburg. The city commissioned him to copy Matthias Grünewald's Virgin and Child (Stuppach, parish church), a project on which he worked until 1947. 

   Schad continued to paint in the 1950s in Magic Realist style and returned in the 1960s to experiments with photograms.[5] Schad's reputation did not begin to recover until the 1960s, when a couple of shows in Europe dovetailed with the rise of Photorealism.[2]

   Schad died in Stuttgart on February 25, 1982.

Kunsthistorisk kan man se at hans problem nok har været at hans værker faktisk ikke blev "fordømt" af nazisterne, men tværtimod blev inkluderet i nazisterne udstilling af anerkendelsværdig tysk kunst "Die Große Deutsche Kunstausstellung" 1937, en udstilling som propagansamæssigt skulle fungere som et positivt og opbyggeligt modbillede til deres samtidige udstilling af  den "Entartete Kunst".

   Dette kan hænge sammen med at det måske kun er relativt få af Shads billeder der motivisk er "frække" og "dekadente", mens en stor del af hans malerier var "repræsentative" portrætter som man godt kunne have hængende på væggen i et solidt tysk konservativt borgerhjem, selv om de havde og har en objektivistisk ironisk kant til deres motiver.

  Nazisterne kunne godt inkludere mange af hans billeder i deres restraurative nostalgiske nationale projekt, og lukkede mentalt øjnene for den del af hans værk og kunstneriske karriere som så tydeligt er udtryk for en refleksiv ironisk nostalgi.

Andre senere kunstnere er utvivlsomt blevet inspireret af ham og nogle af hans samtidige superrealister inden for malerkunsten, som fx her den fantastiske tegneserietegner Enki Bilal:

Når man har det som hund og kat - om katte og deres grænseoverskridende kreativitet

En  Facebook-ven delte denne You Tube-video med alle interesserede. Selve åbningsbilledet fascinerer og modsiger i den grad det bevingede ord om "at leve som hund og kat".

   Som eksempel på grænseoverskridende kreativitet og re-framing i dyreverdenen, er videoklippet illustrativt - og livsbekræftende. Anbefalelsesværdigt til efterfølgelse også i menneskeverdenen. 

   Ingen af de to søde dyr lider tilsyneladende af den udbredte og kreativitetskvælende sygdom i menneskeverdenen, den så kendte og udbredte 'mixofobi'. 

   Tværtimod synes  begge dyr at være varme tilhængere af biologisk integration og social symbiose. Altså dyrepsykologisk blending.

   Den halvvoksne killing framer hunden som 'kattemor', og hunden 'framer' den killingen som 'hvalp'. Hvor svært kan det være!

http://www.youtube.com/watch?v=8FbU_rhFcOo&feature=player_embedded

Vi har en et år gammel rødpelset skovkat som kunne være onkel til den halvstore killing vi ser i You Tube-videoen. Vores hedder  'Fisterfilur' (et typisk blended navn - ligesom 'faktion', og 'docusoap'). 

    Katten på videoen opfører sig præcis som Fisterfilur opfører sig over for os -  klokken 4 om morgenen når vi ligger og sover allerdybest. 

   Filurens mål er også klart: opdragelse af det sociale netværk.
   Og vi er ved at lære det - i modsætning til hunden - at der er ingen anden måde at få Fisterfilur til at holde op med alt sit anmassende og irriterende kæleri, end at man står ud af sin varme seng og lukker den ud - så den kan få jaget og fanget sin morgenmus.
    Som den så træner med uden for på græsplænen en times tid i den kendte konkurrencesport: 'Katten efter musen'.

Flere opgør med mixofobien - flere eksempler på soocialøkonomisk blending - inden for pyskiatri-behandlingen og pædagogikken

Forrige indlæg handlede om to eksempler på kreativ konceptuel blending i økologisk og socialøkonimisk tænkning: "Pigcity" og  "Grantoftegaard".

   Hvad med konceptuel blending inden for pyskiatrisk behandling og skolepæadagogik?

Politiken havde sidste søndag en artikel med rubrikken:

Psykiatri. Brug de pårørende, spar millioner

Manchetten lød:

Der er store økonomiske gevinster ved at bruge pårørendeinddragelse i psykiatrien. Det ved vi nu. Næste skridt er politisk handling.

Der var tale om en "analyse" i debat-sektionen, og forfatteren til artiklen var Thorstein Theilgaard, generalsekretær.

   Rubrikken var fængende, og det mærkelige og for mig nye ord "pårørendeindragelse" vækkede også min nysgerrihed. Et typisk langt bureaukratord tænkte jeg, endnu en eufomisme, men hvad dækkede det over?

   Artiklen handlede om at foreningen 'Bedre Psykiatri. sammen med CBS (der tidligere hed Handelshøjskolen i København) har lavet en undersøgelse der beregnede værdien af at inddrage familliemedlemmer til psykisk syge målrettet og aktivt i behandlingen:

CBS-rapporten konkluderer, at en investering på 311 millioner kr. - som dækker samtlige udgifter forbundet med pårørendeinddragelse i behandlingen af skizofreni - udløser en samfundsøkonomisk besparelse gevinst på 1,5 milliarder. 

Ifølge artiklen er den god nok. Når vi regner alle de samfundets udgifter til behandlingen sammen og konstaterer hvad undersøgelser viser af gode og besparende effekter der har på de psykisk syge, så vil en investering på 100 kr. pr. patient, give næsten 500 kr. retur til samfundskassen.

   Artiklen forklarer:

Årsagen til, at der er god økonomi i bedre pårørendeinddragelse, er, at inddragelsen betyder så utroligt meget for den enkelte syge - og selvfølgelig den enkelte pårørende. Støtte og forståelse fra de nærmeste er utroligt vigtigt, når man skal have helbredt en psykisk sygdom. I rigtig mange tilfælde kan de pårørende slet ikke lade være med at tage del i behandlingen og det syge menneskes liv.  Derfor handler indsatsen  mest af alt om at systematisere og understøtte de pårørendes gode arbejde.

   Men værdien af de pårørende er faktisk langt større end dokumenteret af CBS-analysen, da regnestykket udelukkende fokuserer på mennesker med skizofreni. Skizofreni er en meget tung lidelse. Forskning har for længst dokumenteret, at pårørendeinddragelse i  behandlinge af de mange tusinder af mennesker, der lider af  'lettere' sygdomme som for eksempel angst, depression og tvangstanker.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan hospitalsvæsenet, læger og sygeplejersker i mange år i den grad satte grænser op for hvor meget, hvor længe og hvor ofte man som hospitalsindlagt måtte få besøg og som familiemedlem måtte besøge en syg på sygehuset. 

   Og i kontrast hertil: Hvordan det foregår på mange sygehuse i ulande, som slet ikke ville kunne fungere og give behandling - hvis ikke familien stort set flyttede ind på sygestuen.
    De gange jeg som barn var på hospital, er jeg også sikker på det ville have gavnet min helbredelse hvis nogle af mine familiemedlemmer havde kunnet komme og besøge mig længe hver dag - eller ligefrem flytte ind.
    Der er tale om det lægerne og forskerne ellers kalder placebo. At noget som ikke er piller eller medicin, nemlig noget rent mentalt, virker lige så godt - eller bedre end den medicin patienterne tror det får.
   Informations weekend-tillæg den 28.-29. januar, Moderne Tider, havde en lang artikel om placebo under rubrikken:

Din egen medicin 

Manchetten lød:

Placeboeffekten har altid haft et dårligt ry i moderne medicin. Det var ren indbildning, kalktabletter og allerhøjst et bevis på, at et præparat ikke virkede. Men nu forsøger læger, forskere, psykiatere og psykologer at give den et nyt og bedre image. For placeboeffekten er der, og den virker, så hvorfor ikke finde ud af hvordan og bruge det?

Ja, ondt i økonomien er en stimulans til kreativ tænkning mange steder. Medicinudgifternes himmelflugt er med til at bryde lægernes mixofobi. Tænk hvis folk kunne helbrede sig selv blot 10 procent af de tilfælde hvor man ellers skal betale for dyr medicin.

Kan vi lære noget her?

   Ja, at en masse af de sociale, professionelle, videnskabelige og juridiske spilleregler der regulerer og grænsesætter vores moderne højteknologisk og høj-civilcerede samfund, sandsynligvis koster rigtig mange spildte penge, giver forringet menneskeligt samværsklima, og blokerer for en masse kreativ tænkning og løsninger.

   Var der nogen der sagde regelsanering, og den borgerlige regering hvis ideologi var resultatet af en dominerende politikers sygdom: at udarbejde detaljerede drejebøger for alt?
   En ægte og helt seriøs kontrolfreak! Der mente at det var godt for Danmark at gå i krig. Så kunne de lære det, kunne de?
   Et af de klareste eksempler på at en dansk regering førte mixofobisk indrigspolitik ved at lade landets soldater slå folk ihjel i udlandet - og nogle snese af dem så selv omkomme ved samme lejlighed. Hvor der handles, der spildes var den kyniske filosofi.

Hvorfor kommer jeg nu til at tænke på: fx vindmøller som almindelige mennesker kan købe og sætte på hustagene, om olde-kollers velsignelser og langtidseffekt, på hunde og katte som "mentale hjælpere" på plejehjem, på bogstavleg i børnehaver, på adfærdsvanskelige unge - såkaldt uden for pædagogisk rækkevidde - der får pensionister som mentorer og ændrer livsbane fra negativ til postiv spiral (noget jeg har dokumenteret i mange eksempler fra kreative personligheders barndom på denne blog).

  Og i kontrast hertil: den katastrofale systematiske reducering af af kropslige og sanselige fag som kunst, musik, madlavning, sløjd, dramatik, dans, teknik etc. i skolen gennem de sidste mange år - og en folkeskole og et gymnasium der så åbenbart er i krise????

   Dette set og forstået lys af erfaringer fra Sct. Annæ-folkeskole og gymnasium herhjemme. Og i optik af erfaringer fra Reggio Emilia-skolen og -pædagogikken.

  Har du ikke hørt om den skole? Wikipedia forklarer:

The Reggio Emilia Approach is an educational philosophy focused on preschool and primary education. It was started by Loris Malaguzzi and the parents of the villages around Reggio Emilia in Italy after World War II. The destruction from the war, parents believed, necessitated a new, quick approach to teaching their children. They felt that it is in the early years of development that children form who they are as individuals. This led to creation of a program based on the principles of respect, responsibility, and community through exploration and discovery in a supportive and enriching environment based on the interests of the children through a self-guided curriculum.

Blending af krop og intellekt, blending af højre- og venstre hjernehalvdelstænkning, det er hvad der foregår sådanne steder. En undervisning der giver hjælp til selvværd, i stedet for at destruerer selvværd. 

   Hvor svært kan det være?

   Mange løftebrud er den nye regering blevet bebrejdet - mange af bebrejdelserne ret urimelige. Men et holder de heldigvis. Genindførelsen af gruppeeksamen i uddannelsessystemet. 

   Afskaffelsen af den eksamensform var et klokkeklart eksempel på mixofobi og kreativitetsdræbende kontrolfreak-tænkning  hos den foregående regering. 

   Og genindførelsen et lys i det udbredte krisemørke.

Den moderne tværfaglige forskning der kombinerer neuroscience med forskellig kognitive discipliner, indeholder kimen til kreativ nytænkning inden for rigtig mange samfundemæssige områder. Og forklarer hvorfor den slags grænseoverskridende projekter har den effekt de har.

   Det er nogle af de indsigter jeg har "forfulgt" i de snart 400 blogindlæg som indtil nu ligger og flyder rundt på denne blog.

   Og indtil videre har jeg ikke tænkt mig at indstille jagten .

Man kan også finde omtale i flere tidligere blogindlæg om "kreative restriktioner" og "kreativ vrede" og "kreativ destruktion".

   Noget tyder på at det er disse kreativitets-mekanismer der fungerer samfundsmæssigt i disse kristeider! Og stimulerer til konceptuel blending over en bred samfundsmæssig front. 

   Så i alt det negative, finder jeg grund til optimisme - hist og her og alle vegne.

De magthavere og administratorer der lider af mixofobi, som den tidligere borgerlige regerings centrale figurer jo så åbenbart gjorde, kan måske nu forhåbentlig finde helbredelse - bare ved at mentalt at åbne øjne og sind - og se sig omkring.

Ondskabens teater - Thomas Breivik´s manifest adapteret til teatret - hvad er problemet?

Inden for film-, teater og litteraturvidenskab har man et begreb adaption. Typisk dækker det dette at en roman eller et teatestykke "omsætttes til en spillefilm. Et moderne fagudtryk der dækker delvis det samme men mere generelt er remediering.

   Jeg vil beskrive det som en særlig form for konceptuel blending, hvor man mixer to konceptuelle rum, og gennemfører en medie- form- og udtryksmæssig re-framing.

Film- og tv-historien vrimler med adaptioner: Karen Blixens Min Afrikanske Farm der blev til filmen Out of Africa (med Maryl Streep i hovedrollen), Babettes gæstebud, Nexøs Pelle Erobreren, Kirks Fiskerne, Stieg Larsson: Mænd der hader kvinder, Tintin: Enhjørningens hemmelighed. You name it.

   Næsten hver gang man nogen har adapteret, har det givet anledning til debat og kritik. Typisk har indvendingen været at man begår "overgreb" mod det originale kunstværk, eller at adaptionen forfladiger originalværket.

  En debat der udspringer af visse kulturnørders mixofobi: angst for at blande forestillinger og nedbryde grænser. 

  Og for nogle få indlæg tilbage fortalte jeg om en anden adaption - fra journalistik til teater: Zetland Live-forestillingen - og roste det for et udtryk for kreativitet og nytænkning. Der var ingen debat - kun ros. Også hos anmelderne.

Men siden i torsdags har der kørt en ophedet adaptionsdebat i alle medier, men den er kørt ud af et andet spor.    

   To teaterfolk, skuespilleren Olaf Højgaard og instruktøren Christian Lollike er igang med at udforme en teaterforestilling på Cafe-teatret, som så vidt man kan forstå, får karakter af en monolog. Titlen "Manifest 2083". 

   Altså en forestilling der skal dramatisere massemorderen Anders Behring Breivik herostratisk berømte skrift på 1500 sider som han rundsendte på nettet umiddelbart inden han gennemførte to terrorhandlinger i Norge: bombningen af regeringsbygninger i Oslo og nedskydning af en masse børn og unge på øen Utøja.

   Kritikken går på etikken i forhold til de berørte mennesker - venner og pårørende til de myrdede, og i forhold til det samfund det foregik i. Man åbner mentale sår, som den enkelte personligt og som samfundet som helhed har forsøgt at læge. 

  Og ikke mindst er problemet at man altså giver ordet til en af de værste forbrydere i mands minde. Får han ikke præcis den opmærksomhed han satsede på med sin ugerning. 

Problemets kerne ser ud til at være at der netop er tale om en monolog, og at Olaf Højgaard skal fremstille - give skikkelse, mimik og mæle - til personen Anders Behring Breivik, ud fra et gennemracistisk skrift som han har forfattet.

I Politiken i torsdags spørger  Kjeld Hybel de to:

"Men er der ikke en risiko for bare at skabe mere opmærksomhed om Breiviks tanker og give andre ideer til at gentage vanviddet?"

   "Det kunne man godt frygte, siger Lollike. "Men vi er selvfølgelig ikke ude på at lave propaganda. Vi er interesseret i at vise, hvordan man kan gå fra at være normalt velfungerende og så til at gå i frivillig isolation og anskaffe sig våben og sprængstof og radikalisere sig selv.  Og vi tror på vores eget medie teatret. Vi tror vi kan få hans vanvittige kortslutninger til at fremstå afskrækkende. "

Jeg studser: Er det et lærestykke de er ude på: Se hvor  galt det kan gå hvis man er normal og så begynder at tænke den slags tanker om korsridder og muslimer i en evig historisk kamp. Er det præmissen for teateradaptionen

   Mit kendskab til skuespilleriet siger at mange skuespillere elsker at spille skurke, fordi det er en stor udfordring at gennem rollen at forsvare en person man absolut ikke sympatiserer med eller direkte tager afstand fra.

    Kjeld Hybel fortsætter:

"Man kravler ikke lige ind i hjernen på sådan en fyr. Det er ikke som at spille Hamlet", siger jeg. Højgaard her flere gange spille Hamlet. Højgaard har flere gange spillet Shakespeares prins på Kronborg.

   "Nej det er noget af et sceneskift", bekræfter Olaf Højgaard. "Og jeg er bare sådan skruet sammen som skuespiller, at hvis jeg endelig skal gå, så vil jeg også gå hele vejen. Jeg er nødt til fordomsfrit at åbne mig for, hvad der er foregået i det menneske. At jeg som privatperson ville være en af dem, han ville henrette... det er noget andet."

Jeg undrer mig: Når en god skuespiller virkelig spiller en rolle fremragende, så er der tale om en form for psykologisk blending - en difussion af skuespillerens mentale ressourcer og så den rolle han skal investere dem i. Man taler ligefrem i skuespiller-jargonen at skuespilleren skal "forsvare" sin onde figur.

     Jeg husker Hitlerfiguren i filmen "Der Untergang" hvor skuespilleren Bruno Ganz spillede hovedrollen. Og tjekker den danske Wikipedia der skriver:

Der Untergang er en af de første tyske film, hvor Hitler har en rolle som historisk figur, og diskussionen herom gik allerede før premieren. Det, mange var bange for, var, at Hitler i en film om Hitler som person, isoleret fra sit terrorregime, skulle blive fremstillet på en måde, som gjorde, at folk enten ville føle sympati for ham, eller at han skulle blive fremstillet som en gal mand. De fleste er dog enige om, at det er lykkedes for filmskaberne at få vist et troværdigt balanceret billede af Hitler. Han bliver fremstillet som et menneske, men et menneske med få sympatiske træk. Af sympatiske træk kan nævnes, at han opfører sig ordentligt mod staben og behandler sin hund, Blondi, med stor omsorg og kærlighed.

Der er klare paralleller til de sidste dages danske debat om dramatiseringen af Breiviks manifest. Og Breivik er jo også blevet sammenlignet med Hitler som vel også var hans idol.

Som nævnt ovenfor, har billedet af Hitler været meget en-dimensionalt i stort set alle film om det tredje rige. Der Untergang´s vigtigste pointe er at vise Hitler som menneske og ikke uhyre.

   I løbet af filmen fokuseres der meget på den menneskelige og mentale opløsning, som Hitler gennemgår. Frem for at fremstille Hitler som et uhyre der vælger at begå selvmord, viser filmen hvordan et menneske gradvis går i opløsning, under de konstante kampe, både under og over jorden. Ved at vise denne opløsning sker der det, at Hitler kommer til at fremstå som et menneske, hvilket reelt fjerner det dæmoniske - og også det overmenneskelige - fra personen.

   Fra at være det tredje riges gudlignende skikkelse, reduceres han til at være et menneske, der bukker under for presset. Netop den pointe er filmens alt overskyggende pointe.

   Set i forhold til hvad der er lavet af andre film om Hitler og det tredje rige, er der ingen tvivl om, at Der Untergang på det autentiske og psykologiske plan er en af de vigtigste (måske dén vigtigste) film der er lavet om det tredje riges undergang.

Jeg kan ikke se andet end at forestillingen hvis det bliver godt teater og figuren godt spillet, må indebærer en menneskeliggørelse af Breivik. Og det har jeg principielt ikke noget imod. Jeg tror at alle mennesker under de rigtige forkerte omstændigheder kan komme til at gøre de mest grusomme og umenneskelige ting (tænk på Abu Ghreif-fængslet og mishandlingen af Irakiske fanger der).

   Men hvordan det samtidig kan gøre "hans kortslutninger afskrækkende", det går over min forstand.

Menneskets fornemmelser for dyr, medfølelse for andre mennesker og forbier

I Weekendavisen fra den 16. september i tillægget "Ideer" var der en af de korte historier som fangede mig. Rubrikken var

Sans for dyr

En gruppe californiske hjerneforskere opdagede da de var i gang med målinger af hjernens aktiviteter hos epileptikere når de blev udsat for forskellige synsindtryk, at den del af hjernen som kaldes amygdala reagerede på synet af dyr. 

   Patienterne blev vist billeder af alt muligt: personer, landskaber , bygninger, ting - og altså dyr - og det var uanset hvilken slags dyr de så så reagerede amygdala. 

   Amygdala - også kaldet mandelhjernen - er den del af hjernen som vi deler med alle andre pattedyr, og en af dens funktioner er at aktivere, huske og genkende grundlæggende følelser som glæde, sorg, vrede, angst, overraskelse og afsky.

Jeg citerer fra Science Daily

"Our study shows that neurons in the human amygdala respond preferentially to pictures of animals, meaning that we saw the most amount of activity in cells when the patients looked at cats or snakes versus buildings or people," says Florian Mormann, lead author on the paper and a former postdoctoral scholar in the Division of Biology at Caltech. "This preference extends to cute as well as ugly or dangerous animals and appears to be independent of the emotional contents of the pictures. Remarkably, we find this response behavior only in the right and not in the left amygdala."

   Mormann says this striking hemispheric asymmetry helps strengthen previous findings supporting the idea that, early on in vertebrate evolution, the right hemisphere became specialized in dealing with unexpected and biologically relevant stimuli, or with changes in the environment. "In terms of brain evolution, the amygdala is a very old structure, and throughout our biological history, animals -- which could represent either predators or prey -- were a highly relevant class of stimuli," he says.         

http://www.sciencedaily.com/releases/2011/09/110909091219.htm

Forskerne forklarer dette medfødte hukommelses-følelses-fænomen med at dyr set ud fra et evolutionssynspunkt har været vigtige for vores overlevelse som art: Vi kan spise mange af dem, og mange af dem kan spise os.

Jeg får flere associationer: 

For det første bemærker jeg fremhævelsen af at det er amygdala i højre hjernehalvdel som "tænder" på dyr. En af pointerne omkring den arbejddelte hjerne er jo at den højre hjernehalvdels intuitive tænkning og viden relaterer sig til følelser. Og at fx ansigtgenkendelse er noget der foregår i et særligt center i højre hjernehalvdels såkaldte fusiform gyrus.

   Det ved man fordi når det center er ødelagt, så kan patienter ikke genkende ansigter. Og denne genkendelse foregår under bevidsthedstærsklen - altså automatisk - og denne automatiske ansigtsgenkendelse aktiverer også højre amygdala. Det viser en undersøgelse der kan læses i artiklen": "Face processing without awareness in the right fusiform gyrus" - af James P. Morris, Kevin A. Pelphrey, Gregory McCarthy.

For det andet kan det give en slags forklaring på en udbredt praktisk viden blandt folk der laver tv (nyheder): nemlig at tv-nyhedshistorier der får flest og stærkeste reaktioner, er historier der handler om og viser dyr. Og en viden om at hvis man vil sikre sig opmærksomhed om indholdet og pointen i historien og den ikke handler om dyr, så skal man undgå at have dyr med i billedet (og også undgå babyer, men det er noke en anden og beslægtet historie).

   Særligt interessant i den forbindelse er at "dyr" ifølge undersøgelsen er ud fra hjernens reeaktioner er "alle slags" - både elefanter og insekter - men ikke "mennesker".
   For mig giver det en aha-oplevelse i forhold til at jeg aldrig har forstået hvordan dedikerede dyrevenner og -aktivister tilsyneladende er mere optaget af dyrs velfærd end af menneskers. Her får jeg måske noget af forklaringen.

For det tredje minder det om opdagelsen af spejlneuronerne som også skete ved en tilfældighed da man var igang med måling af hjernens aktiviteter hos aber. Og en af pointerne i forbindelse med den opdagelse var at spejlneuronerne kunne få følelser - fx afsky - til at smitte fra et menneske til et andet fordi nogle spejlneuroner står i forbindelse med det limbiske system som amygdala er en del af.

   I bogen "Mirroring People" af Marco Jacoboni fortæller han i et kapitel om en række eksperimenter som viser at der neurologisk set er "hul igennem" fra spejneuroner i det sensomotoriske system, over insula cortex til det limbiske systems amygdala - når man ser et andet menneske gennem ansigtmimik udtrykke stærke følelser som angst,  glæde, afsky eller smerte. Han konkluderer det kapitel:

It seems as if our brain is built for mirroring, and that only through mirroring - through the simulation in our brain of the felt experience of other minds - do we deeply understand what other people ar feeling.

Det er den slags neurologisk smitte-mekanismer via spejlneuroner som giver mening til medfølende og empatiske udtryk som "jeg føler med dig" eller "det gør mig ondt for dig".

   Og det er også dem som kan forklare hvorfor gyserfilm kan aktivere stærke følelser af angst hos filmtilskuere - eller hvorfor det udløser tårer hos publikum når de ser nogen græde som de har sympati med på filmlærredet. Og mere generelt: det spektrum af identifikationsmekanismer som er afgørende  for at en fortalt historie har emotionel "impact" - både i dramaturgien og i journalistikken. 

Og jeg får en association videre til en artikel i dag i Politikens tillæg "Lørdagsliv" der fortæller om fobier, og som giver eksemplet på hvordan sådan en opstår: Et lille barn leger med en blød hvid kanin, pludselig lyder der et højt brag, og derefter forbindes oplevelsen af angst permanent med synet af hvide kaniner. Som måske så endda bliver generaliseret til alle former for hvid pels. Der skabes en direkte og vedvarende neurologisk forbindelse mellem et synsindtryk og en emotionel erindring af forskrækkelse lagret i amygdala: "Neurons that fire together, wire together".

   Jeg har en adoptivdatter som fra hun ankom fra korea - 6 måneder gammel - havde edderloppefobi - generaliseret til alle former for kryb og krible-krable-dyr. Hun må have oplevet noget lignende i sit fødeland som helt lille. Eller også er det en medfødt fobi, som nogle forskere mener.

  Vi prøvede for mange år siden da hun skulle ud at rejse til et eksotisk land at lade en psykolog hjælpe hende med det som Politiken-artiklen også anbefaler: kognitiv terapi. Det formindskede fobien kortvarigt, men fjernede den nu ikke.

    Fobier er ikke gavnligt for kreativiteten fordi de sætter irrationelle grænser op i forholdet mellem sindet og fænomener i verden. Jeg har tidligere nævnt fænomenet mixofobi som et skoleeksempel på det.

Hvor langt er der fra ord til handling - fra Pia Kjærsgaards retorik til Anders Breiviks ugerninger? (2)

I det foregående blogindlæg forsøgte jeg summarisk at sige noget om hvorvidt vores måde at tale om indvandrere på kan få indflydelse på folk som Anders Breivik - i lyset af den teori om sammenhængen mellem tænkning, sprog, hjerne og handling (NTL) som jeg har forsøgt at forstå og videreformidle i en række tidligere blogindlæg (se slutningen af indlægget fra i går).

   Spørgsmålet er jo meget relevant og interessant fordi debatten herhjemme og i de andre nordiske lande i høj grad har drejet sig om variationer over dette tema:

Indebærer den meget aggressive - grænsende til det fjendtlige - måde at tale om indvandrere på i vores samfund - og om farerne ved af vi har fået multikulturelle samfund - at de politikere og politiske partier der har formuleret sig sådan igennem årene, har et medansvar for Anders Breiviks ugerninger og forvillede tænkning sådan som den kommer til udtryk i hans 1500 sider lange manifest? Eller er hans tænkning og handlinger noget som skal forstå som et isoleret udtryk for en gal mands sind og hjerne?

Hvor kort eller langt er der fra ord til handling - mentalt og kognitivt set? Det er det mere principielle spørgsmål.

   

Det er ikke ligetil at svare på. Og spørgsmålet er ikke nyt, men er blevet vendt og drejet i forbindelse med politisk, ideologisk og religiøst begrundede forbrydelser gennem årtier og århundreder.

   Breivik selv har legitimeret sine handlinger gennem henvisning til sit manifestet på 1500 sider. Og manifestet er er et klokkeklart udtryk for konceptuel blending af en lang række kilder, hvoraf mange har formuleret synspunkter og holdninger som er identiske med dem som Dansk Folkeparti og partiets meningsfæller offentligt har givet udtryk for: Jesper Langballe, Mogens Camre, Lars Hedegaard m.fl.

Den traditionelle forestilling - både hos hjerneforskere og menigmand - om forholdet mellem ord/tænkning på den ene side og handling på den anden, er at de to ting foregår i klart adskilte områder af hjernen. Ud fra den forestilling er der derfor mentalt set "langt fra ord til handling". En tanke udformes og sættes evt. i ord i en del af hjernen, og så sendes der en besked til en anden del: Udfør (de og de bevægelser som tilsammen udgør) handlingen.

   Når mennesker handler, så administreres og eksekveres handlingerne neuralt i et tæt samarbejde mellem de to nabomoduler i hjernen: præmotorcortex og motorcortex: Den overordnede organisering af handlingen foregår i præmotorcortex, og kommandoen til de enkelte muskelbevægelser som handlingen er sammensat af udspringer fra motorcortex.
   Tilbagemeldingen til hjerne fra alle sanserne om handlingen er blevet gennemført som simuleret, registreres i den del af hjernen som kaldes somastosensorisk cortex (postcentral gyrus).

Det som NTL-teorien siger, er at vores sprog og tænkning er "embodied" - kropsindlejret. 

   Det vil sige at de samme neurale netværk i hjernens præmotorcortex og motorcortex er aktive og "tænder": både 1) når et menneske selv udfører en specifik handling (fx tager en kop med hånden og drikker), og 2) når mennesket perciperer (ser og hører) et andet menneske udføre den samme handling, og 3) når det i tankerne forestiller sig udførelsen af den samme handling - fx foranlediget af at læse eller høre nogen beskrive handlingen i ord - eller af selv at kalde den frem i erindringen.

   Man kan nemt se dette som en neurologisk pendant til det vi kender fra den kognitive semantik som conceptual blending - som jo indebærer at man mentalt simulerer et nyt konceptuelt rum hvor eksisterende input blandes for at give ny betydning - som fx i metaforiske eller kontrafaktiske udsagn.

Dette sammenfald skyldes - siger forskerne - eksistensen af de såkaldte spejlneuroner i præmotorcortex - som funger sådan at de "tænder" i alle tre situationer. De er altså en afgørende faktor i dette at mennesker kan aflæse andre menneskers intentioner og følelser - ud fra perceptionen af deres bevægelser og ansigtmimik - idet de andres ydre adfærd opleves som spejlinger af det man selv tænker og føler i forbindelse med handlinger og ansigtsudtryk.

   De ting ved man fra ud fra iagttagelser af cases hvor forskellige dele af hjernen er beskadiget og folk fx mister evnen til at "læse" andre mennesker og dermed evnen til at omgås andre socialt.

Et bevinget slagord ord i den moderne neuroscience  er:

Neurons that fire together, wire together

Og konstateringen af det neurale sammenfald mellem handling, iagttagelse af andres handling, og tækning/ord om samme handling, er baggrunden for grundantagelsen i NTL-teorien:

Understanding as simulation  

Det indebærer simpelt hen at man forstår sproglige udsagn der beskriver en handling, ved at hjernen ubevidst simulerer handlingen, idet de samme neurale netværk er aktive og "tænder" som hvis man rent faktisk udførte denne handling.

   En engelsksproget blogger har fat i samme teori og formulerer den sådan her:

There is a relatively recent theory of linguistic meaning (semantics) called simulation semantics. It's basic idea is that when you understand the meaning of a sentence, you actually simulate what the sentence means in your head, actually firing the exact same neural structures which you would use to do the action you are hearing. So let's say, you are talking about kicking a ball. The exact same neurons which you use to kick the ball fire allowing you to understand the meaning of a sentence about kicking the ball. Your brain runs a simulation of the physical action, and that is how we are able to communicate meaning from one person to the next using language.

Skal man tage den her teori nogenlunde alvorligt, så betyder det at der hverken biologisk-fysiologisk eller mentalt er langt fra ord til handling - fra at læse om og tænke på noget - og så til at udføre det. 

   Begge dele udnytter de samme moduler i hjernen og de samme neurale netværk, men til to forskellige opgaver: en indre: simulering - og en ydre: kropslig handling.

   Dette er vel ganske relevant at overveje når man diskuterer hvad den indvandrerfjendske retorik der fx kalder fok "landsforrædere" nå de accepterer at vores samfund er blevet multikulturelt, hvad den retorik kan betyde for personlighedstyper som Anders Breivik.

Der er siden den første opdagelse af spejlneuroner i motorcortex i slutningen af 90´erne, fundet spejlneuroner i mange andre hjernemoduler. 

   I de dele af hjernen der tænder når den registrerer følelser, fx. smerte når man bliver stukket med en nål, der viser det sig at de samme neurale netværk er aktive og tænder når man ser en anden person blive stukket. 

   I sin smæknyebog "The Tell-Tale Brain - Unlocking the Mystery of Human Nature beskriver en af de helt tunge drenge inden for neuroscience, V.S. Ramachandran, om opdagelsen af "sensory pain neurons" som en slags spejlneuroner:

I like calling these cells "Ghandi neurons" becaus they blur the boudary between selv and others - not just metaphorically, but quite litterally,since the neuron can´t tell the difference. Similar neurons for touch have since been discovered in the parietal lobe by a group headede by Christian Keysers using brain-imaging teckniques.

   Think of what this means. Anytime you watch someone doing something, the neurons that your brain would use to do the same thing become active - as if you yourself where doing it. If you see a person being poked with a needle, your pain neurons fire away as though you were being poked. It is utterly fascinating, and it raises som interesting questions. What prevents you from blindly imitating every action you see? Or from litteraly feeling someone else´s pain?

Eller kunne man i forlængelse heraf spørge: Hvad forhindrer at du udfører enhver handling du får fortalt om, eller selv tænker på og overvejer, når det nu er de samme neurale kredsløb som er aktive både i tanke og handling. Hvad sikrer at den ubevidste simulering forbliver et tankeeksperiment under bevidsthedsgrænsen.

   Det forskerne oprindelig opfattede som det epokegørende i opdagelsen af spejlneuroner, var at de kunne forklare afgørende psykologiske fænomener som fx identifikation, empati, indlevelse og medfølelse - og grundlæggende sociale kompetencer som forståelsen af at de andres indre er nogenlunde indrettet på samme måde som en selv - kaldet "the theory of mind".

   Og i sidste instans kunne det forklare opståen af det menneskelige sprog og den menneskelige sevreflekterende bevidsthed og tænkning.

Men tilbage til spørgsmålet om neurologisk hæmning. Hvad forhindrer at ikke enhver mental simulation omsættes til impulsiv handling (eller tale)?

   V.S. Ramachandram skriver:

In the case of motor mirror neurons, on answer is that there may be frontal ihibitory circuits that suppress the automatic mimicry when it is inappropiate. In a delicious paradox, this need to inhibit unwanted or impulsive action may have been a major reason for the evolution of free will. Your left inferior prietal lobe constantly conjures up with vivid images of multiple options for action that are available in any given context, and your frontal cortex suppresse alle but one of them.

At der er spejlneuroner på spil også når det gælder følelser og følelsesudtryk, kender enhver. Og vi har  også alle erfaringer med at de impulser som spejlneuronerne foranlediger gennem simulation, ikke altid lader sig hæmme. 

   Følelser kan "smite": Når én griner, kommer andre til at grine; gråd hos ét barn, kan udløse gråd hos et andet, ligesom gråd på filmlærredet kan udløse gråd hos publikum; sidder én med afvisende korslagte arme, gør modparten det også; ser man én blive stukket med en nål, så vender mange sig bort; ser man én der bløder, kan man selv finde på at besvime som var bodtabet ens eget.

Spejlneuronerne når det gælder sansninger og følelser, gør det muligt at aflæse sine medmenneskers indre tilstand gennem indre simulation af observeret ydre mimik: smil>glæde, nedadbøjede mundvige>ked af det-hed, gråd>sorg, åben mund og opspilede øjne>overraskelse/frygt, krampede kæbemuskler og sammenknebne læber og øjne>vrede.

V.S. Ramachandram stiller spørgsmålet hvorfor de sensoriske spejlneuroner ikke automatisk og altid får os til for alvor at føle alt det vi er vidne til hos andre. Han forklarer det med at "nul-signaler" fra egne "receptorer" (=sansenerver i huden) kan tænkes at fungerer som en hæmning:

Speaking in more general terms, it is the dynamic interplay of signals from frontal inhibitory circuits, mirror neurons (both frontal and parietal), and null signals from receptors that allow you to enjou reciprocity with others while simutanously perserving your individuality.

Det den kloge mand refererer til, er altså at der i den del af hjernen som kaldes prefrontal cortex sidder to centrer: ét som planlægger og organiserer handlinger (den øvre dorsolatrale cortex), og et andet som er sæde for bedømmelse og kritik af handlinger, samt center for intern belønning og straf (den orbifrontale cortex). Og som derfor i samspil med spejlneuroner og sensoriske receptores "tavshed", bestemmer om mentale simulationer omsættes til handlingsimpulser eller de bliver "tilbageholdt" i hjerne som som ubevidste eller bevidste tanker, forestillinger og fantasier.

Jeg får en association til skellet mellem fakta og fiktion. 

   I princippet skulle fx en film eller en skreven tekst set gennem spejlneuronernes optik, opleves og forstås gennem mental simulation på samme måde - uanset om den er faktiv eller fiktiv.
   Men nogle tekster og billeder lagres ikke som faktisk oplysninger om den virkelige verden, mens andre gør.

   Der må  være en neurologisk hæmme- og sorteringsmekanisme på spil der minder om det samspil som Ramachandran beskriver ovenfor, en mekanisme som gør at vi kan skelne mellem fakta og fiktion, og som frasorterer alle fiktionernes input fra at indgå i det mentale billede af den ydre fysiske omverden som vi orienterer os efter og handler i forhold til. 

   Samtidig kan vi godt blive følelsesmæssigt berørt af en fiktiosfilm som om vi levede og handlede i fiktionens verden. Dér er der ikke nogen hæmning.

Min blogger fra før er også optaget af de spejlneuroner som er aktive ved at spejle følelsesudtryk hos andre og følelser beskrevet i ord:

This research has also gotten into emotion, so when you hear the sentence "John is happy" some of the same neural structures that are the emotion of being happy are engaged. (...)

   This is all a very powerful idea and would seem to tell us a lot about why art works. Here I am thinking about reading fiction. If reading a happy story engages the very neurons which make us happy, then it makes sense that books have the effect they do. It is also useful for personal Emotional Intelligence for lack of a better term. Namely, it explains why people can get in a cycle of sulking. They start off thinking about some bad experience; this then starts a sad simulation; if not completely blocked, you start feeling sad; then you think more sad things; etc and you go off on a spiral of sulkiness that you have a hard time breaking out of.

http://pacatrue.blogspot.com/2005/05/simulation-emotion-and-runaway.html

"Sulk" betyder at være ked af det eller at surmule.
   Og så primitiv beskrivelsen end er, så er den på en sær måde et meget godt billede på den mentale nedsmeltning over 9 år, som Anders Breivik ifølge medierne har gennemløbet samtidig med at han har samlet citater ind der kognitivt kunne underbygge og bekræfte hans paranoide simulation af verden og sin egen rolle i den.

Jeg har tidligere beskrevet at retorik og dramaturgi er redskaber til at skabe komplekse symbolske simulationsrum - i princippet sådan at dramaturgien er orienteret mod de fiktive og retorikken mod de faktive.

   Fidusen ved simulationsrum skabt gennem ord og billeder (romaner, film, afhandlinger, manifester, journalistiske rapporteringer, historie) er at de gør det muligt for et publikum mentalt "at se sig selv"  og i tanken "at prøve sig selv af" i dem.  Og "at se" er jo stadigvæk metafor for "at forstå" (=simulation).

   Publikum skal, når disse fremstillinger fungerer efter hensigten, ende med at "føle sig hjemme" i de simulationsrum - og dermed blive forført til eller overbevist om de handlemuligheder som disse rum muliggør og retfærdiggør.

   Jeg citerer endnu en gang fra James Gearys bog "I is an Other" hvor hans konklusion er at en fortælling er et en "prøve" i bevidstheden - en simulation - på en "forestilling" der kan eller skal spilles i virkeligheden:

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals.

   Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life.

   The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters.

   Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds.

   Stories are rehearsals for real life.

Jeg repeterer lige med stor skrift:

Stories are rehearsals for real life

Man kunne måske ud fra en naiv betragtning tro at Anders Breiviks handling er en følge af en skadet hjerne, en ødelagt orbifrontal pandelap som normalt hæmmer impulsive destruktive handlinger.

   Men det stemmer ikke med at han i 9 år har skrevet på sit monstrøse manifest og detaljere planlagt sine ugerninger.
   Måske er det mere frugtbart at se hans manifest som en overdimensioneret fortælling hvorigennem  han i fantasien har afprøvet - simuleret - sine planlagte terrorhandlinger.

Hvad er det Anders Breivik har skrevet på i alle de år - i sit manifest med titlen: "2083"?

   Det er et verbalt,  visuelt og emotionelt paranoidt simulationrum hvor fakta og fiktion er blevet blended i en stor konceptuel pærevælling - gennem input fra et utal af kilder: citater, slagord, rollemodeller, analogier, metaforer, lignelser, metonymier (jfr. billedet af ham selv i uniform), mytologiske fortællinger (tempelridderne, kristendommens historie).

   Det simulationsrum som han har bygget op - "mursten" for "mursten" - har han sammenstykket efter en indre konstruktionsplan sådan at han mentalt kunne "føle sig hjemme" i det. En konstruktionsplan som har været styret af hans mixofobi.

I det konceptuelle rum som han har set som et sandt billede af den faktiske virkelighed, har planerne for hans monstrøse ugerninger derfor også set helt fornuftige og legitime ud. Og først og fremmest har det været "nødvendige", som han selv har sagt. 

   Og han selv har derfor ikke været underlagt de hæmmende mekanismer som for os andre gøre det muligt at skelne simulerende fiktion fra simulerende fakta - at sætte en mental grænse mellem metaforiske fantasier på den ene side og en virkelighed man kan handle i på den anden.

Har Pia Kjærsgaard og ligesindede politikere og bloggere bidraget væsentligt til dette mixofobiske og superblendede simulationsrum?

   Ja, det har de - ingen tvivl om det. Det ligner rigtig meget på mange punkter.

   Men de kan hævde at når de taler om den aktuelle virkelighed og om frygten for fremtidens samfund, så er en stor del af det metaforisk ment: "krig" mellem kulturer, "kamp" mellem religioner, "forræderi" mod nationens værdier etc. 

   Dog har de også jævnligt blandet fakta og fiktion. Når fx Mogens Camre citeres for det følgende, så er der ikke megen metaforik i det: 

Vores samfund har en voksende underklasse af mennesker, som aldrig vil blive integreret, men som dag for dag vil rive det danske samfund i stykker, fordi den islamiske kultur ødelægger ethvert samfund. Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores fremtid, og vi vil hindre, at islam sætter nogen dagsorden i Europa. Den tro hører til i en mørk fortid og dens politiske mål er lige så ødelæggende som nazismens. Islam skal ikke have muligheden for at tage Europa fra os.

Megen metaforik er der heller ikke at spore når Lars Hedegaard citeres for:

De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.

Ej heller når Pia Kjærsgaard kan citeres for:

De ville nemlig ikke i deres vildeste fantasi have kunnet forestille sig [i 1900], at store bydele i København og andre danske storbyer, i 2005 ville være befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin. Med medbragte primitive og grusomme skikke, såsom æresdrab, tvangsægteskaber, halalslagtning - og blodhævn. Det er nemlig lige præcis det, der er sket. At titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005 - i stedet for i 2005 - er søgt til et land, der for århundreder siden lagde middelalderen bag sig.

Hvis disse folk selv blander mixofobiske fantasier med faktuelle udsagn, så kan det netop inviterer og inspirerer personlighedstyper som Anders Breivik til at gøre det samme.

Har de samme mennesker et moralsk (med)ansvar for det samlede mentale byggeri - manifestet "2083" - som Anders Breivik har legitimeret sine ugerninger med? Og dermed indirekte for hans uhyrlige terrorhandlinger?

   Vel ikke noget større ansvar end den presse og de journalister som i alle årene - gennem citater og referater fra de indvandrerfjendske og multikultur-kritiske kilder - har leveret autoritativt stof og hadsk stemning til Anders Breiviks mentale arbejde for at få bekræftet sin mixofobi.

   Men det har de måske også?

P.S. Hører Anders Breivik til kategorien af "særligt kreative personligheder"? 

   Ja, i den grad er han jo "to personer i en": Dr. Jerkyll og Mr. Hyde. 

   Beskrivelsen af hans barndoms- og ungdomsår: skilsmisseforældre, flyttet omkring i verden, ondt i farforholdet, mobbet i skolen. Det er "lige efter bogen".
   Men "vreden" og grænseoverskridelsen blev ikke kreativ, men i ren destruktion.

     (fortsættelse følger)

Emigræne og grænseværn

At tænke i metaforer, at blende konceptuelle rum, at overskride mentale grænser, at integrere, at producere faktion, at udvikle hybride tv-formater, collage- og montage-former - alt sammen er det udtryk for kreativ tænkning.

   Jeg samler så også på ord og begreber for det modsatte af "blending".

   Jeg høstede ordet "mixofobi" for et stykke tid siden: angsten for at blande noget sammen som ellers er adskilt. 

   Regeringens afskaffels af gruppeeksamen på universiteterne var et klart udtryk for "mixofobi", ligesom modviljen mod "rundkredspædagogikken".

I Politiken idag endnu et ord der refererer til det samme fænomen, modstanden mod at have åbne grænser: "emigræne".

   Peter Wivel havde en klumme med rubrikken: "Danmark ramt af ny emigræne". Han sammenfatter dermed den mentale sygdom som flertallet i Folketinget og en pæn stor del af befolkningen har lidt af siden 2001. En sygdom hvis sidste feberanfald udgøres af er den lovgivning der skal genindføre grænsekontrollen i forhold til de andre EU-lande: Det såkaldte "grænseværn".

   Peter Wivel skriver:

Loven om grænseværn er et nyt symptom på den frygtede og smitsomme designersygdom emigræne.

Ja, det er lysende klart. Og et godt ord til metaforisk at frame den poltiske og kulturelle tænkning som er grænsedragende destruktiv.

Forskningsbaseret undervisning i praktisk journalistik - blending eller mixofobi, det er spørgsmålet?

Journalistuddannelsen på RUC har søgt om at blive akkrediteret. Det vil i praksis sige at ACE, som er den statsinstitution som giver en uddannelse et særligt kvalitetsstempel der "gælder" og "tæller" internationalt, at den institution dels skal have en masse faktuelle oplysninger, og dels skal foretage en undersøgelse af hvad der foregår i praksis på uddannelsen, bla. gennem høringer med medarbejderne, ledelsen og de studerende.
   Se mere på http://www.acedenmark.dk.

Sammen med resten af underviserne og forskerne på uddannelsen blev vi så udspurgt i ca. 1½ time af medlemmer af det udvalg som skal levere akkrediteringen. Et af de mest interessante spørgsmål var dette (i min erindring og formulering): På hvilken måde giver det at det er en forskningsbaseret uddannelse, sig udslag i håndværksundervisnngen - dvs. den undervisning i praktisk journalistik der varetages af uddannede journalister som - i modsætning til de fastansatte forskere - er ansat på åremål, som "kun" er undervisere, og som ikke har forskningstid og -forpligtelse som en del af deres ansættelsesvilkår.
   Svaret kunne - efter min bedste overbevisning - godt have været: på ingen måde; eller: meget lidt; eller: det er helt tilfældigt, og afhænger af den enkelte lærer. I praksis blev der svaret lidt uldent - uden om kernen i spørgsmålet.

Når man ser på uddannelsens opbygning der er et mix af akademiske og praktisk fag, så er det faktisk et godt spørgsmål. For der er en meget skarp mental og konceptuel arbejdsdeling mellem kurser i håndværksfag og kurser i akademiske discipliner. Typisk er der særskilte prøver i de to slags fag/kurser. Og sure studerende kan godt finde på at beklage sig over at de to sider af uddannelsen slet ikke eller kun dårligt "taler sammen".
   I specialebestemmelserne er det dog muligt at lave "hybridspecialer" der både har en praktisk-produktiv del og en akademiske "reflekterende del".
   Enkelte af de faste lærere har dobbelt-kompetence, ligesom jeg selv, og nogle af de unge specialevejlederer er uddannet på RUC, og er altså journalister der også har den akademiske titel cand.com. i journalistik.
   Men i praksis må man sige at det ikke ser alt for godt ud, hvorfor svarene altså også var vand ud ad ørerne-agtige. Det så ikke meget bedre ud på SDU´s journalistuddannelse som jeg selv var med til at etablere og udvikle fra 1998 og fem år frem.

På journalistik på RUC er det sådan at de akademiske lærere i princippet er fastansatte på livstid (hvis de ellers overlever eller har overlevet forhindringsløbet: cand.et eller andet-uddannelse, ph.d.-afhandling, adjunkt, lektor (og evt. professor). Der er nu kommet krav om at de i princippet årligt skal skrive flere forskermeriterende artikler på engelsk hvis de skal kunne beholde deres stilling.
   Den gruppe akademiske undervisere holder (derfor?) deres egne "forskningsforum"-møder hvor håndværkslærerne ikke deltager.
   På den anden side, kan man også iagttage at nogle af håndværkslærerne i perioder bliver tomme i blikket ved de fælles "administrative" lærermøder en gang hver anden måned hvor dagsordenen inviterer til at man snakker rigtig meget "internt" universitet, og hvor de akademiske lærere godt nok også kan være noget lange i spyttet.
   Jeg har sjældent (aldrig?) på RUC eller SDU hørt/set håndværkslærere henvise til fagligt relevante artikler som journalistforskere har skrevet. Overhovedet henviser de meget lidt til bøger, er det min erfaring, fordi de jo har den professionelle grundopfattelse at journalistik læres gennem øvelse og praksis ikke gennem læsning.
   Og min egen oplevelse fra mange års tæt og frugtbart samarbejde med forskellige håndværkslærere.   (jeg har jo selv har været en af slagsen i lange perioder i tv- og radio-produktion og som vejleder i specialer i undersøgende journalistik), den er at det er så indarbejdet i den klassiske journalistiske professionskultur, at viden skaffer man sig pr. telefon eller - i de senere år - fra nettet  - ikke ved læsning af artikler eller bøger. For det skal jo gå hurtigt - og aktuel viden er ikke skrevet i bøger eller akademiske afhandlinger endnu.

Det er for mig klart at denne grøft (over)lever man med, og har man (over)levet med i mange år i begge lejre og på begge universitetsudannelser i journalistik. Og det var så den grøft akkrediteringsudvalget pænt og forsigtigt spurgte ind til. Uden at få noget klart svar fra nogen af siderne på mødet.
   Kløften er imidlertid udtryk for er en næsten eksemplarisk frame-konflikt - hvor de to professionelle frames med hvert sit klart adskilte konceptuelle rum ikke umiddelbart indbyder til frame-shift eller til re-framing af uddannelserne, og den deraf følgende nødvendig institutionelle blending-proces.
   Grøften kan i enkelte konkrete situationer eksplosivt blive gjort til en kilometerdyb Gran Canyon-kløft i offentlige konfliktsituationer, fx når undervisere/forskere med akademisk baggrund fremsætter kritik af journalistiske produkter eller af en udbredt og professionelt accepteret journalistisk praksis. Eller når journalister anmelder bøger skrevet af folk med akademisk baggrund og uden praktisk journalistisk erfaring.
   Med et ord jeg introducerede for nogle få blogindlæg siden, så er der klare tendenser til mixofobi i begge lejre.

Mit eget spagfærdige initiativ for et års tid siden på at få etableret en fælles ramme - en fagligt-socialt integrerende frame med konceptuel blending som mål - "et fælles fagforum" - hvor lærerne på begge sider af grøften kunne snakke med om og forholde sig til forskellige faglige temaer i uddannelsen/forskningen, det humper lidt afsted, oplever jeg - ingen brænder for alvor for det.
      Men i går på et af de almindelige lærermøder hvor vi netop sad og mumlede lidt frem og tilbage hen over bordet i lyset af ACE´ernes pirkende udspørgen, var der en af de yngre akademiske lærere, som jeg har kendt fra hun var ung ph.d.-studerende, som klart og tydeligt sagde hvad der skulle til hvis det virkelig skulle batte: et to-lærersystem. Så i princippet alle fag/kurser - både de akademisk funderede og de praktisk orienterede - skulle have to undervisere på: en fra hver professionel gruppe. Og deres team-forpligtelse ville så skulle være at blende, dvs. inden for kursets rammer at integrere så mange elementer som muligt fra de to frames i et fælles blended out-put rum for de journaliststuderende på kurset.

Et to-lærersystem! - Det er banalt og og det er indlysende rigtigt.
   Jeg ved ikke om nogen andre rundt om bordet fangede det, men det er det der skal til. Jeg tillader mig at forklare den manglende glade respons med at alle har siddet og tænkt: Det koster kassen, så det ville der aldrig være råd til. Andre forklaringer er også mulige, men dem skal jeg undlade at komme ind på her.
   Men ideen ville jo være smukt i samklang med den RUC´ske ur-ideologi om tværfaglighed og gruppearbejde.
   Mine egne erfaringer fra min tid som mangeårig underviser på alle mulige former for journalistisk efteruddannelse - i team med lærere med ren journalistisk eller anden ikke-akademisk baggrund, er entydigt positive: at det har været de perioder i mit liv hvor jeg synes jeg har været mest kreativ, tænkt mest originalt, og udviklet mig mest fagligt.

Situationen er for mig i den grad deja vue i forhold til mine erindringer fra begyndelsen af 80-erne, hvor jeg arbejdede tæt sammen med tv-journalisten Poul Trier Pedersen om en række  store tværfaglige kursusprojketer for Den Kommunale Højskole med brug af tv-faktionsgenren "spontanspil", som han havde opfundet og udviklet
   Poul Trier Pedersen var i 60-erne meget kendt tv-journalist, og en af de tre "fædre" til den moderne billedfortalte TV-AVIS i DR i slutningen årtiet. Vi udviklede sammen et meget stort og ambitiøst kursusprojekt 'Samspil på sygehuset' i starten af 80-erne, beregnet for mixede kursushold sammensat af alle de forskellige professionelle personalegrupper på sygehuset som har med patienter at gøre. Selv om vi ikke havde teori og begreber til det, så var målet profession re-framing som muliggjorde konceptuel blending af de ellers separerede professionelle normer og værdier hos de deltagende læger, sygeplejersker, sygehjælpere, portører, laboranter, socialrådgivere, m.fl. - alle dem som havde patientkontakt.
   I praksis blev udbredelsen af kurset noget af et flop. Der blev "kørt" meget færre kurser over hele landet, end der lå i konceptet. Det viste sig nemlig at de fleste faggrupper prioriterede egne fagkurser højere end tværfaglige kurser som 'Samspil på sygehuset' hvor deltagerne var tvangsindlagt til i længere tid at skulle diskutere professionel re-framing og konceptuel blending med deltagere fra de andre grupper.

Mixofobi - en virus der breder sig - også journalisterne er smittet - og Louis Vuitton

I kronikken i Information i dag introducerede forfatteren Knud Aarup et begreb "mixofobi" - som han definerede som "angst eller modvilje til at indgå i sammenhænge med andre end dem, som ligner en selv". Og jeg fik en aha-oplevelse, fordi jeg fik et nyt præcist ord der inden for det sociale og socialpsykolgisk område, var det modsatte af "blending" - noget der hæmmede eller ødelagde kreativ tænkning og udvikling fordi det modarbejde blending af adskilte konceptuelle rum.

   Og i løbet af ingen tid, vrimlede det frem i min hjerne med eksempler:

Jeg underviser på en journalistuddannelsen på et universitet, og mixofobien slår hårdt igennem der når de journaliststuderende skal søge praktikpladser. Aviser og andre medier i provinsen kan stort set ikke få ansøgere til deres praktikpladser, og tendensen bliver tilsyneladende kun stærkere år for år. Og de unge studerende køber simpelt hen ikke det argument som vi gamle og erfarne fremfører, nemlig at de vil lærer meget mere hvis de søger ud på de provinsplacerede medier som har målgrupper der socialt og mentalt ligger langt fra dem selv.
   Jeg husker det også selv da jeg var tv-direktør for en regional tv-station. Det var rigtigt svært at få praktikanter, og dem jeg kunne få, hørte ikke til de mest udadvendte og udfarende hurtigløbere.

   Mixofobi er dog ikke isoleret til de unge journalister in spe i forhold til "bonderøvsmedierne" i provinsen. Den gensidige mentale mixofobi mellem akademikere og journalister i Danmark er en gammel historie. Og den præger faktisk stadig journalistuddannelserne på universiteterne, hvor der er et skarpt skel mellem akademiske lærere med forskningsforpligtelse, og så de journalsitisk uddannede lærere i håndværket. Også selvom et af formålene med at oprette journalistuddannelser på universiteterne, netop var at nedbryde dette skel gennem blending af professionelle konceptuelle rum og muligheden for faglige frame-shift.

Mixofobi var jo iøvrigt hvad det hvide aparheidstyre i Sydafrika var besat af. Og Hitlers nazister. Sho-gun-styret i Japan der holdt landet i isolation fra Vesten i 200 år, led også af mixofobi.

   Og med begrebet kan vi nu også også metaforisk sammenfatte hvad det er for en for en mental "sygdom" Dansk Folkeparti igennem de 10 års VKO-regimente har smittespredt: en mixofobi-virus.

   Men også en række indvandrersamfund og -grupper i dagens Danmark lider af mixofobi - i forhold til det danske samfunds normer. Sygdommen er gået i samfundsmæssigt selvsving.

   Den nysudnævnte integrationsminister Søren Pind har straks leveret sit bidrag til at sprede virussen yderligere, idet han gjort sig til fortaler for at udskifte en integrations-målstæning i forhold til indvandrere og flygtning, med en assimilations-målsætning. Mixofobi!

Endelig vil jeg  nævne et eksempel på hvad man kunne kalde symbolsk mixofobi, beskrevet i en artikel i Politikens kultursektion 6-7/3. Det drejer sig om mærkevarefirmaet Louis Vutton der har taget "juridiske skridt" mod den danske kunstner Nadia Plesner fordi hun i et maleri har ladt indgå en Louis Vutton-taske. Billedet er, fortæller avisen, en "opdateret" version af Pablo Picassos berømte maleri 'Guernica'. Plesners billede er altså en pastiche - et produkt af visual blending  - og det har titlen 'Darfurnica' og har samme størrelse som Picassos billede: 32 kvm.
   Som helhed er 'Darfurnica' en collage/montage i kraftige pang-farver og udført i en stil der kunne minde om fx Monty Phyton-udsendelsernes groteske grafik.  En relativt lille, men centralt placeret del af motivet udgøres af en nøgen afrikansk dreng der står med en stor hvid Louis Viuitton-taske hængende fra sin bøjede albue.
   Journalisten Carsten Andersen fra Politiken fortæller:

Med billedet vil kunstneren gøre opmærksom på problemerne i Darfur og samtidig vise , hvordan dele af pressen går mere op i historier om kendisser end i at fortælle om verdens problemer. LV tasken er - ligesom Paris Hiltons skødehund og Victoria Beckham - billeder fra kendissernes ikonverden.

For at få Nadia Plesner til at holde op med at vise billedet med Louis Vuitton-tasken indlagt i kollagens motiv, har firmaet fået en dommer i Holland, hvor Nadia Plesner bor, til at idømme hende dagbøder á 37.000 kr. så længe det vises fx på hendes hjemmeside.
   Jeg tør naturligvis ikke her vise en kopi af billedet med "den fattige nøgne sorte drengen med Vuitton-tasken over armen", for tænk hvad jeg kunne blive udsat for at det blendingsfjendtlige firma!
   Se selv billedet, læs mere om det og baggrunden, og om retssagen på Nadia Plesners hjemmeside

 http://www.nadiaplesner.com/Website/darfurnica.php

Her kan man også indbetale bidrag til en fond så hun kan betale sine advokater. Samlet skylder hun i skrivende stund 215.000 euro.

Den kreative socialdirektør - og velfærdsværnepligten

Normalt forbinder jeg ikke 'socialdirektører' med 'kreativitet'. Men man skal aldrig sige aldring. Information har en kronik i dag af en af slagsen, Knud Aarup, som er social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune. Et blended ansvarsområde, som i gamle dage ville være blevet holdt skarpt adskilt.
   Rubrikken lyder: "Velfærdsværnepligt skal hjælpe os til at genfinde fællesskabet."
   Den fanger mig i kraft af det blendede udtryk "velfærdsværnepligt". Dannet som en analogi til "militær værnepligt": pligt til at værne velfærden, som - set gennem krigsmetaforens feltkikkert - er "truet", "belejret", "under angreb".
   Hvad har den gode direktør gang i? Kronikken fremlægger en argumentationskæde, som jeg faktisk bliver så optaget af at jeg hænger på.

Ideen er at man skal tage konsekvensen af at der i forvejen er en samfundmæssig tendens i gang hvor man forsøger at øge det civile samfunds betydning i løsningen af samfundsmæssige velfærdsopgaver.

På individplanet betyder det, at den enkelte i langt højre grad er begyndt at spørge: Hvordan kan jeg bidrage? hvordan kan jeg gøre mig til deltager i noget som er større end mig selv? (/) De frivillige organisationer kan registrere den udvikling i form af en stigende tilslutning, og sociologer taler om  stigende lyst til at samskabe - dvs. virke sammen med andre om noget fælles. (/) Der er ingen tvivl om, at vi er vidne til et moralsk-etisk paradigmeskift, som for rigtig mange mennesker  signalerer et opgør med forestillingen om, at forfølgelse af egneinteresse er menneskets højeste mål.

Socialdirektøren konstaterer at der i slutningen af sidste århundrede skete et skift - frame-shift - i relationerne mellem borgerne og det offentlige, så det offentlige blev defineret som primær leverandør af  "serviceydelser" og borgerne som "servicebrugere", tæt knyttet sammen med den ledelsesideologi og styringform i stat, amter og kommuner som betegnes 'new public management'.
   For de yngre generationer har det haft stor betydning:

I de seneste 15 år er unge vokset op med det billede af velfærdssamfundet som en række serviceinstitutioner, som man har ret til at gå i, fordi man har betalt sin skat. Man behøver ikke at tænke på andet end sin ret. (/) Sideløbende med den udvikling er vi i stigende grad begyndt at organisere os med ligesindede i delsamfund, der hverken har plads til at tage hensyn til dem udenfor eller til at klare de forskelligheder, som altid opstår i mellemmenneskelige relationer. 

Aarup henter så et nyt begreb ind - analogt til fx socialfobi: "mixofobi" - der betyder: "angst eller modvilje til at indgå i sammenhænge med andre end dem, som ligner en selv".
   Hans synspunkt er at tendensen til kun at tænke på sin ret, og til at organisere sig i grupper af ligesindede, indeholder kimen til en udbredt mixofobi, og at det har nogle negative følger:

Konsekvensen er, at vi mister evnen til at nå frem til fælles og delte meninger. Vi taber med andre ord muligheden for at skabe fælles aftale om, hvordan vi opfører os over for hinanden. Vi mister evnen til demokratisk dialog og dermed evnen til at betragte velfærdssamfundet som et fællesskab. 

"Mixofobi" er jo det modsatte af blending. Socialt og mentalt sker der det at man  adskiller og udskiller,  indhegner og sætter grænser op. Samfundet er blevet et risikosamfund, globaliseringen truer trygheden i økonomi og ansættelsesforhold. Socialdirektøren har en plan og en ide:

For at imødegå en tiltagende mixofobi skal der udvikles nye sociale rum,hvor tværgående social læring kan medvirke til at genopbygge fællesskabsfølelsen. Derfor foreslår jeg, at der indføres en generel pligt for alle til at yde fire måneders velfærdstjeneste i en af velfærdssamfundets institutioner, inden de er fyldt 25 år. (...) Som betaling for disse job foreslås et niveau svarende til SU. (...) De job som skal varetages, findes ikke i dag. Da et af hovedformålene netop er at frem den tværgående sociale læring, er det vigtigt at jobbene oprettes der, hvor der er størst behov. Gennem aftjenining af velfærdstjeneste får de unge både en oplevelse af samfundets forskellige sociale sider og en konkret oplevelse af, at velfærdssamfundet er noget som forudsætter at man bidrager personligt.

   Sproget er lidt vel socialdirektøragtigt, men tankegangen klar. Og det nye begreb mixofobi, som en Zygmund Bauman har opfundet, giver mig en regulær aha-oplevelse, som jeg udfolder i et følgende blogindlæg

Knud Aarup fremføre til slut i sin kronik at vores samfund "består af samfundsborgere, ikke af forbrugere, og samfundsborgeren er netop kendetegnet ved at have pligter og rettigheder". Og kreativt trækker han nu et historisk kort i sin argumentation:

I arbejderbevægelsen er det traditionelt udtrykt som Gør din pligt, og kræv din ret.Velfærdssamfundet blev udviklet på baggrund af sociale værdier om lige muligheder for alle, retten til helbredelse, retten til forsørgelse og rimelige levevilkår og sågar retten til arbejde til alle. Men samtidig var der balance mellem pligter og rettigher. Er man i tvivl, kan man bare læse Fremtidens Danmark fra 1945. (/) Læren fra den gang er fortsat vigtige kerneværdier id det danske samfund. Det er på tide, vi genfinder kilden til den enkelte moralske ansvar. Det er på tide vi genopdager velfærdssamfundet som et fællesskab.

Konceptuel blending af før og nu. Godt gået, socialdirektør!