Sider

lørdag den 19. marts 2011

Legalt tyveri af Thomas Skade-Rasmussens identitet - og Politikens identitetstyveri af uvidenhed

Historien om Caroline Wozniacki der blev (mis)brugt i diktator Lukasjenkos blending-operation til propagandaformål, er faktisk en relevant association til en retssag jeg har omtalte flere gange i tidligere indlæg - om hvorvidt en forfatter måtte bruge sande og private oplysninger om et virkeligt menneske i  sin "roman" der som genrebetegnelse angiver at historien er "fiktion". 
   Retssagen blev afsluttet med en dom for et par dage siden. Her citeret fra http://modkraft.dk/nyheder/article/1-0-til-den-kunstneriske
Østre Landsret har afsagt dom i en historisk og usædvanlig sag om identitetstyveri.Sagen handler om romanen Suverænen, hvis hovedperson Thomas Skade-Rasmussen Strøbechhar sagsøgt forlaget Gyldendal og forfatteren i skikkelse af Helge Bille Nielsen (tidl. ClausBeck-Nielsen).Retten frifandt forfatter og forlag i samtlige forhold, da beskrivelser og udtalelser fra en utvivlsomt fiktiv person i en roman ikke kan tillægges det konkrete menneske, som den fiktive figur muligvis kan identificeres med.– Det er helt vildt, hvordan kan vi have en kultur i et land, hvor de store institutioner bare kan bruge folks liv, sagde en vred Thomas Skade-Rasmussen Strøbechumiddelbart efter dommen, ifølge kpn.dk.
Romanen er jo også klart et blending-produkt, men Thomas Skade-Rasmussen ville altså ikke bruges som metaforisk overføringsbil-lede i Helge Bille-Nielsens/Claus Beck-Nielsens sproglige roman-konstruktion - i modsætning til Caroline der gerne ville bruges i Lukasjenkos. 
    Men af hensyn til ytringsfriheden måtte han finde sig i hvad han selv betegner som "identitetstyveri", siger landsretsdommerne. Her er det tilsyneladende ikke andre end Thomas Skade-Rasmussen der er moralsk forargede over at blive til et (mis)brugt overføringsbillede i en fiktion
    Man kunne i hvert fald ikke tale om "identitetstyveri" i Carolines tilfælde. Mange forbrydelser kan man berettiget beskylde Lukasjenko for, men Caroline har selv overdraget sin identitet til fri afbenyttelse i diktatorens fiktion om sig selv. 

I Politikens debatsektion i dag har Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling, en kommentar og en undskyldning - med rubrikken "Vi gjorde guldsmedemesteren uret".
   Kommentaren handler også om (mis)brug  af identitet i en fiktion, ganske vist identitet af en afdød person. Og problemet drejer sig også om blending af fakta og fiktion, og om overføring af identitetsværdier fra det sidste til det første.
   Historien er den at Politiken sidste sommer havde udtænkt et sommer-plot og udfordret en række unge forfattere til at skrive en novelle - en fiktion - ud fra en række arkivfotos af "mesterfotografen" Gunner Zelius Madsen fra 20´erne og 30´erne, fotos hvor redaktionen ikke havde nogen arkivoplysninger om hvem og hvad de viste, men som også uden de oplysninger var meget fascinerende og af høj kunstnerisk kvalitet.
  Ved offentliggørelsen af sommernovellerne blev de så hver illustreret med det foto som havde inspireret de unge forfattere til at digte en historie. Bjarne Schilling fortæller:
Et af dem viste en mand i et værelse, hvor væggene fra gulv til loft er beklædt med sværd, sabler, kårder og spyd. Manden sidder ved et bord og læser.
   Novellen under billedet handlede om reklamemanden "Christian Paludan", der fremstod som en stærkt ubehagelig personage med oplagte racistiske tilbøjeligheder og stor forståelse for nazistisk tankegods.
Så kom der et læserbrev i sidste uge til redaktør Scheling. UPS! - Billedet viste læserens far, guldsmedemester Holger Jacobsen, og han var ifølge sønnen "en venlig mand og en kærlig far. Og hverken racist eller nazist eller andet grimt."
Han havde landets største private våbensamling, men var ingenlunde en krigerisk person. Det var i øvrigt ikke daggerter og ryttersabler alt sammen. Der havde også været moderne skydevåben, som han under besættelsen stillede til rådighed for modstandsbevægelsen.
   Læseren var ked af det, og syntes, at vi havde krænket hans fars ære.  Jeg kan sagtens følge ham, og jeg skrev tilbage og beklagede. For det var forkert at bringe det i den sammenhæng vi gjorde.
   Selv om vi skrev i en lille, indledende tekst, at vi havde at gøre med fiktion, er det selvfølgelig stærkt ubehageligt at se sin far fremstillet som afstumpet racist. Det burde vi have tænkt mere over.
I modsætning til forfatteren Claus Bech-Nielsne/Helge Bille-Nielsens der ingen kvababbelser har mht. at bruge en anden person i sin fiktion, så har redaktør Schelling det - og "beklager" da det bliver oplyst hvem det er billedet forestiller.
   Det er al ære værd, synes jeg.

Men der foregår blending over alt, det hjælper ikke at flygte. Men man må tage stilling.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar