Journalistuddannelsen på RUC har søgt om at blive akkrediteret. Det vil i praksis sige at ACE, som er den statsinstitution som giver en uddannelse et særligt kvalitetsstempel der "gælder" og "tæller" internationalt, at den institution dels skal have en masse faktuelle oplysninger, og dels skal foretage en undersøgelse af hvad der foregår i praksis på uddannelsen, bla. gennem høringer med medarbejderne, ledelsen og de studerende.
Se mere på http://www.acedenmark.dk.
Sammen med resten af underviserne og forskerne på uddannelsen blev vi så udspurgt i ca. 1½ time af medlemmer af det udvalg som skal levere akkrediteringen. Et af de mest interessante spørgsmål var dette (i min erindring og formulering): På hvilken måde giver det at det er en forskningsbaseret uddannelse, sig udslag i håndværksundervisnngen - dvs. den undervisning i praktisk journalistik der varetages af uddannede journalister som - i modsætning til de fastansatte forskere - er ansat på åremål, som "kun" er undervisere, og som ikke har forskningstid og -forpligtelse som en del af deres ansættelsesvilkår.
Svaret kunne - efter min bedste overbevisning - godt have været: på ingen måde; eller: meget lidt; eller: det er helt tilfældigt, og afhænger af den enkelte lærer. I praksis blev der svaret lidt uldent - uden om kernen i spørgsmålet.
Når man ser på uddannelsens opbygning der er et mix af akademiske og praktisk fag, så er det faktisk et godt spørgsmål. For der er en meget skarp mental og konceptuel arbejdsdeling mellem kurser i håndværksfag og kurser i akademiske discipliner. Typisk er der særskilte prøver i de to slags fag/kurser. Og sure studerende kan godt finde på at beklage sig over at de to sider af uddannelsen slet ikke eller kun dårligt "taler sammen".
I specialebestemmelserne er det dog muligt at lave "hybridspecialer" der både har en praktisk-produktiv del og en akademiske "reflekterende del".
Enkelte af de faste lærere har dobbelt-kompetence, ligesom jeg selv, og nogle af de unge specialevejlederer er uddannet på RUC, og er altså journalister der også har den akademiske titel cand.com. i journalistik.
Men i praksis må man sige at det ikke ser alt for godt ud, hvorfor svarene altså også var vand ud ad ørerne-agtige. Det så ikke meget bedre ud på SDU´s journalistuddannelse som jeg selv var med til at etablere og udvikle fra 1998 og fem år frem.
På journalistik på RUC er det sådan at de akademiske lærere i princippet er fastansatte på livstid (hvis de ellers overlever eller har overlevet forhindringsløbet: cand.et eller andet-uddannelse, ph.d.-afhandling, adjunkt, lektor (og evt. professor). Der er nu kommet krav om at de i princippet årligt skal skrive flere forskermeriterende artikler på engelsk hvis de skal kunne beholde deres stilling.
Den gruppe akademiske undervisere holder (derfor?) deres egne "forskningsforum"-møder hvor håndværkslærerne ikke deltager.
På den anden side, kan man også iagttage at nogle af håndværkslærerne i perioder bliver tomme i blikket ved de fælles "administrative" lærermøder en gang hver anden måned hvor dagsordenen inviterer til at man snakker rigtig meget "internt" universitet, og hvor de akademiske lærere godt nok også kan være noget lange i spyttet.
Jeg har sjældent (aldrig?) på RUC eller SDU hørt/set håndværkslærere henvise til fagligt relevante artikler som journalistforskere har skrevet. Overhovedet henviser de meget lidt til bøger, er det min erfaring, fordi de jo har den professionelle grundopfattelse at journalistik læres gennem øvelse og praksis ikke gennem læsning.
Og min egen oplevelse fra mange års tæt og frugtbart samarbejde med forskellige håndværkslærere. (jeg har jo selv har været en af slagsen i lange perioder i tv- og radio-produktion og som vejleder i specialer i undersøgende journalistik), den er at det er så indarbejdet i den klassiske journalistiske professionskultur, at viden skaffer man sig pr. telefon eller - i de senere år - fra nettet - ikke ved læsning af artikler eller bøger. For det skal jo gå hurtigt - og aktuel viden er ikke skrevet i bøger eller akademiske afhandlinger endnu.
Det er for mig klart at denne grøft (over)lever man med, og har man (over)levet med i mange år i begge lejre og på begge universitetsudannelser i journalistik. Og det var så den grøft akkrediteringsudvalget pænt og forsigtigt spurgte ind til. Uden at få noget klart svar fra nogen af siderne på mødet.
Kløften er imidlertid udtryk for er en næsten eksemplarisk frame-konflikt - hvor de to professionelle frames med hvert sit klart adskilte konceptuelle rum ikke umiddelbart indbyder til frame-shift eller til re-framing af uddannelserne, og den deraf følgende nødvendig institutionelle blending-proces.
Grøften kan i enkelte konkrete situationer eksplosivt blive gjort til en kilometerdyb Gran Canyon-kløft i offentlige konfliktsituationer, fx når undervisere/forskere med akademisk baggrund fremsætter kritik af journalistiske produkter eller af en udbredt og professionelt accepteret journalistisk praksis. Eller når journalister anmelder bøger skrevet af folk med akademisk baggrund og uden praktisk journalistisk erfaring.
Med et ord jeg introducerede for nogle få blogindlæg siden, så er der klare tendenser til mixofobi i begge lejre.
Mit eget spagfærdige initiativ for et års tid siden på at få etableret en fælles ramme - en fagligt-socialt integrerende frame med konceptuel blending som mål - "et fælles fagforum" - hvor lærerne på begge sider af grøften kunne snakke med om og forholde sig til forskellige faglige temaer i uddannelsen/forskningen, det humper lidt afsted, oplever jeg - ingen brænder for alvor for det.
Men i går på et af de almindelige lærermøder hvor vi netop sad og mumlede lidt frem og tilbage hen over bordet i lyset af ACE´ernes pirkende udspørgen, var der en af de yngre akademiske lærere, som jeg har kendt fra hun var ung ph.d.-studerende, som klart og tydeligt sagde hvad der skulle til hvis det virkelig skulle batte: et to-lærersystem. Så i princippet alle fag/kurser - både de akademisk funderede og de praktisk orienterede - skulle have to undervisere på: en fra hver professionel gruppe. Og deres team-forpligtelse ville så skulle være at blende, dvs. inden for kursets rammer at integrere så mange elementer som muligt fra de to frames i et fælles blended out-put rum for de journaliststuderende på kurset.
Et to-lærersystem! - Det er banalt og og det er indlysende rigtigt.
Jeg ved ikke om nogen andre rundt om bordet fangede det, men det er det der skal til. Jeg tillader mig at forklare den manglende glade respons med at alle har siddet og tænkt: Det koster kassen, så det ville der aldrig være råd til. Andre forklaringer er også mulige, men dem skal jeg undlade at komme ind på her.
Men ideen ville jo være smukt i samklang med den RUC´ske ur-ideologi om tværfaglighed og gruppearbejde.
Mine egne erfaringer fra min tid som mangeårig underviser på alle mulige former for journalistisk efteruddannelse - i team med lærere med ren journalistisk eller anden ikke-akademisk baggrund, er entydigt positive: at det har været de perioder i mit liv hvor jeg synes jeg har været mest kreativ, tænkt mest originalt, og udviklet mig mest fagligt.
Situationen er for mig i den grad deja vue i forhold til mine erindringer fra begyndelsen af 80-erne, hvor jeg arbejdede tæt sammen med tv-journalisten Poul Trier Pedersen om en række store tværfaglige kursusprojketer for Den Kommunale Højskole med brug af tv-faktionsgenren "spontanspil", som han havde opfundet og udviklet
Poul Trier Pedersen var i 60-erne meget kendt tv-journalist, og en af de tre "fædre" til den moderne billedfortalte TV-AVIS i DR i slutningen årtiet. Vi udviklede sammen et meget stort og ambitiøst kursusprojekt 'Samspil på sygehuset' i starten af 80-erne, beregnet for mixede kursushold sammensat af alle de forskellige professionelle personalegrupper på sygehuset som har med patienter at gøre. Selv om vi ikke havde teori og begreber til det, så var målet profession re-framing som muliggjorde konceptuel blending af de ellers separerede professionelle normer og værdier hos de deltagende læger, sygeplejersker, sygehjælpere, portører, laboranter, socialrådgivere, m.fl. - alle dem som havde patientkontakt.
I praksis blev udbredelsen af kurset noget af et flop. Der blev "kørt" meget færre kurser over hele landet, end der lå i konceptet. Det viste sig nemlig at de fleste faggrupper prioriterede egne fagkurser højere end tværfaglige kurser som 'Samspil på sygehuset' hvor deltagerne var tvangsindlagt til i længere tid at skulle diskutere professionel re-framing og konceptuel blending med deltagere fra de andre grupper.
Meningen med denne blog er at jeg vil prøve at blive klogere på fænomenet kreativitet - ved selv at skrive om det. Jeg har ikke en masse meninger her. Jeg analyserer og forsøger at forstå. Bloggen her er altså målrettet indsigt og erkendelse - uden noget praktisk formål. Kommenter hvis du har tid og lyst. Er det første gang du er herinde, kan det være en fordel at begynde med nogle af de første indlæg. Undskyld stave- og slåfejl som jeg desværre er ret blind over for.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar