Sider

torsdag den 18. april 2013

Christian Schad - en malers skæbne i spænding mellem restaurativ og refleksiv nostalgi - og Enki Bilal

En af mine 'venner' på Facebook viste for et par dage siden dette maleri som fangede min interesse og fascinerede. Og malernes navn kendte jeg ikke: Christian Schad:


Her er lidt om hvem han er og hvad han er for en kunstner:
   Han var tysker, født i Bayern i 1882. Som ung levede og arbejdede han som kunstner i forskellige byer i Midt- og Sydeuropa. Han tilsluttede sig Dadaistbevægelsen i 1916, som var en strømning inden for billedkunst og litteratur der startede i Zürich - og senere fandt vej til Berlin, Köln, Hannover, Paris og New York.
    Det var en erklæret anarkistisk bevægelse der søgte at frigøre sig fra traditionelle ideer og defintioner ved at benytte virkemidler som nonfigurative eller ikkke-naturalistiske collager og digte bestående af nonsensord. Bevægelsen var  udbredt frem til omkring 1925 og var udgangspunkt for surrealismen.
   I Zürich mødte Christian Schad fremtrædende dadaister som Hans Arp, Hugo Ball og Walter Serner:
Beginning in 1918, while living in Geneva, Schad created his own version of thePhotogram (which later was named "Schadographs") where a contour picture is developed on light-sensitive platters. From 1920 to 1925, he spent some years in Rome and Naples. Having married Marcella Arcangeli, the daughter of a Roman professor, he settled in Naples where he attended painting and drawing courses at the art academy. In 1927 the family emigrated to Vienna. His paintings of this period are closely associated with the New Objectivity Movement. 
During his stay in Italy he developed a smooth, realistic style that recalls the clarity he admired in the paintings of Raphael.[6] Upon returning to Berlin in 1927 he painted some of the most significant works of the New Objectivity. They are characterized by "an artistic perception so sharp that it seems to cut beneath the skin", according to Wieland Schmied,[7] who calls Schad the "prototypical possessor of the 'cool gaze' which distinguishes this movement from earlier forms of realism".[8]
Det er malerierne fra den periode hvor Schad tilslutter sig den såkaldte "nye objektivitet" som forekommer mig mest fascinerende, og som også er de billeder der har ført til at han op i 60´erne blev 'genopdaget' og anerkendt som en af de store kunstnere i mellemkrigstiden. 
   Den moderne kunsthistorie giver ham etiketten 'magisk realisme'. 
   Men længslen mod den tre hundrede år ældre Rafaels "rene" portrætter og "rene" stil slår markant igennem i hans malerier fra sidste halvdel af 30´erne:


Der er  ingen tvivl om at Schad i stil og mentalitet er beslægtet med hjemlige kunstnere som Thomas Kluge og Jørgen Boberg, som begge to var repræsenteret på Rønnebækholms udstilling om de danske efter-surrealister.
   Og han deler vel også med dem en længsel tilbage mod en tid hvor virkeligheden og malemåderne var emotionelt kontrolleret, og hvor den slikkede realisme i udtrykket skulle give fornemmelsen af en anden idealiseret verden - "uden for tid og rum".

Men der er et mysterium. Hvorfor blev han først kunsthistorisk kendt og anerkendt så relativt sent som op i 60´erne? Og den første retrospektive udstilling med hans værker kom faktisk så sent som 2003. 
   Her må jeg gå en omvej omkring fænomenerne længsel og nostalgi.

Information bragte den 8. april en artikel om retro-fænomenet og dets stigende udbredelse - en bevægelse fra subkulturer til mainstream-kultur.
   Rubrikken lød: "Frem til fortiden".  Journalist: Nana Ludwig.
   Ifølge artiklen er forklaringen på den stigende udbredelse af længslen efter fortid at flere og flere mennesker uanset segment og alder oplever at udviklingen går så stærkt at man permanent søger mod noget stabilt og velkendt, altså fortidens stilarter i musik, mode og kunst og litteratur.
   Jo hurtigere accelererende udvikling, jo mere mentalt og kognitivt flimmer, og jo større er mere udbredt længsel mod det fortiden som indhold, form og udtryk.
   At der er en sammenhæng mellem savn, længsel og kreativitet, er forholdsvis indiskutabelt. Savn fremmer fantasier om det savnede - det fraværende. Og fantasier finder udtryk i sprog, billeder, fortællinger.

Længsel mod fortiden betegnes fagligt som 'nostalgi'. Og ifølge artiklen i Information er der to slags. Man kan skelne mellem 'restaurativ nostalgi' og 'refleksiv nostalgi'.
   Den restaurative nostalgi vil - naivt og seriøst - forsøge at genetablere fortidens værdier, realiteter og udtryksformer. Den restaurative nostalgi er grundlæggende konservativ og grænsesættende. Og altså mixofobisk i sin natur.
    Den refleksive nostalgi er - i modsætning hertil - gennemsyret af ironi. Den er tvetydig og dobbeltbundet - og altså et ægte 'konceptuel blending'-fænomen. Man trækker godt nok på fortidens konceptuelle og stilmæssige skabeloner, men anerkender samtidig - vemodigt eller vrængende - at fortidens virkelighed aldrig kan genetableres.

Den restaurative nostalgi er følelsesmæssigt vævet sammen med sentimentalitet.
   Som litterært eksempel: Morten Korchs romaner. Eller inden for maleriet: sofastykker af typen 'Kronhjort ved skovsøen'.
   Politisk-ideologisk er Dansk Folkepartis værdier gennemsyret af en restaurativ nostalgi. Og også partiets kunstsyn.
 
Et ekstremt eksempel på en restaurativ nostaligisk defineret politisk ideologi der var styret af en etnisk mixofobi, er nazismen.
   I forhold til kunst var nazisterne i Tyskland i 30´erne nemlig også radikalt mixofobiske. Kunst som var eksperimenterende, provokerende, ironisk, og dobbeltbundet, skulle udgrænses, og fik betegnelsen 'Entartete Kunst'.
   Dansk Wikipedia:
Entartete Kunst (dekadent, forvansket kunst, "degenereret kunst") var den tyske betegnelse, nationalsocialisterne brugte om kunst, de ikke brød sig om.
   Ekspressionistiske og avant-gardistiske kunstnere, især hvis de var jøder, var forhadte. Nazisternes kunst skulle afspejle den tyske folkesjæl, og specielt var det ønskværdigt, at billeder kunne afspejle et særligt tilhørsforhold mellem den enkelte tysker og hans hjemstavn (Heimat).
    En udstilling af "Entartete Kunst" turnerede i Tyskland med værker af de kunstnere, tyskerne skulle holde sig fra.
   De "Entartete Kunst"nere fik forbud mod at udøve deres kunst. Mange af dem var internationalt anerkendte.
Var Schad blandt de kunstnere der blev udskilt, udskældt - og altså udstillet som 'Entartet'? 
   'Logisk' set burde han have fået det samme stempel - 'degnereret'  og 'dekadent' - som en lang række af hans samtidige store kunstnere fik - som Klee, Nolde, Chagall og mange flere.
   Ikke mindst når man ser på nogle af Schads mere vovede motiver:


Men nej. Christian Schad slap under nazisternes kritisk eskluderende projektørlys, men gik samtidig mentalt og malerisk i "indre emigration". Hans skæbne i 30´erne, under Anden Verdenskrig og senere beskrives sådan her i Wikpedia:
Although many sense that Schad was horrified by the Nazis, his art was not condemned in the way that the work of Otto DixGeorge Grosz, Max Beckmann, and many other artists of the New Objectivity movement was; this may have been because of his lack of commercial success. 
   He became interested in Eastern philosophy around 1930, and his artistic production declined precipitously.[4] 
   After the crash of the New York stock market in 1929, Schad could no longer rely on his father's financial support, and he largely stopped painting in the early 1930s [1] 
   In 1937, unknown to him, the Museum of Modern Art showed three Schadographs, given by Tristan Tzara, in a show about Dada and Surrealism. The same year, Nazis included Schad in Great German Art, their antidote to the Degenerate Art show.
   Schad lived in obscurity in Germany through the war and after it. After the destruction of his studio in 1943 Schad moved to Aschaffenburg. The city commissioned him to copy Matthias Grünewald's Virgin and Child (Stuppach, parish church), a project on which he worked until 1947. 
   Schad continued to paint in the 1950s in Magic Realist style and returned in the 1960s to experiments with photograms.[5] Schad's reputation did not begin to recover until the 1960s, when a couple of shows in Europe dovetailed with the rise of Photorealism.[2]
   Schad died in Stuttgart on February 25, 1982.
Kunsthistorisk kan man se at hans problem nok har været at hans værker faktisk ikke blev "fordømt" af nazisterne, men tværtimod blev inkluderet i nazisterne udstilling af anerkendelsværdig tysk kunst "Die Große Deutsche Kunstausstellung" 1937, en udstilling som propagansamæssigt skulle fungere som et positivt og opbyggeligt modbillede til deres samtidige udstilling af  den "Entartete Kunst".
   Dette kan hænge sammen med at det måske kun er relativt få af Shads billeder der motivisk er "frække" og "dekadente", mens en stor del af hans malerier var "repræsentative" portrætter som man godt kunne have hængende på væggen i et solidt tysk konservativt borgerhjem, selv om de havde og har en objektivistisk ironisk kant til deres motiver.
  Nazisterne kunne godt inkludere mange af hans billeder i deres restraurative nostalgiske nationale projekt, og lukkede mentalt øjnene for den del af hans værk og kunstneriske karriere som så tydeligt er udtryk for en refleksiv ironisk nostalgi.

Andre senere kunstnere er utvivlsomt blevet inspireret af ham og nogle af hans samtidige superrealister inden for malerkunsten, som fx her den fantastiske tegneserietegner Enki Bilal:

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar