Menneskets fornemmelser for dyr, medfølelse for andre mennesker og forbier

I Weekendavisen fra den 16. september i tillægget "Ideer" var der en af de korte historier som fangede mig. Rubrikken var

Sans for dyr

En gruppe californiske hjerneforskere opdagede da de var i gang med målinger af hjernens aktiviteter hos epileptikere når de blev udsat for forskellige synsindtryk, at den del af hjernen som kaldes amygdala reagerede på synet af dyr. 

   Patienterne blev vist billeder af alt muligt: personer, landskaber , bygninger, ting - og altså dyr - og det var uanset hvilken slags dyr de så så reagerede amygdala. 

   Amygdala - også kaldet mandelhjernen - er den del af hjernen som vi deler med alle andre pattedyr, og en af dens funktioner er at aktivere, huske og genkende grundlæggende følelser som glæde, sorg, vrede, angst, overraskelse og afsky.

Jeg citerer fra Science Daily

"Our study shows that neurons in the human amygdala respond preferentially to pictures of animals, meaning that we saw the most amount of activity in cells when the patients looked at cats or snakes versus buildings or people," says Florian Mormann, lead author on the paper and a former postdoctoral scholar in the Division of Biology at Caltech. "This preference extends to cute as well as ugly or dangerous animals and appears to be independent of the emotional contents of the pictures. Remarkably, we find this response behavior only in the right and not in the left amygdala."

   Mormann says this striking hemispheric asymmetry helps strengthen previous findings supporting the idea that, early on in vertebrate evolution, the right hemisphere became specialized in dealing with unexpected and biologically relevant stimuli, or with changes in the environment. "In terms of brain evolution, the amygdala is a very old structure, and throughout our biological history, animals -- which could represent either predators or prey -- were a highly relevant class of stimuli," he says.         

http://www.sciencedaily.com/releases/2011/09/110909091219.htm

Forskerne forklarer dette medfødte hukommelses-følelses-fænomen med at dyr set ud fra et evolutionssynspunkt har været vigtige for vores overlevelse som art: Vi kan spise mange af dem, og mange af dem kan spise os.

Jeg får flere associationer: 

For det første bemærker jeg fremhævelsen af at det er amygdala i højre hjernehalvdel som "tænder" på dyr. En af pointerne omkring den arbejddelte hjerne er jo at den højre hjernehalvdels intuitive tænkning og viden relaterer sig til følelser. Og at fx ansigtgenkendelse er noget der foregår i et særligt center i højre hjernehalvdels såkaldte fusiform gyrus.

   Det ved man fordi når det center er ødelagt, så kan patienter ikke genkende ansigter. Og denne genkendelse foregår under bevidsthedstærsklen - altså automatisk - og denne automatiske ansigtsgenkendelse aktiverer også højre amygdala. Det viser en undersøgelse der kan læses i artiklen": "Face processing without awareness in the right fusiform gyrus" - af James P. Morris, Kevin A. Pelphrey, Gregory McCarthy.

For det andet kan det give en slags forklaring på en udbredt praktisk viden blandt folk der laver tv (nyheder): nemlig at tv-nyhedshistorier der får flest og stærkeste reaktioner, er historier der handler om og viser dyr. Og en viden om at hvis man vil sikre sig opmærksomhed om indholdet og pointen i historien og den ikke handler om dyr, så skal man undgå at have dyr med i billedet (og også undgå babyer, men det er noke en anden og beslægtet historie).

   Særligt interessant i den forbindelse er at "dyr" ifølge undersøgelsen er ud fra hjernens reeaktioner er "alle slags" - både elefanter og insekter - men ikke "mennesker".
   For mig giver det en aha-oplevelse i forhold til at jeg aldrig har forstået hvordan dedikerede dyrevenner og -aktivister tilsyneladende er mere optaget af dyrs velfærd end af menneskers. Her får jeg måske noget af forklaringen.

For det tredje minder det om opdagelsen af spejlneuronerne som også skete ved en tilfældighed da man var igang med måling af hjernens aktiviteter hos aber. Og en af pointerne i forbindelse med den opdagelse var at spejlneuronerne kunne få følelser - fx afsky - til at smitte fra et menneske til et andet fordi nogle spejlneuroner står i forbindelse med det limbiske system som amygdala er en del af.

   I bogen "Mirroring People" af Marco Jacoboni fortæller han i et kapitel om en række eksperimenter som viser at der neurologisk set er "hul igennem" fra spejneuroner i det sensomotoriske system, over insula cortex til det limbiske systems amygdala - når man ser et andet menneske gennem ansigtmimik udtrykke stærke følelser som angst,  glæde, afsky eller smerte. Han konkluderer det kapitel:

It seems as if our brain is built for mirroring, and that only through mirroring - through the simulation in our brain of the felt experience of other minds - do we deeply understand what other people ar feeling.

Det er den slags neurologisk smitte-mekanismer via spejlneuroner som giver mening til medfølende og empatiske udtryk som "jeg føler med dig" eller "det gør mig ondt for dig".

   Og det er også dem som kan forklare hvorfor gyserfilm kan aktivere stærke følelser af angst hos filmtilskuere - eller hvorfor det udløser tårer hos publikum når de ser nogen græde som de har sympati med på filmlærredet. Og mere generelt: det spektrum af identifikationsmekanismer som er afgørende  for at en fortalt historie har emotionel "impact" - både i dramaturgien og i journalistikken. 

Og jeg får en association videre til en artikel i dag i Politikens tillæg "Lørdagsliv" der fortæller om fobier, og som giver eksemplet på hvordan sådan en opstår: Et lille barn leger med en blød hvid kanin, pludselig lyder der et højt brag, og derefter forbindes oplevelsen af angst permanent med synet af hvide kaniner. Som måske så endda bliver generaliseret til alle former for hvid pels. Der skabes en direkte og vedvarende neurologisk forbindelse mellem et synsindtryk og en emotionel erindring af forskrækkelse lagret i amygdala: "Neurons that fire together, wire together".

   Jeg har en adoptivdatter som fra hun ankom fra korea - 6 måneder gammel - havde edderloppefobi - generaliseret til alle former for kryb og krible-krable-dyr. Hun må have oplevet noget lignende i sit fødeland som helt lille. Eller også er det en medfødt fobi, som nogle forskere mener.

  Vi prøvede for mange år siden da hun skulle ud at rejse til et eksotisk land at lade en psykolog hjælpe hende med det som Politiken-artiklen også anbefaler: kognitiv terapi. Det formindskede fobien kortvarigt, men fjernede den nu ikke.

    Fobier er ikke gavnligt for kreativiteten fordi de sætter irrationelle grænser op i forholdet mellem sindet og fænomener i verden. Jeg har tidligere nævnt fænomenet mixofobi som et skoleeksempel på det.