Rubrikken lyder: "Velfærdsværnepligt skal hjælpe os til at genfinde fællesskabet."
Den fanger mig i kraft af det blendede udtryk "velfærdsværnepligt". Dannet som en analogi til "militær værnepligt": pligt til at værne velfærden, som - set gennem krigsmetaforens feltkikkert - er "truet", "belejret", "under angreb".
Hvad har den gode direktør gang i? Kronikken fremlægger en argumentationskæde, som jeg faktisk bliver så optaget af at jeg hænger på.
Ideen er at man skal tage konsekvensen af at der i forvejen er en samfundmæssig tendens i gang hvor man forsøger at øge det civile samfunds betydning i løsningen af samfundsmæssige velfærdsopgaver.
På individplanet betyder det, at den enkelte i langt højre grad er begyndt at spørge: Hvordan kan jeg bidrage? hvordan kan jeg gøre mig til deltager i noget som er større end mig selv? (/) De frivillige organisationer kan registrere den udvikling i form af en stigende tilslutning, og sociologer taler om stigende lyst til at samskabe - dvs. virke sammen med andre om noget fælles. (/) Der er ingen tvivl om, at vi er vidne til et moralsk-etisk paradigmeskift, som for rigtig mange mennesker signalerer et opgør med forestillingen om, at forfølgelse af egneinteresse er menneskets højeste mål.Socialdirektøren konstaterer at der i slutningen af sidste århundrede skete et skift - frame-shift - i relationerne mellem borgerne og det offentlige, så det offentlige blev defineret som primær leverandør af "serviceydelser" og borgerne som "servicebrugere", tæt knyttet sammen med den ledelsesideologi og styringform i stat, amter og kommuner som betegnes 'new public management'.
For de yngre generationer har det haft stor betydning:
I de seneste 15 år er unge vokset op med det billede af velfærdssamfundet som en række serviceinstitutioner, som man har ret til at gå i, fordi man har betalt sin skat. Man behøver ikke at tænke på andet end sin ret. (/) Sideløbende med den udvikling er vi i stigende grad begyndt at organisere os med ligesindede i delsamfund, der hverken har plads til at tage hensyn til dem udenfor eller til at klare de forskelligheder, som altid opstår i mellemmenneskelige relationer.Aarup henter så et nyt begreb ind - analogt til fx socialfobi: "mixofobi" - der betyder: "angst eller modvilje til at indgå i sammenhænge med andre end dem, som ligner en selv".
Hans synspunkt er at tendensen til kun at tænke på sin ret, og til at organisere sig i grupper af ligesindede, indeholder kimen til en udbredt mixofobi, og at det har nogle negative følger:
Konsekvensen er, at vi mister evnen til at nå frem til fælles og delte meninger. Vi taber med andre ord muligheden for at skabe fælles aftale om, hvordan vi opfører os over for hinanden. Vi mister evnen til demokratisk dialog og dermed evnen til at betragte velfærdssamfundet som et fællesskab."Mixofobi" er jo det modsatte af blending. Socialt og mentalt sker der det at man adskiller og udskiller, indhegner og sætter grænser op. Samfundet er blevet et risikosamfund, globaliseringen truer trygheden i økonomi og ansættelsesforhold. Socialdirektøren har en plan og en ide:
For at imødegå en tiltagende mixofobi skal der udvikles nye sociale rum,hvor tværgående social læring kan medvirke til at genopbygge fællesskabsfølelsen. Derfor foreslår jeg, at der indføres en generel pligt for alle til at yde fire måneders velfærdstjeneste i en af velfærdssamfundets institutioner, inden de er fyldt 25 år. (...) Som betaling for disse job foreslås et niveau svarende til SU. (...) De job som skal varetages, findes ikke i dag. Da et af hovedformålene netop er at frem den tværgående sociale læring, er det vigtigt at jobbene oprettes der, hvor der er størst behov. Gennem aftjenining af velfærdstjeneste får de unge både en oplevelse af samfundets forskellige sociale sider og en konkret oplevelse af, at velfærdssamfundet er noget som forudsætter at man bidrager personligt.Sproget er lidt vel socialdirektøragtigt, men tankegangen klar. Og det nye begreb mixofobi, som en Zygmund Bauman har opfundet, giver mig en regulær aha-oplevelse, som jeg udfolder i et følgende blogindlæg
Knud Aarup fremføre til slut i sin kronik at vores samfund "består af samfundsborgere, ikke af forbrugere, og samfundsborgeren er netop kendetegnet ved at have pligter og rettigheder". Og kreativt trækker han nu et historisk kort i sin argumentation:
I arbejderbevægelsen er det traditionelt udtrykt som Gør din pligt, og kræv din ret.Velfærdssamfundet blev udviklet på baggrund af sociale værdier om lige muligheder for alle, retten til helbredelse, retten til forsørgelse og rimelige levevilkår og sågar retten til arbejde til alle. Men samtidig var der balance mellem pligter og rettigher. Er man i tvivl, kan man bare læse Fremtidens Danmark fra 1945. (/) Læren fra den gang er fortsat vigtige kerneværdier id det danske samfund. Det er på tide, vi genfinder kilden til den enkelte moralske ansvar. Det er på tide vi genopdager velfærdssamfundet som et fællesskab.Konceptuel blending af før og nu. Godt gået, socialdirektør!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar