Forførende fiktion, helende kunst og selvhypnosens livsfarlige forførelseskunster

I mange af mine tidligere blogindlæg har jeg været optaget af hvordan sanseindtryk fx fra oplevelser af film og tv-programmer ifølge den nye boomende neurovidenskab aktiverer og "spiller på" forskellige centrer og moduler i hjernen - dels via spejleneuron-systemet og dels via default-mode-netværket - som begge på hver sin måde har med mulighederne for identifikation med personer der agerer på lærredet eller skærmen at gøre.

   Og min hypotese har været at det er det som den effektive dramaturgisk-retoriske konstruktion af filmen eller tv-programmet stimulerer og fremmer - ikke mindst ved at den - fangende, fængende og fastholdende - sætter publikum i en selv-, sted- og tidsforglemmende 'flow'-tilstand.

Politiken har på sine 'Viden'-sider i dag en lille notits der umiddelbart kobler til denne hypotese. Rubrikken

Du kan blive næsten som den, du læser om

Notitsen burde interesserer enhver journalist, forfatter, filmmager eller tv-producent brændende. Den fortæller at ny forskning "bekræfter antagelsen om, at fiktion kan påvirke adfærd og holdninger" (og hvad kan så ikke "fakta" gøre, tænker jeg, eller blandingen af fakta og fiktion?):

Eksperimenter viste blandt andet, at personer oftere ville stemme, hvis de havde læst om en anden persons strabadser for at opnå frem til en valghandling. Også opfattelsen af eksempelvis homoseksualitet  kunne påvirkes af litteratur. Sammenhængen var der kun blandt personer, der levede sig ind i fortællingene og identificerede sig med dens karakterer. "Folk opdager ikke en gang, hvad det sker. Det er en ubevidst proces, " sige Lisa Libby, en af forskerne bag undersøgelsen.

Det er Politikens nu sidemæssigt stærkt reducerede, men udmærkede 'vidensredaktør' Morten Garly Andersen der har høstet historien fra 'videnskab.dk'. 

   Den kunne godt nok fortjen en opfølgning og uddybning som der måske ikke mere er plads til i det radikalt beskårne videnstillæg.

   Kilden findes her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/vi-bliver-som-helten-i-bogen

Artiklen uddyber de nævnte eksempler, og er oversat fra norsk.

Jeg går ind og søger på forskeren Lisa Libby. Hun har en ph.d.-grad og præsenterer sin forskningsinteresse sådan her:

There's an old saying, "Don't judge a person until you've walked a mile in their shoes." The logic of this advice draws on a fundamental truth of human psychology: an individual's perceptions of the world, and thus their reactions to it, are influenced by their subjective perspective. This truth helps explain why different people can react differently to the same situation, and also why the same person can react differently at different points in time. If you've ever looked back on a past relationship, business decision, or even fashion choice and wondered, "What was I thinking?!", you can appreciate the power of perspective.

   Research in my lab investigates the mental processes underlying people's subjective perceptions of the world and of themselves. We seek to understand how these processes relate to cognition, emotion, and behavior; and to identify how subjective perceptions might be manipulated in ways that help people achieve goals, maintain emotional well-being, improve decision-making, and foster interpersonal and intergroup harmony.

   For more information on our research projects and publications, please visit the Subjective Perspectives Research (SuPeR) Lab website.

Som der står til sidst - nu i dansk oversættelse:

Vi søger at at forstå hvordan disse processer relaterer sig til forståelse (kognition), følelser (emotion), og handling (adfærd); og at identificere hvordan subjektive sanseindtryk (perceptioner) kan blive manipuleret på måder som hjælper folk til at  opnå mål, opretholde følelsesmæssig balance, forbedre beslutningstagning og skabe mellemmenneskelig og mellem-grupper harmoni.

   Du kan læse mere om Lisa Libby og hendes forskning her:

http://faculty.psy.ohio-state.edu/libby/

Af Lisa Libbyss litteraturliste at dømme, er der rigtig mange artikler og undersøgelser/eksperimenter hun har været med til at gennemføre, som er relevante for en række af de problemstillinger jeg har jagtet i de sidste par år. Så jeg vender stærkt tilbage når jeg har læst på lektien. 

   Men kan den forskning ikke også bruges til at forstå folk som ikke søger harmoni, forståelse og mellemmenneskelighed? - spørger jeg mig selv - fordi det også kan blive for meget med al den godhed og harmoni.

   Det spørgsmål tager jeg op efter dette indskud, som også har noget med sagen at gøre. 

Jeg har jo nemlig også på bloggen her været optaget mere generelt af hvordan fx. vægfarver i patientsygestuer og opholdsrum eller 'helende' park-natur omkring de gamle statslige, statlige og arkitektonisk smukke sindssygehospitaler kan influere på syge menneskers velbefindende - og ligefrem stimulere deres kreativitet; eller hvordan bestemte typer musik synes at have positive effekter på folks evner til at lære, forstå og huske - som i den pædagogiske retning som kaldes 'suggestopædi', og som jeg var på et en-dags-kursus i så tidligt som midt i 80-erne. Og som jeg siden har set beskrevet af videnskabsfolk som 'Mozart-effekten'.

   Et tidligere indlæg hvor jeg prøvede at forfølge diskussionen om hvorvidt Poul Gernes farvelægning af Herlev Hospital, var 'helende' eller 'forstyrrende' på patienterne, har affødt en kommentar som jeg med glæde citerer her:

Vi har i Sonovision i et stykke tid beskæftiget os med begrebet helende arkitektur og ikke mindst underbegrebet helende kunst har vores interesse.

   Der er ganske ofte, at man finder referencer til Poul Gernes kunst på Herlev Sygehus. Men lige så ofte stilles der ikke spørgsmålstegn ved om hans kunst virker efter hensigten.

   Mange videnskabelige undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem kunst og heling. Men det er ikke alle typer kunst, der virker helende. Det er således ikke det samme vi finder behag i, når vi er raske og gerne vil udfordres, hhv. er syge/bekymrede/angste/stressede.

   For at få en dybere indsigt i problematikken henvendte vi os til Odense Universitets Hospital, hvor vi nu har indgået samarbejde med Endokrinologisk afdeling om et forskningsprojekt, som sætter lys på, hvad der sker, når patienten får indflydelse på hvilken kunst, der skal hænge ved sygesengen.

   I projektet får 130 patienter på Odense Universitetshospital mulighed for selv at vælge det billede, der skal hænge ved deres hospitalsseng. Der stilles delvis fokus på, hvad det betyder for patientens velvære og egenomsorgskapacitet, og som sideeffekt finder vi også ud af noget om, hvilke typer billeder patienterne vælger.

   Man kan læse mere om forskningsprojektet her: http://www.sonovision.dk/nyt-forskningsprojekt-patientens-kunstbibliotek.asp

Jeg kan kun forstå dette sådan, at hvis  det viser sig patienterne gerne vil have et naturalistisk maleri af hjorten ved skovsøen eller af den fattige zigøjnerdreng med tårer i øjnene op at hænge på væggen i deres hospitalstuer, så skal de have det hvis ellers videnskabeligt funderede undersøgelser viser at det hjælper på sindets ro og helbredelsen af patienterne.
   Det er jeg faktisk enig i. Jeg henviser i denne forbindelse også til mit indlæg om 'Dem gamle by i Århus som bruger udstillinger som led i det de kalder 'erindringsformidling:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/04/erindringsformidling-nar-museet-vkker.html

Fra den ene yderlighed til den anden. Fra forførende fiktion til helende kunst.
   Og så et blik tilbage på forrige blogindlægs Poul Martinsen-bog om forførende hypnose - til onde handlinger: 'Hypnosemorderen - dobbeltmennesket Palle Hardrup'.

   Det indlæg handlede bl.a. om hvorvidt man kunne hypnotisere folk til at begå forbrydelser. Og de tv-eksperimenter som tv-dokumentaristen Poul Martinsen foretog og viste for åben skærm, dokumenterede at det kunne man; og specielt hvis de der blev hypnotiseret, mentalt blev 'installeret' i en positiv fiktion som hypnotisøren skabte, en fiktion som retfærdiggjorde forbrydelsen ved at den ville tjene - gavne og fremme - en højere idealistisk og uselvisk sag.

   Og her har vi altså lige kunnet læse om amerikanske eksperimenter der dokumenterer fiktionens effekt  på ret så basale holdninger hvis forsøgspersoner bare kan identificere sig med hovekarakterer i en fiktionshistorie som de læser eller ser på tv.

   

Massemorderen Anders Breivik 'installerede sig selv' i sin egen skrevne og illustrerede fantacy-verden, et 'manifestet' på over tusinde sider:  "2083 - A European Declaration of Independence" ("Before We can Start our Crusade..."), et univers man kunne se visualiseret og dramatiseret på hans You Tube-video: "Knights Templar 2083" (som nu er fjernet fra You Tube, men kan findes andre steder på nettet).

    Denne fiktive fantasi-verden som havde ham selv både som skrivende subjekt og som læsende og modtagende objekt, gjorde det muligt for ham at hypnotisere sig selv sådan at det legitimerede hans mord på de 77 nordmænd, heraf 69 på øen Uttøya. 

    Det er min hypotese. Baseret på videnskabelig evidens.

Men er 'selvhypnose' så ikke noget jeg lige opfinder til lejligheden? Et journalistisk Karl Smart-udtryk?

   Nej, fænomenet viser sig faktisk at have faglig substans, hvad der fremgår af en oplysende Wikipedia-artikel der indledes sådan her:

Self-hypnosis ("autohypnosis") is a form of hypnosis which is self-induced, and normally makes use of self-suggestion ("autosuggestion"). Listening to pre-recorded audio or other media is often mistaken for self-hypnosis, but is just another form of hypnosis.

http://en.wikipedia.org/wiki/Self-hypnosis

En skelnen mellem 'selv-hypnose' og 'almindelig hypnose' som Wikipedia-artiklen her foretager i sit oplæg, bliver ret meningsløs og jo totalt udvisket hvis den samme person, Anders Breivik, først producerer en række dramatisk-retorisk forførende hel og halfiktive medietekster, og han så derefter læser dem - og bliver hypnotiseret af læsningen af disse sine egne yndlingsfantasi-produkter.
   Eller hvis skrivning og læsning indegår i en løbende, mentalt selvforstærkende hypnotisk spiral.

   Kunne det ikke også være det der skete for Adolf Hitler i forbindelse med hans produktion af skriftet "Mein Kampf"?

Indgår det mon i de norske psykiateres vurderingsgrundlag at der findes sådan noget som 'selvhypnose'? Eller er det ikke noget de 'fagligt anerkender' som medicinsk skolede læger? 

    'Hypnose' er noget der hører hjemme i underholdningsidustriens sensationsprægede freak-shows - og alene at tænke på det, endsige bruge ordet  i en faglig sammenhæng, kan måske give ridser i den professionelle ansigtslak? Og måske komme til at bryde den konventionelle medicinske psykiater-frame?

   Og er en 'selvhypnotiseret' person 'gal' - eller er han bare en af de personligheder der er nemme at hypnotisere? Og har fundet på en effektiv teknik til at gøre det ... SELV?

Karl Ove Knausgaard om tekster uden et "du" og skrevet af "ingen"

Jeg har ikke læst Karl Ove Knausgaards "Min Kamp", men nogle citater hist og pist. Men nu har jeg læst et essay af ham i Weekendavisen fra den 19. august: "Mit fædreland". Og det er jo en medrivende stil han skriver i - og jeg gætter på at essayet med sine erindringsafsnit - koblet med reflekterende afsnit må ligge tæt på stilen i hans romanserie.

   Anledningen til essayet er Anders Breiviks ugerninger: terrorbomben i Oslo og massemordene på øen Utoya.

 

Jeg er ikke i tvivl om at han - altså Karl Ove Knausgaard - hører til kategorien af særligt kreative personligheder.

   Og hvis jeg en dag skulle finde et enkelt eksempel på en skreven tekst der illustrerer det jeg har benævnt erfaringssprog, så ville essayet være en god kandidat.

   Jeg forstår læseres og anmelderes begejstring - at de bliver "grebet" og "suget med". Knausgaard skriver tydeligvis i flow - og læserne kommer også i flow når de læser

Og jeg tænker på at nu da jeg har fået lidt styr på det med de forskellige hukommelser, så må Knausgaard jo altså være udstyret med en fantastisk episodisk hukommelse der så arbejder tæt sammen med den visuelle hukommelse.

   Wikipedia:

Episodic memory is the memory of autobiographical events (times, places, associated emotions, and other contextual knowledge) that can be explicitly stated

Jeg tjekker så op på om der er en særlig selvbiografisk hukommelse, og det er der. Wikipedia:

Autobiographical memory is a memory system consisting of episodes recollected from an individual's life, based on a combination of episodic (personal experiences and specific objects, people and events experienced at particular time and place) and semantic (general knowledge and facts about the world) memory.

Jeg tænker så at det default network som er aktivt i forbindelse med dagdrømme og andre indadvendte mentale processer som er forbundet med kreativitet, det må jo logisk set så være aktivt når hjernen fremkalder erindringer, forestillinger om fremtiden - og foretager selvreflektioner.

  Og her er nettet jo fantastisk. Jeg citerer slutningen fra en forskningsafhandling med titlen:  "Patterns of Brain Activity Supporting Autobiographical Memory, Prospection, and Theory of Mind, and

Their Relationship to the Default Mode Network" af  R. Nathan Spreng

and Cheryl L. Grady. Artiklen slutter:

Our analyses were designed to investigate the neural mechanisms underlying autobiographical memory, prospection, and theory-of-mind, and to determine if these domains rely upon a pattern of brain activity operating within the Default Mode Network (DMN. The results provide the first direct evidence to support previous independent observations that projection of the self into the past, the future, or the minds of others engages a common set of brain regions largely overlapping with the DMN.

Men det var slet ikke det jeg egentlig ville skrive om. Det var Knausgaards reflektioner over Anders Breivik som personlighed sådan som det kommer til udtryk i hans manifest. Og over de klare ligheder der er mellem hans manifest og Hitlers "Mein Kampf".

   På mange måder oplever Knausgard dem begge som kreative personligheder der mentalt er kørt totalt af sporet. Han har researchet på Hitler og "Mein Kampf" fordi han havde en plan om at skrive en bog.

Jeg ville ikke skrive en roman om ondskab eller om krig eller om nazisme, jeg ville skrive en roman om den ene bog "Mein Kampf" og det ene menneske, som har skrevet den. Hvis jeg skulle beskrive "Mein Kampf" i en sætning, ville det være, at det er en bog uden et "du". Der er et "jeg" i den, der er et "vi" i den, og der er et "dem" i den. Uden et sådan du kan jeg sige og mene hvad som helst. Jeg er fuldstændig ukorrigeret. Det er ikke forpligtet over for noget andet end sig selv og sine ideer. Fraværet af et du kendetegner også Hitlers liv. Tre af hans søskende døde, da han var dreng,og hans mor, som var det eneste menneske han virkelig var knyttet til, døde da han var ung. Han rejste til Wien efter begravelsen, og han var helt alene. Han havde ikke nære forbindelser med nogen. Fattigdommen i Wien var enorm, arbejdsløsheden omfattende, den politiske uro stor. Antisemitiske tidsskrifter og aviser florerede. Hitler læste alt hvad han kunne få fingre i, men befandt sig uden for samfundet. Han var ingen, og når man er ingen er man død, og når man er død kan man gøre hvad som helst.

Knausgaard fremhæver de mange slående paralleler der er mellem "Mein Kampf" og Breiviks manifest - og derfor også mellem de to personligheder:

Begge teksterne rummer et paranoidt verdensbillede: i 1924 var jøderne og bolsjevikkerne skyld i alt, hvad der var galt med verden, i 2011 er kulturmarxisterne og muslimerne skyld i det alt sammen. Begge tekster giver en nøjagtig og udførlig redegørelse for, hvordan de skal stoppes. Begge tekster dirrer af retfærdig harme. Begge tekster er fuld af udklip og citater fra hadske skrifter fra samfundets overdrev, men også fra anerkendte kilder i dets midte. Begge jeg-erne er fuldstændig ukorrigerede, begge jeg-erne er fuldstændig hensynsløse, og begge jegerne mangler et du. Det får mig til at tænke, at også Anders Breivik er en ingen, at også han er død, og at han for at blive nogen har været i stand til at gøre hvad som helst. 

En personlighed der er uden du, er ingen!

Hvor langt er der fra ord til handling - fra Pia Kjærsgaards retorik til Anders Breiviks ugerninger? (2)

I det foregående blogindlæg forsøgte jeg summarisk at sige noget om hvorvidt vores måde at tale om indvandrere på kan få indflydelse på folk som Anders Breivik - i lyset af den teori om sammenhængen mellem tænkning, sprog, hjerne og handling (NTL) som jeg har forsøgt at forstå og videreformidle i en række tidligere blogindlæg (se slutningen af indlægget fra i går).

   Spørgsmålet er jo meget relevant og interessant fordi debatten herhjemme og i de andre nordiske lande i høj grad har drejet sig om variationer over dette tema:

Indebærer den meget aggressive - grænsende til det fjendtlige - måde at tale om indvandrere på i vores samfund - og om farerne ved af vi har fået multikulturelle samfund - at de politikere og politiske partier der har formuleret sig sådan igennem årene, har et medansvar for Anders Breiviks ugerninger og forvillede tænkning sådan som den kommer til udtryk i hans 1500 sider lange manifest? Eller er hans tænkning og handlinger noget som skal forstå som et isoleret udtryk for en gal mands sind og hjerne?

Hvor kort eller langt er der fra ord til handling - mentalt og kognitivt set? Det er det mere principielle spørgsmål.

   

Det er ikke ligetil at svare på. Og spørgsmålet er ikke nyt, men er blevet vendt og drejet i forbindelse med politisk, ideologisk og religiøst begrundede forbrydelser gennem årtier og århundreder.

   Breivik selv har legitimeret sine handlinger gennem henvisning til sit manifestet på 1500 sider. Og manifestet er er et klokkeklart udtryk for konceptuel blending af en lang række kilder, hvoraf mange har formuleret synspunkter og holdninger som er identiske med dem som Dansk Folkeparti og partiets meningsfæller offentligt har givet udtryk for: Jesper Langballe, Mogens Camre, Lars Hedegaard m.fl.

Den traditionelle forestilling - både hos hjerneforskere og menigmand - om forholdet mellem ord/tænkning på den ene side og handling på den anden, er at de to ting foregår i klart adskilte områder af hjernen. Ud fra den forestilling er der derfor mentalt set "langt fra ord til handling". En tanke udformes og sættes evt. i ord i en del af hjernen, og så sendes der en besked til en anden del: Udfør (de og de bevægelser som tilsammen udgør) handlingen.

   Når mennesker handler, så administreres og eksekveres handlingerne neuralt i et tæt samarbejde mellem de to nabomoduler i hjernen: præmotorcortex og motorcortex: Den overordnede organisering af handlingen foregår i præmotorcortex, og kommandoen til de enkelte muskelbevægelser som handlingen er sammensat af udspringer fra motorcortex.
   Tilbagemeldingen til hjerne fra alle sanserne om handlingen er blevet gennemført som simuleret, registreres i den del af hjernen som kaldes somastosensorisk cortex (postcentral gyrus).

Det som NTL-teorien siger, er at vores sprog og tænkning er "embodied" - kropsindlejret. 

   Det vil sige at de samme neurale netværk i hjernens præmotorcortex og motorcortex er aktive og "tænder": både 1) når et menneske selv udfører en specifik handling (fx tager en kop med hånden og drikker), og 2) når mennesket perciperer (ser og hører) et andet menneske udføre den samme handling, og 3) når det i tankerne forestiller sig udførelsen af den samme handling - fx foranlediget af at læse eller høre nogen beskrive handlingen i ord - eller af selv at kalde den frem i erindringen.

   Man kan nemt se dette som en neurologisk pendant til det vi kender fra den kognitive semantik som conceptual blending - som jo indebærer at man mentalt simulerer et nyt konceptuelt rum hvor eksisterende input blandes for at give ny betydning - som fx i metaforiske eller kontrafaktiske udsagn.

Dette sammenfald skyldes - siger forskerne - eksistensen af de såkaldte spejlneuroner i præmotorcortex - som funger sådan at de "tænder" i alle tre situationer. De er altså en afgørende faktor i dette at mennesker kan aflæse andre menneskers intentioner og følelser - ud fra perceptionen af deres bevægelser og ansigtmimik - idet de andres ydre adfærd opleves som spejlinger af det man selv tænker og føler i forbindelse med handlinger og ansigtsudtryk.

   De ting ved man fra ud fra iagttagelser af cases hvor forskellige dele af hjernen er beskadiget og folk fx mister evnen til at "læse" andre mennesker og dermed evnen til at omgås andre socialt.

Et bevinget slagord ord i den moderne neuroscience  er:

Neurons that fire together, wire together

Og konstateringen af det neurale sammenfald mellem handling, iagttagelse af andres handling, og tækning/ord om samme handling, er baggrunden for grundantagelsen i NTL-teorien:

Understanding as simulation  

Det indebærer simpelt hen at man forstår sproglige udsagn der beskriver en handling, ved at hjernen ubevidst simulerer handlingen, idet de samme neurale netværk er aktive og "tænder" som hvis man rent faktisk udførte denne handling.

   En engelsksproget blogger har fat i samme teori og formulerer den sådan her:

There is a relatively recent theory of linguistic meaning (semantics) called simulation semantics. It's basic idea is that when you understand the meaning of a sentence, you actually simulate what the sentence means in your head, actually firing the exact same neural structures which you would use to do the action you are hearing. So let's say, you are talking about kicking a ball. The exact same neurons which you use to kick the ball fire allowing you to understand the meaning of a sentence about kicking the ball. Your brain runs a simulation of the physical action, and that is how we are able to communicate meaning from one person to the next using language.

Skal man tage den her teori nogenlunde alvorligt, så betyder det at der hverken biologisk-fysiologisk eller mentalt er langt fra ord til handling - fra at læse om og tænke på noget - og så til at udføre det. 

   Begge dele udnytter de samme moduler i hjernen og de samme neurale netværk, men til to forskellige opgaver: en indre: simulering - og en ydre: kropslig handling.

   Dette er vel ganske relevant at overveje når man diskuterer hvad den indvandrerfjendske retorik der fx kalder fok "landsforrædere" nå de accepterer at vores samfund er blevet multikulturelt, hvad den retorik kan betyde for personlighedstyper som Anders Breivik.

Der er siden den første opdagelse af spejlneuroner i motorcortex i slutningen af 90´erne, fundet spejlneuroner i mange andre hjernemoduler. 

   I de dele af hjernen der tænder når den registrerer følelser, fx. smerte når man bliver stukket med en nål, der viser det sig at de samme neurale netværk er aktive og tænder når man ser en anden person blive stukket. 

   I sin smæknyebog "The Tell-Tale Brain - Unlocking the Mystery of Human Nature beskriver en af de helt tunge drenge inden for neuroscience, V.S. Ramachandran, om opdagelsen af "sensory pain neurons" som en slags spejlneuroner:

I like calling these cells "Ghandi neurons" becaus they blur the boudary between selv and others - not just metaphorically, but quite litterally,since the neuron can´t tell the difference. Similar neurons for touch have since been discovered in the parietal lobe by a group headede by Christian Keysers using brain-imaging teckniques.

   Think of what this means. Anytime you watch someone doing something, the neurons that your brain would use to do the same thing become active - as if you yourself where doing it. If you see a person being poked with a needle, your pain neurons fire away as though you were being poked. It is utterly fascinating, and it raises som interesting questions. What prevents you from blindly imitating every action you see? Or from litteraly feeling someone else´s pain?

Eller kunne man i forlængelse heraf spørge: Hvad forhindrer at du udfører enhver handling du får fortalt om, eller selv tænker på og overvejer, når det nu er de samme neurale kredsløb som er aktive både i tanke og handling. Hvad sikrer at den ubevidste simulering forbliver et tankeeksperiment under bevidsthedsgrænsen.

   Det forskerne oprindelig opfattede som det epokegørende i opdagelsen af spejlneuroner, var at de kunne forklare afgørende psykologiske fænomener som fx identifikation, empati, indlevelse og medfølelse - og grundlæggende sociale kompetencer som forståelsen af at de andres indre er nogenlunde indrettet på samme måde som en selv - kaldet "the theory of mind".

   Og i sidste instans kunne det forklare opståen af det menneskelige sprog og den menneskelige sevreflekterende bevidsthed og tænkning.

Men tilbage til spørgsmålet om neurologisk hæmning. Hvad forhindrer at ikke enhver mental simulation omsættes til impulsiv handling (eller tale)?

   V.S. Ramachandram skriver:

In the case of motor mirror neurons, on answer is that there may be frontal ihibitory circuits that suppress the automatic mimicry when it is inappropiate. In a delicious paradox, this need to inhibit unwanted or impulsive action may have been a major reason for the evolution of free will. Your left inferior prietal lobe constantly conjures up with vivid images of multiple options for action that are available in any given context, and your frontal cortex suppresse alle but one of them.

At der er spejlneuroner på spil også når det gælder følelser og følelsesudtryk, kender enhver. Og vi har  også alle erfaringer med at de impulser som spejlneuronerne foranlediger gennem simulation, ikke altid lader sig hæmme. 

   Følelser kan "smite": Når én griner, kommer andre til at grine; gråd hos ét barn, kan udløse gråd hos et andet, ligesom gråd på filmlærredet kan udløse gråd hos publikum; sidder én med afvisende korslagte arme, gør modparten det også; ser man én blive stukket med en nål, så vender mange sig bort; ser man én der bløder, kan man selv finde på at besvime som var bodtabet ens eget.

Spejlneuronerne når det gælder sansninger og følelser, gør det muligt at aflæse sine medmenneskers indre tilstand gennem indre simulation af observeret ydre mimik: smil>glæde, nedadbøjede mundvige>ked af det-hed, gråd>sorg, åben mund og opspilede øjne>overraskelse/frygt, krampede kæbemuskler og sammenknebne læber og øjne>vrede.

V.S. Ramachandram stiller spørgsmålet hvorfor de sensoriske spejlneuroner ikke automatisk og altid får os til for alvor at føle alt det vi er vidne til hos andre. Han forklarer det med at "nul-signaler" fra egne "receptorer" (=sansenerver i huden) kan tænkes at fungerer som en hæmning:

Speaking in more general terms, it is the dynamic interplay of signals from frontal inhibitory circuits, mirror neurons (both frontal and parietal), and null signals from receptors that allow you to enjou reciprocity with others while simutanously perserving your individuality.

Det den kloge mand refererer til, er altså at der i den del af hjernen som kaldes prefrontal cortex sidder to centrer: ét som planlægger og organiserer handlinger (den øvre dorsolatrale cortex), og et andet som er sæde for bedømmelse og kritik af handlinger, samt center for intern belønning og straf (den orbifrontale cortex). Og som derfor i samspil med spejlneuroner og sensoriske receptores "tavshed", bestemmer om mentale simulationer omsættes til handlingsimpulser eller de bliver "tilbageholdt" i hjerne som som ubevidste eller bevidste tanker, forestillinger og fantasier.

Jeg får en association til skellet mellem fakta og fiktion. 

   I princippet skulle fx en film eller en skreven tekst set gennem spejlneuronernes optik, opleves og forstås gennem mental simulation på samme måde - uanset om den er faktiv eller fiktiv.
   Men nogle tekster og billeder lagres ikke som faktisk oplysninger om den virkelige verden, mens andre gør.

   Der må  være en neurologisk hæmme- og sorteringsmekanisme på spil der minder om det samspil som Ramachandran beskriver ovenfor, en mekanisme som gør at vi kan skelne mellem fakta og fiktion, og som frasorterer alle fiktionernes input fra at indgå i det mentale billede af den ydre fysiske omverden som vi orienterer os efter og handler i forhold til. 

   Samtidig kan vi godt blive følelsesmæssigt berørt af en fiktiosfilm som om vi levede og handlede i fiktionens verden. Dér er der ikke nogen hæmning.

Min blogger fra før er også optaget af de spejlneuroner som er aktive ved at spejle følelsesudtryk hos andre og følelser beskrevet i ord:

This research has also gotten into emotion, so when you hear the sentence "John is happy" some of the same neural structures that are the emotion of being happy are engaged. (...)

   This is all a very powerful idea and would seem to tell us a lot about why art works. Here I am thinking about reading fiction. If reading a happy story engages the very neurons which make us happy, then it makes sense that books have the effect they do. It is also useful for personal Emotional Intelligence for lack of a better term. Namely, it explains why people can get in a cycle of sulking. They start off thinking about some bad experience; this then starts a sad simulation; if not completely blocked, you start feeling sad; then you think more sad things; etc and you go off on a spiral of sulkiness that you have a hard time breaking out of.

http://pacatrue.blogspot.com/2005/05/simulation-emotion-and-runaway.html

"Sulk" betyder at være ked af det eller at surmule.
   Og så primitiv beskrivelsen end er, så er den på en sær måde et meget godt billede på den mentale nedsmeltning over 9 år, som Anders Breivik ifølge medierne har gennemløbet samtidig med at han har samlet citater ind der kognitivt kunne underbygge og bekræfte hans paranoide simulation af verden og sin egen rolle i den.

Jeg har tidligere beskrevet at retorik og dramaturgi er redskaber til at skabe komplekse symbolske simulationsrum - i princippet sådan at dramaturgien er orienteret mod de fiktive og retorikken mod de faktive.

   Fidusen ved simulationsrum skabt gennem ord og billeder (romaner, film, afhandlinger, manifester, journalistiske rapporteringer, historie) er at de gør det muligt for et publikum mentalt "at se sig selv"  og i tanken "at prøve sig selv af" i dem.  Og "at se" er jo stadigvæk metafor for "at forstå" (=simulation).

   Publikum skal, når disse fremstillinger fungerer efter hensigten, ende med at "føle sig hjemme" i de simulationsrum - og dermed blive forført til eller overbevist om de handlemuligheder som disse rum muliggør og retfærdiggør.

   Jeg citerer endnu en gang fra James Gearys bog "I is an Other" hvor hans konklusion er at en fortælling er et en "prøve" i bevidstheden - en simulation - på en "forestilling" der kan eller skal spilles i virkeligheden:

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals.

   Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life.

   The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters.

   Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds.

   Stories are rehearsals for real life.

Jeg repeterer lige med stor skrift:

Stories are rehearsals for real life

Man kunne måske ud fra en naiv betragtning tro at Anders Breiviks handling er en følge af en skadet hjerne, en ødelagt orbifrontal pandelap som normalt hæmmer impulsive destruktive handlinger.

   Men det stemmer ikke med at han i 9 år har skrevet på sit monstrøse manifest og detaljere planlagt sine ugerninger.
   Måske er det mere frugtbart at se hans manifest som en overdimensioneret fortælling hvorigennem  han i fantasien har afprøvet - simuleret - sine planlagte terrorhandlinger.

Hvad er det Anders Breivik har skrevet på i alle de år - i sit manifest med titlen: "2083"?

   Det er et verbalt,  visuelt og emotionelt paranoidt simulationrum hvor fakta og fiktion er blevet blended i en stor konceptuel pærevælling - gennem input fra et utal af kilder: citater, slagord, rollemodeller, analogier, metaforer, lignelser, metonymier (jfr. billedet af ham selv i uniform), mytologiske fortællinger (tempelridderne, kristendommens historie).

   Det simulationsrum som han har bygget op - "mursten" for "mursten" - har han sammenstykket efter en indre konstruktionsplan sådan at han mentalt kunne "føle sig hjemme" i det. En konstruktionsplan som har været styret af hans mixofobi.

I det konceptuelle rum som han har set som et sandt billede af den faktiske virkelighed, har planerne for hans monstrøse ugerninger derfor også set helt fornuftige og legitime ud. Og først og fremmest har det været "nødvendige", som han selv har sagt. 

   Og han selv har derfor ikke været underlagt de hæmmende mekanismer som for os andre gøre det muligt at skelne simulerende fiktion fra simulerende fakta - at sætte en mental grænse mellem metaforiske fantasier på den ene side og en virkelighed man kan handle i på den anden.

Har Pia Kjærsgaard og ligesindede politikere og bloggere bidraget væsentligt til dette mixofobiske og superblendede simulationsrum?

   Ja, det har de - ingen tvivl om det. Det ligner rigtig meget på mange punkter.

   Men de kan hævde at når de taler om den aktuelle virkelighed og om frygten for fremtidens samfund, så er en stor del af det metaforisk ment: "krig" mellem kulturer, "kamp" mellem religioner, "forræderi" mod nationens værdier etc. 

   Dog har de også jævnligt blandet fakta og fiktion. Når fx Mogens Camre citeres for det følgende, så er der ikke megen metaforik i det: 

Vores samfund har en voksende underklasse af mennesker, som aldrig vil blive integreret, men som dag for dag vil rive det danske samfund i stykker, fordi den islamiske kultur ødelægger ethvert samfund. Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores fremtid, og vi vil hindre, at islam sætter nogen dagsorden i Europa. Den tro hører til i en mørk fortid og dens politiske mål er lige så ødelæggende som nazismens. Islam skal ikke have muligheden for at tage Europa fra os.

Megen metaforik er der heller ikke at spore når Lars Hedegaard citeres for:

De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.

Ej heller når Pia Kjærsgaard kan citeres for:

De ville nemlig ikke i deres vildeste fantasi have kunnet forestille sig [i 1900], at store bydele i København og andre danske storbyer, i 2005 ville være befolket af mennesker på et lavere civilisationstrin. Med medbragte primitive og grusomme skikke, såsom æresdrab, tvangsægteskaber, halalslagtning - og blodhævn. Det er nemlig lige præcis det, der er sket. At titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005 - i stedet for i 2005 - er søgt til et land, der for århundreder siden lagde middelalderen bag sig.

Hvis disse folk selv blander mixofobiske fantasier med faktuelle udsagn, så kan det netop inviterer og inspirerer personlighedstyper som Anders Breivik til at gøre det samme.

Har de samme mennesker et moralsk (med)ansvar for det samlede mentale byggeri - manifestet "2083" - som Anders Breivik har legitimeret sine ugerninger med? Og dermed indirekte for hans uhyrlige terrorhandlinger?

   Vel ikke noget større ansvar end den presse og de journalister som i alle årene - gennem citater og referater fra de indvandrerfjendske og multikultur-kritiske kilder - har leveret autoritativt stof og hadsk stemning til Anders Breiviks mentale arbejde for at få bekræftet sin mixofobi.

   Men det har de måske også?

P.S. Hører Anders Breivik til kategorien af "særligt kreative personligheder"? 

   Ja, i den grad er han jo "to personer i en": Dr. Jerkyll og Mr. Hyde. 

   Beskrivelsen af hans barndoms- og ungdomsår: skilsmisseforældre, flyttet omkring i verden, ondt i farforholdet, mobbet i skolen. Det er "lige efter bogen".
   Men "vreden" og grænseoverskridelsen blev ikke kreativ, men i ren destruktion.

     (fortsættelse følger)

Hvor langt er der fra ord til handling - fra Pia Kjærsgaards retorik til Anders Breiviks ugerninger? (1)

Jeg fik en privat mail fra en "sprogkollega" som jeg havde været sammen med på et seminar for sprog- og håndværkslærere i journalistik i begyndelsen af juni måned:

Tak for sidst! Jeg var særdeles optaget af dit indlæg om sprog og neurologi på sproglærerseminaret i juni. Derfor gik jeg ind og tjekkede din blog nu for at se om du ikke havde skrevet noget om forholdet mellem samfundsdiskursen og voldshandlinger. Eller mere konkret: om hvorvidt vores måde at tale om indvandrere på kan få indflydelse på folk som Anders Breivik. Det har den vel? Det må du være den helt rigtige til at sige noget om! Og det vil jeg vældig gerne læse.

Mange hilsener

Malene Bjerre

Jeg svarede privat, men her bliver svaret nu tilgængeligt for mine blog-læsere:

Tak for tilbagemeldingen og spørgsmålet, som jeg rent faktisk har vendt og drejet i lyset af de teorier om hjernen, sprog, forståelse og simulation som jeg lige fik smidt op på mine PPTére på seminaret.

Når jeg ikke lige skriver om det her og nu på bloggen, så er det fordi min blog har erkendelse som mål, ikke meninger, holdninger og kritik. Og jeg har ikke lyst til at kloge-åge mig på noget hvor alle ordentlige mennesker bare er kede af det.

Men, når dit spørgsmål er rigtig godt, så er det fordi man med den teori - Neural Theory of Language - som Lakoff og Feldman fører frem, faktisk kan argumentere for at der rent hjernemæssigt (neuroligisk-kognitivt) er "kortere" fra ord til handling end man normalt ville regne med.

NTL-teorien siger at forståelse er simulation, byggende på at dine egne handlinger, perceptionen af andres af samme slags, og dine forestillinger om de samme handlinger, via spejlneuronernes måde at fungere på, aktiverer de samme centrer i hjernen.

Det betyder, så vidt jeg kan se, at alle med en vis racisistisk lægning kan blive inspireret af racistise tekster a la DF herhjemme - med metaforisk kamuflerede opfordringer til at handle voldeligt, fx til at begå sådanne handlinger som den tossede Nordmand begik. Nemlig hvis de mekanismer der hæmmer transmissionen af impulser fra præmotorcortex til motorcortex, er svækket eller sat ud af funktion.

Der skal i hjernen normalt være indbygget neurologiske (=moralske?) hæmninger som forhindrer at forestillinger om at begå handlinger også automatisk aktiverer "handlngs-programmet" i motorcotex: "Gør det - IKKE!" Men hvis de hæmningsmekanismer er svækket eller er fraværende, så er der bogstavelig talt i hjerne ikke langt fra ord (=forestiling/tanke) til handling (=virkeliggørelsen af forestillingen).

Jeg har skrevet et indlæg om nordmanden på bloggen ud fra et gåde-perspektiv, men ikke udfoldet ham og hans gerninger i den her skitserede analyse.

Men, som sagt, godt spørgsmål.

Når jeg flere gange i svaret fortæller at jeg syntes det var et godt spørgsmål, var det fordi det krævede et meget længere og mere nuanceret svar end jeg syntes jeg lige var i stand til at levere på stående fod. Så: Det lugter af dårlig samvittighed - over for min blog.

   Siden har jeg to gange i dag forsøgt at skrive det udbyggede svar som spørgsmålet fortjener - med interessante citater og oplysende pointer.

   Men: Hver gang har Google´s cyberspace slugt svarene når jeg forsøgte at offentliggøre dem. Og har samtidig ondsindet undladt at gemme dem. Så jeg måtte begynde forfra to gange - uden at kunne udkomme!

   Stor frustration!

   Jeg har virkelig været i flow i dag for at indfri spørgerens forventninger, men Anders Breiviks onde ånd har tilsyneladende haft indflydelsesrige venner i cyperspace. Så: fortsættelse følger imorgen. 

Mit oplæg på seminaret som Malene refererer til, er siden blevet omsat og fulgt op i en række blogindlæg:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/hvad-kroppen-har-gang-i-stter-sig-pa.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/show-dont-tell-hvad-er-meningen.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/den-dde-metafor-der-begyndte-at-sprlle.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/simulation-og-det-der-ligner.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/dramaturgiske-simuleringsvrktjer-til-at.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/simulations-semantik-og-de-grundlggende.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/retorik-og-dramaturgi-som.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/om-at-overstte-fra-dansk-til-dansk.html

Gåden Anders Behring Breivik - trailer for et manifest

Ellers har ugen jo journalistisk set budt på en anden gåde. Også som et dramaturgisk værktøj. Men helt uden for kategori:

Anders Behring Breivik 

Han myrder kynisk og planlagt omkring 4 snese uskyldige mennesker. 

   Han tænker i terroristdramaturgi. Alle journalister vil på læsernes vegne spørge: Hvorfor? Hvad er meningen?  

   Og han har forberedt svaret: Læs mit MANIFEST på 1500 sider, så er gåden løst!.

Han er en "hybridterrorist", siger en norsk ekspert i Politiken den 29. juli, Magnus Ranstorp, der ud fra manifestet prøver at lave en "profil" af "hybriden":

"Han tilslutter sig triviel antiislamnisk, højreorienteret ideologi, men er samtidig et spejl af jihad-propaganda fordi han beundrer islamisters brug af matyroperationer som vejen til at vække tilhængere."

   Anders Breivik er ifølge Ranstorp et produkt af forældrenes skilsmisse, computerspil og et konsekvensløst liv på internettet, tilsat personlighedsafvigelser.

Jeg tænker: Journalisterne kører på automatpilot og går i hans terrorist-PR-fælde. At blive profileret, tolket, udlagt, det er lige det Breivik ønsker.

   Hans "værk" vil blive studeret, citeret, fortolket, kommenteret, diskuteret, modsagt.... i uger, måneder, år. 

   

Massemorderen er en blended personlighed, fremgår det af "profilen". Og hans manifest er et miskmask af metaforer, lignelser, analogier, mytologier, eventyr, fantacy.
   Med ham selv som "target" for hele universet.

   En gal man for hvem metaforernes mål og kilde er byttet om - fiktion bliver til virkelighed, virkelighed til fiktion. 

   Blending gange hundrede. En inspirerende mental cocktail for andre?!

Som billederne fra manifestet viser: Selviscenesættelse. Fantacy. 

   Metaforisk simulation i fantasien der blev til tragisk handling i virkeligheden.

   I sin egen forestillingsverden: en helt, en frelser. 

   I vores: et monster, et uhyre.