Synæstesi hos frisøren, i familien og i litteraturen - Hanne Marie Svendsen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen som cases

Jeg har et par gange skrevet om min kreative frisør - og om de udbytterige snakke vi har når jeg besøger ham for at blive klippet. Det medfører at jeg får 'special treatment' - som regel en halv times ekstra klipningstid oven i hatten - for at vi kan nå at få talt ud og talt igennem.

   Min kreative frisør har for nylig ansat en elev. Frisørelever er for det meste unge kvinder. Men denne gang har han altså ansat en ung mand som også er kreativ. Fx er han god til at tegne. Og han har efter sigende en ADHD-diagnose med i rygsækken.

Sidst jeg var til frisør, snakkede vi blandt andet om det med synæstesi. Og jeg spurgte om han evt. var synæstetiker. 

   Det var han ikke.
   Men frisøreleven havde hørt hvad vi snakkede om, og kom hen og fortalte at det var han til gengæld. Bogstaver og ord forbandt han uvillet og automatisk med farver. 

  Og frisøreleven havde først opdaget det tre uger før - altså at der var et særligt fagudtryk til at beskrive fænomenet - og at det ikke var alle der havde det sådan, men kun et mindretal. At den mentale automatiske kobling mellem bogstaver og ord på den ene side og farver på den anden, altså var noget særligt.

Det var faktisk dette besøg hos frisøren der ad snørklede associative omveje førte til indlægget i lørdags om skriveblokeringer, latente hæmninger - og jeg skal komme efter dig - et indlæg som sluttede med et citat fra Politikens bogtillæg hvor forfatteren Hanne Marie Svendsen afslørede og udstillede at hun også var ord/bogstav-farve-synæstet - ligesom fruen herhjemme er det.

Det førte videre til at jeg i søndags spurgte min (pap)søn om han havde det ligesom sin  mor, da det jo antages at synæstesi er en særlig neurologisk  kobling  i hjernen der er arvelig - "goes in families" - selvom det der "arves" ikke nødvendigvis er samme form for synæstesi. 

   Olive Sacks beskriver i sin bog 'Musicophelia' forskellige former for musik-synæstesi kendetegnet ved at forskellige aspekter af musik automatisk aktiverer andre sanse- og oplevelsesdomæner som smag, farve, lugt, form, berøring. Min søn er meget musikalsk og havde i mange år ambtioner om at synge professionelt, så det kunne meget vel tænkes at der var en kobling der.

   Men nej, der var ikke bid.
   Så kom hans ældste søn, mit barnebarn ind. 18 år og meget kreativ. Er både dygtig til at tegne og male, synger og spiller flere instrumenter på et højt niveau. Men på spørgsmålet om han forbandt bogstaver og ord med farver, var svaret også nej. 

   Men da jeg så spurgt om han fx koblede tal sammen med personlige egneskaber, så ramte jeg plet. Hans reaktion helt entydig og spontan: Ja, tal havde forskellig personlighed eller forskellige kombinationer af personlige egenskaber og karaktertræk. Og han kunne straks beskrive hvilken slags personlighed nogle tal havde: "5 er det stærke og maskuline, mens 6 er det snu og hurtige. 20 er det venlige, men ikke særligt kloge tal, mens 21 faktisk er lidt det samme som 6."

   Siden har han på min opfordring suppleret op med sit synæstesiforhold til bogstaver: 

Med hensyn til bogstaver er det lidt anderledes. Det er gerne bogstavkombinationer jeg "reagerer" på, og med dem er det ikke så meget en personlighed, der er tilknyttet, men mere en "vibe", der er altså nogle kombinationer jeg bedre kan lide eller synes er sejere end andre. For eksempel er 'sympati' eller 'bz' nogle ord/bogstavkombinationer som tiltaler mig. Ikke udtalen, men det visuelle aspekt. Om det er en vokal eller konsonant er sådan set ligegyldigt. Der er også nogle bogstaver jeg forbinder med personligheder; for eksempel z, x og y, hvor z er lederen, x er den store håndlanger og y er en kvindefigur.

Det næste led i kæden var en mail fra Hanne Marie Svendsen der gav mig et citat fra en af hendes tidligere romaner, 'Under Solen', hvor en hovedperson havde en synæstetisk inficeret drøm der byggede på koblingen af bogstaver og farver:

Margrethe Thiede Holm drømte, at hun var død. Hun stod på en høj bakke og så ud over byen. Blæsten ruskede i hende og ville have hende til at lette, men hun lænede sig bagover, borede fødderne fast mellem stikkende strå. Endnu havde hun tyngde til at stå imod.

   Langt nede i sengen over det hvide ansigt, et stort gammelt firkantet ansigt med furer omkring den indfaldne mund, var hendes navn skrevet i sorte bogstaver: Margrethe Thiede Holm. Men her oppe løstes bogstaverne ud fra hinanden, svævede væk som solnedgangsskyer og farvede drager, E´et i elfenben, et lyserødt A halvt opløst i konturerne, I´et blåviolet, kobberfarvede og og orangerøde T´er og R´er på vej i hver sin retning. Det blege Holm var allerede forsvundet ud mod horisonten, borte langt over havet. Det hørte ikke rigtig med til hendes navn, selv om hun havde båret på det mange år af sit liv. Snart var også hendes egne bogstaver vejret væk for vinden, og hun var ingenting, en lille fortætning i skylaget, gråsort som himlen bag solnedgangsskyerne, gledet i eet med den. Men endnu havde hun tyngde. 

   Hun gjorde sig endnu tungere, stemte imod. Natkjolen fløj ud som et sejl over benene med deres knuder og blå årer. Langt ude på det blyfarvede hav stod et vrag og tegnede med spanter og master sit VRAG mod horisonten. Nu krængede det over, gled længere ned i bølgerne. G, A, R forsvandt, og af båden var kun et halvt væltet V tilbage.

Det har jeg ikke tænkt på før. At man kunne gøre det til en del af en fiktiv persons karakter og mentale set up at være synæstetiker. Hidtil har jeg kun opfattet 'litterær synæstesi' som et stilistisk-retorisk figur der blev dyrket af lyrisk orienterede forfattere i særlige litterære perioder, som det fremgår af dette leksikoncitat fra Den Store Danske Encyklopædi:

synæstesi, (“samsansning”), en særlig raffineret litterær udtryksform, hvor man blander flere forskellige sansemåder i ét sammensat billede, fx elementer fra høresansen med elementer fra synssansen. Denne billedform dyrkes bl.a. i romantikken, symbolismen og ekspressionismen, i symbolismen for, at sjælen kan trænge ind i tingenes og tilværelsens væsen, sansning og ting blive ét. Det ses bl.a. i Johannes Jørgensens digt “Vinterskumring”, 1892 (“som en Klang for Øjets Nervestrænge / langt borte tændes Lys i Aftnens Blaa”). Hos ekspressionisten Tom Kristensen er det de voldsomme klang- og farvevirkninger, der søges indfanget, fx i digtet “Landet Atlantis”, 1920 (“skøn som Revolverens isgrønne Stjerne, / der fødes i Nuet med smældende Véer / på Ruden i Revolutionens / skingrende Glasklangs-Caféer.”). Mere banale eksempler er at sige “en varm farve”, “en hård lyd” eller “en fløjlsstemme”.

Jeg tænker det kunne være interessant om der var andre forfattere der havden skrevet om og beskrevet fiktive personer som de havde begavet med det mentale særtræk at være underlagt en eller anden form for synæstesi.

   Og ja, lidt søgning på nettet viser at forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen som jeg tidligere har udpeget som synæstet, at hun har skrevet to romaner om den kvindelige mystiker fra middelalderen, Hildegard af Bingen, og her har gjort hovedpersonen Hildegard til synæstetiker.

   Forfatteren skriver i et indlæg på sin blog fra 13.12.09 hvorfor hun gjorde det valg:

Jeg har gjort Hildegard til synæstetiker. Eftersom det ikke interesserede hende, at skrive om sig selv og sine private sensoriske oplevelser, er det ikke noget, jeg har kunne læse mig til. Men selvom jeg ikke kan bevise, at den historiske Hildegard af Bingen var synæstetiker, er det en nærliggende tanke for mig. For det første fordi hun beskriver, hvordan musikken allerede findes i verden på en sådan måde, at den kan aflyttes og videregives. For det andet fordi sproget i hendes visioner er fantastisk billedrigt og sanseligt. For det tredje fordi poesi og synæstesi er nært forbundne for mig. Og for det fjerde fordi jeg selv oplever verden sådan, og det gjorde det nemmere for mig at leve mig ind i hendes verden, at jeg udstyrede hende med tilsvarende oplevelser.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fortæller også om sine egne oplevelser med synæstesi. Det fremgår her at hun er multi-synæstet, dvs både farver, lugte, følelser og former indgår i koblingen til fx ugedagene:

Der gik mange år, før jeg for alvor indså, at alle mennesker ikke har den type oplevelser. Som barn fik jeg den første fornemmelse af det, da vi i 1. klasse skulle lære om forskellen på konsonanter og vokaler. Alle bogstaverne i alfabetet blev hængt op i klassen, vokalerne var røde, konsonaterne var blå. Det generede mig i en sådan grad, at jeg næsten ikke kunne holde ud at se på det. For kunne enhver ikke se, at hvert bogstav havde sin egen farve, og at den farve også var knyttet sammen med både en tone og en følelse. Og at det i hvert fald ikke var de røde overfor de blå? Kunne de ikke se, at det derfor var komplet unødvendigt med den slags primitive og urigtige husketeknikker? Åbenbart ikke. Det var virkelig svært for mig at forstå. Ikke mindst fordi jeg ofte havde talt med mine bedsteforældre om de forskellige ugedages farver. De var ganske vist anderledes end mine egne og mine havde også former, men alligevel. Min mandag var f. eks oval, svagt turkis med et strejf af svømmehalslugt, min tirsdag var en lyserød cirkel med en frugtagtig duft og så fremdeles.

   De fleste synæstetikere oplever deres sansesammenblandinger som neutrale og meget lidt opsigtsvækkende. Som en naturlig måde at orientere sig på i verden. Sådan oplever jeg det også selv. Kun en gang imellem kan det være lige i overkanten, nemlig når lyde eller visuelle indtryk bliver meget stærkt koblet med fysiske fornemmelser. Det kan f. eks være svært at forklare, hvorfor jeg ikke bare synes, at en bestemt farve f. eks er grim, men at den ligefrem er koblet med en helt bestemt form for fysisk ubehag. For de fleste mennesker er det svært at tolke som andet end overdreven sarthed, så det er sjældent, jeg nævner det.

Det at være synæstet(iker) kan være besværligt i forbindelse med omgangen med andre mennesker som ikke har den særlige form for automatkobling mellem sanseområder. 

   Og som jeg har nævnt tidligere kan det fx også betyde at hvis man er ord-farve-synæstet, så læser man langsommere fordi man samtidig med afkodningen af ordene og teksten, skal følge med i 'farvfilmen' på en anden kanal.

  Men faglitteraturen på område, herunder Oliver Sacks, kan også fortælle at synæstesien kan have visse fordele, nemlig som hjælp til at huske. Sacks fortæller om en case, Patrick, for hvem ikke bare musikalske udtryk, men alle former for lyde automatisk forbindes med både farver og former:

Some of his synesthetic corrspondences are of mnemonic use to him (thus when somone said that 9/11 vas a Monday, he could instantly  and with assurance say that it was not, for Tuesday is yelleow for him, and 9/11 is yellow too). But it is the  musical synesthesia wihich plays a vital part in his sensibility and his creative life.

Også for Anne Lise Marstrand-Jørgensen har synæstesien en praktisk-brugbar side:

Når jeg er i stand til at huske overdrevent mange fødselsdatoer, er det fordi jeg ser dem plottet ind på min rumligt-visuelle årskalender. Den går sådan cirka fra skulder til skulder og ligner en skæv hestesko.

Sin synæstesi er typisk ikke noget man snakker med andre om. Og det kan komme som et chok for første gang at høre andre synæsteters  særlige "koder". Oliver Sacks citerer en læser der har reageret meget kraftigt - med kvalme og svimmelhed - ved at opdage at andre musik-synæsteter forbinder musik og farver på en anden måde end hun gør:

I have been reading your book and have just startet your chapter on synesthesia, but could read no further than the third page because the person you cited defined D major as blue. I couldn´t believe my reaction at a person not feeling the same color as i do for D (vermilion red) - it actually made me feel slightly dizzy an nauseous. I have never discussed with other synestetes their perceptions, so I was schock at may reaction.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen forklarer hvorfor man som synæstet ofte ikke snakker om det med andre:

Sikkert fordi, man ikke selv synes, der er så meget at fortælle - farveblinde fortæller vel også kun sjældent om, hvordan deres verden ser ud, mennesker med absolut gehør forsøger sjældent at forklare, hvordan musik lyder for dem. Til gengæld er der ikke noget sjovere end at udveksle oplevelser med ligesindede. Således kunne min datter og jeg diskutere farven af en lyd allerede, da hun kun var et par år gammel. Og da jeg forleden talte med en nær veninde, der også er forfatter , diskuterede vi, hvordan man kan se sit eget ufærdige manuskript i farver og på den måde finde ud af, hvor der mangler noget. "Lidt orange på siden 5 f. eks," som hun så smukt udtrykte det.

Så for en del synæsteter er det en "gave" man har fået som kan være nyttig i den kreative proces. Men som ikke inviterer til offentlighed og front-stage-betroelser.

Oliver Sacks citerer en forsker for at bemærke at "newborn´s senses ar not well differentiated, but are instead intermingled in a syneasthetic confusion."  Og meget tyder på at små børn fra fødslen er synæstetikere over et bredt spektrum af sensoriske og mentale input, og at det først er gradvist gennem de første måneders udvikling at hjernen lærer at holde de forskellige sansemåder ude fra hinanden.

Det er utvivlsomt en fordel i mange situationer - har så at sige overlevelsesværdi for menneskearten - at man kan identificere, udskille og isolere de forskellige sansedomænar så deres input optræder "rent" for bevidstheden, at de ikke tvangsmæssigt blander sig.

   Når man for eksempel spiser et æble,  så kan man skelne mellem smagen af det, udseendet af det, lugten af det, hvordan det mærkes at tage på, og hvordan det knaser sprødt når man sætter tænderne i det.
   Men samtidig kan vores sanser integrere indtrykkene i en helhedsoplevelse: dejligt at spise æblet - på alle kanaler.

   Fidusen ved at de fleste mennesker ikke er synæstetikerer, og at dem der er det, kun er det inden for begrænsede områder, er at vi kan anskue virkeligheden gennem forskellige sansers forskellige "optikker" - og dermed kryds-matche vores seperate sanseindtryk fra den omgivende verden til en mangefacetteret synæstetisk helhedsoplevelse.

                                           (fortsættes)

Kreativitet og blufærdighed - om frisurer set fra nakken, spejle, øjenkontakt - og den tredje dims

Det her maleri - en såkaldt 'skitse' til et af P.S. Krøyers mest berømte malerier - har være i medierne i de sidste par uger fordi det for nylig blev genfundet. Og for et par dage siden blev dette forstudie solgt på auktion for 4,5 millioner kr. 

   Det burde jeg have taget med i eksempelsamlingen da jeg for et par uger siden skrev et blogindlæg om kvindeportrætter med bortvendt ansigt - med afsæt i Trine Søndergaards udstilling 'Still' - hvor hun viser fotografier af nogle fascinerende "guldnakker" sat på moderne modeller med bortvendt ansigt - set fra nakken.

   Jeg fulgte derfra et spor af associationer der gik over nogle af kunsthistoriens store malere og kvindemalerier, via et selvspejlende kvindeportræt fra Louisiana-udstillingen, til et af mine egne akvarelmalerier af fruen, og sluttende - hel uplanlagt - foran spejlet - hos min kreative frisør.  

Jeg fantaserede mig til at han måtte have et særligt  forhold til den del af en (kvinde)frisure som udgøres af nakken, og som kun frisøren har direkte og uformidlet visuel adgang til når han klipper, mens kunden kun kan se sin nakke formidlet gennem et spejlbillede af et spejlbillede.

   Han bekræftede at nakkens del af en frisure havde en helt unik status i frisørens kreative univers. Mens resten af frisuren - forfra, fra oven og fra siderne - var begrænset af at skulle "klæde" det ansigt som den indrammede, så var nakkens del af frisuren at ligne ved en skulptur som en god frisør havde en særlig glæde ved at kreere og forme, fordi det var der hvor der var frihed til at udfolde sig mest ubundet og kreativt.

Hjemkommet med en karsk korthårsklipning der som sædvanlig faldt i fruens smag, faldt vi i snak om spejlets afgørende betydning for at talen går så let mellem kunde og frisør i en frisørsalon.

   Fruen teori var at det at have øjenkontakt via et spejl, afmonterer den blufærdighed som de fleste mennesker ellers har i forhold til at have øjenkontakt med andre, en blufærdighed som kan hæmme kommunikationen. I frisørstolen har man øjenkontakt uden at have øjenkontakt. Bevidstheden om at øjenkontakten via spejlet kun er indirekte, fører til at man mentalt set slapper af - og kan lade munden løbe.

   Min kreative frisør kunne så siden supplere det om den svækkede blufærdighed med følgende iagttagelse:

Jeg oplever ofte at når det er en meget intens samtalesituation, så drejer kunden sig rundt og laver Face front! For at understrege et statement eller for ligesom at skulle have vitterlighed for en udtalelse!

 Blufærdighed er egentlig et lidt gammeldags udtryk. Ifølge ordbogen betyder "blufærdig" ...

... tilbageholdende og genert, især med hensyn til sex og nøgenhed eller blottelse af intime følelser, tanker, meninger m.m.

SYNONYM bly SE OGSÅ undseelig ærbar

"Hun trækker blufærdigt kjolen ned over knæene"

"Nogle virksomhedsledere er for blufærdige til at tale alkoholproblemer med en medarbejder"

Men alle de mange kvindeportrætter med bortvendt ansigt, det er vel også det de udtrykker: blufærdighed. Et ønske om ikke at blotte sig - for meget. Både hos model og kunstner.

   Og denne blufærdighed er vel også det som megen litteratur og kunstnerisk metaforik er udtryk for: Ofte er kunstneren sårbar fordi han eller hun trækker på meget personlige og måske endda ubevidste og følelsesladede erindringspor. Og samtidig er det der er helt eller delvist skjult mere fascinerende for publikum end det er fuldt oplyst og synligt.

   Det er det æstetisk princip som neurologen Ramachandran kalder 'peekaboo' ('borte-tit') eller 'perceptuel problemløsning'. Fantasien bliver udfordret og kommer på arbejde fordi der er en perceptuel forhindring.

Jeg kan næste dokumentere forskellen mellem effekten af at ansigtet er skjult og så at det er åbenbaret. P.S. Krøyer har lavet et tilsvarende billede som det øverst i indlægget, men med damerne gående i mod beskueren:

Efter min mening meget mere ordinært, selv om det også er et fint maleri.

  

Jeg kan også dokumentere det med disse forslag til bryllupsfrisurer - af  hårstylist Mette Thorsgaard:

Smukt, interessant, fascinerende. Og så som kontrast - de samme frisurer fra en vinkel hvor intet er skjult:

Set fra disse vinkler: meget mere ordinært - og lidt kedeligt.

Her endnu et facinerende P.S. Krøyer-portræt af en halvt bortvendt Marie Krøyer:

Det med blufærdighed og muligheden for at undgå direkte øjenkontakt, minder mig også om to velkendt journalistisk 'interviewplot' som jeg har navngivet for mange år siden: 'den tredje dims' og 'distraheret interview".

   'Den tredje dims' er en strategi der indebærer at intervieweren i interviewsituationen medbringer en "rekvisit" som illustrerer og konkretiserer det som interviewet handler om. Man skal interviewe et barn om julens betydning, og tager noget julestads med som barnet kan sidde med og forholde sig til. Man skal interviewe en mand om hans barndom, man medbringe et fotografi af ham som barn sammen med sine forældre og giver ham det i hånden.

   'Distraheret interview' indebærer at den interviewede er optaget af noget andet samtidig med at han eller hun bliver interviewet og svarer på spørgsmål. Fx kunne man tænke sig at interviewe en Marie Krøyer mens hun sidder der og syer. Eller interviewe en politimand mens han sidder ved rattet i sin politibil og kører på patrulje. Man interviewer en frisør mens han står og klipper.

   Fidusen er i begge interviewstrategier den at talen flyder friere og sproget bliver mere konkret og levende end hvis interviewet foregik ansigt til ansigt - og med påtvunget øjenkontakt mellem de to rollehavende: interviewer og interviewperson.

Apropos Trine Søndergaards udstilling 'Still' - om kvindeportrætter med bortvendt ansigt som et 'sjælespejl' - og andre historier

Udstillingen 'Selvportræt' på Louisiana gav mig afsæt for at tænke lidt over portrætmaleriets udtryk, især dette at både selvportrætter og portrætter i al almindelighed typisk insisterede på konfronterende øjenkontakt med beskueren.
   Når selvportrætternes ansigter stirrer intenst på beskueren, er det jo en naturlig konsekvens af at "forbilledet" enten er set i et spejl eller det er et - selvudløst - selv-foto. Og man siger jo metaforisk at "øjnene er sjælens spejl". Når malerne maler sig selv eller andre frontalt og konfronterende, så er det jo fordi de ønsker at det indre skal spejle og afspejle sig i det ydre - i (selv)portrættet.

Netop derfor er den absolutte negation af den pågående øjenkontakt ekstra fascinerende, og den møder jeg i illustrationen til Politikens anmeldelse i torsdags af Trine Søndergaards udstilling i Martin Asbæk Galleriet.
   Wau! Udtryk der gør indtryk. På mig.

   Hun udstiller iscenesatte fotografier af "guldnakker", og det får mig til at jagte "guldnakker" ved en Google-billedsøgning:

Udstillingen har titlen 'Still', som associerer til betegnelsen "stil-leben" eller "still life", et arrangeret motiv af - typisk - frugter, blomster, brugsgenstande. Men her altså udstilles bortvendte, sky kvinder.

   Trine Søndergaard citeres for at at sige om sine billeder:

Jeg vil gerne vise, at det er okay. At være stille, indadvendt og genert. Da jeg begyndte at fotografere, var det meget direkte og konfronterende. Siden da har jeg arbejdet for at skabe en større genklang mellem det indeni mig, og det, jeg fotograferer. 

Så det er altså en slags sjæleportrætter eller sjælespejlinger hun laver.

I hvert fald er der tale om konceptuel blending af to motivverdener: 1800-tals kvindehuer der er lavet af guldtråde og blev båret af kvinder i rige bondefamilier ved festlige lejligheder, men her så sat på hovedet af moderne klædte kvindelige modeller med ryggen til beskueren: ikke-portrætter.
   De kan ikke se sig selv og nakkens skønhed.

Fascinationen ved disse still-billeder af "guldnakker" ligger i det bortvendte kvindeansigt, den smukke kvindenakke, og så associationerne til historiske kvindemalerier hvor motivet 'kvinde set fra ryggen' er - en klassiker:

Anders Zorn: (kan ikke finde titel)

Berthe Morisot: Woman at toilette

Anna Ancher: Ung pige spiller guitar siddende foran klaver.

Vilhelm Hammershøi: Interiør med ung Kvinde set fra Ryggen, 1903.

Eckersbergs tegning af sine døtre der kigger ud af vinduet

Eckersberg: Portræt af Thorvaldsens elskerinde, Anna Maria Magnani, 1837

Den svenske naturalistiske maler Anders Zorn har malet en lang række billeder der dokumenterer hans fascination ved billeder af kvinder der vender nakken og ryggen mod beskueren/maleren:

Og så har dette berømte Eckersbergbillede også netop associationer til et af kvinde-selvportrætterne på Louisiana-udstillingen. Et af de få uden insisterende øjenkontakt - med bortvendt ansigt og indadvendt blik - også et sjælespejlbillede:

VANITAS. Den engelske kunstner Helen Chadwick (1953-96)
så sig selv i spejlet i 1986
 og kaldte værket for 'Forfængelighed II'.
Foto: National Photo Gallery London

Politikens anmelder af Louisianaudstillingen, Peter Michael Hornung, skriver om den sidste del af udstillingen hvor Helen Chadwicks spejlbillede optræder:

Man kan se ophængningen som én lang udviklingsrejse mod den moderne kunstners stadig mere suveræne og hensynsløse forvaltning af selvportrættet som et portræt, der ikke længere kun drejer sig om at ramme en ydre lighed. Kunstneren bliver oprører, og efterhånden som vi passerer 1960'erne, er det hele kunstnerens person og univers og forståelse af omverdenen, der er på spil. Selvfremstillingen bliver et redskab, hvormed kunstneren kan fortælle om alt, ikke mindst sine relationer til andre.

Selv har jeg også blandt de få akvareller jeg har malet, fundet motivet "kvinde med bortvendt ansigt" værd at male:

Motivet dyrkes også af den kvindelige tyske kunstner Sabine Dehnel:

Og så er der selvfølgelig Vermeer: "Borte tit":

... som jeg selv som en 'træningsopgave' har kopieret i akvarel:

Jeg kommer så også til at tænke på min kreative frisør som jeg i avisen har set netop er blevet kåret som "Årets Læreplads" på Sjælland. 

   Mon ikke han har et særligt forhold til (kvinde)nakker? I hvert fald er han professionelt afhængig af spejle på en helt særlig måde.
  Når han løbende skal tjekke og få visuelt feed back på sin klipning af frisurens forside, må han gøre det indirekte via synet i spejlet som han deler med kunden. Mens det han kan se og opleve direkte, er frisurens nakkeside, som måske er den vigtigste når alt kommer til alt.
  Den del af frisuren er undervejs skjult for kunden som jo først har adgang til at se den i det runde nakkespejl til sidst - i et spejlbillede af et spejlbillede - klipningens klimaksbillede.

Akvarelmaleriets mysterier (12) - the inner game - of painting watercolor - og 'spillet' mellem de to hjernehalvdele

Jeg fortsætter med refleksioner fra det foregående indlæg om akvarelmaleriets mysterier. 

   Det havde karakter af en selvkritik og selvrefleksion over hvorfor det ikke var gået så godt som ventet med mit akvarelmaleri på Kreta. 

  Og den var i høj grad inspireret en snak med min "første seer" da jeg kom hjem: min kreative frisør, der generelt var meget positiv da han så Kreta-akvarellerne, så jeg virkelig måtte anstrenge mig for at formulere klart hvorfor de fleste af akvarellerne ikke var gode (nok).

'forbillede' og akvarel

Jeg har flere gange citeret fra og refereret til den moderne coachingteoris fader: Tim Gallwey. Ham med alle bøgerne hvis titler starter med "The Inner Game of...". Han er relevant her.

  Tim Gallwey har (igen) forklaringen på hvad der gik galt på Kreta: Det var mit 'indre mentale spil' der kørte min umiddelbare kreativitet af sporet, den tilstand jeg oplevede som "flow" mens jeg malede både på Kap Verde og på Færøerne.

   Tim Gallwey skriver

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

'Det indre spil' forklarer Gallwey sådan her: Det er et mentalt spil mellem et "self 1" og et "self 2" - her formuleret i et citat fra hans første bog "The Inner Game of Tennis" (i stedt for "tennis" kan man skrive "akvarelmaling"):

Unknowingly, humans don’t realize that their minds work in two ways. As you try to concentrate and listen to yourself; you’ll hear two voices constantly. The first voice commands and criticizes while the second voice is the silent doer. We call these two voices as Self 1 and Self 2 as the loud and the silent voices respectively.

   These two voices normally don’t agree with each other. Self 1 commands Self 2 of the things to do. Self 1 has the knowledge of what tennis is all about. It is the one that knows when to bend your knees, when to extend your arm, when to hit the ball and so on. Self 2 on the other hand, is the one that does the job (your physical body).

   Trust the physical capabilities of your body.

   To trust your body is the first principle of the inner game of tennis. Tennis is a complicated sport and the human body (Self 2) is amazingly designed to adapt and even in the absence of our mind’s interference. Without the interference of Self 1, Self 2 can faultlessly execute any tennis technique that is even hard to grasp by the human mind. That’s because what Self 2 can do without the meddling of Self 1 is far from normal expectations.

   The first skill a tennis player should have to be able to play the inner game of tennis is for him to trust his body and let it perform. The tennis player should slowly but surely trust the inherent physical capacity of his body to acquire skills and perform them. This skill is not easy to attain but an early start can make a big difference.

   Key to the Inner Game of Tennis: Silence your mind

Skulle man oversætte til det vi ved fra hjerneforskningen, så er "self 1" forankret i venstre hjernehalvdel og det er interferens herfra i form af ambitioner og bekymringer der forhindrer den højre hjernehalvdel i at performe optimalt under malerprocessen.  

   Det er det den samme tænkning, baseret på videnskabelige undersøgelser, som den internationalt kendt kunstpædagog Betty Edwards har som grundlaget for sine pædagogiske principper - ifølge hvilke enhver kan lære at tegne så det ligner - hvis altså man lærer sig den teknik at komme i "åben tilstand", en mental tilstand der muliggør den uforstyrrede perceptuelle vej fra synsindtryk, gennem højre hjernehalvdel, til hånden der reproducerer synsindtrykket på papir. 

Betty Edwards skelner mellem 'L-mode' og 'R-mode' som de to tilstande der er domineret af henholdsvis venstre (L) hjernehalvdels "processing" og højre (R) hjernehalvdels "processing":

Since drawing as percieved form is largely an R-mode, it helps to reduce L-mode interference as much as possible. The problem is that the lefte brain is dominant and speedy and is very prune to rush in with words and symbols, even taking over jobs  which it is not good at.  

Det er den interferens fra venstre hjernehalvdels-tænkning der i første omgang gør at jeg ikke bare kan sætte mig ned og tegne det jeg ser - og så ligner det. De aftryk som synsindtryk afsætter på den indre skærm og som i anden omgang og helst automatisk skal være den styrende matrice for min hånds bevægelser når jeg tegner og maler, de er ikke særlig klare - de er snarere "tågede" - en blanding af hvad jeg ser og hvad jeg tror jeg ser ud fra tidligere erfaringer. 

   Og for at fjerne den forstyrrende "tåge", må jeg først tage et foto af motivet - og derefter strengt fokusere på former, proportioner, farver, lys og skygge i "forbilledet".
    Men det var også i anden omgang overhovedet svært at komme i R-mode flow på Kreta fordi, tror jeg, at der var gået for meget bekymring og ambition projektet - som jeg meget planlagt havde sat ord på og besluttet skulle være en "akvarel-ferie". 

Det snakkede jeg med min kreative frisør om. Han kan - i modsætning til mig - se et hoved og håret på hovedet - og umiddelbart visuelt se dette hårs karakter, hvirvler og fald som kreative muligheder. Og på den indre skærm kan han så udstyre kundens hoved med en ny frisure som "passer" til netop den kunde og det hår.

   Min frisør kan også umiddelbart tegne den indre projektion af den forestillede frisure ned på papir.

   Det er det Oliver Sacks i sin sidste bog kalder "The Mind´s Eye", hvori han understreger hvor forskelligt denne sindets indre projektor fungerer fra menneske til menneske. Hos nogle er den ekstremt skarp - mens den hos andre - som hos mig - skal tvinges til at fungere og stille skarpt med diverse mentale kunstgreb . 

   Min kreative frisør kan også på stemmen i telefonen hører - dvs. se for sig - hvordan folk nogenlunde ser ud. Og har som regel ret.

Til sidst kan jeg anbefale den bog jeg tidligere helt kort nævnte, af neurologen Jill B. Taylor: "My Stroke of Insight", hvori hun beskriver oplevelsen af totalt at miste den styring og fixering af sanseindtryk fra omverdenen som varetages af venstre hjernehalvdel, hvori sprogcentrene blandt andet befinder sig. 

   På grund af et slagtilfælde - en hjerneblødning der "slukker" hele venstre hjernehalvdel - bliver hun tvunget til 'ren' højre hjernehalvdels-tænkning og -oplevelse. Det er stærkt fascinerende - fordi hun jo selv er fagmand på området - at læse hendes beskrivelse af denne H-tilstand:

The two cebrel hemispheres og my brian had worked meticulously well together for my entire life, as they enabeld me to function in the world. But now, because of the normal differences and asymemetry of function between my right and left hemispheres, i felt disjoined from the linguistic and calculating skills of my left brain. Where were my numbers? Where was my language... what had becom of the brain chatter, which was now replaced by af pervasiv and enticing innner peace. 

Samtidig med sproget og den lineære tænkning er også forsvundet erindringer og forestillingen om processer i tidsforløb:

And here, deep within the absence of earthly temporality, the boundaries of my earthly body dissolved and I melted into the universe.

   As the hemorrhaging blood interrupted the normal functioning of my left mind, my perception was released from its attachment to categorization and detail. As the dominating fibres of my left hemisphere shut down, the no longer inhibited my right hemisphere, and my perception was free to shift such that my consciousness could embody the tranquility of my right mind. Swathed in an enfolding sense of liberation and transformation, the essence of my consciousness shifted into a state that felt amazingly similar to my experience in Thetaville. I am no authority, but I think the Buddhists would say I entered the mode of existence they call Nirvarna.

"Thetaville" er Jill Taylors ord for den mellemtilstand af bevidsthed vi oplever mellem at være lysvågen og sove. 

For at komme op af "hullet" og videre med akvarelleriet, må jeg nok tage mig sammen og få malet nogle flere med afsæt i de hundredevis af fotos jeg tog på Kreta.