Den spekulative og reflekterende spekulant - George Soros

Han dukker op med passende mellemrum på avisernes erhvervs- og økonomi-sider. Specielt i krisetider som nu. Journalisterne elsker ham for hans tvetydige karakter - med en nutidig uselvisk kritisk reflekterende politisk progressiv personlighed som front - og bagsiden: en diskutabel mørk fortid og forhistorie som kynisk storspekulant i mangemilliardklassen.

   Han hører utvivlsomt til kategorien særligt kreativ personligheder. Og som ungarks jøde havde han en omtumlet barndom og ungdom under og efter anden verdenskrig, der ender med emigration til England.

Men hvad er det han kan, og hvem er han egentlig, George Soros?

   Politiken havde i mandags en artikel om ham - skrevet af Kristian Madsen - og foranlediget af at Soros har finansieret et nyt "Center for Imperfect Knowledge Economics" på Københavns Universitet som åbner i disse dage. Rubrikken:

Spekulanten der ville redde verdens økonomi

Alene navnet på det nye center ved KU siger meget om at han er kreativ.  Studiet af "Usikker Videns Økonomi". Det lyder morsomt - og lidt paradoskalt - nærmest som: "intutitiv videnskab".

   Manden er megaspekulant, hører til inden for gruppen af verdens 50 rigeste personer, og har en formue på mindst 22 milliarder - nej ikke kroner, dollars. Det er han berygtet og kendt for over hele verden.

   Og over hele verden er han så også berømt for sin filantropi. Han har doneret megasummer til en lang række klart progressive projekter og formål.

   Endelig er han provokerende og mærkelig ved at han konsekvent har kritiseret det økonomiske system og den bagvedliggende økonomiske standardtænkning som har gjort det muligt for ham at gennemfør sine kæmpe valutaspekulationer med så stor succes.

Og han kritik har sådan set være meget banal: Når den økonomiske teori og de økonomiske standardmodeller har vist sig ikke at kunne beskrive den økonomiske virkelighed i verden, så bør tænkningen og modellerne ændre så de får indarbejdet de erfaringer med uforudset og ustyrlige økonomiske kriser som jævnligt har rystet det globale økonomiske system. Logik for videnskabelige burhøns.

   George Soros studerede i sine yngre dage hos den store - også jødiske - videnskabsteoretiker Karl Poppersom indførte det centrale videnskabsteoretiske begreb: falsifikationsprincippet - i modsætning til verifikationsprincippet som positivistisk videnskab har som grundlag.

   Falsifikationsprincippet udsiger at en teori aldring endeligt og positivt kan bevises empirisk, men at det man kan underbygge den med, er at man kan prøve at falsifisaere den, og så længe den ikke kan det, så "holder" den.

   Og brugt på tidens økonomiske misere, så kan man sige at George Soros som elev af Popper i gennem årene har rystet på hovedet af koncensusøkonomerne hvis økonomiske teorier gang på gang bliver falsificeret af virkelighedens økonomisk udvikling. Han har dog ikke bare rystet på hovedet, han har skrevet glimrende og øjeåbnende bøger om det.

Alle ved i dag at den økonomiske ekspertise - på både forskninginstitutionernes, i de store privatøkonmiske virksomheder, og i staternes økonomi- og finansministerier - ynkeligt er kommet til kort - endnu en gang, fristes man til at tilføje.

   De kunne ikke forudsige krisen. Og nu de kan ikke blive enige om hvad hvilke indgreb der skal afbøde eftervirkningerne og bidrage til at økonomierne skal komme ud af den..

   Det har Soros altså en god og kontant forklaring på: nemlig at de økonomiske modeller hviler på nogle ideelle forudsætninger som gør det muligt at lave smukke matematisk funderede modeller, som til gengæld ikke kan beskrive og dermed forudsige og forklare den reelle økonomiske udvikling.

   Til de forudsætninger hører: at markedet er gennemsigtigt, at prisen fastsættes af udbud og efterspørgsel, at driftsherren(sælger) rationelt søger at profitmaksimere, samt at køber tilstræber at nyttemaksimere. Desuden rummer teorien ikke en tidsdimension. Der er hverken fortid (erfaringer) eller fremid (forventninger) i modellen, for alle transaktioner mellem udbud og efterspørgsel behandles som engangsforeteelser i nutiden.

   Dette "taberparadigme" går ud fra, at mennesker altid handler rationelt på baggrund af al tilgængelig information. Derfor er finansmarkederne effektive og vil alt andet lige sørge for at kapital og investeringer fordeler sig optimalt. Indgreb og regulering forstyrrer denne effektivitet. Derfor må så de fleste af den slags forstyrrende elementer fjernes, så markedet kan finde sin naturlige balance. Regulering kan være nødvendigt, men det er som udgangspunkt af det onde, fordi det i sig selv udgør en omkostning.

Soros beskriver den økonomiske standardteoris antagelse om 'rationelle forventninger', som en antagelse om at mennesker skulle opføre sig som "elektroner aller andre partikler hvis bane og mønster kan beregnes":

"Det er virkelig et helt urtrolig vildspor økonomien som videnskab har kørt sig selv ud på ved at hænge alt op på denne antagelse om rationelle forventninger. Det betyder dybest set at folks fortolkning af hvordan tingene ser ud, altid er fuldstændig lig med tingenes faktiske tilstand - at alle har perfekt viden".

Og Politikens journalist tilføjer så: "Han har netop selv altid levet af, at ingen havde perfekt viden, men at han ofte havde lidt mere end andre."

Men hvad vil George Soros så sætte i stedet? Hvad skal center for "utilstrækkeligt vidensøkonomi" have som grundantagelse? Ifølge Politikens artikel:

Groft sagt var Soros´ ide, som han kaldte reflexivitet, at et markde rummer nogle selvforstærkende mekanismer, der betyder, at alle påvirker hinanden til at foretage den samme type investeringer på samme tid. Derfor stiger prisen på disse værdipapirer, valutaer eller andre investringsobjekter  pludselig helt uden hensyn til deres faktiske værdi. (...)

   Når en sådan udvikling går i gang, taler økonomer om , at der opstår en boble. Og når afstanden mellem virkeligheden og markedets værdisættelse bliver for stor springer denne boble.

Wikipedia beskriver det på denne måde:

In Economics reflexivity refers to the self-reinforcing effect of market sentiment, whereby rising prices attract buyers whose actions drive prices higher still until the process becomes unsustainable and the same process operates in reverse leading to a catastrophic collapse in prices. It is an instance of a positive feedback mechanism.

Soros´ fidus, som han altså er blevet megamillionær på, har været at kunne identificeres sådanne selvforstærkende bobletendenser i økonomiske markeder så tidligt at han både har kunnet gå ind i markedet og investerer og komme ud af det igen i tide - med stor profit - inden boblen blev så stor at den punkterede. Han fortæller:

"Jeg brugte finansmarkedet som et laboratorium for min idé om refleksivitet. Og det viste sig sig at være ganske frugtbart", som han siger med et stille smil.

   "Jeg begyndte med en bestemt type boligfinansiering i USA allerede i 70´erne. Jeg købte op af disse papirer ,selv om jeg allerede den gang forudså, at de ville ende med at være værdiløse. Men inden da ville de stige betydeligt, og det gjorde de. Jegsolgte dem nogen tid efter og gik videre med andre investeringer. Nogle år senere kom disse papirer i vanskeligheder, og så begyndte jeg at spekulere i, at de ville begynde at falde. Og jo mere de faldt, jo mere spekulerede jeg imod dem. Jeg havde ikke så mange penge den gang, så jeg investerede kun omkring 10 mio. dollar, men jeg endte med at tjene mere end det. Jeg så en potentiel boble, selv om den ikke var der endnu, og hjalp så med at puste den op.

Det ligner jo den indsigt Marx havde i sin økonomiske teori - om at kapitalismen grundlæggende er cyklisk og med mellemrum må gennemgå kriser der destruerer en stor del af de eksisterende virksomheder - og dermed igen gør det muligt at øge profitterne i de tilbageværende foryngede virksomheder.