Fra 'kreativ destruktion' til 'disruption' - samme fænomen - men forskudt i tid og - måske - i synsvinkel

Kender du det at man arbejder med noget, og pludselig møder man det omtalt overalt.

   Sådan har jeg tit haft det: Et begreb som jeg lige havde researchet og derefter skrevet om på blokken, opdager jeg pludselig kort tid efter bliver brugt i mange af de artikler jeg læser.    

   Sidst er det for eksempel med begrebet 'disruption', men jeg har bare (sammen med mine gamle kilder) kaldt det noget andet.

Jeg har typisk brugt udtrykket 'kreativ destruktion', et begreb som stammer fra en østrigsk økonom Joseph Schumpeter som udviklede en teori om det i 30'erne, og han var - erklæret - inspireret af Marx politisk-økonomiske teori:

Creative destruction (German: schöpferische Zerstörung), sometimes known as Schumpeter's gale, is a concept in economicswhich since the 1950s has become most readily identified with the Austrian-American economist Joseph Schumpeter[1] who derived it from the work of Karl Marx and popularized it as a theory of economic innovation and the business cycle.

   According to Schumpeter, the "gale of creative destruction" describes the "process of industrial mutation that incessantly revolutionizes the economic structure from within, incessantly destroying the old one, incessantly creating a new one".[2] In Marxian economic theory the concept refers more broadly to the linked processes of the accumulation and annihilation of wealth under capitalism.[3][4][5]

Jeg kan godt lide metaforen "the gale of creativ destruction" - den internationale økonomi er at ligne ved jordens klima, hvor der så - ustyrligt for menneskene - opstår stormende økonomis uvejr omkring katastrofalt dybe lavtryk.

   Begrebet 'creative destruction' sammenfatter altså det som kendetegner kapitalismen som økonomisk system: en stadig tilbagevendende akkumulation og destruktion af værdier - gennem cyklisk boblende kriser. 

Her en artikel i Information fra år 2000 af Jørgen Steen Nielsen hvor han refererer til Schumpeters begreb 'kreativ destruktion' som værende stadig aktuelt - nemlig til forståelse af den IT-krise som stormede rundt i den globale økonomi 2000-2002, og som vel de færreste her 17 år efter husker:

Det var den østrigske økonom, Joseph Schumpeter, der i 1930'erne introducerede begrebet 'kreativ destruktion' om den måde, foretagsomme entreprenører skabte nye kapitalistiske produktionsformer på ruinerne af de gamle.

   Og det var den britiske professor i statskundskab, John Gray, der bragte begrebet i erindring, da han forleden på Luftskibets konference om ny økonomi beskrev de brutale rystelser, som i øjeblikket ledsager den dramatiske overgang fraindustrisamfund til videnssamfund.

    For en overfladisk betragtning kan det i disse dage tage sig ud som om, det er den ny økonomis hurtigtløbende dot.com-entreprenører, der er i færd med at destruere sig selv. 

   I IT-foregangslandet Sverige er selskaber som Framfab, Icon Medialab, Cell Networks, Razorfish, Mind, Kimoda, CityKey og hvad de nu hedder pludselig ramt af to-tre cifrede milliontab, massefyringer eller ligefrem lukninger. På den internationale scene angives 

   130 Internet-selskaber at have kastet håndklædet i ringen i år, og på Nasdaq-børsen er IT-aktiekurserne raslet ned med over 30 procent, siden de toppede i marts. Og de vil ryge betydeligt længere ned den kommende tid, spår folk som den fremtrædende svenske finansmand og aktieinvestor, Patrik Brummer.    

   Foreløbig har 280 indekserede Internet-selskaber til sammen sat en markedsværdi på 1.755 mia. dollar over styr de seneste 12 måneder, hævder CNN Financial Network.

https://www.information.dk/2007/07/kreativ-destruktion

Man kan i øvrigt i denne sammenhæng med fordel læse Jørgen Steen Nielsens artikel fra 2012 med overskriften 

På jagt efter en teori, der passer til virkeligheden

Find den her:

https://www.information.dk/udland/2012/05/paa-jagt-teori-passer-virkeligheden?lst_rel

... en artikel hvis pointe er at de økonomer og økonomisk modeller som politikerne læner sig op ad når de skal langtidsplanlægge landets økonomi gennem lovgivning, er funderet i økonomisk teori som ikke har nogen empirisk basis eller evidensbaserede kontrolmekanismer indbygget.  

Og nu er der så dukket et nyt fremmedord op i den offentlige diskurs: 'disruption', et begreb som så vidt jeg kan se, betyder nogenlunde det samme som Schumpeters 'kreativ destruktion'. 

   Men et begreb som åbenbart nu af politikere, journalister og forskellige eksperter føles mere relevant til at forstå det der foregår for tiden i den internationale økonomi (måske fordi man dermed effektivt har fortrængt at det oprindelig stammer fra Marx teori om kapitalismen):

Disruption er et engelsk udtryk, der i direkte oversættelse betyder ”afbrydelse” eller ”forstyrrelse”.

   Begrebet blev for nogle år siden introduceret af Harvard-professoren Clayton M. Christensen, for at beskrive en teknologisk udvikling, hvor innovationer af produkter og services grundlæggende ændrer en eksisterende branches forretningsmodeller ved nye produktionsformer, organiseringer eller produktionsprocesser – med vidtrækkende konsekvenser for i hvert fald den branche, hvor den nye maskine, teknik eller fremgangsmåde tages i brug.

   Oprindeligt blev begrebet alene anvendt i sammenhæng med små iværksættervirksomheder, der overtager markedet fra store, veletablerede virksomheder ved at tilbyde billigere eller smartere produkter af ringere kvalitet eller til et overset kundesegment. Men begrebet bruges også i en bredere forstand. I film- og tv-branchen er    Netflix et eksempel på, at en ny virksomhed ”disruptede” – eller grundlæggende forandrede - en hel branche

Og pludselig en dag i foråret læser jeg at selveste vores statsminister Lars Lykke Rasmussen har taget 'disruption' i sin mund i en tale han har holdt, et begreb hvis substans er udmøntet af Karl Marx (men sig det ikke højt). 

   Efterfølgende dukker 'disruption' også op i en række journalistiske artikler om udsigterne for dansk og internationalt erhvervsliv og -udvikling. Som om det drejer sig om helt ny tænkning og teoridannelse.

Går man ind på regeringens hjemmeside, så beskrives Disruptionsrådets opdrag således - helt tandløst og intetsigende:

Forlæns ind i fremtiden

   Regeringen har i maj 2017 nedsat Disruptionrådet - Partnerskab for Danmarks fremtid. Partnerskabets hovedformål er at analysere, drøfte og komme med forslag til, hvordan vi:

- Sikrer et stærkt Danmark, hvor vi får grebet mulighederne i den teknologiske udvikling bedst muligt, så alle danskere får del i udviklingen.

- Fastholder og udbygger et arbejdsmarked, som er kendetegnet ved dynamik og ordentlige forhold, og hvor der ikke sker social dumping.

   Partnerskabet vil på i alt otte møder - startende fra maj 2017 og frem til udgangen af 2018 - diskutere en bred vifte af temaer i relation til de to ovenstående punkter.

   Næste møde (4. møde) i Disruptionrådet finder sted til 4.-5. december i Nordjylland.

"Partnerskab"! Skal man le eller græde? Gud og Marx bevare Danmark.

Den spekulative og reflekterende spekulant - George Soros

Han dukker op med passende mellemrum på avisernes erhvervs- og økonomi-sider. Specielt i krisetider som nu. Journalisterne elsker ham for hans tvetydige karakter - med en nutidig uselvisk kritisk reflekterende politisk progressiv personlighed som front - og bagsiden: en diskutabel mørk fortid og forhistorie som kynisk storspekulant i mangemilliardklassen.

   Han hører utvivlsomt til kategorien særligt kreativ personligheder. Og som ungarks jøde havde han en omtumlet barndom og ungdom under og efter anden verdenskrig, der ender med emigration til England.

Men hvad er det han kan, og hvem er han egentlig, George Soros?

   Politiken havde i mandags en artikel om ham - skrevet af Kristian Madsen - og foranlediget af at Soros har finansieret et nyt "Center for Imperfect Knowledge Economics" på Københavns Universitet som åbner i disse dage. Rubrikken:

Spekulanten der ville redde verdens økonomi

Alene navnet på det nye center ved KU siger meget om at han er kreativ.  Studiet af "Usikker Videns Økonomi". Det lyder morsomt - og lidt paradoskalt - nærmest som: "intutitiv videnskab".

   Manden er megaspekulant, hører til inden for gruppen af verdens 50 rigeste personer, og har en formue på mindst 22 milliarder - nej ikke kroner, dollars. Det er han berygtet og kendt for over hele verden.

   Og over hele verden er han så også berømt for sin filantropi. Han har doneret megasummer til en lang række klart progressive projekter og formål.

   Endelig er han provokerende og mærkelig ved at han konsekvent har kritiseret det økonomiske system og den bagvedliggende økonomiske standardtænkning som har gjort det muligt for ham at gennemfør sine kæmpe valutaspekulationer med så stor succes.

Og han kritik har sådan set være meget banal: Når den økonomiske teori og de økonomiske standardmodeller har vist sig ikke at kunne beskrive den økonomiske virkelighed i verden, så bør tænkningen og modellerne ændre så de får indarbejdet de erfaringer med uforudset og ustyrlige økonomiske kriser som jævnligt har rystet det globale økonomiske system. Logik for videnskabelige burhøns.

   George Soros studerede i sine yngre dage hos den store - også jødiske - videnskabsteoretiker Karl Poppersom indførte det centrale videnskabsteoretiske begreb: falsifikationsprincippet - i modsætning til verifikationsprincippet som positivistisk videnskab har som grundlag.

   Falsifikationsprincippet udsiger at en teori aldring endeligt og positivt kan bevises empirisk, men at det man kan underbygge den med, er at man kan prøve at falsifisaere den, og så længe den ikke kan det, så "holder" den.

   Og brugt på tidens økonomiske misere, så kan man sige at George Soros som elev af Popper i gennem årene har rystet på hovedet af koncensusøkonomerne hvis økonomiske teorier gang på gang bliver falsificeret af virkelighedens økonomisk udvikling. Han har dog ikke bare rystet på hovedet, han har skrevet glimrende og øjeåbnende bøger om det.

Alle ved i dag at den økonomiske ekspertise - på både forskninginstitutionernes, i de store privatøkonmiske virksomheder, og i staternes økonomi- og finansministerier - ynkeligt er kommet til kort - endnu en gang, fristes man til at tilføje.

   De kunne ikke forudsige krisen. Og nu de kan ikke blive enige om hvad hvilke indgreb der skal afbøde eftervirkningerne og bidrage til at økonomierne skal komme ud af den..

   Det har Soros altså en god og kontant forklaring på: nemlig at de økonomiske modeller hviler på nogle ideelle forudsætninger som gør det muligt at lave smukke matematisk funderede modeller, som til gengæld ikke kan beskrive og dermed forudsige og forklare den reelle økonomiske udvikling.

   Til de forudsætninger hører: at markedet er gennemsigtigt, at prisen fastsættes af udbud og efterspørgsel, at driftsherren(sælger) rationelt søger at profitmaksimere, samt at køber tilstræber at nyttemaksimere. Desuden rummer teorien ikke en tidsdimension. Der er hverken fortid (erfaringer) eller fremid (forventninger) i modellen, for alle transaktioner mellem udbud og efterspørgsel behandles som engangsforeteelser i nutiden.

   Dette "taberparadigme" går ud fra, at mennesker altid handler rationelt på baggrund af al tilgængelig information. Derfor er finansmarkederne effektive og vil alt andet lige sørge for at kapital og investeringer fordeler sig optimalt. Indgreb og regulering forstyrrer denne effektivitet. Derfor må så de fleste af den slags forstyrrende elementer fjernes, så markedet kan finde sin naturlige balance. Regulering kan være nødvendigt, men det er som udgangspunkt af det onde, fordi det i sig selv udgør en omkostning.

Soros beskriver den økonomiske standardteoris antagelse om 'rationelle forventninger', som en antagelse om at mennesker skulle opføre sig som "elektroner aller andre partikler hvis bane og mønster kan beregnes":

"Det er virkelig et helt urtrolig vildspor økonomien som videnskab har kørt sig selv ud på ved at hænge alt op på denne antagelse om rationelle forventninger. Det betyder dybest set at folks fortolkning af hvordan tingene ser ud, altid er fuldstændig lig med tingenes faktiske tilstand - at alle har perfekt viden".

Og Politikens journalist tilføjer så: "Han har netop selv altid levet af, at ingen havde perfekt viden, men at han ofte havde lidt mere end andre."

Men hvad vil George Soros så sætte i stedet? Hvad skal center for "utilstrækkeligt vidensøkonomi" have som grundantagelse? Ifølge Politikens artikel:

Groft sagt var Soros´ ide, som han kaldte reflexivitet, at et markde rummer nogle selvforstærkende mekanismer, der betyder, at alle påvirker hinanden til at foretage den samme type investeringer på samme tid. Derfor stiger prisen på disse værdipapirer, valutaer eller andre investringsobjekter  pludselig helt uden hensyn til deres faktiske værdi. (...)

   Når en sådan udvikling går i gang, taler økonomer om , at der opstår en boble. Og når afstanden mellem virkeligheden og markedets værdisættelse bliver for stor springer denne boble.

Wikipedia beskriver det på denne måde:

In Economics reflexivity refers to the self-reinforcing effect of market sentiment, whereby rising prices attract buyers whose actions drive prices higher still until the process becomes unsustainable and the same process operates in reverse leading to a catastrophic collapse in prices. It is an instance of a positive feedback mechanism.

Soros´ fidus, som han altså er blevet megamillionær på, har været at kunne identificeres sådanne selvforstærkende bobletendenser i økonomiske markeder så tidligt at han både har kunnet gå ind i markedet og investerer og komme ud af det igen i tide - med stor profit - inden boblen blev så stor at den punkterede. Han fortæller:

"Jeg brugte finansmarkedet som et laboratorium for min idé om refleksivitet. Og det viste sig sig at være ganske frugtbart", som han siger med et stille smil.

   "Jeg begyndte med en bestemt type boligfinansiering i USA allerede i 70´erne. Jeg købte op af disse papirer ,selv om jeg allerede den gang forudså, at de ville ende med at være værdiløse. Men inden da ville de stige betydeligt, og det gjorde de. Jegsolgte dem nogen tid efter og gik videre med andre investeringer. Nogle år senere kom disse papirer i vanskeligheder, og så begyndte jeg at spekulere i, at de ville begynde at falde. Og jo mere de faldt, jo mere spekulerede jeg imod dem. Jeg havde ikke så mange penge den gang, så jeg investerede kun omkring 10 mio. dollar, men jeg endte med at tjene mere end det. Jeg så en potentiel boble, selv om den ikke var der endnu, og hjalp så med at puste den op.

Det ligner jo den indsigt Marx havde i sin økonomiske teori - om at kapitalismen grundlæggende er cyklisk og med mellemrum må gennemgå kriser der destruerer en stor del af de eksisterende virksomheder - og dermed igen gør det muligt at øge profitterne i de tilbageværende foryngede virksomheder. 

Kasinoøkonomi - kasinoimse - en kreativ metafor til at frame og forstå årsagerne til krisen

Preben Moslund, som jeg ikke kender eller har hørt om før, har skrevet en glimrende kronik i Information for et par dage siden (25.01.2012). Overskriften lyder: "Velkommen til Kasinoimsmen".

   Han etiketteres som konsulent og fagbogsforfatter. De tags kunne jeg også komme ind under. Og umiddelbart kobler jeg til begrebet "kasinomøkonomi" som jeg godt husker andre har brugt. 

   Det er en ny metafor som giver optik til at forstå verdens økonomiske elendighed, og jeg har egentlig kun betragtet den som et smart journalistisk greb.

   Eller "verdens elendighed"? Eurpas?

Manchetten lyder:

Kapitalismen er død. Den blev som kommunismen aflive af sine egne paradoksale modsætninger, og af politikere, der ikke rettede op på problemerne af frygt for at blive opfattet som velfærdens fjender. Vi står nu tilbage med en økonomi, der bygger på gambling i stil med den vi finder i kasinoet.

Kommunismen er død! 1989. Murens fald. Ingen tvivl om det. Og godt det samme. 

   Død, det er enevælden også, bortset fra et par Arabistan-regimer. 

  Kun dinosaursamfundet Korea og last-man-standing-Cuba minder én om et system som ikke var levedygtigt under historiens social-økonomiske pres. Ligesom apartheid-systemet i Sydafrika.

Men kapitalismen lever jo tilsyneladende i bedste velgående selv om samfundende under systemet lider alskens økonomiske elendighed.

   Staterne skal spare - alle stater i Europa skal spare - fattige og arbejdsløse bliver der stadig flere af. Og Bankerne og de helt store globale virksomheder kører videre som om intet var hændt. Men de kapitalistiske dynamik som virksomhederne skulle lever: Blowing in the wind.

   Preben Moeslund har fat i metaforikken som indledning til sin kronik - (af)personificeringen af økonomien i det sprog vi taler om økonomien i - diskursen som det hedder:

I kapitalismens barndomsår hørte en asketisk, mådeholdende livsstil til grundværdierne. I dag er den afløst af en materialistisk livsstil, bygget op om en — påstået — nødvendighed af vækst i økonomi og personlig udfoldelse.

   Det er i de seneste år blevet suppleret med en afpersonificeret økonomidiskurs, hvor der tales om: »markedets forventninger«, »nødvendig risikovillig kapital«, »et sundt investeringsklima« osv. Universitetsøkonomer og erhvervsledere har erobret sproget. Økonomiens sprog er objektiveret, så al regulering af marked, kapital og investeringer er et angreb på sandheden om økonomisk styring. Selv om der bag begreberne marked, kapital og investering er personer med heftige personlige interesser, er nodalpunktet for al økonomisnak ’vækst’ og ikke personinteresser. Angriber man de andre begreber, angriber man væksten og i sidste ende velfærden.

  Kun få skeptiske forskere og politikere har derfor de senere år sat sig op imod den dominerende opfattelse af, at økonomiske aktører skal have så frie forhold som muligt. Det bidrager til kapitalismens pervertering.

Den pervertering af udviklingen til noget andet end den klassiske kapitalimse navngiver Preben Moeslund så som en -isme: Kasinoismen.

Men "kasinoet" som metafor på den udvikling som økonomien i en masse vestlige og europæiske samfund har undergået de sidst 10 år, ...er det ikke bare en af de sædvanlige journalistiske Karl Smart-hed´er?

     Men nej, når man skærer mentalt ind til benet. Der er virkelig noget om snakken (=metaforen).

Kritikken fra kloge og kreative forskere går på at konsekvenserne af den globale frisætning af økonomierne i virkeligheden indebærer en "pervertering" af kapitalismen, ligesom "den reelt eksisterende socialisme" i Sovjetunionen og Østeuropa i 70-erne og 80-erne var en pervertering af de ideer som Marx kreativt og indsigtsfuldt udfoldede i en række af sine økonomi-teoretiske skrifter halvandet århundrede før, og som han og hans fans betegnede "kommunisme", det økonomiske system som karakteriserede et kommende utopisk idealsamfund.

Her kommer et godt citat om hvordan og hvorfor "kasinoet" er en glimrende metafor til at levere en indsigtgivnde mental optik til vores aktuelle økonomiske system:

I kapitalismen er penge et betalingsmiddel, der letter udveksling af varer og tjenesteydelser — et velfungerende system, hvor bytteøkonomi afløstes af en fælles international accepteret afregningsform til hurtig udveksling af ressourcer. Men i sen-kapitalismen bruges penge ikke primært til handel med varer og tjenesteydelser men til handel med handel. Penge er ikke længere et middel, der binder økonomiske aktører sammen — penge er selve systemet. Der er så mange penge og i så store koncentrationer, at varer og tjenesteydelser er blevet midlerne til at få pengesystemet til at fungere. Logik og formål er vendt på hovedet.

   Og eksemplerne er mange: Investeringer, der flyttes fra produktion med et driftsberegnet afkast over i risikoanalyserede futures i f.eks. en hel regions høst og et potentiale for udbytte, som ikke er realiseret. Går høsten godt scores ekstragevinsten; går den skidt har man forsikret sig i forsikringsselskaber, der har genforsikret deres risiko.

  Eller aktiehandler, der ikke primært er funderet i langsigtet analyse af nøgletal og afkast, men i optioner og kortsigtet gambling på, om man kan afhænde aktien til en given pris.

   Eller pantebrevsryttere, der med interne ejendomshandler og genhandler pumper markedet op og med bankers velvillighed belåner egne pantebreve i en totalt urealistisk ejendomspris — hvilket i sidste ende koster banker livet og skatteyderne milliarder, når boblen brister.

   Ja, der findes sågar hedgefonde, der investerer i CDS-kontrakter, der er en slags forsikring mod, at staten krakker. Brister boligmarkedet helt, og kommer landet i uføre, så kursen på forsikringer mod et krak stiger, kan spekulanter sælge dem dyrere, end de købte dem. Den ultimative produktfrie investering er opfundet.

   Sen-kapitalismens pris. 

Men senkapitalismen har sin pris. Markeder, kapitalbevægelser og investeringer er nu så komplekse, at producerende virksomheder og stater hverken kan gennemskue eller overvåge dem. Det er umuligt at se, om økonomisk udvikling skyldes ændrede produktive forhold eller rene spekulative forhold.    

   Samtidig er der så megen fri kapital koncentreret hos enkeltaktører, at de kan styre markeds- og prisdannelse. Derved ryger grundforudsætningerne for kapitalismen og markedskræfternes selvregulerende mekanismer. Markederne monopoliseres helt eller delvist og kan ikke genoprette sig selv, når spekulationerne går galt. Særligt i finanssektoren, hvor infantil risikovillighed følger kasinoverdenens psykologi: 

   Jo større pengekoncentration der er, jo flere let erhvervede penge der er, jo tættere man er på målet om markedsdominans, jo mere illusion om kontrol der er, jo mere villigt og risikabelt sættes pengene på spil.  

Jeg elsker analyser der afslører mentale paradokser i den dominerende tænkning, altså her den økonomiske - med Karl Marx som the big daddy.

   Senere sætter Preben Moslund tryk på beskrivelsen af konsekvenserne af sin analyse af overgangen fra klassisk kapitalisme som Marx jo - mildest talt - havde rigtig godt greb om, og så det vi ser i den moderne globale økonmiske udvikling - "en systemfejl":

Kapitalismen har fået en paradoksal systemfejl: Jo mere man indfører af den, desto mindre får man af den! Dereguleringer og frihed fører til ustyrlige dysfunktionaliteter. En ny epoke er begyndt: kasinoismen. En tilstand hvor sandsynlighedsestimeret gambling i handel med handel i stadig større grad træder i stedet for beregnet, driftsøkonomisk investering i produktion.

   Kasinoisme fuldføres med statens villighed til, at indtage rollen som neutral bankør, der kun griber ind, når tingene kører helt skævt. Ligesom bankøren i et kasino ikke normativt og proaktivt griber ind, når folk i en rus forfølger håbløse odds og sætter hus og ægteskab på spil, griber staten heller ikke ind, når finansinstitutioner tager overdrevne risici og sætter samfundsøkonomien på spil. Den rydder alene op efter skaden er sket og sanktionerer dermed aktørernes adfærd positivt. (...)

   Kasinoismen muliggøres altså af to gensidigt forstærkende forhold. Et marked, der er mere risikovilligt og dysfunktionelt end nogensinde, og en stat, der ikke griber proaktivt, men reaktivt ind, fordi politikerne ikke tør angribe den afpersonificerede økonomidiskurs og risikere beskyldninger om velfærdsnedskæringer.

Kreativ destruktion

Kreativ destruktion, hvad er det?

I forbindelse med et avisindlæg om udsigten for de traditionelle medier, i første række aviser, i en fremtid domineret af et stadigt ekspanderende internet og udviklingen af stadig nye informations- og formidlingsplatforme, så jeg begrebet "kreativ destruktion" anvendt.
    Jeg kunne ikke få det ud af hovedet og havde en erindring om at det var et begreb jeg allerede havde kendt i min ungdom da jeg læste Marx. Jeg husker det også anvendt til at forklare hvorfor  de to bombeødelagte taberlande, Japan og Tyskland, efter 2. Verdenskrig gennemgik en fantastisk  hurtig økonomisk-industriel udvikling og helt overhalede England der var en af sejrherrerne.

Begrebet indebærer i princippet at noget må ødelægges for at give plads til at noget nyt kan opstå. Mytologisk og metaforisk er der jo tale om en slags Fugl Fønix der som bekendt brændte sig selv for  at genopstå af asken.
   Søgning på nettet bekræfter at det oprindelig er et marxistisk begreb til at forstå og forklare den udvikling i spring som kendetegner kapitalismen, hvor konkurrencen fungerer som en dynamisk kraft der kombinerer ødelæggelsen af gamle virksomheder og produktionsformer med en revolutionær udvikling af nye, for eksempel den overgang vi har oplevet de sidste 20-30 år - fra industrisamfund til informationssamfund.
   Begrebets moderne talsmand hedder Joseph Schumpeter, en økonom der i 40´erne brugte begrebet til at beskrive perioder i kapitalismens historier med radikal innovation. Wikipedia skriver:

In Capitalism, Socialism and Democracy, Schumpeter popularized and used the term to describe the process of transformation that accompanies radical innovation. In Schumpeter's vision ofcapitalism, innovative entry by entrepreneurs was the force that sustained long-term economic growth, even as it destroyed the value of established companies and laborers that enjoyed some degree of monopolypower derived from previous technological, organizational, regulatory, and economic paradigms.

I vore dage er begrebet relevant til at beskriver hvordan gamle medier som aviser må gå under og give plads for nye medieformer i forbindelse med internet og digitalisering af alle former for information.
    Det som begrebet indfanger, er at enhver evolution foregår på baggrund af destruktion. Inden for den biologisk lære om livets udvikling her på jorden, opererer man med den tanke at korte perioder af masseudryddelse af et meget stort antal arter af liv, har ført til en springende acceleration af evolutionen ved at give "plads" og muligheder for nye grupper af organismer til at udvikle og sprede sig i de nicher som er blevet tomme. Det kendteste eksempel er dinosaurernes uddøen for omkring 60 millioner år siden, der gav plads for udviklingen af pattedyrene, og dermed for os mennesker. 
    Vi kender tankegangen fra bevingede ord som "at begynde på en frisk", "intet er så slemt at det ikke er godt for noget", "det må gøre ondt, før det kan gøre godt", "vi må viske tavlen ren".    
    Vi kender det også som en socialpsyklologisk mekanisme i forbindelse med udvikling af nye ideer, hvor man skal sørge for at gøre sig "tom" for præfabrikerede forestillinger: Når man skal brainstorme, skal man begynde med en "hvid tavle" eller et "tomt bord". Også i forbindelse med ledelsesteori findes tankegangen, hvor det er en almindelig anerkendt regel at en ny chef hvis han skal kunne forny virksomheden, skal se at komme af med det lag af næstkommanderende souschefer, som forgængeren har ansat. 
    En personlig erindring: Min mormor blomstrede op og fik nyt liv, da min morfar døde da han var ca. 65 år. Han var en stor og dominerende patriark, og da han var væk, blev min mormor livlig, aktiv og udfarende på en måde som vi i familien aldrig havde oplevet hende før mens hun "stod i skyggen". Hun blev 91 år gammel. 
   For mit eget vedkommende har jeg forstået det som jeg jævnligt og med nogenlunde faste intervaller har gjort i mit voksenliv, nemlig skiftet job - villet og frivilligt - som en slag mental kreativ destruktion. Jeg har set det som en positiv mental drivkraft at komme hen et sted hvor jeg - i overført betydning - sad i lort til halsen - uden at have sikkerhed for om jeg kunne klare det. 
   Det jeg ødelægger eller opgiver, ved sådan en skifte-job-operation, det er alle de tankemønstre og de relationer som gør dagligdagen og arbejdslivet forudsigeligt i en bestemt stilling  - og som gør mig tryg - og doven!
   Dovenskab betyder mentalt set at den kreative stavblender går i stå. Resultatet er en ubevidst frustration. Og løsningen er: kreativ destruktion - ved at skifte til et job hvor en stor del af opgaven går ud på at klare udfordringer som man ikke har præfabrikerede strategier og svar på.