Sider

Viser opslag med etiketten Edvard Munch. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Edvard Munch. Vis alle opslag

mandag den 5. november 2012

Akvarelmaleriets mysterier (14) - om selvportrættets kunst og andre portræthistorier

Med hensyn til mit akvarelmaleri har jeg besluttet at jeg jævnligt vil prøve noget som jeg ikke har prøvet før. Noget som jeg altså ved jeg ikke kan - endnu. Helst inspireret af aktuelle impulser udefra.
    En sådan impuls var min søgning på André Derain, Matisse og fauvisterne for et par uger siden - og min betagelse af nogle af deres malerier som havde genkendlige motiver i former, figurer og proportioner, men var malet med unaturlige, urealistiske, "støjende" farver. Som fx Matisses berømte portræt af sin kone:


Her er Matisses grønttonede selvportræt, malet året efter i 1906, næsten lige så berømmet:



Det maleri kunne godt have været med på den udstilling som udgjorde den anden impuls for mig til at prøve noget nyt: Louisiana-udstillingen med titlen "Selvportræt".
   Den har jeg været oppe og se med fruen for et par dage siden. Her er plakaten der viser et - også i kunstlitteraturen berømt 'Selvportræt med påfuglevest' fra 1911 af  kunstneren Egon Schiele.


Udstillingen viser en række fremragende kunstværker underordnet et både æstetisk og psykologisk interessant tema. Jeg skal dog slet ikke forsøge at anmelde udstillingen her. Det har andre med meget mere kunstforstand gjort for længst.
   Men jeg synes der var nogle umiddelbare interessante iagttagelser at gøre.
   Udstillingen var ikke for grinebidere. Vi så alvorsmænd, så det baskede. Væg efter væg, rum efter rum med billeder af tungsindige mænd. Ikke et smil kunne selvportrætteringens kunst tilsyneladende aftvinge kunstnerne. 
   Undtagelsen var en af denne blogs "helte" inden for maleriets kunst, David Hockney.

Og så var det var altså først og fremmest og næsten udelukkende MÆND hvis malede selvportrætter udstillingen viste. Først til slut i udstillingen - i fotoafdelingen - dukker der for alvor damer op - ofte i meget voldsomme og nærmest eksplosivt selvudleverende nøgenpositurer. Måske som en symbolsk protest mod et flere hundrede års tilknappede og selvhøjtidelige mandlige selvportrætter. 
    I maleriafdelingen som udgjorde den største de af udstillingen, var der vist kun tre kvinder repræsenteret. Den en var hende her som jeg er stor fan af, den mexicanske Frida Kahlo:


En tredjedel - 55 af Frida Kahlos 143 malerier - er selvportrætter. 
   En tekst på udstillingen fortæller at hun blev spurgt om: Hvorfor det? Og hun svarede at hun malede det motiv hun kendte bedst! Til historien høre at hun var stærkt handicappet efter en ulykke som ung, så hun kom heller ikke meget omkring og oplevede maleriske motiver i sin omverden.
   Spejlbilledet lå lige for.

Den sidste interessante iagttagelse fra udstillingen er at 99% af alle selvportrætterne er med mere eller mindre intens øjenkontakt med beskueren. Den konvention følger  portrætmaleriet også generelt.    
   En googling på 'portrætmalerier' viser et meget stort overtal af ansigter med direkte "konfronterende" øjenkontakt med publikum. Der er dog enkelt undtagelser hvor den portrætterede ser en smule skråt ud i luften. Eller sidder med nedslået blik. Ofte kvinder.
    På Louisisna var 'Et selvportrett med hånd under kinn' af Edvard Munch bemærkelsesværdigt ved at vise et ansigt hvor øjnenes blik var fjernt og indadvendt. Den tilsyneladende øjenkontakt var altså reelt brudt, hvad der også blev fremhævet i ledsageteksten:


Endelig konstaterede jeg at vist nok ikke et eneste af de malede portrætter var malet med akvarelfarver. Det var olie (og lidt akryl) det hele.
   Egentlig mærkeligt, da mange af de store malere, også malede meget med akvarelfarver, hvad jeg tidligere har fortalt om her på bloggen. 

Allerede ved at læse forskræp om udstillingen, og før jeg besøgte den og gjorde disse iagttagelser, fik jeg den ide at male mit eget første selvportræt med akvarel. 
   Jeg tog det fotografi som jeg for ikke så længe siden lagde ind som profilbillede på min Facebook-side:

 

Jeg tegnede ansigtomridset og -linierne i grove træk på akvarelblokken og besluttede at male det i "unaturlige" farver inspireret Matisseses portræt af sin kone. Og dermed bryde en af de konventioner jeg hidtil selv har fulgt, nemlig at farverne - forenklet og stiliseret - skulle afspejle fotografiets naturlige farver. Sådan: Selvportræt set gennem Matisses fauvistiske malerbriller:


Helt tosset blev det ikke. Og først efter Louisiana-udstillingen blev jeg klar over at det at male sig selv uden øjenkontakt, faktisk var et brud på en ekstremt stærk norm inden for portrætmaleriet (og fotografiet). Og at akvarel var et ukendt medie for selvportrætter.
   De brud er jeg glad for at have begået.

Det mest utilfredsstillende ved dette mit første selvportræt var skægget og håret. Som fruen sagde, så så det ud som om jeg havde en slags støttebind omkring halsen. Jeg havde tydeligvis ikke taget stilling på forhånd, og så blev det sjusket og uden prægnans i forhold til selve ansigtet.

I næste version ville jeg at frigøre mig fra Matisse´s farveoptik - og vælge mit eget fauvistiske 'system'. Jeg ville lade ansigtskuløren følge farveskalaen fra violet, over blå, grøn, gul, orange til rød. Og jeg ville i ansigtet forsøge at arbejde mere "vådt i vådt", noget som jeg kun har prøvet at udnytte meget lidt i de tidligere akvareller.
    Denne gang kom der et selvportræt ud af det, som jeg var lidt mere tilfreds  med:

 

Men typisk havde jeg heller ikke denne gang analyseret hele fjæset igennem mht. farveskala. Så skægget (og læberne) og håret fik meget lidt  "overgang" fra den ene side til den anden. Det giver flimmer i æstetik og forstyrrer oplevelsen.
   Men alligevel: for mig: flere grænseoverskridende fremskridt.

Det hører med til historien bag portræt nr. 2, at jeg malede et "mellemhop" hvor jeg 'laverede' hovedfelterne i motivet. Det blev en slags fantombillede som jeg egentlig havde lyst til at beholde - og ikke male videre på:


Derfor beholdt jeg det i form af en affotografering inden jeg malede flere lag, så jeg kan vise spøgelsesselvportrættet her.

Jeg vender lige tilbage til de portrætmalerier jeg så ved at google. Jeg fandt dér et glimrende portrætmaleri som jeg kunne ønske jeg selv havde malet. Det er ganske vist ikke akvarel, men akrylmaling, men teknikken med lag-på-lag er meget 'akvarelsk' :


Dette også med et fotografisk "forbillede":


Og på websiden er det ledsaget af en instruktiv serie af "mellemhop"-affotograferinger:


Kunstneren hedder Marie Brøgger. Her er et link til siden hvor det er hentet fra:
Hun er go'! Prøv bare at billedgoogle hendes navn!

Jeg introducerede i starten af dette indlæg Matisses selvportræt, det med de grønne kinder og den grønne pande. Men han blev også portrætteret af vennen André Derain som jeg skrev et blogindlæg om for nogle uger siden. Sådan portrætteres Matisse - i Derains fauvistiske optik:


Derain har løst "problemet med skægget", som jeg ikke altså ikke havde nogen løsning på i de to første forsøg.

(fortsættelse følger)

mandag den 23. april 2012

Autisterne, SPECIALISTERNE - og flere muligheder for kreative socialøkonomiske virksomheder

Man kan jo filosofere over hvor mange andre "afvigere" som i disse krisetider koster samfundet "alt for dyrt", der ved en reframing kunne gøres til ressourcer.
Sådan sluttede jeg et indlæg for næsten 2 år siden. Anledningen var en avisartikel om Thorkild Sonne hvis søn var autist i asbergerudgaven, som havde startet en virksomhed "Specialisterne" som primært ansatte autister. Og som positivt udnyttede det at mange autister har særlige evner inden for meget snævre områder som bygger på omfattende mængder af kolde facts, systematik og lister af systematisk ordnet information.  

Et velkendt eksempel kan ses i en kendt dokumentarfilm fra DR: "Valomanden" hvor hovedpersonen i mange år havde været ansat i DR´s diskotek - pladesamlingen. Hans hjerne var indrettet på en sådan måde at de kunne finde plader, numre, artister langt hurtigere end det bibliotekssystem han så at sige konkurrerede med. I øvrigt var han stilfærdig - og godt nok mærkelig. Han var dybt betaget af Daimi, og kom i hendes hjem og blev - sådan husker jeg det - betragtet som en "ven af familien".

En berøm Hollywoodfilm, "Rain man", med  Dustin Hoffman og Tom Cruise i hovedrollerne, har også en autist (DH) som den person (hjælperen) som udvikler den bærende, Tom Cruise, til ny og tolerant indsigt. Som jeg husker det er filmens plot og historie baseret på "a true story". 

Anledningen til dette indlæg var ikke den dokumentar og den film, men et nyhedsindslag her til aften i TV-Avisen søndag kl. 21.00.
   Den såkaldt socialøkonomiske virksomhed "Specialisterne" - med Thorkild Sonne som direktør,  - har været så succesfuld, fortalte indslaget, at konceptet - altså ideen - nu er blevet eksporteret til en række lande. Og åbenbart nu har så stor succes at man globalt er begyndt at interessere sig for det.
   Altså en dansk velfærds-ide som en værdifuld eksportartikel. Der er eksportindtægter for Danmark i krise, var den journalistiske undertekst til vinklen. 
   Det er kreativitet og innovation og velfærd - i et greb: udskilte og social isolerede personlighedstyper bliver inkluderet og brugt - og får selv mening i livet og et konstruktivt forhold til deres "handicap".

To ting slår mig da jeg ser indslaget:

1). At en lang række af de videnskabelige artikler og poplulærvidenskabelige bøger om neuroscience-fremskridt og -erkendelser jeg har tyret igennem det sidste års tid, har centrale afsnit og/eller perspektiverende slutninger der peger på nye muligheder for at forstå hvorfor autister er "autister" - og specielle og besværlige at have med at gøre i forskellige sociale sammenhænge, fx i skoler og på universiteter. 
   Samtidig med at de har - eller kan have - høt specialiserede kognitive evner på meget specielle fagområder. 
    Specielt den undergruppe som lider af det der hedder "aspergers syndrom" synes at have den specielle kombination  af mentale kendetegn.
   Og de neurologiske forklaringsmodeller peger gang på gang på to områder i hjernen som er dysfunktionelle eller har afvigende funktionsmåder, nemlig spejlneuronnetværket og default mode-netværket: to netværk i hjernen som på hver sin måde aktiverer vores intuitive og/eller reflekterende forståelse af hvordan andre mennesker tænker og føler. Og som jeg godt nok har skrevet mange indlæg om - fra alle mulige perspektiver og indfaldsvinkler.
   Jeg husker også den bog om mataforer af James Geary: "I is an Other" som indledte et kapitel "Metaphor and the mind" med en beskrivelse af en højt begavet autist på en universitetsuddannelse som bare ikke forstod alle de metaforer i clichéform som de sociale omgivelsers dagligsprog var fuld af.
   Jeg har ikke autister i min nærmeste familie - tror jeg. Men jeg har skizofrene, og også deres lidelser synes fx at hav noget at gøre med at default mode-netværket ikke lukker ned - som det eller skal og gør for normale - når personen er optaget og opmærksom på at løse krævende opgaver i forhold til omverdenen.
   Og også en tredje gruppe af psykiske syge - dem der er maniodepressive - ved vi jo indeholder en del store kunstnere der har lidt af og under den diagnose i perioder af deres liv. Van Gogh fx. Og Edvard Munch:

Skriget fra Edvard Munch

2) Den anden lidelse som tilsyneladende - ligesom autismediganosen - som en bølge skyller ind over det moderne samfunds mentale landskaber, er ADHD - nu den medicinske betegnelse for hyperaktive børn med koncentrationsbesvær og manglende social tilpasning af deres forstyrrende adfærd.
   Børn og unge med ADHD-diagnosen har langt hen ad vejen en historie i det moderne samfund som ligner aspergernes: at deres uro, manglende koncentration og opmærksomhed på opgaver i længere tid, vanskeligheder ved at forholde sig socialt kontrolleret i mange sammenhænge, fx i en skoleklasse, fører til at de derfor udskilles fra "de normales" klasser  som "syge", "omkostningstunge", specialundervisningskrævende, etc. Og et problem for deres forældre som ikke er glade for at have "afvigende" børn som kræver special treatment, særlige møder med lærere, pædagoger og skolepsykologer, etc.
   Går man på nettet, så finder mange mange hjemmesider og udsagn fra forældre der postulerer at ADHD-børn og unge  nok er "utilpassede", men at de i virkeligheden samtidig udgør en særlig afart af særligt kreative personligheder: en gruppe børn og unge med stærke kreative evner og livlig fantasi, som udskilles som mentale afvigere og "syge" primært fordi de moderne sociale rammer i skole og fritid er blevet gradvist snævrere og snævrere i de sidste 20-30-40 år. 
   Nu går S-SF-R-regeringens grønthøster-tænkning ud på at så propper vi dem bare tilbage i klasserne, og så løses det nok af lærerne (som i øvrigt betragtes som ukvalificerede til bare at undervise helt "normale" unge). 
   Jeg tror det går rygende galt. Og det vil man erkende om en 10 års tid. Men altså...

Da jeg så indslaget om "Specialisterne" og asperger-autisterne som værdifuld arbejdskraft på helt specifikke områder hvis man forholdt sig seriøst til og tog højde for autismens mentale bagsider, så tænkte jeg:
   Hvorfor ikke gøre det samme med alle de ADHD´ere som vi først i mange år har udskilt til OBS-klassser, og som i fremtiden sandsynligvis gøres til problembørn i alle de normale klasser: Altså hvad med at følge i Thorkild Sonnes konceptuelle fodspor og oprette virksomheder som ansætter ADHD´ere med henblik på at udnytte deres særlige hyperaktive kaos-kvalifikationer, som sandsynligvis i et vist omfang har med utilpasset kreativitet at gøre?

På en hjemmeside (link tilsidst i indlægget) finder jeg følgende tekst og liste:
If you or someone you love has ADHD, you are in good company! Some of the most creative, innovative, and imaginative people have ADHD. Below is a list of famous people who have ADHD or who are suspected of having ADHD.
Architect

  • Frank Lloyd Wright

Artists

  • Salvador Dali
  • Pablo Picasso
  • Vincent Van Gogh

Athletes

  • Terry Bradshaw
  • Scott Eyre
  • Justin Gatlin
  • Cammi Granato
  • Jason Kidd
  • Michael Phelps
  • Pete Rose

Authors

  • Charlotte and Emily Bronte 
  • Samuel Clemens
  • Emily Dickenson
  • Ralph Waldo Emerson
  • Virginia Woolf
  • William Butler Yeats

Composer

  • Wolfgang Amadeus Mozart

Entrepreneurs and Business Leaders
  • Andrew Carnegie
  • Malcolm Forbes
  • Henry Ford
  • David Neeleman
  • Paul Orfalea
Explorers
  • Christopher Columbus
  • Lewis and Clark
Entertainers
  • Ann Bancroft
  • Jim Carrey
  • Steve McQueen
  • Jack Nicholson
  • Ty Pennington
  • Elvis Presley
  • Evil and Robbie Knievel
  • Justin Timberlake
  • Robin Williams
Inventors
  • Alexander Graham Bell
  • Thomas Edison
  • Benjamin Franklin
Photographer
  • Ansel Adams
Physicist
  • Albert Einstein
Political Figures
  • James Carville
  • John F. Kennedy
  • Abraham Lincoln
Ja, mange af navnene kender jeg - og også deres proefessionelle historie og biografi. Sandsynligvis er listen vildt overdrevet mht. antallet af navne. Og hvor sikker er diagnoserne? Men alligevel er den tankevækkende.
   Og jeg tænker også at nogle af de "belastende" og "konflikfyldte" barndoms- og ungdomserfaringer som kendte forfattere, malere, musikere, ledere og forskere har fortalt om som voksne når de blev interviewet i de store dagblade i anledning af ny videnskabelige eller kunstneriske "sejre" (og som jeg ofte har citeret her på bloggen) - at de "lidelseshistorier" delvis kan forklares ved at de er født med et socialt konfliktpotentiale - nu fx diagnosticeret som ADHD - som har ført til at omgivelserne - skole, kammerater, familie - har trukket sig tilbage fra dem. 
  Og så har de reageret - ikke ved at gå i hundene - men ved at de ofte "trukket sig ind i sig selv" - og vendt sig mod en mental fantasiverden de selv kunne kontrollere. En "verden" som så senere er kommet i udbrud og til udtryk i en - måske vildt fabulerende - fantasiproduktion som kunne omsættes og nyttiggøres i et bredt spektrum af værdifulde aktiviteter inden for: KUNST, VIDENSKAB, LEDELSE, etc.