Innovation - kreativitet for pengenes eller nyttens skyld - eller for fornøjelsens

Jeg har lige været censor for et speciale der handlede om innovation. Titlen var: Kan regeringen styre innovation. Afhandlingens forfatter: Karsten Baun.
   Empirien var en analyse af statens forsøg gennem forskellige økonomiske og administrative tiltag at øge innovationen, sådan som de kom til udtryk og blev 'italesat' i en række rapporter og betænkninger fra de senere år. Og specialets pointe var at der var forskellige innovationsparadigmer som historisk afløste hinanden. Og at staten primært havde taget afsæt i et, og var blind for de muligheder der lå i innovation med humanistisk udgangspunkt og baggrund.
   Specialet talte om en særlig diskurs som var bundet til teknologi og forskning.
   Jeg vil nok snarere bruge begrebet frame, til at beskrive de bindinger og begrænsninger der har ligget i de rapporter, betænkninger og anbefalinger som er kommet fra regeringen. Og beskrive hans konklusion som et argument for at der lå uudnyttede muligheder i en re-framing af det felt der handler om værdiskabende fornyelse og udvikling i samfundet.
   Men det var selve ordet 'innovation' jeg ville se lidt kritisk på.

Jeg har det sådan med begrebet innovation, som jo er blevet et buzz-word i de senere år og på mange områder har udkonkurreret ældre udtryk som: kreativitet, kreative produkter, at jeg synes det begrænser og i virkeligheden er lige ved at indeholde et selvdementerende paradoks.
   I hvert fald udelukker begrebet 'innovation' alt hvad der har med "unyttig" kunstneriske aktiviteter at gøre. Kreativitet som vrede, kreativitet som vildskab og grænsebrud, er ikke de mest nærliggende associationer 'innovation' inspirerer til.
   Det ligger i kreativitetens natur og den kreative tænknings funktionsmåde, at den går på tværs af eller stik imod logisk, lineær tænkning og sætter sig ud over rationel vurdering og grænsesættende målestokke. "Innovation" derimod lægger et nytte- og penge-perspektiv ned over kreativiteten som den hele tiden vil tøjle og målrette.
   Uden at have tjekket op på det, gætter jeg på at begrebet 'innovation' kommer ind med mannagementlitteraturen omkring årtusindskiftet.
  
Ved at lægge innovations-rammen ned over aktiviteter, tiltag og planer, så afgrænser man sig fra de muligheder der ligger i alle de udtryk og former for kreativitet der har leg, fornøjelse, frihed og fællesskab som drivkraft og motor.      
   Den side af 68-generationens nybrud og re-orientering af tænkningen, som ikke var funderet i marxistisk studenteroprør, havde kreative værdier og positive konsekvenser som man ikke kunne have forudset eller tænkt hvis man primært havde fokuseret nytteværdien i det: Fristaden Christiania, Roskilde Festival, gruppe- og projektarbejde, Flower-Power, Den rejsende højskole, Djursland kollektiverne, lilleskole-bevægelsen, Det fri gymnasium, Poul og Nulle og ungdomsredaktionen i DR, Solvognen, Burning Red Ivanhoe, Pornoens legalisering.

TV 2/News - en dårlig ide der blev en succes - via påtvunget konceptuel blending

Olav Hergel skriver en stor baggrundsartikel i Søndagspolitiken den 15. august, med rubrikken "Breaking News & talking heads." Pointen i artiklen er at kanalen TV 2/News, efter først at være udråbt til en fuser, nu er endt med at blive en succes.

   Hvad er sket, hvad er forklaringen? - Konceptuel blending!

  

Da kanalen TV 2/News blev lanceret var tanken at den skulle levere hurtige og spektakulære nyheder døgnet rund. I princippet som CNN eller BBBC-world. Dertil blev indkøbt en helikopter.

    Problemet var at der jo ikke var nyheder i lille Danmark der kunne leve op til og indfri det oprindelige koncept. Der skete simpelt hen ikke nok, og det der skete var ikke opsigtsvækkende og sensationelt nok - til at konceptet holdt - med hurtige, hårdt klippede nyhedsindslag, kombineret med live-rapportering fra begivenhedernes brændpunkt. Den gik bare ikke.

Konsekvensen blev at man jo så skulle finde ud af at fylde fladen ud med noget andet end der lå i konceptet, hvis man ikke skulle ud i at sende i  nyhedsbåndsløjfter, som man kender det fra DR/DAB-radioens nyhedskanal. Og fra DR Update. Og som der godt nok ikke ville være mange seere til og mange reklameindtægter i.

   Hvad gør man så for at overleve? Går den modsatte vej af den vej tv-nyhederne ellers har bevæget sig i mange år, som f.eks. beskrevet og dokumenteret af medieforskeren Stig Hjarvard for nogle år tilbage.

Her indtræffer nemlig den kreative mekanisme som jeg i anden sammenhæng har kaldt "det tomme bord": dette at man redaktionelt er underkastet kravet om at fylde når man ikke har noget eller nok at fylde med, det fungerer som en stærkt kreativitetsprovokerende stimulans. Opfind eller dø!

   "Det tomme bord" er forklaringen på at det stort set er meget sjovere og mere interessant at hører radio og læse avis om sommeren end om vinteren. Agurketiden er ud fra et kreativitetssynspunkt den årlige periode for nyudvikling af journalistikken. Fordi der ikke er pligtstof nok og ikke tilstrækkeligt nyhedsmæssigt "rugbrød" til at fylde sendeflader og avissider i sommerperioden.

Og sådan blev det også på News. Det som enhver traditionel tv-nyhedudsendelse i mange år har skyet som pesten, nemlig mange "talking heads"og "talende jakkesæt", det viser sig, ret så paradoksalt, at blive løsningen: Har man ikke hårde nyheder og tunge begivenheder nok til at fylde en døgnflade med nyt på de fleste dage, så er der flere end nok eksperter og politikere der hellere end gerne vil i studiet og på skæremen og sige noget om og kommentere det lidt der sker.

   Og det som såvel politikere som eksperter ellers har hadet nyheds-tv for - at deres udtalelser blev redigeret ned til korte slagkraftige og forenklende "sound bites" med påtvungne skarpe vinkler, det blev nu pludselig vendt til både kildernes og stationens fordel og fornøjelse. For nu var der tid og nu var der plads til lange seriøse interviews, diskussioner og kommentarer.

    Og det var der faktisk seere til da det kom til stykket. Det som alle kulturradikale mediforskere og kulturpinger i årevis har bebrejdet public-service-stationerne at de forsømte, at gå i dyben med historierne, det blev gradvist, efterhånden som konceptet fandt sin nye identitet, til virkelighed. Så konceptet ændrede sig indholds- og formmæssigt til en slags DR/Deadline - døgnet rundt.

   Eller man kan sig at man udviklede et koncept med inspiration og erfaringer fra de daglange reportage-udsendelser ved kongelige fest-begivenheder, hvor der stort set ikke sker noget særligt det meste af tiden, og hvor det der sker, er nøje planlagt og tidsfæstet. Og det er også her kommentatorerne må levere en stor del af fremdriften i udsendelsen.

Samtidig tog man så konceptuelt konsekvensen af at det var så få dage om året hvor der i egentlig traditionel amerikansk forstand var tale om "breaking news", og neddroslede simpelt hen kraftigt de redaktionelle krav til hvornår man kunne annoncerer "breaking news". Man sænkede journalistisk set overliggeren kraftigt, så man alligevel relativt ofte kunne have en nyhedsdramaturgisk "motor" til at trække udsendelsen og give den fremdrift hen over dagen. Igen en kreativ omdefinering af konceptet.

   Det som måske ikke i sig selv er særligt spændende eller sensationelt set med de skarpeste nyhedskriterieøjne, det kan News-redaktionen - ved at frame det som "breaking news" - forfølge journalistisk hen over dagen og aftenen med løbende kommentarer og konfronterende diskussioner fra stadig nye vinkler.

Her er klart tale om konceptuel blending - presset af et krav om fornyelse for at overleve. Et for så vidt velkendt og veletableret internationalt nyhedsformat, tænkes sammen med den udvikling som ellers præger aviserne mere og mere: fra newspaper til viewspaper. Det som egentlig skulle være en bredt favnende og sigtende nyhedsdøgnkanal, bliver en elitekanal hvor selve det at levere regulære nyheder bliver den mindste del af fladen. News ender med at levere et programflow hvor fremdriften i meget høj grad bliver rent retorisk, dette i stærk kontrst til den satsning på nyhedsdramaturgisk fremdrift som man ellers i mange år har prioriteret højt på de traditionelle tv-nyhedsredaktioner, med kurser i visual storytelling og deltagelse i den årlige Oklahoma-workshop, satsning på case-historier og soundbites, m.v.

Præcis det samme foregik i DR da man til DR 2-kanalen opfandt formatet "Tema-lørdag". Man havde ikke råd til på DR 2, og der var heller ikke høje seertal nok til, jævnligt og fast at sende lange klassiske højt profilerede dokumentarer med lang produktionstid og høje produktionsomkostninger. Men det segment som DR 2 appellerede til - "de grønne", var faktisk interesseret i udsendelser om de temaer som man ellers traditionelt formidlede gennem disse dokumentargenrer.

   Så opfandt man et format hvor man kunne kombinere relativt billige indkøbte dokumentarer med relativt simple og hurtige egenproducerede reportager, ofte med brug af gratis arkivstof, og suppleret eller bundet sammen med kommenterende studieindslag. Og bundet sammen af et fælles "tema".

   Det kostede det halve eller mindre og fyldte det dobbelte. Og "de grønne" kerneseere til DR 2, der ville have mere indhold og substans lørdag aften end de brede og let underholdningskrævende "bundsegmenter" som DR 1 var fokuseret på, ja, de var glade.

Journalistik på forsiden af to af Politikens søndagstillæg - det handler om Jeppe Nybroe og TV 2/News

Da jeg var meget yngre var avisen Information noget særligt ved at den indimellem havde artikler der forholdt sig kritisk til andre avisers dækning af virkeligheden. Temaoverskriften var: "Fra vores egen verden". Den gang var det grænseoverskridende. Journalister havde det som læger: Det er usolidarisk og nedværdigende for standens troværdighed hvis man offentligt kritiserer andre inden for professionen.
   Sådan er det heldigvis ikke mere. Men det er ikke mere Information som går i spidsen for kritisk diskuterende at dække medieverdenens svagheder og bagsider. Politiken er nok frontløberen her.
   Det er ikke så mærkeligt.  Dens kernelæsere tilhører "den kreative klasse", og journalister er så at sige født ind i den. Så journalister og journalistik er simpelt hen godt stof i Politiken.
   På de to journalistuddannelser jeg har undervist på og i al beskedenhed sat et aftryk på, var og er Politikens praktikpladser i høj kurs, om ikke den højeste.

I dag søndag den 15. august har Politiken et alenlangt interviewportræt af en af dem der en gang var top of the pops inden for faget, Jeppe Nybroe. Det er en gammel SDU-er, Lea Korsgaard, en af pionerene inden for genren fortællende journalistik, som står for historien. Manden blev fyret eller gået for at have manipuleret flere tv-nyhedshistorier for at give dem ekstra oplevelsesmæssig impact, øget dramatisk værdi.
   Altså: Han har snydt på vægten rent professionelt. Og han får i interviewet relativt frit løb til at retfærdiggøre sig ved at fortælle den private historie: Jeg begik fejl, men værre var det heller ikke. Jeg var i krise. Min kæreste havde forladt mig til fordel med en anden mediemachomand. Og: Andre gør det samme. Sådan gør man inden for faget. Det er ikke snyd, det er bare tv.
   Vi får et glimt fra barndommen. Forældre der flytter rundt: "boede i en periode som 10-årig i Saudi-Arabien, hvor hans forældre igen var udstationeret." Et tegn på den særligt kreative persons typiske barndomsvilkår.

Jeppe er - det er helt klart - en af dem jeg har kaldt særligt kreative personligheder. Og som journalist er han ambitiøs, og hans karriere har bare ført ham til tops i DR/TV-avisen. Supernyhedsvært, kritisk journalist til fingerspidserne. I sprog, i holdning, i udtryk.
   Jeg husker hvad jeg tænkte når han lavede live-interviews den gang som nyhedsvært: Det er vigtigere for ham at vise hvor dygtig, skarp og intelligent han er - over for andre journalister, vigtigere end at få oplysende svar ud til seerne. Han er en journalistisk macho-mand. På vej frem. En ny Ulrik Haagerup. En comming Hans Jørgen Jensen. Den afgående Falbert fra Ekstrabladet rinder mig også i hu som association med hensyn til personlighedstype. Også hans jævnaldrende Simon Andersen, nu nyhedschef på B.T., som bidrog til hans "fald", og som senere tilbød ham job på sin avis.
   Den type journalistiske personligheder er en slags mediekrigere, kreative gladiatorer, som overlever og avancerer inden for branche og stiger i status i professionen ved at dygtigt og aggressivt at skabe journalistiske scoops, ved hårdt målrettet arbejde at levere kritiske afsløringer uden stands anseelse
   Men den slags journalistik og den type journalister har det også ofte med at gå balancegang på etikkens grænsebomme. Jeg mindes her Poul Martinsen, som også er en særligt kreativ personlighed,og er en mester ud i journalistisk dokumentarkunst. Men som også i sin lange karriere indimellem  balancerede på kanten i forhold til nogle af sine medvirkende.
   Høje professionelle ambitioner kombineret med brændende behov for at komme ud over rampen, kan friste eller forføre til at gå over grænsen.

Jeg tænker efter at have læst portrættet: Lea er blevet (lidt?) forført af Jeppe. Hun mister den kritisk distance, synes jeg. Hun er selv en af de særligt kreative inden for faget. Og det er en virkelig god ide at forfølge den gamle historie. Hvad blev der af dem der en gang var hovedpersoner i nyhederne? Det er et klassisk journalistisk plot, som tit giver pote. Så hvorfor ikke vende tilbage til kollega Jeppe og få hans refleksioner og tilbageblik.
   Men er hun den rette. Kan man ikke rette den samme kritik mod hende i dette portræt som man (med god grund?) rettede mod Reimer Bo i forbindelse med hans interviews af  Stein Bagger og Zobel-damen?

Jeg har tidligere været inde på at kreativitet uden moralske bremseklodser - eller stor kreativitet kombineret med store ambitioner, er en risikabel cocktail. Når jeg læser portrættet i Politiken, synes jeg at den dimension er underbelyst: at særligt kreative folk kan fristes til at blive moralsk afsporede af deres ambitioner, og forført af sig selv til at finde på lidt for smarte løsninger i  pressede situationer hvor deres journalistiske værdi på markedet er på spil, og de skal leve op til det billede, det image, de allerede har opnået i medierne.
   Er den type journalistisk personlighed som Jeppe repræsenterer, i virkeligheden en slags Klaus Riskær inden for journalistikken? At være kreativ betyder jo at man har en særlig evne til at kunne overskride grænser. Også moralske. Og også ofte slippe afsted med det.
   Når det optager mig specielt, er det fordi Jeppe Nybroe i det sidste halve eller hele år, optræder som nyhedsvært på min regionale tv-station: TV 2 Øst. Og jeg har ikke haft det godt med det. Når han optræder som skærmfigur i deres nyheder, så får jeg hver eneste gang associationer til de gamle historier fra TV-Avisen. Og jeg mister tillid til TV 2 Øst  som troværdig nyhedsstation. Gør ham dog til chef eller redaktionssekretær. Men at bruge ham på skærmen?

Artiklen om TV 2/News og kreativitet vender jeg tilbage til i et senere blok-indlæg. Det her blev længere end jeg havde tænkt. Det må være lidt vigtigt for mig, åbenbart.

Christo og Jeannne-Claude - det er indpakningen der gør det - visuel blending!

Politiken i dag den 15. august. Et to-siders opslag der straks fanger blikket og stimulerer fantasien. Jeg kan jo godt huske en del af disse billeder, som er fotografier af indpakkede og indhyllede stykker virkelighed. Broer, bygninger, træer, naturområder.
   Kunstnerne er Christo og Jeanne-Claude. Og når man først har set billederne, så er de ikke til at få ud af hovedet igen. Og ved gensyn aktiveres disse fornemmelser af ubehag, spøgelser, sug i maven, en anden verden. Der er klart noget surrealisme over deres kunstværker som jo er karakteriseret ved - for de flestes vedkommende - at være i kæmpeskala, og at de, som megen moderne konceptkunst, kun eksisterer midlertidigt, så er de væk. Findes kun som spor i publikums erindringer og i fotos af det færdige resultat, og i arbejdsskitser som kunstnerne bl.a. har brugt til at overtale myndigheder og sponsorer til at lade dem realisere deres visioner.

For mig er deres kunstværker og deres koncepttænkning et lysende klart eksempel på blending som en kunstnerisk operation, der er fantastisk effektiv:
   I det ene input-rum har vi landskaber, bygninger, natur som vi kender det; i det andet input rum har vi indpakningsmaterialer: stof, papir, plastik. Ved at pakke det ene ind i det andet, får vi en stærk effekt af uvirkelighed, drømmeverden, science fiction, fantacy.
   Fantasien nyder det vi ikke kan se, men aner konturerne af - under dække; samtidig med at kæmpeproportioner også i den grad er stimulerende for fantasien: Det man normalt pakker ind, er i en størrelse der er overkommelig. Er det Gud der der taget på en længere ferie, og som vil beskytte møblementet mod sol og støv ved at dække det over? Eller sover de forskellige bygninger? Eller er det ligklæder? Eller er har der været kæmper på spil, som har spredt deres sengetøj hen over deres legetøj og så er gået deres vej? Eller har bygninger og landskaber gemt sig og leger borte-tit?
   Fantasien kan producerer historier på stribe ved det synsschock som det på en eller anden måde jo er  at opleve et blended visuelt rum, fremmed og uden nogen klar mening eller funktion.

Nogle af de sprogudtryk som blending-teorien så godt gør rede for, er de såkaldt kontrafaktiske sætninger:

• "Hvis du var kommet med til festen, ville det have været en katstrofe."
• "Hvis Hitler havde vundet krigen, ville Danmark ikke have eksisteret i dag som en selvstændig nation."

Analyse: En faktisk fest uden din deltagelse i det ene mentale rum; en tænkt fest med din deltagelse i det andet; i det blendede rum: en katastrofal fest. En verden med nationer som vi kender den, i det ene konceptuelle rum; en en forestillet verden med konsekvenserne af at Hitler havde vundet, i det andet; i det blendede rum: en verden uden Danmark som nation .
   De her indpakkede stykker virkelighed af Christo og Jeanne-Claude, viser en verden der ikke findes, men kunne have eksisteret hvis der havde været: xxxx? Og så må fantasien producerer historien: xxxx, der kan fylde hullet ud.

Hvad betyder "fløde" om søndagen i svømmehallen i Asnæs?

Hvis man er fast morgensvømme i den lokale svømmehal, hvad jeg er og har været i mange år, så oplever man jo mange mennesker med en hel anden baggrund og et helt andet liv end sit eget. Og det er det fede ved at være fast morgensvømmer, at det ender med at det er noget man ikke kan undvære. Man bliver simpelt hen afhængig disse stadige kulturmøder som jo typisk foregår uden tøj på under bruseren og i saunaen , eller man er kun iført nødtørftigt dækkende badetøj ude i hallen. Der er tale om konceptuel blending så det batter. Og jeg er efterhånden sikker på at kombinationen af svømmemotionen, som nærmest er meditativ, og samværet på tværs af skel, at den coctail udløser humørstimulerende endorfiner, ligesom andre aktiviteter som man kan blive afhængig af.

I Asnæs hvor der ligger den svømmehal som vi frekventerer om sommeren, der har man om søndagen den særlige tradition at bademesteren har lavet kaffe som er gratis, og som man, efter at den er skænket op, kan sætte på kanten af bassinet ud for den bane man svømmer på. Efter hver bane frem og tilbage, kan man så tage en slurk. Det passer lige med 10 slurke til 10 baner, så er koppen tom.
   Der er så den lille særlige specialitet at der under det bord hvor kaffen er rettet an, delvis skjult, står en flaske snaps. Og hvis man siger at man gerne vil have "FLØDE" til kaffen, ja, så får man hældt op, så morgenkaffen bliver til det man i Jylland i ældre tid kaldte "små sorte". Og alle har et muntert glimt i øjet og et lille smil om læben, både når de ber om det, og når der hældes op

Hvordan beskriver man så at "fløde" ikke betyder fløde, men snaps? Og hvorfor er det sjovt.
  Det er jo selvfølgelig udtryk for en form for sproglig kreativitet. Ordet "fløde" i den kontekst er et resultat af blending. Det er ikke egentlig en metafor, selv om det ligner. Det er vel snarere en eufemisme - en forskønnende omskrivning - der gør det muligt at tale indforstået om noget som egentlig er lidt forbudt og forbundet med dårlig samvittighed at indtage: spiritus tidligt om morgenen.
   Dette som vi ikke så gerne må benævne (endsige indtage), befinder sig i det ene input-rum. I det andet findes noget som også er flydende, og som man også øger kaffens smagskvalitet med, og som er helt normalt. Og i det blendede rum får vi så: "fløde" i betydning snaps. Og i den sociale kontekst en fælles bevidsthed om at denne blending en del af det lokale sproglige fællesskab som andre er udelukket fra. Derfor lidt sjovt.

Sociale skel og kreativ udvikling - en opsummering og endnu et eksempel

Jeg har tidligere skrevet om mentorers og gode feers betydning for at kreative mennesker med barske barndoms- og ungdomserfaringer, ikke bare blev tabere. Og har blandt andet refereret til børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, som blev interviewet til Politikens sommerserie om sammenhængen mellem opvækst og voksenholdninger.
   I går i Politiken har Per Michael Jespersen så en opsummerende klumme om hvad der er fælles for de syv de har interviewet til serien. Han konkluderer at det fælles var, at de tidligt i livet havde mødt mennesker fra et andet socialt miljø, hvad enten de selv kom fra bunden eller toppen af samfundsstigen.

Det giver mig anledning til at filosofere over min egen opvækst, vokset op i en pæn og socialt beskyttet funktionærfamlie med en far som ingeniør på Sukkerfabrikkerne og en hjemmegående mor. Og vi havde altid pige i huset. Ingeniørfamilien blev flyttet rundt fra fabrik til fabrik, alt efter hvor der var brug for den enkelte ingeniørs særlige kvalifikationer og tekniske speciale: fra Gørlev til Holeby, fra Holeby til Stege, fra Stege til Christianshavn. Jeg skiftede derfor skole med relativt korte mellem rum.
    Alt det flytteri producerede jo identitetsusikkerhed, rodløshed og fremmedgørelse - en type erfaringer og oplevelser som jeg tidligere har nævnt kan være en kilde til kreativitet, fordi det skaber savn og ønskedrømme, og får en til at reflekterer og fantaserer over de grænser og skel man oplever i sine omgivelser.
   Og de faste og bedste venner og legekammerater jeg havde de forskellige steder, hvad var det for nogen? I Holeby hed han Flemming og var søn af en ufaglært arbejder, i Stege hed han Per og var søn af en lille håndværksmester, og på Christianshavns Gymnasium hed han Mogens, og var søn af en enlig mor der vel gjorde rent eller ekspederede i en butik.
   Og jeg kan faktisk huske at jeg den gang ofte reflekterede over klasseforskelle, og hvad det at være priviligeret, betød for hvilken fremtid man havde udsigt til.

Per Michael Jespersen har givet klummen overskriften "Social blindhed", og hans pointe er at det er vigtigt for den menneskelige udvikling (=kreativitet?) , at man konfronteres med sociale forskelle i sin opvækst. Han formulere det dog alt for slapt, synes jeg, når han siger at faren er "et mere kedeligt samfund", hvis alle vokser op i miljøer der har karakter er af sociale ghettoer, og man derfor sjældent konfronteres med mennesker/skolekammerater med en anderledes baggrund end man selv har.

Jeg mener at kreativitet, fremdrift, udvikling, fornyelse - skabes og udspringer af forskelle der mødes og konfronteres på tværs af konventionelle og historiske grænser og skel. Den slags konfrontationer er forudsætningen for konceptuel blending - tænkning hvor forskellige forestillingsverdener, livserfaringer og bevidsthedsformer mødes - og i mødet skaber nye tanker og ideer der kommer til udtryk i nye koncpetuelle output-rum hvor der foregår både integration og kompression af elementer fra de forskellige mentale input-rum.
   Mennesker mødes og sød musik opstår. Det var vist var titlen på en af Jens August Schades digtsamlinger.

Og så apropos: Politiken i dag den 15. August. Portrætartikel af Minna Skau om en kvinde hvis navn jeg ikke havde hørt før, og hvis ansigt var interessant at se på: smukt men lidt hærget. Rubrikken var: "Krigen lærte hende at sætte pris på livet". Det drejer sig om en dansk journalist som er frisk udnævnt nyhedsredaktør på den amerikanske netnyhedstjeneste 'The Daily Beast'. Manchetten lyder:

Da Louise Roug Bokkenheuser som ung teenager mistede begge sine forældre, begyndte en lang flugt væk fra smerten og minderne. Hun lagde lillebroderen, hjemmet og Danmark bag sig på en rejse, hun i dag beskriver som ét langt selvmordsforsøg. Nu, da hun har skrevet det hele ned i en bog, håber den 37-årige, succesfulde journalist at have forsonet sig med sine spøgelser. 

De kreative processer ved at skrive ud fra barske erfaringer, som noget der skal hele en mental splittelse skabt ved sorg og savn, er essensen af historien. Forældrene bliver skilt, moderen dør ved en ulykke hvor hun var stærkt beruset, faderen dør to år efter af druk, fremgår det.
   Siden har Louise både været kriminalreporter for L.A. Times og krigskorrespondent i Bagdad i to år. Om livet som kriminalreporter siger hun: "Man møder folk, når de er helt derude  i deres liv, hvor tingene er meget klare og meget tydelige. Og det er vildt grænseoverskridende". Og om erfaringerne i Bagdag siger hun:

"Krig er jo fedt på en måde. Det er meget tiltrækkende, fordi du har alting virkelig skarpt og nært - og der er en ærlighed i øjeblikket.  Både i situationen og i den måde, du relaterer til folk på. Der er ingen rudekuverter og ingen bekymringer over næste elregning. Der er bare det helt basale med had-kærlighed og liv-død. Men mens jeg havde troet, jeg ville finde svar på spørgsmålet om, hvordan krig overhovedet sker, så fandt jeg med tiden ud af, at mit egentlig spørgsmål var: Hvordan er det egentlig vi overlever? Hvordan var det, mine venner overlevede? Og hvordan var det, jeg selv overlevede (...). Jeg troede, jeg kunne gøre alting alene. At man kan leve et liv, hvor man bare frasiger sig alle andre og det nær. (...) Men i dag har jeg jo fundet ud af, at jeg har behov for andre mennesker. Jeg kan ikke alene, og et menneske er ikke en ø. De mennesker jeg mødte i Irak, de overlever jo netop fordi de har støtten fra familien. Og jeg har også behov for andre mennesker."

For Louise betyder konfrontationen med krigen og de kulturelt set helt anderledes mennesker hun møder og får som venner, en re-framing af egne erfaringer: fra flugt til forsoning. Nøgleordet er: "grænseoverskridende".

Metonymer - del for helhed appellerer til fantasien

Kreativt sprog er i princippet sprog som er grænseoverskridende i en eller anden forstand. Det ligger i definitionen af kreativitet - evnen til at forbinde forhold, emner, problemstillinger som logisk set eller praktisk talt ikke har noget med hinanden at gør.
   Tager man den definition for pålydende, så er brugen af metonymer i sprogbrugen ikke udtryk for kreativitet, men for sproglig økonomi. For det metonyme udtryk og den helhed dette udtryk "står (i stedet) for", tilhører jo samme begrebsverden.

Lakoff og Johnson har i deres bog Metaphors We Live By et kapitel om metonymer  hvor de opstiller en liste over forskellige relationer som et X (metonymet) kan have i forhold til det det står for: Y (target). Fx.

• Ansigt for person: Vi har brug for nogle nye ansigter her på kontoret
• Forfatter for værk: Jeg har Herman Bang stående på den nederste hylde
• Institution for medarbejder: Politiken udeblev fra ministerens pressekonference
• Kropsdel for person: Flyt så din røv! /Vi trænger til nyt blod på holdet
• Instrument for bruger: Førsteviolinen er syg i dag
• Sted for institution: Christiansborg holder sommerferie/Banker i panik i dag
• Dato for begivenhed: Den 4. maj fejres ved stearinlys i vinduerne
• Den kontrollerende for den handling han kontrollerere: Nixon har bombet Hanoi/Hitler tabte slaget
• Farve for fodboldhold: De rød-hvide vandt kampen
• Bord for gæst: Bord nummer 7 har ikke betalt
• Dyr for pels: Her hænger minken, rævene er hængt på lager
• Nummer for soldat: 44 og 67 - trææd aff!

De to forfattere fremhæver at der er klare ligheder mellem metaforens funktion og metonymets funktion, ved at de begge fremhæver særlige egenskaber ved det M-udtrykket står i stedet for.
   Ved at skrive at "Nixon bombede Hanoi", og ikke at "det amerikanske luftvåben bombede Hanoi", fremhæver man et særligt ansvarsforhold mellem personen Nixon og bombningen af Hanoi. Og ved at sige at "førsteviolinen er syg i dag", og ikke at "Nielsen er syg i dag", understreger man hvad det specielt er ved Nielsens sygdom der er et problem, nemlig at hans plads i orkestret ikke kan udfyldes; hvordan han i øvrigt måtte have det bekymrer vi os ikke om.

På et hospital udgør metonymforholdet - diagnose for patient - en så fast bestanddel af sprogbrugen hos personalet at det udgør en ideologisk frame: "aparatfejlsmodellen": Blindtarmen havde feber igår/Hoften på stue 7 mangler at få taget sin temperatur/Den brækkede arm kan udskrives i morgen.

Både brug af metaforer og af metonymer indebærer altså en form for framing som udvælger, fremhæver og fokuserer på særlige egenskaber ved det som er "target" i begge operationer.

   Men alligevel kan man vel sige at de eksempler som er nævnt ovenfor, ikke virker eller fremtræder særligt "kreative". Der er klart tale om udtryksøkonomi, men er der også fantasi på færde?

Her kan vi så inddrage det mantra som alle journalister opdrages med: "Don´t tell it, show it".
  Fidusen ved det - som er fælles for en masse kreativt sprog - er at fantasien arbejder med det fraværende. Et metonym hvor del står for helhed, betyder at fantasien kan arbejde med og lege med med den "helhed" som ikke er kommet til udtryk, og som jo på en måde er "undertrykt" gennem den metonymiske operation.

Det er et af argumenterne for radioens særlige kvaliteter som fortællende medie (reportage, montage, radiodramatik) at det er gennemført metonymisk, idet lydene som vi  hører i radioen, står for den virkelighed som vi ikke kan se, men som producerer de lyde der høres, og som vi må "nøjes med" at fantasere os til.

Pointen bliver meget tydelig når vi går til levende billed-fortællinger som film og tv. Her er alle enige om at nærbilleder og billeder set fra uvante synsvinkler øger oplevelsesstyrken og -intensiteten, fordi vores bevidsthed ikke kan lade være med at være optaget af det der ligger uden for billedrammen, og som vi ikke kan se; eller fordi den uvante synsvinkel frem hæver sider ved motivet som vi er uvant med at se eller forholde os til.

Tilsvarende med ironi og andre former for undertekst, hvor det der stimulerer, er det at vi ud fra det der siges, skal gætte på eller fantasere over det uudsagte som er det der menes.

    Dermed får vi metonymi koblet sammen med det fænomen som jeg tidligere har brugt blogindlæg på, nemlig kreative restriktioner, som betegner den slags begrænsninger der kan stimulere kunstnere. På modtager- og publikumsiden kan metonymiske udtryk fungerer på samme måde.

Er der tale om konceptuel blending?
   Ja, på samme måde som med ironi: Ét konceptuelt rum hvori "delen" udtrykkes, og et andet konceptuelt rum hvori den "helhed" befinder sig som er "erstattet" af "delen" i formuleringen.
  En uudtalte mental "operator" som er bestemt af kontekst og kultur, sørger så for at der i det konceptuelle outputrum - "the blend" - sker koblingen mellem det udtalte (delen) og det uudtalte (helheden).
   Der er klart tale om det teorien kalder "blending".

Metonymer og journalistik

I en del af de tidligere blogindlæg har jeg skrevet meget om metaforer - brug af metaforer og metaforisk tænkning der bygger på og udspringer af den tankeoperation som kaldes konceptuel blending, som indgår som fundamentale kognitive processer i alle former for kreative aktiviteter.

   Men i den klassiske retorik nævnes metafor næsten altid sammen med et andet begreb: metonym. I min bog 'De levende billeders dramaturgi' definerer jeg metonym som et udtryk der har sin særlige betydning i kraft af at det udgør en (lille) typisk del af en større helhed - og at det bygger på et naturligt eller kulturelt betinget nærhedsforhold mellem det metonyme udtryk og det det står for. Med den definition har jeg især fokuseret på historier fortalt i billeder og med eksempler fra filmen 'Thelma og Louise', hvor jeg skriver at en ring er metonymer på ægteskab, at en pistol er metonym på voldssamfundet. Her gør jeg også opmærksom på at der kan være glidende overgange mellem metonymer og metaforer.

Men hvad hvis man fokuserer bredere på sprog og ser på traditionen - retorikken. I den danske udgave af internet-leksikonnet "Wikipedia", derfineres metonym bredere, nemlig sådan her:

Et metonymi er en stilfigur, hvor man erstatter et udtryk med et andet fra samme generelle betydningsområde. Der er en konkret sammenhæng i tid, sted eller årsag-virkning mellem metonymien og det den betegner, modsat f.eks. symbol og metafor. Metonymier er ofte brugt i hverdagssproget uden at man tænker nærmere over det. Eksempler:

"At læse Goethe" i betydningen "at læse Goethes værker".

"Christiansborg" i betydningen "folketinget".

At "svede" i betydningen "arbejde hårdt".

"Pressen" om "de trykte aviser" eller "nyhedsmedierne" (egentlig trykpressen)

At invitere til "middag" i betydningen "varm mad" (som en gang spistes ved middagstid)

"Jakkesættene gik over vejen" I betydningen "Mændene i jakkesæt gik over vejen"

Som man ser af disse eksempler, er der med metonymer i alle tilfælde tale om at noget konkret og fysisk henviser til/står i stedet for... noget mere abstrakt og generelt. Hvor man kan sige at en metafor indebærer at man tolker og forstår noget abstrakt ved at det ses og anskues gennem noget væsensforskelligt og mere konkret, så gælder det for et metonym at en helhed ses og forstås gennem en del eller en side af denne helhed. 

En provokerende påstand er det måske nok hvis jeg siger at det som journalistik først og fremmest går ud på, er at formidle samfundets og virkelighedens abstraktioner og generaliseringer, på en måde så enhver idiot kan forstå det, se det for sig og føle med det; og at det primært sker ved at tænke og formulere sig metonymisk om den virkelighed man rapporterer om og fra. 

   En case f.eks. er jo et metonym på den overordnede historie med den funktion at se denne historie gennem et enkelt menneskes optik som er berørt af historien. Og et citat er et metonym på en længere udtalelse som den er et sammenfattende konkret udtryk for. Og en vinkel er et metonym på den historie der underbygger den og som den sammenfatter. 

  Mantraet over for de journaliststuderende når de skal lære at skrive reportage eller fortællende journalistik er: observer og observer - og finde den sigende og typiske detalje som fremkalder billeder i hovedet på læseren.
  Især rubrikker kræver metonymer hvis de skal være tilstrækkelig korte og slagkraftige. Her er nogle eksempler på brug af metonymer hentet fra virkelighedens journalistik (alle fra Politiken i dag den 12. august):

• "Kan Rasmus Klump hente hjem på gyngerne hvad Anders And & Co. har mistet på karrusellerne?" - hvor meningen er 'børnebladet med titlen Rasmus Klump', og 'børnebladet med titlen Anders And & Co.'
• "Netmedierne aftager mere end hver femte annoncekrone,..." - hvor meningen er 'en femtedel af alle de midler annoncørerne bruger på annoncer'.
• "Da fynboerne kom på museum" - hvor meningen er: 'fynbomalerne'.
• "Mexico overvejer at legalisere narko" - hvor meningen er: 'toppolitikere i den mexicanske regering' overvejer at legalisere 'handel med narkotika'.

Her er nogle andre eksempler hentet fra sprogundervisningen i journalistik:

• Forbryderen blev henrettet - bliver i metonymisk version til: "Bødlens økse skilte morderens hoved fra kroppen."
• Naturgassen blev i svejsede rør ført op gennem Jylland - bliver i metonymisk version til: "Rørlæggerne svejsede sig op gennem Jylland"
• Folketinget stemte om lovforslaget - bliver i metonymiseret version til: "Folketingsmedlemmerne trykkede på knappen i pulten foran dem."

I en senere blok vil jeg se på om man også kan beskrive metonymier som et resultat af kreative blendingoperationer der trækker på to forskellige mentale input-rum.

Bergman, Googels personalepolitik, universiteternes rating system

Min kone er i gang med at genlæse Ingmar Bergmans erindringsbog 'Laterna Magica'. Jeg læste den også for mange år siden, da den udkom, og jeg er helt sikker på at en genlæsning vil give mange bonuspoint i forhold til temaet: Den særligt kreative personlighed. Der er vel få af de helt store kunstnere hvor liv og kunstnerisk produktion i den grad er vævet sammen.

Men det var ikke det jeg ville skrive om. Da jeg stod og lavede mad her til aften, og - vanen tro - hørte programmet 'Orientering', var der et indslag som i den grad fik mig til at spidse øren.
   Jeg har ikke tjekket det ved genhør på nettet, men essensen var følgende: En af verdens størst aktører inden for kreativ udvikling af "nyt" i den digitale sfære, Google, havde indført en regel i deres forsknings- og udviklingsafdelinger: at de ansatte forskere fik 20 procent af deres arbejdstid til rådighed for at tænke, forske, opdage - hvad som helst - uden kontrol og uden at de skulle gøre rede for noget som helst med hensyn til hvad de havde brugt tiden til, og hvad der var kommet ud af det. Det Google så havde konstateret ved et efterfølgende tjek, var, at 50 procent af de nyskabelser som firmaet have udnyttet med profit, var produceret i de 20 procent ukontrollerede perioder.

Det i sig selv var jo vand på fars mølle. Som gammel 68-er, og som en der har troet på (ikke Marx): Lilleskoler, Det fri gymnasium, RUC´s  projektarbjede-pædagogik, Christiania, Femølejren, etc., så er det naturligvis glædeligt at det man grundlæggende har troet på, nemlig at kreativitet og kreative produkter udspringer af frihed - kombineret med  stærke positive krav og forventninger fra de sociale omgivelser, at det rent faktisk giver en målelig forskel der hvor det batter: på bundlinjen i en af de største virksomheder inden for de nye medier og den nye digitale teknologi.
   Indslaget i 'Orientering' handlede i øvrigt om at det rating- og evalueringssystem, som man internationalt brugte til at vureder universigteters kvalitet, at det havde så mange mangler, at de kloge erklære de time out. Man burde se på alle de svagheder, mangler og misvisninger der var indbygget i disse rating-målinger  - og derefter burde man grundlæggende revidere systemet - før man tog nogle konsekvenser i praksis af den rating de forskellige universiteter fik efter det nuværende system.
   Personligt er jeg ikke i tvivl om at hvis et sådant ratingsystem, kombineret med forskernes system med peer-review i internationale tidsskrifter, korresponderende med systemet om hvor mange citater til dine artikler/bøger der kan tælles op, at så var jeg aldrig kommet ind i universitetssystemet. Aldrig blevet universitetslærer og forsker, og aldrig blevet akademisk meriteret med professortitler. Aldrig!
    De "hybride bøger" jeg har skrevet i årenes løb og som jeg er lidt stolt af: 'Skriv Sundere', 'Faktion som udtryksmiddel', 'De levende billeders dramaturgi', 'Poul Martinsen - besat af virkelighed' - de var aldrig var blevet skrevet og udgivet hvis det kontrolsystemer som nu implementeres i disse år, havde fungeret som mentale og sociale akademiske 'gatekeepers' tidligere i min akademiske karriere.
   Lucky me!!!

Med til min historie hører også at jeg på et tidspunkt for nogle år siden blev stillet over for krav fra min akademiske chef om som forsker at skrive til engelsksprogede meriterende tidsskrifter, så sagde jeg blankt nej: Det jeg skrev, skulle være til gavn og brugbart for danske journalister, og de kunne aldrig finde på at finde på at søge til engelsksprogede tidsskrifter for at lære at blive bedre journalister. Så ikke tale om!

Musik på hjernen - i følge Daniel Levitin

At der er en særlig sammenhæng mellem musik og kreativitet er indlysende. Musikere er kreative mennesker, nogle former for musik stimulerer til meditation, musik skaber stemninger og vækker følelser, musik forfører. Køer producerer mere mælk hvis der spilles Mozart i stalden. I den pædagogik som betegnes superlearning, forstærkes indlæringspotentialet hos eleverne hvis man spiller musik af f.eks. Mozart eller Bach i lokalet. Musik aktiverer erindringer.

   Hvorfor nu denne udladning og lovprisning af musikken?

Jeg finder i en bunke gamle avissider jeg skal til at smide ud, en artikel fra Weekendavisens sektion 'Ideer' fra sidste år (14. august) om en hjerneforsker, Daniel Levitin, som har skrevet flere bøger om hvordan musik influerer på hjernen, og hvordan nogle af det tinge vi ved om musik, kan forklares ved hjernens måde at reagere på. Jeg citerer fra artiklen med rubrikken "Høj på musik" af Hidi Laura:

I sin bog fra 2007, This Is Your Brain on Music, forklarede Levitin, hvordan musikalsk hukommelse set med en hjernescanner til forveksling ligner, at man faktisk lytter til musikken. At huske musik er som at gentage den oprindelige sanseoplevelse, og mange husker musik, de holder af, langt mere præcist, end de aner, typisk endda i den korrekte tonart. Vi sætter tilsyneladende den samme gruppe neuroner i sving i vores hjerne for at huske musikken, som vi i sin tid brugte til at sanse musikken med og danner med det en slags "mentalt billede" af musikken som lagres. At hukommelse og musikoplevelse ligger så tæt på hinanden rent neurologisk forklarer måske, at musik er så stærk en støtte for hukommelsen - og omvendt - hvorfor vi af og til kan få "musik på hjernen", som vi ikke kan holde op med at høre for vores indre øre: den pågældende er neurongruppe er gået i loop i vores indre.

Lignende iagttagelser har jeg tidligere refereret: dette at forestillingen om en handling i fantasien, aktiverer samme områder i hjernen som aktiveres når man rent faktisk gør det.

   Artiklen fortæller også om hvilke hormoner og andre stoffer der påvirker vores sociale relationer og vores stemninger, og som er udløst af musik og sang:

Når vi synger stiger niveauet af hormonet oxytocin i vores blod - samme hormon, som udskilles når en kvinde ammer sit barn, eller når man får orgasme - og som styrker følelsen af samhørighed. (...) Udover oxytocin har både det at lytte til og at udøve musik en markant indflydelse på immunoglobin A, et antistof som hjælper med at bekæmpe virusinfektioner. Ligesom melatonin, norefidrin og epifedrin produceres i rigeligere mængde og hver for sig hjælper os med at regulere søvn og bekæmpe depression og gøre os mere opmærksomme. Endelig har musik en markant påvirkning på vores serotonin-niveau, som er direkte forbundet med sindsstemning.

For mig personligt er der ingen tvivl om at bestemte stykker musik og sang er med til at fremkalde livagtige erindringer ledsaget af stemninger, som har haft stor betydning i mit liv. Og også at jeg i perioder hvor jeg har været "nede" mentalt, bevidst har brugt bestemte musiknumre og musikgenrer til at opnå en "helende" effekt på sindet.

   Som 14-årig flyttede jeg fra Holeby til Stege - og var ensom. Biblioteket i Stege var min "redning": De havde Tusind og en nat stående, og jeg slugte alle bindende med de fantastiske fortællinger i en køre. Nogle år senere anskaffede min mor en lp-plade med Rimsky-Korzakovs symfoniske orkesterværk 'Sceherazade', og det at lytte til den, fik mig til mindes Tusind og en nat-historierne i de mest livagtige erindringsbilleder.

Mentorhjælp til den kreative personlighed

Manglen på en far, en mor med psykiske problemer, alkoholisme og vold i hjemmet, en stadig flytten rundt fra sted til sted, fra skole til skole, fra sprog til sprog, mobning og social isolation. Til mine mange indsamlede eksempler på kreative personligheder hvis mere eller mindre belastende barndomserfaringer synes at være en forudsætning og en drivkraft i deres kreativ udvikling, kan man spørge: Hvorfor gik de ikke i hundene og blev tabere?

   En måde at beskrive resultatet i personligheden af disse fremmedgørende og længselskabende erfaringer, er at se personligheden som spaltet i to, og se den kreative udvikling som gentagende forsøg på at hele det sind der er splittet og spaltet ved at overskride grænser og blende og integrere mentale rum i en karriere som kunstner, videnskabsmand, leder, opdagelsesrejsende, journalist.

   Jeg har ikke systematisk gået de forskellige  igennem, men jeg er forholdsvis sikker på der i langt de fleste tilfælde er en forklaring knyttet til at udviklingen blev positiv, nemlig at de undervejs fik støtte og opbakning fra en mentor eller en god fe, ofte konkretiseret i en lærer eller en bedstmor.

    I Politiken idag 3. august anmeldes en erindringsroman af Paula Fox: Lånte fjer. Rubrikken lyder: "Uden en rigtig plads i verden". Citat:

Paula Fox blev født af en iskold mor, der ikke ville have et barn, og en far der arbejdede i filmbranchen som manuskriptforfatter. Hun blev afleveret til et hjem for hittebørn, hvor en behjertet kvinde tog hende med sig, men denne familie var for fattig, syntes den lokale præst så han overtog Paula som ganske lille.

   Her i præsteboligen i Balmville voksede hun  op de først seks år af sit liv. Onkel Elwood, som hun kalder præsten, er et levende, varmt og interesseret menneske. Han læser for hende, og hun er med ham overalt på ture i sognet.

Paulas barndom og tidlige ungdom foregår med en stadig flytten rundt: Long Island, Cuba, Hollywood, New York City, Florida, Montreal. Ofte bliver hun passet af fremmede og bliver også sat på kostskole i en periode. Anmeldelsen forklarer: "Hvad der redder hende fra de følelsesmæssigt invaliderende vilkår, må være den optankning præsten onkel Elwood har givet hende i de tidlige år."

Portrættet i Politiken af Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen slutter med et citat fra hende, hvor hun opsummerer betydningen af mentorer og gode feer i sit liv:

»Jeg tror ikke så meget på den stærke ener. Der findes naturligvis undtagelser, men det handler rigtig meget om de mennesker, man som barn og ung møder på sin vej. Hvis ikke min nabo Holst og min lærer Grethe havde grebet ind, ville jeg måske aldrig være sluppet væk fra Lolland. Og hvis ikke forstanderen Rigmor og pædagogen Karen havde fået sendt mig i den retning, var jeg nok heller aldrig kommet på universitetet«. 

Filmen 'Inception' - genre-blending og myte som undertekst

Den nye film 'Inception' blev anmeldt i Politiken den 29. juli af Kim Skotte. Han er vildt begejstret og den får maksimum antal hjerter: Seks.
  Det er instruktøren Christoffer Nolan der har instrueret den, og ham husker jeg for Batmanfilmen 'The Dark Knight' for et par år siden.
   Det er en actionfilm hvor plottet er at hovedpersonen er mestertyv der har specialiseret sig i at invadere en magtfuld persons underbevidsthed mens han sover og så "lirke forretningshemmeligehderne fra ham i et univers, den drømmende tror er hans eget, men som i virkeligheden er konstrueret af drømmetyven ved hjælp af smart teknologi." Men det sker ikke ved simpelt tyveri, men ved "at plante en ide som en parasit".

Ifølge anmeldelsen får historien hjælp fra mytologien - altså helt efter dramaturgibogens grundprincipper: "I filmen hedder arkitekten der bygger drømmenes labyrinter, Ariadne. Urlabyrinten på Knossos blev ganske vist ifølge myten konstrueret af Daedalus, men det var prinsesse Ariadne, der gav Theseus den røde tråd så han kunne finde ud igen efter at have dræbt uhyret Minotaurus."
   Filminstruktøren har haft gang i den helt store genre-blender. Ifølge anmelderen således:

Den dristige intelligens og den stilsikre håndtering af actionfilmens teknologi og spænding smelter  Christopher Nolan sammen i en film, der både er et actionbrag, kupfilm, filosofisk thriller, 007-pastiche, blæret computeranimation og en leg med filmmediets muligheder for at manipulere med øjet og hjernen bag.

Og for at det ikke skal være løgn, så det også en metafilm - en film der handler om det den er, hvad der netop kendetegner mange auteurfilm:

For det tredje tror jeg at filmen virker så stærkt fordi den alternative krimikonstruktion med drømmekup og labyrinter for Christopher Nolan er en helt personlig og altomfattende metafor for selve det at lave film. For hvad gør den ambitiøse filmfortæller andet end at bryde ind i bevidstheden og plante billeder og ideer i hovedet på alle, der har løst billet til drømmefabrikken. (...) Det skjulte selvportræt af instruktøren som manipulator af drømmebilleder er følelsesmæssigt forankret i en stærk historie om en mand, der ikke kan vriste sig fri af sin egen traumatiske forhistorie.

Jeg kender ikke noget til Christopher Nolans forhistorier og eventuelle traumatiske barndomsoplevelser, men det er et spor der er værd at følge. Hans biografi fortæller at han begyndte at lave filme som 7 årig optaget med faderens smalfilmkamera, at faderen var engelsk reklamemand og moderen amerikansk stewardesse. Familien har haft skiftende bopæl i England og USA.
   Og for en ordens skyld: Hvis jeg ikke tidligere har nævnt hvad der kendetegner filminstruktører som får prædikatet "auteur", så er det dette at de i deres film tilbagevendende tematiserer stærkt personlige og emotionelt betydningsfulde erfaringer og oplevelser - forklædt som filmfiktion: Ingmar Bergman, Alfred Hitchkock, Lars von Trier.
   En filmauteur har altså typisk de paradoksale egenskaber som jeg i et af de første indlæg i denne blog kaldte "den særligt kreative personlighed".

Kvindelige leder - mønsterbryderi og kreative personligheder

Politiken har her i sommermånederne haft en interessant portrætserier under temaet "retræte". De sidste par søndage har det været to kvinder, Tine Aurvig-Huggenberger, der tabte slaget om formandsposten i LO for 3 år siden, og Susanne Larsen, der for halvandet år siden, frivilligt blev gået fra jobbet som direktør for SAS/Danmark. De deler langt hen ad vejen barske barndomsoplevelser af en type som jeg tidligere har identificeret som et fællestræk for mange kreative personligheder.

   Om Tine (18. juli) står der bl. a. at hun"blev født i Helsingør, men tilbragte en stor del af sin tid i en flyttekasse. Forældrene blev skilt, da hun var helt lille, og moderen, der var økonoma, flyttede med sine tre børn derhen, hvor der var arbejde at få. Tine Aurvig-Huggenberg frekventerede i alt ti forskellig folkeskoler og nåede aldrig at få en følelse af at passe ind."  Moderen flytter til Midtjylland, og Tine kom i en skole i Hjortshøj, hvor hun blev mobbet. Moderen boede dér sammen med en voldelig mand med "løse hænder":

Den lille hidsigprop slog igen på de andre børn i skolegården og drømte sig væk i tegneseriernes verden om heltinden Modesty Blaise, der arbejdede for den britiske efterretningstjeneste M15 og trodsede alt uretfærdighed i verden. Hun var god og sej og kunne smadre stedfaderen så let som ingenting, jo.

   "Hvis man som barn har været udsat for vold, så går man enten i stykker, eller også får man et meget stærk overlevelsesinstinkt," sige den tidligere fagforeningskvinde. Hun har læst  et interview i Politiken, hvor dette instinkt opleves som et rovdyr. Et indre dyr der bliver født af en hård opvækst, og som følger med gennem hele livet for at dukke op til overfladen, når der er fare på fære. Et stærkt bæst med et solidt panser, som ikke finder sig i at blive trådt på.

   "Det er så præcist beskrevet. Sådan har jeg det også."

Og hvordan med Susanne Larsens barndom? 

   En mor der "røg ud og ind af klinikker og hospitaler - Monetbello, Nordvang, hvad de nu hed - snart for det fysiske snart for det psykiske." Og en far der var tidligere modstandsmand med "en mørkelagt fortid", ar på sjælen, pludselige humørskift, og diagnosticeret som "paranoid". Forældrene var ufaglærte og hendes og hendes to søstres barndomshjem var "en to et halvt-værelses i Kastrup kun afbrudt af kortere ophold på børnehjem."'

   

Når jeg uden videre kan finde på at karakterisere de to kvinder som særligt kreative personligheder, så skyldes det jo at de er "grænseoverskridende" i dere respektive karrierer, at de er mønsterbrydere og begge går på tværs af både køns- og klasseskel.

   Tine refererer til det indre "dyr" som en metafor på sit særlige overlevelsesinstinkt. Og fortæller i øvrigt at hun i en periode, inden hun blev tvangsanbragt af moderen på Tvind-skolen  i Ulfsborg, løb rundt i "iturevne nylonstrømper, skotskternet nederdel og læderjakke i punkmiljøet i Randers." 

Det minder mig om endnu et Politiken-portræt (10. juli), nemlig af den ny formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen. Hun fortæller også om sin barske barndom, bl.a. hvad hun "lærte" af sine tre storebrødre, hvoraf den yngste siden "har begået selvmord", en anden er "meget syg af aids" og den tredje er "førtidspensionist, hashmisbruger og tidligere rockersupporter":

"Min mor og stedfar drak hver dag nede i deres lille bondehus med udendørstoilet på Vestlolland. Vi var møgbeskidte og gik rundt i sommertøj om vinteren. Da mine brødre blev tvangsfjernet, glemte myndighederne desværre at få øje på mig."

   "Men de tre personer har i virkeligheden været mine forbilleder i de første 12 år af mit liv, før jeg kom på børnehjem. De kom jo hjem på weekender, og hvis der er noget, jeg har lært af dem, er det den der ’don’t fuck with me’-attitude".

   - Hvad vil det sige?

  "Der er aldrig nogen, der har turdet mobbe mig. Jeg har stadig en form for rovdyradfærd, for jeg kan lugte fare lang tid i forvejen, og så smutter jeg. Men hvis jeg bliver skræmt op i en krog, er der ingen, der skal prøve på at true mig. På børnehjemmet i Nakskov opdagede de, at hvis man truede mig til at gøre et eller andet, og de ikke forstod et nej, kastede jeg et møbel efter dem. Jeg tror egentlig, det var en god overlevelsesmekanisme".

   - Det lyder som Lisbeth Salander. Du har selv sammenlignet dig med Stieg Larssons figur ...

"Ja, jeg kan sagtens identificere mig med Lisbeth Salander-skikkelsen i Stieg Larssons bøger: Jeg blev tvangsfjernet fra børnehjemmet, fordi jeg var for voldelig, jeg har instinkter som et rovdyr og arbejder tilmed med computerteknologi. Jeg stoppede dog ved en enkelt tatovering".

   - Ser du andre ligheder mellem dig selv og Lisbeth Salander-skikkelsen? 

   "Ja. Gennem hele min barndom blev min mor gennembanket af diverse mænd. Desværre gjorde jeg ikke andet end at få hende på hospitalet. Jeg beskyttede hende ikke godt nok ...".

Rubrikken for dette interview var "Rovdyret sidder stadig i mig".

 Rubrikken for portrættet af Tine var "Slagsøsteren", og rubrikken for portrættet af den tidligere SAS-direktør: "Da Susanne tog jernfrakken af". Alle tre "dobbelte personligheder".