Mentorhjælp til den kreative personlighed

Manglen på en far, en mor med psykiske problemer, alkoholisme og vold i hjemmet, en stadig flytten rundt fra sted til sted, fra skole til skole, fra sprog til sprog, mobning og social isolation. Til mine mange indsamlede eksempler på kreative personligheder hvis mere eller mindre belastende barndomserfaringer synes at være en forudsætning og en drivkraft i deres kreativ udvikling, kan man spørge: Hvorfor gik de ikke i hundene og blev tabere?

   En måde at beskrive resultatet i personligheden af disse fremmedgørende og længselskabende erfaringer, er at se personligheden som spaltet i to, og se den kreative udvikling som gentagende forsøg på at hele det sind der er splittet og spaltet ved at overskride grænser og blende og integrere mentale rum i en karriere som kunstner, videnskabsmand, leder, opdagelsesrejsende, journalist.

   Jeg har ikke systematisk gået de forskellige  igennem, men jeg er forholdsvis sikker på der i langt de fleste tilfælde er en forklaring knyttet til at udviklingen blev positiv, nemlig at de undervejs fik støtte og opbakning fra en mentor eller en god fe, ofte konkretiseret i en lærer eller en bedstmor.

    I Politiken idag 3. august anmeldes en erindringsroman af Paula Fox: Lånte fjer. Rubrikken lyder: "Uden en rigtig plads i verden". Citat:

Paula Fox blev født af en iskold mor, der ikke ville have et barn, og en far der arbejdede i filmbranchen som manuskriptforfatter. Hun blev afleveret til et hjem for hittebørn, hvor en behjertet kvinde tog hende med sig, men denne familie var for fattig, syntes den lokale præst så han overtog Paula som ganske lille.

   Her i præsteboligen i Balmville voksede hun  op de først seks år af sit liv. Onkel Elwood, som hun kalder præsten, er et levende, varmt og interesseret menneske. Han læser for hende, og hun er med ham overalt på ture i sognet.

Paulas barndom og tidlige ungdom foregår med en stadig flytten rundt: Long Island, Cuba, Hollywood, New York City, Florida, Montreal. Ofte bliver hun passet af fremmede og bliver også sat på kostskole i en periode. Anmeldelsen forklarer: "Hvad der redder hende fra de følelsesmæssigt invaliderende vilkår, må være den optankning præsten onkel Elwood har givet hende i de tidlige år."

Portrættet i Politiken af Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen slutter med et citat fra hende, hvor hun opsummerer betydningen af mentorer og gode feer i sit liv:

»Jeg tror ikke så meget på den stærke ener. Der findes naturligvis undtagelser, men det handler rigtig meget om de mennesker, man som barn og ung møder på sin vej. Hvis ikke min nabo Holst og min lærer Grethe havde grebet ind, ville jeg måske aldrig være sluppet væk fra Lolland. Og hvis ikke forstanderen Rigmor og pædagogen Karen havde fået sendt mig i den retning, var jeg nok heller aldrig kommet på universitetet«. 

Kvindelige leder - mønsterbryderi og kreative personligheder

Politiken har her i sommermånederne haft en interessant portrætserier under temaet "retræte". De sidste par søndage har det været to kvinder, Tine Aurvig-Huggenberger, der tabte slaget om formandsposten i LO for 3 år siden, og Susanne Larsen, der for halvandet år siden, frivilligt blev gået fra jobbet som direktør for SAS/Danmark. De deler langt hen ad vejen barske barndomsoplevelser af en type som jeg tidligere har identificeret som et fællestræk for mange kreative personligheder.

   Om Tine (18. juli) står der bl. a. at hun"blev født i Helsingør, men tilbragte en stor del af sin tid i en flyttekasse. Forældrene blev skilt, da hun var helt lille, og moderen, der var økonoma, flyttede med sine tre børn derhen, hvor der var arbejde at få. Tine Aurvig-Huggenberg frekventerede i alt ti forskellig folkeskoler og nåede aldrig at få en følelse af at passe ind."  Moderen flytter til Midtjylland, og Tine kom i en skole i Hjortshøj, hvor hun blev mobbet. Moderen boede dér sammen med en voldelig mand med "løse hænder":

Den lille hidsigprop slog igen på de andre børn i skolegården og drømte sig væk i tegneseriernes verden om heltinden Modesty Blaise, der arbejdede for den britiske efterretningstjeneste M15 og trodsede alt uretfærdighed i verden. Hun var god og sej og kunne smadre stedfaderen så let som ingenting, jo.

   "Hvis man som barn har været udsat for vold, så går man enten i stykker, eller også får man et meget stærk overlevelsesinstinkt," sige den tidligere fagforeningskvinde. Hun har læst  et interview i Politiken, hvor dette instinkt opleves som et rovdyr. Et indre dyr der bliver født af en hård opvækst, og som følger med gennem hele livet for at dukke op til overfladen, når der er fare på fære. Et stærkt bæst med et solidt panser, som ikke finder sig i at blive trådt på.

   "Det er så præcist beskrevet. Sådan har jeg det også."

Og hvordan med Susanne Larsens barndom? 

   En mor der "røg ud og ind af klinikker og hospitaler - Monetbello, Nordvang, hvad de nu hed - snart for det fysiske snart for det psykiske." Og en far der var tidligere modstandsmand med "en mørkelagt fortid", ar på sjælen, pludselige humørskift, og diagnosticeret som "paranoid". Forældrene var ufaglærte og hendes og hendes to søstres barndomshjem var "en to et halvt-værelses i Kastrup kun afbrudt af kortere ophold på børnehjem."'

   

Når jeg uden videre kan finde på at karakterisere de to kvinder som særligt kreative personligheder, så skyldes det jo at de er "grænseoverskridende" i dere respektive karrierer, at de er mønsterbrydere og begge går på tværs af både køns- og klasseskel.

   Tine refererer til det indre "dyr" som en metafor på sit særlige overlevelsesinstinkt. Og fortæller i øvrigt at hun i en periode, inden hun blev tvangsanbragt af moderen på Tvind-skolen  i Ulfsborg, løb rundt i "iturevne nylonstrømper, skotskternet nederdel og læderjakke i punkmiljøet i Randers." 

Det minder mig om endnu et Politiken-portræt (10. juli), nemlig af den ny formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen. Hun fortæller også om sin barske barndom, bl.a. hvad hun "lærte" af sine tre storebrødre, hvoraf den yngste siden "har begået selvmord", en anden er "meget syg af aids" og den tredje er "førtidspensionist, hashmisbruger og tidligere rockersupporter":

"Min mor og stedfar drak hver dag nede i deres lille bondehus med udendørstoilet på Vestlolland. Vi var møgbeskidte og gik rundt i sommertøj om vinteren. Da mine brødre blev tvangsfjernet, glemte myndighederne desværre at få øje på mig."

   "Men de tre personer har i virkeligheden været mine forbilleder i de første 12 år af mit liv, før jeg kom på børnehjem. De kom jo hjem på weekender, og hvis der er noget, jeg har lært af dem, er det den der ’don’t fuck with me’-attitude".

   - Hvad vil det sige?

  "Der er aldrig nogen, der har turdet mobbe mig. Jeg har stadig en form for rovdyradfærd, for jeg kan lugte fare lang tid i forvejen, og så smutter jeg. Men hvis jeg bliver skræmt op i en krog, er der ingen, der skal prøve på at true mig. På børnehjemmet i Nakskov opdagede de, at hvis man truede mig til at gøre et eller andet, og de ikke forstod et nej, kastede jeg et møbel efter dem. Jeg tror egentlig, det var en god overlevelsesmekanisme".

   - Det lyder som Lisbeth Salander. Du har selv sammenlignet dig med Stieg Larssons figur ...

"Ja, jeg kan sagtens identificere mig med Lisbeth Salander-skikkelsen i Stieg Larssons bøger: Jeg blev tvangsfjernet fra børnehjemmet, fordi jeg var for voldelig, jeg har instinkter som et rovdyr og arbejder tilmed med computerteknologi. Jeg stoppede dog ved en enkelt tatovering".

   - Ser du andre ligheder mellem dig selv og Lisbeth Salander-skikkelsen? 

   "Ja. Gennem hele min barndom blev min mor gennembanket af diverse mænd. Desværre gjorde jeg ikke andet end at få hende på hospitalet. Jeg beskyttede hende ikke godt nok ...".

Rubrikken for dette interview var "Rovdyret sidder stadig i mig".

 Rubrikken for portrættet af Tine var "Slagsøsteren", og rubrikken for portrættet af den tidligere SAS-direktør: "Da Susanne tog jernfrakken af". Alle tre "dobbelte personligheder".