Sociale skel og kreativ udvikling - en opsummering og endnu et eksempel

Jeg har tidligere skrevet om mentorers og gode feers betydning for at kreative mennesker med barske barndoms- og ungdomserfaringer, ikke bare blev tabere. Og har blandt andet refereret til børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, som blev interviewet til Politikens sommerserie om sammenhængen mellem opvækst og voksenholdninger.
   I går i Politiken har Per Michael Jespersen så en opsummerende klumme om hvad der er fælles for de syv de har interviewet til serien. Han konkluderer at det fælles var, at de tidligt i livet havde mødt mennesker fra et andet socialt miljø, hvad enten de selv kom fra bunden eller toppen af samfundsstigen.

Det giver mig anledning til at filosofere over min egen opvækst, vokset op i en pæn og socialt beskyttet funktionærfamlie med en far som ingeniør på Sukkerfabrikkerne og en hjemmegående mor. Og vi havde altid pige i huset. Ingeniørfamilien blev flyttet rundt fra fabrik til fabrik, alt efter hvor der var brug for den enkelte ingeniørs særlige kvalifikationer og tekniske speciale: fra Gørlev til Holeby, fra Holeby til Stege, fra Stege til Christianshavn. Jeg skiftede derfor skole med relativt korte mellem rum.
    Alt det flytteri producerede jo identitetsusikkerhed, rodløshed og fremmedgørelse - en type erfaringer og oplevelser som jeg tidligere har nævnt kan være en kilde til kreativitet, fordi det skaber savn og ønskedrømme, og får en til at reflekterer og fantaserer over de grænser og skel man oplever i sine omgivelser.
   Og de faste og bedste venner og legekammerater jeg havde de forskellige steder, hvad var det for nogen? I Holeby hed han Flemming og var søn af en ufaglært arbejder, i Stege hed han Per og var søn af en lille håndværksmester, og på Christianshavns Gymnasium hed han Mogens, og var søn af en enlig mor der vel gjorde rent eller ekspederede i en butik.
   Og jeg kan faktisk huske at jeg den gang ofte reflekterede over klasseforskelle, og hvad det at være priviligeret, betød for hvilken fremtid man havde udsigt til.

Per Michael Jespersen har givet klummen overskriften "Social blindhed", og hans pointe er at det er vigtigt for den menneskelige udvikling (=kreativitet?) , at man konfronteres med sociale forskelle i sin opvækst. Han formulere det dog alt for slapt, synes jeg, når han siger at faren er "et mere kedeligt samfund", hvis alle vokser op i miljøer der har karakter er af sociale ghettoer, og man derfor sjældent konfronteres med mennesker/skolekammerater med en anderledes baggrund end man selv har.

Jeg mener at kreativitet, fremdrift, udvikling, fornyelse - skabes og udspringer af forskelle der mødes og konfronteres på tværs af konventionelle og historiske grænser og skel. Den slags konfrontationer er forudsætningen for konceptuel blending - tænkning hvor forskellige forestillingsverdener, livserfaringer og bevidsthedsformer mødes - og i mødet skaber nye tanker og ideer der kommer til udtryk i nye koncpetuelle output-rum hvor der foregår både integration og kompression af elementer fra de forskellige mentale input-rum.
   Mennesker mødes og sød musik opstår. Det var vist var titlen på en af Jens August Schades digtsamlinger.

Og så apropos: Politiken i dag den 15. August. Portrætartikel af Minna Skau om en kvinde hvis navn jeg ikke havde hørt før, og hvis ansigt var interessant at se på: smukt men lidt hærget. Rubrikken var: "Krigen lærte hende at sætte pris på livet". Det drejer sig om en dansk journalist som er frisk udnævnt nyhedsredaktør på den amerikanske netnyhedstjeneste 'The Daily Beast'. Manchetten lyder:

Da Louise Roug Bokkenheuser som ung teenager mistede begge sine forældre, begyndte en lang flugt væk fra smerten og minderne. Hun lagde lillebroderen, hjemmet og Danmark bag sig på en rejse, hun i dag beskriver som ét langt selvmordsforsøg. Nu, da hun har skrevet det hele ned i en bog, håber den 37-årige, succesfulde journalist at have forsonet sig med sine spøgelser. 

De kreative processer ved at skrive ud fra barske erfaringer, som noget der skal hele en mental splittelse skabt ved sorg og savn, er essensen af historien. Forældrene bliver skilt, moderen dør ved en ulykke hvor hun var stærkt beruset, faderen dør to år efter af druk, fremgår det.
   Siden har Louise både været kriminalreporter for L.A. Times og krigskorrespondent i Bagdad i to år. Om livet som kriminalreporter siger hun: "Man møder folk, når de er helt derude  i deres liv, hvor tingene er meget klare og meget tydelige. Og det er vildt grænseoverskridende". Og om erfaringerne i Bagdag siger hun:

"Krig er jo fedt på en måde. Det er meget tiltrækkende, fordi du har alting virkelig skarpt og nært - og der er en ærlighed i øjeblikket.  Både i situationen og i den måde, du relaterer til folk på. Der er ingen rudekuverter og ingen bekymringer over næste elregning. Der er bare det helt basale med had-kærlighed og liv-død. Men mens jeg havde troet, jeg ville finde svar på spørgsmålet om, hvordan krig overhovedet sker, så fandt jeg med tiden ud af, at mit egentlig spørgsmål var: Hvordan er det egentlig vi overlever? Hvordan var det, mine venner overlevede? Og hvordan var det, jeg selv overlevede (...). Jeg troede, jeg kunne gøre alting alene. At man kan leve et liv, hvor man bare frasiger sig alle andre og det nær. (...) Men i dag har jeg jo fundet ud af, at jeg har behov for andre mennesker. Jeg kan ikke alene, og et menneske er ikke en ø. De mennesker jeg mødte i Irak, de overlever jo netop fordi de har støtten fra familien. Og jeg har også behov for andre mennesker."

For Louise betyder konfrontationen med krigen og de kulturelt set helt anderledes mennesker hun møder og får som venner, en re-framing af egne erfaringer: fra flugt til forsoning. Nøgleordet er: "grænseoverskridende".