Politiken har her i sommermånederne haft en interessant portrætserier under temaet "retræte". De sidste par søndage har det været to kvinder, Tine Aurvig-Huggenberger, der tabte slaget om formandsposten i LO for 3 år siden, og Susanne Larsen, der for halvandet år siden, frivilligt blev gået fra jobbet som direktør for SAS/Danmark. De deler langt hen ad vejen barske barndomsoplevelser af en type som jeg tidligere har identificeret som et fællestræk for mange kreative personligheder.
Om Tine (18. juli) står der bl. a. at hun"blev født i Helsingør, men tilbragte en stor del af sin tid i en flyttekasse. Forældrene blev skilt, da hun var helt lille, og moderen, der var økonoma, flyttede med sine tre børn derhen, hvor der var arbejde at få. Tine Aurvig-Huggenberg frekventerede i alt ti forskellig folkeskoler og nåede aldrig at få en følelse af at passe ind." Moderen flytter til Midtjylland, og Tine kom i en skole i Hjortshøj, hvor hun blev mobbet. Moderen boede dér sammen med en voldelig mand med "løse hænder":
Den lille hidsigprop slog igen på de andre børn i skolegården og drømte sig væk i tegneseriernes verden om heltinden Modesty Blaise, der arbejdede for den britiske efterretningstjeneste M15 og trodsede alt uretfærdighed i verden. Hun var god og sej og kunne smadre stedfaderen så let som ingenting, jo."Hvis man som barn har været udsat for vold, så går man enten i stykker, eller også får man et meget stærk overlevelsesinstinkt," sige den tidligere fagforeningskvinde. Hun har læst et interview i Politiken, hvor dette instinkt opleves som et rovdyr. Et indre dyr der bliver født af en hård opvækst, og som følger med gennem hele livet for at dukke op til overfladen, når der er fare på fære. Et stærkt bæst med et solidt panser, som ikke finder sig i at blive trådt på."Det er så præcist beskrevet. Sådan har jeg det også."
Og hvordan med Susanne Larsens barndom?
En mor der "røg ud og ind af klinikker og hospitaler - Monetbello, Nordvang, hvad de nu hed - snart for det fysiske snart for det psykiske." Og en far der var tidligere modstandsmand med "en mørkelagt fortid", ar på sjælen, pludselige humørskift, og diagnosticeret som "paranoid". Forældrene var ufaglærte og hendes og hendes to søstres barndomshjem var "en to et halvt-værelses i Kastrup kun afbrudt af kortere ophold på børnehjem."'
Når jeg uden videre kan finde på at karakterisere de to kvinder som særligt kreative personligheder, så skyldes det jo at de er "grænseoverskridende" i dere respektive karrierer, at de er mønsterbrydere og begge går på tværs af både køns- og klasseskel.
Tine refererer til det indre "dyr" som en metafor på sit særlige overlevelsesinstinkt. Og fortæller i øvrigt at hun i en periode, inden hun blev tvangsanbragt af moderen på Tvind-skolen i Ulfsborg, løb rundt i "iturevne nylonstrømper, skotskternet nederdel og læderjakke i punkmiljøet i Randers."
Det minder mig om endnu et Politiken-portræt (10. juli), nemlig af den ny formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen. Hun fortæller også om sin barske barndom, bl.a. hvad hun "lærte" af sine tre storebrødre, hvoraf den yngste siden "har begået selvmord", en anden er "meget syg af aids" og den tredje er "førtidspensionist, hashmisbruger og tidligere rockersupporter":
"Min mor og stedfar drak hver dag nede i deres lille bondehus med udendørstoilet på Vestlolland. Vi var møgbeskidte og gik rundt i sommertøj om vinteren. Da mine brødre blev tvangsfjernet, glemte myndighederne desværre at få øje på mig.""Men de tre personer har i virkeligheden været mine forbilleder i de første 12 år af mit liv, før jeg kom på børnehjem. De kom jo hjem på weekender, og hvis der er noget, jeg har lært af dem, er det den der ’don’t fuck with me’-attitude".- Hvad vil det sige?"Der er aldrig nogen, der har turdet mobbe mig. Jeg har stadig en form for rovdyradfærd, for jeg kan lugte fare lang tid i forvejen, og så smutter jeg. Men hvis jeg bliver skræmt op i en krog, er der ingen, der skal prøve på at true mig. På børnehjemmet i Nakskov opdagede de, at hvis man truede mig til at gøre et eller andet, og de ikke forstod et nej, kastede jeg et møbel efter dem. Jeg tror egentlig, det var en god overlevelsesmekanisme".- Det lyder som Lisbeth Salander. Du har selv sammenlignet dig med Stieg Larssons figur ..."Ja, jeg kan sagtens identificere mig med Lisbeth Salander-skikkelsen i Stieg Larssons bøger: Jeg blev tvangsfjernet fra børnehjemmet, fordi jeg var for voldelig, jeg har instinkter som et rovdyr og arbejder tilmed med computerteknologi. Jeg stoppede dog ved en enkelt tatovering".- Ser du andre ligheder mellem dig selv og Lisbeth Salander-skikkelsen?"Ja. Gennem hele min barndom blev min mor gennembanket af diverse mænd. Desværre gjorde jeg ikke andet end at få hende på hospitalet. Jeg beskyttede hende ikke godt nok ...".Rubrikken for dette interview var "Rovdyret sidder stadig i mig".
Rubrikken for portrættet af Tine var "Slagsøsteren", og rubrikken for portrættet af den tidligere SAS-direktør: "Da Susanne tog jernfrakken af". Alle tre "dobbelte personligheder".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar