Musik på hjernen - i følge Daniel Levitin

At der er en særlig sammenhæng mellem musik og kreativitet er indlysende. Musikere er kreative mennesker, nogle former for musik stimulerer til meditation, musik skaber stemninger og vækker følelser, musik forfører. Køer producerer mere mælk hvis der spilles Mozart i stalden. I den pædagogik som betegnes superlearning, forstærkes indlæringspotentialet hos eleverne hvis man spiller musik af f.eks. Mozart eller Bach i lokalet. Musik aktiverer erindringer.

   Hvorfor nu denne udladning og lovprisning af musikken?

Jeg finder i en bunke gamle avissider jeg skal til at smide ud, en artikel fra Weekendavisens sektion 'Ideer' fra sidste år (14. august) om en hjerneforsker, Daniel Levitin, som har skrevet flere bøger om hvordan musik influerer på hjernen, og hvordan nogle af det tinge vi ved om musik, kan forklares ved hjernens måde at reagere på. Jeg citerer fra artiklen med rubrikken "Høj på musik" af Hidi Laura:

I sin bog fra 2007, This Is Your Brain on Music, forklarede Levitin, hvordan musikalsk hukommelse set med en hjernescanner til forveksling ligner, at man faktisk lytter til musikken. At huske musik er som at gentage den oprindelige sanseoplevelse, og mange husker musik, de holder af, langt mere præcist, end de aner, typisk endda i den korrekte tonart. Vi sætter tilsyneladende den samme gruppe neuroner i sving i vores hjerne for at huske musikken, som vi i sin tid brugte til at sanse musikken med og danner med det en slags "mentalt billede" af musikken som lagres. At hukommelse og musikoplevelse ligger så tæt på hinanden rent neurologisk forklarer måske, at musik er så stærk en støtte for hukommelsen - og omvendt - hvorfor vi af og til kan få "musik på hjernen", som vi ikke kan holde op med at høre for vores indre øre: den pågældende er neurongruppe er gået i loop i vores indre.

Lignende iagttagelser har jeg tidligere refereret: dette at forestillingen om en handling i fantasien, aktiverer samme områder i hjernen som aktiveres når man rent faktisk gør det.

   Artiklen fortæller også om hvilke hormoner og andre stoffer der påvirker vores sociale relationer og vores stemninger, og som er udløst af musik og sang:

Når vi synger stiger niveauet af hormonet oxytocin i vores blod - samme hormon, som udskilles når en kvinde ammer sit barn, eller når man får orgasme - og som styrker følelsen af samhørighed. (...) Udover oxytocin har både det at lytte til og at udøve musik en markant indflydelse på immunoglobin A, et antistof som hjælper med at bekæmpe virusinfektioner. Ligesom melatonin, norefidrin og epifedrin produceres i rigeligere mængde og hver for sig hjælper os med at regulere søvn og bekæmpe depression og gøre os mere opmærksomme. Endelig har musik en markant påvirkning på vores serotonin-niveau, som er direkte forbundet med sindsstemning.

For mig personligt er der ingen tvivl om at bestemte stykker musik og sang er med til at fremkalde livagtige erindringer ledsaget af stemninger, som har haft stor betydning i mit liv. Og også at jeg i perioder hvor jeg har været "nede" mentalt, bevidst har brugt bestemte musiknumre og musikgenrer til at opnå en "helende" effekt på sindet.

   Som 14-årig flyttede jeg fra Holeby til Stege - og var ensom. Biblioteket i Stege var min "redning": De havde Tusind og en nat stående, og jeg slugte alle bindende med de fantastiske fortællinger i en køre. Nogle år senere anskaffede min mor en lp-plade med Rimsky-Korzakovs symfoniske orkesterværk 'Sceherazade', og det at lytte til den, fik mig til mindes Tusind og en nat-historierne i de mest livagtige erindringsbilleder.

Dagdrømme og kreativ tænkning - hjerneforskernes svar

Weekendavisen, 23. juli. Tillægget 'Ideer'. Journalist Lone Frank (som jeg tidligere har refereret artikler af). Rubrikken: "Dagdrømmenes anatomi". Overliggerens tekst er:

Den gode last. Sæt en flok mennesker til at læse Krig og fred i en halv time, og deres tanker vil drive bort i ti procent af tiden. Men menneskets drift mod dagdrømme er faktisk heldig, for med dagdrømme følger prioritering, problemløsning og kreativitet.

Den lange artikel bygger i hovedsagen på et interview med en hjerneforsker og psykolog Jonathan Schooler, og kunne såmænd have indgået i hendes bog Den femte revolution. Han siger bl.a. at dagdrømme ikke er spild af tid, og at dagdrømme gør det muligt for mennesker at "foretage mentale tidsrejser og dermed planlægge og opfinde nyt.". Og han konstaterer at dagdrømmeri er "en af de mentale aktiviteter som vi bruger mest tid på."
   Det nye er at forskningen skelner mellem tre slags dagdrømme:

• De "ægte" dagdrømme som er "tanker og fantasier som man aktivt hensætter sig i når man ikke har andet man skal, fokus glider væk fra det, der sker omkring en." Det er det man kan opleve når man kører med tog og ikke har noget alvorligt at tænke på mens man kører. 
• Bevidst "mind wandering" hvor man er igang med en anden bevidsthedkrævende aktivitet (som at skrive denne blog), og tankerne vandrer væk fra det man laver og man godt ved at man tankerne går sine egne veje til f.eks. hvad man skal lave i aften når man kommer hjem. 
• Ubevidst "zoning out" hvor man ikke selv er opmærksom på at tankerne driver bort.

Og så har Schooler & Co. fundet ud af at hjernen samtidig aktiveres i to helt forskellige centrer under tankeflugt og dagdrømme, to områder som normalt udelukker hinanden: hvilenetværket og  eksekutvinetværket. Det første er "tændt" når man slapper af, det andet "fyrer op" når vi har gang i komplekse kognitive processer hvori indgår problemløsning. Forskernes hypotese er at det er hjernens måde at "styre en kurs mellem prioriteringer" hvor den afbalancerer de aktuelle opgavers mentale krav med tænkning i forhold til mere langsigtede mål. Schooler siger videre:

De bevidste dagdrømme er også en mental simulator. Her kan vi så at sige gratis gennemprøve og vurdere mulige situationer og måske afklare og skærpe handlngsmæssige strategier før vi går ud i virkeligheden. 

Artiklen fortæller senere at selvsamme Schooler også har lavet undersøgelser der peger på at særligt kreative mennesker dagdrømmer mere end gennemsnittet. En forskerkollega Kalina Christof, fortæller artiklen videre, har omtalt de ufokuserede drømmeaktiviteter som "fluepapir for nye ideer og uventede associationer". Og hun citeres for at sige at "når hjernen har gang i både hvilenetværket og eksekutivnetværket, kan der på samme tid foregå flydende associationer og analyse."
   Pling!, siger det for mig da jeg læser det. I den fase af den kreative proces som betegnes inkubationen, som er ubevidst og som går forud for AHA-løsningen, der må der indgå en ikke-lineær og a-logisk mental problemløsningsproces der arbejder rumligt og via grænseoverskridende associationer på kryds og tværs.
   Og så viser det sig at artiklens forfatter Lone Frank selvfølgelig har foregrebet præcis det i det følgende afsnit. Her refereres en forsker John Kuonios for at have observeret at "lige op til det øjeblik, hvor forsøgspersoner i en skanner opnår den aha-oplevelse, der  giver dem løsningen på et verbalt puslespil, netop (da er der) aktivitet i udvalget områder, der tilhører hvile- og eksekutivnetværkerne."

Dagdrømmeri som en sygdom
I øvrigt har Lone Frank en sidehistorie der fortæller at der også findes en anerkendt sygdomsdiagnose for dagdrømmeri: maladaptive daydreaming, kendetegnet bl. a. ved "en udbredt fantasiaktivitet, som erstatter menneskelig kontakt, og/eller forstyrre akademisk, interpersonel erhvervsmæssig funktion."
   Jeg kommer til at tænke på min egen barndom, hvor jeg ret konsekvent afviste at deltage i familieudflugter i weekender og ferier, og fortrak at ligge hjemme på min sofa og læse drengebøger og Tusind og en nat, eller sidde og tegne og male. Var det sygeligt? I hvert fald beklagede min mor sig meget over at jeg var så associal, og mine søskende husker hvordan "storebror" meldte sig ud i lange perioder. Jeg tænker også på en dreng i familien der nu går i 8 klasse og drømmer om at blive skuespiller. Han har også tydeligt mentalt meldt sig ud af familiesamværet, og tilsyneladende gider han nu ikke skolens tyskundervisning som jo er forudsætningen for at han kan gå videre i gymnasiet! Hvad skal man mene? Sygeligt?