'Asperger' i virkeligheden - og i fiktionen - Nero Wolfe, Sherlock Holmes, Lisbeth Salander, Saga Norén er måske alle 'aspies'

Jeg har tidligere skrevet om autisme og aspergersyndromet, blandt andet i flere afsnit af min serie om "særlige evner". Også i indlæg om savanten Daniel Tammet som både er autist og har synæstesi.

    Jeg var også for et par år siden i teatret og se den glimrende teaterforestilling baseret på en prisvindende bog "Den mystiske sag om hunden i natten" af Mark Haddon.

    Ture Lindhardt spillede hovedpersonen der var autist, og det gjorde han fantastisk godt. Det var en gribende forestilling.

     Bogens indhold beskrive sådan af forlaget der udgiver den:

“Den mystiske sag om hunden i natten” er Mark Haddons fortælling om Christopher Boone på 15 år og den mordgåde, som Christopher forsøger at løse. Christopher lider af Aspergers-syndromet, hvilket gør, at han ikke er fan af metaforer, ironi og ansigtsudtryk. I stedet er han helt tosset med matematik, logik, lister og sandheden, hvilket klart er til hans fordel, da han skal finde ud af, hvem der har myrdet genboens hund.

Emnet asperger-autisme interesserer mig fordi når jeg læser eller hører beskrivelserne, så er der nogen ting jeg kan genkende fra mig selv.

    Det kunne hjerneforsker og radiovært Peter Lund Madsen også i et program jeg hørt i serien Hjernekassen for nogle uger siden.

   Udsendelsen handlede om hvordan verden opleves når man er autist, men ellers er intelligent nok til at kunne leve nogenlunde normalt i hverdagen og i samfundslivet.

   Det er typisk den form for autisme som har tilnavnet aspergersyndromet

Peter Lund Madsen havde en kvindelig advokat, Anne Skov Jensen i studiet, der relativt sent i livet havde fået diagnosen 'asperger', og inden da diagnosen ADHD.

Anne Skov Jensen

Der var en ret sjov introducerende snak hvor værten og gæst tydeligvis kunne udveksle fælles erfaringer om at være dårlige til at fungere afslappet og at føle sig akavede i situationer hvor man forventedes at etablere letflydende uhøjtidelige sociale relationer til mange nye mennesker gennem kommunikation, fx en fest eller en reception.

   De kunne spejle sig i hinandens særlige form for bekymring før den slags events hvor de prøvede at planlægge sig ud af akavetheden med særlige forberedt samtaletricks, sproglige konventionelle replikker så de nemt kunne komme i snak med folk uden at det var for socialt indviklet og krævende.

   Også det at gå op i meget specialiserede interesser - 'at nørde', havde de fælles erfaringer med.

 

De kunne også konstatere at de begge havde fædre der var ingeniører, og Peter Lund Madsen udkastede den teori at der var en vis genetisk sammenhæng med den 'nørdende' ingeniørhjerne og det at man havde svært ved at etablere tætte sociale relationer - og det at man som autist - eller bar 'nørd' - kunne havde svært ved at sætte sig i en andens sted - og generelt være ret dysfunktionel i forhold til at kommunikere med omverdenen

   

Anne Skov Jensen havde forladt jobbet som advokat(statsanklager) og ernærede sig nu som oversætter og foredragsholder. 

   Hun havde oprettet en hjemmeside om autisme og ADHD som skulle hjælpe andre i hendes situation med oplysninger om deres 'syndromer' og diagnoser:

http://www.overlevelsesguiden.dk/index.html

Anne Skovs to drenge var også autister. Men hendes mand ikke, så hendes mand kunne have det hårdt indimellem, mente hun.

   

Hun fortalte at hun ofte kunne føle sig overvældet af indtryk og input når der var familiekomsammen, og så - selv om det var uhøfligt - sætte sig hen i et hjørne og begynde at læse en bog.

  Og det er et af de klar kendetegn ved autisme: at information via sanserne - sanseindtryk - opleves som unormalt stærkt og påtrængende sådan at det overbelaster systemet og man føler at man må forsvare sig mod dem.

   Anne Skov så aldrig TV-Avisen, det var for belastende.

   

Man taler om at hjernen har en 'latent hæmning' som forhindrer eller begrænser at man overbelastes af sanseindtryk. 

   Og generelt er vores sanser sådan indrettet at man hurtigt bliver sløv: en lyd der kan være irriterende til at starte med, vil man hvis den bliver ved, hurtigt sløves i forhold til, så man måske til sidst slet ikke lægger mærket til den.

   De mekanismer fungerer som beskyttende filtrer mod mentalt "overload" hos de fleste mennesker. Men de mangler eller er svækket hos autister.

   Her en beskrivelse fra en artikel fra en hjemmeside hvor en mor forklarer hvordan hendes søn der er autist, har det :

Her er forklaringen på hvorfor en ”simpel” tur ned i supermarkedet kan være et helvede for mig: Min hørelse kan være yderst skarp. Masser af mennesker snakker samtidigt. Højttalerne annoncerer dagens tilbud. Muzak hviner ud af lydsystemet. Kasseapparater bipper og hoster, der males kaffebønner. Pålægsmaskinens skærende lyde, baby gråd, indkøbsvognenes knirken, den flurcerende belysnings summen. Min hjerne kan ikke filtrere alle disse input og jeg er ved at brænde sammen. Min lugtesans kan være yderst følsom. Fiskene i køledisken er ikke helt friske, personen ved siden af mig har ikke været i bad i dag, ved slagtervarerne uddeler de smagsprøver på pølse, babyen i rækken foran os har en overfyldt ble, de er ved at tørre agurker op fra gulvet i række 3 med ammoniak??”? Jeg kan ikke adskille alle disse indtryk. Jeg er overvældet af kvalme.

   Fordi jeg er visuel indstillet kan synssansen være den første af mine sanser som bliver overstimuleret. Det fluroserende lys er ikke kun for skarpt men det snurrer og brummer. Lokalet ser ud som om det pulserer og det gør ondt i mine øjne. Det pulserende lys reflekteret i alle overflader og forvrænger det jeg ser – lokalet synes konstant at være i forandring. Der er genskin fra vinduerne, alt for mange ting for at kunne fokusere (jeg kan eventuelt kompensere med ”tunnelsyn”) bevægende ventilatorer i loftet, så mange legemer i konstant bevægelse. Alt dette påvirker den indre del af øret og bearbejdelsen af de nerveimpulser der opstår i selve nervesystemet, og nu kan jeg ikke engang sige hvor min krop er i rummet.

Ifølge Anne Skov modsvares det af at hvilepulsen hos autister er 70% af pulsen når man er i fulde omdrejninger, mens den hos almindelige mennesker er 30%. Dvs. kroppens biologisk system er hos autister, selv i hvile, i en stresstilstand.

 

Anne Skov fortalte at hun havde det med at tabe ting, vælte genstande og generelt havde hun balanceproblemer, og blev af omgivelserne opfattet som en "tumler-fumler".

   Det var uhyret vigtigt for hende at omgivelserne var strukturerede og forudsigelige, og hun fik det dårligt når der skete nye og uventede hændelser.

   Det modarbejdede hun så ved at lægge detaljerede planer, sætte handlinger i tidsskemaer, og på andre måder forsøge at kontrollere hvad hun kunne komme ud for.

 

Hun havde problemer med sproget.

   Ikke med at formulere sig intellektuelt klart, det kunne man høre, men med at forstå ironi, vittigheder og metaforer - udtryk i overført betydning som 'at tage benene på nakken', eller 'have tømmermænd'.

   Hun fortalte at hun også havde svært ved at aflæse og tolke sociale og emotionelle signaler fra andre. Som hun sagde: "Det skal først gennem den intellektuelle maskine, for at jeg kan finde ud af det."

   Nogle af teorierne til netop at forstå disse særlige mentale begrænsninger, går på at autister har funktionsproblemer i det man kalder spejlneuronsystemet, som er de dele af hjernen i bla. premotorcortex som er aktive både når vi ser andre udføre en handling og når vi selv udfører (eller tænker på) den.

   Man mener også at det system i hjernen som kaldes 'the default mode network' - eller det opgave-negative netværk - kan være dårligt fungerende hos autister. Det er de dele af hjernen som man regner med er sæde for "the theory of mind", og som indebærer at et menneske kan forstille sig hvordan et andet menneske oplever sig selv og omverdenen.

 

Anne Skov fortalte også hvordan hun havde ekstrem sans for og opmærksomhed over for detaljer, og at hun havde nemt ved at blive "bidt af et emne" så hun måtte vide alt om det.

   Selv om hun altså havde problemer med at forstå ironi og ord i overført betydning, så elskede hun ord. Det at oversætte bøger beroligede hende, og var hende til stor glæde.

Jeg er ikke autist og har heller ikke asperger. Men nogle ting kan jeg, ligesom Peter Lund Madsen, genkende fra Anne Skovs beskrivelser:

   Jeg har det med at blive "bidt" af et emne - at 'nørde', som man også siger. Og det manifesterer sig hos mig som periodiske samlermanier: smukke glatte sten, frimærker, tegneserier, designermøbler. Og senest Harald Henriksen-billeder. Og når man 'nørder', så må man nødvendigvis gå i detaljer - og lukke alt andet ude.

    Jeg har også altid haft problemer med at føle mig tilpas i situationer med mange nye mennesker. Jeg føler mig tit så akavet til fx receptioner eller ferniseringer at jeg går hen i et hjørne for at blive fri for at snakke med nogen. Hvis nogen hilser på mig ved jeg ikke hvad jeg skal sige fortsætningsvis.

    Det med at det pludselig bliver for meget med alt den snak og alle de signaler man skal tage stilling til, det kender jeg også. Jeg er faktisk berømt for til sammenkomster med flere mennesker som jeg kender godt, pludselig at gå hen i en stol og begynde at læse en bog.

   Da jeg var barn, var ikke mindst min  mor utilfreds med at jeg kun modvilligt tog med på familiecampingtur (vi var fire søskende, og jeg var ældst og de var støjende), men foretrak at blive hjemme og ligge og læse i en bog. Jeg blev betragtet som lidt sær og asocial, i familiekredsen.

   Det med at være 'tumler-fumler' og have nemt ved at tabe eller vælte ting, kender jeg også. Og jeg falder relativt hyppigt over mine egne ben eller over små forhindringer jeg ikke lægger mærke til.

   Jeg forstår godt ironi, men er ikke særlig god til det. Og jeg elsker ord, hvilket jo har ført til at jeg blev lingvist med akademisk grad.

På nettet kan man finde lister med navne på kendte mennesker som enten har eller antages at have aspergers syndrom. Fx her:

http://www.disabled-world.com/artman/publish/article_2086.shtml

Jeg læste i øvrigt for nylig et interview med gode gamle Jørgen Mylius i anlednig af at han nu er forvist fra P4 på FM til P5 på DAB-radioen, hvoraf det fremgik at også hans far var ingeniør, og at han også havde det med at "nørde": først var det sporvogne huskede han. Han endte på et tidspunkt i sin bardom op med at vide alt om sporvognstyper og -ruter, deres numre, alder, stoppesteder etc.

   Men så skiftede hans interesse til rockmusik, og hurtigt var han igen blevet total specialist så han kendte og kunne huske musikere, pladetitler, musiknumre, koncertoptræden for alt hvad der den gang fantes af kendte og mindre kendte rockbands og - musikere.

    Som det fremgår tidligere, så er det noget af det der kendetegner mennesker der er diagnosticeret inden for autismespektret, at de har det med at udvælge snævre interesseområder som de så i den grad sætter sig detaljeret ind i. Så Mylle har en rem af huden her, ingen tvivl om det.

   Autister mangler i et eller andet omfang empati - indlevelsesevne - i forhold til andre. Og det kan man måske nok fornemme lidt af hos Myllle (jeg kender ham ikke personligt, kun fra hans optræden i radio og fjernsyn. Han udstråler i ringe grad empati og varme.

For mange år siden blev der lavet en glimrende og gribende dokumentarfilm om en asperger-autist som var ansat i diskoteket i Danmarks Radio, Martin Gundersen.

   Titlen var 'Valomanden' og den refererede til at han i sin lejlighed havde en kæmpesamling af pakker til vaskemidlet Valo - og i øvrigt samlinger af mange andre ting; gamle ugeblade, billeder af biler med sorte nummerplader

   Han blev jo inden computeren var blevet en del af diskoteket, brugt til at finde plader frem. Det var han fabelagtig godt til. Han havde alle titlerne i hovedet og kunne huske hvor de stod. Efter sigende var han stadig hurtigere  end det computersøgesystem som man på et tidspunkt selvfølgelig fik etableret.

   Han har sin egen hjemmeside:

http://www.valomanden.dk/

Martin Gundersen

Hovedpersoner i bøger og film som af eksperter antages at have 'aspergers syndrom er der flere af: På kvindesiden Lisbeth Salander og Saga Norén; på mandesiden Scherlock Holmes og Nero Wolfe. 

   

Medierne har været enige om at udråbe både Lisbeth Salander og Saga Norén til at være fiktive 'aspies', hvilket bidrager til vores fascination af dem. I forhold til vores stereotype forestillinger om at kvinder har stor empati og bedre sociale kompetencer end mænd, så afviger de to ved at have fremragende analytiske evner, men svært ved at begå sig socialt. Og det gør dem til inteerssante fiktionfigurer.

   

Det var først for nylig jeg læste et sted at de to store fiktive detektiver Nero Wolfe og Sherlock Holmes kunne antages at havde aspergers syndrom hvis man bedømte dem ud fra deres adfærd og omgang med andre mennesker i bøgerne. 

   Det har jeg ikke tænkt på før.  

   

Jeg er usikker når det gælder Sherlock Holmes. Jeg synes fx at han fremstilles med stor empati, og han er i hvert fald ikke nogen tumler, fumler. Han er god til at forklæde sig og spille roller, evner som  forudsætter at man kan sætte sig ind i hvordan andre tænker og ser verden, og man må have en stor social kompetence for at begå sig uopdaget. 

   Måske snarere eller i højere grad har han ADHD.

    

Med hensyn til Nero Wolfe synes jeg alle kriterierne for en 'aspie' passer: 

   Han er ekstremt bundet til skemalagte daglige faste rutiner, og han lever i omgivelser, sit brownstone house Eas 35th street, Manhatten, som han stort set aldrig forlader; kvinder er uforudsigelig, emotionelle og umulige at aflæs, så omgangen med dem må Archie tage sig af. Han giver meget nødigt hånd til nogen. Han er ekstremt optaget af ord - og brænder bl. a. et nyindkøbt leksikon side for side fordi der var fejl i det. Han nøder med sine 10.000 orkideer og med sin mad som han har sin personlige kok til at tage sig af. Og hans sociale kompetencer kan ligge på et meget lille sted. 

Om at skrive videre på en afdød forfatters univers og persongalleri - i anledning af David Lagercrantz 'Det der ikke slår os ihjel - En LIsbeth Salander-roman'

Reklameillustration fra netbutikken cdon.com

Jeg har for nyligt læst David Lagercrantz fortsættelse af journalisten Stig Larsons tre-binds-krimi med den computergeniale asociale autist (asberger?) Lisbeth Salander som den ene af de to hovedpersoner.

   Lagercrantz har fået kritik i medierne for at være en slags gravrøver i forhold til Stieg Larsson, og for at være en slags forfatterparasit på Stieg Larssons navn og eftermæle. 

   Lagercrantz har tilsyneladende selv taget det helt roligt. 

   Som han også gjorde i forhold til reaktionerne på at han selv afslørede at stort set alle Zlatan-citater i biografien om den berømte svenske fodboldspiller med indvandrerbaggrund, at det var nogle han selv havde fabrikeret, altså at de var fiktion, men understreget - baseret på mange timers samtaler:

»Jeg citerede ham egentlig ikke. Jeg begyndte at finde på den her litterære illusion af Zlatan Ibrahimovic«, fortæller Lagercrantz til avisen The Telegraph fra litteraturfestivalen Hay.

   Forfatteren fortæller desuden, at han intet vidste om fodbold, før han gik i gang med Zlatan-bogen:

   »Så begyndte jeg at læse ghostwriterfodboldbøger, og jeg må sige, at jeg aldrig har læst så kedelige bøger i hele mit liv. Derfor besluttede jeg at skrive den bog som en roman«. Han fortæller desuden, at de to tilbragte 100 timer sammen, og at Lagercrantz ikke ville gøre Zlatan flinkere, end han var. »Jeg sagde fra begyndelsen: Du kan ikke være moralsk. Bare råb op, for guds skyld«.

I den efterfølgende debat fortæller Dvid Lagercrantz at Zlatan har godkendt bogen og dens beskrivelse af ham i sin helhed, og ikke har haft indvendinger mod de fiktive citater. 

   Underforstået: Og hvad er så problemet egentlig. Jeg har skrevet en biografisk roman og valgt en form som formidler indholdet i historien på den bedst mulige måde.

Hvis man ellers har fulgt med på blokken her, så vil man vide at diskussionen om Zlatan-roman-biografien er et eksempel på det jeg for mange år siden definerede som 'faktion':

Faktion er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta” og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har spillet en (betydningsfuld) rolle – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/fra-faktion-som-udtryksmiddel-til-de_6.html  

Og man vil også vide at det eneste problem jeg synes der er i den diskussion, og som både Lagercrantz og hans forlage kunne have undgået, var at 'kontrakten' med læserne om genren - og dermed om de bagvedliggende arbejdsprocesser - indtil selvafsløringen - var uigennemskuelig og vildledende. 

   I introduktionen til bogen på Bog og Ides hjemmeside indledes teksten fx. med 

I " Jeg er Zlatan Ibrahimovic" fortæller Zlatan med egne ord om en barsk opvækst i Rosengård-kvarteret uden for Malmø.

   Bemærk: "... Fortæller Zlatan med egene ord ..." Vi lader det stå et øjblik.

 Altså: Læserne (og journalisterne og reklametekstskriverne) troede med god grund at bogen var en 'normal' ghostwriter-biografi - og at citaterne altså på traditionel journalistisk vis var autentiske - og kun sprogligt 'friseret' så meget at de talesproglige træk fra det mundtlige interview ikke forstyrrede oplevelsen og formidlingen af indholdet.

   

Læser man min bog om dokumentaristen Poul Martinsen, så er den fuld af autentiske citater fra godt 40-timers interviewoptagelser, som netop er 'friseret' og 'studset' på den nævnte traditionelle måde. Og selvfølgelig godkendt af Martinsen selv inden udgivelsen.

Problemet med Lagercrantz-fortsættelsen af Millenium-trilogien er imidlertid ikke et faktionsproblem, selv om debatten og kritikken måske godt kunne ligne. 

   Her har Lagercrantz ikke kørt unde falsk eller uklart flag. 

   Han og forlaget har fået projektet godkendt af Stieg Larssons juridiske arvinger, som, hvis ikke de havde godkendt det, i princippet kunne tænkes efterfølgende at fremsætte en anklage for brud på droit morale - også kaldet "ideel ret" (her fra Gyldendals "Den store danske"):

ideel ret, (1. ord af ty. ideel, sideform til ideal, adj. til idé), droit moral, den ret, som en skaber af et litterært eller kunstnerisk værk har, til at blive navngivet ved værkets brug og til at modsætte sig, at værket ændres på en måde, der er krænkende for hans eller hendes litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Retten er personlig og kan ikke frafaldes i sin helhed. Efter ophavsmandens død kan den ideelle ret gøres gældende af ægtefællen og de nærmeste slægtninge, og den kan endvidere uden tidsbegrænsning gøres gældende af det offentlige, dersom en overtrædelse krænker kulturelle interesser. I nutidig praksis er det yderst sjældent, at det offentlige gør retten gældende, og der kendes således mange eksempler på, at værdifulde værker benyttes på en måde eller i en sammenhæng, der ligger fjernt fra ophavsmandens oprindelige intention.

Jeg ved det ikke, men det er også muligt at arvingerne har fået roaylties af salget af Lagercrantz opfølgning (som der i øvrigt er annonceret at der vil komme to mere af). Eller at man har betalt et engangsbeløb for rettighederne til en fortsættelse af de tre første romaner.

Diskussionen ligner jo faktionsdiskussionen på den måde at det drejer sig om etik og moral, om hvad en forfatter (og et forlag) kan tillade sig i forhold til den læsende offentlighed - uden at det opleves som snyd og bedrag.

   Men i det her tilfælde synes jeg at den offentlige debat i den grad var præget af uvidenhed, snæversynethed og mangel på kendskab til litteratur- og mediehistorien hos kritikerne. 

Alene i dette års sommermåneder har jeg læste adskillige krimiromaner som har karakter af fortsættelser af verdenskendte afdøde krimiforfatteres serier:

    Robert Goldsborough: En række romaner der fortsætter Rex Stouts serie på omkring 60 historier (romaner og noveller) om detektiven Nero Wolfe og hans 'sidekick' og fiktive jeg-fortæller Archie Goodwin.

     Nicholas Meyer: Tre romaner der i univers, hovedpersoner og fortællemåde lægger sig tæt op af Conan Doyles mange historier om  Sherlock Holmes som detektiv og med dr. Watson som fiktiv fortæller.

   I begge tilfælde har jeg nydt at læse serie-fortsættelserne, fordi de oprindelige historier af hhv. Rex Stout og Conan Doyle har givet mig så meget glæde ved læsningen at jeg har læst dem adskillige gange, og derfor nu også nyder at få nye historier som er så overbevisende skrevet at jeg oplever det som mulige troværdige fortsættelser af de oprindelige forfatterskaber.

   

Af andre forfattere der på kreativ vis har forlænget og udvidet Sherlock Holmes-universet, vil jeg fremhæve John Gardeners tre Moriarty-historier, og Laurie R. Kings serie med Mary Russel som detektiv og den pensionerede Sherlock Holmes 'apprentice' (=lærling/elev).

   Jeg er sikker på der er mange andre, gode og mindre gode. Og der kommer stadig nye. 

   Her fx omtales på Anthony Horowitz's website 17/01/201 en kommende roman der angiveligt er den første der er blevet godkendt af Conan Doyle Estate Ltd. som har rettighederne.

Anthony Horowitz, the BAFTA-award winning creator of Foyle's War and author of the best-selling Alex Riderchildren's series, has been chosen by the Conan Doyle Estate to write a new full length Sherlock Holmes novel which will be published by Orion in September 2011.     The content of the new tale—and indeed the title—remain a closely guarded secret. The prologue is currently under lock and key at the Orion offices. The announcement of the new novel was made to the Sherlock Holmes Society on 15 January where Anthony Horowitz was the keynote speaker.[3]

Romanens titel da den udkom, var: The House of Silk. Og den fik angiveligt gode anmeldelser.

Og efter min mening er det faktisk en særlig kreativ kunst som kræver stor indlevelsesvende og stor sproglig sensitivitet, at kunne skrive troværdige fortsættelser af højklasse-romanserier - hvad enten det er krimier eller andre genrer.

    Rex Stouts Nero Wolfe-historier er vel forsøgt opfulgt efter hans død af 5-6 andre forskellige forfatter, men uden større succes. 

   Og faktisk kender jeg (og andre kritiske læsere) ikke andre end Robert Goldsborough som det er lykkedes for.

Også Isaac Asimov, en af mine mest elskede forfattere inden for Science Fiction-genren, har fået rigtig mange opfølgere i forhold til de serier om robotter, de tre robotlove og Foundation-stjerne-imperiets historie som han selv har skrevet; nogle mere vellykkede end andre. 

   Jeg vil gerne her fremhæve Roberet McBride Allen om hvem Wikipedia skriver:

Shortly before his death in 1992, Asimov approved an outline for three novels (Caliban, Inferno, Utopia) by Roger MacBride Allen, set between Robots and Empire and the Empire series, telling the story of the terraforming of the Spacer world Inferno, and about the robot revolution started by creating a "No Law" Robot, and then New Law Robots.

De er både rigtig gode og opleves meget solidariske med Asimovs robot-univers.

   Wikipedia fremhæver flere andre Asimov-opfølgende serier som jeg ikke har læst endnu, men som jeg planlægger at anskaffe:

More recently, the Asimov estate authorized publication of another trilogy of robot mysteries by Mark W. Tiedemann. These novels, which take place several years before Asimov's Robots and Empire, are Mirage (2000), Chimera (2001), and Aurora (2002). These were followed by yet another robot mystery, Alexander C. Irvine's Have Robot, Will Travel (2004), set five years after the Tiedemann trilogy.

   In November 2009, the Asimov estate announced the upcoming publication of Robots and Chaos, the first volume in a trilogy featuring Susan Calvin by fantasy author Mickey Zucker Reichert.[4] The book was published in November 2011 under the title I, Robot: To Protect, and was later followed by two sequels: I, Robot: To Obey (2013) and the upcoming I, Robot: To Preserve (2016).

Og sådan kunne jeg blive ved - op og ned gennem litteraturhistorien. 

   

Og hvis man skifter genre fra roman (eller tegneserie) til tv eller film i forhold til et univers og personkarakterer, ja så ser det endnu mere vildt og kaotisk ud. 

   Der er fx i årenes løb lavet en lang række Sherlock Holmes-film og -serier hvor kun én har fundet nåde for mit blik, nemlig den med Jeremy Brett som Sherlock Holmes, en serie som har været vist på DR igennem flere år - med mig som trofast seer:

Jerymi Brett i rollen som Sherlock Holmes

https://en.wikipedia.org/wiki/Sherlock_Holmes_(1984_TV_series)

Det hører jog også med til historien at Conan Doyle selv ville stoppe sin detektiv serie, men af  pres fra læserne - elskere af både hovedpersonerne og plottene - følte sig tvunget til at genoptage serien og genoplive hovedpersonen som ellers var  skrevet "død" i kampen med superskurken Moriarty.

   Nogen siger så også at de følgende historier efter genoplivningen, ikke holdt niveau med de første. Et typisk problem for de fleste opfølger-forfattere,

   Og det hører med til historien at Isaac Asimov også stoppede sine to super-populære romanserier om Foundation-imperiet og om detektivparret Ilijah Baely-R. Daneel Olivaw efter hhv. tre og to udgivelser - for så mange år senere at lade sig overtale til selv at genoplive serierne, universerne og hovedpersonerne.

Og for så lige at vende tilbage til Lagercrantz aktuelle opfølgning 'Det der ikke slår os ihjel'.

   Så tænker jeg at det sandsynligvis er samme form for kreativitet som gør det muligt for ham både at leve sig så meget ind i Zlatans måde at tænke og tale på, og at leve sig ind i Stieg Larssons måde at skrive sine krimier på, at der i begge tilfælde kommer gode og læsværdige bøger ud af det. 

   Det er en særlig evne, et særligt talent - en særlig faktionslysten hjerne - som også forfattere af gode parodier, pasticher og traverstier lever højt på. 

   Og som fx også kommer til udtryk i de bedste film inden for genren 'mockumentary', som jeg tidligere har skrevet om i forskellige indlæg, blandt andet dette:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/mocumentary-i-radioen-hvor-frkt-og.html

Men altså: Jeg glæder mig til de to næste opfølgningsromaner af Lagercrantz med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist som hovedpersoner. Og forventer igen at kritikken vil være urimeligt hård.

Kvindelige leder - mønsterbryderi og kreative personligheder

Politiken har her i sommermånederne haft en interessant portrætserier under temaet "retræte". De sidste par søndage har det været to kvinder, Tine Aurvig-Huggenberger, der tabte slaget om formandsposten i LO for 3 år siden, og Susanne Larsen, der for halvandet år siden, frivilligt blev gået fra jobbet som direktør for SAS/Danmark. De deler langt hen ad vejen barske barndomsoplevelser af en type som jeg tidligere har identificeret som et fællestræk for mange kreative personligheder.

   Om Tine (18. juli) står der bl. a. at hun"blev født i Helsingør, men tilbragte en stor del af sin tid i en flyttekasse. Forældrene blev skilt, da hun var helt lille, og moderen, der var økonoma, flyttede med sine tre børn derhen, hvor der var arbejde at få. Tine Aurvig-Huggenberg frekventerede i alt ti forskellig folkeskoler og nåede aldrig at få en følelse af at passe ind."  Moderen flytter til Midtjylland, og Tine kom i en skole i Hjortshøj, hvor hun blev mobbet. Moderen boede dér sammen med en voldelig mand med "løse hænder":

Den lille hidsigprop slog igen på de andre børn i skolegården og drømte sig væk i tegneseriernes verden om heltinden Modesty Blaise, der arbejdede for den britiske efterretningstjeneste M15 og trodsede alt uretfærdighed i verden. Hun var god og sej og kunne smadre stedfaderen så let som ingenting, jo.

   "Hvis man som barn har været udsat for vold, så går man enten i stykker, eller også får man et meget stærk overlevelsesinstinkt," sige den tidligere fagforeningskvinde. Hun har læst  et interview i Politiken, hvor dette instinkt opleves som et rovdyr. Et indre dyr der bliver født af en hård opvækst, og som følger med gennem hele livet for at dukke op til overfladen, når der er fare på fære. Et stærkt bæst med et solidt panser, som ikke finder sig i at blive trådt på.

   "Det er så præcist beskrevet. Sådan har jeg det også."

Og hvordan med Susanne Larsens barndom? 

   En mor der "røg ud og ind af klinikker og hospitaler - Monetbello, Nordvang, hvad de nu hed - snart for det fysiske snart for det psykiske." Og en far der var tidligere modstandsmand med "en mørkelagt fortid", ar på sjælen, pludselige humørskift, og diagnosticeret som "paranoid". Forældrene var ufaglærte og hendes og hendes to søstres barndomshjem var "en to et halvt-værelses i Kastrup kun afbrudt af kortere ophold på børnehjem."'

   

Når jeg uden videre kan finde på at karakterisere de to kvinder som særligt kreative personligheder, så skyldes det jo at de er "grænseoverskridende" i dere respektive karrierer, at de er mønsterbrydere og begge går på tværs af både køns- og klasseskel.

   Tine refererer til det indre "dyr" som en metafor på sit særlige overlevelsesinstinkt. Og fortæller i øvrigt at hun i en periode, inden hun blev tvangsanbragt af moderen på Tvind-skolen  i Ulfsborg, løb rundt i "iturevne nylonstrømper, skotskternet nederdel og læderjakke i punkmiljøet i Randers." 

Det minder mig om endnu et Politiken-portræt (10. juli), nemlig af den ny formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen. Hun fortæller også om sin barske barndom, bl.a. hvad hun "lærte" af sine tre storebrødre, hvoraf den yngste siden "har begået selvmord", en anden er "meget syg af aids" og den tredje er "førtidspensionist, hashmisbruger og tidligere rockersupporter":

"Min mor og stedfar drak hver dag nede i deres lille bondehus med udendørstoilet på Vestlolland. Vi var møgbeskidte og gik rundt i sommertøj om vinteren. Da mine brødre blev tvangsfjernet, glemte myndighederne desværre at få øje på mig."

   "Men de tre personer har i virkeligheden været mine forbilleder i de første 12 år af mit liv, før jeg kom på børnehjem. De kom jo hjem på weekender, og hvis der er noget, jeg har lært af dem, er det den der ’don’t fuck with me’-attitude".

   - Hvad vil det sige?

  "Der er aldrig nogen, der har turdet mobbe mig. Jeg har stadig en form for rovdyradfærd, for jeg kan lugte fare lang tid i forvejen, og så smutter jeg. Men hvis jeg bliver skræmt op i en krog, er der ingen, der skal prøve på at true mig. På børnehjemmet i Nakskov opdagede de, at hvis man truede mig til at gøre et eller andet, og de ikke forstod et nej, kastede jeg et møbel efter dem. Jeg tror egentlig, det var en god overlevelsesmekanisme".

   - Det lyder som Lisbeth Salander. Du har selv sammenlignet dig med Stieg Larssons figur ...

"Ja, jeg kan sagtens identificere mig med Lisbeth Salander-skikkelsen i Stieg Larssons bøger: Jeg blev tvangsfjernet fra børnehjemmet, fordi jeg var for voldelig, jeg har instinkter som et rovdyr og arbejder tilmed med computerteknologi. Jeg stoppede dog ved en enkelt tatovering".

   - Ser du andre ligheder mellem dig selv og Lisbeth Salander-skikkelsen? 

   "Ja. Gennem hele min barndom blev min mor gennembanket af diverse mænd. Desværre gjorde jeg ikke andet end at få hende på hospitalet. Jeg beskyttede hende ikke godt nok ...".

Rubrikken for dette interview var "Rovdyret sidder stadig i mig".

 Rubrikken for portrættet af Tine var "Slagsøsteren", og rubrikken for portrættet af den tidligere SAS-direktør: "Da Susanne tog jernfrakken af". Alle tre "dobbelte personligheder".