Sider

tirsdag den 3. august 2010

Mentorhjælp til den kreative personlighed

Manglen på en far, en mor med psykiske problemer, alkoholisme og vold i hjemmet, en stadig flytten rundt fra sted til sted, fra skole til skole, fra sprog til sprog, mobning og social isolation. Til mine mange indsamlede eksempler på kreative personligheder hvis mere eller mindre belastende barndomserfaringer synes at være en forudsætning og en drivkraft i deres kreativ udvikling, kan man spørge: Hvorfor gik de ikke i hundene og blev tabere?
   En måde at beskrive resultatet i personligheden af disse fremmedgørende og længselskabende erfaringer, er at se personligheden som spaltet i to, og se den kreative udvikling som gentagende forsøg på at hele det sind der er splittet og spaltet ved at overskride grænser og blende og integrere mentale rum i en karriere som kunstner, videnskabsmand, leder, opdagelsesrejsende, journalist.
   Jeg har ikke systematisk gået de forskellige  igennem, men jeg er forholdsvis sikker på der i langt de fleste tilfælde er en forklaring knyttet til at udviklingen blev positiv, nemlig at de undervejs fik støtte og opbakning fra en mentor eller en god fe, ofte konkretiseret i en lærer eller en bedstmor.
    I Politiken idag 3. august anmeldes en erindringsroman af Paula Fox: Lånte fjer. Rubrikken lyder: "Uden en rigtig plads i verden". Citat:
Paula Fox blev født af en iskold mor, der ikke ville have et barn, og en far der arbejdede i filmbranchen som manuskriptforfatter. Hun blev afleveret til et hjem for hittebørn, hvor en behjertet kvinde tog hende med sig, men denne familie var for fattig, syntes den lokale præst så han overtog Paula som ganske lille.
   Her i præsteboligen i Balmville voksede hun  op de først seks år af sit liv. Onkel Elwood, som hun kalder præsten, er et levende, varmt og interesseret menneske. Han læser for hende, og hun er med ham overalt på ture i sognet.
Paulas barndom og tidlige ungdom foregår med en stadig flytten rundt: Long Island, Cuba, Hollywood, New York City, Florida, Montreal. Ofte bliver hun passet af fremmede og bliver også sat på kostskole i en periode. Anmeldelsen forklarer: "Hvad der redder hende fra de følelsesmæssigt invaliderende vilkår, må være den optankning præsten onkel Elwood har givet hende i de tidlige år."

Portrættet i Politiken af Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen slutter med et citat fra hende, hvor hun opsummerer betydningen af mentorer og gode feer i sit liv:
»Jeg tror ikke så meget på den stærke ener. Der findes naturligvis undtagelser, men det handler rigtig meget om de mennesker, man som barn og ung møder på sin vej. Hvis ikke min nabo Holst og min lærer Grethe havde grebet ind, ville jeg måske aldrig være sluppet væk fra Lolland. Og hvis ikke forstanderen Rigmor og pædagogen Karen havde fået sendt mig i den retning, var jeg nok heller aldrig kommet på universitetet«. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar