Da jeg var meget yngre var avisen Information noget særligt ved at den indimellem havde artikler der forholdt sig kritisk til andre avisers dækning af virkeligheden. Temaoverskriften var: "Fra vores egen verden". Den gang var det grænseoverskridende. Journalister havde det som læger: Det er usolidarisk og nedværdigende for standens troværdighed hvis man offentligt kritiserer andre inden for professionen.
Sådan er det heldigvis ikke mere. Men det er ikke mere Information som går i spidsen for kritisk diskuterende at dække medieverdenens svagheder og bagsider. Politiken er nok frontløberen her.
Det er ikke så mærkeligt. Dens kernelæsere tilhører "den kreative klasse", og journalister er så at sige født ind i den. Så journalister og journalistik er simpelt hen godt stof i Politiken.
På de to journalistuddannelser jeg har undervist på og i al beskedenhed sat et aftryk på, var og er Politikens praktikpladser i høj kurs, om ikke den højeste.
I dag søndag den 15. august har Politiken et alenlangt interviewportræt af en af dem der en gang var top of the pops inden for faget, Jeppe Nybroe. Det er en gammel SDU-er, Lea Korsgaard, en af pionerene inden for genren fortællende journalistik, som står for historien. Manden blev fyret eller gået for at have manipuleret flere tv-nyhedshistorier for at give dem ekstra oplevelsesmæssig impact, øget dramatisk værdi.
Altså: Han har snydt på vægten rent professionelt. Og han får i interviewet relativt frit løb til at retfærdiggøre sig ved at fortælle den private historie: Jeg begik fejl, men værre var det heller ikke. Jeg var i krise. Min kæreste havde forladt mig til fordel med en anden mediemachomand. Og: Andre gør det samme. Sådan gør man inden for faget. Det er ikke snyd, det er bare tv.
Vi får et glimt fra barndommen. Forældre der flytter rundt: "boede i en periode som 10-årig i Saudi-Arabien, hvor hans forældre igen var udstationeret." Et tegn på den særligt kreative persons typiske barndomsvilkår.
Jeppe er - det er helt klart - en af dem jeg har kaldt særligt kreative personligheder. Og som journalist er han ambitiøs, og hans karriere har bare ført ham til tops i DR/TV-avisen. Supernyhedsvært, kritisk journalist til fingerspidserne. I sprog, i holdning, i udtryk.
Jeg husker hvad jeg tænkte når han lavede live-interviews den gang som nyhedsvært: Det er vigtigere for ham at vise hvor dygtig, skarp og intelligent han er - over for andre journalister, vigtigere end at få oplysende svar ud til seerne. Han er en journalistisk macho-mand. På vej frem. En ny Ulrik Haagerup. En comming Hans Jørgen Jensen. Den afgående Falbert fra Ekstrabladet rinder mig også i hu som association med hensyn til personlighedstype. Også hans jævnaldrende Simon Andersen, nu nyhedschef på B.T., som bidrog til hans "fald", og som senere tilbød ham job på sin avis.
Den type journalistiske personligheder er en slags mediekrigere, kreative gladiatorer, som overlever og avancerer inden for branche og stiger i status i professionen ved at dygtigt og aggressivt at skabe journalistiske scoops, ved hårdt målrettet arbejde at levere kritiske afsløringer uden stands anseelse
Men den slags journalistik og den type journalister har det også ofte med at gå balancegang på etikkens grænsebomme. Jeg mindes her Poul Martinsen, som også er en særligt kreativ personlighed,og er en mester ud i journalistisk dokumentarkunst. Men som også i sin lange karriere indimellem balancerede på kanten i forhold til nogle af sine medvirkende.
Høje professionelle ambitioner kombineret med brændende behov for at komme ud over rampen, kan friste eller forføre til at gå over grænsen.
Jeg tænker efter at have læst portrættet: Lea er blevet (lidt?) forført af Jeppe. Hun mister den kritisk distance, synes jeg. Hun er selv en af de særligt kreative inden for faget. Og det er en virkelig god ide at forfølge den gamle historie. Hvad blev der af dem der en gang var hovedpersoner i nyhederne? Det er et klassisk journalistisk plot, som tit giver pote. Så hvorfor ikke vende tilbage til kollega Jeppe og få hans refleksioner og tilbageblik.
Men er hun den rette. Kan man ikke rette den samme kritik mod hende i dette portræt som man (med god grund?) rettede mod Reimer Bo i forbindelse med hans interviews af Stein Bagger og Zobel-damen?
Jeg har tidligere været inde på at kreativitet uden moralske bremseklodser - eller stor kreativitet kombineret med store ambitioner, er en risikabel cocktail. Når jeg læser portrættet i Politiken, synes jeg at den dimension er underbelyst: at særligt kreative folk kan fristes til at blive moralsk afsporede af deres ambitioner, og forført af sig selv til at finde på lidt for smarte løsninger i pressede situationer hvor deres journalistiske værdi på markedet er på spil, og de skal leve op til det billede, det image, de allerede har opnået i medierne.
Er den type journalistisk personlighed som Jeppe repræsenterer, i virkeligheden en slags Klaus Riskær inden for journalistikken? At være kreativ betyder jo at man har en særlig evne til at kunne overskride grænser. Også moralske. Og også ofte slippe afsted med det.
Når det optager mig specielt, er det fordi Jeppe Nybroe i det sidste halve eller hele år, optræder som nyhedsvært på min regionale tv-station: TV 2 Øst. Og jeg har ikke haft det godt med det. Når han optræder som skærmfigur i deres nyheder, så får jeg hver eneste gang associationer til de gamle historier fra TV-Avisen. Og jeg mister tillid til TV 2 Øst som troværdig nyhedsstation. Gør ham dog til chef eller redaktionssekretær. Men at bruge ham på skærmen?
Artiklen om TV 2/News og kreativitet vender jeg tilbage til i et senere blok-indlæg. Det her blev længere end jeg havde tænkt. Det må være lidt vigtigt for mig, åbenbart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar