Blending af journalistik og politik - er det en kreativ udvikling eller forfald?

Politiken i går havde en rubrik på deres medie-temaside: "Politikere og journalister forhandler avisforsider".
   Manchetten fortalte hvad vinklen var: "Der er opstået en forhandlings-kultur på Christiansborg, hvor journalister og politikere drøfter, hvad der skal til, for at politikerne rammer forsiden med deres budskab. Det viser en ny ph.d.-afhandling, og det bekræfter journalister og spindktorer."
   Artiklen er skrevet af Jakob Elkjær og Torben Benner. Og ph.d.-afhandlingen er udarbejdet af Camilla Dindler.

Artiklen beskriver - med afhandlingen som kilde - hvordan Christiansborg-journalisterne fortæller politikerne på Borgen hvordan de skal tillempe deres budskab - frame historien og skærpe vinklen - for at komme på avisens forside. Og at politikerne rent faktisk hører efter og gør det de bliver bedt om for at  at nå målet: at komme ud med noget der vækker opsigt og giver genlyd på den politiske scene.

I min terminologi er det som afhandlingen og artiklen beskriver, et udtryk for kreativ konceptuel blending: to i princippet klart adskilte konceptuelle rum: det politiske og det journalistiske, "befrugter" hinanden gennem åben snak,  og som output kommer et "blend" i form af en forsidehistorie, som journalisten er glad for fordi det er prestigefyldt at få sine artikler på forsiden, og som politikeren er glad for for at trænge effektivt igennem til offentligheden med sit (journalistisk tilpassede) budskab.

Artiklen giver med afhandlingen som kilde et konkret eksempel der tydeligt viser at der er tale om konceptuel blending: 

   En journalist spørger en spindoktor fra SF om man internt diskuterer "at indvandrerballaden også skyldes kultur og ikke bare socioøkonmiske forhold". Svaret er bekræftende. Det fører til at journalisten et par dage efter spørger spindoktoren om "man kunne få Villy til at sige noget om den diskussion". Det fører til (og her er så et "spring" i historien) at SF-formanden marts 2008 får en Politiken-forside hvor han udtaler at venstrefløjen må forholde sig kritisk til blandt andet den del af den muslimske kultur der undertrykker kvinder. Rubrikken: "Villy Søvndal gør op med udlændingepolitik".

   Ph.d.-afhandlingens forfatter konkluderer her: 

"Der en gråzone mellem de forskellige aktører hvor man ikke kan sige, hvem der fik ideen. SF´s kursændring var formentlig ikke kommet frem, hvis ikke en journalist havde set potentialet i den. SF og Villy Søvndal var til gengæld ikke gået ud med budskabet, hvis de ikke mente det." 

At politikere tilpasser standpunkter, strategier og budskaber til hvad der interesserer journalisterne og matcher deres professionelle forventninger, det er der ikke noget nyt i. Det er i forvejen det politikerne har oprettet presseafdelinger og ansat spindoktorer til at hjælpe dem med. Politikere er også - qva deres professionelle rolle - vant til at bøje standpunkter i forbindelse med kompromissøgende forhandlinger (at det "normalt" er sådan har vi glemt lidt under VKO-regimet). Og som salig Jens Otto Krag er citeret for: "Man har et standpunkt til..."

Jeg synes til gengæld at Jesper Thorbo-Carlsen, der er politisk redaktør på Berlingske, formulerer sig på en måde som er afslørende for en journalistisk kynisme:

"Grundlæggende handler det om at vi som journalister har nogle kriterier for, hvad der er en god historie.Vi tester af, hvor spidst politikerne kan lave  et udsagn. Man kan sige til en politiker, at det der er ikke interessant, men hvis du vil sige det her, så er det interessant."

Jeg har svært ved at forstå det på anden måde en at journalisten lægger ordene i munden på politikeren, og at han i praksis fungerer præcis på samme måde som en spindoktor gør, nemlig giver råd om hvordan man skal få et budskab igennem porten til offentligheden.

   Thorbo-Carlsen fortsætter:

"Det handler om at kvalitetssikre det, der kommer ud. Vi tydeliggøre de journalistiske kritererier for politikerne og lægger nyhedskriterierne frem. Men politikerne går ikke ud med et budskab, de ikke kan lægge ryg til."

Hvad angår den sidste sætning, taler Thorbo Carlsen jo klar mod bedreviden. Og at bruge ord som "teste" og "kvalitetssikre" er jo ord fra en anden verden end den journalistisk og politiske. Hvem "tester" og "kvalitetssikrer" hvad? - Svaret ligger lige for: Fabrikanter og sælgere af varer! 

   Thorbo-Carlsen gør brug af en konceptuel metafor der framer den politiske journalistik som han er redaktør for, som et rent kommercielt produkt, en frame der helt borttænker den politiske journalistik som en central del af demokratiet. 

   Og præcis på grund af at den frame styrer hans professionelle tænkning, så kan han naturligvis ikke se noget "odiøst" i det.

   Det er der dog en del andre af de journalistiske kilder i artiklen der kan.