Akvarelmaleriets mysterier (21) - flere Burmadrømmerier - og en maleblokering

Selv om mange af bøgerne der introducerer til akvarelmaleriets teknikker, handler om at male blomster og planter som bærende motiv, så har jeg ikke selv turdet kaste mig ud i det. Det er for svært, forekommer det mig. 

   Og det er ikke blevet lettere efter at jeg lige nåede at komme op på Ordrupgaard og se udstillingen med Anna Sybergs  akvareller - hovedsagelig med blomster som motiv. 

   Spændende og tankevækkende, men uha hvor hun er god. Det var også spændende at læse den bog som blev udgivet i anledning af udstillingen - af Line Funder og Sys Hindsbo:

Anna Syberg er en af de få kvindelige malere der omkring århundreskiftet tilkæmpede sig en en vigtig plads i kunsthistorien som pioner og frontløber - men typisk først fik alvorlig anerkendelse af kolleger og de kunstkloge efter sin død.
   Jeg har tidligere skrevet et kort indlæg om hendes mand Fritz Syberg, primært med afsæt i nogle oplysninger om en traumatiseret barndom - med ekstrem fattigdom, tidligt fadertab og en mor som sammen med halvsøsteren endte på fattiggården, mens han selv var arbejdsdreng.
 
Vel nærmest en ren H.C.Andersen-barndom - gange 2:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/06/fritz-syberg-hans-barndomstraumer-og.html

Fritz Syberg er også bl.a. akvarelmaler, en af de store landskabsmalere i nyere dansk kunsthistorie  Og højt anerkendt ved sin død i 1939. På det tidspunkt som den højst betalte maler i Danmark, ifølge dansk Wikipedia.
    Og en læsning af introduktionskapitlet i Erlend Porsmoses bog om hans liv og værk: "Fritz Syberg - kunsten, naturen, kærligheden", gør at jeg beslutter at de to skal have særbehandling i et senere blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier.

Denne gang handler det derfor primært om mine egne akvareller - i fortsættelse af dem jeg har vist og skrevet om i dette tidligere indlæg: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/04/akvarelmaleriets-mysterier-18-burma.html

Det kunne være en god ide at læse det indlæg inden du går videre. 

   Her skriver jeg bla. a. med afsæt i de fire første akvareller jeg malede med motiver fra den rejse til Burma jeg foretog samme med fruen og "moster" for tre kvart år siden:

Jeg var faktisk ret tilfreds med dem. I modsætning til høsten fra mit ophold på Kreta hvor kun et fandt nåde for mit kritiske blik bagefter. Og det var med et foto på nettet som "forbillede" - ikke et af mine egne fotografier fra byen.

   

Mest problematisk var det sidste i serien - bl.a. fordi den smukke kvinde heller ikke var en jeg selv havde tage fotos af på rejsen, og fordi det jeg ville vise, var den "sminke" af okkerfarvet pasta som mange af de burmesiske kvinder havde dekoreret deres ansigter med. 

   Og det mislykkedes totalt. Men alligevel endte maleriet med at blive ikke helt tosset, synes jeg. Jeg har ingen forklaring, bortset fra at jeg - som Kipling - tiltrækkes af disse eksotiske ansigter med skæve øjne, knaldsort hår og olivengylden hud. 

Men det er så en af de nye mål jeg har sat mig mht. til Burma-akvarellerne:

   Jeg vil vise det som når alt kommer til alt var det der gjorde størst indtryk på turen: de smukke og frie burmesiske kvinder som vi mødte mange gange, både som arbejdere i forskellige værksteder, og som sælgere af frugt og grønt, og af smykker og andre former for kunsthåndværk. 

   Og dem havde jeg faktisk taget en del fotos  af - i håb om at nogle af dem kunne bruges som "referencebilleder" (et nyt ord jeg har lært fra akvarellitteraturen - for fotos som man bruger som "forbilleder" for sine egne malede akvareller).

Langt de fleste akvarelmalerier jeg har set, har været med landskabs-, by- og naturmotiver, fx også Olav Rudes som jeg skrev om i ovennævnte indlæg. Og de akvareller jeg producerede på kurserne med Bardur Jakupsson var også landskabs- og bybilleder hvor mennesker ikke indtog nogen central plads i motivet. 

   Heller ikke mine akvareller med motiver fra Kap Verde havde mennesker som centralt motiv.   

Og den første akvarel i anden Burma-ombæring følger sporet - som en slags fortsættelse af det ovenfor med de tre krukker på en balustrade med flodlandskabet som baggrund, men nu kun med en enkelt krukke - og i blåt - og med små sejlende indfødte på floden: 

.

Jeg havde svært ved at komme igang igen med maleriet i midten af maj, så det lettede at fortsætte med de tekniske landvindinger omkring reflekser fra solen, de skyggemodulerede runde former og slagskyggen fra det første krukke-billede. Samtidig med at jeg her og nu kunne frigøre mig mere fra referencefotoet.

Jeg repeterer lige Ramachandrans liste af neuroæstetiske grundprinciper:

• gruppering 
• overdrivelse 
• kontrast 
• isolation 
• borte-tit 
• tilfældighedsafsky 
• ordentlighed 
• symmetri 
• metafor 
• metonym (egen tilføjelse til listen) 

Jeg er sådan set meget tilfreds med den blå krukke-akvarel. 

   I kraft af den ekstra isolation af krukken til et enkelt dominerende eksemplar, valget af den unaturlige, overdrevne blå farve, og indførelsen af de meget små sejlende mennesker i baggrunden som kontrast, giver billedet mig selv en fornemmelse af at der ligger et ekstra betydningslag bag det det viser - at krukken fra at være et metonym på den burmesiske gamle folkekultur, bliver en metafor på noget andet og større - ja, hvad skal jeg sige - på 'den burmesiske sjæl'.

   Det lyder måske lidt højtideligt, men jeg ville gerne med akvarellen give en oplevelse parallelt til den som de store burmesiske tempelklokker giver - dog uden det religiøst-buddhistiske indhold som de bærer med sig.

   Jeg har så i øvrigt også nydt at følge princippet om 'ordentlighed' og 'tilfældighedsafsky' ved kompositionen!

Næste billede var også et jeg havde besluttet at male når jeg kom hjem, nemlig solnedgangen over Bagans eventyrlige pagode-/stupa-slette som jeg har skrevet om i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/03/den-kreative-burmarejse-6-omm-piger.html

Da det kom til stykket var der ikke nogen af de fotos jeg selv havde taget af det motiv - og det var mange - som jeg synes var spændende og interessante nok. Mit kamera og min fototeknik var ikke gearet til det - med kombinationen af modlys, skumring og en næste monokrom farveskala.
   Så jeg endte med nødløsningen, at bruge et af de undelig mange fotos man kan finde på nettet som delvis reference:
   Resultatet er her:

Det er ballonerne der gør forskellen. De tilføjer et moment af 'kontrast' og 'borte-tit' som manglede i mine egne fotos. 

   Samtidig fik jeg afprøvet det at male et næsten monokromt farvet motiv, hvad mange undervisningbøger i akvarel fremhæver som noget man bør eksperimentere med fordi det giver en særlig 'abstraktions'-effekt.

   Lag på lag-teknikken som jo er den jeg indtil videre har dyrket mest, fungerer fint når motivet netop skal have dybde uden mulighed for perspektivlinjer mod et punkt i horisonten. Der lægges simpelt hen flere lag på jo længere frem i mod tilskueren pagoder og træerne befinder sig. 

   Billedet er nok i virkeligheden ikke et solnedgangsmotiv, men et morgendæmringsmotiv. Ballonflyvning med turister foregår tidligt om morgenen inden solen har varmet så meget at der begynder at komme opvinde og vindstød på sletten. 

   Vi fløj ikke i ballon i Burma, men prøvede det i Ægypten. En fantastisk og på mange måder uvirkelig og eventyrlig oplevelse, som jeg selv ikke kan lade være med at læser ind som et betydningslag i denne akvarel.

Her er referencebillederne, både mit eget og det jeg fandt på nettet:

Jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet, men kunne godt tænke mig at eksperimentere med flere forskellige farvenuancer i dybden, så dybdeperspektivet blev et resultat af såvel variation af farveintensiteten som et mere radikalt skift i farver frem mod beskueren.

Så kommer vi til de sidste to akvareller i den nyeste Burma-dreams-serie. 

   Det første blev malet i slutningen af maj - umiddelbart i forlængelse af den billedet med den blå krukke og pagodesletten-billedet. Motivet - en kvinde der sælger frugt og grønt - siddende på en togperron som vores tog holdt ved.
   Hun sad midt i den brændende sol - og havde bredt en blå plastikpresenning ud til at sidde på - og til at have sine varer på.

Den sidste akvarel i serien - af en sejlende kvindelig sælger af smykker til turister på Inlesøen - blev godt nok skitse-tegnet i maj ... Men så gik jeg også totalt og aldeles i stå:
   Jeg oplevede en regulær 'maleblokering'!

     Og hele sommeren hvor jeg havde tænkt jeg rigtig skulle kaste mig ud i udforskningen af akvarelmaleriets mysterier, kunne jeg simpelt hen ikke komme igang. 

   Der kom hele tiden "noget i vejen". Ikke mindst forberedelsen og arrangementet af min 70 års fødselsdag 3.-4. august - med 70 overnattende gæster - blev brugt som en dårlig undskyldning. 

   Men i starten af sidste ug tog jeg tegningen frem, tegnede videre og fik akvarellen malet færdig - eller rettere - måske færdig:

Fælles for de to store akvareller er at da jeg tog referencefotografierne, havde jeg en klar forestilling om at de ville levere nogle af den slags motiver jeg ønskede. 

   Og samtidig vidste jeg at de nok ville blive alt for svære at male i akvarel. Så jeg var på forhånd indstillet på at de ville mislykkes.
   Sikkert dumt.

   Jeg syntes ikke jeg havde noget klart akvarelteknisk fundament at trække på når det gjaldt hele menneskefigurer med ansigter, lemmer, krop og klæder. Og at male mennesker med en delvis naturalistisk ambition, var heller ikke hvad mine 'lærebøger' fokusrede mest på. 

Olav Rude, elev af Fritz Syberg,  formulerede princippet for akvarelmaleriet som proces: at man skal tænke længe og male hurtigt. 

   Det er jo i hvert fald rigtigt for den sejlende smykkesælgers vedkommende. Selv da jeg var kommet i gang, malede jeg først en dag, så en dags pause, så en dag, og så en dags pause, og så endnu en dag med at male. En proces op ad bakke. Og det kan nok ses.

   Det billede tog mindst tre dage at male. Nogenlunde det samme tog det at male grønthandlerinden på perronen, men hun blev malet i et hug tre måneder før.

De to 'figur i miljø-akvareller' mislykkede ikke, synes jeg. Men de har begge klare svagheder. Det er tydeligt at jeg "kæmper med stoffet".

   Begge billeder fortæller om burmesiske kvinder som er fascinerende og tiltrækkende i kraft af deres kropslige og mimiske udtryk. De er selvstændige, de er ikke sky og generte.  De gemmer sig ikke bag slør. Og de arbejder for at leve. Og tjener penge til livets ophold derved.

   Der er fysisk kropslig fremdrift og aktion i dem begge, nogle af de egenskaber jeg også føler mig tiltrukket af i nogle af Degas´ pasteller som jeg tidligere har skrevet om.

  

I begge billeder har jeg dyrket det jeg gennem alle mine akvareller har været fascineret af at vise: det stærke sollys der fungerer som en form-, dybde- og kontrastgivende projektør på motiverne. 

   Og det fungerer her som jeg havde forestillet mig: øjeåbnende og fantasi-stimulerende - og uden sammenligning i øvrigt: lidt ligesom i nogle af Vermeers og Rembrandts billeder. 

   Kvindernes tøj med dybe folder og ansigternes mimik fremhæves stærkt og næsten overdrevent gennem dette valg af naturlig scenebelysning.

Det der er tiltrækkende ved grønthandlersken på perronen som motiv, er vriddet i kroppen - samtidig med at hun sidder låst fast på stedet med benene trukket ind under sig. 

  Den sejlende smykkesælger som rækker hånden ud mod beskueren som en gestus der inviterer til at komme nærmer og se varerne i båden, har samme kvalitet - idet hun er låst fast i sin båd og skal holde den stille med åren i søbunden så kunderne kan se udvalget.

   I begge tilfælde er der et 'interessant' spændingsforhold mellem action og fastlåsthed som jeg intuitivt har ønsket at få frem.
   Men det er først nu - bagefter - at jeg kan se at det er det jer er gået efter.

En særlig styrke ved grønthandlersken på perronen er at de blå nuancer er så gennemgående, og at skyggerne er så skarpe og næsten sortblå. Dermed er de med til - som kontrast - at fremhæve de andre farver - både i hendes tøj og blandt frugterne.

   En særlig styrke ved ved smykkesælgeren er at hun er placeret på en diagonalplaceret åben båd i det grønligttonede søvand, og at hun faldbyder en overdådighed af (billige) turistsouvenirs i form af sølvringe og jadeperlekæder.  Bogstaveligt talt - uden at blinke.

De klare æstetiske svagheder i begge billeder har jeg ikke lyst til at pensle ud nu. 

   Men her er de to referencefotos:

Mentale og fysiske handicap som kreative restriktioner - og kunstnerisk aktivitet som pædagogisk befrugtning af de kedelige fag

En af mine faglige venner og læsere af bloggen har sendt en mail der introducerer englænderen Sir Ken Robinson, en af de helt tunge drenge inden for forskning i sammenhængen mellem udddannelses(re)former og kreativitetsudvikling. 

   Med afsæt i Ken Robinsons filosofi og tænkning, udkaster min ven en hypotetisk påstand om ordblindhed og kreativitet, en sammenhæng som var centralt i det foregående indlæg om skrift- og billedkunstneren Gudrun Hasle:

Et par input til din blog vedr. kreativitet og ordblindhed. Det kan være, du allerede er stødt på foredragene, men pyt nu med det:-)

   Hvis man tager udgangspunkt i Ken Robinsons teser, kunne det være interessant at undersøge en påstand, der lyder noget a la: 

Ordblinde excellerer ofte kreativt, fordi deres "handicap" har reddet dem fra at blive ødelagt i et dogmatisk tilrettelagt skolesystem.

Jeg har netop læst en bog "Creativity From Constraints" af Patricia D. Stokes, en bog der fremhæver at kreativitet ud fra begrænsninger har to kilder - restriktioner/begrænsninger ("constraints") der blokerer for at nå et mål ad den slagne, sædvanlig, rutinemæssige vej - en blokering som så på den anden side tvinger til at nå et lignende og måske bedre mål ved at gå en uprøvet, grænseoverskridende vej. 

   Ordblindhed, talblindhed, ADHD, asberger-autisme, "indadvendthed" m.fl. indebærer mentale, fysiske, kognitive, sociale begrænsninger og blokeringer: modstande der tvinger den ramte person til opslidende psykiske forhindringsløb. For ham eller hende er der opgaver, aktiviteter, kontekster, samspilsformer som simpelthen er meget svære at udføre fordi det medfødte neurologiske set up i hjernenen stiller sig i vejen.  Og fordi omgivelsernes reaktioner kun forstærker problemerne.

   Hvis man  i skolen - i stedt for at fokusere på disse "funktionsafvigelser" som handicap, så fokuserede på de mange andre områder af livet hvor de pågældende børn "excellerer", så ville det utvivlsomt frigøre en masse kreative energier som nu "spildes" på frustrationer, ked-af-det-hed og negativt selvværd. 

"Forhindringsbane"  

Men andre store kunstnere har delt skæbne med Gudrun Hasle - og gjort deres lidelse og afsavn til den kreative drivkraft for stor kunst:

Frida Kahlo: Selvportræt

En søgning på Ken Robinsons liv og opvækst afslører at han er en af syv søskende, at hans familie er "working class", at hans far blev lammet i hele kroppen ved en arbejdsullykke, og at han selv som barn fik børnelammelse, og siden kom i specialklasse i skolen de første år.

   Så meget kontante, kreative restriktioner har han haft masser af, må man konstatere. 

  Og når jeg ser og hører ham optræde i forskellige videoer, så tænker jeg også at der kører et emotionelt spor af 'kreativ vrede' under de smukke, sjove, positive og spændstige formuleringer af hans filosofi og tænkning (ligesom kreative vrede lurer under Frida Kahlos malerier).

Her de to YouTube-videoer som min ven henviste til i sin mail:

Den her TED-TALK af Ted Robinson fra 2007 er en af de mest viste blandt alle de mange glimrende TED-taler man kan se på YouTuebe

Wikipedia sammenfatter Ken Robinsons pædagogiske tænkning og filosofi således:

Robinson has suggested that to engage and succeed, education develop on three fronts. First, that it should foster diversity by offering a broad curriculum and encouraging individualization of the learning process; That it should foster curiosity through creative teaching, which depends on high quality teacher training and development; And finally that it should focus on awakening creativity rather than standardized testing, giving the responsibility for defining the course of education to individual schools and teachers. He believes that much of the present education system in the United States fosters conformity, compliance, and standardization rather than creative approaches to learning. Robinson emphasizes that we can only succeed if we recognize that education is a dynamic human system, not a mechanical one. Successful school administration is a matter of fostering a helpful climate rather than "command and control".

I den af et flertal i Folketinge vedtagne skolereform om "heldagsskolen" som har haft Christine Antorini som politisk frontfigur og drivkraft, kunne man ønske sig at Ken Robinsons pædagogiske tænkning kunne finde rum og plads. 

   Og jeg vil ikke udelukke at Christine Antorini faktisk er inspireret af ham.

   

Men selv om jeg har fulgt debatten forholdsvis tæt, så er det for mig stadig helt uigennemskueligt om skolereformen ender med et system og et pædagogisk klima som domineres af "command and control" eller med nogle rammer og et læringsmiljø et der fokuserer på "awakening creativity", "fostering curiosity" og "individualizatin of the lerarning proces".

Ser man på titlerne af de mange bøger Ken Robindson har udgivet siden 1977, er det klart at øgede muligheder for kunstnerisk udfoldelse ("ART") inden for skolens rammer står centralt i hans anbefalinger.  Og at skolen altså derigennem skal give meget mere plads for 'skæve', kreative hoveder som har personlige egenskaber til fælles med - jeg nævner i flæng: Gudrun Hasle, Jørgen Utzon, Leonardo Da Vinci, Darwin, Einstein, H.C. Andersen, Jamie Oliver - og Kong Frederik den II. :

Learning Through Drama: Report of The Schools Council Drama Teaching (1977) was the result of a three-year national development project for the UK Schools Council. Robinson was principal author of The Arts in Schools: Principles, Practice, and Provision (1982), now a key text on arts and education internationally. He edited The Arts and Higher Education, (1984), co-wrote The Arts in Further Education(1986), Arts Education in Europe, and Facing the Future: The Arts and Education in Hong Kong,.

   Robinson's 2001 book, Out of Our Minds: Learning to be Creative (Wiley-Capstone), was described by Director magazine as "a truly mind-opening analysis of why we don’t get the best out of people at a time of punishing change." John Cleese said of it: ‘Ken Robinson writes brilliantly about the different ways in which creativity is undervalued and ignored in Western culture and especially in our educational systems.’[8]

   The Element: How Finding Your Passion Changes Everything, was published in January 2009 by Penguin. The element refers to the experience of personal talent meeting personal passion. He argues that in this encounter, we feel most ourselves, most inspired, and achieve to our highest level. The book draws on the stories of creative artists such as Paul McCartney, 'Simpsons' creator Matt Groening,Meg Ryan, and physicist Richard Feynman to investigate this paradigm of success.

Jeg kommer i tanker om Reggio Emila-skolen, en italiensk progressiv børnehave/skole hvis filosofi og pædagogiske tænkning fremhæver at kreative, kropslige og sanselige aktiviteter - tegning, maleri, dans, musik, drama, snedkeri, syning, madlavning - systematisk og bevidst mixes ind i, blandes og integreres med alle andre (boglige) fag. 

   Jeg skriver om Reggio Emilia-skolen og dens betydning som en del af følgende blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/flere-opgr-med-mixofobien-flere.html

Ordblindhed og kreativitet (2) - case: Gudrun Hasle

poletigen fra i lørdas hade i kulturtilæget et langd potratintervju med kånstnern Gudrun Hasle. rubriken lød:

EN KUNSTNERS VUGGEGAVE

Journalisten var Gudrun Marie Schmidt.

   Interviewet var dybt interessant, ligesom Gudrun Hasles kunst er det - og sær og mærkelig og original og anderledes.

   Det negative, et markant handicap 'ordblindhed' - vendes til sin modsætning: noget positivt, en central del af et originalt personligt kunstnerisk indhold og budskab. Og med udnyttelse af et udtryksmiddel der bestemt heller ikke i sig selv ikke har nogen høj status eller en accepteret plads blandt paletten af traditionelle kunstneriske udtryksmidler: BRODERI!.

Ordblindhed og kreativitet - er der en generel sammenhæng?

   Det spørgsmål har jeg forholdt mig til i en række indlæg. Dels et generelt sammenfattende indlæg for lidt over et år siden som kan læses her, og som man med fordel kan læse inden man går videre:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orblindhed-og-kreativitet.html

Og dels har jeg i en række indlæg om særligt kreative personligheder noteret og fremhævet at de var ordblinde, og at de, blandt andet som følge af det, havde problemer med at klare sig - og få udbytte af - en traditionel skoleundervisning. De blev ofte af lærerne opfattet simpelthen som mindre begavede - eller rent ud sagt: som dumme!

   Blandt dem jeg har skrevet om med dette handicap er: Thomas Blachman, Susanne Bier, Steven Jobs, Mikkel Lomborg (alias "Her. Skæg"), Bubber.

   Lidt research fortæller at H. C. Andersen, Einstein og Steven Spielberg også var ordblinde. Og nettet fortæller side op og side ned om kendte mennesker: forskere, politikere, sporstfolk, kunstnere - der var ordblinde.

Min interesse for spørgsmålet om der er en sammenhæng, bunder også i at jeg selv er ordblind i lettere grad, og at jeg har en datter og en svigersøn som også er det.

   Mellem 5 og 10 procent af befolkningen lider af en eller anden form for ordblindhed (der er nemlig en række forskellige typer), og det danske skolesystem og den danske lærerstand har i mange, mange år ikke taget handicappet alvorligt.

   Det er efter min mening en faglig og pædagogisk skandale.

 

Med Gudrun Hasle har vi så endnu en kunstner for hvem ordblindheden er blevet skæbne, og en 'kreativ restriktion' som hun har lidt under og lidt med - og til sidst har udfoldet sig kunstnerisk gennem. Vendt fra et stigmatiserende handicap - til en kunstnerisk styrke.

Manchetten til interviewet er langt, men to the point:

Billedkunstneren Gudrun Hasle har en medfødt svaghed. Ordblindheden, der kaster skygger over store dele af hendes barndom, fik hende til at skære i selv selv og gav hende diagnosen personlighedsforstyrrelse. I dag er det hendes styrke på den danske kunstscene, hvor hendes første store soloudstiling på et stort dansk kunstmuseum sidste år blev nomineret til årets bedste udstilling af landets anmeldere. Hun er historien om en frisættelse på vaklende bogstaver - og om det overrumplende i at indse, at det er i det uperfekte, det anderledes og det særprægede, vi er allermest os selv.

Udstilling:

(...)

Se og læs hele Gudrun Hasles "livs histore" her:

http://gudrunhasle.dk/dansk/livshistorie/

Gudrun Hasle er performance- og konceptkunstner, og har samtidig det til fælles med en lang række moderne kunstnere, både forfattere og billedkunstnere, at hun uhæmmet og grænseoverskridende trækker på den kreative "hovedstol" - eget intime liv og egne private erfaringer. 

   Hendes morfar var forfatteren Thorkild Hansen.

   Hun udstiller bogstaveligt talt sig selv - her i 2. potens:

Udstilling: Sydhavn Statopm: Gudrun Hasle: Uden titel, 2013. Foto: Morten Jacobsen.

Underteksten til fotografiet i fire ens udgaver ser sådan ud:

Jeg fant det har billed iblant min morfars fotografirer. han skraved en artikel om det ny åbned Pompidou center. jeg hved ikke om han to billed selv eller har fik det fra et bero.

Der er et klart æstetisk og mentalt slægtskab med fx Karl Ove Knausgaard og hans "Min Kamp"-romanserie.

   Gudrun Hasle er også ånds- og æstetisk beslægtet med Kirsten Justesen, som jeg tidligere har skrevet om på bloggen her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/07/grafitti-strik-yarn-bombing-blending.html

Se også dette indlæg om 'verbal strikekunst' med afsæt i Lisa Anne Auerbachs arbjeder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/lisa-anne-auerbach-strikkekunst.html

Publikum til Gudrun Hasles udstillede "brodered tegster" oplever som i et spejl hendes besvær med at indkode og afkode retstavet skriftsprog, idet det er mindst lige så besværligt for "os" at læse og forstå hendes 'lydskrift'. 

   En typisk kreativ om- og spejlvending: "Hvad hvis det modsatte var tilfældet?" - "Hvad hvis ret var vrang og vrang var ret?"

   Det beskriver hun selv således:

»Vi bliver jo bombarderet med tekster ude i samfundet, bare prøv at tage en tur ned ad Nørrebrogade. Men man tænker normalt ikke over alle de her ord, der er omkring os. Ikke medmindre der er en stavefejl. Så ser folk det med det samme«.

   De små fejl i sproget får en kæmpe opmærksomhed helt af sig selv, siger hun.

   »Det er også noget af det, jeg får forærende ved, at det er kunst. Så er mine ord allerede ophøjet til noget højere. Derfor kan man ikke kritisere stavefejlene«.

   Når publikum står foran sætninger, som er lydstavet af Gudrun Hasle, er verden vendt på hovedet, siger hun.

   »Pludselig er det læseren, der skal kæmpe for at forstå teksterne. Når jeg laver mine stavefejl, skal publikum jo bruge dobbelt så lang tid på at læse som normalt. På den måde kommer de til at opleve, hvordan det er at stå i en svagere position«.

   Det er det kunstneriske arbejde med de lydstavede ord, der har gjort, at Gudrun Hasle ikke længere skammer sig.

   »I dag kan jeg jo se, at stavefejl også handler om samfundsstrukturer. Det kan være en måde, man kan holde folk nede på og gøre sig bedre end andre. Nogle folk går jo amok, hvis andre laver bare en lille stavefejl. I dag synes jeg nærmest, det er sjovt, hvis folk har et problem med mine fejl. Jeg har fået det sådan: Okay, skal vi slås?«.

Det fremgår af interviewet i Politiken at Gudrun Hasle i sin tidlige barndom har oplevet en dobbelt flytning og det rod-tab der følger med.  

   Hendes forældre flyttede til Thailand da hun var 5 år, og den tid var som et lykkeligt eventyrland, fremgår det. Og så rejste de tilbage til Danmark da hun var 7 og hun begyndte i en kommuneskole. 

   Det traumatiske vendepunkt beskriver hun således:

På første skoledag skulle alle børnene sige et ord og pege på det første bogstav. Mens alle forældrene så på, sagde Gudrun Hasle selvsikkert »æble« og pegede på A.

   »Den oplevelse har prentet sig ind i mig. Som en utryghed, en fornemmelse af at opdage, at der var noget, jeg ikke kunne. Som jeg burde kunne«, siger hun.

   I lang tid lød forklaringen, at barnet var tosproget, og at det måtte være årsagen til, at hun ikke kunne lære at læse. Da det blev ved, begyndte hun at få ekstraundervisning. Blev hevet ud af de almindelige timer og sad alene sammen med en lærer, der viste hende trykte kort med småord på. Der. Det. Han. Hun. Er.

   »Men noget af det sværeste for en ordblind er at genkende ordbilleder, så det var vitterlig totalt nonsens for mig«, siger hun.

   Hun begyndte også at gå til skolepsykolog, ligesom en velmenende lærer fortalte hendes mor, at vanskelighederne med ord og bogstaver var psykisk betinget. På broderiet er han til møde med Gudrun Hasles mor, mens datteren sidder og gemmer sig i baggrunden.

Typisk for den afgrundsdybe uvidenhed i skolesystemet mht. ordblindhed, blev hun flere gange testes med resultater der viste at hun var højt begavet, havde et stort ordforråd og udtrykte sig glimerende mundtligt, så man forstod simpelt hen ikke at hun havde problemer med at læse og skrive: "De fattede ikke hvordan det kunne være et problem når jeg var så godt begavet."

   Faderen bliver alvorligt syg (og dør?), Gudrun kommer under psykiatrisk behandling - og derefter på en ungdomspension for unge med psykiske lidelser. Her er der en pædagog der for første gang gør noget ved det grundlæggende problem, idet hun af ham får et computerprogram for ordblinde som gjorde at hun endelig lærte at læse. 

   Vendepunktet for alvor sker da hun kommer ind på Det Fynske Kunstakademi, endelig et sted og et miljø hvor hun ikke følte sig fremmedgjort, afvigende og udenfor:

»Det var virkelig et gennembrud for mig at komme på akademiet. Endelig var jeg et sted, hvor det var okay at sige, at jeg kun interesserede mig for kunst«, siger hun.

    »Jeg har hørt utrolig mange lydbøger og helt vildt meget P1 hele mit liv, fordi jeg altid har været virkelig, virkelig angst for at være dummere end alle andre. Derfor var jeg ofte blevet skudt i skoene, at jeg brugte for svære ord og var snobbet«.

   Gudrun Hasle beskriver sig selv som en form for »uboglig intellektuel«, der længe ikke havde noget sted at gå hen, fordi intellektuelt arbejde er vævet så tæt sammen med netop læsning og skrivning. Da folk på akademiet begyndte at bruge ord som diskurs, når de talte om kunst eller diskuterede værker, følte hun umiddelbar lykke.

På næsten alle måder er Gudrun Hasle som kunstner prototypen på den særligt kreative personlighed, som jeg jævnligt har beskrevet her på bloggen. Det får man får en udmærket dokumentation for i Karen Elsebeth Jensens artikel som kan læses på Gudrun Hasles hjemmeside under rubrikken "tegst". Her et par citater:

En central problematik i Gudruns værker er den udstødtes eller udenforståendes position i samfundet. Gudrun tematiserer det at være anderledes - at befinde sig i grænsezonen uden for samfundets normer og konventioner, som man af den ene eller anden grund har svært ved at leve op til. De menneskelige vilkår er således et vigtigt aspekt af Gudruns kunstneriske undersøgelser, og som i de senere års tendens inden for samtidskunsten tager Gudrun udgangspunkt i sit eget liv. Herved reflekterer hendes værker både den personlige historie samt en række mere generelle vilkår for individet i dets sociale og kulturelle kontekst.

(...)

I sine værker behandler Gudrun ordblindheden som et handicap, hun må leve med og forholde sig til hver dag. Selv beskriver hun det at være ordblind som en følelse af at være indenfor og udenfor på samme tid, og at man er nødt til at gå omveje for at opnå den samme viden som alle andre. Dette medfører en form for fremmedgørelse - både i forholdet til hende selv, i og med hendes skrift ikke harmonerer eller stemmer overens med det, hun ønsker at udtrykke - og i forholdet til andre mennesker, hvis skriftlige ytringer hun ikke kan forstå og dermed identificere sig med. 

http://www.gudrunhasle.dk/tegst/

Ordblindhed hører neurologisk set i samme kasse som fx. synæstesi, farveblindhed, ADHD, tonedøvhed, som (dys)funktionelle afvigelser i hjernens arkitektur og nervebaner inden for en normalpopulation. Og det ser ud til at mange af disse afvigelser ikke bare er genetisk betingede, men også genetisk forbundne:

15% of people who have synesthesia have a history of someone in their first degree family having dyslexia, autism, or attention deficit disorder.

En del af disse afvigelser lærer folk som voksne at leve helt normalt med. Og blandt de mennesker med ADHD og synæstesi er der en del der har oplevet deres mentale særpræg som - i det lange løb - en kreativ gevinst.

   Sådan også med Gudrun Hasle og hendes ordblindhed. Til slut i interviewet forholder hun sig nemlig til sin ordblindhed som en gave:

»Det var noget lort, mens jeg var barn, men som voksen vil jeg sige, at det har været en gave. Nu ville jeg ikke lave det om. Så ville jeg jo også være et helt andet menneske«, siger hun og tænker lidt.

  »Og det ér jo også fantastisk. At jeg har mit eget sprog. Min helt egen niche i sproget. Det synes jeg faktisk er helt vildt privilegeret«.

Som led i min research fandt jeg flere hjemmesider hvor der var foretaget sammenkobling mellem ADHD og ordblindhed, som de her hvor der nævnes en lang række kunstnere og videnskabsmænd som menesat have "lidt af" begge :

http://www.slideshare.net/LyngeHansen/ordblind-og-adhd-del-1http://www.slideshare.net/LyngeHansen/ordblind-og-adhd-del-2

Dr. Hannibal Lecters hukommelsespalads - forklaringen på den kreative kannibals fabelagtige viden og kunnen

Næsten hver sommer læser jeg de tre krimiromaner om den menneskeædende superintelligente massemorder, gourmet, kunst- og musikelsker Dr. Hannibal Lecter , skrevet af Thomas Harris: "The Red Dragon" (1982), "The Silence of the Lambs" (1989), "Hannibal" (1999)

   Det er ren afslapning og nydelse. Serien er fantastisk velskrevet. Og jeg opdager hver gang nye interessante ting i den. 

   

Denne gang var det en reference i det sidste bind i serien til noget jeg tidligere har skrevet om, den særlige form for mnemoteknik som på engelsk går under betegnelsen "memory palace" som jeg blev opmærksom på.

   Fortælleren (sammen med læseren) er "fluen på væggen" mens vi følger med Hannibal 'mindwandering' i sit hukommelsespalads. Her er indledningen til det lange citat som følger til sidst i indlægget :

Let us enter the Memory Palace of Dr Hannibal Lecter, he will not notice our entry since he is busy in the soundproof room that is the Hall of Appreciating Arts. If we are timely and careful, we might be able to leave before he even senses our presence.

   We can pass through the grand hall, a half-completed mosaic lines the floor that we walk on, it is only half-complete because the palace is in a state of flux - as it always is, always changing, always moving rooms and changing hallways - which, though appearing random, has a strict definition in its seemingly chaotic order.

Jeg lærte fænomenet 'hukommelsespalads' at kende gennem den spændende og velfortalte bog "Moonwalk with Einstein", af den amerikanske journalist  Joushua Foer - med undertitlen "The Art and Science of Remembering Everything". 

   Bogen og de tanker den satte igang hos mig har jeg skrevet om i flere indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/manevandring-med-einstein-joshua-foer.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/01/hukommelseskunstnere-og-mentalatleter.html

Min interesse for hukommelseskunsten hænger sammen med at jeg altid har haft et problem med min hukommelse - lige siden jeg var barn. Jeg har haft svært ved at lære udenad: kongerækker, tabeller, gloser, telefonnumre, navne. Og jeg har haft svært ved at huske hvordan ord staves, selvom jeg godt kunne fornemme når et ord der var skrevet eller trykt, var stavet "forkert".

   Og det er ikke blevet bedre med årene.

   Så jeg har altid måttet opfinde særlige tricks for at huske det jeg vidste jeg nok ville glemme hvis ikke jeg gjorde en særlig anstrengelse.

   Derfor var teknikken med brug af hukommelsespaladser som man fik indblik i gennem Foers bog, stærkt fascinerende. 

   Teknikken er to-ledet: først kobler man det man skal huske, fx en række tal, sammen med et billede (altså en slags metafor- eller metonymteknik), derefter hænger man mentalt set billedet op i et imaginært rum i en bygning som man kender ud og ind og for sit indre blik kan vandre igennem. 

   Ved for sit indre blik - 'the minds eye' - at gå gennem bygningens rum og se billederne på væggene, så husker man tallene. 

  Og fidusen er altså at gennem den teknik kobler man den generiske eller semantiske hukommelse som primært er knyttet til venstre hjernehalvdels sprogcentre, sammen med den rumlige og episodiske hukommelse som primært er knyttet til aktivitet i den højre hjernehalvdel.

Under researchen til dette indlæg finder jeg et interessant forskningsresultat - ikke mindst i lyset af at jeg netop er fyldt 70. Rubrikken lyder:

For aging brains, two hemispheres are better than one

Forskningen underbygger det jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg, at hjernen er fleksibel og under stadig udvikling langt op i årene. Hvis visse funktioner svækkes i nogle dele af hjernen, så kan andre kompensere og tage over.

Older adults actually use different regions of the brain than younger adults to perform the same memory and information processing tasks, according to University of Michigan research to be presented Aug. 24 at the annual meeting of the American Psychological Association in San Francisco.

   The research, conducted by U-M cognitive neuroscientist Patricia Reuter-Lorenz and colleagues and funded by the National Institute on Aging, provides intriguing clues about how older adults compensate for some of the age-related declines in short-term memory and mental speed that plague so many older Americans.

   "Older adults activate both hemispheres of the brain to remember what younger adults can remember using just one hemisphere," says Reuter-Lorenz, who has just received a new grant from the NIA to continue her research. 

   (...)

   Overall, though, Reuter-Lorenz believes that older adults benefit from bi-hemispheric processing. Using two hemispheres instead of one, and more of the brain overall, may allow seniors to compensate for some of the mental declines that come with age, she suggests. Moreover, by identifying precisely which areas of the brain seniors are using to remember and process information, she hopes that scientists and physicians will be able to develop more effective interventions to help seniors maintain and improve brain function well into old age. 

http://www.ns.umich.edu/Releases/2001/Aug01/r081501a.html

Fiktionsfiguren Dr. Hanibal Lecter er vel stadig i sin bedste alder. Men jeg er ikke i tvivl om han bruger alle dele af sin hjerne optimalt, ud fra enhver målestok. 

   Han er udstyret med en utrolig hukommelse, er belæst og vidende inden for et bredt felt af videnskaber og kunstdiscipliner, har en uhyggelig psykologisk indlevelsesevne, en fantastisk lugte- og smagssans, han elsker at 'lege'  og manipulere med andre mennesker, og han unddrager sig enhver normal psykisk diagnose. 

    At sige at han bare er "den personificerede ondskab", yder slet ikke  figurens fascinationsværdi og kompleksitet retfærdighed. 

   Han hjælper jo også FBI-agent Starling med at fange og bekæmpe andre ufatteligt onde psykopater og massemordere. Måske bare "for sjov". Og han er vel samtidig det man vil betegne som en HSP-er, en hypersensitiv personlighed. Og oven i - psykopat.

   På næsten enhver måde indfrier han listen af kendetegn for den særligt kreative personlighed, som Mihaly Csikszentmihalyi har opstillet.

Her følger romanens beskrivelsen af Hanibal Lecters hukommelsespalads:

The memory palace was a mnemonic system well known to ancient scholars and much information was preserved in them through the Dark Ages while Vandals burned the books. Like scholars before him, Dr. Lecter stores an enormous amount of information keyed to objects in his thousand rooms, but unlike the ancients, Dr.Lecter has a second purpose for his palace; sometimes he lives there. 

   He has passed years among its exquisite collections, while his body lay bound on a violent ward with screams buzzing the steel bars like hell’s own harp.Hannibal Lecter’s palace is vast, even by medieval standards. Translated to the tangible world it would rival the Topkapi Palace in Istanbul for size and complexity.

   We catch up to him as the swift slippers of his mind pass from the foyer into the Great Hall of the Seasons. The palace is built according to the rules discovered by Simonides of Ceos and elaborated by Cicero four hundred years later; it is airy, high-ceilinged, furnished with objects and tableaux that are vivid, striking, sometimes shocking and absurd, and often beautiful. The displays are well spaced and well lighted like those of a great museum. But the walls are not the neutral colors of museum walls. Like Giotto, Dr. Lecter has frescoed the walls of his mind.

   He has decided to pick up Clarice Starling’s home address while he is in the palace, but he is in no hurry for it, so he stops at the foot of a great staircase where the Riace bronzes stand. These great bronze warriors attributed to Phidias, rased from the seafloor in our own time, are the centerpiece of a frescoed space that could unspool all of Homer and Sophocles.

   Dr. Lecter could have the bronze faces speak Meleager if he wished, but today he only wants to look at them.A thousand rooms, miles of corridors, hundreds of facts attached to each object furnishing each room, a pleasant respite awaiting Dr. Lecter whenever he chooses to retire there.

   Fearfully and wonderfully made, we follow as he moves with a swift stride along the corridor of his own making, through a scent of gardenias, the presence of great sculpture pressing on us, and the light of pictures. His way leads around to the right past a bust of Pliny and up the staircase to the Hall of Addresses, a room lined with statuary and paintings in a fixed order, spaced wide apart and well lit, as Cicero recommends. 

   Ah… The third alcove from the door on the right is dominated by a painting of St. Francis feeding a moth to a starling. On the floor before the painting is this tableau, life-sized in painted marble. A parade in Arlington National Cemetery led by Jesus, thirty three, driving a ’27 Model-T Ford truck, a “tin lizzie,” with J. Edgar Hoover standing in the truck bed wearing a tutu and waving to an unseen crowd. Marching behind him is Clarice Starling carring a .308 Enfield rifle at shoulder arms.

Min teori er jo at mange af den type mennesker har oplevet tab og savn og fremmedgørelse som barn eller ung, oplevelser som har aktiveret og stimuleret deres fantasi- og forestillingskapacitet ekstraordinært, altså de dele af hjernen, the default network, som tager sig af disse funktioner. 

  Sådan også med Dr. Lecter. Han har et barndomstraume hvis indhold er at den otteårige Hannibals elskede søster Micha i Litauen under anden verdenskrig bliver fanget, myrdet og spist af udhungrede litauiske militsmænd uden at broderen Hannibal kan gør noget.

   Den grundtraumatiske oplevelse er det centrale i fortsættelsen af passagen hvis start jeg har citeret tidligere:

At the moment, the East wing of the memory palace - set in a deeply gothic style with sweeping spires in grey elaborate framework and goblins peering from the corners of hallways; befitting its true nature - is growing by the moment, especially as Dr Lecter's mind grows more and more angry, as it does now in the Hall of Appreciating Arts. The East wing has always existed here, albeit on far smaller a scale but it always existed in some sense, from the very birth of the palace in his mind. But perhaps it was only a window before, looking out onto the palace grounds. Still, it was always there and slowly, over the years, corridors and floors appeared, however the doors remained locked, even to the good doctor, but now his key is starting to open locks and he is beginning to discover new and terrible things in his mind.

  Tread lightly now, for Dr Lecter is almost ready to leave the Hall, which is on the opposite wing from us in this vast palace, yet that is close enough for us to worry. There is nowhere in this palace farther away than a few strides through the nearest door.     Everywhere is linked here, much like the neural pathways of the brain - firing neutrons along synapses and propagating signals that are readily symbolised by a man rushing through corridors and doorways as the doctor suddenly does now, leaving the Hall of Appreciating Arts in a fit of fury and passing through the room of eternal abominations. It is here that his memories of stillborn births and grotesque human deformities from his time in medical school were manifested, and it was in the dark dungeons of his school many years ago where he first discovered that his taste could stretch to…the unusual.

   The dungeon of this palace is the sickly underbelly of sheer insanity itself and it is a place that we cannot ever hope to probe. Indeed, the good doctor himself never ventures there consciously and the key is always kept safe in his breast pocket. Only when falling into the darkness of psychosis does the doctor find himself there, in the pitch black, slime-covered dungeon with things that have no names, and he always leaves immediately, for the things there would consume him entirely.

   We hide in the shadow of the grand staircase as Dr Lecter storms across the grand hall, he is spitting out balls of fire like a dragon disturbed from its sleep. It appears that he has been angered by an artist. Already, we can hear more grindings from the East wing as it continues to grow, its walls spreading out further, encompassing other rooms in its nightmarish grandeur.

   He has passed and we are now free to move upstairs, the doctor is engaged in the filing room, busy organising for tomorrow's patients. We move around the sharply inclining cyclical staircase, passing the famous Salvador Dali painting of Christ on the cross along the way, Dr Lecter's ironic memento to his own persecution. A memory palace is not without its own cruel sense of humour.

   We move into the gothic halls, its grey stone walls occasionally brightened by a vibrant splash of red like a gout of blood. Deeply crimson velvet curtains hang on either side of nightmarish portraits - this is a dark place, one fraught with Dr Lecter's own horrible dreams, much too horrible to describe - but we are also seeing the thoughts of his patients, and our great doctor's desire to harm them. He has the desire to harm those who are an affliction upon the polite and non-discerning world, the free-range rude in other words.

   To our immediate right we find a portrait of Martin Tellingsworth, before and after. In the before portrait we are shown a strange façade, a person with the lips of a woman, hair of a woman, yet the beard and eyes of a man, someone trying to be something they are not. That is what angers Dr Lecter about this man, his desire to shed that which he has, his irrefutable need to lose all that defines him. After…well, that is not for me to describe, someone else shall do that and it pains me too much…I can feel Martin's agony as should you, still vivid and screaming from the portrait, reaching out to us.

   Dr Lecter enters our hallway and we are easily caught, however, the good doctor does not choose to see us. He is obviously aware of our presence and respectfully, we must withdraw. Although we shall pause for the briefest of moments to observe the creature in his own habitat, to see how he marks his territory and keeps it safe from harm.

   Much fascination is placed on the contents of a memory palace, while not many venture to guess what lies beyond the doors of such a magnificent structure. In Dr Lecter's palace there are a great many rooms , the insides of which are only for himself, but there is a world beyond these doors, outside of the palace.

  We watch as Dr Hannibal Lecter stands by the huge window at the end of the east wing, this window seems to grow larger as he stares out, and we are quickly blinded by a bright whiteness as snow stretches off to the infinite horizon. If we were to be a fly on the wall, far enough above the good doctor for him to miss - engrossed as he is with the happenings outside - we would see what he sees:

   A pair of rough-looking, unshaven woodsmen with desperate eyes sunken in blueish sockets are traipsing through the snow purposefully, their mouths in thin, resolute lines.   They are dressed in shabby clothes, which are practically coming apart at the seams. One carries a dangerously sharp axe and another carries a set of keys, they move towards a large rickety barn, speed entering their step now before they throw the wide door open.   Suddenly we can see children, dozens of them, cowering in a corner like terrified lambs.   The woodsmen select one of the young and a small boy protests their decision, only to be struck to the ground like a rag doll. Although this is an incarnation of the doctor it does not affect him and he does not flinch in memory of pain, for it is outside of his palace, banished from his emotions forever. The axe-wielding man passes his weapon to the other and takes the child away. The girl is dragged, kicking and screaming - quite healthily despite the fact that she is nearly starved to death - to a block of wood in sight of the barn. The other man then closes the door, blocking out the frightened wails of the children - who now sound like bleating lambs - and quickly moves to the block, then raises the rusty chipped axe high above his head.

  The doctor catches our intent gazes, the bright glint of red in his maroon eyes is enough warning for us to withdraw, our privileges are spent, we leave speedily, past the horrific portraits and the wailing gargoyles spitting blood, spiralling down the staircase and across the mosaic, breaking out from the confines of the palace and into the bright whiteness of escape…

Romanen "Hannibal" klimakser med en form for mental projektion og fysisk sammensmeltning af erindringen om den afdøde søster Micha, og den levende og fysiske Clarice Starling hvis liv han redder, og hvis bevidsthed han langsomt vækker til live igen. 

   I slutscenen på romanen ser vi parret danse tango i Bouenos Aires - en helt anden slutscene end filmatiseringens - en slutscene som mildest talt må have været hård kost for et amerikansk patriotisk publikum: Kvindelig FBI-Agent lever lykkeligt sammen med - og har sex med - en kannibalistisk massemorder og psykopat.

   Mytologisk og metaforisk set: Skønheden og Uhyret.

   Her dukker hukommelsespaladset som motiv frem igen:

Somtimes our couple dances at dinnertime. Sometimes they do not finish dinner.

  Their relationship has a great deal to do with the penetration of Clarice Starling, which she avidly welcomes and en courtages. It has much to do with the envelopment of Hannibal Lecter, far beyond the bounds of his experience. I is possible that Clarice Starling could frighten him. Sex is a splendid structure the add to every day.

   Clarice Starling´s memory palace i building as well. It shares som room with Dr. Lecter´s own memory palce - he has  discoverd her in there selveral times - but her own palace grows on its own. It is full of new things. She can visit  her father there. Hannah i at  pasture there. Jack Crawford is there, when she chooses to see him bent over his disk - after Carawfor was home for a month from the hospital, the chest pains came again in the night. Instead of calling an ambulance and going through it all again, he chose simply to roll over to the solace of his late wife´s side of the bed.

   (...)

   It is hard to know what Starling remembers of the old life, what she chooses to keep. The drugs that held her in the first days have had no part in their lives for at long time. Nor the long talks with at single light source in the room.

   Occasionally, on purpose, Dr, Lecter drops a teacup to shatter on the flooer. He is satisfied when it does not gather itself together. For many months now, he has not seen Micha in his dreams.

 

Hvorfor tiltrækker journalistik bestemte personlighedstyper og hvad får de ud af det? - om journalistik, nyhedsnarkomani og neofili

Lasse Jensen havde for godt en måned siden en klumme i information, som jeg rev ud og arkiverede under stikordet "nyhedsnarkoman".

   Jeg har tidligere skrevet om min selvopfundne forskningsdisciplin 'neurojournalistik' som handler om hvordan hjernen fungerer hos journalister når de arbejder som journalister. 

   Min teori er at for at kunne arbejden som journalist på en nyhedsredaktion så må man have lært at komme i flow på kommando. Og jeg opfandt også begrebet "the journalist's high" til at beskrive den særlige mentale tilstand journalister kan blive reelt afhængige af at komme i dagligt - ligesom ludomaner eller løbere, en tilstand som er et resultat af hjernens særlige dopaminstyrede belønningssystem.

   

Lasse Jensen indleder sin klumme sådan her, så måske har han læst nogle af mine indlæg på et tidspunkt:

Det tegnede til at blive en katastrofe. Sommerhusets telefon og internetforbindelse var tavse som graven. Papiraviserne var stillet i bero, de kan jo læses på nettet. Trods Journalistforbundets advarsel forleden om, at man skal holde sig fra stressfremkaldende e-mails og internet i ferien var det en skræmmende tanke, at omverdenen kun sporadisk kunne afbryde sommeridyllen ved hjælp af en antik rørradio, en fladskærm fra Føtex, der kun kan tage DR-programmer og en mobil, der kun virker optimalt ét bestemt sted i haven.

   Jeg erkendte, at jeg på trods af min fremskredne alder var blevet dopaminjunkie, hvor hver eneste kommunikation fra smartphonen, iPad’en eller MacBook’en gav mig det ene 'high' efter det andet. For slet ikke at tale om Facebook, Twitter, LinkedIn og Google – sidstnævnte kan jo på sekunder dræbe enhver ellers langvarig diskussion om Hilary Clintons alder, Kraftwerks første pladeudgivelse eller Cosimo Medicis regeringstid i Firenze. Alene det faktum, at jeg ikke kunne læse vejrudsigten på DMI’s hjemmeside for at konstatere, om det nu var rigtigt, at solen skinnede, gjorde mig utryg, usikker og bange.

Det Lasse Jensen beskriver så levende her, er jo regulære abstinens-symptomer. Og mange med hektisk kreativ job, vil nikke genkendende til symptomerne.

Men når unge mennesker drømmer om at blive journalister, så har de jo ikke oplevet afhængigheden af nyhedssuset fra hjernens belønningssystem endnu.  

   Så hvad er det der tiltrækker, og hvem bliver tiltrukket af faget?

Som underviser på flere journalistuddannelser og som en der i en række år har været med til at være gatekeeper for hvem der skulle ind på journalistuddannelsen i Odense, så er det naturligvis spørgsmål man gerne vil kunne besvare med et vist videnskabelig fundament.

   Svaret hænger sammen med begrebet 'neofili' - kærlighed til nyt.

Wikipedia definerer og beskriver:

Neophile or Neophiliac is a term used by counterculture cult writer Robert Anton Wilson to describe a particular type of personality.[1] A neophile or neophiliac can be defined as a personality type characterized by a strong affinity for novelty. The phrase was used earlier by Christopher Booker in his book The Neophiliacs (1969).

Jeg har tidligere været inde på at der i kreativitetssammenhæng findes flere personlighedstyper som synes at være særlig disponerede for kreativ tænkning, både HSP-erne - der særligt sensitive - og HSS-erne - de særligt spændings- og risiko-søgende.

  Her er altså en tredje typificering, den neofile, som meget vel kan gå på tværs af de to andre, men som nok nærmest er  beslægtet med HSS-erne.
   Men hvad kendetegner den særlige type personlighed, den neofiles:

Neophiles/Neophiliacs have the following basic characteristics:

• The ability to adapt rapidly to extreme change

• A distaste or downright loathing of tradition, repetition, and routine

• A tendency to become bored quickly with old things

• A desire, bordering on obsession in some cases, to experience novelty

• A corresponding and related desire to create novelty by creating or achieving something and/or by stirring social or other forms of unrest.

A neophile is distinct from a revolutionary in that anyone might become a revolutionary if pushed far enough by the reigning authorities or social norms, whereas neophiles are revolutionaries by nature. Their intellectual abhorrence of tradition and repetition usually bemoans a deeper emotional need for constant novelty and change. The meaning of neophile approaches and is not mutually exclusive to the term visionary, but differs in that a neophile actively seeks first-hand experience of novelty rather than merely pontificating about it.

Det er ikke indlysende en fordel at høre til de neofile, og faktisk er nogle af de træk forbundet med personlighedsforstyrrelser som ADHD, se fx dette blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/med-journalistik-pa-hjernen-adhd-som.html 

Jeg er naturligvis ikke den eneste der er inde på den bane - her får vi at vide at der er tale om personlighedstræk som længe har været associeret med "trouble":

Do you make decisions quickly based on incomplete information? Do you lose your temper quickly? Are you easily bored? Do you thrive in conditions that seem chaotic to others, or do you like everything well organized?

   Those are the kinds of questions used to measure novelty-seeking, a personality trait long associated with trouble. As researchers analyzed its genetic roots and relations to the brain’s dopamine system, they linked this trait with problems like attention deficit disorder, compulsive spending and gambling, alcoholism, drug abuse and criminal behavior.

Artiklen fortsætter så med at refererer til forskning der peger på den positive side af den nyhedselskende, urolige og let distraherbare personlighedstype:

Now, though, after extensively tracking novelty-seekers, researchers are seeing the upside. In the right combination with other traits, it’s a crucial predictor of well-being.

   “Novelty-seeking is one of the traits that keeps you healthy and happy and fosters personality growth as you age,” says C. Robert Cloninger, the psychiatrist who developed personality tests for measuring this trait. The problems with novelty-seeking showed up in his early research in the 1990s; the advantages have become apparent after he and his colleagues tested and tracked thousands of people in the United States, Israel and Finland.

   “It can lead to antisocial behavior,” he says, “but if you combine this adventurousness and curiosity with persistence and a sense that it’s not all about you, then you get the kind of creativity that benefits society as a whole.”

Flere kilder er inde på at ligesom HSP-erne og HSS-erne delvis kan forklares med genetisk variation, så gælder det også for den neofile personlighedstype at den har en stærk gentisk komponent:

Fans of this trait are calling it “neophilia” and pointing to genetic evidence of its importance as humans migrated throughout the world. 

   In her survey of the recent research, “New: Understanding Our Need for Novelty and Change,” the journalist Winifred Gallagher argues that neophilia has always been the quintessential human survival skill, whether adapting to climate change on the ancestral African savanna or coping with the latest digital toy from Silicon Valley. (...)

    The adventurous neophiliacs are more likely to possess a “migration gene,” a DNA mutation that occurred about 50,000 years ago, as humans were dispersing from Africa around the world, according to Robert Moyzis, a biochemist at the University of California, Irvine. The mutations are more prevalent in the most far-flung populations, like Indian tribes in South America descended from the neophiliacs who crossed the Bering Strait.

   These genetic variations affect the brain’s regulation of dopamine, the neurotransmitter associated with the processing of rewards and new stimuli (and drugs like cocaine). The variations have been linked to faster reaction times, attention deficit hyperactivity disorder and a higher penchant for novelty-seeking and risk-taking.

http://www.nytimes.com/2012/02/14/science/novelty-seeking-neophilia-can-be-a-predictor-of-well-being.

Tegneseriejournalistik - graphic journalism - case: Joe Sacco

Denne blog er bl.a. tilegnet genrerblandinger, hybrider, grænseoverskridende fortælleformer - og meget andet som er udtryk for kreativ tænkning og udfoldelse.

   Jeg har tidligere skrevet om hvordan man i Japan bruger manga-tegnestilen til at formidle andet end fiktion, fx. nyheder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/06/et-eksempel-pa-konceptuel-blending.html

I Politikens kultursektion søndag den 11. august finder jeg omtalt endnu et eksempel på blandingen af journalistik og tegneserieformen - ikke af japansk aftapning - men produceret af en journalist Joe Sacco, som har en blandet opvækst: Malta, Australien, USA. (NB! Der var den igen, formlen: den blendede personlighed med den multikulturelle baggrund = kreativitet)

   Rubrikken til artiklen lyder: "Verdens brændpunkter sat på stribe" og manchetten fortæller:

Joe Sacco har grundlagt tegneseriejournalistikken, en anderledes og magtfuld måde at suge læseren ind i konflikter og regioner. Han tror ikke på ideen om om objektiv journalistik og forsøger i stedet at vise verden fra ofrene og de svages synspunkt.

Artiklen af Marcus Rubin er et interviewportræt med afsæt i denne blandingskunstners seneste udgivelser: "Footnotes in Gaza" og "Journalism".

   

Allerede sidste efterår anmeldte Søren Vinterberg i Politiken Joe Saccos "Journalism" og lancerede her et synonym til 'tegneseriejournalistik', nemlig 'graphic journalism'.

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE1816771/haandtegnede-krigsreportager-er-tegneseriens-nye-sort/

Vinterberg bruger også betegnelsen tegneserie-reportage om det som Joe Sacco skaber. Wikipedia taler om "comics journalism".

   Genremæssigt er der er tale om narrativ journalistik med tegnede serielle billeder som en slags visuel rekonstruktion af virkeligt foregåede dramatiske begivenheder. 

   Som al fortællende journalistik er Joe Saccos jo grundlæggende subjektiv i kraft af vinkling og journalistisk selektion af facts og citater.
   Om forestillingen om at journalistik jo bør være forpligtet på en form for (tilstræbt) objektivitet, siger han i interviewet:

Problemet er, at det er en illusion og - hvad værre er - at det er en skadelig illusion, der skader både historien og modtagerne. Jeg blev uddannet i den tradition (i.e. 'den objektive'), og det var først i forbindelse med mit arbejde med Palæstina, at det for alvor gik op for mig, at jeg trods årelang læsning om Mellemøsten i amerikanske medier aldrig rigtig havde forstået noget om palæstinenserne. De var grundlæggende blevet fremstillet som terrorister (...).

   Så du har ikke noget problem med at være subjektiv?

Overhovedet ikke. Jegs synes, Robert Fisk (en berømt britisk Mellemøst-korrespondent, red.) har ramt det på kornet, når han siger at "journalister skal være neutrale og uden fordomme og støtte dem der lider." Det er det jeg forsøger. (...) 

   Men dermed ikke sagt, at jeg ikke går op i fakta. Jeg går meget op i fakta. Da jeg skulle tegne Gaza anno 1956 (...) brugte jeg utrolig meget tid på UNRWA's kontorer for at finde billeder fra den gang, så jeg kunne vise, hvordan det så ud. Og jeg bruger typisk båndoptager når jeg interviewer, for atvære sikker på, at jeg citerer korrekt.

Arbejdsprocessen er ifølge Joe Sacco treleddet, den samme proces som kendes for andre former for dybtborende, fortællende og undersøgende journalstik:

1. Research, reportagerejse, intervie
2. Historiens indhold skrives i ord 
3. Formidlingen: Tegningerne

Hver side, fortæller Sacco, tager to-tre arbejdsdage at tegne, og når hans værker er på måske 500 sider, kan det jo tage flere år at gøre sådan et tegneseriejournalistisk projekt færdigt til udgivelse. Og det påvirker valget af historier og temaer:

Man skal være meget sikker på, at det er et emne, der både kan interesserer en selv og bevare aktualiteten i relativt lang tid, ellers går det galt.

Med sit sidste opsamlingsbind "Journalism" kommer Sacco igen til de palæstinensiske områder, men desuden er vi med ham til krigsforbryderproces i Haag, sammen med de amerikanske menige til Irak, og oplever gennem hans tegninger grusomhederne mod civilbefolkningen i Tjetjenien, flygtningelejre på Malta og og vi visuelt med ude hos det fattige landproletariat i Indiens Uttar Pradesh-provins:

Joe Sacco er uddannet journalist, og fortæller om hvordan han kom ind på at lave fortællende tegneseriejournalistik:

Jeg havde studeret journalistik, og da jeg ikke kunne få ordentligt job, fulgte jeg min hobby og lavede tegneserier - humoristiske tegneserier - i en periode. Og da jeg så var i Palæstina, slog det mig at man måske kunne kombinere de to ting. Og derfra har jeg så bygget videre på det og langsomt udviklet min stil. 

Vinterberg skriver i sin anmeldelse om den særlige fortællerrolle som Joe Sacco udnytter, en rolle som også kendes fra andre former for dokumentariske journalistik:

Saccos journalistik minder især om 1970'ernes og 80'ernes 'new journalism', før der gik gonzo i den. Også fordi det er et gennemgående træk ved de korte og længere seriereportager - tidligere trykt rundt om i tidsskrifter mm. - at Sacco selv er med i billedet. 

 

Her følger et interviewklip med Joe Sacco om sit arbejde med at tegne sine journalistiske historier:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=WDjil27EoS0

Til sidst et link til et dybtgående interview hvor Sacco fortæller meget detaljeret om hvordan han tænker og om de overvejelser han gør sig når han tegner sine reportager:

http://www.themillions.com/2012/09/joe-sacco-grapples-with-human-nature-the-millions-interview.html

Det er dybt fascinerende og fantastiske interessant. Hvordan tegner man noget som skal være sandt og virkeligt når det er almindelige mennesker der begår sadistiske uhyrligheder?

Think of it as acting. Think of it as [being] a film director, because, ultimately, that’s what you’re doing. You’re saying to yourself, “How is this person going to be looking if you’re an actor?” And every time you draw something, much like acting, you have to get into the role on some level of what that person is thinking or feeling. It’s easier to draw a sadist. The more difficult thing is to draw ordinary people doing atrocious things. Someone throwing a cigarette to taunt someone is a sadist. Or anyway that’s a sadistic act. And maybe that person isn’t always a sadist. [But] I’m going to draw a sadistic expression.