Hvorfor tiltrækker journalistik bestemte personlighedstyper og hvad får de ud af det? - om journalistik, nyhedsnarkomani og neofili

Lasse Jensen havde for godt en måned siden en klumme i information, som jeg rev ud og arkiverede under stikordet "nyhedsnarkoman".

   Jeg har tidligere skrevet om min selvopfundne forskningsdisciplin 'neurojournalistik' som handler om hvordan hjernen fungerer hos journalister når de arbejder som journalister. 

   Min teori er at for at kunne arbejden som journalist på en nyhedsredaktion så må man have lært at komme i flow på kommando. Og jeg opfandt også begrebet "the journalist's high" til at beskrive den særlige mentale tilstand journalister kan blive reelt afhængige af at komme i dagligt - ligesom ludomaner eller løbere, en tilstand som er et resultat af hjernens særlige dopaminstyrede belønningssystem.

   

Lasse Jensen indleder sin klumme sådan her, så måske har han læst nogle af mine indlæg på et tidspunkt:

Det tegnede til at blive en katastrofe. Sommerhusets telefon og internetforbindelse var tavse som graven. Papiraviserne var stillet i bero, de kan jo læses på nettet. Trods Journalistforbundets advarsel forleden om, at man skal holde sig fra stressfremkaldende e-mails og internet i ferien var det en skræmmende tanke, at omverdenen kun sporadisk kunne afbryde sommeridyllen ved hjælp af en antik rørradio, en fladskærm fra Føtex, der kun kan tage DR-programmer og en mobil, der kun virker optimalt ét bestemt sted i haven.

   Jeg erkendte, at jeg på trods af min fremskredne alder var blevet dopaminjunkie, hvor hver eneste kommunikation fra smartphonen, iPad’en eller MacBook’en gav mig det ene 'high' efter det andet. For slet ikke at tale om Facebook, Twitter, LinkedIn og Google – sidstnævnte kan jo på sekunder dræbe enhver ellers langvarig diskussion om Hilary Clintons alder, Kraftwerks første pladeudgivelse eller Cosimo Medicis regeringstid i Firenze. Alene det faktum, at jeg ikke kunne læse vejrudsigten på DMI’s hjemmeside for at konstatere, om det nu var rigtigt, at solen skinnede, gjorde mig utryg, usikker og bange.

Det Lasse Jensen beskriver så levende her, er jo regulære abstinens-symptomer. Og mange med hektisk kreativ job, vil nikke genkendende til symptomerne.

Men når unge mennesker drømmer om at blive journalister, så har de jo ikke oplevet afhængigheden af nyhedssuset fra hjernens belønningssystem endnu.  

   Så hvad er det der tiltrækker, og hvem bliver tiltrukket af faget?

Som underviser på flere journalistuddannelser og som en der i en række år har været med til at være gatekeeper for hvem der skulle ind på journalistuddannelsen i Odense, så er det naturligvis spørgsmål man gerne vil kunne besvare med et vist videnskabelig fundament.

   Svaret hænger sammen med begrebet 'neofili' - kærlighed til nyt.

Wikipedia definerer og beskriver:

Neophile or Neophiliac is a term used by counterculture cult writer Robert Anton Wilson to describe a particular type of personality.[1] A neophile or neophiliac can be defined as a personality type characterized by a strong affinity for novelty. The phrase was used earlier by Christopher Booker in his book The Neophiliacs (1969).

Jeg har tidligere været inde på at der i kreativitetssammenhæng findes flere personlighedstyper som synes at være særlig disponerede for kreativ tænkning, både HSP-erne - der særligt sensitive - og HSS-erne - de særligt spændings- og risiko-søgende.

  Her er altså en tredje typificering, den neofile, som meget vel kan gå på tværs af de to andre, men som nok nærmest er  beslægtet med HSS-erne.
   Men hvad kendetegner den særlige type personlighed, den neofiles:

Neophiles/Neophiliacs have the following basic characteristics:

• The ability to adapt rapidly to extreme change

• A distaste or downright loathing of tradition, repetition, and routine

• A tendency to become bored quickly with old things

• A desire, bordering on obsession in some cases, to experience novelty

• A corresponding and related desire to create novelty by creating or achieving something and/or by stirring social or other forms of unrest.

A neophile is distinct from a revolutionary in that anyone might become a revolutionary if pushed far enough by the reigning authorities or social norms, whereas neophiles are revolutionaries by nature. Their intellectual abhorrence of tradition and repetition usually bemoans a deeper emotional need for constant novelty and change. The meaning of neophile approaches and is not mutually exclusive to the term visionary, but differs in that a neophile actively seeks first-hand experience of novelty rather than merely pontificating about it.

Det er ikke indlysende en fordel at høre til de neofile, og faktisk er nogle af de træk forbundet med personlighedsforstyrrelser som ADHD, se fx dette blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/med-journalistik-pa-hjernen-adhd-som.html 

Jeg er naturligvis ikke den eneste der er inde på den bane - her får vi at vide at der er tale om personlighedstræk som længe har været associeret med "trouble":

Do you make decisions quickly based on incomplete information? Do you lose your temper quickly? Are you easily bored? Do you thrive in conditions that seem chaotic to others, or do you like everything well organized?

   Those are the kinds of questions used to measure novelty-seeking, a personality trait long associated with trouble. As researchers analyzed its genetic roots and relations to the brain’s dopamine system, they linked this trait with problems like attention deficit disorder, compulsive spending and gambling, alcoholism, drug abuse and criminal behavior.

Artiklen fortsætter så med at refererer til forskning der peger på den positive side af den nyhedselskende, urolige og let distraherbare personlighedstype:

Now, though, after extensively tracking novelty-seekers, researchers are seeing the upside. In the right combination with other traits, it’s a crucial predictor of well-being.

   “Novelty-seeking is one of the traits that keeps you healthy and happy and fosters personality growth as you age,” says C. Robert Cloninger, the psychiatrist who developed personality tests for measuring this trait. The problems with novelty-seeking showed up in his early research in the 1990s; the advantages have become apparent after he and his colleagues tested and tracked thousands of people in the United States, Israel and Finland.

   “It can lead to antisocial behavior,” he says, “but if you combine this adventurousness and curiosity with persistence and a sense that it’s not all about you, then you get the kind of creativity that benefits society as a whole.”

Flere kilder er inde på at ligesom HSP-erne og HSS-erne delvis kan forklares med genetisk variation, så gælder det også for den neofile personlighedstype at den har en stærk gentisk komponent:

Fans of this trait are calling it “neophilia” and pointing to genetic evidence of its importance as humans migrated throughout the world. 

   In her survey of the recent research, “New: Understanding Our Need for Novelty and Change,” the journalist Winifred Gallagher argues that neophilia has always been the quintessential human survival skill, whether adapting to climate change on the ancestral African savanna or coping with the latest digital toy from Silicon Valley. (...)

    The adventurous neophiliacs are more likely to possess a “migration gene,” a DNA mutation that occurred about 50,000 years ago, as humans were dispersing from Africa around the world, according to Robert Moyzis, a biochemist at the University of California, Irvine. The mutations are more prevalent in the most far-flung populations, like Indian tribes in South America descended from the neophiliacs who crossed the Bering Strait.

   These genetic variations affect the brain’s regulation of dopamine, the neurotransmitter associated with the processing of rewards and new stimuli (and drugs like cocaine). The variations have been linked to faster reaction times, attention deficit hyperactivity disorder and a higher penchant for novelty-seeking and risk-taking.

http://www.nytimes.com/2012/02/14/science/novelty-seeking-neophilia-can-be-a-predictor-of-well-being.

Neofili - lyst til nyheder - og andre fornyelses-drivende egenskaber: vedholdenhed, selvoverskridelse, videbegær, lyst til fortællinger

Politikens tillæg 'Viden' havde flere artikler jeg synes var værd at folde ud, kommentere og associere til. Når vi nu er i krydsfeltet mellem neuroscience, kreativitet og journalistik. 

   En af dem har rubrikken

Frygten for at ked sig bringer verden fremad

Det er en artikel overtaget og oversat fra New York Times, af John Tierney.
   Han er en kendt videnskabsjournalist med hang til radikal libertarianisme (hvad det er må du selv slå op).
   Han har i en række år bestyret en blog med titlen: TierneyLabblog. Om den siger han selv

The Lab's work is guided by two founding principles:

   1. Just because an idea appeals to a lot of people doesn't mean it's wrong.

   2. But that's a good working theory.

En klar Rasmus Modsat-type, åbenbart. Kunne uden videre indgå i Berlingskes panel af vrisne gamle mænd.

Men artiklen er faktisk interessant. Jeg kobler den helt umiddelbart sammen med de blogindlæg jeg tidligere har skrevet om 'neurojournalistik'. Altså artiklerne der kobler hjerneforskningens resultater sammen med hvad der typisk kendetegner journalister, deres roller, deres tænkemåde, deres arbejdsprocesser. De er nyhedsjunkies - helt bogstaveligt.

Tierneys artikel indledes sådan her - retorisk to the point:

Er du type, der træffer beslutninger på et ufuldstændigt grundlag? Hidser du dig op lige på en studs? Skal der ikke meget til, før du keder dig? Stortrives du i situationer, som alle andre finder kaotiske? Eller foretrækker du, at alt er timet og tilrettelagt?

Mit personlige svar vil nok være: Ja, både og - det kommer an på.

Artiklen fortsætter idet den fokuserer på forskning der rent faktisk forholder sig videnskabeligt til  den slags overvejelser som spørgsmålene kan igangsætte:

Disse spørgsmål indgår, når man prøver at undersøge vores nysgerrighed og nyhedshunger. Egenskaber, der længe er blevet anset for temmelig problematiske. Når forskere har søgt efter karaktertrækkenes genetiske årsager og deres forbindelser til, hvordan hjernen er under indflydelse af dopamin, har de typisk forbundet den umættelige nysgerrighed med  adskillige problemer: ADHD, overdreven trang til at shoppe, ludomani, alkoholmisbrug, stofmisbrug og kriminel adfærd.

Tierney er klart inde på den bane jeg har skrevet om tidligere i bloggen. Dette at journalister kan være en slags nyhedsnarkomaner, og derfor daglig doper sig i den flowproces som er nødvendig for at kunne levere nyheder - flere endda - dagligt.

   Nogle mennesker har, fortæller han videre, rent faktisk gener der disponerer for "lyst til nyt". Og det har bidraget til menneskeartens biologiske og kulturelle udvikling.

   Tierney refererer til en anden journalist Winfred Gallagher:

I overbliksartiklen 'Det nye: om at foresåt vores behov for nyheder og forandring' argumenterer Winfred Gallagher for, at kærligheden til det nye altid hr været afgørende for menneskets overlevelse: Det var den, da menneskene  i urtiden skulle tilvænne sig klima-forandringer på den afrikanske savanne, og det er den stadig når vi skal hitte ud af det seneste digitale legetøj fra Silion Valley. 

   "Der er intet, der beskriver ens personlighed mere præcist end ens føelsesmæssige reaktioner  på nyskabelser og forandringer over tid", hævder Winifred Gallagher.

Den ene journalist referer til den anden. Hvad er substansen, hvor er forskningen?

   Robert Clooninger fra Washington University i St. Louis har observeret folk over tid, målt dem med den samme prsonlighedstest, og inddraget forandringerne i deres liv over et tiår. 

  Han har opdelt folk i typer - alt efter deres forhold til nyt og nyheder:

• neofobe - dem der er angste for nyt af en hver art
• neofile - dem der elsker nyt
• neomaniske - dem for hvem alt nyt er en besættelse

En befolkning - fx i Stenalderen - har bedst overlevelsesmuligheder hvis den består af en blanding af neofobe og neofile personligheder. Det argumenterer Winfred Gallagher for. 

Forskeren Rober Clooninger opsummerer sine undersøgelser med at dem i hans testpanel der har haft det bedste liv, er dem som skorede højt på følgende tre parametre i hans psykologiske testbatteri: 

• nysgerrighed
• vedholdenhed
• selvoverskridelse

Hvis testpersonerne skorede højt på alle tre parametre, så gik det dem godt, de var glade og tilfredse af temperament og karakter, fortæller referatet af undersøgelsen.

   Jeg er jo ikke i tvivl om at vi her i Clooningers typologi har endnu et eksempel på den personlighedstype jeg  - med Mihaly Csikszentmihalyi - har kaldt den særligt kreative personlighed. Og at det er mennesker som har særligt let ved at komme i kreativt flow når de udforsker sig selv og omverdenen.

Jeg har hele tiden på den her blog koblet denne personlighestype sammen med oplevelsen af særlige på en gang frustrerende og fantasistimulerende barndoms- og ungdomserfaringer. Men har ikke spurgt efter eller jagtet en biologisk forklaring på det. 

   Kan den særligt kreative personlighed - i hvert fald delvist - forklares genetisk - som noget der er arveligt?

   Hvorfor har jeg egentlig ikke forfulgt det spor? Blufærdighed? Fejhed?

   Det vrimler dog med eksempler på at kunstnere har fædre og mødre der også har kunstneriske tilbøjeligheder, og hvis børn også har det med at blive kunstnere.

I alle fald har jeg i klar erindring den århusianske psykologiprofessor som mente at kunne dokumentere at de forskelle der kunne måles i IQ mellem kvinder og mænd, mellem sorte, hvide og mongoler, at de var arveligt betinget.

   Helmuth Nyborg hedder han. Ham gik det ilde både i den akademiske og den journalistiske offentlighed.

I artiklen af John Tierney henviser han til en anden forsker der argumenterer for at nogle mennesker er udstyret med en slags 'nyhedsgen'. Eller som han kalder det - et 'migrationsgen':

Ifølge biokemikeren Robert Moyzis fra University of California har de eventyrlystne nyhedselskere oftere en form for 'migrationsgen'. Denne dna-mutation fandst sted for omkring 50.000 år siden, den gang mennesket fra Afrika spredtes ud i verden, og den er mere dominerende i befolkningsgrupper i afsides egne. Eksempelvis stammer flere indianerstammer i Sydamerika fra de vanvittigt nysgerrige fok , der krydsede Beringstrædet.

Og så dukker endnu en gang op - hjernens eget doping- og belønningssystem - som en forklaring:

De genetiske variationer påvirker hjernes regulering af stoffet dopamin, altså det signalstof, som har med belønning og nye stimuli at gøre. De forskellige variationer er også blevet sat i forbindelse med en større tilbøjelighed til risikovillighed og nyhedssøgning.

Risikovillighed står centralt på listen over de egenskaber der kendetegner den særligt kreative personlighed. Og den permanente utilfredshed med det velkendte, sikre og velarprøvede ligeså. Og en af de ting jeg har noteret fra alle de interviews med særligt kreative personligheder jeg har refereret i indlæg, står også at de flytter - eller bliver flyttet meget omkring. Og altså: De har en umættelig hang og trang til at overskride mentale grænser. Til blending.

   At der naturligvis må være et samspil af arve og miljø fremgår også af artiklen:

Men gener er kun en del af historien. Forskere har fundet ud af, at folks tendens til nyhedssøgning også afhænger af deres opvækst, af deres lokalkultur og af deres alderstrin. Ifølge visse beregninger halveres folks nyhedstrang fra de er 20 til de er 60.

Og her får jeg pludselig en association til min oldgamle bog 'Faktion som udtryksmiddel'. Her skriver jeg nemlig noget om hvad der driver folk når de er modtagere af og oplever film, tv, aviser, romaner,  teater - nemlig nogle former for 'lyst' eller 'begær': 

• skuelyst (voyeurisme, billedbegær)
• eventyrlyst (narrativt begær)
• kundskabstørst (videbegær)

Man kan få en mistanke om at den genetiske mutation der omtales her som noget der sker i vores forfædres, homo sapiens, biologiske set up for omkring 50.000 år siden, ikke bare er forklaringen på stor lyst til at fysisk at vandrer vidt omkring og gå på opdagelse efter nyt land, men også forklaringen  på fx det skred omkring æstetisk udfoldelse og teknologisk opfindsomhed som kommer til udtryk i den kunst- og teknologi-eksplosion som vi ser i hulemalerierne og alle de andre artifakter som pludselig dukker op i store mængder:

About 40,000 years ago, with the appearance of the Cro-Magnon culture, tools became markedly more sophisticated, incorporating a wider variety of raw materials such as bone and antler. They also included new implements for making clothing, engravings, and sculptures. Fine artwork, in the form of decorated tools, beads, ivory carvings of humans and animals, clay figurines, musical instruments, and cave paintings, appeared over the next 20,000 years.