Sider

Viser opslag med etiketten kreativ restriktion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kreativ restriktion. Vis alle opslag

tirsdag den 26. december 2017

Fra Japan i mit hjerte til stenugler i min gård - om besjælet natur og skulptur

Fra Miyazakis tegnefilm: "Min ven Totoro"

Hvor det kommer fra ved jeg ikke, men japansk kultur, æstetik og religion har på en eller anden måde været med i min bevidsthed og aktiv i min underbevidsthed siden min ungdom. Og det har slået igennem også da jeg for 7 år siden begyndte at skrive indlæg her på bloggen.
   Rigtig mange indlæg har helt eller delvist handlet om japanske træsnit fra 1800-tallet med kunstnerne Hokusai og Hiroshige som de dominerende navne, og om japanske tegnfilm (som har rødder tilbage til Hokusais lærebog i manga-tegning) med Hayao Miyazaki som det altdominerende instruktørnavn - hvis utroligt smukke og fascinerende tegnefilm viser hvilken kreativ kraft der ligger i forestillinger om en besjælet natur.
   Både mine tusch-tegninger i mine unge dage (60´erne) og min akvareller i de seneste år, er tydeligvis inspireret af japansk kunst og grafiske æstetik
   Men i alle årene har det virkelige Japan for mig stået som et land i en fjern og uvirkelig drøm

Men i foråret 2009 kom forløsningen. Fruen og jeg og fruens søster var på en grupperejse med et lille rejseselskab til Japan: Med en lille uges ophold i Tokyo og en lille uges ophold i Kyoto.
   Det var rejselederens første rejse som turguide til Japan, og turen skulle være en slags test på den research han havde lavet inden, og som skulle fortælle ham og det arrangerende selskab om det var sådan den rejse skulle sættes sammen i de kommende år.
    Set fra deltagernes synspunkt - vi var 9 plus den danske guide og to japanske kvindelige guider (en i hver by) - var det en succes, med oplevelser som jeg desværre aldrig fik skrevet og fortalt om fordi det først var året efter at jeg begyndte at skrive på min blog.

Jeg vil heller ikke forsøge at skrive om vores Japan-rejse i detaljer og i serier af indlæg så mange år efter. Selvom jeg tog en masse fotos, så er erindringen tåget og upræcis - også på grund af sygdom og medicin.
   Men en ting husker jeg lysende klart: At vi besøgte landet og hver dag tog på udflugter ud fra de to byer vi boede, netop i den periode hvor kirsebærtræerne blomstrede, og japanerne i familie- eller arbejdsgrupper satte sig ud under de blomsterne kroner på store blå plastikunderlag og spiste frokost sammen:


Det andet som gjorde et uudsletteligt indtryk var at alt på overfladen godt kunne ligne et vestligt højteknologisk land som vores, men at der under den overflade var en strøm af forestillinger især knyttet til natur og naturfænomener som i den grad var fremmede for os (undtagen til Jul).
   Det var den ældgamle religiøse forestilling om at alt i naturen var - eller kunne være - besjælet: dyr, planter, sten, floder, bjerge - en forestilling som hele tiden var undertekst til alt der blev vist og gjort.
   Fx er de her figurklippede træers kroner set i en park i Tokye ... 'skyer' på en 'himmel' i et imaginært landskab:


I religions-sociologien taler man om "animisme" og betragter den slags trosforestillinger som en form for ur-religiøsitet der har været udbredt blandt alle oprindelige folk, og som har eksisteret i mange lokale varianter over hele jorden gennem tusinder af år.
   I Japan er navnet på den gamle religion som er den ene af de to dominerende: 'shinto'.
   Kristian Ditlev Jensen skriver i en kort "Introduktion til japansk religion":
I Japan har man to hovedreligioner, som de fleste japanere dyrker med større eller mindre intensitet. Den ene kaldes shinto, den anden er den særlige japanske buddhisme, som går under navnet zen eller zenbuddhisme.
   Meget groft sagt bruger japanere shinto til alt, hvad der har med livet og hverdagen at gøre – for eksempel bliver man traditionelt gift i et shinto-tempel – mens buddhisme bruges til håndtering af døden og af lidelse. Begravelser er derfor buddhistiske.
   Shinto er en noget uudgrundelig størrelse, som de færreste udlændinge forstår til bunds. Men grundlæggende er shinto en animisme. Det vil sige, at man i shinto tilbeder kami, som betyder guder eller ånder. Ofte er det ånder, der er forbundet med et sted eller en naturlig ting. Solen har sin egen kami, men en stor klippe ude i havet kan også være hellig, så folk fra nær og fjern kommer og tilbeder dens kami.
Som et verdensberømt udtryk for denne i kulturen altgennemtrængende religion er det hellige bjerg Fujiyama (3.776 m) som kan ses over store afstande fra mange lokaliteter, og som vi også så et glimt af ud ad vinduet da vi kørte med lyntoget Shinkansen fra Tokyo til Kyoto:


Fujiyama er en urgammel død vulkan som i moderne tid er blevet et internationalt kendt symbol for Japan via et af Hokusais mest beundrede træsnit der viser bjerget som en central del af motivet, nemlig det her:


I rigtig mange år havde jeg selv en kopi af det træsnit hængende på væggen i vores stue.

Et gennemgående udtryk for hvor central animismen stadig står i japanernes dagliglivs kultur, var alle de mange forskellige dyrefigurer der var til salg i store mængder over alt. 
   Her nogle eksempler som jeg tog billeder af undervejs på turen:


Hvor vil jeg nu hen med hele denne lange indledning? 
   En af de danske deltagere på turen udmærkede sig som særligt kreativ - og var på flere måder et stort plus for vores lille turistgruppe. Hans fornavn var det lidt mærkelige "Jørg". Og Jørg var lidt af en tusindkunstner med hovedet fuld af ideer.
   Hans frue var skolelærer og holdt lidt øje med at han ikke kom galt afsted på grund af alt for flyvske ideer. 
   Selv var han murermester. Og parret kom fra en lille by Høgild i det mørkere midt-vestlige Jylland lidt syd for Herning og 50 km øst for Ringkøbing. 
   Men de var vidt berejst - en slags opdagelsesrejsende - og havde besøgt mange flere eksotiske steder end resten af den lille deltagergruppe til sammen
   
Jørg var underholdende og havde humor på den særlige vestjyske lune måde. Han kunne fortælle mange sjove historier og vittige anekdoter. 
   Og så kunne han lave tryllekunster, en kvalifikation som gjorde at selv om vi ikke forstod japansk og japanerne ikke forstod engelsk - endsige dansk - så kom vi via Jørgs tryllerier hurtig i fin non-verbal kontakt med de lokale  japanske bar-gæster de aftener hvor vi var ude på egen hånd uden vores japanske guider og tolke.


Jørg og han frue besøgte vi et års tid efter hjemkomsten til Danmark. Og han levede helt op til det billede vi havde fået af ham på rejsen.  Ud over at være en dygtig og værdsat lokal murermester var han også selvlært havearkitekt, kreativ opfinder, tømrer og billedhugger. 
   Tilsyneladende var han hele tiden igang med at finde på, find ud af - og opfinde. Og at indrette og konstruere nyt ud af gammelt.
   Det var et hyggeligt gensyn.
   
Vi har holdt kontakten ved lige via Facebook. Og for nogle få år siden begyndte der at dukke figurer op på hans FB-hjemmeside: ugler!
   Det var ikke helt til at gennemskue hvad de var lavet af, og hvor store/små de var. Men de så sjove ud, var originale  i udtrykket og havde individuelle personligheder. Og de var tilsyneladende til salg.
   Og her i år før Jul tog jeg mig sammen og bestilte en hel ugle-familie hos ham. De ankom til Vordingborg med fragtmand, fint og solidt emballeret. De vejede et halvt ton, og fragtmanden bandede da han afleverede pakken, over hvad det kunne være i den der vejede så meget.
   Sådan så de ud - sten-uglefamilien - da de var pakket ud og opstillet i vores gård:


Hvad er uglerne lavet af af? 
   - Forskellige rå natursten som dem man kan finde på enhver bondemands marker, indført af den kappe af indlandsis der kom til Danmark fra Norge og Sverige under sidste istid for mere end 10.000 år siden.
   Og udhugget og bearbejdet med de værktøjer som enhver velforsynet murermester har og ved hvordan man skal betjene.
   
Hvornår og hvordan fik Jørg ideen?
- Har lavet ugler i ca 4 år, og det er stenen der bestemmer hvordan en ugle skal se ud.
   Ideen var i protest mod at 'Haveoasen' tog 3.500 kr. for 3 ugler - lille, mellem og stor.
   Stenene kommer fra marken. Når der er taget kartofler op så ligger de lige til at samle op.
Det anede mig at der lå et oprør bag Jørgs sten-ugler. Det er 'kreativ vrede' der har fremprovokeret ideen, og som driver værket. Og den 'kreative restriktion' der udfordrer, er at hugge ugler ud af netop den unikke form en sten tilfældigvis har fra naturens hånd.
   Her er et billede af de sølle, små og urimeligt dyre sten-ugler som blev solgt fra 'Haveoasen', der omtaler sig selv som "midtjyllands største havecenter";


Her får vores indvandrede sten-ugler besøg i vores gård af genboens Ali-cat:


Går man ind på Jørgs FB-hjemmeside, finder man billeder af andre skulpturer af forskellig slags, både med ugle-kombinationer, men fx også 'skovmænd' af træ:


Jeg er ikke i tvivl om at noget af impulsen til at udhugge disse sten-ugle-skulpturer med personlighed, stammer tilbage fra vores Japan-tur og dette lands årtusindgamle tro på at naturen er besjælet og beåndet.

fredag den 5. december 2014

Akvarelmaleriets mysterier (35) - fra akvarel til farvetræsnit - Harald Henriksen - en stilfærdig pioner

Jeg samler ikke på kunst. Jeg har i de sidste mange, mange år kun købt tre kunstværker: 
- En akvarel med færøsk landskabsmotiv - malet af en af de andre deltagere på et Bardur Jakupsson-kursus som jeg tidligere har skrevet om.
- Et lille oliemaleri af en lidt naivistisk poetisk engel - af en kunstner som udstillede på det lokale bibliotek for et års tid siden.
- En muntert farvet kalabasskulptur - af en af mine morgensvømme-venner, indvandret fra Irak i 90´erne.
   På vores vægge har vi ellers i mange år næsten udelukkende haft plakater af kunstværker vi syntes var smukke, og så reproduktioner af japanske træsnit af bla mesteren over dem alle: Hokusai.

Men så for et par uger siden faldt jeg for et billede i glas og ramme som jeg så på en af de utallige julemarkeder. Det lignede en gammel gulnet akvarel, men sælgeren fortalte at det var et træsnit - produceret og signeret af en mand hvis navn jeg ikke kendte: Harald Henriksen.
   Jeg købte det fordi jeg tænkte at noget lignende kunne jeg godt tænke mig selv at male i akvarel., altså til inspiration. Og så var billedet i øvrigt selv tydeligvis inspireret af japanske træsnit fra 1800-tallet som jeg tidligere har skrevet om flere gange her på bloggen, og som jeg er en stor elsker af, som fx det her:


Jeg pruttede prisen på Harald Henriksen-træsnittet ned fra 200 kr. til 175. kr. 
   Her ses 'fundet' - og derefter i en udgave uden glasreflekser:



Jeg researcher Harald Henriksen på nettet. Han er en såkaldt "glemt", men i øvrigt anerkendt kunstner, viser det sig, berømmet blandt kendere for to ting: dels at han var en fremragende akvarelmaler, dels at han producerede en lang række fine og poetisk farvtræsnit som blev ret så populære blandt almindelige mennesker. Forarbejderne til disse træsnit var - som man straks fornemmer - akvarelskitser.
   Der er udgivet en bog om Harald Henriksen af Ole Lindbo i forbindelse med en udstilling i 2010 på Frederiksberg hvor han boede i mange år. Titel på udstillingen: "Landskabet og byen". Titel på bogen: "Naturens Spejl". 

Harald Henriksen var ganske rigtigt - som i øvrigt mange andre af hans samtidige danske og udenlandske kunstnere i årtierne før og omkring århundredskiftet - inspireret af japanske træsnit. Men Harald Henriksen var så en af dem der ikke bare blev motivisk og formmæssigt inspireret, men også teknisk-udtryksmæssigt.  
   Her et citat fra udstillingspjecen:
Harald Henriksen (1883-1960) blev født i Odense, men flyttede til hovedstaden som 20-årig. Hans kunst kan beskrives som realistisk og lyrisk - ”fynsk” i karakteren.
   Han var naturligt påvirket af fynboerne, særlig Fritz Syberg, men også inspireret af forbillederne J. Th. Lundbye og L. A. Ring.
   Harald Henriksen regnes som en af de sidste naturalister i dansk kunst. Han var nok traditionel, men alligevel original. Alle hans værker, bortset fra grafikken, blev til på stedet, foran motivet - og i al slags vejr. Han holdt af at skildre både de enkle, upåagtede danske landskaber og det københavnske byrum.
I introduktionen til bogen citeres Klaus Rifbjerg, og vi får lidt flere ord på hvad der kendetegner Harald Henriksen som kunstner:
Klaus Rifbjerg skriver i sit forord til bogen: ”Jeg ved ikke, hvor man skal placere Harald Henriksen, men symfonien ville være mangelfuld uden hans indsats. At se på hans billeder er som at betragte sig selv og de veje, man har gået, omvekslende, henrivende, sludkolde, blæsende, danske. Det kan man faktisk godt blive rørt og taknemmelig over.”
   Harald Henriksen (1883-1960) var en kunstner af den gamle skole, naturalist, friluftsmaler, lyriker. Han havde sine rødder i 1800-tallets kunst, men var også påvirket af den tidlige modernisme – jævnaldrende med Weie, Giersing og andre af de store 1900-tals kunstnere, men selv mere beslægtet med J.Th. Lundbye, L.A. Ring og Fritz Syberg. Han var en indforstået skildrer af de enkle og upåagtede danske landskaber og af det københavnske byrum. Så landet virkelig sådan ud for bare 60 år siden? Er det romantik eller realisme? Bogens billeder dokumenterer, hvad det er, vi har mistet – og er ved at miste endnu mere af.
Her nogle af Harald Henriksens akvareller - som står for mig som værende næsten idealet af hvad akvarel kan - måske bedre end noget andet malemedie:


Ikke desto mindre er det faktisk Harald Henriksens farvetræsnit som jeg er mest begejstret for og betaget af. 
   Træsnittene har en raffineret enkelhed i former og motivtegningen - og en tilsvarende begrænsning af farveskalaen - som tilsammen giver træsnittene en helt særlig poetisk klarhed og lethed. 
   Faktisk har jeg på fornemmelsen at arbejdet med træsnittene har virket tilbage på hans akvareller, så man i hvert fald i reproduktioner på nettet har svært ved at skelne.
   
Her har de krav til udtryksmæssig forenkling som træsnitteknikken stiller, i den grad fungeret som en kreativitetstimulerende restriktion for Harald Henriksen.
   Se bare:


Det billede der følger her, er ikke et træsnit som man kunne fristes til at tro - men en akvarelskitse som er 'forbilledet' for et efterfølgende træsnit:


Til historien som begyndte med et "fund" på et lokalt julemarked, hører at da jeg kom hjem og præsenterede Harald Henriksen-træsnittet for fruen, så bemærkede hun at vi da vist allerede havde to træsnit af den samme kunstner oppe på første sal som er hendes domæne, og hvor jeg sjældent kommer. Det var nogle hun for nogle år siden havde arvet da moderen døde.
   Og ganske rigtigt og fuldstændig korrekt (undskyld blitz-reflekserne, det kan ikke undgås når de er i glas og ramme):


Serendipitet, er nøgleordet her.

Til historien hører så også at jeg nu har fundet fire af Harald Henriksens træsnit på nettet som var sat til salg af en kunstsamler i Jylland. De var - efter min vurdering - utroligt billige: 225 kr. pr. styk - inklusiv perfekt tilpasset passpartout.
   Så de er købt, er ankommet med posten, ser rigtigt dejlige ud - og er i meget fin stand.  Og de er sendt til indramning - inden jeg tænkte på at fotografere dem til dette blogindlæg!

Se de nyindkøbte træsnit i to følgende indlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.html
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.html
Og endelig opdager jeg at han har været porcelænsmaler - såkaldt 'unikalmaler' for den Kongelige Porcelænsfabrik i  en række år, og har leveret malede unika-motiver til en række smukke porcelænsvaser og -krukker - så vidt jeg kan se - overført fra akvarelskitser - eller fra træsnit.
   Som her:


Hvis man vil se en meget stor del af Harald Henriksens billeder, både akvareller, oliemalerier og træsnit, så så kan man se dem i fine reproduktioner i bogen "Naturens spejl" som kan downloades her:
http://haraldhenriksen.dk/Naturens_Spejl_web.pdf
En glimrende dokumenteret og illustreret gennemgang af Harald Henriksens udvikling af sin særlige og selvlærte farvetræsnitteknik findes i artiklen her:
http://haraldhenriksen.dk/artikel_billedkunst.pdf
Og endelig kan man finde en beskrivelse af hans arbejde som landskabsmaler med fokus på Bramsnæs vig og nærmeste omegn her:
https://anettetonnp.files.wordpress.com/2013/08/harald_henriksen_-_med_billeder.pdf

fredag den 24. januar 2014

Akvarelmaleriets mysterier (27) - om snelandskaber og lidt personlige erindringer

Før Jul forsøgte jeg mig med et par akvarelmalede snelandskabsmotiver - der stilmæssigt pegede i meget forskellig retning, og som ikke havde fotografier som forbilleder.
   Interessen for at male snelandskaber med akvarel ligger i forlængelse af min fascination ved at hvidt i skyer og vand og natur - hvis man skal følge et akvareldogme - skal males ved at lade papiret stå umalet der hvor den hvide farve skal være.
   
Her en relativt ny akvarel der er minimalistisk i sit udtryk - klart inspireret af min kærlighed til japanske træsnit af mestrene Hokusai og Hiroshige og andre japanske kunstnere fra 1800-tallet:

nedgående sol, snedækket mark, træ og hegn i silhuet
Her følger nogle japanske landskabsbilleder i træsnitform - af Hiroshige og Hokusai:

Image
Japansk træsnit - af Hokusai
Japansk træsnit - af Hiroshige
Min akvarel med den nedgående leverrøde sol, den snedækkede mark og træet og hegnet i silhuet i forgrunden, trækker stilmæssigt og motivisk også linjer tilbage til min ungdoms sorthvide tusch-tegninger som fx. de her:

Egen tuschtegning 1966
Egen tuschtegning 1966
I den forbindelse kommer jeg i tanker om en indrammet tuschtegning som fruen fandt ved en oprydning for nylig, og som er af nyere dato end de to her, nemlig tilbage fra 1990. 
   Den er tegnet "live" ved direkte langvarig iagttagelse af motivet - uden fotografi-mellemkomst - mens vi holdt ferie på en græsk ø. 
   Først tegnet med blyant og derefter tegnet op med tusch:

Egen friluftstegning - pinjetræ på græsk ø
Jeg husker jeg sad i parasolskyggen på en lille taverna og så ud over vandet gennem de gamle pinjetræstammer mens jeg tegnede. Det tog vel sammenlagt 3-4 dage at få den færdig.
    Jeg havde den gang lige (gen)læst Betty Ewards meget inspirerende og pædagogiske bog "At tegne er at se" ("Drawing on the Right Side of the Brain"), og pålagde mig selv den restriktion - det 'benspænd' som det hedder i vore dage - at jeg kun måtte tegne så meget af træets stammer, grene og kviste som jeg faktisk kunne se. Når der var grønne nåle der dækkede for nogle af grenene, så skulle der være "blankt" i tegningen.
    Det blev ikke til mere end den ene sommerferietegning på det tidspunkt i mit liv hvor jeg ellers var travlt optaget af tjene penge som rundrejsende konsulent på forskellige radio- og tv-stationer i Skandinavien. Men jeg kan se nu at denne tegning pegede fremad mod den måde at arbejde på som jeg siden tog op da jeg begyndte at male naturalistiske akvareller efter oplevede og fotograferede motiver.

Tuschtegningen af de gamle græske pinjetræer er også et udtryk for at der allerede på det tidspunkt har ligget og luret et savn efter at genopleve glæden fra min ungdom ved at tegne/male, et savn som Betty Edwards-bogen havde mindet mig om. 
   Ewards helt afgørende pædagogiske pointe var at hvis man skulle tegne noget der virkelig lignede, så skulle man lukke ned for venstre hjernehalvdels kategoriske forhåndsforestillinger om hvordan motivet så ud, for  virkelig at kunne se og tegne de "abstrakte" linjer, former og konturer i motivet i de rette proportione.

I forhold til det at male snelandskaber, var akvarellen uden referencebillede med den leverrøde nedgående sol og det nøgne træ i silhuet jo ikke svær at lave - og egentlig var det alt for let, for jeg fulgte jo langt hen ad vejen bare et gammelt velkendt grafisk spor fra min ungdom, som man ser.

Til gengæld havde jeg ingen som helst erfaring med eller maleteknik til fx at male grantræer dækket med sne. Og det var et oplagt motiv at udfordrer mig selv med da vi næremed os Jul, også selvom jeg ikke kunne skaffe mig referencefotos fra egne optagelser.
   Jeg efterspurgte hjælp blandt de mange how-to-instruktionsvideor der findes på YouTube. Jeg søgte på "snowlandscapes" - og fandt en akvarel-tutorial-video der viste mig teknikken og processen.
   Her er resultatet som jeg egentlig er godt tilfreds med:

Grantræer i sne - malet efter how-to-video
Men i forhold til de akvareldogmer jeg indtil nu har nogenlunde har overholdt, så var det "snyd". For de hvide puder af sne på grantræerne fremkommer ikke ved at det hvide papir umalet skinner igennem, men ved at jeg har bruge dækfarvehvidt som er lagt på til aller sidst.
   Fruen som jeg viste denne akvarel til først, reagerede spontant - ikke på brugen af hvid dækfarve, men på det næsten monokrone - 'kedelige' - farveudtryk: "Der mangler noget rødt," var hendes reaktion.
   Grøn er komplementærfarve til rød, så det havde hun jo i den grad ret i. I mine akvareller fra Færøerne sørgede jeg også for det meste at få en eller anden rød artifakt med i billedet, her vores akvarelærer Bardur Jakupssons røde Berlingo:

Egen akvarel fra Færøerne
Udfordringen var så at finde noget rødt der 'naturligt' kunne indlægges i akvarellen "grantræer i sne". En rødkælk var min første ide - i forlængelse af at jeg havde malet flere fugleakvareller (jfr. foregående blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier), men den ville være alt for lille til at kunne ses hvis de naturlige størrelsesforhold i billedet skulle bevares:

Foto af rødkælk, hentet fra nettet
J
Jeg fandt på to ideer som jeg så klippede ud fra illustrationer på nettet og klistrede ind. 


Det sidste blev så brugt til en ekstra julehilsen til familie og venner.