Ordblindhed og kreativitet (2) - case: Gudrun Hasle

poletigen fra i lørdas hade i kulturtilæget et langd potratintervju med kånstnern Gudrun Hasle. rubriken lød:

EN KUNSTNERS VUGGEGAVE

Journalisten var Gudrun Marie Schmidt.

   Interviewet var dybt interessant, ligesom Gudrun Hasles kunst er det - og sær og mærkelig og original og anderledes.

   Det negative, et markant handicap 'ordblindhed' - vendes til sin modsætning: noget positivt, en central del af et originalt personligt kunstnerisk indhold og budskab. Og med udnyttelse af et udtryksmiddel der bestemt heller ikke i sig selv ikke har nogen høj status eller en accepteret plads blandt paletten af traditionelle kunstneriske udtryksmidler: BRODERI!.

Ordblindhed og kreativitet - er der en generel sammenhæng?

   Det spørgsmål har jeg forholdt mig til i en række indlæg. Dels et generelt sammenfattende indlæg for lidt over et år siden som kan læses her, og som man med fordel kan læse inden man går videre:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orblindhed-og-kreativitet.html

Og dels har jeg i en række indlæg om særligt kreative personligheder noteret og fremhævet at de var ordblinde, og at de, blandt andet som følge af det, havde problemer med at klare sig - og få udbytte af - en traditionel skoleundervisning. De blev ofte af lærerne opfattet simpelthen som mindre begavede - eller rent ud sagt: som dumme!

   Blandt dem jeg har skrevet om med dette handicap er: Thomas Blachman, Susanne Bier, Steven Jobs, Mikkel Lomborg (alias "Her. Skæg"), Bubber.

   Lidt research fortæller at H. C. Andersen, Einstein og Steven Spielberg også var ordblinde. Og nettet fortæller side op og side ned om kendte mennesker: forskere, politikere, sporstfolk, kunstnere - der var ordblinde.

Min interesse for spørgsmålet om der er en sammenhæng, bunder også i at jeg selv er ordblind i lettere grad, og at jeg har en datter og en svigersøn som også er det.

   Mellem 5 og 10 procent af befolkningen lider af en eller anden form for ordblindhed (der er nemlig en række forskellige typer), og det danske skolesystem og den danske lærerstand har i mange, mange år ikke taget handicappet alvorligt.

   Det er efter min mening en faglig og pædagogisk skandale.

 

Med Gudrun Hasle har vi så endnu en kunstner for hvem ordblindheden er blevet skæbne, og en 'kreativ restriktion' som hun har lidt under og lidt med - og til sidst har udfoldet sig kunstnerisk gennem. Vendt fra et stigmatiserende handicap - til en kunstnerisk styrke.

Manchetten til interviewet er langt, men to the point:

Billedkunstneren Gudrun Hasle har en medfødt svaghed. Ordblindheden, der kaster skygger over store dele af hendes barndom, fik hende til at skære i selv selv og gav hende diagnosen personlighedsforstyrrelse. I dag er det hendes styrke på den danske kunstscene, hvor hendes første store soloudstiling på et stort dansk kunstmuseum sidste år blev nomineret til årets bedste udstilling af landets anmeldere. Hun er historien om en frisættelse på vaklende bogstaver - og om det overrumplende i at indse, at det er i det uperfekte, det anderledes og det særprægede, vi er allermest os selv.

Udstilling:

(...)

Se og læs hele Gudrun Hasles "livs histore" her:

http://gudrunhasle.dk/dansk/livshistorie/

Gudrun Hasle er performance- og konceptkunstner, og har samtidig det til fælles med en lang række moderne kunstnere, både forfattere og billedkunstnere, at hun uhæmmet og grænseoverskridende trækker på den kreative "hovedstol" - eget intime liv og egne private erfaringer. 

   Hendes morfar var forfatteren Thorkild Hansen.

   Hun udstiller bogstaveligt talt sig selv - her i 2. potens:

Udstilling: Sydhavn Statopm: Gudrun Hasle: Uden titel, 2013. Foto: Morten Jacobsen.

Underteksten til fotografiet i fire ens udgaver ser sådan ud:

Jeg fant det har billed iblant min morfars fotografirer. han skraved en artikel om det ny åbned Pompidou center. jeg hved ikke om han to billed selv eller har fik det fra et bero.

Der er et klart æstetisk og mentalt slægtskab med fx Karl Ove Knausgaard og hans "Min Kamp"-romanserie.

   Gudrun Hasle er også ånds- og æstetisk beslægtet med Kirsten Justesen, som jeg tidligere har skrevet om på bloggen her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/07/grafitti-strik-yarn-bombing-blending.html

Se også dette indlæg om 'verbal strikekunst' med afsæt i Lisa Anne Auerbachs arbjeder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/lisa-anne-auerbach-strikkekunst.html

Publikum til Gudrun Hasles udstillede "brodered tegster" oplever som i et spejl hendes besvær med at indkode og afkode retstavet skriftsprog, idet det er mindst lige så besværligt for "os" at læse og forstå hendes 'lydskrift'. 

   En typisk kreativ om- og spejlvending: "Hvad hvis det modsatte var tilfældet?" - "Hvad hvis ret var vrang og vrang var ret?"

   Det beskriver hun selv således:

»Vi bliver jo bombarderet med tekster ude i samfundet, bare prøv at tage en tur ned ad Nørrebrogade. Men man tænker normalt ikke over alle de her ord, der er omkring os. Ikke medmindre der er en stavefejl. Så ser folk det med det samme«.

   De små fejl i sproget får en kæmpe opmærksomhed helt af sig selv, siger hun.

   »Det er også noget af det, jeg får forærende ved, at det er kunst. Så er mine ord allerede ophøjet til noget højere. Derfor kan man ikke kritisere stavefejlene«.

   Når publikum står foran sætninger, som er lydstavet af Gudrun Hasle, er verden vendt på hovedet, siger hun.

   »Pludselig er det læseren, der skal kæmpe for at forstå teksterne. Når jeg laver mine stavefejl, skal publikum jo bruge dobbelt så lang tid på at læse som normalt. På den måde kommer de til at opleve, hvordan det er at stå i en svagere position«.

   Det er det kunstneriske arbejde med de lydstavede ord, der har gjort, at Gudrun Hasle ikke længere skammer sig.

   »I dag kan jeg jo se, at stavefejl også handler om samfundsstrukturer. Det kan være en måde, man kan holde folk nede på og gøre sig bedre end andre. Nogle folk går jo amok, hvis andre laver bare en lille stavefejl. I dag synes jeg nærmest, det er sjovt, hvis folk har et problem med mine fejl. Jeg har fået det sådan: Okay, skal vi slås?«.

Det fremgår af interviewet i Politiken at Gudrun Hasle i sin tidlige barndom har oplevet en dobbelt flytning og det rod-tab der følger med.  

   Hendes forældre flyttede til Thailand da hun var 5 år, og den tid var som et lykkeligt eventyrland, fremgår det. Og så rejste de tilbage til Danmark da hun var 7 og hun begyndte i en kommuneskole. 

   Det traumatiske vendepunkt beskriver hun således:

På første skoledag skulle alle børnene sige et ord og pege på det første bogstav. Mens alle forældrene så på, sagde Gudrun Hasle selvsikkert »æble« og pegede på A.

   »Den oplevelse har prentet sig ind i mig. Som en utryghed, en fornemmelse af at opdage, at der var noget, jeg ikke kunne. Som jeg burde kunne«, siger hun.

   I lang tid lød forklaringen, at barnet var tosproget, og at det måtte være årsagen til, at hun ikke kunne lære at læse. Da det blev ved, begyndte hun at få ekstraundervisning. Blev hevet ud af de almindelige timer og sad alene sammen med en lærer, der viste hende trykte kort med småord på. Der. Det. Han. Hun. Er.

   »Men noget af det sværeste for en ordblind er at genkende ordbilleder, så det var vitterlig totalt nonsens for mig«, siger hun.

   Hun begyndte også at gå til skolepsykolog, ligesom en velmenende lærer fortalte hendes mor, at vanskelighederne med ord og bogstaver var psykisk betinget. På broderiet er han til møde med Gudrun Hasles mor, mens datteren sidder og gemmer sig i baggrunden.

Typisk for den afgrundsdybe uvidenhed i skolesystemet mht. ordblindhed, blev hun flere gange testes med resultater der viste at hun var højt begavet, havde et stort ordforråd og udtrykte sig glimerende mundtligt, så man forstod simpelt hen ikke at hun havde problemer med at læse og skrive: "De fattede ikke hvordan det kunne være et problem når jeg var så godt begavet."

   Faderen bliver alvorligt syg (og dør?), Gudrun kommer under psykiatrisk behandling - og derefter på en ungdomspension for unge med psykiske lidelser. Her er der en pædagog der for første gang gør noget ved det grundlæggende problem, idet hun af ham får et computerprogram for ordblinde som gjorde at hun endelig lærte at læse. 

   Vendepunktet for alvor sker da hun kommer ind på Det Fynske Kunstakademi, endelig et sted og et miljø hvor hun ikke følte sig fremmedgjort, afvigende og udenfor:

»Det var virkelig et gennembrud for mig at komme på akademiet. Endelig var jeg et sted, hvor det var okay at sige, at jeg kun interesserede mig for kunst«, siger hun.

    »Jeg har hørt utrolig mange lydbøger og helt vildt meget P1 hele mit liv, fordi jeg altid har været virkelig, virkelig angst for at være dummere end alle andre. Derfor var jeg ofte blevet skudt i skoene, at jeg brugte for svære ord og var snobbet«.

   Gudrun Hasle beskriver sig selv som en form for »uboglig intellektuel«, der længe ikke havde noget sted at gå hen, fordi intellektuelt arbejde er vævet så tæt sammen med netop læsning og skrivning. Da folk på akademiet begyndte at bruge ord som diskurs, når de talte om kunst eller diskuterede værker, følte hun umiddelbar lykke.

På næsten alle måder er Gudrun Hasle som kunstner prototypen på den særligt kreative personlighed, som jeg jævnligt har beskrevet her på bloggen. Det får man får en udmærket dokumentation for i Karen Elsebeth Jensens artikel som kan læses på Gudrun Hasles hjemmeside under rubrikken "tegst". Her et par citater:

En central problematik i Gudruns værker er den udstødtes eller udenforståendes position i samfundet. Gudrun tematiserer det at være anderledes - at befinde sig i grænsezonen uden for samfundets normer og konventioner, som man af den ene eller anden grund har svært ved at leve op til. De menneskelige vilkår er således et vigtigt aspekt af Gudruns kunstneriske undersøgelser, og som i de senere års tendens inden for samtidskunsten tager Gudrun udgangspunkt i sit eget liv. Herved reflekterer hendes værker både den personlige historie samt en række mere generelle vilkår for individet i dets sociale og kulturelle kontekst.

(...)

I sine værker behandler Gudrun ordblindheden som et handicap, hun må leve med og forholde sig til hver dag. Selv beskriver hun det at være ordblind som en følelse af at være indenfor og udenfor på samme tid, og at man er nødt til at gå omveje for at opnå den samme viden som alle andre. Dette medfører en form for fremmedgørelse - både i forholdet til hende selv, i og med hendes skrift ikke harmonerer eller stemmer overens med det, hun ønsker at udtrykke - og i forholdet til andre mennesker, hvis skriftlige ytringer hun ikke kan forstå og dermed identificere sig med. 

http://www.gudrunhasle.dk/tegst/

Ordblindhed hører neurologisk set i samme kasse som fx. synæstesi, farveblindhed, ADHD, tonedøvhed, som (dys)funktionelle afvigelser i hjernens arkitektur og nervebaner inden for en normalpopulation. Og det ser ud til at mange af disse afvigelser ikke bare er genetisk betingede, men også genetisk forbundne:

15% of people who have synesthesia have a history of someone in their first degree family having dyslexia, autism, or attention deficit disorder.

En del af disse afvigelser lærer folk som voksne at leve helt normalt med. Og blandt de mennesker med ADHD og synæstesi er der en del der har oplevet deres mentale særpræg som - i det lange løb - en kreativ gevinst.

   Sådan også med Gudrun Hasle og hendes ordblindhed. Til slut i interviewet forholder hun sig nemlig til sin ordblindhed som en gave:

»Det var noget lort, mens jeg var barn, men som voksen vil jeg sige, at det har været en gave. Nu ville jeg ikke lave det om. Så ville jeg jo også være et helt andet menneske«, siger hun og tænker lidt.

  »Og det ér jo også fantastisk. At jeg har mit eget sprog. Min helt egen niche i sproget. Det synes jeg faktisk er helt vildt privilegeret«.

Som led i min research fandt jeg flere hjemmesider hvor der var foretaget sammenkobling mellem ADHD og ordblindhed, som de her hvor der nævnes en lang række kunstnere og videnskabsmænd som menesat have "lidt af" begge :

http://www.slideshare.net/LyngeHansen/ordblind-og-adhd-del-1http://www.slideshare.net/LyngeHansen/ordblind-og-adhd-del-2

Orblindhed og kreativitet

Der har den sidste uge kørt en debat i Politiken om ordblindhed og skolernes manglende eller dårlige undervisning af ordblinde. 

   Provokerende udtalelser fra ansvarlige skolefolk i forskellige kommuner, afslører at de simpelt hen ikke anerkender - eller bare er uvidende om - at der er en forholdsvis sikker diagnose, ordblindhed eller dyslexi, som udspringer af en afvigelse i hjernens måde at fungere på hos ordblinde, og som der også findes særlige måder at behandle på. 

   Jeg blev selv dybt forarget. Hvorfor fremgår senere i dette indlæg.

Den kendte studievært Bubber blev i Aftenshowet for nogle dage siden interviewet om det at være ordblind. Det har fortalte, var blandt andet at det havde været dødvigtigt for ham tidligt at blive diagnosticeret som ordblind. For så havde han en forklaring, og så kunne han få systematisk undervisning rettet mod sin ordblindhed.

   DR.dk har en særlig underside der har titlen "Ligetil" som er henvendt til læsehandicappede. Den citerer fra Aftenshowet:

Fordi Bubber vidste, at han var ordblind, kunne han også tidligt få undervisning, der hjalp ham.

- Jeg har ikke været bange for at sige, at jeg skulle til ekstra undervisning, for det var jo bare sådan, jeg var.

- Jeg vidste jo, at jeg fik hjælp og samtidig med det, så kom jeg jo væk fra en time, der kunne være et helvede og et mareridt at være i, siger Bubber.

Sandsynligvis er der flere forskellige varianter af ordblindhed, svarende til at der også kan være flere varianter af synæstesi, autisme, farveblindhed. Men her er en liste over de typisk symptomer ifølge Wikipedia:

• Confusion with before/after, right/left, and so on
• Difficulty learning the alphabet
• Difficulty with word retrieval or naming problems
• Difficulty identifying or generating rhyming words, or counting syllables in words (phonological awareness)
• Difficulty with hearing and manipulating sounds in words (phonemic awareness)
• Difficulty distinguishing different sounds in words (auditory discrimination)
• Difficulty in learning the sounds of letters (In alphabetic writing systems)
• Difficulty associating individual words with their correct meanings
• Difficulty with time keeping and concept of time
• Confusion with combinations of words
• Difficulty in organization skills

Jeg lider selv af en variant af ordblindhed som viser sig ved at jeg ikke læser ved at stave ordene, men læser i "klumper" - i ord-helheder og sætninger. Jeg husker meget tydeligt at jeg ikke lærte at læse ved at stave og skrive ord: "a siger a, b siger be, e siger e, siger abe" - og så videre. Jeg læste højt i kor sammen med klassen, men det bed sig ikke fast i hjernen.

   Så jeg var faktisk en del "bagud" til midt i 3. klasse. Og så pludselig - jeg husker det klart - så kunne jeg læse. Det tog en måned fra jeg husker jeg ikke kunne - og til jeg bare kunne uden særligt besvær. 

   Og jeg har stort set læst som en gal siden. 

   I dag ville man sige at jeg - af mig selv - knækkede koden. 

Sandsynligvis begyndte jeg at læse i mønstre - i visuelle helheder - uden om lyd og de spejlende mundbevægelser. Og inddrog altså den del af hjernen i min læsning - den højre - hvor de dominerende sprogcentre ikke sidder: den højre. 

   Det er den højre side af hjernen som er vigtig for netop mønstergenkendelse (og derfor også for ansigtsgenkendelse).

   

Men jeg har altid haft svært ved at stave ord - ikke kun svære og fremmedartet stavede danske ord, men også helt almindelige ord - typisk med såkaldt stumme bogstaver. Derfor altid problemer med at skrive infinitiv og nutid af verber korrekt, for eksempel. Og jeg har svært ved at få øje på stavefejl i det skrevne, også selv om jeg jo ved hvordan langt de fleste danske ord staves - når jeg tænker mig om.

   Men heldigvis bremsede det at at jeg fik mange røde streger i mine stile ikke min lyst til at skrive, hvad det jo meget vel kunne have gjort. Og det gør det stadig ikke, som læserne af denne blog må være blevet klar over.

  Det forhindrede mig heller ikke i at læse dansk med lyst og udbytte - og endda specialisere mig inden for den sprogvidenskabelige retning. 

Fordi jeg som voksen var opmærksom på mit stavehandicap (som jeg ikke selv havde diagnosticeret som ordblindhed før jeg blev voksen), så blev jeg meget tidligt opmærksom på at min adopterede datter havde et ordblinde-handicap. Ingen af hendes lærere var bevidste om det, hun havde bare "læse-skrivebesvær" - og det blev der så ikke taget særlig hensyn til.

   Jeg læste om ordbilledmetoden og lavede en masse kort med ord og billeder som jeg så trænede min datter med. Jeg tror jeg trænede med hende et halvt år, og det lykkedes faktisk, så hun ikke kom bagud med læsningen. 

   Hun "knækkde" koden ligesom jeg gjorde af mig selv: dvs. lærte at læse uden at gå højtlæsning-stave- og stavelsesvejen, men via at betragte ord som helheder, mønstre, billeder man kunne genkende visuelt. 

    Men hun havde store problemer med at stave korrekt når hun skrev, og stavede som de fleste ordblinde "fonetisk" - men byttede også om på bogstaver der lignede hinanden som "p "og "d". 

   Da hun i 3-4 klasse begyndte at skulle skrive fristile, følte hun sig heldigvis ikke mere handicappet end at hun skrev på livet løs og af karsken bælg - side op og side ned. Men det gav ondt i maven at opleve at der var så mange stavefejl at jeg, faderen, havde svært ved overhovedet at læse og forstå det skrevne. Og hun selv blev dybt frustreret fordi hun faktisk ikke kunne læse sine egne lange og fabulerende stile. 

  

Når jeg tager det op her på denne blog, så er det fordi rigtig mange kreative personligheder ifølge pålidelige kilder har været ordblinde (jfr. Bubber). 

   Som jeg tidligere har skrevet om, så er der mange af de særligt kreative der har haft problemer i skolen, og nogle af de problemer kan jo godt tilskrives ordblindhed - og ikke bare et vanskeligt sind eller problemer med de sociale relationer.

Lidt research på nettet fortæller følgende om ordblindhed:

• At det for en stor del er arveligt bestemt.
• At mellem 5 og 10 procent af befolkningen er ordblinde.
• At "entreptrnør-personligheder er fem gange så hyppigt ordblinde, som befolkningens gennemsnit. 
• At der ingen sammenhæng er mellem ordblindhed og intelligens.
• At relativt flere ordblinde er venstrehåndede og har hypermobile led end gennemsnittet i befolkningen. 
• At orblindhed kan sættes i forbindelse med skader i nogle af venstre hjernehalvdels sprogcentre
• At ordblindhed kan hænge sammen med blandet dominansforhold i hjernen omkring bevægelse, hørelse og syn (fx kan have højredominante hænder, men venstredominant hørelse, eller syn)

Denne sidste teori synes jeg lyder rigtig overbevisende. Her er et citat der belyser dette fænomen - mere kan læses ved at følge linket:

Neurological disorganization develops when there is mixed dominance between the dominant hemisphere of the brain and what is supposed to be the dominant eye, ear, hand or foot. Mixed dominance and neurological disorganization occurs when for instance: a child eats, throws, and writes with the right hand, kicks with the right foot, sights a telescope with the right eye, but listens and takes in information with the left ear. This child will accomplish other tasks with the dominant right side of the body but will listen to the phone with the left ear or may turn their head to the right to favor the left ear when listening intently. This mixed dominance is not limited to just the ear but can occur in the eye, ear, hand or foot in any combination.         http://www.craigstell.com/solutions_for_dyslexia.html

Den teori kan fx forklare hvorfor en særlig - og kontroversiel lydterapi "Volfairmetoden" - faktisk synes at hjælpe ganske mange ordblinde.

http://www.lydterapi-fredericia.dk/14118567

At mange kendte kreative personligheder har været ordblinde kan finde mange web-sider der fortæller:

http://www.dyslexia.com/famous.htm

http://www.dyslexia-test.com/famous.html

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_people_diagnosed_with_dyslexia

Blandt dem kan nævnes: H.C.Andersen, Albert Einstein, Pablo Picasso, Leonardo da Vinci, George Washington. 

   Her er en video der opregner en masse navne på kendte ordblinde

Og her en video der fortæller mere om de oplevelser kendte ordblinde har haft og de reaktioner de har mødt i skolen:

Det man ikke kan vide, er hvordan sammenhængen mellem kreativitet og ordblindhed er. Det kan være at ordblinde handicappet tvinger nogle børn og unge der har det, til at kompensere ved forstærket udnyttelse af andre evner, evner som i øvrigt udspringer af høre hjernehalvdels specialiseringer. 

    Eller det kan være at det der ud fra et læse-skriv-tale-synspunkt virker som en konstruktionsfejl i hjernen, samtidig kan være en konstruktionsfordel i forhold til andre former for mentalt og kognitiv udfoldelse som det at musicere, male, lave film, være skuespiller. 

Under alle omstændigheder er det en skandale at skole-systemet i så mange år har udvist så meget mangel på professionalisme i forhold til ordblindhed og hjælpen til dem der har handicappet.