Dysleksi eller ordblindhed - frustration og kreativitet - og nogle neurologiske forklaringer

Da et af mine børnebørn er begyndt i skole og efter alt at dømme er ordblind - fagsprogligt betegnet dysleksi - så har jeg genbesøgt og researchet på sagen. Blandt andet fordi lærerene og ledelsen tilsyneladende er uprofessionelt blanke på området.

   

Jeg har skrevet om ordblindhed tidligere her på bloggen. Jeg er selv ordblind - i mildere grad - en af mine døtre er det også, hendes mand er det - og derfor sandsynligvis begge hendes sønner.

   Her beskriver jeg nogle af de forhold som jeg selv har oplevet og min datter - og også om at mange kendte og kreative mennesker har været ordblinde:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orblindhed-og-kreativitet.html

For eksempel har jeg tidligere skrevet om følgende kreative personligheder som er/var ordblinde: Thomas Blachman, Susanne Bier, Steven Jobs, Mikkel Lomborg (alias "Her. Skæg"), Bubber.

   Lidt research fortæller at H. C. Andersen, Einstein og Steven Spielberg også var ordblinde. Og nettet fortæller side op og side ned om kendte mennesker: forskere, politikere, sporstfolk, kunstnere - der var ordblinde.

   

I det her indlæg beskriver jeg blandt andet konceptkunstneren Gudrun Hasle som har udnyttet sin ordblindhed som motor for kreative udtryk - altså som en kreativ restriktion:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/ordblindhed-og-kreativitet-2-case.html 

Når mange kreative mennesker har dysleksi, kan man altså forestille sig at deres kamp for at finde på strategier for at overkomme dette handikap, fremmer de dele af hjernen som i øvrigt forbindes med særlige kreative evner: især den højre højre hjernehalvdel.

"Ordblindhed" er ikke verdens bedste ord for problemet. For man er ikke blind i forhold til ord, og det man har problemer med er i høj grad opfattelsen og afkodningen af lyd inden for forskellige dimensioner af sproget, det der på engelsk omtales som "phonetic awareness". Det vil derfor ofte være en fordel at bruge det faglige fremmedord "dysleksi" frem for "ordblindhed".
   De typiske symptomer på dysleksi inkluderer staveproblemer, problemer med at genkende lyde i ord, problemer med at opfatte og bearbejde hurtig visuel information, og problemer med at sige ord hurtigt og straks når man ser et billede af det det refererer til.

I det følgende vil jeg beskrive hvad årsagerne er - eller kan være - til ordblindhed/dysleksi, hvordan det ytrer sig, og hvad man kan gøre ved det for at det ikke skal blive alt for ødelæggende for barnets selvværd - som ellers præcis er det der kendetegner de fleste nu voksne ordblindes erfaringer med skolelivet og klasseundervisningen.

Men først lige en opregning af de typiske kendetegn for dysleksi. De fleste ordblinde/dyslektikere har 10 eller flere af nedenstående kendetegn. Disse kendetegn kan ændre sig fra dag til dag eller fra minut til minut. Det mest påfaldende kendetegn ved dysleksi er netop det skiftende funktionsniveau.

Kendetegn ved læsning og læring

   Når personen:

• klager over hovedpine, ondt i maven, svimmelhed eller kvalme, når der læses.
• har vanskeligt ved at lære alfabetet og oversætte bogstaver til lyd, og bogstavsekvenser til ord. Har generelt nedsat læseforståelse.
• spejlvender bogstaverne p/b, b/d, J/L.
• bliver forvirret over bogstaver, tal og andre symboler.
• klager over at se ting, der ikke er der, eller ting, der bevæger sig, under læsning.
• virker til at have synsproblemer, selvom en synstest ikke påviser nogen.
• har svært ved at omsætte idéer til ord.

Kendetegn ved taleevne og hørelse

   Når personen:

• er sen til at lære at tale, har talevanskeligheder eller svært ved at benævne ting ved navn, selvom man godt kan se, at barnet ved, hvad der tales om.
• har svært ved at udtale ord med flere konsonanter (f.eks. strømpe, springe, længst).
• har svært ved at formulere sig. Det er, som om talen ikke kan følge med de tanker og billeder, der farer rundt i hovedet. Der springes fra billede til billede imens personen fortæller, og tilhørerne kan have svært ved at følge med.
• hører ting, der ikke er blevet sagt, så der nemt opstår forvirring omkring kommunikationen.
• lader sig nemt distrahere af lyde.
• har svært ved at følge en mundtlig instruktion.

Motoriske kendetegn på dysleksi

   Når personen:

• har svært ved at holde på en blyant og svært ved at skrive.
• har svært ved at holde på kniv og gaffel.
• har koordinationsproblemer, især finmotorisk - er eksempelvis dårlig til at gribe en bold.
• er meget praktisk orienteret.
• har svært ved at skelne mellem højre/venstre, op/ned.
• hurtigt bliver køresyg.

Kendetegn ved regning og tidsfornemmelse

  Når personen:

• har svært ved at tælle korrekt (spejlvender tal) og ikke behersker de matematiske symboler.
• har god matematisk forståelse, men ikke forstår spørgsmålene i matematikbogen.
• har svært ved at læse, kende klokken og mangler tidsfornemmelse.
• har svært ved at huske ugedagene og månedernes rækkefølge.

Kendetegn ved hukommelse

   Når personen:

• har en ekstremt god hukommelse, hvis det drejer sig om erfaringer, ansigter m.m. 
• har svært ved at huske rækkefølger og mundtlige instruktioner. 
• hovedsaglig tænker i billeder og følelser, og ikke med lyde eller ord (ingen indre-monolog/dialog).

Kendetegn ved fysik, adfærd og personlighed

   Når personen:

• har svært ved at holde orden i sine ting - eller er et overdrevent ordensmenneske.
• hurtigt bliver frustreret og emotionelt påvirket.
• er meget tidligere eller senere i sin udvikling end de fleste andre børn, hvad angår bestemte færdigheder. Eksempelvis tidligere til at gå eller senere til at tale.
• er overfølsom og allergisk over for madvarer.
• er følsom over for øreinfektioner.
• har stor opmærksomhed på omverdenen og er med i alt, hvad der foregår i omgivelserne.
• er mere nysgerrig end gennemsnittet.
• har en stærk følelse af retfærdighed og er emotionel og følsom.
• har gode sociale og menneskelige egenskaber. Er socialt intelligent og dygtig til at aflæse mennesker.
• oplever, at symptomer og fejl bliver forværret under pres, ved stress, emotionel spænding, sygdom m.v.
• har et negativt selvværd, og bliver hurtigt frustreret og emotionel.
• har svært ved at koncentrere sig, er hyperaktiv eller en dagdrømmer.

Det er naturligvis en overvældende lang liste, og en dyslektiker har naturligvis ikke alle disse kendetegn samlet. Men jeg kan genkende mange af kendetegnene - også  fra andre ordblinde jeg kender.

   Det er imidlertid slående for mig hvordan en del af personegenskaberne også passer med egenskaber som kendtegner HSP´ere - højsensitive personligheder - og ADHD´ere (tidligere omtalt som "damp-børn").

   Nogle af de egenskaber kan også genfindes fra den liste jeg andetsteds har opregnet på egenskaber som kendetegner 'den særligt kreative personlighed'. 

Mange af kilderne forklarer dysleksi - primært - med problemer i afkodningen af lyd, som denne her undersøgelse:

Personer, der lider af ordblindhed, har svært ved at skelne mellem tale og baggrundsstøj. Det viser en ny amerikansk undersøgelse.

   Børn og voksne med ordblindhed har svært ved at skelne tale i støj; for eksempel en lærer, der underviser i et støjende klasselokale.

   Det viser resultaterne fra en ny undersøgelse, der antyder at ordblindhed både er et høre- og et læseproblem.

   Undersøgelsen anbefaler også, at personer med ordblindhed med fordel kan placeres forrest i et klasseværelse eller udstyres med høretekniske hjælpemidler såsom støjreducerende høretelefoner for bedre at kunne fokusere.

   De fleste mennesker har en fortsat delvist uforklaret evne til at kunne genkende en stemmes særlige kendetegn og fokusere på den, selv om baggrundsstøjen er varierende og dækker et bredt frekvensområde.

   Børn, der har læsevanskeligheder, har ikke den samme skelneevne. Deres opmærksomhed bliver hele tiden bombarderet med en uønsket kakofoni aflyd, som gør det meget vanskeligt at koncentrere sig.

Fra www.høreinfo.dk 

En relativt ny diagnose, (C)APD, (Central) Auditory Processing Disorder, kan være en del af forklaringen.

   Funktionshæmningen rammer ikke selve hørelsen, men den evne som de fleste har til at fokusere lyde som er vigtige og sortere andre fra som ikke er relevante. Det er den evne der gør at vi kan tale med og høre andre selvom der er meget omgivende støj i lokalet.

   APD synes at ramme følgende områder i afkodningen:

• Auditiv diskrimination
• Auditiv mønstergenkendelse
• Temporale aspekter af hørelsen
• Talegenkendelse i baggrundsstøj
• Auditive færdigheder ved konkurrerende akustiske signaler (f.eks. dikotisk lytning)
• Auditive færdigheder ved forringede akustiske signaler

En netside forklarer det sådan her:

A CAPD is a physical hearing impairment, but one which does not show up as a hearing loss on routine screenings or an audiogram. Instead, it affects the hearing system beyond the ear, whose job it is to separate a meaningful message from non-essential background sound and deliver that information with good clarity to the intellectual centers of the brain (the central nervous system). When we receive distorted or incomplete auditory messages we lose one of our most vital links with the world and other people.

Ørerne hører altså fint, men hjernen får ikke mulighed for at forstå hvad der bliver sagt fordi den ikke kan udskille lyden fra den man taler med eller høre på, fra den omgivende støj i lokalet. Talesprogets forskellige lyde og omgivelsernes lyde bliver altså "mudret sammen".
   Derfor vil man som regel anbefale at specialundervisning af ordblinde børn foregår i enrum.

En anden delforklaring kan være en svækkelse af den del af hørelsen som ellers skelner mellem lyde som ligner hinanden som m og p (begge læbelyde) i henholdsvis "mil" og "pil" eller mellem d og t som i "dam" og "tam".

   Det kan hænge sammen med en mere overordnet teori kaldet "The temporal processing deficit theory" - en teori som går ud på at dysleksi har at gøre med at hjernen er dårlig til at bearbejde - "processerer" - forskellig lydlige input der følger hurtigt efter hinanden, og derfor ikke kan analysere et ord i dets små lydlige eller grafiske bestanddele som man skal kunne for at forstå nye ord:

Difficulties for processing time in its different dimensions is an amazingly universal characteristic of the dyslexic individual. Thus, it is plausible that a general difficulty for the brain (most probably in the left hemisphere) is to integrate rapidly changing stimuli. Such a difficulty could account for (i) an impaired perception of transient auditory stimuli, such as consonants; (ii) a deficit in generation or judgement of temporal order; and (iii) deficits in multiple stages of reading that utilize rapid processing, e.g. visuospatial letter arrangement, global word-form perception, integration of successive relative word positions during oculomotor scanning. In this context, the central feature of phonological awareness could appear as a typically sequential activity requiring at the same time intact phoneme representation, efficient temporal processing of the phonemic constituents and adequate maintaining of information in short-term memory.

http://brain.oxfordjournals.org/content/123/12/2373.lon

Endelig kan den slags problemer - og altså specifikt ordblindhed/dysleksi - have at gøre med at hjernen hos ordblinde "processerer" sprog anderledes end flertallet - nemlig delvist med højre hjernehalvdel og delvist med venstre,  hvor det normale er at de centrer som bearbejder sprog, alle sidder i venstre hjernehalvdel. 

   Det vil sige at hos ordblinde skal de to hjernehalvdele arbejde sammen og synkronisere på tværs af de to hjernehalvdele når sprog skal forstås eller udøves. Det sker via neurologiske signaler formidlet gennem hjernebjælken - også kaldet 'corpus callosum'.
   Og det kan give både en langsommere bearbejdning af indkomne signaler, og at det der bearbejdes huskes dårligere.

  

Her forklares og illustreres det nærmere:

Dyslexia is a medical condition that results in individuals having difficulty in the areas of language processing. Dyslexia is the most common learning disability. It affects approximately 1 out of every 5 individuals in our country. It is a neurological condition that requires an educational treatment. 

   Individuals with dyslexia process information in a different part of the brain than do non-dyslexics. Individuals with dyslexia tend to be creative and exhibit a high level of intelligence – it has nothing to do with IQ!

   Definition of dyslexia from the International Dyslexia Association:

   Dyslexia is a specific learning disability that is neurological in origin. It is characterized by difficulties with accurate and/or fluent word recognition and by poor spelling and decoding abilities.  These difficulties typically result from a deficit in the phonological component of language that is often unexpected in relation to other cognitive abilities and the provision of effective classroom instruction. 

   Secondary consequences may include problems in reading comprehension and reduced reading experience that can impede growth of vocabulary and background knowledge.

   Non-dyslexics use three areas on the left side of the brain to process language.

The center area is for automatic word retrieval.

   Dyslexics tend to use the right side of the brain to process language, which is an inefficient method. They have great difficulty remembering words they have recently encountered, and their processing speed tends to be slower.

De neurologiske forskelle i hjernen mellem ikke-dyslektikere og dyslektikere som afsløres ved skanninger, tyder på at hjernen kompenserer for mangler i de to bagerste sprogcentrer i venstre hjernehalvdel med øget aktivitet i andre områder, dels det forreste område i venstre hjernehalvdel og dels i den bagerste del af højre hjernehalvdel (som vist ovenfor):

Her følger en forklaring som er oplæg til en af de former for behandling som forsøger at "omprogrammere" hjernen, så venstre hjernehalvdel genovertager hele sprogbearbejdningen, og højre hjernehalvdel holder op med at blive overbelastet:

In a nutshell:

The dyslectic person is using his right hemisphere instead of his left to read and spell.

In great detail:

The two most important contributers to dyslexia are an underutilized left-hemisphere, and an out-of-whack central bridge of tissue in the brain, called the corpus callosum. 

   But why does it matter which side of the brain you use? 

   Because the left-hemisphere is programmed to do the things you need for reading and the right is not.

 The left can:

    - match a letter with its sound,

   - handle information that comes into your brain in strings, like the sounds in a word -   one letter after the other, rather than seeing a word as a single picture,

   - separate a word into its individual sounds, and understand grammar and syntax.

The right hemisphere is different. It deals in areas and space and patterns. It doesn't understand parts of speech, or keep track of letter-order in spelling. It "reads" a word as a line drawing that it has been taught has a meaning, -- a sketch, not a line up of sounds. So if it sees this:

or this:

it knows that these "drawings" represent a place where somebody lives. But it is just as apt to say home or residence (or igloo or tepee) as house.

   You can see that if the left side leaves the reading to the right side, the result can come out as scrambled eggs.

   As to the corpus callosum, it is a bridge of nerve cells over which information from one side of the brain gets to the other. Everything you see or hear goes to both sides, but each side has it own specialty. The corpus callosum not only transfers information, it helps decide which is the appropriate side, and sends it there.

   Obviously a wimpy CC may not deliver language tasks to the left where they belong. On top of that, it transmits slowly, so part of the information arrives out of sync with the rest.

   As if all that weren't enough, the language areas in the dyslectic brain tend to be smaller than they are in a standard brain. Now you take a wimpy corpus callosum, an over eager right-hemisphere, and an undersized left language area, and you have the recipe for trouble.

http://www.dyslexia.org/what_causes.shtml

En variant af denne teori er at der ikke er sket en koordineret fordeling af "dominans" af de forskellige afdelinger i hjernen som skal arbejde sammen når man lærer at læse. 

   Man kan fx have en højredominant hørelse og et venstredominant syn, og det kan give ukoordineret signalforvirring i hjernen når syn og lyd/hørelse skal integreres i forsøget på at læse ud fra det man har hørt - eller omvendt.

Når et sprogcenter er flyttet over i højre hjernehalvdel (og aktiviteten i sprogcentrene i venstre hjernehalvdel er relativt svækket), så kan man forestille sig at det skaber problemer for de centres arbejde som i forvejen er placeret i højre hjernehalvdel, fx arbejde med musik, ansigtgenkendelse og rumlig orientering.

   Normalt "processeres" musik i højre hjernehalvdel. Og dyslektikere har ofte problemer både med at synge rent og ramme toner, følge melodier og læse noder. 

   Normalt "processers" ansigtgenkendelse, stedgenkendelse, retningsorientering, og objekt-genkendelse i højre hjernehalvdel - og noget af det foregår i de dele af hjernen som modsvares af - er et spejlbillede af - sprogcentrene i venstre hjernehalvdel. 

Crucially, the area of the brain used for recognising faces is the mirror image of the region of the brain that shows reduced activity in dyslexics. Recent studies have indicated a possible link, showing that some dyslexics also have difficulties with face recognition.

Her er referat af en forsker der kobler problemer med dysleksi sammen med problemer med ansigtgenkendelse - også kaldet 'prosopagnosia' - og andre former for "genkendelsesfunktioner". Og han mener at kunne føre en sådan kombination af "svækkede" funktioner, sammen med fejl i nogle gener som styre den såkaldt "neurale migration" i udviklingen af fosterets hjerne:

To account for the phonological problems in dyslexia and its comorbid conditions, French neuroscientist Franck Ramus and his colleagues have proposed that dyslexia results from neural migration errors. According to their model, these errors occur while the brain is developing prenatally, and the errors lead to cortical anomalies concentrated in the brain regions critical for phonological processing (left perisylvian cortex). For example, small clusters of neurons (approximately 50-100) may end their migration in the wrong layer of cortex, which leads to disorganization in that bit of cortex. Not surprisingly, when neural migration errors are present in an individual, they are not usually limited to one brain area, but rather occur in a number of regions. When multiple brain areas are affected in someone with dyslexia, then that person will have other impairments. The type of impairment will depend on which other brain regions are disrupted. Support for this neural migration account comes from genetic studies of dyslexia: Four genes have been linked to dyslexia, and all four genes contribute to neural migration.

http://www.faceblind.org/links/Face%20to%20Face%20Newsletter%20-%20Winter%202013.pdf

Ud fra disse teorier kan man så også ved at søge på nettet finde forskellige former for tilbud om "terapier" hvis mål er at påvirke den plastiske hjerne og dermed gør frustrationen over besværet med at lære at læse og skrive mindre for de ordblinde, terapier som fx den nævnt ovenfor.

   Nogle arbejder på at få opbygget og aktiveret de svækkede eller dårligt fungerende sprogcentre i venstre hjernehalvdel. 

   Andre går ud på at ændre på høredominansen. Og man kan finde former for lydterapi som skulle kunne normalisere "hørebalancen" som her eksemplificeret:

Ved du, om du er orddøv eller ordblind, og ved du at, at 80% af de der kaldes ordblinde, i virkeligheden er orddøve? (Undervisningsministeriets undersøgelse), og at besvær med at lære at læse ofte handler om manglende hørebalance?

   For at kunne opfatte sproglydene rigtigt, er det vigtigt at have en god hørebalance, samt en højre høredominans.

   Om det er tilfældet, afdækkes ikke af høretesten, der foretages i skolerne. Derfor kan man godt få at vide, at hørelsen er fin, og alligevel har barnet svært ved at læse og stave. Man kan vel sige sige, at sproglydene bliver forvrænget (hvis hjernen har venstre høredominans).

   En test på lydklinikken viser ofte, at disse forhold ikke er på plads.

   I disse tilfælde hjælper træning og øvelse meget lidt.

   Til gengæld er hurtige fremskridt ikke ualmindelige, når høre-

balance og dominans kommer på plads.

   Med ca. 10 min. daglig lytten til specialkomponeret musik, der månedligt justeres i forhold til nye høretest, er det ikke usædvanligt, at vi ser, at 2 års væren bagud på det sproglige område indhentes på et halvt år.

http://www.lydterapi-fredericia.dk/14118567

Ordblindhed og kreativitet (2) - case: Gudrun Hasle

poletigen fra i lørdas hade i kulturtilæget et langd potratintervju med kånstnern Gudrun Hasle. rubriken lød:

EN KUNSTNERS VUGGEGAVE

Journalisten var Gudrun Marie Schmidt.

   Interviewet var dybt interessant, ligesom Gudrun Hasles kunst er det - og sær og mærkelig og original og anderledes.

   Det negative, et markant handicap 'ordblindhed' - vendes til sin modsætning: noget positivt, en central del af et originalt personligt kunstnerisk indhold og budskab. Og med udnyttelse af et udtryksmiddel der bestemt heller ikke i sig selv ikke har nogen høj status eller en accepteret plads blandt paletten af traditionelle kunstneriske udtryksmidler: BRODERI!.

Ordblindhed og kreativitet - er der en generel sammenhæng?

   Det spørgsmål har jeg forholdt mig til i en række indlæg. Dels et generelt sammenfattende indlæg for lidt over et år siden som kan læses her, og som man med fordel kan læse inden man går videre:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/orblindhed-og-kreativitet.html

Og dels har jeg i en række indlæg om særligt kreative personligheder noteret og fremhævet at de var ordblinde, og at de, blandt andet som følge af det, havde problemer med at klare sig - og få udbytte af - en traditionel skoleundervisning. De blev ofte af lærerne opfattet simpelthen som mindre begavede - eller rent ud sagt: som dumme!

   Blandt dem jeg har skrevet om med dette handicap er: Thomas Blachman, Susanne Bier, Steven Jobs, Mikkel Lomborg (alias "Her. Skæg"), Bubber.

   Lidt research fortæller at H. C. Andersen, Einstein og Steven Spielberg også var ordblinde. Og nettet fortæller side op og side ned om kendte mennesker: forskere, politikere, sporstfolk, kunstnere - der var ordblinde.

Min interesse for spørgsmålet om der er en sammenhæng, bunder også i at jeg selv er ordblind i lettere grad, og at jeg har en datter og en svigersøn som også er det.

   Mellem 5 og 10 procent af befolkningen lider af en eller anden form for ordblindhed (der er nemlig en række forskellige typer), og det danske skolesystem og den danske lærerstand har i mange, mange år ikke taget handicappet alvorligt.

   Det er efter min mening en faglig og pædagogisk skandale.

 

Med Gudrun Hasle har vi så endnu en kunstner for hvem ordblindheden er blevet skæbne, og en 'kreativ restriktion' som hun har lidt under og lidt med - og til sidst har udfoldet sig kunstnerisk gennem. Vendt fra et stigmatiserende handicap - til en kunstnerisk styrke.

Manchetten til interviewet er langt, men to the point:

Billedkunstneren Gudrun Hasle har en medfødt svaghed. Ordblindheden, der kaster skygger over store dele af hendes barndom, fik hende til at skære i selv selv og gav hende diagnosen personlighedsforstyrrelse. I dag er det hendes styrke på den danske kunstscene, hvor hendes første store soloudstiling på et stort dansk kunstmuseum sidste år blev nomineret til årets bedste udstilling af landets anmeldere. Hun er historien om en frisættelse på vaklende bogstaver - og om det overrumplende i at indse, at det er i det uperfekte, det anderledes og det særprægede, vi er allermest os selv.

Udstilling:

(...)

Se og læs hele Gudrun Hasles "livs histore" her:

http://gudrunhasle.dk/dansk/livshistorie/

Gudrun Hasle er performance- og konceptkunstner, og har samtidig det til fælles med en lang række moderne kunstnere, både forfattere og billedkunstnere, at hun uhæmmet og grænseoverskridende trækker på den kreative "hovedstol" - eget intime liv og egne private erfaringer. 

   Hendes morfar var forfatteren Thorkild Hansen.

   Hun udstiller bogstaveligt talt sig selv - her i 2. potens:

Udstilling: Sydhavn Statopm: Gudrun Hasle: Uden titel, 2013. Foto: Morten Jacobsen.

Underteksten til fotografiet i fire ens udgaver ser sådan ud:

Jeg fant det har billed iblant min morfars fotografirer. han skraved en artikel om det ny åbned Pompidou center. jeg hved ikke om han to billed selv eller har fik det fra et bero.

Der er et klart æstetisk og mentalt slægtskab med fx Karl Ove Knausgaard og hans "Min Kamp"-romanserie.

   Gudrun Hasle er også ånds- og æstetisk beslægtet med Kirsten Justesen, som jeg tidligere har skrevet om på bloggen her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/07/grafitti-strik-yarn-bombing-blending.html

Se også dette indlæg om 'verbal strikekunst' med afsæt i Lisa Anne Auerbachs arbjeder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/lisa-anne-auerbach-strikkekunst.html

Publikum til Gudrun Hasles udstillede "brodered tegster" oplever som i et spejl hendes besvær med at indkode og afkode retstavet skriftsprog, idet det er mindst lige så besværligt for "os" at læse og forstå hendes 'lydskrift'. 

   En typisk kreativ om- og spejlvending: "Hvad hvis det modsatte var tilfældet?" - "Hvad hvis ret var vrang og vrang var ret?"

   Det beskriver hun selv således:

»Vi bliver jo bombarderet med tekster ude i samfundet, bare prøv at tage en tur ned ad Nørrebrogade. Men man tænker normalt ikke over alle de her ord, der er omkring os. Ikke medmindre der er en stavefejl. Så ser folk det med det samme«.

   De små fejl i sproget får en kæmpe opmærksomhed helt af sig selv, siger hun.

   »Det er også noget af det, jeg får forærende ved, at det er kunst. Så er mine ord allerede ophøjet til noget højere. Derfor kan man ikke kritisere stavefejlene«.

   Når publikum står foran sætninger, som er lydstavet af Gudrun Hasle, er verden vendt på hovedet, siger hun.

   »Pludselig er det læseren, der skal kæmpe for at forstå teksterne. Når jeg laver mine stavefejl, skal publikum jo bruge dobbelt så lang tid på at læse som normalt. På den måde kommer de til at opleve, hvordan det er at stå i en svagere position«.

   Det er det kunstneriske arbejde med de lydstavede ord, der har gjort, at Gudrun Hasle ikke længere skammer sig.

   »I dag kan jeg jo se, at stavefejl også handler om samfundsstrukturer. Det kan være en måde, man kan holde folk nede på og gøre sig bedre end andre. Nogle folk går jo amok, hvis andre laver bare en lille stavefejl. I dag synes jeg nærmest, det er sjovt, hvis folk har et problem med mine fejl. Jeg har fået det sådan: Okay, skal vi slås?«.

Det fremgår af interviewet i Politiken at Gudrun Hasle i sin tidlige barndom har oplevet en dobbelt flytning og det rod-tab der følger med.  

   Hendes forældre flyttede til Thailand da hun var 5 år, og den tid var som et lykkeligt eventyrland, fremgår det. Og så rejste de tilbage til Danmark da hun var 7 og hun begyndte i en kommuneskole. 

   Det traumatiske vendepunkt beskriver hun således:

På første skoledag skulle alle børnene sige et ord og pege på det første bogstav. Mens alle forældrene så på, sagde Gudrun Hasle selvsikkert »æble« og pegede på A.

   »Den oplevelse har prentet sig ind i mig. Som en utryghed, en fornemmelse af at opdage, at der var noget, jeg ikke kunne. Som jeg burde kunne«, siger hun.

   I lang tid lød forklaringen, at barnet var tosproget, og at det måtte være årsagen til, at hun ikke kunne lære at læse. Da det blev ved, begyndte hun at få ekstraundervisning. Blev hevet ud af de almindelige timer og sad alene sammen med en lærer, der viste hende trykte kort med småord på. Der. Det. Han. Hun. Er.

   »Men noget af det sværeste for en ordblind er at genkende ordbilleder, så det var vitterlig totalt nonsens for mig«, siger hun.

   Hun begyndte også at gå til skolepsykolog, ligesom en velmenende lærer fortalte hendes mor, at vanskelighederne med ord og bogstaver var psykisk betinget. På broderiet er han til møde med Gudrun Hasles mor, mens datteren sidder og gemmer sig i baggrunden.

Typisk for den afgrundsdybe uvidenhed i skolesystemet mht. ordblindhed, blev hun flere gange testes med resultater der viste at hun var højt begavet, havde et stort ordforråd og udtrykte sig glimerende mundtligt, så man forstod simpelt hen ikke at hun havde problemer med at læse og skrive: "De fattede ikke hvordan det kunne være et problem når jeg var så godt begavet."

   Faderen bliver alvorligt syg (og dør?), Gudrun kommer under psykiatrisk behandling - og derefter på en ungdomspension for unge med psykiske lidelser. Her er der en pædagog der for første gang gør noget ved det grundlæggende problem, idet hun af ham får et computerprogram for ordblinde som gjorde at hun endelig lærte at læse. 

   Vendepunktet for alvor sker da hun kommer ind på Det Fynske Kunstakademi, endelig et sted og et miljø hvor hun ikke følte sig fremmedgjort, afvigende og udenfor:

»Det var virkelig et gennembrud for mig at komme på akademiet. Endelig var jeg et sted, hvor det var okay at sige, at jeg kun interesserede mig for kunst«, siger hun.

    »Jeg har hørt utrolig mange lydbøger og helt vildt meget P1 hele mit liv, fordi jeg altid har været virkelig, virkelig angst for at være dummere end alle andre. Derfor var jeg ofte blevet skudt i skoene, at jeg brugte for svære ord og var snobbet«.

   Gudrun Hasle beskriver sig selv som en form for »uboglig intellektuel«, der længe ikke havde noget sted at gå hen, fordi intellektuelt arbejde er vævet så tæt sammen med netop læsning og skrivning. Da folk på akademiet begyndte at bruge ord som diskurs, når de talte om kunst eller diskuterede værker, følte hun umiddelbar lykke.

På næsten alle måder er Gudrun Hasle som kunstner prototypen på den særligt kreative personlighed, som jeg jævnligt har beskrevet her på bloggen. Det får man får en udmærket dokumentation for i Karen Elsebeth Jensens artikel som kan læses på Gudrun Hasles hjemmeside under rubrikken "tegst". Her et par citater:

En central problematik i Gudruns værker er den udstødtes eller udenforståendes position i samfundet. Gudrun tematiserer det at være anderledes - at befinde sig i grænsezonen uden for samfundets normer og konventioner, som man af den ene eller anden grund har svært ved at leve op til. De menneskelige vilkår er således et vigtigt aspekt af Gudruns kunstneriske undersøgelser, og som i de senere års tendens inden for samtidskunsten tager Gudrun udgangspunkt i sit eget liv. Herved reflekterer hendes værker både den personlige historie samt en række mere generelle vilkår for individet i dets sociale og kulturelle kontekst.

(...)

I sine værker behandler Gudrun ordblindheden som et handicap, hun må leve med og forholde sig til hver dag. Selv beskriver hun det at være ordblind som en følelse af at være indenfor og udenfor på samme tid, og at man er nødt til at gå omveje for at opnå den samme viden som alle andre. Dette medfører en form for fremmedgørelse - både i forholdet til hende selv, i og med hendes skrift ikke harmonerer eller stemmer overens med det, hun ønsker at udtrykke - og i forholdet til andre mennesker, hvis skriftlige ytringer hun ikke kan forstå og dermed identificere sig med. 

http://www.gudrunhasle.dk/tegst/

Ordblindhed hører neurologisk set i samme kasse som fx. synæstesi, farveblindhed, ADHD, tonedøvhed, som (dys)funktionelle afvigelser i hjernens arkitektur og nervebaner inden for en normalpopulation. Og det ser ud til at mange af disse afvigelser ikke bare er genetisk betingede, men også genetisk forbundne:

15% of people who have synesthesia have a history of someone in their first degree family having dyslexia, autism, or attention deficit disorder.

En del af disse afvigelser lærer folk som voksne at leve helt normalt med. Og blandt de mennesker med ADHD og synæstesi er der en del der har oplevet deres mentale særpræg som - i det lange løb - en kreativ gevinst.

   Sådan også med Gudrun Hasle og hendes ordblindhed. Til slut i interviewet forholder hun sig nemlig til sin ordblindhed som en gave:

»Det var noget lort, mens jeg var barn, men som voksen vil jeg sige, at det har været en gave. Nu ville jeg ikke lave det om. Så ville jeg jo også være et helt andet menneske«, siger hun og tænker lidt.

  »Og det ér jo også fantastisk. At jeg har mit eget sprog. Min helt egen niche i sproget. Det synes jeg faktisk er helt vildt privilegeret«.

Som led i min research fandt jeg flere hjemmesider hvor der var foretaget sammenkobling mellem ADHD og ordblindhed, som de her hvor der nævnes en lang række kunstnere og videnskabsmænd som menesat have "lidt af" begge :

http://www.slideshare.net/LyngeHansen/ordblind-og-adhd-del-1http://www.slideshare.net/LyngeHansen/ordblind-og-adhd-del-2

Sindets "indre øje" - om ansigtsblindhed og andre syner - hos Oliver Sacks

'Forestillingsevne' er et andet ord for 'fantasi'. Og fantasi er jo en vigtig del af det at kunne være kreativ. Det kan både være en "evne" man har, som når mine forældre om mig sagde da jeg var dreng. "Du har en livlig fantasi". Og det kan være produktet af denne evne, som når man siger: "Den bog er en fantasi over...", eller: "Det billede er en fantasi" - her betyder 'fantasi' noget der er "opdigtet" - noget der er "fundet på" - noget som "ikke findes i virkeligheden".

   På engelsk kan 'forestillingsevne' oversættes til 'imagination'.

Efter alt det jeg efterhånden har læst om den moderne hjerneforsknings opdagelser, så er det også klart at fantasiens sæde i hjernen er "the default mode network" eller som det også kaldes "the task negative network". Det er blandt andet den del af hjernen som gen- og fremkalder erindringsbilleder "på den indre skærme" fra 'den episodiske hukommelse' - også kaldet 'den autobiografisk hukommelse'. 

   Og den episodiske hukommelse har en klar forbindelse til den visuelle cortex, den del af hjernen som modtager og bearbejder synsindtryk til mentale billeder. Det viser sig nemlig at bestemte områder i den visuelle cortex "tænder" eller "lyser op" ved såkaldt "MRI-skanninger" når den modtager synsindtryk gennem øjnene af fx en hund. Men de samme områder viser sig også at blive aktiveret når man beder forsøgspersoner om at forestille sig eller koncentrere sig om at tænke på 'en hund'. 

 
Forestillingsevnen er ikke kun visuel. Det ser ud til at alle de moduler i hjernen som bearbejder de forskellige ydre sansers input (syn-, høre-, føle-, smage-, lugte- m.fl.), også kan producerer simulationer af disse input uden at de "ydre" sanser har modtaget nogen impulser. Fx kan man høre en melodi, og de områder i hjernen - hovedsagelig i højre hjernehalvdel - som lytningen aktiverer for at man kan høre lydinputtet som melodi, de moduler lyser også op når man "indvendig" nynner den samme melodi. 

   Og så er der det mentale fænomen som hedder 'synsæstesi' hvor nogle menneskers hjerne når de læser ord og sætninger, har en automatisk 'tvungen' forbindelse til den del af hjernens visuelle system som ser farver, således at bestemte ord, bogstaver eller navne forbindes med bestemte farver eller farvenuancer, uden at disse "indresynsfaver" på nogen måde er produceret som et resultat af at øjnene ser disse farver i omverdenen.

    Det man kalder 'hallucinationer' er sådanne visuelle eller lydlige forestillinger som kommer 'indefra' - altså produceret af hjernen på den "indre skærm" uden ydre sansemæssig anledning eller årsag. Og uden at man selv har gjort sig nogen anstrengelse for at fremkalde dem for sit indre blik eller indre øre.

Hvorfor nu denne lange repeterende smøre?

   Jeg er lige blevet færdig med at læse en bog af Oliver Sacks: "The Mind´s Eye", som jeg synes er rigtig spændende - set i relation til begreber som 'kreativitet', 'forestillingsevne', 'den plastisk hjerne' som jeg har skrevet meget om på denne blog.

Oliver Sachs er en af den moderne hjerneforsknings pionerer, og hans mest kendte værk er bestselleren "The Man Who Mistook his Wife for a Hat". 

   Alene titlens tilsyneladende 'absurditet' fænger og fascinerer. Jeg har endnu ikke læst bogen der er helt tilbage fra 1985, men en lang række af dem jeg har læst, referer ekstensivt til ham. Og han har skrevet forord til flere af dem, husker jeg - bl.a. "The Brain and the Inner World" af Marks Solms og Oliver Turnbull. Se nærmere her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/om-indre-og-ydre-sansning-og-task.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/12/freud-i-neuronernes-net-om-en-ny.html

I "The Mind´s Eye" fortæller Oliver Sacks om en række cases med forskellige 'udfald' eller 'skader' i områder af hjernen. Sådan som han efter sigende også har gjort i de tidligere af sine bøger. Det særlige er her at han også bruger og fortæller om sig selv som "case" - det ved jeg ikke om han har gjort tidligere. 

Et af emnerne er 'ansigtsgenkendelse' - og 'ansigtsblindhed'. Mærkeligt nok har vi altså et ganske bestemt snævert område i hjernen som er aktivt når vi genkender ansigter. Og som hvis det skades, gør at man - i større eller mindre grad - har problemer med at genkende ansigter. Og så er man altså 'ansigtsblind' - 'face-blind'. Det er noget man kan være i varierende grad: fra "let" til "svært" og "invaliderende".

   Dette ansigtgenkendelses-område i hjernens højre hjernehalvdel er en del af et større område som er aktivt når man skal genkende ting eller genkende steder. Og også disse områder kan være skadet. Man kan altså være 'sted-blind' og 'ting-blind'. Den faglige betegnelse for det er 'prosopagnosia'.

   Og det siger næsten sige selv at disse mentale skavanker og svagheder altså også er beslægtet med det at være 'ordblind'. De områder i hjernen som er aktive når man skal genkende ord man læser, kan også være skadet, eller forbindelsen til andre områder i hjernen kan være dårlig, så man fx har svært ved at skelne mellem 'd', 'b' og 'p'.

Oliver Sacks skriver kapitler om både ordblindhed, nodeblindhed, og ansigtsblindhed. Og i det afsluttende kapitel om hvad der sker i hjernens visuelle cortex når man er eller bliver rigtig blind.

   Om sin egen 'face-blindness', skriver han i kapitlet om ansigtsblindhed:

I have had difficulty recognizing faces for as long as I can remember. I did not think too much about this as a child, but by the time I was teenager, in a new school, it was often a cause of embarrassment. My frequent inability to recognizw schoolmates would cause them bewilderment an, sometimes, offence - it did nok occur to them (why should it?) that I had perceptuel problems.

Sacks fortæller at han ikke har (haft) problemer med at genkende nære venner, primært fordi de havde specielle markante 'features' der udgjorde 'clues' som han kunne genkende dem på. Størst problemer har han med at genkende ansigter "out of context", dvs. hvis han møder folk han kender, men på et sted hvor han ikke forventer det.

  Men det er ikke kun ansigter han har problemer med at genkende...

It was not just faces. When I went for a walk or a bicycle ride, I would have to follow exactly the same rout, knowing that if I deviated from it even slightly, I would be instantly an hopelessly lost.  (...) 

   At the age of seventy-six, despite a liftime of trying to compensate, I have no less trouble with faces and places.

Hvad har det nu med kreativitet at gøre?

   Først og fremmest dette at en sådan skavank i hjernens neurale forbindelsesveje - 'neural circuits and wiring' - ligesom ordblindhed - kan være et tegn på at der er ekstraordinært "hul" igennem mellem andre dele af hjernen som befordrer kreative mentale processer.

   Men det har også med kreativitet at gøre i den forstand at når man er ansigts- og sted-blind, så må man finde på alle mulige kreative strategier for at kompensere og løse problemet:

Face recognition is crucially important for humans, and the vast majority of us are able to identify thousands of faces individually, or to easily pick out familiar faces in a crowd. People with prosopagnosia need to be resourceful, inventive in finding strategies for circumventing their deficits: recognizing people by an unusual nose or beard, or by their spectacles, or a certain type of clothing.

Ansigtsblindhed kan altså fungere som en form for 'kreativ restriktion', hvor hjernens forestillingsevne finder på mentale om- og genveje veje til at nå målet at genkende et ansigt eller et sted som øjnene ser men hjernen ikke kan huske at have set før.

   Og på mange måder minder det jo om det fænomen at der findes to mentalt klart forskellige problemløsningsmåder og -veje: den lineært logiske skridt-for-skridt måde som er venstre hjernehalvdel-forankret - og den associerende intuitive genvejs-måde som har sit neurale udgangspunkt i processer i den højre hjernehalvdel. Og så var det her jeg fik en af mit livs store aha-oplevelser 

   Det var først sent i livet at Oliver Sacks opdagede - dvs. blev bevidst om - at han selv var ansigtsblind. Det viste sig at han havde en bror der også var det. Og at der meget vel kunne være en genetisk arvelighedsfaktor involveret (ligesom i ordblindhed, og farveblindhed).

Jeg er også ansigtsblind og stedblind

Denne aha-oplevelse skrev jeg om til en god ven som jeg dagen inden havde snakket med om Oliver Sacks´ bøger: 

Kapitlet "Face-blind" er faktisk personligt interessant for mig. Den kliniske diagnose er prosopagnosia.

   Det viser sig at man kan være 'face-blind' - ansigtsblind - ligesom man kan være 'ordblind' - og da jeg er ordblind i lettere grad (når jeg læser ord, læser jeg ikke bogstaverne i ordet og forbinder ikke automatisk et læst ord med dets udtale), så har jeg fået den tanke at jeg måske også selv er 'ansigtsblind' - i lettere grad.

   Jeg har i hvert fald i rigtig mange år haft problemer med at forbinde nye ansigter med navne - og når jeg er til en form for komsammen hvor man skal hilse rundt, så kan jeg nemt kommet til at hilse hjerteligt goddag til den samme to gange uden at jeg opdager det. Og tilsvarende når vi siger farvel, kan jeg uden problemer - for mig - sige hjerteligt farvel to gange.

   Og det er ikke noget nyt: Problemet husker jeg fra langt tilbage i tiden.

   Når jeg nu er blevet opmærksom på det, så kan jeg jo huske alle de kreative teknikker jeg netop har brugt i årenes løb for at huske ansigter og navne på de studerende jeg har haft på et hold som jeg ser med en uges mellemrum et helt semester.

   Det viser sig også at ansigtsblindhed for nogle er forbundet med at de heller ikke er gode til at genkende lokaliteter og derfor nemt farer vild. Også det kan jeg genkende som et problem jeg har fundet kreative måder at omgå langt tilbage i tiden.

   Og denne 'blindhed' kan også være forbundet med at have problemer med at genkende ting. Jeg er berygtet i familien for at lede efter en ting som så ligger lige for næsen af mig, uden at jeg "opdager" at det er den ting jeg leder efter.

   Jeg tolker det ikke som begyndende demens, men som mindre handicaps jeg har lært at leve med og forholde mig kreativt til. Men det er klart en lettelse at finde ud af 'diagnosen' og blive bevidst om 'handicappet'

   Af Sacks bog fremgår det at folk der lider af mildere former for ansigtsblindhed ofte bliver oplevet som lidt arrogante af omgivelserne, og de har selv har tendens til at være lidt sky og tilbageholdende i situationer med mange nye mennesker.

   Ansigtsblindhed, fremgår det også, kan være genetisk bestemt - ligesom ordblindhed eller synæstesi. Fruen kan huske at min far da han i en sen alder begyndte at undervise, fortalte hende at nogle af elverne oplevede ham som arrogant, hvad han ikke kunne forstå, for det lå ham utrolig fjernt at være.

Det viser sig naturligvis at Oliver Sacks også har bidraget med en TED Talk - ligesom Jill Bolte Taylor fra foregående indlæg. 

    Her fortæller han om hvordan de forskellige visuelle centrer i hjernen på forskellige "niveauer" kan producere forskellige former for hallucinationer, og hvordan det at han selv har erfaring med og kan diagnosticere nogle af disse former, betyder en vis "befrielse".

Sådan introduceres hans TED Talk:

Neurologist and author Oliver Sacks brings our attention to Charles Bonnett syndrome -- when visually impaired people experience lucid hallucinations. He describes the experiences of his patients in heartwarming detail and walks us through the biology of this under-reported phenomenon.

Her kommer hans indlæg:

Wow - han er godt nok god - ligesom når han skriver.

(fortsættelse følger)

Oscar-føljeton (4) - Susanne og hendes Oscar i forskellige rammer

I foregående blog-indlæg viste jeg hvordan en række filmjournalister satte den store nyhed om Susanne Biers Oscar for filmen 'Hævnen' i forskellige "forståelsesrammer" - det jeg kalder frames.

   Framen styrer den journalistiske vinkel som er den påstand med nyhedsværdi historien dokumenterer med kilder og citater. Og det er den rammesatte vinkel der giver et eller andet ekstra perspektiv - journalistisk merværdi - til en stor nyhed, som jo til fortrydelse for journalisterne allerede om tirsdagen var "gammel". Efter at kollegerne i de elektroniske medier havde talt hende op til skyerne hele mandagen, så skulle hun nu tales ned tirsdag morgen. Det ville være "nyt".

   I alle tilfælde var konsekvensen af den journalistiske perspektivering i hvert fald at hun og hendes film blev gjort "mindre", trukket ned på jorden, så at sige. Selv om hun og filmen havde fået en Oscar, skulle hun jo ikke tro den var stor kunst, endsige særligt original, var det gennemgående mønster.

Jeg er interesseret i at se hende i et andet perspektiv - teorien om den særligt kreative personlighed. Passer hun ind i den frame? - som jo taler om to (eller flere) personer i én, om at være genert men alligevel også det modsatte, om at føle sig som fremmed og uden for, om at være blevet mobbet i skolen eller andre sociale sammenhæng, om at være blevet flyttet fra et sted til et andet, om at være spændt ud mellem to kulturer, om at have mistet og savnet forældre eller andre nær relationer, om en underliggende vemod, om at være usikker på sin egen identitet og med tvivl om selvværd. Om at være urolig, utålmodig og besværligt krævende. Om at være ironisk og gemme sig bag humorens maske. Om i sig at have en skjult eller åbenlys frustration eller vrede. Og om endelig at føle sig hjemme ved erkendelsen af hvilken slags kunstner man er eller skal arbejde på at blive. Og om at være produktiv og producere som gjaldt det livet.

   Jeg går på jagt på nettet. Og som noget af det første finder jeg endnu en stor artikel af Lotte Thorsen. Et interviewportræt med rubrikken "Susanne Bier: "Det var rædselsfuldt af få så mange bank" - skrevet i anledning af Oscarvinderfilmens danske biografpremiere sidste sommer. I Politiken den 22. august 2010.

   Aha! Bingo! SB er ud af en jødisk familie der måtte flygte til Sverige under tyskernes besættelse. Og hendes far kom til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 30´erne. Hendes mors familie flygtede til Danmark fra Rusland 30 år tidligere. I begge tilfælde emigrerede de på grund af jødeforfølgelser i deres hjemlande.

   Jeg citerer "råt" fra det i øvrigt glimrende og oplysende avisinterview:

"På det nære plan har jeg haft en ekstremt stabil og tryg opvækst. Men der har også hele tiden ligget en følelse af mulig landflygtighed og forfølgelse. Som noget, der var meget reelt."

   "Jeg anerkender, at der er en voldsom brutalitet og uretfærdighed i verden. Men når man har oplevet noget, der er så overgrebsagtigt og helt forkert, så bliver konsekvensen, at man holder endnu mere fast i det, som er rigtigt."

   "Det er nok rigtigt, at jeg altid går efter en form for forløsning. Og at det altid er det etisk korrekte, der får lov at vinde. For det føler jeg, at jeg er nødt til at tro på. Hvis der er én ting, jeg skal fortælle verden, så er det dét. Det betyder ikke, at jeg ikke kan have respekt for bøger eller film, der fortæller noget andet – jeg har bare ikke selv lyst til det."

   "Den der cocktail af at være rastløs og grotesk intens er altid besværlig. Også for omgivelserne. Måske er jeg også lidt for skrap. Hvis der kunne snige sig noget lidt mere flegmatisk ind i mit sind, tror jeg, at alle ville være glade."

   "Jeg har en meget direkte adgang til noget sorgfuldt, som jeg tror hænger sammen med min baggrund og med bevidstheden om, at katastrofen kan indtræde i morgen. Og derfor er det rigtig godt for mig at instruere film, fordi jeg får den vemodighed eller sorgfuldhed adresseret, uden at den får lov at vokse sig stor. Jeg er ikke noget trist menneske, jeg er som regel i godt humør. Men det ligger bare lige nede under overfladen."

I folkeskolen spillede Susanne foldbold med drengene fra klassen under, mens pigerne i hendes egen klasse stod og røg på toiletterne, refererer Lotte Thorsen. SB har været en ret så vild "drengepige", forstår man. Og blev ikke inviteret med når pigerne i klassen inviterede til fester. Og først i gymnasiet blev det opdaget at hun, som mange "visuelle" kunstnere i øvrigt, var ordblind. Men det forhindrede hende ikke i at kompensere ved at læse en masse - drengebøger.

"Jeg havde det hyggeligt hjemme og følte ikke, at jeg var et barn med store problemer. Men  jeg kunne mærke, at der var sådan nogle sociale ting, jeg ikke kunne komme ind i, og så læste jeg i stedet."

   "Hvis jeg havde haft et lidt mere vellykket socialt liv, så havde jeg helt sikkert også været en svagere læser."

   "Jeg har altid været ret barnlig. Og så er jeg faktisk også genert og meget lidt social. Jeg har aldrig været særlig god til at feste, jeg ryger heller ikke og kan kun lide at drikke vin til maden."

   "Det  blev jeg selvfølgelig ked af (...ikke at blive inviteret med til fest). Jeg kan huske, at jeg spurgte dem, hvorfor jeg ikke skulle med. Og så sagde de, at de ikke rigtig troede, jeg ville synes, at det var sjovt. Jeg kunne godt mærke fjendtligheden i det, men jeg kunne ikke rigtig forstå rationalet bag."

   "Jeg var også monster distræt. Og på en eller anden måde irriterede jeg de der piger. Hvilket jeg egentlig godt kan forstå."

  "Jeg var så akavet og kunne slet ikke se mig selv som et kvindeligt væsen. Måske troede jeg, at jeg var med i nogle af de bøger, jeg læste - der var i hvert fald en eller anden form for virkelighedsforstyrrelse i det. Men jeg synes faktisk også, de var ondskabsfulde og tarvelige, de der piger. Det gav mig indtryk af, at jeg var sådan ... taberagtig."

Susanne Bier fortæller også om hvordan hun side fik "hævn". Læs selv. Og hvordan det vendte 180 grader da hun kom i gymnasiet.

   Efter gymnasiet vidste hun ikke hvad hun skulle lave. Det skulle være "noget kreativt", men...

"Hvis man ikke er særligt dygtig til at danse eller synge eller tegne, så ligger der en indbygget retning i det. Men hvis man ikke er det, men stadig følger en kreativ drift, så kan man være meget længe om at finde ud af det." 

Efter at have prøvet at finde sig selv i forhold til sin families religion på en rejse til Israel, og derefter i London forsøgt sig med at studere design, arkitektur og scenografi, prøvede hun at komme ind på den engelske filmskoles scenograflinie, men blev klar over  under optagelsessam-talen  at det var filminstruktør hun ville være (en aha-oplevelse!):

"To uger efter var der genopslag på instruktørlinien på Den  Danske Filmskole, Og så kom jeg ind. Det var et langt tilløb med en forholdsvis kort spurt. Og Filmskolen var en fantastisk tid. Jeg tænkte ikke et sekund på, om jeg skulle noget andet. Det var ligesom at komme hjem."

Hvis man bare har læst nogle få af de tidligere blogindlæg om den særligt kreative personligheds konfliktfyldte personlighedsspaltende oplevelser under opvæksten, så vil man se på hvor mange punkter Susanne Bier "matcher" i den frame. F.eks.også i forhold til Anders Thomas Jensen og Poul Martinsen som jeg skrev om - et par blogindlæg tilbage.

Og selv kan jeg i hendes beskrivelser genkende rigtig meget fra min egen barndom: ordblindheden, at være "monster distræt", at skifte skole flere gange, det at føle sig lidt udenfor, genertheden, at læse som en gal for at kompensere i fantasien, at opleve pludselig at føle sig værdsat i gymnasiet. 

   Hvornår i min ungdom følte jeg at "det var ligesom at komme hjem"? - Det er jeg slet ikke i tvivl om heller. Det var da jeg som udvekslings-student rejste til USA mellem 2. og 3. g. - og i et år kom til at bo og leve som "søn" hos en varm, sjov og livlig kultur- og kunst-interesseret jødisk familie i en nordlig forstad til New York (også omtalt i slutningen af blogindlægget 29/02/11 om Walton Ford). I den familie havde jeg tre lidt yngre "brødre" der alle som voksne blev kunstnere: litteratur, musik, malerkunst. Og som nævnt: "Far" samlede på moderne amerikansk malerkunst.

  Og min amerikanske "mor"? - Jamen, hun var en utroligt moderlig mor. Og havde et stort smil som hun ikke var fedtet med - i øvrigt præcis det samme smil som Susanne Biers, er det pludselig gået op for mig - efter at jeg har set Susanne Bier smile så mange gange på skærmen de sidste uger!

   Et 'match' - mellem de aktuelle billeder på skærmen og så de erindringsbilleder som de har fremkaldt.

Kilde: http://i.pol.dk/ibyen/film/article1041647.ece