Akvarelmaleriets mysterier (21) - flere Burmadrømmerier - og en maleblokering

Selv om mange af bøgerne der introducerer til akvarelmaleriets teknikker, handler om at male blomster og planter som bærende motiv, så har jeg ikke selv turdet kaste mig ud i det. Det er for svært, forekommer det mig. 

   Og det er ikke blevet lettere efter at jeg lige nåede at komme op på Ordrupgaard og se udstillingen med Anna Sybergs  akvareller - hovedsagelig med blomster som motiv. 

   Spændende og tankevækkende, men uha hvor hun er god. Det var også spændende at læse den bog som blev udgivet i anledning af udstillingen - af Line Funder og Sys Hindsbo:

Anna Syberg er en af de få kvindelige malere der omkring århundreskiftet tilkæmpede sig en en vigtig plads i kunsthistorien som pioner og frontløber - men typisk først fik alvorlig anerkendelse af kolleger og de kunstkloge efter sin død.
   Jeg har tidligere skrevet et kort indlæg om hendes mand Fritz Syberg, primært med afsæt i nogle oplysninger om en traumatiseret barndom - med ekstrem fattigdom, tidligt fadertab og en mor som sammen med halvsøsteren endte på fattiggården, mens han selv var arbejdsdreng.
 
Vel nærmest en ren H.C.Andersen-barndom - gange 2:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/06/fritz-syberg-hans-barndomstraumer-og.html

Fritz Syberg er også bl.a. akvarelmaler, en af de store landskabsmalere i nyere dansk kunsthistorie  Og højt anerkendt ved sin død i 1939. På det tidspunkt som den højst betalte maler i Danmark, ifølge dansk Wikipedia.
    Og en læsning af introduktionskapitlet i Erlend Porsmoses bog om hans liv og værk: "Fritz Syberg - kunsten, naturen, kærligheden", gør at jeg beslutter at de to skal have særbehandling i et senere blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier.

Denne gang handler det derfor primært om mine egne akvareller - i fortsættelse af dem jeg har vist og skrevet om i dette tidligere indlæg: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/04/akvarelmaleriets-mysterier-18-burma.html

Det kunne være en god ide at læse det indlæg inden du går videre. 

   Her skriver jeg bla. a. med afsæt i de fire første akvareller jeg malede med motiver fra den rejse til Burma jeg foretog samme med fruen og "moster" for tre kvart år siden:

Jeg var faktisk ret tilfreds med dem. I modsætning til høsten fra mit ophold på Kreta hvor kun et fandt nåde for mit kritiske blik bagefter. Og det var med et foto på nettet som "forbillede" - ikke et af mine egne fotografier fra byen.

   

Mest problematisk var det sidste i serien - bl.a. fordi den smukke kvinde heller ikke var en jeg selv havde tage fotos af på rejsen, og fordi det jeg ville vise, var den "sminke" af okkerfarvet pasta som mange af de burmesiske kvinder havde dekoreret deres ansigter med. 

   Og det mislykkedes totalt. Men alligevel endte maleriet med at blive ikke helt tosset, synes jeg. Jeg har ingen forklaring, bortset fra at jeg - som Kipling - tiltrækkes af disse eksotiske ansigter med skæve øjne, knaldsort hår og olivengylden hud. 

Men det er så en af de nye mål jeg har sat mig mht. til Burma-akvarellerne:

   Jeg vil vise det som når alt kommer til alt var det der gjorde størst indtryk på turen: de smukke og frie burmesiske kvinder som vi mødte mange gange, både som arbejdere i forskellige værksteder, og som sælgere af frugt og grønt, og af smykker og andre former for kunsthåndværk. 

   Og dem havde jeg faktisk taget en del fotos  af - i håb om at nogle af dem kunne bruges som "referencebilleder" (et nyt ord jeg har lært fra akvarellitteraturen - for fotos som man bruger som "forbilleder" for sine egne malede akvareller).

Langt de fleste akvarelmalerier jeg har set, har været med landskabs-, by- og naturmotiver, fx også Olav Rudes som jeg skrev om i ovennævnte indlæg. Og de akvareller jeg producerede på kurserne med Bardur Jakupsson var også landskabs- og bybilleder hvor mennesker ikke indtog nogen central plads i motivet. 

   Heller ikke mine akvareller med motiver fra Kap Verde havde mennesker som centralt motiv.   

Og den første akvarel i anden Burma-ombæring følger sporet - som en slags fortsættelse af det ovenfor med de tre krukker på en balustrade med flodlandskabet som baggrund, men nu kun med en enkelt krukke - og i blåt - og med små sejlende indfødte på floden: 

.

Jeg havde svært ved at komme igang igen med maleriet i midten af maj, så det lettede at fortsætte med de tekniske landvindinger omkring reflekser fra solen, de skyggemodulerede runde former og slagskyggen fra det første krukke-billede. Samtidig med at jeg her og nu kunne frigøre mig mere fra referencefotoet.

Jeg repeterer lige Ramachandrans liste af neuroæstetiske grundprinciper:

• gruppering 
• overdrivelse 
• kontrast 
• isolation 
• borte-tit 
• tilfældighedsafsky 
• ordentlighed 
• symmetri 
• metafor 
• metonym (egen tilføjelse til listen) 

Jeg er sådan set meget tilfreds med den blå krukke-akvarel. 

   I kraft af den ekstra isolation af krukken til et enkelt dominerende eksemplar, valget af den unaturlige, overdrevne blå farve, og indførelsen af de meget små sejlende mennesker i baggrunden som kontrast, giver billedet mig selv en fornemmelse af at der ligger et ekstra betydningslag bag det det viser - at krukken fra at være et metonym på den burmesiske gamle folkekultur, bliver en metafor på noget andet og større - ja, hvad skal jeg sige - på 'den burmesiske sjæl'.

   Det lyder måske lidt højtideligt, men jeg ville gerne med akvarellen give en oplevelse parallelt til den som de store burmesiske tempelklokker giver - dog uden det religiøst-buddhistiske indhold som de bærer med sig.

   Jeg har så i øvrigt også nydt at følge princippet om 'ordentlighed' og 'tilfældighedsafsky' ved kompositionen!

Næste billede var også et jeg havde besluttet at male når jeg kom hjem, nemlig solnedgangen over Bagans eventyrlige pagode-/stupa-slette som jeg har skrevet om i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/03/den-kreative-burmarejse-6-omm-piger.html

Da det kom til stykket var der ikke nogen af de fotos jeg selv havde taget af det motiv - og det var mange - som jeg synes var spændende og interessante nok. Mit kamera og min fototeknik var ikke gearet til det - med kombinationen af modlys, skumring og en næste monokrom farveskala.
   Så jeg endte med nødløsningen, at bruge et af de undelig mange fotos man kan finde på nettet som delvis reference:
   Resultatet er her:

Det er ballonerne der gør forskellen. De tilføjer et moment af 'kontrast' og 'borte-tit' som manglede i mine egne fotos. 

   Samtidig fik jeg afprøvet det at male et næsten monokromt farvet motiv, hvad mange undervisningbøger i akvarel fremhæver som noget man bør eksperimentere med fordi det giver en særlig 'abstraktions'-effekt.

   Lag på lag-teknikken som jo er den jeg indtil videre har dyrket mest, fungerer fint når motivet netop skal have dybde uden mulighed for perspektivlinjer mod et punkt i horisonten. Der lægges simpelt hen flere lag på jo længere frem i mod tilskueren pagoder og træerne befinder sig. 

   Billedet er nok i virkeligheden ikke et solnedgangsmotiv, men et morgendæmringsmotiv. Ballonflyvning med turister foregår tidligt om morgenen inden solen har varmet så meget at der begynder at komme opvinde og vindstød på sletten. 

   Vi fløj ikke i ballon i Burma, men prøvede det i Ægypten. En fantastisk og på mange måder uvirkelig og eventyrlig oplevelse, som jeg selv ikke kan lade være med at læser ind som et betydningslag i denne akvarel.

Her er referencebillederne, både mit eget og det jeg fandt på nettet:

Jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet, men kunne godt tænke mig at eksperimentere med flere forskellige farvenuancer i dybden, så dybdeperspektivet blev et resultat af såvel variation af farveintensiteten som et mere radikalt skift i farver frem mod beskueren.

Så kommer vi til de sidste to akvareller i den nyeste Burma-dreams-serie. 

   Det første blev malet i slutningen af maj - umiddelbart i forlængelse af den billedet med den blå krukke og pagodesletten-billedet. Motivet - en kvinde der sælger frugt og grønt - siddende på en togperron som vores tog holdt ved.
   Hun sad midt i den brændende sol - og havde bredt en blå plastikpresenning ud til at sidde på - og til at have sine varer på.

Den sidste akvarel i serien - af en sejlende kvindelig sælger af smykker til turister på Inlesøen - blev godt nok skitse-tegnet i maj ... Men så gik jeg også totalt og aldeles i stå:
   Jeg oplevede en regulær 'maleblokering'!

     Og hele sommeren hvor jeg havde tænkt jeg rigtig skulle kaste mig ud i udforskningen af akvarelmaleriets mysterier, kunne jeg simpelt hen ikke komme igang. 

   Der kom hele tiden "noget i vejen". Ikke mindst forberedelsen og arrangementet af min 70 års fødselsdag 3.-4. august - med 70 overnattende gæster - blev brugt som en dårlig undskyldning. 

   Men i starten af sidste ug tog jeg tegningen frem, tegnede videre og fik akvarellen malet færdig - eller rettere - måske færdig:

Fælles for de to store akvareller er at da jeg tog referencefotografierne, havde jeg en klar forestilling om at de ville levere nogle af den slags motiver jeg ønskede. 

   Og samtidig vidste jeg at de nok ville blive alt for svære at male i akvarel. Så jeg var på forhånd indstillet på at de ville mislykkes.
   Sikkert dumt.

   Jeg syntes ikke jeg havde noget klart akvarelteknisk fundament at trække på når det gjaldt hele menneskefigurer med ansigter, lemmer, krop og klæder. Og at male mennesker med en delvis naturalistisk ambition, var heller ikke hvad mine 'lærebøger' fokusrede mest på. 

Olav Rude, elev af Fritz Syberg,  formulerede princippet for akvarelmaleriet som proces: at man skal tænke længe og male hurtigt. 

   Det er jo i hvert fald rigtigt for den sejlende smykkesælgers vedkommende. Selv da jeg var kommet i gang, malede jeg først en dag, så en dags pause, så en dag, og så en dags pause, og så endnu en dag med at male. En proces op ad bakke. Og det kan nok ses.

   Det billede tog mindst tre dage at male. Nogenlunde det samme tog det at male grønthandlerinden på perronen, men hun blev malet i et hug tre måneder før.

De to 'figur i miljø-akvareller' mislykkede ikke, synes jeg. Men de har begge klare svagheder. Det er tydeligt at jeg "kæmper med stoffet".

   Begge billeder fortæller om burmesiske kvinder som er fascinerende og tiltrækkende i kraft af deres kropslige og mimiske udtryk. De er selvstændige, de er ikke sky og generte.  De gemmer sig ikke bag slør. Og de arbejder for at leve. Og tjener penge til livets ophold derved.

   Der er fysisk kropslig fremdrift og aktion i dem begge, nogle af de egenskaber jeg også føler mig tiltrukket af i nogle af Degas´ pasteller som jeg tidligere har skrevet om.

  

I begge billeder har jeg dyrket det jeg gennem alle mine akvareller har været fascineret af at vise: det stærke sollys der fungerer som en form-, dybde- og kontrastgivende projektør på motiverne. 

   Og det fungerer her som jeg havde forestillet mig: øjeåbnende og fantasi-stimulerende - og uden sammenligning i øvrigt: lidt ligesom i nogle af Vermeers og Rembrandts billeder. 

   Kvindernes tøj med dybe folder og ansigternes mimik fremhæves stærkt og næsten overdrevent gennem dette valg af naturlig scenebelysning.

Det der er tiltrækkende ved grønthandlersken på perronen som motiv, er vriddet i kroppen - samtidig med at hun sidder låst fast på stedet med benene trukket ind under sig. 

  Den sejlende smykkesælger som rækker hånden ud mod beskueren som en gestus der inviterer til at komme nærmer og se varerne i båden, har samme kvalitet - idet hun er låst fast i sin båd og skal holde den stille med åren i søbunden så kunderne kan se udvalget.

   I begge tilfælde er der et 'interessant' spændingsforhold mellem action og fastlåsthed som jeg intuitivt har ønsket at få frem.
   Men det er først nu - bagefter - at jeg kan se at det er det jer er gået efter.

En særlig styrke ved grønthandlersken på perronen er at de blå nuancer er så gennemgående, og at skyggerne er så skarpe og næsten sortblå. Dermed er de med til - som kontrast - at fremhæve de andre farver - både i hendes tøj og blandt frugterne.

   En særlig styrke ved ved smykkesælgeren er at hun er placeret på en diagonalplaceret åben båd i det grønligttonede søvand, og at hun faldbyder en overdådighed af (billige) turistsouvenirs i form af sølvringe og jadeperlekæder.  Bogstaveligt talt - uden at blinke.

De klare æstetiske svagheder i begge billeder har jeg ikke lyst til at pensle ud nu. 

   Men her er de to referencefotos:

Akvarelmaleriets mysterier (18) - Burma-drømmerier

Hvad er formålet med "kunst"? Og hvad er "æstetik"? 

    Begge spørgsmål har neurologen og hjerneforskeren V. S. Ramachandran forsøgt at besvare i sin fascinerende bog "The Tell-Tale Brain". Og jeg har i tidligere blogindlæg skrevet om, diskuteret og eksemplificeret de 9-10 æstetiske principper som han opstiller på neurobiologisk grundlag. Blandt andet med egne akvareller som "cases".

   Nu har jeg været oppe på hesten igen - med akvarelmaleriet. Fire billeder blev det til. Med motiver fra Burma.

"Den kreative Burmarejs" som jeg har skrevet om i en blogføljeton de sidste par måneder, havde for mig et ekstra kreativt formål - ud over det at opleve at være dugfrisk turist i et relativt nyuåbnet eksotisk turistland - det kreative formål, nemlig, at få inspiration til nogle nye akvareller med nye motiviske, maletekniske og farvemæssige udfordringer.

   'Inspirationen' i praksis oplevede jeg ikke ved at jeg sad og malede foran motivet i fri luft mens jeg var dernede. Dels var der ikke tid og ro til det, dels har jeg fundet ud af - som tidligere beskrevet - at jeg har det bedst med at sidde indendørs med motiver hentet fra fotografier som "forbilleder", så jeg kan koncentrere mig om at analysere motivet i dets bestanddele - inden jeg maler.

   Analysen er for mig forudsætningen for at jeg kan male akvarel - som jo blandt andet er kendetegnet ved at man ikke kan rette, og derfor nøje skal planlægge processens forskellige faser og "lag". Og videre er den kendetegnet ved at man maler 'hvidt' ved at undlade at male de former på papiret der skal være hvidt (=lys, sne, bølgeskum, spejlinger) i det færdige billede.

   Så undervejs på turen rundt i det centrale Burma tog jeg omkring 400 fotos af alskens seværdigheder og udsigter med henblik på at nogle få af dem senere ved nærmere eftersyn og -tanke, skulle vise sig at kunne vække min lyst til at male efter det fotograferede motiv.

Hjerneforskeren V. S. Ramachandran skriver i "The Tell-Tale Brain" om  æstetiske principper og oplevelsen af skønhed med afsæt i viden om den menneskelige hjerne og dens udvikling. Det gør han i to kapitler: "Beauty and the Brain: The Emergence of Aesthetics" og "The Artfuld Brain: Universla Laws". Og jeg synes han formulerer sig klart og to the point når han skriver:

Most people recognize that the purpurse of art is not to create a realistic replica of something but the exact opposite: It is to deliberatly distort, exaggerate - even transcend - realism in order to achieve certain pleasing (and somtimes disturbing) effects in the viewer. And the more effectively you do this, the bigger the aesthetic jolt.

Det er underforstået hos Ramachandran - og også i det jeg skriver i mine blogindlæg - at vi tænker på såkaldt representative billeder, altså billeder hvor et motiv fra virkeligheden har været inspiration og afsæt for maleriet. Det vil sige maleriernes virkning har at gøre med det ældgamle græske begreb 'mimeses' - kunst der (efter)ligner men er noget helt andet (fiktion) end det de ligner.

   Ramachandrans pointe er at det 'kunsten' gør ved virkelighedens motiver, er at den forvrænger, deformere og abstraherer dem - for at give publikum et æstetisk chok - en mental rystelse. Men også at formålet simpelt hen er at producerer noget visuelt som af en eller anden grund er "pleasing" at se på: en øjelyst.

   Det kan man ikke være i tvivl om at allerede fortidens hulemalere og deres stammefæller har oplevet for måske 20.000 år siden:

Det er vigtig for mig her at understrege at "kunst" (="art") i min optik er "med lille 'k'. Jeg opfatter ikke mig selv som 'Kunstner', og de akvareller jeg producerer tænker jeg slet ikke på som 'Kunst'. Men nok på dem som 'æstetiske objekter' man kan fornøje sig ved at beskue når de hænger i glas og ramme på en væg i stuen.

   Hulemaleriet oven for ligner jo i en eller anden forstand de dyr de fremstiller. Men motivet er jo transformeret fra er umiddelbart tredimensionelt farvet sanseidtryk fra en naturoplevelse, og til et forneklet monokromt vægmaleri. Ramchandran:

So works of art are not photokopies; they involve deliberate hyperbole and distortion of reality, But you can´t just randomly distort an image and call it art. (...). The question is what types of distortion are effctive? Are there rules that the artist deploy, either consciously or unconsciously, to change the image in a systematic way? And if so, how universal are these rules?

Det er disse universelle æstetiske regler som Ramachandran så opregner, begrunder og udfolder nærmere i de to kapitler:

• gruppering 
• overdrivelse 
• kontrast 
• isolation 
• borte-tit 
• tilfældighedsafsky 
• ordentlighed 
• symmetri 
• metafor 
• metonym (egen tilføjelse til listen) 

Det er naturligvis ikke en udtømmende liste, andre neuroæstetikere har opstillet mere generelle principper, som fx. Semir Zeki der ifølge Wikipedia betragter kunstnere som mennesker der i praksis udforsker hjernens og sansernes potentiale gennem selve den aktivitet at producere kunstværker:

"...the artist is in a sense, a neuroscientist, exploring the potentials and capacities of the brain, though with different tools. How such creations can arouse aesthetic experiences can only be fully understood in neural terms. Such an understanding is now well within our reach."

Zeki formulerer to meget generelle neurologisk forankrede principper: "constancy" (bestandighed, stabilitet, essens) og  "abstraction":

Constancy: Despite the changes that occur when processing visual stimuli (distance, viewing angle, illumination, etc.), the brain has the unique ability to retain knowledge of constant and essential properties of an object and discard irrelevant dynamic properties. This applies not only to the ability to always see a banana as the color yellow but also the recognition of faces at varying angles. Much of this neural functioning has been attributed to the visual areas of the brain specifically the V1 cortex and specialized groups of cells which fire for a specific orientation stimulus.

   Comparatively, a work of art captures the essence of an object. The creation of art itself may be modeled off of this primitive neural function. The process of painting for example involves distilling an object down to represent it as it really is, which differs from the way the eyes see it. Zeki also tried to represent the Platonic Ideal and the Hegalian Concept through the statement: forms do not have an existence without a brain and the ability for stored memory, referring to how artists such as Monet could paint without knowing what the objects in order to capture their true form.

Abstraction: This process refers to the hierarchical coordination where a general representation can be applied to many particulars, allowing the brain to efficiently process visual stimuli. The ability to abstract may have evolved as a necessity due to the limitations of memory. In a way, art externalizes the functions of abstraction in the brain. The process of abstraction is unknown to cognitive neurobiology. However, Zeki proposes an interesting question of whether there is a significant difference in the pattern of brain activity when viewing abstract art as opposed to representational art.

Min 'teori' om mine egne billeder, er at når jeg går rundt og fotografere - med henblik på at fotoet i anden omgang skal kunne omsættes til æstetisk stimulerende akvarelmaleri, så bruger jeg bevidst eller ubevidst en række neuroæstetiske principper når jeg vælger (og fravælger) motiver, og når jeg så derefter komponerer, tegner og maler ud fra de valgte fotos.

De følgende 4 akvareller er et produkt af processen: Burma-oplevelse, fotogengivelse, mental pause, valg af motiv, tegne-male.

   Hvert af billederne er valgt fordi jeg vidste at jeg måske ville mislykkes - at det var for svært, men at jeg i det mindste fik prøvet noget jeg ikke havde prøvet før, og derfor have udsigt til at lære noget.

Den her akvarel betragter jeg som ubetinget vellykket: dybden i billedet skabt ved de to træer i perspektiv; træernes  runding skabt gennem fra lys til mørk-chanceringer - malet med flere lag fra lyslilla, over violet, til næsten sortblå; de douche farver i flodbredens rødlige ler med grøn spredt lav vækst; spejling i vandet af det bagerste træ; flodens stille spejlblanke vand så lyseblå at det næsten er hvidt.

   Jeg er tilfreds med det svagt surrealistiske drømme-landskab som jeg synes maleriet fremstiller. Principperne 'isolation', 'gruppering', 'kontrast', 'overdrivelse', 'tilfældighedsafsky', og 'borte-tit' og 'ordentlighed' er på spil her.

   'Borte-tit'-princippet kommer til udtryk ved at vi ikke ser den skarpe tropiske sol, men kun oplver den indirekte gennem dens genskin på træerne og den skygge på den modsatte side af træerne som den skaber.

   Nogle vil måske kunne se træerne som metaforer, altså se dem som besjælede. Det vil være i overensstemmelse med burmas tradition for at tro på "nats" - naturånder.

Her er det fotografiske forbillede:

Det er taget oppe fra en berømt, meget høj og 2 km lang teaktræbro over Irrawaddyfloden ved byen Amarapura. Da jeg tog billedet af de udgåede træer, vidste jeg med sikkerhed at det var et motiv jeg ville prøve at transformere ind i et akvarelmaleri når jeg kom hjem.

For nylig har de på kunstmuseet Fuglsang på Lolland annonceret en udstilling af maleren Olaf Rudes akvareller. Den har sjovt nok fået titlen "Naturdrømmerier".

   Det er naturligvis et rent serendipitetisk sammentræf med den titel,  men jeg oplever rent faktisk et vist slægtskab mellem hans landskabsbilleder fra Lolland, og så mit ovenfor fra Burma. Olaf Rude er naturligvis meget bedre, men jeg synes mine døde træer peger en udvikling i den gode retning.

Der er flere andre fotomotiver som jeg har liggende og som jeg har lyst til at male fra netop denne lokalitet ved floden. Blandt andet det her med de lokale flodbåde:

Den følgende akvarel vidste jeg også på forhånd at jeg ville prøve at male når jeg kom hjem:

   Motivet er fra Inle-søen hvor vi sejlede i såkaldt long-tail-både ud til en by på pæle i søen. Undervejs passerede vi nogle fiskere som gjorde "kunster" - for os, så det ud til - balancerende på hækken af deres fiskerbåde - med brug af den ene arm til at ro - og den anden, som man ser, til at ballancere en stor bambusruse med.

   Om de kun optrådte de for vores - turisternes - skyld, eller balancekunsten havde en funktion i deres fiskepraksis, ved jeg ikke. Men fascinerende så det ud, så jeg tog flere fotos af det motiv, velvidende at det ville være svært med den ruse, nettet og bambusskelettet. Og mennesker som motiv har jeg med flid undgået, både i akvarellerne fra Kap Verden og fra Færøerne.

 

Igen var det afgørende for mig at der var et skarpt sollys som ved at skabe meget lyse - næsen hvide partier af fiskerens tøj og hat, og på åren og bambusskellettet,  kunne give form og dybde til figurens balancenummer:

   Jeg valgte bevidst ikke at male det halvt gennemsigtige net som man ser på det fotografiske forbillede. Jeg var bange for at ødelægge hele billedet hvis jeg forsøgte det. Jeg risikerede at det ville gøre rusen alt for bombastisk, og den risiko turde jeg ikke tage.

   Her er det fotografiske forbillede:

Nedenfor følger den tredje Burma-akvarel. 

   Også det motiv vidste jeg allerede da jeg fotograferede, at jeg ville forsøge at transponere til vandfarve. At male runde former som dem der karakteriserede krukkerne på en balustrade ud mod floden - uden for en frokostrestaurant - var den store udfordring. Jeg havde ikke prøvet det før. Og det første forsøg gik også galt. Ikke på grund af krukkerne, dem nåede jeg slet ikke til i første forsøg, men da jeg malede laveringen af flodens vand, blev det stribet og grimt. Og så kunne det være det samme med at male krukkerne, følte jeg.

   Så besluttede jeg at jeg ville lave en skitse, et relativt hurtigt maleri hvor jeg forholdt mig lidt friere til motivet. Og det blev så til dette billede af kæmpekrukker i forgrunden med udsigt til den bagved flydende Irrawady-flod:

Det helt afgørende her for at motivet virker tilfredsstillende, er igen lyset - de hvide reflekser af solen der stå højt, dels på den øverste venstre del af hver krukke, og dels på den udbukkede rand af krukkens åbning.

   Her har jeg udnyttet det jeg lærte da jeg malede skonnerten Opal, nemlig at lave en afmaskning med flydende gummi af de felter der skal fremstå hvide. Når så resten er malet, kan man gnubbe gummiet af. Det er meget enkelt og effektivt. Se hvor det skinner!

   Sammen med refleks-effekten af solskinnet fra nordvest i billedet, hører så også de mørke blåviolette skygger som hver krukke kaster på balustraden. Den er bevidst malet uden det klinke-mønster som var i fotografiet.

   Principperne 'isolation', 'gruppering', 'kontrast', 'ordentlighed' og 'borte tit' er også på spil her - men ikke 'overdrivelse'. Når balustraden er malet i en lys blåviolet, er det netop for at få kontrast til krukkernes jordfarver.

   Princippet 'overraskelse' kommer til udtryk i den ekstremt højt placerede horisont.

   Jeg har bevidst undgået at lade alle krukkerne blive set i hel figur og opstillet helt vandret og symmetrisk (som i det fotografiske forbillede). Den højre krukke har "luft" til kanten af billedet, den venstre er beskåret så vi ikke ser hele rundingen.

   Og kanten af balustraden stiger en smule fra venstre mod højre - som en kontrast-bevægelse til flodbredden der falder fra venstre til højre.

   Det er i øvrigt princippet 'tilfældighedsafsky' som har været styrende for de valg.

  Af samme grund - kombineret med 'kontrast' - har jeg valgt at at give de tre krukker forskellige grundfarver - og at bruge hhv. mørkeblå, mørkegrøn og mørkerød i rundingernes skyggeside

Her er det fotografisk forbillede:

Som man kan se, har alle krukkerne i virkeligheden en glaseret overflade på den øverste halvdel kroppen, og er uglaserede for neden. Det har jeg abstraheret fra, ligesom jeg har abstraheret fra at vise de rødbrune klinker på balustraden.

Her det sidste af mine Burma-drømmebilleder. Min burmesiske 'drømmepige':

Maleriet er delvist mislykkedes, fordi det slet ikke blev det billede jeg ville male.

   I fotoforbilledet som kan ses i blogindlæg nr. (6) om "Den kreative Burmarejse", har den unge kvinde hvidgult malede kinder, næse, pande og hage - en form for sminkning som en meget stor del af de ofte meget smukke burmesiske kvinder, bruger dagligt, og som står i kontrast til deres honning-gyldne hudfarve.

   Farven på malingen/sminken er en meget lys okkergul, og den er lavet af et pulver fra Thanakha-træer, hvis ved er meget hårdt, et pulver som derefter er opslæmmet i vand.

Det kunne jeg simpelt hen ikke finde ud af at få frem, fordi man ikke kan male noget lysere ved at male oven på et allerede malet farvelag.

   Jeg ved nu hvad jeg skulle have gjort, nemlig afmasket med gummi de sminkede felter i ansigtet, inden jeg malede hudens grundfarve. Og så bagefter male dem i en næsten hvid lys okkerfarve.

Jeg har trænet i at male menneskeansigter tidligere (se "Akvarelmaleriets mysterier" nr. (5), (6), og  (14)), og har nogenlunde styr på hvordan jeg - i princippet - med lys og med skygge (i komplementærfarver) - kan modellere hovedets ansigtstræk frem.

   Helt godt er det ikke, fordi jeg har ændret mål undervejs og opgivet at få de hvidgule tyktsminkede områder til at stå klart frem. Så portrættet er en nødløsning

Hvad er jeg tilfreds med?

   Håret er lige som det skal være - med udnyttelse af dette at lade hvide lysstriber stå umalede.

   Og øjnene og læberne hvis hvide lysreflekser er et resultat af afmaskning med flydende gummi mens resten af læber og øjeomgivelserne blev malet, er jeg også lidt stolt af.

Når det som helhed gik galt var det måske også fordi fotoforbilledet ikke er et jeg selv havde taget, men et jeg fandt på nettet.

   Faktisk har jeg slet ikke taget nogen nærbilleder - 'portrætter' - af alle de smukke burmesiske kvinder vi mødte på rejsen. Jeg var simpelt hen for genert og blufærdig til at bede dem stille op til en fotografering. Og jeg havde ikke taget en beslutning "hjemmefra" om at få nogle nærbilleder af disse kvinder. Så de manglede da jeg kom hjem.

   Det har jeg lært af - og husker til næste rejse med jagt på portrætmotiver.

Men jeg kan meget godt lide billedet. For mig er det et metonym på den drøm om frihed som det burmesiske folk nu kan skimte måske bliver realiseret inden for en - stadig usikker og ubestemt - tidshorisont.