Denne blog er bl.a. tilegnet genrerblandinger, hybrider, grænseoverskridende fortælleformer - og meget andet som er udtryk for kreativ tænkning og udfoldelse.
Jeg har tidligere skrevet om hvordan man i Japan bruger manga-tegnestilen til at formidle andet end fiktion, fx. nyheder:
I Politikens kultursektion søndag den 11. august finder jeg omtalt endnu et eksempel på blandingen af journalistik og tegneserieformen - ikke af japansk aftapning - men produceret af en journalist Joe Sacco, som har en blandet opvækst: Malta, Australien, USA. (NB! Der var den igen, formlen: den blendede personlighed med den multikulturelle baggrund = kreativitet)
Rubrikken til artiklen lyder: "Verdens brændpunkter sat på stribe" og manchetten fortæller:
Joe Sacco har grundlagt tegneseriejournalistikken, en anderledes og magtfuld måde at suge læseren ind i konflikter og regioner. Han tror ikke på ideen om om objektiv journalistik og forsøger i stedet at vise verden fra ofrene og de svages synspunkt.
Artiklen af Marcus Rubin er et interviewportræt med afsæt i denne blandingskunstners seneste udgivelser: "Footnotes in Gaza" og "Journalism".
Allerede sidste efterår anmeldte Søren Vinterberg i Politiken Joe Saccos "Journalism" og lancerede her et synonym til 'tegneseriejournalistik', nemlig 'graphic journalism'.
Vinterberg bruger også betegnelsen tegneserie-reportage om det som Joe Sacco skaber. Wikipedia taler om "comics journalism".
Genremæssigt er der er tale om narrativ journalistik med tegnede serielle billeder som en slags visuel rekonstruktion af virkeligt foregåede dramatiske begivenheder.
Som al fortællende journalistik er Joe Saccos jo grundlæggende subjektiv i kraft af vinkling og journalistisk selektion af facts og citater.
Om forestillingen om at journalistik jo bør være forpligtet på en form for (tilstræbt) objektivitet, siger han i interviewet:
Om forestillingen om at journalistik jo bør være forpligtet på en form for (tilstræbt) objektivitet, siger han i interviewet:
Problemet er, at det er en illusion og - hvad værre er - at det er en skadelig illusion, der skader både historien og modtagerne. Jeg blev uddannet i den tradition (i.e. 'den objektive'), og det var først i forbindelse med mit arbejde med Palæstina, at det for alvor gik op for mig, at jeg trods årelang læsning om Mellemøsten i amerikanske medier aldrig rigtig havde forstået noget om palæstinenserne. De var grundlæggende blevet fremstillet som terrorister (...).Så du har ikke noget problem med at være subjektiv?Men dermed ikke sagt, at jeg ikke går op i fakta. Jeg går meget op i fakta. Da jeg skulle tegne Gaza anno 1956 (...) brugte jeg utrolig meget tid på UNRWA's kontorer for at finde billeder fra den gang, så jeg kunne vise, hvordan det så ud. Og jeg bruger typisk båndoptager når jeg interviewer, for atvære sikker på, at jeg citerer korrekt.
Arbejdsprocessen er ifølge Joe Sacco treleddet, den samme proces som kendes for andre former for dybtborende, fortællende og undersøgende journalstik:
- Research, reportagerejse, intervie
- Historiens indhold skrives i ord
- Formidlingen: Tegningerne
Hver side, fortæller Sacco, tager to-tre arbejdsdage at tegne, og når hans værker er på måske 500 sider, kan det jo tage flere år at gøre sådan et tegneseriejournalistisk projekt færdigt til udgivelse. Og det påvirker valget af historier og temaer:
Med sit sidste opsamlingsbind "Journalism" kommer Sacco igen til de palæstinensiske områder, men desuden er vi med ham til krigsforbryderproces i Haag, sammen med de amerikanske menige til Irak, og oplever gennem hans tegninger grusomhederne mod civilbefolkningen i Tjetjenien, flygtningelejre på Malta og og vi visuelt med ude hos det fattige landproletariat i Indiens Uttar Pradesh-provins:
Joe Sacco er uddannet journalist, og fortæller om hvordan han kom ind på at lave fortællende tegneseriejournalistik:
Jeg havde studeret journalistik, og da jeg ikke kunne få ordentligt job, fulgte jeg min hobby og lavede tegneserier - humoristiske tegneserier - i en periode. Og da jeg så var i Palæstina, slog det mig at man måske kunne kombinere de to ting. Og derfra har jeg så bygget videre på det og langsomt udviklet min stil.
Vinterberg skriver i sin anmeldelse om den særlige fortællerrolle som Joe Sacco udnytter, en rolle som også kendes fra andre former for dokumentariske journalistik:
Saccos journalistik minder især om 1970'ernes og 80'ernes 'new journalism', før der gik gonzo i den. Også fordi det er et gennemgående træk ved de korte og længere seriereportager - tidligere trykt rundt om i tidsskrifter mm. - at Sacco selv er med i billedet.
Her følger et interviewklip med Joe Sacco om sit arbejde med at tegne sine journalistiske historier:
Til sidst et link til et dybtgående interview hvor Sacco fortæller meget detaljeret om hvordan han tænker og om de overvejelser han gør sig når han tegner sine reportager:
Det er dybt fascinerende og fantastiske interessant. Hvordan tegner man noget som skal være sandt og virkeligt når det er almindelige mennesker der begår sadistiske uhyrligheder?
Think of it as acting. Think of it as [being] a film director, because, ultimately, that’s what you’re doing. You’re saying to yourself, “How is this person going to be looking if you’re an actor?” And every time you draw something, much like acting, you have to get into the role on some level of what that person is thinking or feeling. It’s easier to draw a sadist. The more difficult thing is to draw ordinary people doing atrocious things. Someone throwing a cigarette to taunt someone is a sadist. Or anyway that’s a sadistic act. And maybe that person isn’t always a sadist. [But] I’m going to draw a sadistic expression.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar