Særlige evner (3) - ægte savant eller 'bare' almindelig hukommelsesatlet

I de to foregående indlæg om "særlige evner" har jeg fokuseret på den type personlighed som fagligt dækkes af begnelsen 'savant', som ifølge fagfolk ikke er en 'diagnose', men et 'syndrom'.

   Det betyder at man ikke betragter 'savanter' som mentalt eller psykisk syge, men som nogen der er kendetegnet ved en bestemt helt usædvanlig kombination af relativt dårlige eller svage evner på et bredt felt af egenskaber og så helt ekstraordinært gode evner inden for et enkelt snævert område, men altså evner som altid er knyttet til en usædvanlig såkaldt eidetisk eller fotografisk hukommelse:

• i forhold til det at tegne efter erindringen så det ligner eller mimer motivet i detaljer,
• i forhold til det at lave kalenderudregninger,
• i forhold til det at spille musik med absolut gehør efter fx en enkelt eksponering for musikstykket,
• i forhold til det at læse store mængder tekst og kunne genkalde sig det læste uden fejl,
• i forhold til at kunne lære nye sprog nogenlunde flydende på meget kort tid.

Et af de navne som går igen i litteraturen om savanter, er journalisten og hukommelsesekvilibristen Solomon Shereshevsky hvis særlige personlighed og usædvanlige evner er beskrevet af en forsker hvis navn jeg kender godt fra mine tidligere studier inden for psykolingvistik og neuroscience, den russiske neuropsykolog Alexander Luria.

   Luria skrev en hel bog om casen Solomon Veniaminovich Shereshevsky (1886–1958) med titlen "The mind of a mnemonist: a little book about a vast memory", en bog der udkom så sent som 1987.

   

Wikipedia definerer den faglige term 'menmoist' sådan her:

The title mnemonist (derived from the term mnemonic) refers to an individual with the ability to remember and recall unusually long lists of data, such as unfamiliar names, lists of numbers, entries in books, etc. Mnemonists may have superior innate ability to recall or remember, or may use techniques such as the Method of loci.

Det der umiddelbart fanger mig ved Shereskevsky, er at han - ud over at have en fabelagtig evne til at huske - beskrives som multi-synæstetiker, og at han selv ser det at han er så god til at huske, som noget der har med hans synæstesi at gøre.

   Wikipedia fortæller:

Shereshevsky participated in many behavioral studies, most of them carried out by the neuropsychologist Alexander Luria over a thirty-year time span.

   He met Luria after an anecdotal event in which he was told off for not taking any notes while attending a work meeting in the mid-1920s. To the astonishment of everyone there (and to his own astonishment in realising that others could apparently not do so), he could recall the speech word by word.

   Along the years Shereshevsky was asked to memorize complex mathematical formulas, huge matrices and even poems in foreign languages and did so in a matter of minutes. Despite his astounding memory performance, Shereshevsky scored no better than average in intelligence tests.

   On the basis of his studies, Luria diagnosed in Shereshevsky an extremely strong version of synaesthesia, fivefold synaesthesia, in which the stimulation of one of his senses produced a reaction in every other. For example, if Shereshevsky heard a musical tone played he would immediately see a colour, touch would trigger a taste sensation, and so on for each of the senses. The images that his synaesthesia produced usually aided him in memorizing. For example, when thinking about numbers he reported:

   Take the number 1. This is a proud, well-built man; 2 is a high-spirited woman; 3 a gloomy person; 6 a man with a swollen foot; 7 a man with a moustache; 8 a very stout woman—a sack within a sack. As for the number 87, what I see is a fat woman and a man twirling his moustache.

Shereshevsky har tydeligvis - blandt andre - den form for synæstesi som kaldes 'tal/bogstav-personifikation' ('ordinal-linguistic personification') som også et af mine børnebørn har - og har beskrevet for mig som man - blandt meget andet om synæstesi - kan læse i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/02/synstesi-hos-frisren-i-familien-og-i.html

En af pointerne i det indlæg er at for nogle personer har deres synæstesi den fordel at det gør det meget nemmere for dem at huske, fx. datoer eller musiknumre, dvs de synæstetiske koblinger fungerer som en slags naturlig og automatisk form for mnemoteknik, som flere også fortæller at de oplever som "en gave".

Wikipedia fortsætter artiklen om Shereshevsky med følgende kryptiske formulering:

Luria did not clearly distinguish between whatever natural ability Shereshevsky might have had and mnemonic techniques like the method of loci and number shapes that "S" described

Sagt lige ud, så ligger der lidt af en kritisk 'bombe' i den formulering, nemlig spørgsmålet om Shereshevsky var 'en ægte savant' - eller en meget dygtig 'hukommelseskunstner' der 'bare' udnyttede kendt menmoteknik til at booste sin hukommelse.

Men betyder det noget? - kunne man spørge. Uanset hvad, så var hans hjerne og han evner vel ekstraordinære?

   Jeg har ikke læst Lurias bog om Shereshevsky, og jeg har heller ikke - endnu - læst bøgerne af den savant, Daniel Tammet, som hele det her tema om "særlige evner" startede med, igangsat af at jeg havde set en timelang tv-dokumentar fra 2006 hvor Tammet var hovedperson.

Men de to mænd ligner, så vidt jeg kan se, hinanden - ved at de begge er multi-synæstetikere, og ved at de er velformulerede og mindst lige så intelligente som gennemsnittet, dvs. uden de mentale og/eller fysiske handicaps som ellers kendetegner de fleste savanter.

   Og nu har jeg så fået slået op i den bog jeg havde en svag erindring om havde fortalt Daniel Tammets historie, nemlig Joshua Foer: "Moonwalk med Einstein".
   Og rigtig nok: Beskrivelsen af Tammet fylder det meste af et kapitel med titlen: "Den lille Rain Man i os alle".

  

"Moonwalk med Einstein" handler jo om de særlige husketeknikker som såkaldte  'huskekunstnere'/'hukommelsesateleter' har brugt siden oldtidens Grækenland, hvor disse teknikker til at booste hukommelsen blev beskrevet første gang. Og blandt hvilke den mest centrale teknik er udnyttelsen af såkaldte "hukommelsespaladser", det som Wikipedia kalder 'the method of loci'.

   Bogens pointe er at disse teknikker kan læres af alle nogenlunde normalt begavede mennesker, og Joshua Foer beviser  påstanden ved selv at lære sig at mestre mnemo-teknikkerne så godt på et år at han vinder 'amerikamesterskabet i hukommelse'.

Spørgsmålet som Foer stiller sig - og også stiller til Daniel Tammet selv ved flere interviews - er om han virkelig er en savant (dvs hans hjerne er helt unik), eller om han 'bare' er et forholdsvis almindeligt menneske med en normal hjerne som har en - tilsyneladende mirakuløst - god hukommelse - blot fordi han har lært sig de menmoteknikker som alle almindelige hukommelsesatleter kender og gør brug af - fx ved årlige hukommelsesmesterskaber både i Europa og USA.

   Hvis det sidste er tilfældet, er Daniel Tammet en "snyder" - og i øvrigt ikke særlig interessant, og fx slet ikke værd at lave en hel dokumentarfilm om. Det er den konklusion Joshua Foer - journalistisk veldokumenteret - kommer til i sin bog. 

   Hvis det første er tilfældet - at Tammet er en veltalende, intelligent og reflekteret ægte savant, så er han helt unik - og dermed også ekstremt interessant for hjerneforskningen - og værd at lave dokumentarfilm om.

Og det er det spørgsmål som Wikipedia så også rejser i forhold til Solomon Shereshevsky som Alexander Luria gjorde til hovedperson i bogen "The mind of a mnemonist".

   Af Wikipedias artikel om Shereshevsky tyder noget på at han også havde en form for autisme kombineret med sin synæstesi. 

   Og i hvert fald har synæstesien ikke kun været en gave og en hjælp til at huske, men også et problem i hans forhold til de ledsage-impulser - billeder og forstillinger på den indre skærm - som hans synæstesi-inficerede hjerne producerede, aktiveret af indtryk fra omgivelserne eller fra det han læste:

He had an active imagination, which helped him generate useful mnemonics. He claimed that his condition often produced unnecessary and distracting images or feelings. He had trouble memorizing information whose intended meaning differed from its literal one, as well as trouble recognizing faces, which he saw as "very changeable". He also occasionally had problems reading, because the written words evoked distracting sensations. Things were far worse when he, for example, ate while reading.
   An example of the difficulties he faced in daily life:
   One time I went to buy some ice cream ... I walked over to the vendor and asked her what kind of ice cream she had. 'Fruit ice cream,' she said. But she answered in such a tone that a whole pile of coals, of black cinders, came bursting out of her mouth, and I couldn't bring myself to buy any ice cream after she had answered in that way ...   

Samtidig med at Shereshevsky altså var fænomenal til at huske, og han tilsyneladende havde lært at bruge sin synæstesi som menmoteknisk hjælp så han kunne optræde som hukommelseskunstner, så havde han - paradoksalt nok - også problemer med at glemme.
   Der kunne derfor opstå en slags forstyrrende interferens mellem 'gamle erindringer' og de serier af tal eller tekster han aktuelt skulle demonstrere at han kunne reproducere korrekt efter kort tids eksponering:

His memories were so strong that he could recall them after many years. After he discovered his own abilities, he performed as a mnemonist; but this created confusion in his mind. He went as far as writing things down on paper and burning it, so that he could see the words in cinders, in a desperate attempt to forget them, though some mnemonists have speculated that this could have been a mentalist's technique for writing things down to later commit to long-term memory. Reportedly, in his late years, he realized that he could forget facts with just a conscious desire to remove them from his memory, although Luria did not test this directly.

Det her fører så over til et følgende blogindlæg hvor jeg fortæller om den særlige evne - eller det særlige syndrom - som nogle mennesker har: at kunne huske - og kunne fortælle - hvad der skete og hvad de oplevede hver eneste dag i deres liv - og ikke at kunne blive fri for eller lade være med at huske det: 'hyperthymesia'  eller som det også kaldes: 'highly superior autobiographical memory' (HSAM).

Særlige evner (1): en lille dreng, Isaac Asimov og Daniel Tammet - savant og synæstetiker

På mærkværdig vis er der dage hvor man oplever sære sammenfald og subtile sammenhænge. For eksempel nu igår - hvor næsten alt kom til at dreje sig om særlige usædvanlige mentale evner:

Der have vi besøg af en af mine døtre hvis yngste barn, en kvik og livlig dreng, er 3½ år. Han har fra helt lille vist at han havde særlige evner til at lære og huske. 

   Dels kunne han synge/nynne en melodi han havde hørt helt rent (absolut pitch?), inden han kunne tale, og dels begyndte han af sig selv at lære bogstaver og skrive bogstaver for godt tre kvart år siden. 

    Forældrene var jo godt nok opmærksomme på at drengen havde nogle særlige evner - de er også begge ret begavede.
   Men de var faktisk lidt nervøse for ikke at pace ham for tidligt frem til at læse - for at skåne ham for problemer med at være for langt foran i forhold til sine jævnaldrende når han skulle starte i skolen om 3 år. Hm!

   

Det var meget apropos den bog jeg fik fat I for nylig og begyndte at læse for to dage siden. Den har titlen "Memory Yet Green" - altså noget i retning af "Hukommelsen stadig/endnu grøn", og det er første bind af en to-binds selvbiografi på 1400 tætskrevne sider, skrevet af min yndlings science-fiction-forfatter Isaac Asimov, født 1920.
    Biografien udkom 1979 da Asimov var 59 år gammel, og han døde 1992, efter at have skrevet endnu en selvbiografi og yderligere en hoben bøger!

Isaac Asimov var søn af russisk-jødiske emigrantforældre, men er vokset op i New York hvor familien ernærede sig ved indtægterne fra en kiosk og slikbutik der havde næsten døgnåbent. 

   Isaac måtte hjælpe til i butikken, så han havde stort set aldrig tid til at lege med kammerater når han ikke var i skole. Men han fik tid til at læse - i pauserne når der ikke var kunder - og om natten. Og læse, det gjorde han så - med flid og lyst.

 
Isaac Asimov havde også helt specielle evner hvad angår lærenemhed og hukommelse.
   Han fortæller i sin selvbiografi at han også lærte sig selv at læse flere år inden han skulle begynde skole, og at han i skolen flere gange blev rykket en klasse op på grund af sin høje begavelse. Og som regel i løbet af få uger havde han læst et helt skoleårs pensum.
   Han sluttede high school og begyndte på College som 15-årig, 3-4 år før 'normalt'. Ikke nødvendigvis en fordel og et privilegium. Og så var han oven i købet jøde.

   

Asimov fik som voksen målt sin IQ til 175 - gennemsnittet for normalbegavede er en IQ på 90-110.
   Stephen Hawkings har efter sigende en IQ på ca. 160, hvad også Einstein siges at hav haft. Også Microsofts grundlægge Paul Allen og Bill Gates' har en IQ-score på omkring 160. Skakspilleren Bobby Fischer IQ 187, Garry Kasparov 190.

   Det fylder ganske meget i selvbiografien: beskrivelserne af hvordan drengen Isaac må leve og overleve med de sociale konsekvenser - både fordele og ulemper - af at han er så højt begavet.

   Men han havde også nogle udtalte mentale handicaps: flyskræk og agorafobi - angst for åbne pladser og store rum.

Isaac Asimov havde en art fotografisk hukommelse, såkaldt 'eidetic memory'  eller  'total recall', evnen til at genkalde sig biller, lyde og genstande i hukommelsen, for det indre øje, i detaljer og med stor præcision - og uden bevidst at gøre brug af mnemo-tricks og -teknikker. Så han har stort set ordret kunnet gengive hvad han havde læst.

   Som barn læste han ukritisk og mentalt forslugent alt hvad han fik fat i - fuldstændig uden hensyn til genre, litterær kvalitet eller fagområde/emne: svære fagbøger, klassisk verdenslitteratur og 'pulp-magazines' - you name it - han læste det.

   Han er så en af SF-litteraturens helt store originale og kreative mestre, den største efter min mening. Men han har derudover produceret populærvidenskabelige fagbøger i hundredvis - og stort set inden for alle fagområder spredt over humaniora, samfundsvidenskab og hård videnskab og teknologi.
   Hans produktivitet som højkvalitetsforfatter over helt spektret er er i en klasse helt for sig.
Dansk Wikipedia skriver:

Isaac Asimov (2. januar 1920 – 6. april 1992) var en russiskfødt amerikansk forfatter og biokemiker. Isaac Asimov blev kendt for sine science fiction-bøger og for sine videnskabelige bøger for lægmand, som han begyndte at udgive som 18-årig. Han udgav cirka 500 bind i sin levetid og var i en lang periode medlem af Mensa. Asimov gav navn til begrebet "robotics".

Asimov var ikke bare ekstremt intelligent og ekstremt litterært produktiv, men også ekstremt kreativ. Og hans historier om robotter der er underlagt "The Three Laws of Robotics"  og 'Foundation'-serien om 'Det 'galaktiske imperiums' undergang og genrejsning, det er simpelt hen fantastisk læsning - som for mit vedkommende betyder at jeg har genlæst disse bøger mange gang gennem årene, hver gang med stor genyns- og genoplevelses-glæde.

    Dansk Wikipedia fortæller videre:

Et af Asimovs hovedværker er Foundation serien (på dansk: Stiftelsen). Serien omhandler et gammelt galaktisk imperiums død. Og efterfølgende hvordan et nyt imperium, dedikeret til kunst, videnskab og teknologi oprettes ved hjælp af indsigt i den nye videnskab Psykohistorie. Foundation serien betegnes ofte som den bedste, eller i hvert fald den mest indflydelsesrige, science fiction serie, der nogensinde er skrevet. Den enorme succes skyldes i vid udstrækning de mange spekulationer over samfund og videnskab, som ligger som en rød tråd i værket. Bl.a. debatteres individets plads over for de store menneskemasser og individets plads overfor teknologi i form af højintelligente robotter. I værket bindes temaerne sammen af den geniale matematiker Hari Seldon's arbejde med den nye (fiktive) videnskab Psykohistorie.

   (...)

Asimov er foruden sit store bagkatalog af science fiction også ophavsmanden til "The Three Laws of Robotics", som er blevet en grundsten i al science fiction der har med robotter at gøre.

   På et givet tidspunkt skulle Isaac Asimov have udtalt at "Many writers of robot stories, without actually quoting the three laws, take them for granted, and expect the readers to do the same".

I Asimovs fiktive fremtids-univers hvor robotter udvikles og forbedres over tid så de på næsen alle arbejdsområder - både fysiske og mentale - bliver bedre end mennesker, er det nødvendigt at fjerne eller neddæmpe almindelige menneskers psykiske modstand mod robotter, skabt af angsten for at robotterne skal "løbe løbsk" og frygten for at de skal overtage alt arbejde og gøre mennesker overflødige.
   Og i Asimovs fiktive robot-univers indgraveres til det formål disse tre love i selve grundkonstruktionen af enhver robothjernes "positroniske" set up.
   De tre robotlove lyder på dansk:

1. lov: En robot må ikke skade et menneske eller ved uvirksomhed lade et menneske komme til skade.

2. lov: En robot skal adlyde ordrer, som gives til den af mennesker, for så vidt disse ordrer ikke er i konflikt med den første lov.

3. lov: En robot skal beskytte sin egen eksistens, for så vidt dette ikke er i konflikt med den første eller den anden lov.

Da først de tre robotlove er lanceret i de første af hans noveller med robotter som hovedpersoner, er der næsten ingen ende på Asimovs opfindsomhed når det gælder om at udvikle plot hvor mulighederne for at omgå robotlovene udnyttes som dilemma- og kriseskabende motor.

 
Science-fiction-film og tv-serier som "Star Wars" og "Star Trek" står i gæld til Asimovs fantasier om SF-universer. Faktisk var han videnskabelig rådgiver på "Star Trek"-serien.

He was also a good friend of Star Trekcreator Gene Roddenberry and scientific adviser for Star Trek: The Motion Picture.
   Asimov's collaboration with Star Trek began with a December 1966 article he wrote for TV Guide, in which he criticized the series for its scientific inaccuracy. Roddenberry wrote a letter to Asimov, explaining how hard they try to keep the show remaining in the realm of serious science fiction, which made him change his opinion, and became a loud supporter of Star Trek. He and Roddenberry soon became friends and often shared letters in which Asimov gave advice concerning the series. (Inside Star Trek: The Real Story) Asimov also attended the first Star Trek convention in 1972. (The Star Trek Compendium)
http://en.memory-alpha.org/wiki/Isaac_Asimov

Isaac Asimov beskriver i sin selvbiografi det særlige mentale kick han selv oplever ved både at læse og skrive inden for SF-genren sådan: 

The pleasure of magic combinede with the dsicipline of science 

Selv om jeg ikke i nogen som helst sammenhæng kan identificere mig - endsige måle mig selv - som skrivende - med Isac Asimov, så kan jeg fra hans selvbiografi genkende beskrivelsen af den altfortærende læse-sult og læse-fornøjelse som barn og ung.

 
Jeg lærte først selv at læse i starten af 3. klasse - 'af mig selv' - og vel nærmest på trods. Og jeg husker det var som et mirakel at jeg pludselig kunne.  

   Jeg kunne tydeligvis ikke lære det efter den lyd-stave-metode som var den dominerende læsepædagogik i skolen den gang.
   Men jeg opdagede - efter måneders og års frustration - og næsten fra den ene dag til den anden - at jeg kunne læse og forstå hele sammenhængende sætninger, uden at sætningerne og ordne var forbundet med lyde (udtalen), og uden at jeg egentlig noterede mig bøjningsendelser i de ord jeg læste.
   Det var en slags 'skøjtende' læseteknik der, fordi detaljer i udtrykket blev sprunget over undervejs, for mig har gjort en masse læsning lettere og hurtigere gennem årene.
   Men det har godt nok også haft en bagside: at jeg altid har haft svært ved at huske hvordan ord staves, svært ved at huske at få de rigtige bøjningsendelser sat på ord når jeg skriver hurtigt, og at jeg ikke automatisk ved hvordan et (nyt) navn udtales selv om jeg har læst det mange gange.

 
Men da jeg på min egen mærkelige måde havde knækket koden, så gik det hurtigt. 

   I de følgende uger, måneder og år læste jeg også alt hvad jeg kunne få fat i - både af populærvidenskabelig faglitteratur og skønlitteratur - og inden for skønlitteraturen: både højlitterære klassikere, regulære drenge og pigebøger - og decideret trivial- og kiosklitteratur. 

Jeg tjekker altid om den slags kreative multipersonligheder som Isac Asimov måske også skulle være synæstetiker.
  En søgning på nettet giver ingenting. Men der kan komme tegn der peger i den retning når jeg læser videre, foreløbig er jeg kun nået til s.138 i selvbiografien, og hans liv har nået en alder af 17. 

Men igår så jeg også en tv-dokumentar om englænderen Daniel Tammet på DR 2: "The Boy with the Incredible Brain".  

   Det var efter en udmærket udsendelse der skildrede en række mennesker - kendte og ukendte - med psykiatriske diagnoser, og hvori de fortalte om hvordan de have oplevet og levet med deres sindslidelser - og hvordan de var kommet over dem og videre i livet - nogle ved hjælp af 'systemet' og nogle på trods.

   Og Daniel Tammet havde faktisk også en diagnose: 'asberger-autist'. 

   Daniel Tammets navn er jeg i øvrigt stødt på før - vist nok i bogen "Moonwalk with Einstein" af Joshua Foer, en bog som jeg har skrevet om i bl.a. dette indlæg: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/manevandring-med-einstein-joshua-foer.html

Indlægget og bogen handler om hukommelseskunst og husketeknik - dette at nogle mennesker kan lære sig at huske og gengive umanerligt stor mængder  og for så vidt meningsløse data på meget kort tid.

Daniel Tammet har vel i virkeligheden to diagnoser, hvoraf den overordnede er en særlig variant af autisme som fagfolk etikettere med dette udtryk:

'SAVANT-SYNDROM'

... og som dansk Wikipedia definerer og beskriver sådan:'

Savant-syndrom, der er en sjælden lidelse eller tilstand, viser sig ved at patienten, som ofte er autist eller retarderet, udvikler en eller flere helt overmenneskelige evner inden for især musik ,matematik, kunst og hukommelse. Det ældste navn for tilstanden er fransk: idiot savant (vidende idiot). Det bruges ikke længere så ofte på grund af den nedgørende tone. I stedet bruges betegnelsen savant-syndrom. En person med syndromet kaldes en 'savant'.

Vi er imidlertid ikke kommet mere end fem minutter ind i filmen, før jeg siger: "Han må da også være synæstetiker!" (jfr. min oplevelse af Hilda af Klint og hendes malerier på Louisiana).

   Tyve minutter inde i programmet bliver den etiket så også sat på Daniel Tammets særlige personlighed hvor forskere så opstiller den antagelse at hans utrolige evner til at kunne huske, regne usandsynligt svære regnestykker ud - og til at gengive uendelige rækker af vilkårlige tal, at de evner hænger sammen med at han er udtalt synæstet, og at hans hjerne automatisk forbinder alle bogstaver og tal med 'visuelle cues '- forskellige specifikke farver og former - og personligheder. 

   Hypotesen går så ud på at den automatkobling som hans hjerne foretager mellem bogstaver/tal på den ene side og farver og former på den anden, gør det muligt for Daniel Tammet at udnytte den højre hjernehalvdels ekstremt effektive visuelle hukommelse, egentlig på en måde som ligner 'normale' hukommelseskunstnere når de gør brug af imaginære såkaldte 'hukommelsespaladser' som en mnemoteknisk hjælp. 

 
En af de regnemæssige hukommelsesdiscipliner som Daniel Tammet behersker i verdensklasse, er i timevis at kunne udsige "alle" decimalerne i den rigtige rækkefølge når det matematiske symbol "pi" som er et symbol for forholdet mellem en cirkels omkreds og diameter, når det skal omregnes til et tal med et i princippet uendeligt antal decimaler. Her til en start

3,1415926535897932384626433832795028841971693993751058209749445923078164062862089986280348253421170679 ...

Det specielle ved Daniel Tammet er at han synæstesi altså er koblet med 'savant syndromet', hvilket også har givet anledning til forskerspekulationer, som det også fremgår af dokumentarfilmen om og med ham:

Interestingly enough, it has been proposed that synesthesia and savant syndrome are strongly linked. Daniel’s case is perhaps the quintessential example of this proposition. When Daniel envisions a number, for example, he sees a rather specific shape with a specific color, which usually invokes a specific feeling or emotion. If you watch the documentary, you’ll see that, when Daniel is undergoing various tests, he exhibits this as something that’s a real, natural function of his brain – rather than something that he “tries” to do.

   One word that he uses quite frequently is “landscape”. When Tammet recites a number with numerable digits (Pi, for example), he sees a landscape that consists of the shapes that are representative of each integer. By making his way through the landscape in his mind, he is able to see (and recite) each digit in eerily perfect sequential order. Something else that’s relatively amazing – Daniel’s shape/color/emotion association doesn’t stop at digits (0-9); each integer from 0-10,000 has its own respective “symbol”. (...)

http://www.synesthesiatest.org/blog/daniel-tammet#sthash.DwveG3ze.dpuf

Der er meget få mennesker i verden med dette særlige 'savant syndrom' - og det normale er - hvis man kan sige sådan - at man så som regel er stærkt mentalt handicappet på andre centrale områder, og fx har svært ved at udtrykke sig verbalt og kommunikere sprogligt og socialt med almindelig mennesker (som man så fremstillet i filmen "Rain Man").

   Men netop i forhold til den "norm" er Daniel Tammet en undtagelse. Han er relativt udadvendt og velformuleret - og er i stand til verbalt at reflektere over sine særlige evner og hvordan samspillet er mellem dem, som det fremgår af den følgende TED-TALK!
   Her ser vi også illustreret og dokumenteret af powerpoint-slides hvordan Daniel Tammet regner ved hjælp af de farver og former som synæstesien automatisk udstyrer ham med når han tænker på tal:

Hele dokumentaren "The Boy with the Incredible Brain" kan ses på YouTube, her:

Dybt fascinerende.

   Daniel Tammet har også skrevet og fået udgivet bøger hvori han fortæller om og reflekterer over sine særlige evner - herunder om han i virkeligheden kun er et specialtilfælde af noget som ligger som kreative muligheder i alle mennesker, hvad han vist nok mener.

• Born on a Blue Day (2006) – autobiography
• Embracing the Wide Sky (2009)
• Thinking in Numbers (2012)

Jeg har bestilt dem alle på Amazon.co.uk. Især hans selvbiografi kan være lidt sjov at sammenligne med Asimovs, forestiller jeg mig.

Dr. Hannibal Lecters hukommelsespalads - forklaringen på den kreative kannibals fabelagtige viden og kunnen

Næsten hver sommer læser jeg de tre krimiromaner om den menneskeædende superintelligente massemorder, gourmet, kunst- og musikelsker Dr. Hannibal Lecter , skrevet af Thomas Harris: "The Red Dragon" (1982), "The Silence of the Lambs" (1989), "Hannibal" (1999)

   Det er ren afslapning og nydelse. Serien er fantastisk velskrevet. Og jeg opdager hver gang nye interessante ting i den. 

   

Denne gang var det en reference i det sidste bind i serien til noget jeg tidligere har skrevet om, den særlige form for mnemoteknik som på engelsk går under betegnelsen "memory palace" som jeg blev opmærksom på.

   Fortælleren (sammen med læseren) er "fluen på væggen" mens vi følger med Hannibal 'mindwandering' i sit hukommelsespalads. Her er indledningen til det lange citat som følger til sidst i indlægget :

Let us enter the Memory Palace of Dr Hannibal Lecter, he will not notice our entry since he is busy in the soundproof room that is the Hall of Appreciating Arts. If we are timely and careful, we might be able to leave before he even senses our presence.

   We can pass through the grand hall, a half-completed mosaic lines the floor that we walk on, it is only half-complete because the palace is in a state of flux - as it always is, always changing, always moving rooms and changing hallways - which, though appearing random, has a strict definition in its seemingly chaotic order.

Jeg lærte fænomenet 'hukommelsespalads' at kende gennem den spændende og velfortalte bog "Moonwalk with Einstein", af den amerikanske journalist  Joushua Foer - med undertitlen "The Art and Science of Remembering Everything". 

   Bogen og de tanker den satte igang hos mig har jeg skrevet om i flere indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/manevandring-med-einstein-joshua-foer.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/01/hukommelseskunstnere-og-mentalatleter.html

Min interesse for hukommelseskunsten hænger sammen med at jeg altid har haft et problem med min hukommelse - lige siden jeg var barn. Jeg har haft svært ved at lære udenad: kongerækker, tabeller, gloser, telefonnumre, navne. Og jeg har haft svært ved at huske hvordan ord staves, selvom jeg godt kunne fornemme når et ord der var skrevet eller trykt, var stavet "forkert".

   Og det er ikke blevet bedre med årene.

   Så jeg har altid måttet opfinde særlige tricks for at huske det jeg vidste jeg nok ville glemme hvis ikke jeg gjorde en særlig anstrengelse.

   Derfor var teknikken med brug af hukommelsespaladser som man fik indblik i gennem Foers bog, stærkt fascinerende. 

   Teknikken er to-ledet: først kobler man det man skal huske, fx en række tal, sammen med et billede (altså en slags metafor- eller metonymteknik), derefter hænger man mentalt set billedet op i et imaginært rum i en bygning som man kender ud og ind og for sit indre blik kan vandre igennem. 

   Ved for sit indre blik - 'the minds eye' - at gå gennem bygningens rum og se billederne på væggene, så husker man tallene. 

  Og fidusen er altså at gennem den teknik kobler man den generiske eller semantiske hukommelse som primært er knyttet til venstre hjernehalvdels sprogcentre, sammen med den rumlige og episodiske hukommelse som primært er knyttet til aktivitet i den højre hjernehalvdel.

Under researchen til dette indlæg finder jeg et interessant forskningsresultat - ikke mindst i lyset af at jeg netop er fyldt 70. Rubrikken lyder:

For aging brains, two hemispheres are better than one

Forskningen underbygger det jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg, at hjernen er fleksibel og under stadig udvikling langt op i årene. Hvis visse funktioner svækkes i nogle dele af hjernen, så kan andre kompensere og tage over.

Older adults actually use different regions of the brain than younger adults to perform the same memory and information processing tasks, according to University of Michigan research to be presented Aug. 24 at the annual meeting of the American Psychological Association in San Francisco.

   The research, conducted by U-M cognitive neuroscientist Patricia Reuter-Lorenz and colleagues and funded by the National Institute on Aging, provides intriguing clues about how older adults compensate for some of the age-related declines in short-term memory and mental speed that plague so many older Americans.

   "Older adults activate both hemispheres of the brain to remember what younger adults can remember using just one hemisphere," says Reuter-Lorenz, who has just received a new grant from the NIA to continue her research. 

   (...)

   Overall, though, Reuter-Lorenz believes that older adults benefit from bi-hemispheric processing. Using two hemispheres instead of one, and more of the brain overall, may allow seniors to compensate for some of the mental declines that come with age, she suggests. Moreover, by identifying precisely which areas of the brain seniors are using to remember and process information, she hopes that scientists and physicians will be able to develop more effective interventions to help seniors maintain and improve brain function well into old age. 

http://www.ns.umich.edu/Releases/2001/Aug01/r081501a.html

Fiktionsfiguren Dr. Hanibal Lecter er vel stadig i sin bedste alder. Men jeg er ikke i tvivl om han bruger alle dele af sin hjerne optimalt, ud fra enhver målestok. 

   Han er udstyret med en utrolig hukommelse, er belæst og vidende inden for et bredt felt af videnskaber og kunstdiscipliner, har en uhyggelig psykologisk indlevelsesevne, en fantastisk lugte- og smagssans, han elsker at 'lege'  og manipulere med andre mennesker, og han unddrager sig enhver normal psykisk diagnose. 

    At sige at han bare er "den personificerede ondskab", yder slet ikke  figurens fascinationsværdi og kompleksitet retfærdighed. 

   Han hjælper jo også FBI-agent Starling med at fange og bekæmpe andre ufatteligt onde psykopater og massemordere. Måske bare "for sjov". Og han er vel samtidig det man vil betegne som en HSP-er, en hypersensitiv personlighed. Og oven i - psykopat.

   På næsten enhver måde indfrier han listen af kendetegn for den særligt kreative personlighed, som Mihaly Csikszentmihalyi har opstillet.

Her følger romanens beskrivelsen af Hanibal Lecters hukommelsespalads:

The memory palace was a mnemonic system well known to ancient scholars and much information was preserved in them through the Dark Ages while Vandals burned the books. Like scholars before him, Dr. Lecter stores an enormous amount of information keyed to objects in his thousand rooms, but unlike the ancients, Dr.Lecter has a second purpose for his palace; sometimes he lives there. 

   He has passed years among its exquisite collections, while his body lay bound on a violent ward with screams buzzing the steel bars like hell’s own harp.Hannibal Lecter’s palace is vast, even by medieval standards. Translated to the tangible world it would rival the Topkapi Palace in Istanbul for size and complexity.

   We catch up to him as the swift slippers of his mind pass from the foyer into the Great Hall of the Seasons. The palace is built according to the rules discovered by Simonides of Ceos and elaborated by Cicero four hundred years later; it is airy, high-ceilinged, furnished with objects and tableaux that are vivid, striking, sometimes shocking and absurd, and often beautiful. The displays are well spaced and well lighted like those of a great museum. But the walls are not the neutral colors of museum walls. Like Giotto, Dr. Lecter has frescoed the walls of his mind.

   He has decided to pick up Clarice Starling’s home address while he is in the palace, but he is in no hurry for it, so he stops at the foot of a great staircase where the Riace bronzes stand. These great bronze warriors attributed to Phidias, rased from the seafloor in our own time, are the centerpiece of a frescoed space that could unspool all of Homer and Sophocles.

   Dr. Lecter could have the bronze faces speak Meleager if he wished, but today he only wants to look at them.A thousand rooms, miles of corridors, hundreds of facts attached to each object furnishing each room, a pleasant respite awaiting Dr. Lecter whenever he chooses to retire there.

   Fearfully and wonderfully made, we follow as he moves with a swift stride along the corridor of his own making, through a scent of gardenias, the presence of great sculpture pressing on us, and the light of pictures. His way leads around to the right past a bust of Pliny and up the staircase to the Hall of Addresses, a room lined with statuary and paintings in a fixed order, spaced wide apart and well lit, as Cicero recommends. 

   Ah… The third alcove from the door on the right is dominated by a painting of St. Francis feeding a moth to a starling. On the floor before the painting is this tableau, life-sized in painted marble. A parade in Arlington National Cemetery led by Jesus, thirty three, driving a ’27 Model-T Ford truck, a “tin lizzie,” with J. Edgar Hoover standing in the truck bed wearing a tutu and waving to an unseen crowd. Marching behind him is Clarice Starling carring a .308 Enfield rifle at shoulder arms.

Min teori er jo at mange af den type mennesker har oplevet tab og savn og fremmedgørelse som barn eller ung, oplevelser som har aktiveret og stimuleret deres fantasi- og forestillingskapacitet ekstraordinært, altså de dele af hjernen, the default network, som tager sig af disse funktioner. 

  Sådan også med Dr. Lecter. Han har et barndomstraume hvis indhold er at den otteårige Hannibals elskede søster Micha i Litauen under anden verdenskrig bliver fanget, myrdet og spist af udhungrede litauiske militsmænd uden at broderen Hannibal kan gør noget.

   Den grundtraumatiske oplevelse er det centrale i fortsættelsen af passagen hvis start jeg har citeret tidligere:

At the moment, the East wing of the memory palace - set in a deeply gothic style with sweeping spires in grey elaborate framework and goblins peering from the corners of hallways; befitting its true nature - is growing by the moment, especially as Dr Lecter's mind grows more and more angry, as it does now in the Hall of Appreciating Arts. The East wing has always existed here, albeit on far smaller a scale but it always existed in some sense, from the very birth of the palace in his mind. But perhaps it was only a window before, looking out onto the palace grounds. Still, it was always there and slowly, over the years, corridors and floors appeared, however the doors remained locked, even to the good doctor, but now his key is starting to open locks and he is beginning to discover new and terrible things in his mind.

  Tread lightly now, for Dr Lecter is almost ready to leave the Hall, which is on the opposite wing from us in this vast palace, yet that is close enough for us to worry. There is nowhere in this palace farther away than a few strides through the nearest door.     Everywhere is linked here, much like the neural pathways of the brain - firing neutrons along synapses and propagating signals that are readily symbolised by a man rushing through corridors and doorways as the doctor suddenly does now, leaving the Hall of Appreciating Arts in a fit of fury and passing through the room of eternal abominations. It is here that his memories of stillborn births and grotesque human deformities from his time in medical school were manifested, and it was in the dark dungeons of his school many years ago where he first discovered that his taste could stretch to…the unusual.

   The dungeon of this palace is the sickly underbelly of sheer insanity itself and it is a place that we cannot ever hope to probe. Indeed, the good doctor himself never ventures there consciously and the key is always kept safe in his breast pocket. Only when falling into the darkness of psychosis does the doctor find himself there, in the pitch black, slime-covered dungeon with things that have no names, and he always leaves immediately, for the things there would consume him entirely.

   We hide in the shadow of the grand staircase as Dr Lecter storms across the grand hall, he is spitting out balls of fire like a dragon disturbed from its sleep. It appears that he has been angered by an artist. Already, we can hear more grindings from the East wing as it continues to grow, its walls spreading out further, encompassing other rooms in its nightmarish grandeur.

   He has passed and we are now free to move upstairs, the doctor is engaged in the filing room, busy organising for tomorrow's patients. We move around the sharply inclining cyclical staircase, passing the famous Salvador Dali painting of Christ on the cross along the way, Dr Lecter's ironic memento to his own persecution. A memory palace is not without its own cruel sense of humour.

   We move into the gothic halls, its grey stone walls occasionally brightened by a vibrant splash of red like a gout of blood. Deeply crimson velvet curtains hang on either side of nightmarish portraits - this is a dark place, one fraught with Dr Lecter's own horrible dreams, much too horrible to describe - but we are also seeing the thoughts of his patients, and our great doctor's desire to harm them. He has the desire to harm those who are an affliction upon the polite and non-discerning world, the free-range rude in other words.

   To our immediate right we find a portrait of Martin Tellingsworth, before and after. In the before portrait we are shown a strange façade, a person with the lips of a woman, hair of a woman, yet the beard and eyes of a man, someone trying to be something they are not. That is what angers Dr Lecter about this man, his desire to shed that which he has, his irrefutable need to lose all that defines him. After…well, that is not for me to describe, someone else shall do that and it pains me too much…I can feel Martin's agony as should you, still vivid and screaming from the portrait, reaching out to us.

   Dr Lecter enters our hallway and we are easily caught, however, the good doctor does not choose to see us. He is obviously aware of our presence and respectfully, we must withdraw. Although we shall pause for the briefest of moments to observe the creature in his own habitat, to see how he marks his territory and keeps it safe from harm.

   Much fascination is placed on the contents of a memory palace, while not many venture to guess what lies beyond the doors of such a magnificent structure. In Dr Lecter's palace there are a great many rooms , the insides of which are only for himself, but there is a world beyond these doors, outside of the palace.

  We watch as Dr Hannibal Lecter stands by the huge window at the end of the east wing, this window seems to grow larger as he stares out, and we are quickly blinded by a bright whiteness as snow stretches off to the infinite horizon. If we were to be a fly on the wall, far enough above the good doctor for him to miss - engrossed as he is with the happenings outside - we would see what he sees:

   A pair of rough-looking, unshaven woodsmen with desperate eyes sunken in blueish sockets are traipsing through the snow purposefully, their mouths in thin, resolute lines.   They are dressed in shabby clothes, which are practically coming apart at the seams. One carries a dangerously sharp axe and another carries a set of keys, they move towards a large rickety barn, speed entering their step now before they throw the wide door open.   Suddenly we can see children, dozens of them, cowering in a corner like terrified lambs.   The woodsmen select one of the young and a small boy protests their decision, only to be struck to the ground like a rag doll. Although this is an incarnation of the doctor it does not affect him and he does not flinch in memory of pain, for it is outside of his palace, banished from his emotions forever. The axe-wielding man passes his weapon to the other and takes the child away. The girl is dragged, kicking and screaming - quite healthily despite the fact that she is nearly starved to death - to a block of wood in sight of the barn. The other man then closes the door, blocking out the frightened wails of the children - who now sound like bleating lambs - and quickly moves to the block, then raises the rusty chipped axe high above his head.

  The doctor catches our intent gazes, the bright glint of red in his maroon eyes is enough warning for us to withdraw, our privileges are spent, we leave speedily, past the horrific portraits and the wailing gargoyles spitting blood, spiralling down the staircase and across the mosaic, breaking out from the confines of the palace and into the bright whiteness of escape…

Romanen "Hannibal" klimakser med en form for mental projektion og fysisk sammensmeltning af erindringen om den afdøde søster Micha, og den levende og fysiske Clarice Starling hvis liv han redder, og hvis bevidsthed han langsomt vækker til live igen. 

   I slutscenen på romanen ser vi parret danse tango i Bouenos Aires - en helt anden slutscene end filmatiseringens - en slutscene som mildest talt må have været hård kost for et amerikansk patriotisk publikum: Kvindelig FBI-Agent lever lykkeligt sammen med - og har sex med - en kannibalistisk massemorder og psykopat.

   Mytologisk og metaforisk set: Skønheden og Uhyret.

   Her dukker hukommelsespaladset som motiv frem igen:

Somtimes our couple dances at dinnertime. Sometimes they do not finish dinner.

  Their relationship has a great deal to do with the penetration of Clarice Starling, which she avidly welcomes and en courtages. It has much to do with the envelopment of Hannibal Lecter, far beyond the bounds of his experience. I is possible that Clarice Starling could frighten him. Sex is a splendid structure the add to every day.

   Clarice Starling´s memory palace i building as well. It shares som room with Dr. Lecter´s own memory palce - he has  discoverd her in there selveral times - but her own palace grows on its own. It is full of new things. She can visit  her father there. Hannah i at  pasture there. Jack Crawford is there, when she chooses to see him bent over his disk - after Carawfor was home for a month from the hospital, the chest pains came again in the night. Instead of calling an ambulance and going through it all again, he chose simply to roll over to the solace of his late wife´s side of the bed.

   (...)

   It is hard to know what Starling remembers of the old life, what she chooses to keep. The drugs that held her in the first days have had no part in their lives for at long time. Nor the long talks with at single light source in the room.

   Occasionally, on purpose, Dr, Lecter drops a teacup to shatter on the flooer. He is satisfied when it does not gather itself together. For many months now, he has not seen Micha in his dreams.

 

Om 'den indre biograf' når man bliver blind - om Oliver Sacks' 'The Mind's Eye' - fortsat ...

Jeg skrev for et par indlæg tilbage om Oliver Sacks' bog 'The Mind's Eye'. 

   Ud over at han er en af pionererne i moderne hjerneforskning, og var en slags frontløber med sin bog fra slutuningen fa 80-erne: 'The Man Who Mistook His Wife for a Hat', så gav han mig personligt forklaring på sider af min omgang med andre mennesker gennem et langt liv, som jeg ikke før havde været bevidst om, nemlig min 'ansigtsblindhed' - i mildere grad.

   Faktisk blev jeg også klar over ved læsningen at jeg sansynligvis mangler det 3-D syn - det såkaldt 'stereoskopiske syn' -  som de fleste menensker har, men ikke alle. Jeg blev som 10-årig opereret for skeløjethed på begge øjne, og det indebar at øjenenes muskler blev fixeret. Nogle af de cases Oliver Sacks fortæller om i kapitlet 'Persistence of vision', ligner slående min historie. 

   Og når Sacks fokuserer på det fænomen i et helt kapitel, så er det også fordi han selv er blevet blind på det ene øje, og har mistet sit eget stereoskopiske syn.

Men det er faktisk det sidst kapitel i bogen, det der har givet titel til hele bogen, som jeg syntes var mest spændende: 'The Mind's Eye'.

   I forbindelse med det emne jeg skrev om i flere tidligere blogindlæg : 'Den plastiske hjerne', var jeg inde på at hjernen er så flexibel at hvis man er blind, så vil den visuelle cortex som hos seende bearbejder synsindtryk til synsoplevelser, i mangel af stimulerende input fra synsnerverne, kunne blive hvervet eller ekspropieret af andre sanser: fx høresansen, eller følesansen (ved blindskrift) - som derigennem forbedres, skærpes og forfines.

Men Oliver Sacks har en anden vinkel på blindhed. Det der interesserer ham (fordi han måske også frygter at blive blind på det andet øje), er: Hvad skere der i hjernen hos mennesker som i mange år har været seende, når de bliver blinde, fx ved en ulykke eller en blodprop der rammer synet? Altså teknisk: De er udsat for en radikal 'visuel sensorisk deprivation', og hvordan reagerer hjernen på det?

Den helt grundlæggende opdagelse i moderne neuroscience er at de dele af hjerne som er aktive til at omsætte og bearbejde sanseindtryk af fænomener fra omverdenen til mentale "oplevelser", at de også er aktive når et menneske forstiller sig de selvsamme fænomener, eller høre dem beskrevet i ord. Det viser de MRI-scanninger som giver indblik i hvor hjernen er aktiv - 'lyser op'/'tænder' - under forskellige vilkår og udsat for foskellige opgaver og input.  (NB! en lignende tredobling af funktionen har jeg tidligere beskrevet gælder for spejlneuronerne i premotor-cortex: de samme neuroner er aktive både når en person selv udfører en bestemt handling, når en person ser en anden udføre den samme handling, eller når man hører, læser om eller forestiller sig denne handling udført),

    Dette at hjernes perceptionsmoduler har flere tæt forbundne funktioner, får Sacks til at spørge.: Hvad hvis man bliver blind i en relativt moden alder, bliver den visulle cortex så ved med at kunne forstille sig noget på den indre skærm, for det indre syn? Eller går den del af hjernen også i sort, når synsansen lukker ned?

Sacks beskriver så en række cases:

   'John Hull' går rent faktisk mentalt i sort da han bliver blind, og holder helt op med at kunne forestille sig noget som helst visuelt. Som om han havde været blind fra fødslen. Til gengæld skærpes hans andre sanser radikalt.

    Da Oliver Sacks skriver om denne case i en af sine bøger - og generaliserer den, får han en række breve og henvendelser som fortæller helt andre historier:

   En voksen blindet australsk psykolog, 'Zoltan Torey', udvikler - efter at hav mistet synet som 21-årig - sit "indre øje" og dermed sin forestillngsevne til uanede funktionelle højder. Sacks fortæller og refererer:

In this, he said, he had been extremely successful, developing a remarkable power of generating and manipulation images in his mind, so much so that he had been able to construct a virtual visual world that seemed as real and intense to him as the perceptual on he had lost - indeed, sometimes more real, more intense. This imagery, moreover, enabeld him to do things that might have seemed scarcely for a blind man.

   "I replaced the entire roof guttering of my multigabbled home single-handed", he wrote, "and solely on the strenght of the accurate and well focused manipulation of my now pliable and responsive mental space." (...)

   And he felt that his newly strengthened visual imagery enabled him to think in ways that had not been available to him before, allowed him to project himself inside machines and other systems, to envisage solutions, models and designs.

Dette afsnit giver mig straks to associationer til hvad jeg ellers har læst: "Projcting" er noget som en del af "the defualt mode nework" i hjernen tager sig af, siger forskningslitteraturen. Og det mentalt at kunne manipulere ting og billeder rumligt, det er den form for tænkning som er en af den højre hjernehalvdels kernefunktioner, er alle kilder enige om.  

En tredje case Sacks beskriver, er 'Sabrie Tenberken'. Hun har haft dårligt syn næsten fra fødslen, men først i løbet teenageårene forsvandt synet helt, dog kunne hun længe se farver og identificerer objekter ved deres farver. Og hun var i øvrigt synæstetiker i markant grad - det med fx for sit indre blik at opleve bestemte farver som ledsagefænomen til at læse bestemete ord eller bogstaver eller tal.. 

   Sacks refererer fra hendes bog:

Though she had been totally blind for a dozen years when she went to Tibet, Tenberken continued to use her other senses, along with verbal description, visual memories and a strong pictorial and synesthetic sensibility, to construct "pictures" of landscapes and rooms, of environments and scenes - pictures so lively and detailed as to astonish her listeners. (...)

   Hers imagination is essentially an artistic imagination, which can be impressionistic, romantic, not veridical at all, whereas Torey's imagination is that of an engineer, and has to be factual, accurate down to the last detail.

Oliver Sacks giver flere eksempler på forskellige måder blinde der oprindelig har haft den omverdensretted synsevne, udvikler og skærper deres indre syn ("mind's eye") - i forskellig retning og på forskellig måde. 

   Han fortæller at han selv altid har været ret dårlig til bevidst og villet at visualisere konkret og levende for sit indre blik, mens hans mor som var kirurg, var ekstremt god til at forestille sig noget på sin indre skærm - for eksempel hvordan skellettet så ud inde i en krop der jo var dækket af muskler og hud. 

   På den anden side konstaterer Sacks at selv om han ikke bevidst er særlig god til at fremkalde indre billeder, så kan han godt uventet og uvillet få livagtige "syner".

   

Sacks går videre til at beskrive hvordan evnen til at tænke og forstille sig visuelt og rumligt, er en evne mange af de helt store videnskabsmænd inden for fysik og kemi har haft i helt særlig grad - som en mental forudsætning for at de nåede frem til deres opdagelser. 

   Albert Einstein er en af de mest kendte eksempler på det. Men litteraturen om videnskabens historie kan fortælle om mange flere.

Sacks refererer også til nyere teorier der argumenterer for at det vi 'SER', altid er et produkt af at de visulle sanseinput fra øjet hele tiden matches med det vi - bevidst eller ubevidst - har lagret i den visuelle hukommels som erindringsbilleder, billeder som nogen bevidst kan kalde frem på den indre skærm, mens andre ikke kan - selv om de ligger der et eller andet sted.

   Og jeg kommer til at tænke på vidnepsykolgien som Poul Martinsen lavede et fantastisk dokumentarprogram om i starten af 80-erne, hvoraf det fremgår at det folk ser - ikke er hvad der objektvit sker foran deres øjne, men hvad de forestiller sig sker - så at sige 'fodret' af de visuelle input som kommer via øjnenes synsnerver. 

Hvorfor synes jeg nu alt det her er dødspændende i forhold til min jagt på forståelsen af hvad kreativitet er - og hvordan de kreative processer foregår i sindet - og mellem mennesker?

Det peger på at fantasien - forestillingsevnen - det der på engelsk kaldes 'imagination' - er fordelt og udviklet forskelligt fra person til person, og at der kan være mange forskellige 'stilarter' for fantasiprocesserne - ligesom vi tidligere - med Richard J. Davidson - har set at der er 'emotionelle stilarter' - 'stilarter' som kan kendetegne et bredt spekturm af vidt forskellige temperamenter og personlighedstyper. 

  Det peger videre på at for nogen er fantasi en evne man bevidst kan aktivere og trække på, mens for andre "kører den bare" som en ubevidst mental "strøm". Og sidst men ikke mindst: at fantasien er en mental evne som kan udvikles og rendyrkes som en ressource, ligesom hukommelsen (Joshua Foer) , eller evnen til at se og tegne et motiv (Betty Ewards). 

   Og så giver det mig endnu en slags bekræftelse på at jeg er på rette spor når jeg tror at der er en vis årsagssammenhæng mellem hvad hjernen og sindet udsættes for når man er barn og ung - af tab, savn og (for)flytninger -  og så det kreative fantasi-output som senere trækker på disse oplevelser som en mental og emotionel ressource - hvad enten man er forfatter, billedkunstner, musiker eller videnskabsmand.
   Det stemmer i hvert fald med det man kan læse sig til om udviklingen af 'the default mode network' i Wikipedia der fortæller at dette 'netværk' af nervebaner først er færdigudviklet når folk og deres hjerner er nogenlunde voksne, og at dets udvikling og funktionsmåde kan være være kraftigt influeret  af stærke negative oplevelser i barndom og ungdom.

Set det tidligere indlæg ud fra læsningen af Oliver Sacks bog her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/09/sindets-indre-je-om-ansigtsblindhed-og.html

Hukommelseskunstnere og mentalatleter - hukommelsespaladser med frække huskebilleder på væggen

Jeg er igang med at læse bogen Moonwalk med Einstein, forfatter Joshua Foer, som jeg i to tidligere indlæg har refereret til. Den er godt nok sjov og spændende og interessant. 

   Ikke fordi der er så meget nyt, men det er måden det er fortalt og præsenteret på. Og så vrimler det med dejlige blandede metaforer som fx. hukommelsespaladser og mentalatleter.

Det sidste står for de mennesker der har trænet sig op til at være hukommelseskunstnere. Og bogens nagelfaste pointe er at alle kan lære at huske meget, meget mere end de tror. 

   De mennesker der deltager i forskellige mesterskaber i hukommelse, har ikke en særlig evne eller er udstyret med en helt speciel hjerne. Nej, de kan og har lært sig nogle teknikker, og så kan de altså huske store mængder af facts revet ud af en meningsfuld sammenhæng.

Jeg har tidligere læst at man mentalt skulle lave en forbindelse mellem det svært huskelige og noget visuelt, et billede, for at kunne huske det bedre og genkalde det nemt og nøjagtigt. Men her uddybes det med "hukommelspaladset", det mentale "sted" hvor man skal "gemme" billederne som så står for det man egentlig skal huske. Der skelnes mellem den naturlige hukommelse som er den man bar har som medfødt, og den "kunstige":

Kunstig hukommelse har to grundlæggende komponenter: billeder og steder. Billeder repræsenterer indholdet af det man ønsker at huske. Steder - eller loci, som det kaldes på latin - er der hvor disse billeder bliver opbevaret.

   Meningen er at man skaber et sted for sit indre blik, et sted, som man kender godt og let kan visualisere, og derefter befolker man det imaginære sted med billeder der repræsenterer det man ønsker at huske. Romerne kaldte det "loci-metoden", og en sådan bygning kom senere til at hedde "hukommelsespaladser."

Et hukommelsespalads kan også være erindrede forestillinger om andre steder man kender rigtig godt og i detaljer, fx et landskab eller sin egen krops legemsdele. 

   Jeg bemærker her hvordan metaforen "det indre blik" hives af stalden - for at beskrive og forklare indre mentale processer. Og jeg ser for mig "mentalatleter" spæne rundt i "hukommelseslandskaber".

Hele fidusen er at mennesket har en fremragende rumlig og visuel hukommelse (biologisk nødvendig for jæger- og samler-hjernen), men en dårlig hukommelse for løsrevne facts og enkeltinformationer som tal og ord.
   Så ved at koble de løsrevne og i den givne sammenhæng meningsløse oplysninger med noget visuelt og rumligt, så motiverer det hjernen til at huske det meget bedre. 

   Og det billede der repræsenterer det du skal huske, skal du så udstyre med så mange visuelle eller sanselige egenskaber at det giver et stort net af neurale forbindelser til andet mentalt stof som befinder sig i hjernen: farve, lugte, smag, størrelse. Her skal man altså udnytte sin fantasi. 

   Og det er en fordel hvis man har en beskidt fantasi.

For mig er der ingen tvivl om at det her kan kobles til det jeg skrev om for ikke så længe siden: nyheder formidlet som manga-tegneserier, via afklædte damer som nyhedsværter, eller nyheder opført som teaterperformance. Det fremmer interessen, forståelsen - og at det sætter sig på hjernen som noget man husker.

    Vi kobler nyheden til noget der er visuelt og fascinerende, og så sidder den fast og forstås for alvor.

Så min konklusion er så også at disse memoteknikker i virkeligheden er en form for blending. Vi ser og forstår X gennem Y.

Men jeg associerer også til erfaringssprogets basic-level-kategorier: ord der refererede til noget man kan tegne eller udføre som handling.