Mentale og fysiske handicap som kreative restriktioner - og kunstnerisk aktivitet som pædagogisk befrugtning af de kedelige fag

En af mine faglige venner og læsere af bloggen har sendt en mail der introducerer englænderen Sir Ken Robinson, en af de helt tunge drenge inden for forskning i sammenhængen mellem udddannelses(re)former og kreativitetsudvikling. 

   Med afsæt i Ken Robinsons filosofi og tænkning, udkaster min ven en hypotetisk påstand om ordblindhed og kreativitet, en sammenhæng som var centralt i det foregående indlæg om skrift- og billedkunstneren Gudrun Hasle:

Et par input til din blog vedr. kreativitet og ordblindhed. Det kan være, du allerede er stødt på foredragene, men pyt nu med det:-)

   Hvis man tager udgangspunkt i Ken Robinsons teser, kunne det være interessant at undersøge en påstand, der lyder noget a la: 

Ordblinde excellerer ofte kreativt, fordi deres "handicap" har reddet dem fra at blive ødelagt i et dogmatisk tilrettelagt skolesystem.

Jeg har netop læst en bog "Creativity From Constraints" af Patricia D. Stokes, en bog der fremhæver at kreativitet ud fra begrænsninger har to kilder - restriktioner/begrænsninger ("constraints") der blokerer for at nå et mål ad den slagne, sædvanlig, rutinemæssige vej - en blokering som så på den anden side tvinger til at nå et lignende og måske bedre mål ved at gå en uprøvet, grænseoverskridende vej. 

   Ordblindhed, talblindhed, ADHD, asberger-autisme, "indadvendthed" m.fl. indebærer mentale, fysiske, kognitive, sociale begrænsninger og blokeringer: modstande der tvinger den ramte person til opslidende psykiske forhindringsløb. For ham eller hende er der opgaver, aktiviteter, kontekster, samspilsformer som simpelthen er meget svære at udføre fordi det medfødte neurologiske set up i hjernenen stiller sig i vejen.  Og fordi omgivelsernes reaktioner kun forstærker problemerne.

   Hvis man  i skolen - i stedt for at fokusere på disse "funktionsafvigelser" som handicap, så fokuserede på de mange andre områder af livet hvor de pågældende børn "excellerer", så ville det utvivlsomt frigøre en masse kreative energier som nu "spildes" på frustrationer, ked-af-det-hed og negativt selvværd. 

"Forhindringsbane"  

Men andre store kunstnere har delt skæbne med Gudrun Hasle - og gjort deres lidelse og afsavn til den kreative drivkraft for stor kunst:

Frida Kahlo: Selvportræt

En søgning på Ken Robinsons liv og opvækst afslører at han er en af syv søskende, at hans familie er "working class", at hans far blev lammet i hele kroppen ved en arbejdsullykke, og at han selv som barn fik børnelammelse, og siden kom i specialklasse i skolen de første år.

   Så meget kontante, kreative restriktioner har han haft masser af, må man konstatere. 

  Og når jeg ser og hører ham optræde i forskellige videoer, så tænker jeg også at der kører et emotionelt spor af 'kreativ vrede' under de smukke, sjove, positive og spændstige formuleringer af hans filosofi og tænkning (ligesom kreative vrede lurer under Frida Kahlos malerier).

Her de to YouTube-videoer som min ven henviste til i sin mail:

Den her TED-TALK af Ted Robinson fra 2007 er en af de mest viste blandt alle de mange glimrende TED-taler man kan se på YouTuebe

Wikipedia sammenfatter Ken Robinsons pædagogiske tænkning og filosofi således:

Robinson has suggested that to engage and succeed, education develop on three fronts. First, that it should foster diversity by offering a broad curriculum and encouraging individualization of the learning process; That it should foster curiosity through creative teaching, which depends on high quality teacher training and development; And finally that it should focus on awakening creativity rather than standardized testing, giving the responsibility for defining the course of education to individual schools and teachers. He believes that much of the present education system in the United States fosters conformity, compliance, and standardization rather than creative approaches to learning. Robinson emphasizes that we can only succeed if we recognize that education is a dynamic human system, not a mechanical one. Successful school administration is a matter of fostering a helpful climate rather than "command and control".

I den af et flertal i Folketinge vedtagne skolereform om "heldagsskolen" som har haft Christine Antorini som politisk frontfigur og drivkraft, kunne man ønske sig at Ken Robinsons pædagogiske tænkning kunne finde rum og plads. 

   Og jeg vil ikke udelukke at Christine Antorini faktisk er inspireret af ham.

   

Men selv om jeg har fulgt debatten forholdsvis tæt, så er det for mig stadig helt uigennemskueligt om skolereformen ender med et system og et pædagogisk klima som domineres af "command and control" eller med nogle rammer og et læringsmiljø et der fokuserer på "awakening creativity", "fostering curiosity" og "individualizatin of the lerarning proces".

Ser man på titlerne af de mange bøger Ken Robindson har udgivet siden 1977, er det klart at øgede muligheder for kunstnerisk udfoldelse ("ART") inden for skolens rammer står centralt i hans anbefalinger.  Og at skolen altså derigennem skal give meget mere plads for 'skæve', kreative hoveder som har personlige egenskaber til fælles med - jeg nævner i flæng: Gudrun Hasle, Jørgen Utzon, Leonardo Da Vinci, Darwin, Einstein, H.C. Andersen, Jamie Oliver - og Kong Frederik den II. :

Learning Through Drama: Report of The Schools Council Drama Teaching (1977) was the result of a three-year national development project for the UK Schools Council. Robinson was principal author of The Arts in Schools: Principles, Practice, and Provision (1982), now a key text on arts and education internationally. He edited The Arts and Higher Education, (1984), co-wrote The Arts in Further Education(1986), Arts Education in Europe, and Facing the Future: The Arts and Education in Hong Kong,.

   Robinson's 2001 book, Out of Our Minds: Learning to be Creative (Wiley-Capstone), was described by Director magazine as "a truly mind-opening analysis of why we don’t get the best out of people at a time of punishing change." John Cleese said of it: ‘Ken Robinson writes brilliantly about the different ways in which creativity is undervalued and ignored in Western culture and especially in our educational systems.’[8]

   The Element: How Finding Your Passion Changes Everything, was published in January 2009 by Penguin. The element refers to the experience of personal talent meeting personal passion. He argues that in this encounter, we feel most ourselves, most inspired, and achieve to our highest level. The book draws on the stories of creative artists such as Paul McCartney, 'Simpsons' creator Matt Groening,Meg Ryan, and physicist Richard Feynman to investigate this paradigm of success.

Jeg kommer i tanker om Reggio Emila-skolen, en italiensk progressiv børnehave/skole hvis filosofi og pædagogiske tænkning fremhæver at kreative, kropslige og sanselige aktiviteter - tegning, maleri, dans, musik, drama, snedkeri, syning, madlavning - systematisk og bevidst mixes ind i, blandes og integreres med alle andre (boglige) fag. 

   Jeg skriver om Reggio Emilia-skolen og dens betydning som en del af følgende blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/flere-opgr-med-mixofobien-flere.html