Min æstetiske hjerne - om at blive forelsket i ting - og om at gå på auktion og gøre fund

Kan man blive forelsket i en ting?

   Spørgsmålet er afledt af at jeg for nylig har været på Lauritz.com og fået hammerslag på nogle eftertragtede ting, eftertragtede fordi de var smukke på en "sær" måde, eller "sære" på en smuk måde.

Hvis jeg var freudianer, var svaret på spørgsmålet et indiskutabelt klart: Ja.

   Det kaldes fetichisme, og tankegangen hos Freud er at seksuel tiltrækning kan forskydes og kondenseres fra en elsket person, til en konkret ting som tilhører eller emotionelt forbindes med den elskede person, fx særlige beklædningsgenstande.

 

Men her er jeg interesseret i det aspekt af betagelsen og forelskelsen i ting som har med æstetikken at gøre. Hvordan påvirkes vi af et smukt, skønt, æstetisk tilfredsstillende udseende af en genstand? Hvad sker der i hjernen som gør at vi tiltrækkes - så meget at vi køber og samler på udvalgte ting og sager.

Det er i hvert fald sådan at vi (jeg) på en eller anden måde oplever en særlig glæde ved at eje og omgås bestemte ting - en oplevelse som går ud over den rene nytte- og brugsværdi som disse genstande måtte have.

   På mange måder er det netop det som godt design gør: tilføjer en ekstra æstetisk værdi til nytteværdien i tingene. Og oplevelsen af denne ekstra værdi belønnes med ekstra nydelse. Og det koster.

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om hvordan bestemt møbler af bestemte designere har haft så stor tiltrækningseffekt på mig, at jeg måtte have dem, selv om de måske var "urimeligt" dyre at købe.

   Den effekt er jeg ikke alene om at opleve. Det er sikkert noget de fleste kan nikke genkendende til.

   Og de kreative folk der udvikler moderne tv-formater, har i den grad også opdaget fidusen, så vi nu finder en stribe populære programemmer på forskellige kanaler hvis præmis er at tematisere forholdet mellem smukke, interessante og kuriøse ting, og så det at der er et marked for dem, et marked som gør at næsten alle ting kan værdisættes og blive solgt på en auktion.

 

Jeg var selv i min tid som direktør på TV 2 ØST med til at lancere et program i midten af 90-erne med titlen "Mit kæreste eje", et format som stadig produceres og sendes på regional-kanalen her mere end 15 år efter.

   Vi fandt en tv-egnet lokal antikvitetshandler til at vurdere det folk mødte op med og præsenterede: Steffen Dinesen. Og han er siden blevet vurderingschef i netauktionsfirmaet Laurtiz.com:

Fra TV 2 ØST-udsendelsen 'Mit kæreste eje'

Jeg har også selv tidligere købt designermøbler på Lauritz.com, først og fremmest Charles Eames-møbler, og Arne Jacobsen borde. Se fx her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

For nylig har jeg forelsket mig i og købt - dels et bakkebord og dels to lamper - også på Lauritz.com-auktioner:

Anna Deplano. Rundt sofabord model Giro

Christian Dell. Kaiser bordlampe, model 6781

Christian Dell. Kaiser bordlampe model 6751

Bakkebordets designer er italiener, og det produceres og kan købes fra nyt. 

   Da jeg så det, forelskede jeg mig i det med det samme, og pudsede en søgeagent på det. Efter godt et år dukkede det så op i en auktion, så godt og fint som nyt, og jeg fik det til ca. halv pris.

   

De to Christian Dell-lamper har jeg gået og luret på længe. Eller rettere: Jeg kendte ikke Christian Dells navn som lampedesigner før jeg begyndte at søge lamper på Lauritz.com for ikke så mange år siden, og da opdagede at der var mange lamper designet af Dell til salg til ret så høje vurderingspriser. 

   Jeg er sikker på at jeg har set nogle af hans lamper i min barndom i 50-erne, sandsynligvis hos nogle af mine forældres venner, eller på et kontor på min fars arbejdsplads. 

  Kendetegnet for de fleste Christian Dell-lamper er den asymmetriske form der får skærmen til nærmest at svæve - så at sige hængt op i en buet eller svungen 'stander' af metal.

   De fleste Dell-lamper man finder, ser nogenlunde sådan ud:

Men det var ikke bare genkendelsens glæde der tiltrak ved dem jeg købte på auktion. 

   De Christian Dell-lamper der især har betaget mig, er, som man ser ovenfor, især dem hvor 'hatten'  - skærmen - er hel ren i sin form - uden udvækst på toppen eller siden. 

   Som min Sience-Fiction interesserede nevø sagde da han så den af messing: "Den er sådan spacey."

Den øverste med sort skærm fik jeg til vurderingsprisen, og den er produceret i begyndelsen af 50´erne. 

   Den anden af ren messing fik jeg hammerslag på til 1000 kr. under vurderingen der var på 2.500 kr.

   Den er gammel - fra 1930 har jeg siden fundet ud af - med original gummiledning og bakelit-stik.  Og  en tilsvarende tilbydes af en antikforhanlder i USA på nette  for godt 2.000 dollars. 

   Så der har jeg ikke bar gjort et smukt - men også et godt køb.

Hvem var Christian Dell? 

Christian Dell var en tysk designer med en spændende baggrund som sølvsmed, hvilket er med til at forklare den sans for detaljer der findes i hans arbejde. Han arbejdede som formand på Bauhaus’ metalværksted i Weimar, fra 1922 til og med 1925, her var Dell bagmand for en meget innovativ og banebrydende designstil.

    Bauhaus stilen indtager sin helt egen plads i det 20. århundredes kulturhistorie, og den omfattede arkitektur, design, kunst og de nye medier. Bauhaus var en af de første læreanstalter inden for design og førte adskillige af de mest fremragende af tidens arkitekter og kunstnere sammen.

   I tiden efter metalværkstedet fra 1926 tegnede Dell lyskilder, ofte for lampefabrikken Gebr. Kaiser & Co. Bordlampemodellen 6631 Luxus blev vist for første gang i 1936, i det første katalog der udkom i dette år. Denne lampe blev meget hurtigt uden sammenligning den førende model i KAISER idell™-serien, som både dengang og selv den dag i dag står som symbolet på det fornemste inden for tysk design, krydret på eleganteste vis med et udsøgt materialevalg og præcisionsteknik.

    For de nysgerige kan det oplyses at den første del af navnet “Kaiser” henviser til den oprindelige fabrikant af lampen, og “idell” henviser til idé og til Dell som jo er designerens efternavn. “Kaiser” henviser til den oprindelige fabrikant – KAISER & Co.

Ja, Christian Dell er vel nærmest den tyske pendent til vores egen Poul Henningsen.

   Wikipedia kan i øvrigt tilføje: "Dell was born as a girl but has had a surgery when he was 9". 

   En typisk kreativ personlighed med "2 personer i en", tænker jeg straks.

Men hvad foregår der egentlig i hjernen når vi sådan betages af smukke, sjældne ting - som jeg nu af disse Dell-lamper.

   For mig er der ingen tvivl om at vi her må have hjernens kemiske belønningssystem på banen, det der udløser hjernens eget narkotikum dopamin som belønning i en række forskellige sociale og fysiske kontekster: ved lystfyldt og tilfredsstillende sex, ved indtagelse og nydelse af god mad, ved at spille og vinde, ved at løbe til man bliver høj, og ved at udføre et stykke arbejde som er svært men lykkes til sidst.

Jeg søger lidt på den sammenhæng og finder en videnskabelig artikel om nogle forsøg hvor man søger at finde ud af hvad der sker i hjernen når vi udsættes for en kendt vare, men i en ny og usædvanlig designet indpakning og til en højre pris.

   Hvad vælger vi: det nye der er dyrere, eller det velkendte der er billigere?

   Og hvilket valg tager længst tid, det hvor man vælger noget nyt og spændende, eller det hvor man vælger det velkendte.

   Svarene viser sig netop at hænge sammen med hjernens 'reward system':

Using a novel reaction time task, we found that participants took consistently longer to choose aesthetic products than standardized ones (experiments 1a and 1b); that unknown brands with aesthetic packaging are chosen even over wellknown brands with standardized packaging, despite higher prices (experiment 2); and that increased activation in the reward system helps explain these behavioral differences (experiment 3). Together, these results show why and how the choice of frequently purchased goods is influenced by aesthetic package design.

http://blog.ub.ac.id/novebkhoirula/files/2012/06/Aesthetic_package_design_A_behavioral_neural_and_psychological_investigation_2010.pdf

En anden undersøgelse der har fået meget omtale i videnskabformidlende magasiner, konkluderer ifølge journalistisk vinklede overskrifter:

Beauty Is in the Brain of the Beholder

Altså: 'skønheden ligger i hjernen hos beskueren', og er ikke en egenskab ved tingene selv.

  I et forskningsprojekt af Semir Zeki udspurgte man 21 frivillige forsøgspersoner med forskellig kulturel og etnisk bagrund, om at vurdere serier af malerier og serie af musik som enten 'beautiful', 'indifferent' or 'ugly'. Derefter blev de skannet i en fMRI-skanner mens de så malerier igen og hørte musik igen.

Zeki found, by examining MRI images of his subjects’ brains, that when people look at something they find beautiful, a portion in the front part of the brain called the medial orbito-frontal cortex “lights up.” That is, there’s increased blood flow in this area. He believes it’s a near-universal response to beauty. Zeki added that the medial orbito-frontal cortex is a portion of the brain associated with pleasure, and also reward.

   - It really tells you seeking beauty is in fact seeking to reward your pleasure centers.

   Seeking to reward them with the neurotransmitter dopamine, also known as the feel-good chemical of the brain. Zeki added that one thing that’s novel about his study – and a result he wasn’t expecting – is that beauty as perceived through the eyes (e.g., visual art), and beauty you receive through the ears (e.g., music) aren’t routed to different parts of the brain; they both “reward” the same spot. Not only that, he said, the degree of activity in the medial orbito-frontal cortex correlates very strongly to the degree to which you find a thing attractive. He explained: 

 

   - The extent of activity in the medial frontal cortex is directly proportional to the declared intensity of beauty. So if you experience something as very beautiful on a scale of 1 to 10 and you give it a 10, then the activity is going to be stronger than if you experience it as a 1 out of 10.

   By contrast, Zeki said, he found that when people see something that’s aesthetically displeasing – something they find ugly – it lights up a completely different part of the brain.

 http://earthsky.org/human-world/semir-zeki-beauty-is-in-the-brain-of-the-beholder

Altså jo smukkere man synes et maleri eller et stykke musik er, jo mere blus er der på den mediale prefrontale cortex hvor belønningssystemet findes. 

En anden artikel om samme undersøgelse fortæller at en anden del af hjernen også aktiveres når man ser et smukt maleri, og at den del ligeledes er aktiv når man er forelsket: 

Activity in another region, the caudate nucleus, located near the center of the brain, increased in proportion to the relative visual beauty of a painting. The region has been previously reported to correlate with romantic love, suggesting a neural association for the relationship between beauty and love.

Så mit gæt er at også 'krammehormonet' oxycotin er involveret når vi bliver æstetisk betaget af originalt designede ting og sager.

I min research dukke så en for mig og denne blog gammel kending op: "the default mode network". Det er det kompleks af hjernemoduler som er aktivt når vi er passive og indadvendte, hvorfor det også kaldes "the task negative network". 

   Det netværk er sammensat af de moduler i hjernen som vi trækker på når vi mentalt vender os  indad og så at sige  kalder noget frem på 'den indre skærm': når vi dagdrømmer, når vi genkalder os erindringer, når vi forsøger at sætte os i en andens sted, når vi gør os forestillinger om fremtiden . 

   Wikipedia:

The default network is an interconnected and anatomically defined brain system that preferentially activates when individuals engage in internal tasks such as daydreaming, envisioning the future, retrieving memories, and gauging others' perspectives. It is negatively correlated with brain systems that focus on external visual signals. Its subsystems include part of the medial temporal lobe for memory, part of the medial prefrontal cortex for theory of mind, and the posterior cingulate cortex for integration, along with the adjacent ventral precuneus and the medial, lateral and inferior parietal cortex.

Også en yngre generation af hjerneforskere er interesseret i sammenhængen mellem æstetiske stimuli og hjernens aktivitet. En af dem hedder Edward A. Vessel, postdoctoral fellow at the Center for Neural Science at New York University.

   Han går videre ad Zekis spor, men er ikke kun optaget af æstetisk 'skønhed' men også i hjernens reaktioner på kunstoplevelser når værkerne er 'grimme' eller 'provokerende':

“We wanted to go beyond that (i.e. Zeki) and try to understand a bit more about what is an esthetic experience,” Vessel continues. “We wanted to know what the role of emotions is, and our thought is that you can have an esthetic experience that isn’t just positive. For instance, you can look at Picasso’s Blue Period paintings and realize these are very sad, somber scenes, and yet you can report having a strong esthetic response to subjects that are not what we would consider positive.”

Vessel og hans kolleger designede et forsøg i hvilken 16 forsøgspersoner skulle vurdere ('rate') 109 malerier fra 'the Catalog of Art Museum Images Online (camio.oclc.org)'. Malerierne var ikke specielt berømte og kendte, men deltagerne fik at vide at et museum var interesseret i at købe dem, og at kuratorerne var interesseret i forsøgpersonernes umiddelbar reaktioner, inden de besluttede sig for køb eller ej. 

   Forskernes instruktion lød:

“Your job is to give your gut–level response based on how much you find the painting beautiful, compelling or powerful. Note that the paintings may cover the entire range from ‘beautiful’ to ‘strange’ to even ‘ugly.’ Respond on the basis of how much this image ‘moves’ you.”

Snedigt og godt tænkt eksperiment, tænker jeg. Og her viser det sig at den instruks aktiverer "the default mode netværk" - altså den del af hjerne vi ser indad med - og bruger til fantasier om det som ikke findes, men er muligheder:

Vessel’s experiment entailed complicated tracking processes that monitored regions of the brain such as the left caudate and left collateral sulcus. It seemed to demonstrate that certain parts of the subjects’ brains showed greater activity—and those parts seem to be closely related to what scientists refer to as the “default–mode network”—areas reserved for internal monitoring. “That’s the place your brain goes to,” he says, “when you’re in your own world. Vessel thinks he may be seeing evidence of “the fact that external objects can grab us so strongly that they engage our internal thought processes in what we call an ‘esthetic reaction.’”

http://www.artnews.com/2010/01/01/is-beauty-in-the-brain-of-the-beholder/

Tilbage til elskede ting:

   I samlingen af mine fotografier fra Burma finder jeg billedet af denne kurvestol som stod i gangen til en af de butikker vi besøgte. Den ville jeg have taget med hjem, hvis jeg kunne. På grund af dens 'skønhed': 

Jeg oplevede en slags mild meditativ tilstand da jeg så den, en tilstand som jeg genkendte fra mit aller første køb på Lauritz.com for 6 år siden: En kurvestol, designet af Arne Jacobsen fra 1930, beregnet til en udstilling Paris:

Arne Jacoben. Rørstolen AJ 236

Den bruger jeg til at sidde og meditere i når vi er oppe i sommerhuset.

   Og så skal jeg vel også vise den populære le Corbusier fletkurvestol, som jeg ikke har, men kunne have haft hvis jeg havde plads, en stol som jo nok har fundet sin inspiration i kurvestole fra det fjerne østen som den oven for fra Burma:

'Ammehormon', 'krammehormon', 'kærlighedshormon', 'lykkehormon', 'kælekemikalie' - sig navnet: oxytocin

I det foregående indlæg refererede jeg til at hjernens produktionen af et bestemt hormon, oxytocin, tilsyneladende blev stimuleret af at lytte til en bestemt slags 'ambient' musik - musik som også ofte forbindes med meditation og med new age-filosofien.

Og et citat fra Wikipedia gjorde mig nysgerrig efter at vide mere.

Det viser sig at en svensk forsker, professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg, har påvist at det hormon man oprindelig opdagede blev udløst når kvinder ammede, at det er meget bredspektret i sin effekt og udløses af mange forskellige slags sanseinput, men først og fremmest gennem mellemmenneskelig berøring: hånd mod hud, sex!
   Men altså også af bestemte former for musik, som kan tolkes som en slags venlig "berøring" gennem ørernes sanseapparat.

Kerstin Mobergs egen hjemmeside sammenfatter resultaterne af hendes forskning sådan:

Med tiden visade det sig att oxytocinets effekter inte är begränsade till moderskapet, utan är av mer allmängiltig betydelse, eftersom det förekommer hos gamla och unga och hos män och kvinnor. Beröring, närhet och varma och lugna mentala upplevelser kan också påverka oxytocinfrisättningen. På senare år har oxytocinets möjlighet som botemedel vid ångest, oro, stress depression och sociala svårigheter allt mer kommit i förgrunden.

   På senare tid har Kerstin Uvnäs Moberg överfört oxytocinkonceptet från relationer människor emellan till att också innefatta relationer mellan människor och djur. Härmed får den så länge omvittnade positiva effekten på humör och hälsa av att vistas tillsammans med djur eller att ha ett sällskapsdjur en vetenskaplig förklaring.

http://www.kerstinuvnasmoberg.com/kerstinuvnaesmoberg.html

Jeg læste for nogle år siden om nogle undersøgelser der netop påviste at det at sidde med en rolig, spindende kat i skødet, havde delvis samme effekt på frekvensen af de elektromagnetiske bølger som hjernen udsender, som meditation: forstærkede alfa- og theta-bølger. 

   Og her synes vi i hvert fald at få en delvis forklaring, nemlig at det at have "kæledyr" og fysisk omgås dem, forhøjer oxytocin-hormonet i blodet. Og som Fister her er et tydeligt bevis på - effekten går begge veje:

Jeg får også en association til den adfærdsændring hos læger jeg har oplevet er foregået gennem årene siden jeg var barn: De trykker og føler mindre og mindre på deres patienter.
   Jeg har i årenes løb gået til læge 'on and of' for forskellige fysiske skavanker og symptomer. Og mens jeg husker at blive trykket på og blive befølt med hænderne af de læger jeg konsulterede i min ungdom, så gør de det stort set ikke mere selv om mine besøg er blevet hyppigere i takt med alderens skavanker bliver flere. Lægerne ser på måle-resultater af blodprøver og på røntgenbilleder - men der er undeskud på berøringskontoen når det drejer sig om dette at trykke på hud og knogler og mærke efter når man fortæller om et symptom.
   Hvis min personlige iagttagelse er rigtig og gælder generelt, så betyder det at de positive fysiologiske og mentale effekter af den oxycytocin som udløses ved lægens berøring af patientens hud, er blevet kraftig reduceret.
   Og hvis du læser videre, kan du se at der faktisk er videnskabeligt belæg for at den udvikling kan være stærkt kontraproduktivt både set fra  læges og patientens sygdom.

En dansk hjemmeside sammenfatter Mobergs forskningsresultater på den her måde:

Oxytocin er et hormon, der udskilles i kroppen, hver gang du gør noget godt for dig selv. Nu har en svensk professor i fysiologi Kerstin Uvnäs Moberg med sin forskning vist, at hormonet meget let og i samme grad frigøres hos begge køn ved alle former for behagelige og nydelsesfulde stimuli.

   Berøring er det, som stimulerer frigørelsen af oxytocin mest. Det vil sige alle ydre og indre fysiske påvirkninger som kærtegn, massage, knus, varme, en blød bamse eller pude osv. Men også nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen.

   Ved berøring og nærvær dannes oxytocin i hjernen i hypothalamus (det center der også regulerer stress og antistress). Hormonet frigøres herefter til blodbanerne. Her påvirker oxytocin vores centrale nervesystem, så vi spænder af og får ro. Det vil sige, vi stresser af. Mængden af kortisol i blodet halveres, puls og blodtryk daler og du føler ro velvære og varme. Selv om mængden af oxytocin i blodet halveres efter blot nogle få minutter, så får vi glæde af det i lang tid, da den resterende mængde bliver længe i kroppen.

Hvad sker der derefter rundt omkring i kroppens forskellige dele og funktioner rent fysiologisk?

• Blodtrykket daler 
• Pulsen daler 
• Smertetærsklen øges 
• Blodets indhold af stresshormonet kortisol halveres
• Optagelsen af næringsstoffer fra kosten forbedres 
• Fordøjelsen fremmes 
• Sårhelingstiden halveres 
• Immunforsvaret styrkes 
• Kolesteroltallet bliver sundere 

Og de følelsesmæssige effekter er forklaringen på at nogle også taler om oxcytosin som "lykkehormonet":

• Angst og bekymring dæmpes 
• Aggressivitet og vrede dæmpes 
• Man blive roligere og mere afslappet 
• Man føler øget velvære og glæde 
• Kreativiteten stimuleres 
• Man oplever sig elsket og ønsket
• Man oplever øget ømhed og hengivenhed for andre

I forlængelse af min konstatering af at læger fysisk berører deres patienters krop og hud mindre og mindre under konsultationer, så tror jeg at det her hormon også kan forklare hvorfor fysisk alternativ behandling i form af af forskellige slags massage, healing gennem håndspålæggelse, zoneterapi, craniosacral terapi m.fl. er er blevet mere og mere udbredt og populært gennem årene. I de senere år er udvikllingen også blevet sammenfattet under navnet 'wellness'.
   Og så kommer jeg også til at tænke på min kreative frisør. Sammen med min foddame er han et af de få mennesker der jævnligt får lov til at røre ved mig. Og jeg nyder det.
   Og går jeg gennem Algade i min provinsby så vrimler det med frisører og fodterapeuter. De oplever tilsyneladende ikke nogen krise, og lever alle af at de fleste af os måske er i underskud af oxytocin.
 
Jeg har i mange tidligere indlæg beskrevet hvordan endorfin- og dopaminproduktion er en vigtig del af hjernens såkaldte belønningssystem, og en vigtig del at forklaringen på at den særlige kreative lykketilstand som kaldes 'flow', og som fx kan opleves når man skriver - eller løber - eller opfører sig uselvisk: 'writers high', 'runners high', 'helpers high'.

Spørgsmålet er om der er en sammenhæng mellem dette belønningssystems dopaminproduktion (en såkaldt neurotransmitter der virker som et naturligt narkotisk stof) og så hormonet oxytocin. 

   Og det er der, her forklaret af en forsker, doktor Jerry Long:

We know that dopamine is involved in reward and reinforcement, and we know that the dopamine system is activated during social interactions or mating. We also know that the dopamine system is interacting with the oxytocin system to promote the pair bond formation. So for example if you block dopamine, a female will not bond with a male or a male will not bond with a female. Simply by blocking that dopamine input, even oxytocin can’t stimulate the bond; blocking oxytocin receptors will also block the bond formation. Even dopamine can’t stimulate the bond. But if you have both acting at the same time to sort of activate the social aspects and the reward aspects, then it comes together to form a bond which is a preference to interact with another individual.

http://www.dnalc.org/view/2384-Dopamine-Oxytocin-Rewards-and-Bonding.html

En af mine helte og forbilleder udi formidlingen af interessant, ny forskning, Lone Frank, har også skrevet om oxytocin. I en rubrik til en artikel i Weekendavisen helt tilbage i 2008, den 6. juni, kalder hun det:

Kælekemikaliet

LoneFrank indleder artiklen sådan her:

Der er formentlig ingen enkel formel for kærlighed, tillid og generøsitet, men hvis der var, ville den lyde noget i retning af C43H66N12O12S2. Det lille hormon, oxytocin, flyder tilsyneladende overalt, hvor mennesker føler sig forbundne med hinanden. Det får mænd og kvinder til at danne par, det gør forældre tilbøjelige til at tage sig af deres børn, og det hjælper os til at stole på fremmede mennesker.

   ”Det er samfundets lim, så simpelt og dog så fundamentalt”, sagde den amerikanske neuroforsker Paul Zak i sidste uges New Scientist. Lidt mere poppede formidlere har igennem tiden kaldt oxytocin for ”kærlighedseleksir” og ”kælekemikalier”. Senest, i anledning af at stoffet nu bliver afprøvet til behandling af angstlidelser og fobier har en særligt entusiastisk forsker udnævnt det til ”social viagra”.

   I det hele taget har oxytocin indtaget en position blandt hjerneforskningens varmeste emner.. Forskerne taler om, at dets overordnede rolle i hjernen, er at koble social kontakt med velvære, og dette ry har efterhånden bredt sig til gadeplan. Som den amerikanske forfatter Susan Kuchinska i sidste uge konstaterede på sin særlige oxytocinblog: ”folk vil bare rigtig rigtig gerne have fingrene i det her stof”.

En af de mange forskningsresultater som Lone Frank refererer i artiklen, er at oxytocin ikke bare udløses ved positive fysiske sansninger som kys, kæl og kram, sex og massage, men også når vi erindrer og genkalder os den slags positive oplevelser.

   Mekanismen fungerer altså på samme måde som spejlneuroner der aktiveres både når vi selv udfører en handling, når vi ser en anden udføre den samme handling - og også når vi tænker på eller forestiller os handlingen udført. 

   Man har brugt disse spejlneuroners måde at fungerer på som en af de neurologisk mekanismer bag menneskelig empati og indlevelse. Og herunder til at forklare hvordan identifikation og indlevelse hos et filmpublikum med karaktererne på lærredet neurologisk set kommer i stand.

   Det er derfor naturligt at spørge om det at se en rørende/bevægende film også udløser hormondet oxytocin. 

   Selvsamme Poul Zak som omtales i citatet ovenfor, har også lavet forsøg der viser det - eller rettere en af hans studerende:

To see if movies cause our brains to release oxytocin, my graduate student Jorge Barraza designed an experiment where participants watched a video from St. Jude Children's Hospital in Memphis, Tennessee. One group saw a part in which a father discusses his four year-old son Ben's terminal brain cancer. The other half watched as Ben and his father spend a day at the zoo. You can see the video here (kan ikke ses mere)

    Yes, it is really emotional. OK, take a short break to recover.

    In research that will soon appear in the Annals of the New York Academy of Sciences, those who saw the highly emotional part of the video had a 47% increase in oxytocin as measured in blood. Controlling for distress (which was associated with elevated stress hormones), empathy was highly correlated with the spike in oxytocin. This is the first evidence for the speculation, often from my mouth, that oxytocin is a physiologic signature for empathy.

http://www.psychologytoday.com/blog/the-moral-molecule/200902/why-we-cry-movies

Jeg søger videre på nettet: Om der er en sammenhæng mellem de to biologiske forklaringer på empati: spejlneuronerne og oxyctocin. Og finder en videnskabelig artikel fra 2010 med den let tilgængelige titel:

Intranasal oxytocin modulates EEG mu/alpha and beta rhythms during perception of biological motion. 

Artiklens 'abstract' slutter med følgende citat der faktisk kobler alfabølger, spejlneuroner og krammehormonet oxycotin (her forkortet OT) sammen i et eksperimentelt design:

These results are a first step linking OT to the modulation of EEG rhythms in humans, suggesting that OT may have a role in allocating cortical resources to social tasks partly mediated by mirror neuron activity.

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20493637 

Her er et link til en artikel fra magasinet "The Atlantic" om en anden forsker, psykologen Barbara Fredrickson, som i sin nye bog Love 2.0: How Our Supreme Emotion Affects Everything We Feel, Think, Do, and Become, fortæller om eksperimenter som viser samspillet mellem spejlneuroner og oxytocin-hormonet i forbindelse med mellemmenneskelig 'kærlighed', et forhold som hun karakteriser er som "micro-moment of positivity resonance":

Like all emotions, love has a biochemical and physiological component. But unlike some of the other positive emotions, like joy or happiness, love cannot be kindled individually—it only exists in the physical connection between two people. Specifically, there are three players in the biological love system—mirror neurons, oxytocin, and vagal tone. Each involves connection and each contributes to those micro-moment of positivity resonance that Fredrickson calls love.

http://www.theatlantic.com/sexes/archive/2013/01/theres-no-such-thing-as-everlasting-love-according-to-science/267199/

Da jeg begyndte det her indlæg ville jeg bare have lidt mere kød på Wikipedias artikel om oxytocin-hormonet som udløses ved helende og helbredende meditationsmusik.  

   Men det førte vidt omkring, jeg kom i en tilstand af 'researchflow' - 'researchers high' - og sluttede altså med indblik i  berøringernes kærlighedens underliggende neurofysiologisk maskineri.

   Lidt sjovt!

Musik - helbredelse og kreativitet - om den musikmedicinske oboist Niels Eje og 'ambient' musik

I en periode i mit liv brugte jeg musik til at berolige mig selv - hele mig selv mentalt. Det var en periode hvor jeg var følelsesmæssig  stresset af efterveerne fra en barsk skilsmisse. 

   Samme periode i øvrigt hvor jeg lærte at meditere.

   Det var især elektronisk syntetiseret musik af Brian Eno, Jean Michel Jarre og japaneren Kitaro  jeg brugte på den måde. Og så indisk sitar-musik af Ravi Shankar.

   Jeg hørte tilfældigt en række musikstykker og bånd med disse kunstnere og følte åbenbart at det var noget jeg havde brug for. 

   Musikken var  altså ikke bevidst valgt eller opsøgt, snarere oplevede jeg at den "fandt mig" på et tidspunkt hvor jeg havde et akut, men ubevidst behov. I et par år lyttede jeg til numrene rigtig meget både hjemme og i bilen. Men jeg tænkte den gang ikke på min lytning som noget der skulle "hele". 

   Jeg har siden lært at den slags musik kaldes 'ambient' musik:

Ambient er en musikgenre som fokuserer på lydenes klangfarve, arrangeret eller fremført specielt for at fremkalde en "atmosfærisk", "visuel" eller rolig og ikke påtrængende kvalitet.

Her en stump af Kitaros fantastisk værk "The Silk Road" spillet med rigtige instrumenter live:

Jeg har i en lang række indlæg været inde på hvordan musik påvirker vores hjerne, noget neuro-videnskaben i de senere år har lavet rigtig mange undersøgelser af. Man har blandt andet talt om 'Mozart-effekten', og også om at musik kan virke kreativitetstimulerende. 

   Flere malere, Kandinsky for eksempel, er kendt for at skulle høre  en bestemt slags musik for at komme i den stemning - det flow - som er en forudsætning for deres artistiske udfoldelser på lærredet.  Eller de arbejder direkte med at "oversætte" musikken til et visuelt udtryk i maleriet. En slags bevidst synæstesi.

   Her er fx et link til en spørge skemaundersøgelse til en række moderne kunstnere om ders forhold til musik når de maler. 

http://www.artpromotivate.com/2013/01/artists-listen-music-while-painting.html

Derfor er jeg også på udkig efter artikler som udforsker det tema - forholdet mellem musik og den hjerne som modtager og påvirkes af musikken. Og jeg har tidligere på blokken skrevet om hjerneforskeren og jazzmusikeren Peter Vust:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html

I denne uges 'Ideer' - tillæg til Weekendavisen - er der en artikel af Markus Bernsen med rubrikken "En rask melodi". 

   Den handler om en musiker, oboisten Niels Eje, som systematisk over en årrække har arbejde med at udvikle og komponere helende eller helbredende musik - i samarbejde med en lang række forskellige forskere. 

   Her er et smukt eksempel på den musik Eje komponerer - og ingen tvivl om at den tilhører genren 'ambient' musik:

Ifølge  hjemmeside og avisartiklen er der udført en lang række videnskabelige undersøgelser, offentliggjort i seriøse tidsskrifter, som dokumenterer effekten af Ejes musik. 

Niels Eje beskriver selv sine værker ved hjælp af visuelle metaforer som  "oplevelseslandskaber" og "3D-malerier i lyd". Jeg kommer straks til at associerer til Degas hvis pasteller blev krakteriseret som "synsmusik" (se blogindlægget en uges tid tilbage). 

Artiklen "En rask melodi" sammenfatter forskningsresultaterne omkring 'musik som medicin'. Musik (underforstået af en særlig slags) ...

• kan styrke immunforsvaret
• dæmper patienters stress og angst
• er mere effektivt end medicin til at dæmpe uro før og under operation
• reducerer behovet for morfin efter operation
• reducerer klager fra patienter over personalet
• patienter bliver mindre oprørte når de afventer svar på kritiske undersøgelser

Umiddelbart tænker jeg at det langt hen ad vejen ligner de effekter man, også forskningsbaseret, tilskriver forskellige slags meditation.

Artiklen fortæller også om et rotteforsøg som dokumenterer sammenhængen (og inviterer til lytning af ambient musik efter læsning):

I et tysk forsøg sprøjtede man kræftceller ind i bughulen på rotter og udsatte dem skiftevis for hvid fjernsynsstøj og blide strygerkoncerter. Den hvide støj gjorde udviklingen af metastaser mere aggressiv, mens musikken normaliserede udviklingen.

Artiklen slutter med at henvise til hjerneforskningen som har dokumenteret at "musik stimulerer forbindelsen mellem de to hjernehalvdele og tilførslen af hormonet oxytocin. 

   Oxytocin kaldes også for "krammehormonet" fordi det stimuleres ved fysisk kontakt. Wikipedia har en anden metafor: "kærlighedshormonet":

Recent studies have begun to investigate oxytocin's role in various behaviors, including orgasm, social recognition, pair bonding, anxiety, and maternal behaviors.[2] For this reason, it is sometimes referred to as the "love hormone". There is some evidence that oxytocin promotes ethnocentric behavior, incorporating the trust and empathy of in-groups with their suspicion and rejection of outsiders.[3] Furthermore, genetic differences in the oxytocin receptor gene (OXTR) have been associated with maladaptive social traits such as aggressive behaviour.[4]

Rytmen i helende og helbredende musik synes at spille en vigtig rolle for effekten,  mellem 55 og 65 slag i minuttet, det som i musiksproget kaldes 'adagio', er det optimale. 

    Et af de kendteste og mest populære stykker klassiske musik er Albionis 'Adagio i G-mol', og første sats af  'Måneskinsonaten' af Beethoven spilles også i tempoet adagio.

   Artiklen fortæller om det specielle tempo at det ...

... har vist sig at være  en slags urrytme, som ses i alt fra spædbørns suttebevægelser til psykotiske patienters rokken frem og tilbage i forsøget på at finde ro. Måske skyldes det at hjertet slår i samme tempo, og at vi alle er kommet til verden i Adagio.

Her Albionis´ 'Adagio' som ofte også bruges som meditationsmusik:

Og her endnu et musikstykke af japaneren Kitaro som jeg netop har fundet: "Flying Cloud", et stykke musik som også lynhurtigt kan hjælp dig til at komme i en meditativ flow-tilstand hvis du trykker på play:

Linket til Niels Ejes hjemmeside 'Musicure':

http://www.musicure.com/?lang=dk

Bidrag til en web-tv-dramturgi (5) - nyhedstrekantens muligheder for genopstandelse i web-tv

I de mange år jeg har undervist i tv-nyhedsdramaturgi, har en af de afgørende pointer været at journalister uddannet til at skrive nyheder til avissider, skulle aflære nyhedstrekantens form-indholds-logik hvis de skulle lære at lave velfungerende tv-nyhedsindslag. 

   Der var endda udviklet en særlig nyhedsberettermodel - en forenklet klassisk berettermodel - til at indfange kravene til nyhedsfortællingens opbygning, kunne man som underviser belære kursisterne om: 

Hook, Context, Develtopment, Wrap.

Men når det gælder web-nyhedsdramturgi, så er det ikke nær så indlysende hvorfor man ikke skulle kunne bruge 'nyhedstrekanten' som formmæssig matrice, idet man kan argumentere for at en web-side  med en indlagt player og en avisside har flere funktionelle lighedspunkter end de begge har med en regulær broadcast-tv-udsendelse med indslag.
   Og et web-tv-nyhedsindslag har den særlige egenskab at man kan hoppe af og på undervejs, og starte forfra og gense hvis man ønsker. I princippet meget lig forholdet i forbindelse med læsning af en skreven tekst. 

'Nyhedstrekanten' er jo betegnelsen for nyhedsartiklens klassiske grundform. 

   Princippet der styrer fremstillingen af avisnyheden, er at det der indholdsmæssigt konstituerer nyheden – 'kerneafsnittet' der skal besvare de for nyheden helt afgørende hv-spørgsmål – at det fortælles kort og klart i toppen af historien.

  Og at man derefter gennem de følgende afsnit udbygger med supplerende baggrund, konkretiseringer, konsekvenser, oplysende sidehistorier, underordnede vinkler, årsagsforklaringer, forhistorier mv. 

Princippet for i hvilken rækkefølge disse uddybende og baggrundsgivende afsnit bringes er simpelt: ”faldende væsentlighed”. Jo mindre betydning informationen har for forståelsen af den aktuelle nyhedsbærende og vinklede information i kerneafsnittet, jo senere i artiklen skal den information ligge. 

   I forhold til læseren betyder det at man tilsvarende antager en faldende interesse eller motivation for at læse videre, jo senere i artiklen man kommer.

Mens den bagvedliggende ide i berettermodellen er at fastholde læserens, lytterens eller seerens interesse helt til slutningen af fortællingen, så er ideen i nyhedstrekanten at læseren skulle kunne stå af undervejs - og så alligevel være sikker på at have fået essensens af historien.

   Produktionelt var nyhedstrekantens funktion også at redaktionssekretæren nemt og hurtigt kunne redigere i artiklen – ved at klippe og skære linjer og afsnit ud bagfra. 

   Avis(side)konteksten hører med til forståelsen af denne kompositionsform: Når læseren hopper af undervejs, så skifter han til en anden artikel på samme side eller til en artikel på en følgende side.
    Hvis man hopper af et web-tv-indslag undervejs, hopper man ikke af siden og web-konteksten og de muligheder man har for supplerende bonusmateriale, links, kontekstinformationer via resten af sidens indgange til at få mere  information.

Hopper man af et tv-eller radio-indslag, så slukker man for apparatet - eller zapper til en konkurrerende kanal. En helt anden kop te.

På den anden side har undersøgelser vist at fortællinger formet over nyhedstrekanten ikke er særligt nemme at kapere – især for læsere uden særlige vidensmæssige forudsætninger i forhold til indholdet. Så hvis de begrundelser som ligger bag ved valget af nyhedstrekanten svækkes eller forsvinde, så er berettermodellen - eller bølgemodellen at foretrække.

                        

Hvis man bruger samme grafiske system som når man anskueliggør berettermodellen og bølge­mo­dellen, (som en spændingskurve udfoldet hen ad en vandret tidslinje og med spændingsstyrken markeret ved højden på den lodrette akse) så kan man anskue nyhedstrekanten som en kurve med en faldende serie 'bølger'  med den højeste i starten og den laveste til sidst – altså nærmest en slags omvendt berettermodel hvor man starter med ”klimaks” i toppen og fortsætter nedad med mindre og mindre betydningsfulde uddybende afsnit mod bunden.

   

TV-nyheder i gamle dage - op til ca. midten af 80´erne - fulgte faktisk i vidt omfang nyhedstrekanten, dels fordi alle tv-journalister tidligere var skolede avisjournalister, men også fordi det rent teknisk var nemt at klippe sådan et indslag ned bagfra når optagelserne var på film bånd.

    Udviklingen af den dramaturgiske bevidsthede på tv-nyhedsredaktionerne op gennem 80-erne førte til at man efterhånden tilpassede nyhedsindslagets fortælleform til et forløb formet over berettermodellen eller bølgemodellen, men dog sådan at nyhedsvinklen som regel blev afsløret mere eller mindre direkte i nyhedsværtens oplæg/intro/'spib', svarende til nyhedsartiklens manchet.

Nyhedstrekanten som formende for længere web-tv-indslag

De argumenter der i tidernes morgen har været for at bruge nyhedstrekanten som den gennemgående fortælleform på avisnyheder, kan faktisk også overføres til længere web-tv-indslag. 

   Da man ved at webbrugere har travlt og er utålmodige, og ofte skimmer snarere end læser koncentreret, så kan det være et argument for at bygge et web-videoindslag op efter den model, altså en slags 'omvendt' bølgemodel med forudsat faldende interesse hos brugeren, sådan at man i selve indslaget indbygger en klar grafisk markering af at her kan man hoppe af, fx ved indlagte kapitelrubrikker eller grafiske stop- eller pauseklodser.

    Man producerer og lægger et indledende kerneafsnit først i web-tv-indslaget; derefter lægger man et baggrundsindslag der leverer årsager og forklaringer; og videre et caseinterview; derefter en ekspertvurdering der perspektiverer historien; og til sidst et afsnit om og med link til lignende historier andre steder og på tidligere tidspunkter. 

   I den skrevne kontekst omkring dette kapitelopdelte videoindslag i playeren kan man lægge link til  faktabokse, til statistikker, kort, tidslinjer mv. 

    Disse efterfølgende og i væsentlighed faldende 'bølgeelementer' kan også lægges som små selvstændige indslag med egen rubrik stykvis i ruder til højre ved siden af playeren.

Samlet kan sådan en web-tv-side sammenlignes med det man kalder et "opslag" i avis- og magasin-sammenhæng, hvor man netop kan surfe rundt i "periferien" og finde 'bonusmateriale' logisk eller associativt forbundet til en central bærende artikel.

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (4) - om fremdrift i web-tv-indslag - til forskel fra broadcast-tv-indsalg

For lidt over to år siden lagde jeg en række "noter til en web-dramaturgi" ud som en serie-føljeton her på min blog. 

   Noterne blev oprindelig skrevet til mig selv og en kollega som et resultat af godt et halvt års intensiv research og forberedende tænkning til et efteruddannelseskursus i web-tv-dramaturgi.

   Jeg fik kun lagt tre indlæg ud i indlæg, så overtog andre problemstillinger min mentale dagsorden.

Nu har jeg imidlertid i løbet af de sidste måneder oplevet at der har været relativt mange inde og læse netop de sider. 

   Og som censor både på specialer og bacheloropgaver inden for forskellige medieuddannelser har jeg kunnet se ganske mange henvisninger til disse indlæg i kildelisten, og jævnlige referencer med citater fra dem.
   Derfor genoptager jeg nu føljetonen med en række ny - altså gamle - indlæg om "bidrag til en web-tv-dramaturgi. 

Den opløste og fragmenterede web-tv-fortælling: frihed og fremdrift

Når man skal fortælle historier gennem video på nettet, så er det vigtigt at tænke ud af boksen i forhold til principperne for den traditionelle pakkede og lineære tv-(nyheds)fortælling.

   Når vi har med web-tv at gøre og den særlige net-kontekst, så er der tale om opløsning, frag­mentering, collage, montage, eller hvad man nu skal kalde det: en hypertekst hvor det er brugeren der har mulighed for at konstruere sin egen collage eller montage af de fortælle-byggesten som ellers er kittet sammen i et 'indslag', det man på engelske omtaler som 'a package'. Og hvor det derfor for afsenderen er muligt i høj grad at udlægge eller udlicitere – 'outsource' – en lang række af byggestenene til videoplayerens kontekst på netsiden, eller placere dem på andre bag­vedliggende sider som man kan klikke sig ind til, eller – mest radikalt og revolutionerende – til interaktiv levering fra brugerne.

• Man kan invitere brugerne til at levere (sig selv som) cases, dvs. man kan springe casen over i førte omgang
• Man kan invitere til øjenvidnebeskrivelser, dvs. man behøver ikke at rykke ud for at få dem
• Man kan invitere brugerne til at levere dokumenterende billeder, dvs. man kan skære ned på illustrationen af historien, den kan komme hen ad vejen
• Man kan undlade vox pop, idet man inviterer til kommentarer der jo har samme funktion
• Man kan invitere til facts, målinger, opgørelser, statistikker som folk har i kraft af insider-viden eller nærhed i forhold til en problemstilling
• Man kan sprede elementerne over flere dage, og fx lægge en opinionsundersøgelse ud efter indslagets præsentationsdel, og så kommer uddybningen først næste dag, og konfliktoptrapningen med debatten den tredje dag.
• Man kan lægge større eller mindre dele af speakens oplysninger ud omkring player-optagelsen som skreven tekst.
• Man kan lægge grafikken ud for sig ”ved siden af”.
• ”Konfliktoptrapningen” fra et normalt indslag, kan i første omgang lægges ud som en selvstændig teaser til brugerne som invitation til debat om et moralsk kontroversielt spørgsmål; altså man bryder indslagets fortælling af i det punkt der ellers ville ”point of no return”. 

Ønsket om frihed og mange indgange

Det der kendetegner den klassiske lineære dramaturgi, er at den har en indgang i begyndelsen og en udgang til slut, og at historien er bundet til at forløbe mellem dem: Aristoteles skrev "beginning, middel, end". 

   Men når vi taler om web-tv, så er spørgsmålet om hvor vi begynder, hvor midten er, og om og hvor vi slutter, noget der er mere eller mindre op til brugerne. 

   På nettet ønsker brugerne mange indgange, så de kan springe ind og ud i kortere og længere tid, lave ”shortcuts” eller tage omveje, alt efter forudsætninger og interesser. 

   Det er det som nettets karakter af hypertekst i den grad inviterer til.

Et spørgsmål om et skift i fremdriftens karakter

Begrebet dramatisk og episk ”fremdrift” er centralt i den traditionelle tv-fakta- og nyheds-dramaturgi. "fremdrift" betyder her det forhold - den mentale relation - der forbinder fortællingens forløb med publikums oplevelse af at blive fanget og fastholdt fra start til slut. 

   Den relation skal måske tænkes om. Spørgsmålet er om ikke vi i net-tv-sammenhæng i højere grad skal ind på at tale om 'retorisk fremdrift' i stedet for. 

   Eller rettere: man kan sige at i et traditionelt effektivt tv-nyhedsindslag er den retoriske fremdrift underordnet den dramatisk-episke, mens det på nettet snarere er omvendt.

Lyder det snørklet. Så må vi lige definerer 'retorisk fremdrift'.

Retorisk fremdrift skabes af  (retoriske) påstande der vækker til modsigelse, og (retoriske) spørgsmål der der vækker og ægger til ønsker om svar. 

   Opløsningen og fragmenteringen af den lineære dramaturgi - kombineret med interaktionsmuligheder med brugerne, skifter vægten og orienteringen fra dramatisk-episk fremdrift (som skabes af et kronologisk scene på scene-forløb) til retoriske fremdrift som skabes gennem verbal interaktion, en simuleret samtale mellem afsender og modtager, hvori afsender forsøger at foregribe modtagers spørgsmål og indvendinger - anspore til videre interaktion.

   Man kan sige at den dramtisk-episke fremdrift korresponderer med en såkaldt 'lean-back'-modtagesituation, mens den retoriske fremdrift modsvarer brugernes typiske 'lean-forward'-indstilling når de er på nettet. 

   Den dramatisk-episke fremdrift skal forføre modtageren til at 'sluge hele pakken' i et samlet flow, mens den retoriske fremdrift skal overtale modtageren til at acceptere og 'fordøje' informationerne, logikken og argumenterne skridt for skridt, bid for bid - under en form for bevidst modstand eller skepsis.

Normalt vil man sige det er en dramaturgisk og formidlingsmæssig svaghed hvis et tv-indslag, en tv-feature eller en tv-dokumentar rejser og efterlader ubesvarede ”hængende” spørgsmål undervejs. Det bremser og forstyrrer fremdriften og svækker oplevelsen og forståelsen hos publikum. 

   Og det regnes for en fortællemæssig svaghed og dårlig formidling hvis publikum sidder med ”løse ender” til slut, og er frustrerede over det.

   I net-tv-sammenhæng kan man godt indimellem tænke omvendt: at seeren/brugeren har og skal have mulighed for at stoppe op et stykke inde i det audiovisuelle fortælleforløb og stille et spørgsmål der der så skal kunne besvares ved at følge et sidespor før fortællingen fortsætter. 

   Altså noget der kunne minde om computer-spil-dramaturgien, hvor man som spiller skal løse opgaver for at kunne fortsætte gennem spillet.

Under alle omstændigheder er det jo sådan at video-playeren på en netside giver brugeren mulighed for både at stoppe op og afbryde web-tv-fortællingen når han vil, og mulighed for at repetere passager eller hele indslaget forfra. 

   Det er muligheder som vi har kendt i århundreder fra læsningen af skrevne avishistorier, muligheder som er en del af begrundelsen for at nyheder i aviser formidles efter ”nyhedstrekanten”, der jo bla. gør det muligt for avislæseren at stå af læsningen når det passer ham, og gå videre til andre historier på siden eller de følgende sider. 

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om de indsigter om web-tv-nyheder som man kunne læse ud af en undersøgelse: ’Webtvaviserne’, skrevet af journalistisk lektor Rune Michelsen og cand.public Signe Rosendal Rasmussen fra Syddansk Universitet, april 2011.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/nyhedstrekanten-far-come-back-med-web.html

Akvarelmaleriets mysterier (20) - om Degas´ akvarellignende pastel-landskaber - og arven fra min malende morfar

(fortsat fra foregående indlæg)

Jeg synes jo umiddelbart der er en vis lighed mellem pastel- og akvarelmaleri - en lighed i fornemmelsen af "flygtighed" og "lethed" og "lyshed". 

   Så jeg googler også på om Degas har malet akvareller - fordi jeg altså er interesseret i "akvarelmaleriets mysterier" og indimellem har opdaget at nogle af de største kunstnere i den nyere kunsthistorie har malet mange akvareller - mange flere kendte kunstnere og mange flere akvareller end jeg var klar over tidligere.

    Og akvareller har Degas malet, men tilsyneladende ikke ret mange (og ikke nogen det er værd at skrive hjem om):

Til gengæld har han malet rigtig mange fremragende landskabsmalerier med pastel - som slående ser ud som var det akvareller:

Det synes jeg er stærkt interessant. Hvis man ikke lige vidste det, så kunne man jo nemt tro at disse pastellandskaber var akvareller. 

   Så pastel er en teknik og et malemedie som måske var værd at tage op også - ved siden af akvarel, begynder jeg at tænke.

   Og siden min ungdom har jeg faktisk haft liggende en kæmpe stor malerkasse af træ med professionelle pastelkridt i utallige farvenuancer. 

Jeg arvede pastelmalerkassen fra min morfar Oluf Bertolt efter hans død. 

   Han var en af socialdemokratiets "tunge" kulturpersonligheder der blandt andet skrev arbejderbevægelsens historie: "En bygning vi rejser" - sammen med to andre forfattere. Og han redigerede også en antologi af arbejderdigtning: "Vers og værktøj".

   Oluf Bertolt var søn af en kusk,  stod i lære som maler og havde som malersvend gået på valsen ("naver") i Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien. Siden tog han studentereksamen og blev højskolelærer. Og giftede sig med min mormor som var præstedatter, og som kunne føre sin slægt tilbage til middelalderens mægtigste adelsslægt i Danmark: "Hvide-slægten" (Skjalm Hvide).

   I mange år var Bertolt leder af AOF (Arbejderbevægelsens Oplysningsforbund) og sad også en række år i Danmarks Radios 'programudvalg' for Socialdemokratiet, ligesom han sad i bestyrelsen for arbejderbevægelsens forlag Fremad. 

   Han var medlem af Fredriksbergs byrråd fra 1937 og til sin død 1958.

Oluf Bertolt var sporadisk fritidsmaler, og malede altså blandt andet med pastelkridt. Jeg er ikke sikker på han fik malet så meget med dem, de så ret ubrugte ud da jeg overtog dem. Måske havde han planer om for alvor at gå igang når han blev pensionist, og havde til det formål indkøbt kassen i Frankrig. Den må have kostet en formue.
   Men det nåede han aldrig, idet han døde i en alder af 67 år.

   Jeg har faktisk for nylig af en kusine fået en tidlig akvarel malet af ham i 1908 (her med genskin fra blitz):

Jeg har faktisk også i min gymnasietid malet pasteller, hovedsagelig den type som kaldes oliepastel, men jeg har også malet nogle få pasteller med de farver jeg arvede fra min morfar.

   Den historie om min ungdoms maler-meriter fortælles og vises i et senere indlæg her på bloggen.

Om særlingen Degas´ metode - hans skulpturer, "synsmusik" og fotografiske forstudier

Glyptoteket har åbnet en udstilling under titlen "Degas´ metode". Den er blevet omtalt i Politiken for et stykke tid siden, og her sidst i Weekendavisen anmeldt af Ole Nørlyng - under rubrikken:

SYNSMUSIK 

Jeg har ikke set udstillingen endnu, men glæder mig. Og omtalerne alene vækker min interesse og giver anledning til tanker om æstetik og kreativitet.

   Ordet "synsmusik" har jeg ikke set før - men er jo udtryk for konceptuel blending og synæstetisk begrebsdannelse: et mix af syn og lyd - en metafor på den særlige kunstneriske stræben som gennemsyrer Degas´ produktion.

I vore dage er Edgar Degas måske mere kendt og berømt for sine skulpturer - bronzeskulpturer af balletdanserinder - end af sine malerier.

   Og ifølge anmeldelserne går udstillingen ud på at vise hvordan Degas tænkte og arbejdede - samspillet mellem processen og resultaterne.

   Til processen hører skulpturerne, idet de aldrig blev støbt i bronze mens han selv levede, men kun modelleret i voks. Det var studier - forarbejder til hans pasteller og oliemalerier.

Helt sandt er det ikke.

   En eneste skulptur lod han selv støbe og udstille: "Lille danserinde, fjorten år", 1880-81. Den blev vist på impressionisternes 6. udstilling - og vakte opsigt og - "ubehag" fortæller kilderne. Hun var for "realistisk".

 

Jeg har set hende flere gange tidligere, og trods det at skulpturer normalt siger mig "mindre" end malerier, så er hun en af undtagelserne.

   Gribende er det bedste ord jeg kan finde til at karakterisere oplevelsen.

Det gennemgående tema hos Degas er hans optagethed af dette at 'fryse bevægelsen' som visuelt motiv: hos dansere, cirkusartister, hestevæddeløbere, og nøgne kvinder i intime situationer.

Degas´ skulpturer - som Glyptoteket har en komplet samling af - var i øvrigt slet ikke tænkt til offentlig udstilling, og blev først "fundet" - dvs. offentlig kendt - efter hans død 1917. Og støbt i bronze i 20´erne.

I anmeldelsen definerer Ole Nørlyng "synsmusik" som en interesse for "abstrakte elementer" i realistiske malerier: "formationer over en flade" - og dermed "forene nuet og det evige". 

   Selvom jeg ikke er kunstner og mine akvareller kun er "øvelser over udfordringer", så kan jeg genkende præcis dette: fascinationen ved de abstrakte former i et i øvrigt relativt realistisk maleri.

Ud over det at "fryse bevægelsen", så er Degas permanent optaget af (den kunstige) belysningen af sine figurer, kombineret med at de typisk anskues fra usædvanlige synsvinkler. 

   Det indendørs sceniske kunstlys er netop pastelkridtfarverne særlig velegnet til at udtrykke, og Degas er da også og ikke mindst berømt og anerkendt for sine pasteller:

Det som slår mig når jeg billedgoogler "Degas´ pasteller", er at disse kunsthistorisk verdensberømte værker på mange måder minder om fotografier i deres måde at indfange motiverne på. De er næsten snapshotagtige - og typisk "taget" i et for motivet uovervåget øjeblik og fra en vinkel nærmest som fra et overvågningskamera.

For et år siden researchede jeg på kendte malere som brugte fotos som "mellemhop" fra virkelighed til maleri, og fandt ud af at blandt andet Czanne brugte den metode. Og Degas er nogenlunde samtidig med Czanne, og også stilbeslægtet hvad angår optagetheden af de abstrakte formationer i et realistisk motiv, så jeg googler på "Degas photographer". 

   Og ganske rigtigt! Det viser sig at man - for relativt nylig - har opdaget en hel del fotografier (ca. 50) som Degas har taget sent i sit liv (fra 1995 og frem), fotografier med klart motivisk og kompositorisk fællesskab med hans pasteller:

Edgar Degas ~ Dancer adjusting her shoulder strap, ca. 1900

Degas After the Bath, Woman Drying Her Back ,1896

Degas Nude Putting on Stockings

Degas Danseuse le bras tendu, 1895-1896

Det havde jeg ikke lige set komme, og det var noget af en overraskelse. 

   Men det er altså en historie som har lighedspunkter med historien om hans skulpturer - de hører til hans "proces" - hvor han udforsker de former og bevægelser som han har som mål at skildrer i sine kendte og udstillede malerier.

(fortsættelse følger - om Degas pasteller og "akvarelmaleriets mysterier")

Hvorfor virker offerjournalistikken altid - når den ellers gang på gang bliver kritiseret for at være for letkøbt?

Det synes at være en universel egenskab ved fiktionshistorier som fanger og fascinerer, at hovedpersonen i begyndelsen af historien skal være helt "nede", have mistet alt, sidde i problemer til halsen, være ene og forladt, etc. 

   I gamle dage da vi var nogle stykker der underviste på dramaturgikurser i Danmarks Radio, var vi enige om en pædagogisk metafor til at beskrive hvad det hele grundliggende drejede sig om for at skabe identifikation med hovedkarakteren: Han eller hun skulle fra starten så vidt muligt sættes i en 0,01-udgangsposition, og ved historiens slutning - i klimaks - skulle han eller hun udfolde sig i en 99,99-slutposition: død eller levende!

Grundlæggende vidste vi jo ikke hvad vi talte om. For mens det statistisk sikkert var og er rigtigt at de fleste historier - fra myter, eventyr og sagn, over romaner, dramaer til Hollywood-blockbusters - er  indrettet på den måde når det gælder hovepersonens udvikling, så vidste vi ikke hvorfor det virkede - og altså: hvorfor det var sandt. 

   Man kan sige at udviklingsformlen 0,01 -> 99,9 havde karakter af en dramaturgisk tommelfingerregel - dog med en del undtagelser, praktiseret af de store kunstnere.
   Men altså netop: 'tommelfingerregel'.

   Og man kunne hævde at når publikum følte sådan, så var det fordi det var de blevet opdraget til ved at læse, se eller høre historier som byggede på den konstruktion - (en konstruktion som indfanges af aktantmodellen hvor et subjekt stræber efter et objekt en stræben der bliver til en historie fordi den møder modstand - jo større, jo mere spændende historie).
   Det nemme svar!

Men Weekendavisens tillæg "Ideer" har en lille kort notits med rubrikken "Bekymrede babyer" som fortæller at dette at vi næsten altid holder med den "lille" og "svage" - og har empati og mobiliserer identifikation med 'the underdog', at det er noget medfødt.

   Undersøgelsen blev foretaget med 10 drenge og 10 piger i ti-månedersalderen:

Hver baby sad på skødet af en af deres forældre i et mørkt rum, hvor de blev præsenteret for geometriske figurer i en tegnefilm. På filmen observerede de en blå bold, der ad flere omgange stødte ind i en ful firkant. Efterfølgende rakte størstedelen af babyerne ud efter den gule firkant eller 'offeret'. Da forsøgene blev vendt om , og figurernes roller blev byttet rundt, nåede man samme resultat. Igen rakte babyerne ud efter offeret (nu den blå bold) og udviste dermed en præference for dette objekt.

I de engelsksprogede referater af eksperimentet kaldes den 'angribende' figur "aggressor", og undersøgelsens leder Yasuhiro Kanakogi fra Kyoto-universitete sammenfatter ifølge artiklen resultaterne således:

Their interpretation of the results of the experiment is that the infants evaluate the roles of victims and aggressors through the interaction, and that they are also capable of showing empathy and “rudimentary sympathy” towards the one in distress. “This simple preference may function as a foundation for full-fledged sympathetic behavior later on,” the study concluded.

Der er to ting at bemærke i forhold til læresætningerne i dramaturgi. 

   For det første behøver figurer åbenbart ikke at have nogen som helst lighed med mennesker eller dyr at gøre, for at vi mennesker meget tidligt "personificerer" dem når de bevæger sig i et rum relativt til hinanden - og altså ser dem som agenter med bevidsthed og intentioner: her "offer og angriber". 

   Det vil sige at den form for synæstesi som jeg tidligere har beskrevet - objekt-personifikation-synæstesi - i hvert fald hos små børn er særdeles udbredt.
    Og evnen til automatkobling mellem forskellige hjernemodulers aktiviteter som kencdetegner de forskellige former for synæstesi, bliver så for de fleste mennesker delvist begrænset og inddæmmet efterhånder som man udvikler sprog og bevidsthed.

For det andet forklarer det jo den dramaturgiske grundmekanisme som enhver forfatter/fortæller/instruktør går ud fra virker når de fortæller historier: Jo elendigere Askepot har det fra starten, jo ondere hendes stedmoder og -søstre er, jo mere engagerer vi os som publikum i historien om at Askepot alligevel, ved hjælp af femoderens magi og egen optimisme, får prinsen og kongeriget til sidst. 

   Og derfor ved enhver journalist også at det er god journalistisk retorik og dramaturgi at finde 'en case' fra virkelighedens verden der illustrerer systemets ondskab og manglende menneskelighed når der skal skrives historier med kritik af systemet.

Det kan man så også godt blive træt af: denne udbredte 'offerjournalistik'.
   Det er tit for billigt og letkøbt, kan man synes - netop fordi vi godt ved at empatien og identifikationen med offeret er en nærmest instinktiv automatreaktion hos publikum.

   En typisk 'thinking fast'-reaktion! - tænker jeg.
   Se tidligere indlæg om Daniel Kahnemans bog 'Thinking, Fast and Slow'.

Hvorfor er skulpturer altid farveløse?

En kombination af tilfældige sammentræf fik mig til at spekulere over dette spørgsmål: Hvorfor er skulpturer (næsten) altid farveløse? 

    Eller rettere - ikke farveløse. Næsten alle de skulpturer jeg har set på udstillinger, på pladser og i parker, er 'ensfarvede' i kraft af det materiale som de er hugget eller støbt eller skåret af: hvidt marmor, grå eller flammet granit, sortgrøn bronze, rustent jern, året træ.

   De kan være blanke eller ru, og er de af metal, kan de være syrebehandlet og derigennem fået en særlig tonet overflade. Men grundlæggende er næsten alle skulpturer uden kulør.

   Og det har for mig været 'naturligt' og i en vis forstand 'usynligt' - 'ubemærkelsesværdigt'. Sådan var det bare. 

  Man kan også tænke på det sådan: De er umalede - uden kulører. Sådan lidt ufestlige. 

  Der er naturligvis undtagelser hvad jeg skal vende tilbage til, men den kulørløse monokront tonede skulptur er normen. Og har været det i århundreder.

En lokal udstilling i Vordingborg kombinerede værker af en kvindelig maler Helle Christiansen og en mandlig skulptør Jørgen Minor. Begge to fabulerende kunstnere - og deres værker gennemsyret af ironi, satire, humor. Indimellem groteske. Men de klædte egentlig hinanden.

På en måde kunne jeg godt se at skulptøren nok var bedre end maleren, sådan rent kunstnerisk. 

   Men jeg måtte jo konstatere - endnu en gang - at malerierne 'sagde mig mere' . Det var dem jeg blev tiltrukket af og dvælede ved, og dem jeg bagefter kan huske.

Det er som om jeg mangler en sans til fuldt ud at kunne nyde skulpturers æstetik.

Og det tror jeg nu jeg har fundet forklaringen på: mit 2D-syn - også kaldet 'monoskopisk' syn (se foregående blogindlæg for forklaringen). 

   Jeg har ikke som de fleste mennesker har det, et 3D-syn - også kaldet stereoskopisk syn hvor de to øjne ser det samme motiv fra lidt forskellig synsvinkel, og der så i hjernen dannes et samlet billede med "dybde".

Mit monoskopiske syn kan være den forholdsvis simple forklaring på hvorfor jeg aldrig har sat nær så meget pris på skulpturer som på malerier. Jeg kan ikke rigtig for alvor nyde det som netop kendetegner skulpturer: at de udfolder sig rumligt i tre dimensioner og skal ses og nydes æstetisk 'i dybden', så at sige.
   Det er nok også forklaringen på at jeg ikke oplever noget visuelt 'kick' når jeg har set 3D-film.

Kort tid efter jeg havde været på den udstilling, var jeg hjemme hos en dedikeret kunstsamler som både havde mange spændende malerier på væggene og ganske mange interessante skulpturer placeret rundt omkring, både ude og inde. Og igen slog det mig at skulpturerne alle var 'farveløse' i den forstand at de alle havde deres materialers medfødte farver - og altså på en måde var "umalede".

Det at jeg ikke rigtig tænder på skulpturer, er der i hvert fald en strålende undtagelse fra: Den egyptisk skulptur af dronning Nerfertiti som jeg så i virkelighede for et par siden på et museum i Berlin. Jeg kendte den godt fra billeder, men jeg blev dybt betaget ved at møde den "live" i 3 dimensioner. Og den gjorde et uudsletteligt indtryk: 

Hun er jo altså en malet skulptur. Og farverne gør i hvert fald for mig det at jeg kan nyde ansigtets former på en helt anden måde end hvis de ægyptiske kunstnere havde fulgt den europæiske tradition  de sidste 6-700 år - og ladet ansigtskulpturen være umalet.

   Tænk hvis Nefertiti havde været i hvidt marmor, eller brunt ler, eller bronze!

Og egentlig er det lidt fjollet at billedhuggere ikke - eller relativt (for) sjældent - udnytter den mulighed at kunne give ekstra liv og en ekstra dimension til deres livagtige skulpturer. 

    Hvor kommer den asketiske og puritanske ide egentlig fra: At skulpturer maler man da ikke!

Det ved jeg jo godt.
   For ikke så mange år siden læste jeg flere artikler om at de græske - og vist også romerske skulpturer oprindelig havde været malet og fra starte var i farver.
   Dels havde man fundet farverester på en del af dem der befandt sig rundt omkring på museerne, og dels havde man kunnet afsløre det ved at at belyse dem i mørke med ultraviolet lys; så trådte de farvede mønstre frem - fx på skulpturernes udhugge klæder.

    Men fordi farverne i tidens løb var slidt af og var forsvundet, så havde de europæiske kunstnere og kunsthistorikere fra renæssancen og fremefter troet at sådan havde de altid set ud - som de blev fundet - hugget og opstillet i hvidt marmor:

Og det har så sat sig igennem i vores kultur som en fast norm for europæiske billedhuggere i mange hundrede år: Figurative skulptuerer er uden farver, hvad enten de er hugget i sten eller støbt i bronze.
   Skulpturer har den farve skulpturer skal have - nemlig materialets egen "naturlige" farve. Nix witer. De står slet ikke til diskussion.

Men nej, de græske og romerske skulpturer der har været idealet for billedhuggere igennem århundreder, fx for vores egen Thorvaldsen, har oprindelig været malet i friske, flotte farver, efter al sandsynlighed hen i retning af den dejlige ægyptisk dronnings hoved jeg viste ovenfor:

Noget af en øjenåbner. Og lidt rystende. Eller befriende. I hvert fald vækker det godt nok til eftertanke. 

   Nogle vil måske opleve at med de oprindelige farver bliver skulpturerne lidt vulgære og tegneserieagtige, lidt hen i retning af en seriøs udgave af kulørte havenisser.

   Ikke mig. Pludselig synes jeg de støvede gråhvide eller gråbrune figurer får liv - og ja - først og fremmest: form.

    Og jeg er sikker på at hvis Glyptotekets græske og romerske afdeling havde haft skulpturer i de oprindelig farvede udgaver, så ville jeg have nydt at komme der meget mere. 

    Nu endte jeg hver gang hurtigt i salene med de impressionistiske malere - og blev hængende og nydende der.

Interessant er det også at opdagelsen af at oldtidens græske og romerske skulpturer har været farvelagt, i første omgang blev afvist af de kunsthistoriske autoriteter. Og faktisk skulle den kulturhistoriske kollektive fortrængning varer mere end hundrede år.

   Wikipedia kan berette:

By the early 19th century, the systematic excavation of ancient Greek sites had brought forth a plethora of sculptures with traces of notably multicolored surfaces, some of which are still visible. Despite this, influential art historians such as Johann Joachim Winckelmann so strongly opposed the idea of painted Greek sculpture that proponents of painted statues were dismissed as eccentrics, and their views were largely dismissed for several centuries. It was not until published findings by German archaeologist Vinzenz Brinkmann in the late 20th and early 21st century that the painting of ancient Greek sculptures became an established fact. Using high-intensity lamps, ultraviolet light, specially designed cameras, plaster casts, and certain powdered minerals, Brinkmann proved that the entire Parthenon, including the actual structure as well as the statues, had been painted. He was able to reveal the pigments of the original paint and made several painted replicas of Greek statues that went on tour around the world. Also in the collection are replicas of other works of Greek and Roman sculpture, demonstrating that the practice of painting sculpture was the norm rather than the exception in Greek and Roman art.

Heller ikke de græske templer har været gråhvide, men har været malet i muntre kulører som nemt har kunnet konkurrere med Paladsbiografens i Købehavn. Og som jo absolut meget mere trækker hen i retning af forlystelsespark Tivoli end i retning af det 'stilfulde' og kedelig Domhus i København

 

Men selvfølgelig findes der farvede skulpturer, fx af pop-art-kunstneren Jeff Koons:

Provokerende - fordi Jeff Koons i den grad bryder med den uudtalte norm: Skulptuerer er farveløse!
   Men har man 2D-syn, så er det netop farverne der giver skulpturformen dybde.