I en periode i mit liv brugte jeg musik til at berolige mig selv - hele mig selv mentalt. Det var en periode hvor jeg var følelsesmæssig stresset af efterveerne fra en barsk skilsmisse.
Samme periode i øvrigt hvor jeg lærte at meditere.
Det var især elektronisk syntetiseret musik af Brian Eno, Jean Michel Jarre og japaneren Kitaro jeg brugte på den måde. Og så indisk sitar-musik af Ravi Shankar.
Jeg hørte tilfældigt en række musikstykker og bånd med disse kunstnere og følte åbenbart at det var noget jeg havde brug for.
Musikken var altså ikke bevidst valgt eller opsøgt, snarere oplevede jeg at den "fandt mig" på et tidspunkt hvor jeg havde et akut, men ubevidst behov. I et par år lyttede jeg til numrene rigtig meget både hjemme og i bilen. Men jeg tænkte den gang ikke på min lytning som noget der skulle "hele".
Jeg har siden lært at den slags musik kaldes 'ambient' musik:
Ambient er en musikgenre som fokuserer på lydenes klangfarve, arrangeret eller fremført specielt for at fremkalde en "atmosfærisk", "visuel" eller rolig og ikke påtrængende kvalitet.Her en stump af Kitaros fantastisk værk "The Silk Road" spillet med rigtige instrumenter live:
Jeg har i en lang række indlæg været inde på hvordan musik påvirker vores hjerne, noget neuro-videnskaben i de senere år har lavet rigtig mange undersøgelser af. Man har blandt andet talt om 'Mozart-effekten', og også om at musik kan virke kreativitetstimulerende.
Flere malere, Kandinsky for eksempel, er kendt for at skulle høre en bestemt slags musik for at komme i den stemning - det flow - som er en forudsætning for deres artistiske udfoldelser på lærredet. Eller de arbejder direkte med at "oversætte" musikken til et visuelt udtryk i maleriet. En slags bevidst synæstesi.
Her er fx et link til en spørge skemaundersøgelse til en række moderne kunstnere om ders forhold til musik når de maler.
http://www.artpromotivate.com/2013/01/artists-listen-music-while-painting.html
Derfor er jeg også på udkig efter artikler som udforsker det tema - forholdet mellem musik og den hjerne som modtager og påvirkes af musikken. Og jeg har tidligere på blokken skrevet om hjerneforskeren og jazzmusikeren Peter Vust:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html
I denne uges 'Ideer' - tillæg til Weekendavisen - er der en artikel af Markus Bernsen med rubrikken "En rask melodi".
Den handler om en musiker, oboisten Niels Eje, som systematisk over en årrække har arbejde med at udvikle og komponere helende eller helbredende musik - i samarbejde med en lang række forskellige forskere.
Her er et smukt eksempel på den musik Eje komponerer - og ingen tvivl om at den tilhører genren 'ambient' musik:
Ifølge hjemmeside og avisartiklen er der udført en lang række videnskabelige undersøgelser, offentliggjort i seriøse tidsskrifter, som dokumenterer effekten af Ejes musik.
Niels Eje beskriver selv sine værker ved hjælp af visuelle metaforer som "oplevelseslandskaber" og "3D-malerier i lyd". Jeg kommer straks til at associerer til Degas hvis pasteller blev krakteriseret som "synsmusik" (se blogindlægget en uges tid tilbage).
Artiklen "En rask melodi" sammenfatter forskningsresultaterne omkring 'musik som medicin'. Musik (underforstået af en særlig slags) ...
- kan styrke immunforsvaret
- dæmper patienters stress og angst
- er mere effektivt end medicin til at dæmpe uro før og under operation
- reducerer behovet for morfin efter operation
- reducerer klager fra patienter over personalet
- patienter bliver mindre oprørte når de afventer svar på kritiske undersøgelser
Umiddelbart tænker jeg at det langt hen ad vejen ligner de effekter man, også forskningsbaseret, tilskriver forskellige slags meditation.
Artiklen fortæller også om et rotteforsøg som dokumenterer sammenhængen (og inviterer til lytning af ambient musik efter læsning):
I et tysk forsøg sprøjtede man kræftceller ind i bughulen på rotter og udsatte dem skiftevis for hvid fjernsynsstøj og blide strygerkoncerter. Den hvide støj gjorde udviklingen af metastaser mere aggressiv, mens musikken normaliserede udviklingen.
Artiklen slutter med at henvise til hjerneforskningen som har dokumenteret at "musik stimulerer forbindelsen mellem de to hjernehalvdele og tilførslen af hormonet oxytocin.
Oxytocin kaldes også for "krammehormonet" fordi det stimuleres ved fysisk kontakt. Wikipedia har en anden metafor: "kærlighedshormonet":
Recent studies have begun to investigate oxytocin's role in various behaviors, including orgasm, social recognition, pair bonding, anxiety, and maternal behaviors.[2] For this reason, it is sometimes referred to as the "love hormone". There is some evidence that oxytocin promotes ethnocentric behavior, incorporating the trust and empathy of in-groups with their suspicion and rejection of outsiders.[3] Furthermore, genetic differences in the oxytocin receptor gene (OXTR) have been associated with maladaptive social traits such as aggressive behaviour.[4]
Rytmen i helende og helbredende musik synes at spille en vigtig rolle for effekten, mellem 55 og 65 slag i minuttet, det som i musiksproget kaldes 'adagio', er det optimale.
Et af de kendteste og mest populære stykker klassiske musik er Albionis 'Adagio i G-mol', og første sats af 'Måneskinsonaten' af Beethoven spilles også i tempoet adagio.
Artiklen fortæller om det specielle tempo at det ...
... har vist sig at være en slags urrytme, som ses i alt fra spædbørns suttebevægelser til psykotiske patienters rokken frem og tilbage i forsøget på at finde ro. Måske skyldes det at hjertet slår i samme tempo, og at vi alle er kommet til verden i Adagio.
Her Albionis´ 'Adagio' som ofte også bruges som meditationsmusik:
Og her endnu et musikstykke af japaneren Kitaro som jeg netop har fundet: "Flying Cloud", et stykke musik som også lynhurtigt kan hjælp dig til at komme i en meditativ flow-tilstand hvis du trykker på play:
Linket til Niels Ejes hjemmeside 'Musicure':
http://www.musicure.com/?lang=dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar