Sider

Viser opslag med etiketten kerneafsnit. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kerneafsnit. Vis alle opslag

lørdag den 11. april 2015

Kreative Kristian Madsen - har skrevet en kontrafaktisk nyhed om en hvid politimands mord på en sort mand i USA

Denne blog som jo handler om kreativitet ud fra forskellige vinkler, har også jævnligt beskæftiget sig med aprilsnarre, spoof-artikler, mockumentary, og kontrafaktisk historiskrivning.
  De genrer har været på min dagsordenen i flere indlæg her omkring den 1. april, hvor kreativiteten har blomstret rundt omkring på redaktionerne og i firmaernes kommunikationsafdelinger.
  Selv blev jeg inspireret til en spoof-nyhedsartikel fra den opdigtede avis "Shanghai News" under overskriften "Postbud spiser hund". Se:
Og sådan er det med emner  når man beskæftiger sig med noget inden for temaet kreativitet, serendipiteten slår igennem: det tilfældige heldige sammentræf.


Jeg husker ikke nogensinde før på dansk at have læst en seriøs spoof-nyhedsartikel, men i torsdags havde Politiken-korrespondent i USA, Kristian Madsen under "Dagens Tema - Politidrab i USA" en sådan i avisen - med rubrikken 
Sådan kunne historien se ud, hvis drabet ikke var blevet filmet 
Manchetten lød:
Denne artikel er skrevet, som om drabet på 50 årige Walter Scott ikke var blevet fanget på video, og som om politiets oprindelige forklaring stod til troende.
Det giver bedst mening at vise artiklen i sin helhed. Hvis du som læser ikke husker den reelle historie, er det ekstra lærerigt at læse den her. Bagefter fortæller jeg hvad der virkelig skete, altså den sande historie om nedskydning af Walter Scott.
En betjent fra North Charleston i delstaten South Carolina skød og dræbte i lørdags en mistænkt, der prøvede at overmande ham og stjæle hans strømpistol, oplyser de lokale myndigheder. Det er 11. gang i år, at en betjent i South Carolina har måttet affyre sin tjenestepistol.
   Lørdagens skyderi har genåbnet debatten om politiets optræden over for sorte i USA, der for alvor tog fart, efter den 18-årige Michael   Brown sidste år blev dræbt af politiet i Ferguson, Missouri. En betjent fra North Charleston i delstaten South Carolina skød og dræbte i lørdags en mistænkt, der prøvede at overmande ham og stjæle hans strømpistol, oplyser de lokale myndigheder. Det er 11. gang i år, at en betjent i South Carolina har måttet affyre sin tjenestepistol.
    Skyderiet fandt sted bag en pantelåner, hvor en betjent vinkede 50-årige Walter Scott ind til siden på grund af en defekt baglygte på hans Mercedes.
   Scott standsede, men flygtede ud af bilen. Da den 33-årige betjent kort efter indhentede ham, forsøgte Scott at overmande ham.
   Ifølge politiet lykkedes det manden at fravriste betjenten den strømpistol, som han prøvede at pacificere den mistænkte med. Det var under dette klammeri, at betjenten brugte sin tjenestepistol til at skyde og dræbe Scott.
   På lokalavisen Charleston Post and Couriers hjemmeside er sindene i kog, og flere udtrykker mistillid til myndighedernes optræden og anklager politiet for racisme.
   »Jeg hader politiet«, skriver Angela Smith Graham: »Jeg tror, Scott var et anstændigt menneske, der mødte en skydegal betjent, der gik efter en sort mand«.
   Christina Grooms fortæller, at hun jævnligt ser det lokale politi overreagere:
   »Hvis sorte fyre går ned ad gaden, kommer politiet og springer ud af bilen og tvinger dem ned på jorden«.
   Andre hæfter sig ved, at Scott skulle have ladet være at slås med politimanden.
   »Jeg behøver ikke at bekymre mig om at blive skudt af en betjent. Ikke fordi jeg er hvid, men fordi jeg er klog nok til ikke at flygte eller begynde at slås med ordensmagten«, skriver Bryan Allston.
   Når betjenten skød, var det, fordi han »følte sig truet«, oplyste hans advokat i en pressemeddelelse søndag.
   »Jeg tror, at når de lokale hører alle kendsgerninger fra skyderiet, vil de bedre kunne forstå omstændighederne«.
   Ifølge advokaten har betjenten overholdt alle procedurer, og han mødte søndag opbakning fra politimester Eddie Driggers.
   »Det er en del af jobbet, som ingen bryder sig om og ønsker aldrig ville ske. Den slags situationer er beklagelige og svære for alle involverede. Vi har tillid til, at den særlige efterforskningsenhed nu foretager en fuldstændig og gennemgribende undersøgelse af sagen«.
   Scott havde i forvejen flere pletter på sin straffeattest. I 1987 blev han anholdt og sigtet for overfald, og fire år senere blev han dømt for at have været i besiddelse af et slagvåben.
   Han har også en række anholdelser bag sig for ikke at have betalt børnebidrag rettidigt. I 2008 blev han dømt for at have kørt med et ugyldigt kørekort og for at have en åben beholder med en alkoholisk drik i bilen.
   55-årige Samuel Scott, der er den afdødes fætter, er i chok over nyheden.
   »Han var ikke kriminel. Han var ikke en eller anden hjemløs. Han var en mand, der puklede for at kunne forsørge sin familie«, siger han om sit fætter til den lokale avis Charleston Post and Courier.
   »Han er ikke en voldelig mand, og jeg har aldrig set ham skændes med nogen. Jeg kan slet ikke forstå det«, siger det frustrerede familiemedlem.
   Den 33-årige betjent er blevet sendt på orlov, indtil efterforskningen er afsluttet.
   Imens ruller debatten videre på internettet, hvor blandt andet David Belk ikke mener, at man kan have tillid til politiet:
   »Jeg håber bare, at der er nogen, der har optaget det på video«.
Hvis du lige abstraherer fra at nyheden i artiklen altså baseres på en løgn fra den skydende politimands side, så det et forbilledligt stykke nyhedjournalistik. Seriøs, upartisk, nuanceret, mange kilder - og afbalanceret i forhold til forsvar og kritik af politimanden. 
   
Men man skal først og fremmest notere sig det første afsnit i artiklen, det man professionelt kalder "kerneafsnittet", og som altså er nyhedens indholdsmæssige fundament - og formuleret sådan her:
En betjent fra North Charleston i delstaten South Carolina skød og dræbte i lørdags en mistænkt, der prøvede at overmande ham og stjæle hans strømpistol, oplyser de lokale myndigheder. Det er 11. gang i år, at en betjent i South Carolina har måttet affyre sin tjenestepistol.
Man starter med oplysningen fra en autoritativ kilde, "de lokal myndigheder". I det oplyste får vi den skudte sorte mand gjort skyldig med det samme gennem formuleringen "en mistænkt, der prøvede at overmande ham og stjæle hans strømpistol" - altså betjenten og han strømpistol. 
   Det er så journalisten selv der står for autoriteten i den sidste sætning i kerneafsnittet der sætter historien i et antalmæssigt perspektiv: "11. gang". 
   Og her er nissen så flyttet ind gennem valget af udtrykket "har måttet affyre sin tjenestepistol" (min kursivering). 
   Med brugen af modalverbet "har måttet" har journalisten i princippet taget myndighedernes og politimandens beskrivelse for gode varer, altså valgt side. 

Den sande historie fik vi her at vide fordi en sort kilde havde optaget hele forløbet på video, som vi ser i dette nyhedsindslag, hvoraf det fremgår at politimanden altså undtagelsesvis bliver sigtet for mord:

.
Her følger så også den originale uredigerede og ukommenterede video-sekvens som altså førte til at historien blev en helt anden end den kontrafaktiske men helt sandsynlige nyhed som kreative Kristian Madsen altså fik lov til at offentliggøre i Politiken som illustrerende og belærende eksempel:


Politiken og Kristian Madsen har jo gjort alt hvad de overhovedet kunne for at læserne ikke skulle tro at den var sand - i kraft af overskrift og manchet-tekst.
   Og for en sikkerheds skyld står der med kursiv - efter artiklen følgende oplysninger:
Denne artikel er skrevet med inspiration fra Huffington Post og baseret på de første oplysninger fra lokale nyhedsrapporter, politiets oplysninger og betjentens advokat. Mange af disse påstande viste sig at være forkerte. Betjenten er nu blevet tiltalt for mord.
Huffington Post er en succesfuld webnyhedsavis som er kendt for en indimellem kreativ brug af spoof-nyheder.

fredag den 21. juni 2013

Bidrag til en web-tv-dramturgi (5) - nyhedstrekantens muligheder for genopstandelse i web-tv

I de mange år jeg har undervist i tv-nyhedsdramaturgi, har en af de afgørende pointer været at journalister uddannet til at skrive nyheder til avissider, skulle aflære nyhedstrekantens form-indholds-logik hvis de skulle lære at lave velfungerende tv-nyhedsindslag. 
   Der var endda udviklet en særlig nyhedsberettermodel - en forenklet klassisk berettermodel - til at indfange kravene til nyhedsfortællingens opbygning, kunne man som underviser belære kursisterne om: 
Hook, Context, Develtopment, Wrap.
Men når det gælder web-nyhedsdramturgi, så er det ikke nær så indlysende hvorfor man ikke skulle kunne bruge 'nyhedstrekanten' som formmæssig matrice, idet man kan argumentere for at en web-side  med en indlagt player og en avisside har flere funktionelle lighedspunkter end de begge har med en regulær broadcast-tv-udsendelse med indslag.
   Og et web-tv-nyhedsindslag har den særlige egenskab at man kan hoppe af og på undervejs, og starte forfra og gense hvis man ønsker. I princippet meget lig forholdet i forbindelse med læsning af en skreven tekst. 

'Nyhedstrekanten' er jo betegnelsen for nyhedsartiklens klassiske grundform. 
   Princippet der styrer fremstillingen af avisnyheden, er at det der indholdsmæssigt konstituerer nyheden – 'kerneafsnittet' der skal besvare de for nyheden helt afgørende hv-spørgsmål – at det fortælles kort og klart i toppen af historien.
  Og at man derefter gennem de følgende afsnit udbygger med supplerende baggrund, konkretiseringer, konsekvenser, oplysende sidehistorier, underordnede vinkler, årsagsforklaringer, forhistorier mv. 

Princippet for i hvilken rækkefølge disse uddybende og baggrundsgivende afsnit bringes er simpelt: ”faldende væsentlighed”. Jo mindre betydning informationen har for forståelsen af den aktuelle nyhedsbærende og vinklede information i kerneafsnittet, jo senere i artiklen skal den information ligge. 
   I forhold til læseren betyder det at man tilsvarende antager en faldende interesse eller motivation for at læse videre, jo senere i artiklen man kommer.

Mens den bagvedliggende ide i berettermodellen er at fastholde læserens, lytterens eller seerens interesse helt til slutningen af fortællingen, så er ideen i nyhedstrekanten at læseren skulle kunne stå af undervejs - og så alligevel være sikker på at have fået essensens af historien.
   Produktionelt var nyhedstrekantens funktion også at redaktionssekretæren nemt og hurtigt kunne redigere i artiklen – ved at klippe og skære linjer og afsnit ud bagfra. 
   Avis(side)konteksten hører med til forståelsen af denne kompositionsform: Når læseren hopper af undervejs, så skifter han til en anden artikel på samme side eller til en artikel på en følgende side.
    Hvis man hopper af et web-tv-indslag undervejs, hopper man ikke af siden og web-konteksten og de muligheder man har for supplerende bonusmateriale, links, kontekstinformationer via resten af sidens indgange til at få mere  information.

Hopper man af et tv-eller radio-indslag, så slukker man for apparatet - eller zapper til en konkurrerende kanal. En helt anden kop te.

På den anden side har undersøgelser vist at fortællinger formet over nyhedstrekanten ikke er særligt nemme at kapere – især for læsere uden særlige vidensmæssige forudsætninger i forhold til indholdet. Så hvis de begrundelser som ligger bag ved valget af nyhedstrekanten svækkes eller forsvinde, så er berettermodellen - eller bølgemodellen at foretrække.
                        
Hvis man bruger samme grafiske system som når man anskueliggør berettermodellen og bølge­mo­dellen, (som en spændingskurve udfoldet hen ad en vandret tidslinje og med spændingsstyrken markeret ved højden på den lodrette akse) så kan man anskue nyhedstrekanten som en kurve med en faldende serie 'bølger'  med den højeste i starten og den laveste til sidst – altså nærmest en slags omvendt berettermodel hvor man starter med ”klimaks” i toppen og fortsætter nedad med mindre og mindre betydningsfulde uddybende afsnit mod bunden.
   
TV-nyheder i gamle dage - op til ca. midten af 80´erne - fulgte faktisk i vidt omfang nyhedstrekanten, dels fordi alle tv-journalister tidligere var skolede avisjournalister, men også fordi det rent teknisk var nemt at klippe sådan et indslag ned bagfra når optagelserne var på film bånd.
    Udviklingen af den dramaturgiske bevidsthede på tv-nyhedsredaktionerne op gennem 80-erne førte til at man efterhånden tilpassede nyhedsindslagets fortælleform til et forløb formet over berettermodellen eller bølgemodellen, men dog sådan at nyhedsvinklen som regel blev afsløret mere eller mindre direkte i nyhedsværtens oplæg/intro/'spib', svarende til nyhedsartiklens manchet.

Nyhedstrekanten som formende for længere web-tv-indslag

De argumenter der i tidernes morgen har været for at bruge nyhedstrekanten som den gennemgående fortælleform på avisnyheder, kan faktisk også overføres til længere web-tv-indslag. 
   Da man ved at webbrugere har travlt og er utålmodige, og ofte skimmer snarere end læser koncentreret, så kan det være et argument for at bygge et web-videoindslag op efter den model, altså en slags 'omvendt' bølgemodel med forudsat faldende interesse hos brugeren, sådan at man i selve indslaget indbygger en klar grafisk markering af at her kan man hoppe af, fx ved indlagte kapitelrubrikker eller grafiske stop- eller pauseklodser.
    Man producerer og lægger et indledende kerneafsnit først i web-tv-indslaget; derefter lægger man et baggrundsindslag der leverer årsager og forklaringer; og videre et caseinterview; derefter en ekspertvurdering der perspektiverer historien; og til sidst et afsnit om og med link til lignende historier andre steder og på tidligere tidspunkter. 
   I den skrevne kontekst omkring dette kapitelopdelte videoindslag i playeren kan man lægge link til  faktabokse, til statistikker, kort, tidslinjer mv. 
    Disse efterfølgende og i væsentlighed faldende 'bølgeelementer' kan også lægges som små selvstændige indslag med egen rubrik stykvis i ruder til højre ved siden af playeren.

Samlet kan sådan en web-tv-side sammenlignes med det man kalder et "opslag" i avis- og magasin-sammenhæng, hvor man netop kan surfe rundt i "periferien" og finde 'bonusmateriale' logisk eller associativt forbundet til en central bærende artikel.