Bidrag til en web-tv-dramaturgi (4) - om fremdrift i web-tv-indslag - til forskel fra broadcast-tv-indsalg

For lidt over to år siden lagde jeg en række "noter til en web-dramaturgi" ud som en serie-føljeton her på min blog. 

   Noterne blev oprindelig skrevet til mig selv og en kollega som et resultat af godt et halvt års intensiv research og forberedende tænkning til et efteruddannelseskursus i web-tv-dramaturgi.

   Jeg fik kun lagt tre indlæg ud i indlæg, så overtog andre problemstillinger min mentale dagsorden.

Nu har jeg imidlertid i løbet af de sidste måneder oplevet at der har været relativt mange inde og læse netop de sider. 

   Og som censor både på specialer og bacheloropgaver inden for forskellige medieuddannelser har jeg kunnet se ganske mange henvisninger til disse indlæg i kildelisten, og jævnlige referencer med citater fra dem.
   Derfor genoptager jeg nu føljetonen med en række ny - altså gamle - indlæg om "bidrag til en web-tv-dramaturgi. 

Den opløste og fragmenterede web-tv-fortælling: frihed og fremdrift

Når man skal fortælle historier gennem video på nettet, så er det vigtigt at tænke ud af boksen i forhold til principperne for den traditionelle pakkede og lineære tv-(nyheds)fortælling.

   Når vi har med web-tv at gøre og den særlige net-kontekst, så er der tale om opløsning, frag­mentering, collage, montage, eller hvad man nu skal kalde det: en hypertekst hvor det er brugeren der har mulighed for at konstruere sin egen collage eller montage af de fortælle-byggesten som ellers er kittet sammen i et 'indslag', det man på engelske omtaler som 'a package'. Og hvor det derfor for afsenderen er muligt i høj grad at udlægge eller udlicitere – 'outsource' – en lang række af byggestenene til videoplayerens kontekst på netsiden, eller placere dem på andre bag­vedliggende sider som man kan klikke sig ind til, eller – mest radikalt og revolutionerende – til interaktiv levering fra brugerne.

• Man kan invitere brugerne til at levere (sig selv som) cases, dvs. man kan springe casen over i førte omgang
• Man kan invitere til øjenvidnebeskrivelser, dvs. man behøver ikke at rykke ud for at få dem
• Man kan invitere brugerne til at levere dokumenterende billeder, dvs. man kan skære ned på illustrationen af historien, den kan komme hen ad vejen
• Man kan undlade vox pop, idet man inviterer til kommentarer der jo har samme funktion
• Man kan invitere til facts, målinger, opgørelser, statistikker som folk har i kraft af insider-viden eller nærhed i forhold til en problemstilling
• Man kan sprede elementerne over flere dage, og fx lægge en opinionsundersøgelse ud efter indslagets præsentationsdel, og så kommer uddybningen først næste dag, og konfliktoptrapningen med debatten den tredje dag.
• Man kan lægge større eller mindre dele af speakens oplysninger ud omkring player-optagelsen som skreven tekst.
• Man kan lægge grafikken ud for sig ”ved siden af”.
• ”Konfliktoptrapningen” fra et normalt indslag, kan i første omgang lægges ud som en selvstændig teaser til brugerne som invitation til debat om et moralsk kontroversielt spørgsmål; altså man bryder indslagets fortælling af i det punkt der ellers ville ”point of no return”. 

Ønsket om frihed og mange indgange

Det der kendetegner den klassiske lineære dramaturgi, er at den har en indgang i begyndelsen og en udgang til slut, og at historien er bundet til at forløbe mellem dem: Aristoteles skrev "beginning, middel, end". 

   Men når vi taler om web-tv, så er spørgsmålet om hvor vi begynder, hvor midten er, og om og hvor vi slutter, noget der er mere eller mindre op til brugerne. 

   På nettet ønsker brugerne mange indgange, så de kan springe ind og ud i kortere og længere tid, lave ”shortcuts” eller tage omveje, alt efter forudsætninger og interesser. 

   Det er det som nettets karakter af hypertekst i den grad inviterer til.

Et spørgsmål om et skift i fremdriftens karakter

Begrebet dramatisk og episk ”fremdrift” er centralt i den traditionelle tv-fakta- og nyheds-dramaturgi. "fremdrift" betyder her det forhold - den mentale relation - der forbinder fortællingens forløb med publikums oplevelse af at blive fanget og fastholdt fra start til slut. 

   Den relation skal måske tænkes om. Spørgsmålet er om ikke vi i net-tv-sammenhæng i højere grad skal ind på at tale om 'retorisk fremdrift' i stedet for. 

   Eller rettere: man kan sige at i et traditionelt effektivt tv-nyhedsindslag er den retoriske fremdrift underordnet den dramatisk-episke, mens det på nettet snarere er omvendt.

Lyder det snørklet. Så må vi lige definerer 'retorisk fremdrift'.

Retorisk fremdrift skabes af  (retoriske) påstande der vækker til modsigelse, og (retoriske) spørgsmål der der vækker og ægger til ønsker om svar. 

   Opløsningen og fragmenteringen af den lineære dramaturgi - kombineret med interaktionsmuligheder med brugerne, skifter vægten og orienteringen fra dramatisk-episk fremdrift (som skabes af et kronologisk scene på scene-forløb) til retoriske fremdrift som skabes gennem verbal interaktion, en simuleret samtale mellem afsender og modtager, hvori afsender forsøger at foregribe modtagers spørgsmål og indvendinger - anspore til videre interaktion.

   Man kan sige at den dramtisk-episke fremdrift korresponderer med en såkaldt 'lean-back'-modtagesituation, mens den retoriske fremdrift modsvarer brugernes typiske 'lean-forward'-indstilling når de er på nettet. 

   Den dramatisk-episke fremdrift skal forføre modtageren til at 'sluge hele pakken' i et samlet flow, mens den retoriske fremdrift skal overtale modtageren til at acceptere og 'fordøje' informationerne, logikken og argumenterne skridt for skridt, bid for bid - under en form for bevidst modstand eller skepsis.

Normalt vil man sige det er en dramaturgisk og formidlingsmæssig svaghed hvis et tv-indslag, en tv-feature eller en tv-dokumentar rejser og efterlader ubesvarede ”hængende” spørgsmål undervejs. Det bremser og forstyrrer fremdriften og svækker oplevelsen og forståelsen hos publikum. 

   Og det regnes for en fortællemæssig svaghed og dårlig formidling hvis publikum sidder med ”løse ender” til slut, og er frustrerede over det.

   I net-tv-sammenhæng kan man godt indimellem tænke omvendt: at seeren/brugeren har og skal have mulighed for at stoppe op et stykke inde i det audiovisuelle fortælleforløb og stille et spørgsmål der der så skal kunne besvares ved at følge et sidespor før fortællingen fortsætter. 

   Altså noget der kunne minde om computer-spil-dramaturgien, hvor man som spiller skal løse opgaver for at kunne fortsætte gennem spillet.

Under alle omstændigheder er det jo sådan at video-playeren på en netside giver brugeren mulighed for både at stoppe op og afbryde web-tv-fortællingen når han vil, og mulighed for at repetere passager eller hele indslaget forfra. 

   Det er muligheder som vi har kendt i århundreder fra læsningen af skrevne avishistorier, muligheder som er en del af begrundelsen for at nyheder i aviser formidles efter ”nyhedstrekanten”, der jo bla. gør det muligt for avislæseren at stå af læsningen når det passer ham, og gå videre til andre historier på siden eller de følgende sider. 

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om de indsigter om web-tv-nyheder som man kunne læse ud af en undersøgelse: ’Webtvaviserne’, skrevet af journalistisk lektor Rune Michelsen og cand.public Signe Rosendal Rasmussen fra Syddansk Universitet, april 2011.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/nyhedstrekanten-far-come-back-med-web.html