Sider

Viser opslag med etiketten web-tv-dramaturgi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten web-tv-dramaturgi. Vis alle opslag

onsdag den 11. september 2013

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (12) - om net-tv-pakker – og de 'udvendige' og 'indvendige' interaktionsmuligheder

Den afgørende forskel mellem broadcast-tv og web-tv er de ekstra muligheder for brugerinteraktion som altid ledsager et web-tv-indslag på på en net-side - hvad der hænger sammen med at nettet primært er et 'pull'-medie.
   De muligheder er med til at ændre - evt. svække behovet for dramaturgisk forførelse af seerne.
   Interaktionsmulighederne kan erstatte eller supplere dramaturgiens set up/pay off-mekanismer i et indslag, og indebærer en særlig 'dialog-fremdrift' i forholdet mellem brugerne og sitets forskellige klik-/link-tilbud.

Interaktionsmuligheder indlagt i web-tv-sidens program:
Går man ind på en web-tv-side hvor man kan søge på forskellige indslag, så er der to slags interak­tionsmuligheder for brugerne: 'udvendige' og' indvendige'.
   Den ene type - de 'udvendige' - er de tilbud som har at gøre med at brugeren kan forholde sig til indslagene i sin helhed og interagere på forskellig måde: kommentere dem, vurdere dem, sende dem videre, anbefale nogen der ligner, selv producere og uploade noget video - alt sammen som en slags ”svar” på indslagets "udspil". 
   Disse interaktions­mulig­heder er eksterne i forhold til web-tv-fortællingen, og er styret af det bagvedliggende program for siden.

Interaktionsmuligheder som en del af web-tv-pakken:
Men der er også interaktionsmuligheder som så at sige er en del af selve web-tv-fortællingen anskuet som ”en pakke” af tematisk sammenkædede delelementer der hver fokuserer på forskellige aspekter og med forskellige muligheder for indgang eller udgang.
   Disse 'indvendige' interaktionsmuligheder indebærer at fortællingen internt i ”pakken” kan udfoldes og udforskes i forskellige retninger - i kraft af indholdet og karakteren af de valgmuligheder der tilbydes: baggrundsoplysninger, supplerende videodokumentation, muligheden for at vælge mellem en kortere eller en længere version, mulighed for at se interviews i sin rå og uklippede form, stillbilleder fra stedet hvor videoen er produceret, præ­sen­­tationsvideoer af de medvirkende eller deres profiloplysninger, alternative klipninger, trailer med klip med highlights.
   Disse interaktionsmuligheder er styret redaktionelt. Nogle er knyttet til den enkelte fortælling, og nogle er knyttet til det redaktionelle koncept for siden.
   Hvis det hele lå på en DVD, ville man tale om 'bonusmateriale' - det man får med i købet.

Interaktionsmuligheder knyttet til det redaktionelle koncept:
Til det redaktionelle koncept kan kravene til mulig interaktion fx være: at der skal være trailere til alle længere enkeltindslag, at alle længere historie skal kunne vælges og ses i bidder - i selvstændige "kapitler", eller at der altid skal være tilbud om korte highlights fra indslaget der kan mailes, deles på sociale medier eller placeres på YouTube. Det er typisk tilbud for de ”utålmodige” surfere – til dem der primært er nysgerrige og vil ”lege” eller underholdes.
   Til det redaktionelle koncept kan også høre krav om at der altid kan findes profiloplysninger om medvirkende i interviews og profiloplysninger om den der har produceret indslaget. Eller der kan være et redaktionelt krav om at man altid kan klikke ind på et kort der viser hvor historien foregår eller at der altid skal være en tidslinie. 
   Det er interaktionstilbud for dem der vil vide mere, og som søger baggrundsoplysninger, som altså "snorkler" eller "dykker".

Interaktionsmuligheder til den enkelte web-tv-historie/fortælling:
Her er det også interessant at skelne imellem interaktionsmuligheder i pakken som er knyttet til forskellige slags lyst, behov, begær og motivation: videbegær, narrativt begær, skuelyst, legelyst eller trang til at handle. 
   Skuelyst: Til en web-tv-historie der foregår i et spændende og fascinerende landskab, kan man fx få adgang til supplerende visuelt bonusmateriale ved at klikke ind på en serie still-fotos der viser mange andre scener fra landskabet end de få selve indslaget viser; altså for at tilfredsstille skuelysten - det visuelle begær. 
    Appel til det narrativ begær (lyst til spænding gennem historier): Man kan dele video-historien op i elementer som en føljeton, så hver del slutter med en ”cliffhanger” der giver fremdriftbetonet lyst til at klikke ind og vælge at se næst afsnit i historien.
   Eller der kan være mulighed for at vælge en decideret forhistorie med arkivbilleder og arkivklip. 
   Eller cliff­hangeren kan bestå i at en journalistisk fortælling slutter abrupt ved udgangen af indslaget i playeren med en opfordring til at brugerne bidrager med eget videomateriale til at underbygge/dokumentere at videofortællingen i den uafsluttede form er sand og væsentlig og ikke kun bygger på den ene case som er præsenteret i indslaget. 
   Eller fortællingen kan lægge op til en quiz som giver adgang til flere fortællinger hvis man svarer rigtig (også appel til legelyst).
   Man kan også appellere til det narrative begær ved at lave episoder af samme slags historier, bare med andre personer og anden location eller anden tid. 
 
Trang til handling: Undersøgelser af folk der har set faktuelt nyheds-tv med historier om ulykker, sult, krig og katastrofer, viser at oplevelsen i dem mobiliserer en trang til handling, til at gøre noget for at afhjælpe elendigheden og lidelserne.
   Altså bør man ved web-tv-indslag med den slags indhold indlægge muligheder for at støtte med penge, eller udstyr, eller yde andre former for frivillig hjælp.
   Tilsvarende med web-tv-historier om nye opfindelser eller fremgangsmåder som kan gøre livet let­tere, billigere, sjovere eller mindre risikabelt. De bør altid på siden ledsages af oplysninger med evt. link til muligheder for at anskaffe eller gøre lige så.

torsdag den 5. september 2013

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (9) - fakta og fiktion og spørgsmålet om genrer når broad-cast-tv transformeres til webformater

(Jeg fortsætter her blog-serien om web-tv-dramaturgi. Men skal samtidig advarer om at teksten er skrevet for fire år siden, og ikke er researchet up-to-date hvad angår eksempler fra nettet, så det er mere ræsonnement end logik end substans man skal læse efter).

Skellet mellem fakta og fiktion på tv er forholdsvis klart. Der er nogle grundlæggende, men som oftest uskrevne kontrakter eller overenskomster mellem afsender og modtager som fastlægger om vi befinder os inden for fakta-familien eller inden for fiktionsfamilien af genrer, når vi har med tv-udsendelser at gøre. For seerne betyder det at de har afgørende forskellige forventninger når de ser et faktaprogram og når de ser et fiktionsprogram eller en spillefilm.

Forventningerne går på hvad seerne/publikum kanregne med at få ud af det de ser og hører. 
   For faktas vedkommende drejer det sig om viden, argumenter og faktuel indsigt der gør det muligt at orientere sig, beslutte og handle i virkeligheden. 
    For fiktion drejer udbyttet sig om noget som vi ikke har noget særlig godt ord for: ”forestillinger”, "oplevelser", "mentale spor og aftryk" der kan levere inspiration og stof til fantasier, drømme og subjektive erkendelser der transcendere den konkrete foreliggende eller historiske virkelighed.

Forventningerne går også på hvordan de historier og fortællinger vi ser i film og på tv er produceret og hvilke retningslinjer de er produceret efter. For faktas vedkommende en række bindinger til meget specifikke produktionsvilkår og begrænsninger omkring produktion og redigering, brug af speak, mv. For fiktionens vedkommende en frihed til at producere og redigere efter hvad der kan levere de ønskede uforpligtede og uforpligtende forestillinger.

Der findes imidlertid også genrer hvor kontrakterne og dermed skellet mellem fakta og fiktion af forskellige grunde er tågede og uklare: 
    Det gælder når afsender-intentionen primært er underholdning, det gælder såkaldte blandingsgenrer og hybridformer som 'dokudrama' og 'dramadok', 'infortainment' og 'fakta-light', og den brede vifte af reality-formater hvori indgår karakterafprøvning og (social)psykologiske eksperimenter og -forsøgsopstillinger, tv-former som dokumentaristen Poul Martinsen har været pioner inden for.
   Det gælder i et eller andet altid diskutabelt forhold også såkaldte 'dokumentarfilm' – hvor der i selve genreoverenskomsten traditionelt ligger en relativt større frihed med hensyn til subjektivitet og subjektiv prægning fra afsenderen end i andre faktagenrer, somme tider omtalt som ”kunstnerisk frihed”. 
   Så gælder det også forskellige eksplicit eller implicit propaganderende genrer som reklamefilm eller ”informationsfilm” fra og om virksomheder.

I sidste instans er kontrakterne forankret i nogle garantier eller fravær af garantier omkring produktionsvirkeligheden fra en afsender(instans) i forholdet til publikum: forholdet mellem det vi som publikum ser og hører og så den virkelighed som produktionen i et eller andet omfang afspejler.
    I fakta kan man holde afsenderen ansvarlig og han/hun er forpligtet på sandheden og seriøsiteten i udsagn, og på autenticiteten i billed- og lyd-udtrykket, mens i fiktion er afsenderen legende uvederhæftig, og forbeholder sig kontraktmæssigt ret til at leger skjul med modtageren i kraft af at modtageren inviteres til at suspendere skepsis og mistro i forhold til det der vises og fortælles på skærm eller lærred – og gå ind i et ”vi lader som om det er sandt og virkeligt”-forhold til afsenderen.

I min optik drejer det sig om videre om i forhold til dette landkort af broadcast-genrer at identificere genre og formater der udspringer af eller tilpasser sig nettets formatmuligheder og særlige relationer til brugerne. 
   I hvilket omfang og på hvilke måder præger nettet og den måde det bruges på, æstetikken og dramaturgien i tv-/video-indslag på nettet - i sammenligning med broadcast tv-genrerne? 
  • Hvilke broadcast-genrer bliver umiddelbart overført og hvorfor? 
  • Hvilke bliver tillempet og tilpasset og hvordan?
  • Hvilke er helt nye som kun kan tænkes til nettet og hvad kendetegner dem?

Kortforms-tv: 
Blandt kortformerne kan vi skelne mellem informerende genrer, som typisk er nyheder, og promoverende genrer som primært er tv-reklamer og forannoncerende selvpromoer (trailere); tv-oplysning-for borgerne, ligger midt imellem. 
   I princippet kan disse kortformer stort set uændret overføres til nettet. Det er dog spørgsmålet om produktionsomkostningerne ikke ofte er for høje, hvis de kun produceres direkte til nettet. 
   Man må imidlertid forestille sig en forenkling af fortælleteknikken når indslag kun er til nettet, en forenkling som specielt vil reducere redigeringsomkostninger, dvs. omkostninger til at lægge speak på, til at have mange klip og til sekvensklippede scener. 
   Det vil forenkle og billiggøre produktionen hvis der ikke skal redigeres så meget (eller slet ikke),og man kan i vore dage med den moderne teknologi lave kortformer hvor man har klippet i kameraet under optagelserne.
   Nyhedsindslag på nettet kan derfor forventes at være mere "rå" og "primitive" end til broadcast. Først og fremmest har man rene talking heads-interview-syncer og råklip fra dramatiske og fascinerende begivenheder som selvstændige indslag i på nyhedssites.

Den lyriske montage:
En kortform som stort set er fraværende på broadcast-tv, er 'den lyriske montage': sammensat af speak, stem­ningsbilleder (både still- og levende) og musik/reallyd. Kunstvideo-agtig.
   Den form finder vi til gengæld ofte på nettet – netop fordi den lyriske montage i kraft af sin genre (ikke-narrativ) er en kortform med ingen eller meget lidt dramatisk eller retorisk fremdrift, som kan og skal ”nydes” isoleret som en ren oplevelse. 
   På broadcast-tv vil en sådan montage altid være nødt til at indgå i et flow og der vil den fungere som en stopklods og en invitation til zapning, hvorfor den er en stor sjældenhed og altid har karakter af forsøg og eksperiment.

Lange former og formater: 
Her skelnes i broadcast-tv mellem: 
  • fakta/dokumentar (illustrerende, demonstrerende, afslørende, afdækkende, afprøvende),
  • underholdning (fakta light, docusoap, reality-show, sceneshow, quiz, talk-show, stand up),
  • fiktion (drama-serier (føljeton), krimiserier (føljeton/episode) comedy, satire).
Hvad vi så finder på nettet er tit korte klip på 1-5 minutter som er hevet ud af udsendelseskonteksten som citater/klip fra disse broadcast-formater der jo typisk er på en halv time eller længere. 
   Klippene har karakter af ”highlights”,”gyldne øjeblikke”, "moneyshots", "watercoolermoments" – fra de længere fortællinger, dvs. dramatiske vendepunkter og klimakser, sjove 5-minutters entréer, særlig dramatisk action-scener med overraskende eller tragisk udfald. 

Fiktion:
Grundlæggende er video- eller tv-fiktion på nettet en relativ sjældenhed, med mindre man tænker på direkte download af tv-serier eller film – eller porno. Der er dog eksempler på kortforms-serier opdelt i ”webisodes” på få minutter og som direkte er produceret til netmediet. (dette kan være forældet i 2013). 
   Her citerer jeg fra power-point slide af Rune Michelsen fra vores fælles kursus Power TV-Ultra
Webtilpasset fiktion
- Korte formater (3-6 min.)
- Produceret til nettet og med fokus på playeren:
- Mange nærbilleder, få ”speciel effects”, drama i skuespillet frem for i redigeringen/ klipningen
- Ofte serier, bundet sammen kontekstuelt
- Tilknyttede communities
- Mange typer af producenter/afsendere: Professionelle, amatører, medier, ”coming-ups” med virksomheder i ryggen, konkurrencer.
- Eksempler: 'Sex, Løgn og Badminton’ (Ekstrabladet.dk), Julekalendere, ’Reaching Julie’ (Filmaka.com)
Endelig er der fiktion på nettet som specifikt udnytter hvad man kunne kalde 'interktionsfremdrift' - den fremdrift der er knyttet til at brugerne selv kan indgå i fiktionsplottets udvikling ved at skabe vendepunkter, indføre nye karakterer, etc.
Interaktiv web-tv-fiktion
- Brugerne præger handlingen
- Debatfora, blogs og polls er rammen
- Manuskriptet og dramaturgien tager afsæt i brugernes ideer, holdninger eller adfærd
Eksempel
- "Deleted” (deletedthegame.com)”…is a web TV show that promises to blur the lines between fantasy and reality by drawing viewers into an interactive game…”
- Plot: Jelly mister (i episode 1) hukommelsen efter en mystisk ulykke…Men hvad skete der?
- Producenterne lægger ledetråde, links, ekstramateriale, etc. ud, så brugerne selv kan være med til at opklare mysteriet….
Som en særligt netbaseret fiktionsgenre er der er også de såkaldt ”viraler” – indslag beregnet til ”viral markedsføring” som mimer UGC´ere (se nedenfor om brugergenereret indhold), men som altså er sat i omløb som markedsføring fordi de har skal have samme høje underholdningsværdi som mange af de autentiske UGC-indslag, og fordi netbrugerne generelt er uinter­esserede i afsender-forankring, -identifikation og-autoritet – og dermed om det er fakta eller fiktion. Bare det er sjovt.

De længere fakta-genrer transponeret til nettet
Nogle af fakta-genrerne kan fortsætte stort set uændret på nettet, blot klippet op i 5 minutters sekvenser så man både kan se dem i sin helehed, og se dele af dem i fri rækkefølge og i frit udvalg. Det gælder især 'demonstrerende' og 'illustrerende' fakta hvor 'bølgemodellen' er den dominerende form, og hvor hver ”bølge” har sin egen spændingsbue et et vist selvstændigt indhold.
   De 'afdæk­kende' fluen på væggen-faktaformer indebærer fordybelse, indlevelse, fascination. Og specielt dem der er bundet til og komponeret i et samlet kronologisk forløb med fx flere flettede historier og en lang samlet overgribende spændingsbue, vil ikke umiddelbart egne sig til nettet. 
   Principielt kan man dog tænke sig at flette enkelthisorierne ud igen, og lave små selvstændige forløbshistorier i stedet lagt efter hinanden– med tematisk sammenhæng. Men så man også kunne vælge at se dem hver for sig - og i fri rækkefølge.
   De afdækkende dokumentarer som primært er bygget op af et masterinterview med en hovedperson der portrætteres, vil kunne brydes op i enkelthistorier eller kortere sekvenser som kan ses isoleret.
   'De afslørende' faktaprogrammer transponeret til nettet, vil kunne udnytte at man kan splitte dokumentationen op og skille den ud fra den kritiske hovedhistories fortælleforløb. Og den kritiske hovedhistorie og den skriftlige del af dokumentationen vil måske slet ikke blive fortalt gennem video, men i skrevet form af en eller flere tekstartikler, således at videoen vil blive forbeholdt offer-case-syncer, afslørende klip med skjult kamera og evenetullle konfrontationsinterview. 
   I forbindelse med afslørende journalistik på nettet kan man tænke sig gådeplottet eller udfordringsplottet udnyttet interaktivt idet man kan beder brugerne om at levere yderligere dokumentation på video efter man har lanceret historien i en kort og uafsluttet version.
   'De afprøvende' faktaprogrammer er jo defineret ved at plottet i sig selv udgør den bærende ide og fungerer som hovedmotoreren i fortællingen, og de kræver derfor umiddelbart et længere forløb på mindst en halv time til at eksekvere plottet med en række 'sand­hedens øjeblikke' til sidst. 
   Dog kan eksperimenter og forsøg på video godt i sig selv udgøre tematisk forbundne web-tv-episoder, som så stykvis kan illustrere eller dokumentere en overordnet præmis - ligesom ved de afslørende. Specielt hvis de genremæssigt nærmer sig en mere rent underholdende form, som enkeltepisoder i candid-camera-tv-udsendelser.

UGC-videor: 
'UGC' står for "User Generated Content". Og spørgsmålet er her: Hvilke særlige undergenrer kendetegner web-video-indslag når de ikke udsendes af institutioner der promoverer sig selv via web-sider, eller som formidler nyheder og anden faktuel information med en faglig/journalistisk autoritet bag? 
   Det er i hvert fald karakteristisk at de udtryksmæssigt har en rå og relativt ubearbejdet karakter, og altså i selve deres udtryk som regel signalerer at de er uautoriserede fortællinger eller ugaranterede virkelighedsklip. At afsenderen altså kommunikerer gennem video på egne vegne, som privatperson og med sit eget subjektive forhold til det fortalte og til modtagerne. 
   UGC-video-indslag er i høj grad formet under hensyn til den indholds- eller genre-invitation der ligger på det site eller den portal som brugerne uploader til. 
   Det site der hedder ”5minut.com” inviterer amatøreksperter til at vise hvordan man løser praktiske problemer, altså en UGC-variant af demonstrerende faktaprogrammer:
   Her er f.eks. hvordan ”5minut.com” inviterer brugerne:
5min is a place to find short video solutions for practical questions and a place for people to share their knowledge. The idea behind 5min is very simple: any solution can be visually explained in no more than 5 minutes. Our goal is to create the first communal Life Video­pedia allowing users from all over the globe to contribute their knowledge by sharing visual guides in areas such as arts, business, fashion, sports, health, tech, food, and much more.
5minu.com findes ikke mere på nettet, og følger man linket, henvises man til en kæmpe nyhedsvideo-side: http://on.aol.com/ . Men genren 'how-to-video' vrimler det med i alle mulige webkontekster.

”YouTube” har jo i princippet alle tv- og vide-genrer repræsenteret, både broad-cast og webtilpassede og webspecifikke. Sitet inviterer bl.a. og ikke mindst til skæg og ballade, underholdning, og fakta light-klip. 
   Her er et link til de mest set YouTube-videor 2012 fordelt på genrer.
http://www.reelseo.com/youtube-top-10-videos-genre-2012/
”BBC Video Nation” inviterede bl.a. til personlige betroelser, testimonials, subjektiv følelses- og stemningsudtryk, som i dette projekt "My Story" hvor invitationen lød: 
My Story started off as a BBC project looking for ordinary people with EXTRAordinary true stories. Video Nation Network gives you the chance to share an experience which really touched your life.
Projektet er afsluttet. 'Gravskriften' på BBC-hjemmesiden: 
In 2009, the BBC launched the My Story competition to find the most remarkable true life stories in Britain. Altogether over 7,500 people sent in their stories by post or through this website. The winners' stories were broadcast on BBC One in 2010 and the judges' top stories were published as books.
http://www.bbc.co.uk/videonation/features/my_story/index.shtml  
Her er et link til en typisk video-hjemmeside med et bredt spektrum af 5 minutters klip og videoer inden for stort set alle emner:
http://www.5minmedia.com/VideoLibrary
En række hjemmesider er decideret rettet mod underholdende hjemmevideoklip som inviterer til video klip inden for følgende kategorier: 
Funny Videos - Crazy Videos - Sexy Videos - Cool Videos - Fight Videos - Extreme Videos - Stupid Videos
Generelt er skellet fakta-fiktion udvisket omkring UGC´erne, og er tilsyneladende ikke så afgørende for modtagerne. 
   Det har nok dels at gøre med at der jo ikke er nogen redaktionel og ansvarlig gatekeeper som overordnet afsender til at garantere sandhed og virkelighed til de enkelte indslag. 
   Dels har det at gøre med at de ikke indgår i et tv-flow hvor generelle genreforventninger og garantier indrammer alle indslagene i flowet. 
   Og endelig er disse web-videoers væsentligste funktion under alle omstændigheder at un­der­­holde og dele oplevelser snarer end at levere seriøs information. 
   Man kan i den sammenhæng notere sig en genre der går på tværs af skellet mellem UGC og PGC (Professsional Generatede Content) som kaldes 'spoof videos', som udgøres af visuelle sketcher, parodier og satirer, og som også lanceres som viraler.
   Og helt generelt finder man på nettet uendelige mængder af par­o­dier på allerede eksisterende mere seriøse tv-formater som nyheder og reklamer blandt de indslag som er produceret af brugerne, fx på YouTube.

torsdag den 8. august 2013

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (7) - citater og 'klip' som naturlige web-tv-formater - og hvad deraf følger

Brugernes forhold til nettet er præget af utålmodighed, i en helt anden grad og et helt andet omfang end forholdet til at se tv.
   I og med at en netside i selve sin opsætning med forskellige links og en lang række muligheder for interaktiv handling, så er brugeren også hele tiden bevidst om at den foreliggende mulighed, fx et videoindslag der kører i playeren, kun er en af mange. Og at hvis det brugeren ser, keder eller er forudsigeligt, så står man bare af og prøver noget andet.

Det helt grundlæggende ved nettet som interaktivt medie er at brugeren har kontrollen og er opdraget til at have den. Derfor er grundholdningen til nettet som medie og konsumptionen af web-tv, præget af en lean-forward-indstilling. Mens almindelig tv-sening i dagligstuen foregår med en lean-backward-indstillng.
   Det kan forklare at de færreste der ser web-tv, ser det i full-screen-format. Det har selvfølgelig noget at gøre med at opløsningen ofte er relativt dårlig i full-screen-visning.
   Og rent psykologisk oplever man når man har aktiveret full-screen i playeren, at man mentalt set bliver ”besat” eller ”styret”, hvad der er typisk for lean-backward-modtagelsen.
   Så for at vælge full-screen af et web-tv-indslag skal helt specielle voyeur-behov tilgodeses i det man ser – type-eksemplet er porno.

De to grundidnstillinger - lean-forward og lean-backward - som adskiller måden at se tv-på når det foregår hhv. ved computerskærmen og foran et stort fladskærm-tv, kan så vidt jeg kan se forbindes med om det er hjernens task-positive netværk eller dens task-negative netværk (også kaldet the default mode network) som dominerer under modtagelsen.

Web-tv-genrerkrav
Kort og koncentreret, det er stikordene til de fleste web-tv-genrer - idet formatets indhold skal kunne konsumeres under en lean-forward-indstilling.
   Langt hen ad vejen er det nærmest at sammenligne med  et reklame-tv-format, et format som også er indrettet på at seerne er utålmodig og vil videre.
   Mange web-tv-indslag er derfor citater og klip – uddrag af større tv-fortællinger – som netop har reklamens karakter: ”Hvis du vil se mere, så gå ind på vores hjemmeside xxxxdotcom.”
   Andre har karakter af uspeakede montager af klip – indsamlet fra forskellig kilder med tematiske fællestræk.
   Rent teknisk er det den simpleste måde at redigere på: klip plus klip plus klip – uden voice over. Fx montager af klip fra forskellige spillefilm med en bestemt type scener, til illustration af en pointe om disse film skrevet på web-siden.
   Filmtrailere og musikvideoer er umiddelbart velegnede som web-tv-indslag – idet de begge er korte og har karakter af ”foreløbige” oplevelser der lover mere.

Fra TV-programmer siden slutnngen af 80´erne kendes genren ”The Funniest Home-videos”. Dem vrimler det også med på nettet, og de har features der på mange måde er prototypen på web-tv-formatet: brugergenereret, uredigeret (dvs. en enkelt scene), og som fortæller en afsluttet historie hvori der sker noget overraskende og morsomt (dvs. et enkelt vendepunkt). Nix weiter.
   Der findes flere hjemmesider med den slags clip: fx wwww.stupidvideo.com. 
   Men også fx DR.dk/Bonanza har mange klip fra tidligere programmer der viser scener "som folk husker" - scener med høj fascinationsværdi. Fx Jørgen Ryge Petersen der vrider halsen om på en due.

TV-nyhedsformatet er i sig selv også velegnet til web-tv – fordi det er kort og dermed nemt konsumerbart i lean-forward-indstillingen.  
   Men i sin standard produktionsform, direkte overført fra broad-cast-tv, er produktionsværdien - indslaget production value - alt for stor i relation til konteksten, og mange nyhedssites med web-tv udnytter ikke - eller alt for dårligt - at nettet tillader og inviterer til en meget mere primitiv, rå og opløst redigering end hvad broadcast kræver.

Klip-formatet er også velegnet til brugergenererede tv-indslag, fordi de kan optages og sendes ind (næsten) uredigeret og oploades til fx YouTube. 

Med Politikens dokumentarforsøg ”CLIPS” på Politiken.dk for 5 år siden har man et klart eksempel på at man omdefinerer et broadcast-format, tv-dokumentaren der normalt ikke er på under 25 minutter, til et der i varighed passer til de utålmodige netbrugere: 5 minutters minidokumentar.
   De fleste Clips-film man så, var så også historier der fortællemæssigt går lige på fra starten: en attac-start uden et egentlig anslag: Man forudsætter at seeren har læst teksten på netsiden som oplæg inden man sætter playeren i gang.
   Anskuer man Clips-filmene med tv-fakta-genre-begreberne: demonstrerende, illustre­rende, afslørende, afdækkende, afprøvende, så var alle Clips-dokumentarerne afdækkende. Montagemæssigt var dem jeg husker, meget simple og uden speak.
   Nogle var mere lyriske end fortællende, husker jeg.
   Læs om projektets ide her:
Selv har jeg gennem 10 år som medlem af juryen for Danidas "Verdensbilledelegatet" været med til at lancere på nettet mere end hundrede u-landsdokumentarfilm produceret af studerende legatmodtagere. Her er standardvarigheden 12 minutter. 
   Se her - en guldgrube af mini-dokumentarer som kun har kunnet realiseres i kraft af muligheden for lancering på nettet - og det korte format:
How-to-formatet som man kan finde i mange afarter, er også et som er tilpasset nettet. 
   Der er tale om instruktionsvideoer og gør-det-selv-videoer, ofte af en varighed på ca. 5 minutter, som i høj grad er produceret af 'almindelige mennesker' som har en eller anden form for ekspertise, og praktisk viden de vil dele med andre. 
   Genremæssigt er der er altså tale om brugergenererede demonstrerende indslag.
   Her en oversigt over de bedste How-to-web-video-sider:
1. VideoJug: VideoJug mixes user generated clips with professionally made content. Videos are accompanied by a text version, and you can download clips to your iPod or PSP. This UK-based site is receiving a lot of hype from the British press.
2. Sclipo carries a remix of the YouTube tagline: “Broadcast your skills”. The European startup provides how-to guides in English and Spanish.
3. Sutree: Sutree is a video aggregator that pulls in videos from sites like YouTube and Metacafe. Clips are picked by users and approved by moderators. There are no user profiles or playlists, making it a fairly lightweight offering.
4. 5min: 5min is a "videopedia" with a large amount of content. What we like: it offers unique features like slow-motion and zooming, especially useful for learning new skills.
5. Expert Village: Expert Village is trying to win on volume, with thousands of videos posted by experts. Currently, the site counts more than 1,700 experts and some 17,000 videos.
6. ViewDo: similar to VideoJug, ViewDo provides tagging, comments, video embeds, and RSS feeds for each expert. The contributors are ranked based on their expertise.
7. Helpful Video: With its minimalist interface, Helpful video is one of the few sites where you actually have to pay for some clips. The concept is interesting, but we doubt anyone will pay for your beginner's guide to karate: there are just too many free alternatives.
8. TeacherTube: TeacherTube is YouTube for education, with courses for maths, data processing and literature. The site is organized by “channels” and “groups” (college, university, sciences, technology, Maths…). Features include blog embeds, favorites, tagging and commenting.
9. Vidipedia: Vidipedia wants to be the Wikipedia of the videos. It provides info on personalities, historical events and other content you'd expect to find in an encyclopedia. You can leave comments, download or embed videos elsewhere.
10. YouTube: Don't forget YouTube itself: the YouTube category “How To and DIY provides a massive number of how-to videos and inspiration for projects. In fact, it could crush the others simply because of YouTube's massive userbase.
Beslægtet med dem er en form hvor forbrugere afprøver og tester varer. Altså vi er her inden for genren afprøvende fakta – i kombination med brugergenereret web-tv.

Instruktionsvideoer hvor professionelle lærer fra sig, har jeg selv stiftet bekendskab med inden for fagområdet akvarelmaling. 
   På YouTube vrimler det simpelt hen med meget instruktive relativt korte videoindslag hvor dygtige akvarelmalere demonstrerer deres professionelle håndværksmæssige tricks. Bare søg på "watercolour painting technique". Spejlneuronerne klarer resten.
   Disse indslag fungerer så ofte som reklametrailere for hele video-kurser med mange indslag af samme maler som man kan købe og downloade. Varigheden er mellem 10 og 15 minutter pr. indslag.

Endelig vil jeg her fremhæve de såkaldte Ted-talks-videoer som er et resultat af årlige konferencer hvor kloge folk inden for alle fagområder inviteres til at holde en 18 minutters forelæsning for et inviteret og kvalificeret publikum - om et emne forelæseren er stærkt optaget af - afleveret på en engagerende og inspirerende måde.
   Wikipedia fortæller:
TED (Technology, Entertainment, Design) is a global set of conferences owned by the private non-profit Sapling Foundation, under the slogan "ideas worth spreading".
   TED was founded in 1984 as a one-off event.[1] The annual conference began in 1990, inMonterey, California.[4] TED's early emphasis was technology and design, consistent with its origins in the Silicon Valley.
   The TED main conference is held annually in Long Beach, and its companion TEDActive is held in Palm Springs. Both conferences will move from Long Beach and Palm Springs toVancouver and Whistler, respectively, in 2014.[5] 
   TED events are also held throughout the U.S. and in Europe and Asia, offering live streaming of the talks. 
   They address a wide range of topics within the research and practice of science and culture, often through storytelling.[6] The speakers are given a maximum of 18 minutes to present their ideas in the most innovative and engaging ways they can. 
   TED's current curator is the British former computer journalist and magazine publisher Chris Anderson.
   Since June 2006,[1] the talks have been offered for free viewing online, under Attribution-NonCommercial-NoDerivs Creative Commons license, through TED.com.[8] 
   As of May 2013, over 1,500 talks are available free online.[9] By January 2009 they had been viewed 50 million times. In June 2011, the viewing figure stood at more than 500 million,[10] and on Tuesday November 13, 2012, TED Talks had been watched one billion times worldwide, reflecting a still growing global audience.[11]
Jeg har flere gange her på bloggen henvist til TED-video-indslag med forelæsninger holdt af forfattere til de fagbøger jeg har læst og refereret. 

Fakta-fiktion-skellet udviskes
Da mange af de web-tv-indslag der kan afspilles i en player, er citater der er løsrevet fra deres oprindelige kontekst, og fordi der er så mange brugergenerede indslag i cirkulation, så bliver skellet mellem fakta og fiktion udvisket. 
   De garantier og overenskomster mellem afsender/producent og modtager som normalt er knyttet til tv-faktagenrer i broad-cast-tv, svækkes ved løsrivelsen fra den oprindelige kanal-kontekst. 
   Ofte vil det være utroligt svært at finde ud af kilden til klippet, om det der vises, er foregået af sig selv eller er iscenesat, og om klippet oprindelig er tænkt som illustration eller dokumentation.
   Alt det her peger på at web-tv-dramaturgi må tage spørgsmålet fakta-fiktion op.
   Og det kan også være relevant at fokusere på reklamefilmens traditionelle genrer, fordi reklamefilm både er korte og typiske balancerer på kanten af fakta-fiktion-skellet.

Fortsættelse følger her: 
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/08/bidrag-til-en-web-tv-dramaturgi-8-tv.html

onsdag den 7. august 2013

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (6) - retorik vs. dramaturgi i netkonteksten

For mere end 2000 år siden udviklede det græske universalgeni Aristoteles grundprincipperne for det vi i dag kalder dramaturgi - læren om hvordan man skaber spænding og fremdrift i fortællinger fremstillet på en scene.
   Af gode grunde var denne dramaturgi udformet med afsæt i og rette mod de græske teaters formidling af historier for et publikum. 
    Wikipedia (dansk):
I den vestlige tradition er det første værk om dramaturgi Aristoteles Poetik, fra omkring år 350 f.kr. I dette værk analyserer Aristoteles episk digtning, tragedie og komik. Den del af værket der handler om komik er senere tabt.
At afsnittet om komediens dramaturgi er gået tabt, er bare ærgerligt.

De dramaturgiske konstruktions-principper var og er altså knyttet til læren om hvordan man ”forfører' et publikum hen mod en dramatisk forløsning – katarsis – gennem et forløb af scener og akter lagt kronologisk og med optrædende skuespillere der taler og interagerer som rollehavende i historien. 
   Publikum er placeret som tilskuere – nogen der ser på mens handlingen foregik for deres øjne. Men altså placeret i en iagttagerposition uden for fortællingen - som 'en flue på væggen', ville man sige med en moderne formulering. 
   I den moderne film- og tv-dramaturgi taler man om at få information, fascination og identifikation til at spille sammen i et scenisk forløb af handlinger i tid og rum – et forløb hvor plottet er det forhindringsløb hovedpersonen skal gennemføre for (måske) at nå sit mål i klimaks - for at bevise præmissen.
                      
Retorikken er en anden ”lære” – nemlig læren om 'overtalelse' af et publikum, som Aristote­les også var fader til. 
   Denne lære har fokus på overtalelsesmidler i forhold til et deltagende publikum som på forhånd antages at have en indbygget modstand - skepsis - i forhold budskabet, og som skulle overbevises gennem formidling af viden og verbal argumentation.
   Retorikken i denne version opererer med tre veje og midler til overtalelse: 
  • gennem logos: appel til logik og argumenter, 
  • gennem patos: appel gennem følelses­udtryk og følelsespåvirkning, 
  • gennem etos: appel gennem henvisning til talerens troværdighed og autoritet.
Som led i overtalelsesforløbet bruges en fremstillingsform der udnytter en fingeret samtale med modtageren, en simuleret dialog hvori indgår 'retoriske spørgsmål' (tænkte spørgsmål fra modtageren), og retoriske indvendinger (tænkte modargumenter fra modtageren). 
   Specielt i forhold til logosappel udarbejdes en særlig argumentationslogik – dvs. spillereglerne for hvordan man kommer fra forskellige præmisser og forudsætninger til konklusioner. 
   Typisk for den traditionelle politiske tale er en udtalt eksplicit appel til reaktioner fra tilhørerne – i modsætning til tilskuerne ved en film- eller teaterforestilling
                      
Mens dramaturgien opererer med et subjekt i historien hvis udvikling tilskueren står uden for og kun indirekte kan deltage i gennem indlevelse med subjektet, så opererer retorikken med at tilhøreren selv er eller gøres til subjekt i fremstillingen. 
  I den retoriske fremstilling er tilhøreren (eller læseren) den der direkte gennem appelformerne, gennem logisk stringens, gennem retoriske spørgsmål og indvending skal hjælpes eller tvinges til ar få en overbevisning som ved­kommende ikke havde fra start.
   Som led i et overtalelsesforløb kan taleren gøre brug af illustrerende anekdoter og historier som indlejrede delelementer der er med til at underbygge i en argumentation.

To fremstillingsmåder
Man kan sige at retorikken og dramaturgien går ind og definerer de bagvedliggende principper for to forskellige overordnede fortælle- eller fremstillingsmåder: den retorisk-didaktiske og den episk-dramatiske. Og at de hver for sig aktiverer en særlig fremdrift – der er med til at motivere tilskueren eller tilhøreren til at følge med fra start til slut.

Når det gælder faktaprogrammer og journalistiske indslag trækker tv-dramaturgien altså ikke bare på film- og teaterdramaturgiens principper, men – i kraft af sin kombination af scenisk fremstilling (reportageoptagelser), interviewsekvenser og speak/voice over – trækker den også en del på retorikkens grundlæggende tankegang og greb. 
    Og fremdriften skyldes typis en kombination af retorisk-didaktisk og episk-dramatisk femdrift. 
   Et nyhedsindslag kan være bygget op omkring en modstilling af argumenter og modargumenter i interviews fra to kilder, hvor intentionen i sidste instans er at seeren skal tage stilling. 
   Værten kan starte med et retoriske spørgsmål til seerne - og meddele at det svarer det følgende indslag på, etc. 
    Og især i kritisk journalistiske indslag i magasiner og afslørende dokumen­tarer, går den overordnede logik i fortællingen ud på at bevise en kontroversiel påstand/vinkel over for seerne, en påstand som det forudsættes at seeren på forhånd er skeptisk eller tvivlende over for, og hvis overbevisningskraft står og falder med journalistens etos.

Fælles for principperne i dramaturgi og retorik er imidlertid deres lineære karakter: Når dramaet er til ende er præmissen eller moralen bevist, når talen er til ende er tilhørerne i princippet overbevist om at den overordnede påstand som taleren søger tilslutning til, er sand. 
   I begge tilfælde drejer det sig om styring af en modtager mod et mål - hhv. gennem forførelse og gennem overtalelse.

Web-tv og vægtningen af de to fortællemåder
Ser vi på nettet og web-tv i en journalistisk sammenhæng, så synes jeg det er tydeligt at vægten mellem retorik og dramaturgi skifter: retorikken bliver overordnet dramaturgien. Og der er ikke tale om linearitet i fremstillingen.
   Det hænger sammen med at konteksten på netsiden uden om playeren grundlæggende er verbal og fornuftstyret og implicerer en aktiv bruger – ligesom den klassiske tale implicerer en tænkt aktiv tilhører der vil lade sig overbevise med ny viden, logik og argumenter, og som kan finde på at reagerer med æg og tomater adresseret taleren hvis utilfredsheden bliver for stor 
   Den implicerede aktive bruger til web-tv-indslag er tilsvarende en der fx kan have kommentarer til det læste eller sete, en der kan have indvendinger mod vinklen i et indslag, en der er uvidende og søger viden ved at åbne indslaget, en der sidder med spørgsmål som så kan finde svar via et link eller er surftur.
                      
Mens tv – og især nyhedstv – ses passivt og af vane, så er brugerne af web-tv – og af web-information i det hele taget – aktiveret gennem hele tiden at skulle foretage valg. 

   Man kan sige at en webside er et stort 'retorisk landskab' der bygger på forestillingen om at forskellige brugere har forskellige ønsker, forskellige spørgsmål og forskellige ressourcer til at gå ind i samspil med netsiden. Forskelligheder som alle skal kunne tilgodeses af sidens ”tilbud”.

Websiden omkring playeren er typisk bygget op i forskellig kasser der hver tilgodeser forskellig behov og ønsker hos seeren med udgangspunkt i web-videoindslaget: en social dimension, en vidensdimension, en associationsdimension, etc. 

   Nogle af disse dimensioner har karakter af noget der kan indfries gennem valg af/klik til yderligere tekstindslag eller web-tv-indslag der ligner eller associerer til det allerede sete eller der er tematisk forbundet til det allerede sete gennem uddybning og supplering. 
    Andre dimensioner i en anden kasse indfries af handlinger med eller i forhold til det foreliggende indslag: vurder det, send det videre, arkiver det, kommenter det, suppler det.


(fortsættelse følger)


fredag den 21. juni 2013

Bidrag til en web-tv-dramturgi (5) - nyhedstrekantens muligheder for genopstandelse i web-tv

I de mange år jeg har undervist i tv-nyhedsdramaturgi, har en af de afgørende pointer været at journalister uddannet til at skrive nyheder til avissider, skulle aflære nyhedstrekantens form-indholds-logik hvis de skulle lære at lave velfungerende tv-nyhedsindslag. 
   Der var endda udviklet en særlig nyhedsberettermodel - en forenklet klassisk berettermodel - til at indfange kravene til nyhedsfortællingens opbygning, kunne man som underviser belære kursisterne om: 
Hook, Context, Develtopment, Wrap.
Men når det gælder web-nyhedsdramturgi, så er det ikke nær så indlysende hvorfor man ikke skulle kunne bruge 'nyhedstrekanten' som formmæssig matrice, idet man kan argumentere for at en web-side  med en indlagt player og en avisside har flere funktionelle lighedspunkter end de begge har med en regulær broadcast-tv-udsendelse med indslag.
   Og et web-tv-nyhedsindslag har den særlige egenskab at man kan hoppe af og på undervejs, og starte forfra og gense hvis man ønsker. I princippet meget lig forholdet i forbindelse med læsning af en skreven tekst. 

'Nyhedstrekanten' er jo betegnelsen for nyhedsartiklens klassiske grundform. 
   Princippet der styrer fremstillingen af avisnyheden, er at det der indholdsmæssigt konstituerer nyheden – 'kerneafsnittet' der skal besvare de for nyheden helt afgørende hv-spørgsmål – at det fortælles kort og klart i toppen af historien.
  Og at man derefter gennem de følgende afsnit udbygger med supplerende baggrund, konkretiseringer, konsekvenser, oplysende sidehistorier, underordnede vinkler, årsagsforklaringer, forhistorier mv. 

Princippet for i hvilken rækkefølge disse uddybende og baggrundsgivende afsnit bringes er simpelt: ”faldende væsentlighed”. Jo mindre betydning informationen har for forståelsen af den aktuelle nyhedsbærende og vinklede information i kerneafsnittet, jo senere i artiklen skal den information ligge. 
   I forhold til læseren betyder det at man tilsvarende antager en faldende interesse eller motivation for at læse videre, jo senere i artiklen man kommer.

Mens den bagvedliggende ide i berettermodellen er at fastholde læserens, lytterens eller seerens interesse helt til slutningen af fortællingen, så er ideen i nyhedstrekanten at læseren skulle kunne stå af undervejs - og så alligevel være sikker på at have fået essensens af historien.
   Produktionelt var nyhedstrekantens funktion også at redaktionssekretæren nemt og hurtigt kunne redigere i artiklen – ved at klippe og skære linjer og afsnit ud bagfra. 
   Avis(side)konteksten hører med til forståelsen af denne kompositionsform: Når læseren hopper af undervejs, så skifter han til en anden artikel på samme side eller til en artikel på en følgende side.
    Hvis man hopper af et web-tv-indslag undervejs, hopper man ikke af siden og web-konteksten og de muligheder man har for supplerende bonusmateriale, links, kontekstinformationer via resten af sidens indgange til at få mere  information.

Hopper man af et tv-eller radio-indslag, så slukker man for apparatet - eller zapper til en konkurrerende kanal. En helt anden kop te.

På den anden side har undersøgelser vist at fortællinger formet over nyhedstrekanten ikke er særligt nemme at kapere – især for læsere uden særlige vidensmæssige forudsætninger i forhold til indholdet. Så hvis de begrundelser som ligger bag ved valget af nyhedstrekanten svækkes eller forsvinde, så er berettermodellen - eller bølgemodellen at foretrække.
                        
Hvis man bruger samme grafiske system som når man anskueliggør berettermodellen og bølge­mo­dellen, (som en spændingskurve udfoldet hen ad en vandret tidslinje og med spændingsstyrken markeret ved højden på den lodrette akse) så kan man anskue nyhedstrekanten som en kurve med en faldende serie 'bølger'  med den højeste i starten og den laveste til sidst – altså nærmest en slags omvendt berettermodel hvor man starter med ”klimaks” i toppen og fortsætter nedad med mindre og mindre betydningsfulde uddybende afsnit mod bunden.
   
TV-nyheder i gamle dage - op til ca. midten af 80´erne - fulgte faktisk i vidt omfang nyhedstrekanten, dels fordi alle tv-journalister tidligere var skolede avisjournalister, men også fordi det rent teknisk var nemt at klippe sådan et indslag ned bagfra når optagelserne var på film bånd.
    Udviklingen af den dramaturgiske bevidsthede på tv-nyhedsredaktionerne op gennem 80-erne førte til at man efterhånden tilpassede nyhedsindslagets fortælleform til et forløb formet over berettermodellen eller bølgemodellen, men dog sådan at nyhedsvinklen som regel blev afsløret mere eller mindre direkte i nyhedsværtens oplæg/intro/'spib', svarende til nyhedsartiklens manchet.

Nyhedstrekanten som formende for længere web-tv-indslag

De argumenter der i tidernes morgen har været for at bruge nyhedstrekanten som den gennemgående fortælleform på avisnyheder, kan faktisk også overføres til længere web-tv-indslag. 
   Da man ved at webbrugere har travlt og er utålmodige, og ofte skimmer snarere end læser koncentreret, så kan det være et argument for at bygge et web-videoindslag op efter den model, altså en slags 'omvendt' bølgemodel med forudsat faldende interesse hos brugeren, sådan at man i selve indslaget indbygger en klar grafisk markering af at her kan man hoppe af, fx ved indlagte kapitelrubrikker eller grafiske stop- eller pauseklodser.
    Man producerer og lægger et indledende kerneafsnit først i web-tv-indslaget; derefter lægger man et baggrundsindslag der leverer årsager og forklaringer; og videre et caseinterview; derefter en ekspertvurdering der perspektiverer historien; og til sidst et afsnit om og med link til lignende historier andre steder og på tidligere tidspunkter. 
   I den skrevne kontekst omkring dette kapitelopdelte videoindslag i playeren kan man lægge link til  faktabokse, til statistikker, kort, tidslinjer mv. 
    Disse efterfølgende og i væsentlighed faldende 'bølgeelementer' kan også lægges som små selvstændige indslag med egen rubrik stykvis i ruder til højre ved siden af playeren.

Samlet kan sådan en web-tv-side sammenlignes med det man kalder et "opslag" i avis- og magasin-sammenhæng, hvor man netop kan surfe rundt i "periferien" og finde 'bonusmateriale' logisk eller associativt forbundet til en central bærende artikel.

søndag den 13. marts 2011

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (1): 48 teser

For et par år siden opfandt jeg begrebet web-tv-dramaturgi. Det kunne også kaldes principperne for visual storytelling på nettet.
   Tankegangen bag var følgende: Det at producere et tv-indslag som skulle indgå i kontekst af en net-side og afspilles i en player, burde indebære ændringer af de dramaturgiske principper, udtryks- og fortælleformer som jeg havde beskrevet i min bog 'De levende billeders dramaturgi, bind 2, TV'.
   Ideen førte til et samarbejde med en kollega der vidste meget mere om web-tv i praksis end jeg gjorde. Og mundede ud i et UPDATE-efteruddannelseskursus hvor vi i gennemgangen pendlede mellem broadcast-tv og web-tv.
   Som udspil og oplæg til kurset udarbejdede jeg nogle "noter"  som indeholdt hvad jeg på det tidspunkt kunne levere via kreativ tænkning og research. Siden har jeg flere gange brugt disse "noter" i min vejledning af specalestuderende i journalistik på RUC, som ville lave såkaldte produktionsspecialer med det mål at udvikle et nyt web-tv-koncept eller en web-portal med web-tv som en central feature.
   Men der er egentlig ingen grund til ikke også at dele disse "noter" med andre.
   Så her kommer første portion:
1)     Et tv-indslag på nettet er meget mere afhængigt af net-konteksten end et broadcast-indslag – i princippet nærmest som et pressebillede i avisen er afhængigt af hvad der ellers står på siden – for at fungere optimalt og fortælle det som er meningen; pointen i traditionel film- og tv-dramaturgisk tænkning er at nødvendige informationer for at seerne kan få udbytte og oplevelse af historien, skal være indlejret i fortællingen – f.eks. som speak i fakta – eller forklarende scener i fiktion. 
2)     Dramaturgi i normale tv-nyheder og også andre  længere tv-indslag, beror delvis på overraskelser der er sat op i starten og får pay off senere i fortællingen; web-tv kan i princippet nøje med at levere set up, så kan pay off-overraskelsen komme gennem et link til en dybere tekst, eller et andet tv-indslag man kan klikke hen på 
3)     Et net-tv-indslag skal vurderes forskelligt afhængigt af om man tænker det i lille rude – eller i full-screen. De færreste net-tv-seere ser det full-screen; ses det i stor rude, så begynder man at ”måle” udtrykkets kvalitet med broad-cast-tv, ser man det i small-screen, så er kravene til udtrykket for at det skal have impact, nogle andre end kravene til film, tv og full-screen-web-vido.
4)     Et net tv-indslag har derfor i højre grad karakter af et delelement i en traditionel tv-fortælling – dvs. det udgør kun en del af fortællingen – f.eks. hvad der svarer til en action-scene i en filmfortælling, eller en enkelt sync eller stand-up i et tv-nyhedsindslag. 
5)     Ser man på en lang række af de seergenererede net-tv-indslag, så er det karakteristisk at de mangler speak, men har musik som underlægning, eller viser action-reportage med reallyd – evt. indledt med en stand up – men uden en kommenterende voice over-speak. 
6)     Formentlig vil man også se ”mere web-vært – mindre voice over”… 
7)     Et net-tv-indslag inviterer til plot med tilrettelæggeren som bærende karakter: stand up med action, subjektiv POV-reportage, rundvisning i eget univers, direkte konfrontation, afprøvninger af virkelighedens tilbud; dette fordi fortælleren på nettet i en nyheds-hypertekst er meget tilbagetrukket. 
8)     På grund af at meget af det nuværende net-tv – Utube mv. – er så udtryksmæssigt forskellige i kvalitet, og seerne dermed er vænnet til at ”content is king” – så er der i høj grad frit slag mht. at eksperimentere. 
9)     Net-tv-indslag hvor action demonstreres og beskrives – eller hvor fakta illustreres – f.eks. også med stil-billeder, er de to mest nærliggende genre-typer; dvs. hvis man ser på de traditionelle tv-genrer, så er det de demonstrerende, de illustrerende og de afprøvende som er nemmest og mest egnede at overføre til web-tv. De afdækkende er i højere grad af at interessen ligge i at følge et længere følg processen-plot. 
10) Vi vil også finde meget ”Se det ske”-tv – altså direkte på klimaks, fordi man kan bruge konteksten (tekst/ rubrik/ grafik) som oplæg… 
11) Hvis net-tv-indslaget tænkes i den lille rude, så er der nogle særlige krav/muligheder som har med udtryk at gøre – for at gøre det muligt at afkode optimalt for seerne
a)     Keep it simple
b)     Gå tæt på
c)     Gør det kort
d)     Få klip
e)     Udnyt den omgivende plads 
12) Det skal være billederne der driver historien (billeder kan også være prægnante interviews eller stand-upper); ordene har det jo fint som skreven tekst på nettet. Og at redigere en speak ind, kosterr tid og penge. 
13) Rækkefølgen af tv-nyheder og indslag i tv-magasiner i broadcast-tv er bestemt på forhånd, og principperne for rækkefølgen er bestemt af dramaturgiske principper. I et nyhedsprogram er væsentlighed og sensation argumenter for høj prioritering, bløde historier hvor humor og identifikation er væsentlige træk, placeres i bunden. På nyhedsredaktioner går der en del ressourcer med  på dagen at sørge for at der er både er historier til toppen, til midten og til bunden, og prioriteringsdiskussioner. Web-tv-nyheder er i princippet uprioriterede fordi de kan ses uafhængigt af de andre, som net-bruger kan man gå lige ind og tage frit fra hylden. 
14) Net-tv skal være billigt at producere – meget billigere end broadcast-tv, fordi brug af nettet skal være gratis; derfor er mobiltelefon-optagelser eller optagelser med almindelige digitale kameraer med video-mulighed en god ide; og redigeringen kan for mobilens vedkommende foregå i selve telefonen; for kameraets ved­kommende kan et meget billigt redigeringsprogram downloades til computeren. 
15) I kraft af at nettet i den grad er interaktivt i sin kommunikationsform, så inviterer det til overvejelser om ”amputerede” eller ufærdige net-tv-fortællinger, hvor manglerne eller hullerne, så skal udfyldes at brugerne; slut den her historie, find lignende eksempler, er der andre der har det ligesådan, gæt slutningen, hvor foregår det? 
16) Net-tv-indslag er i endnu højere grad end almindelige tv-indslag egnede til at vær front-teaser-indslag der vækker ønske om mere information, som så kan opnås ved at klikke videre fra siden; det inviterer også til at man har et indslag på et minut med en sync – hvor man så kan klikke videre til hele/resten af interviewet hvis man har interesse. 
17) Overhovedet gælder det om at udnytte og få mere ud af rå-optagelserne, der normalt ved broadcast-tv går til spilde = bedre økonomi – og mulighed for dybere/ mere specialiseret indhold…   
18) Da ruden er så relativt lille, stiller det helt naturligt krav til at fascinationen ikke primært skabes gennem fortællingen og det visuelle udtryk (redigering med mange klip, set up pay off, etc.) men gennem indholdet og handlingen, dvs. den lille rude inviterer i sig selv til et mere tabloidt indholdsbillede – med basale følelser: ægteskab, mord, fødsler, død, sex, kendte mennesker, trafikulykker, skjult kamera og overvågningskameraer, biljagter, folk der dummer sig og tumler-fumler. 
19) Samtidig kan man hævde at ruden stiller endnu større krav til opsigtsvækkende ”godt tv/ gode billeder” (hvilket ikke nødvendigvis er lig med god journalistik!). 
20) Afsmitningen fra Utube, My Face og lignende netværks-stimulerende og aktiverende net-tv-portaler, betyder at også andre net-tv-indslag vil invitere til mere trafik, hvis de er med en personlig afsender: dette indslag er fra da jeg…. vil oplægget typisk være. 
21) To fortælleformer for hvordan man bygger en historie op, kendes fra almindeligt nyheds- og fakta-tv: berettermodellen og bølgemodellen – begge står i modsætning til ”nyhedstrekanten” – men mest berettermodellen. Et net-tv-indslag kan meget vel tænkes som et hvor man kun viser de emotionelle dele i tv-ruden (anslag-præsentation, klimaks-udtoning), mens den information som give baggrund og perspektiv lægges uden om, altså mere som et pressebillede er – levende ganske vist – i forhold til sin skrevne aviskontekst. Et indslag der er bygget op efter bølgemodellen kan være delt op så man (brugeren) - efter anslag-præsentation - springer bølger over, så man hurtigere hopper hen til klimaks-udtoning, og dermed på egen hånd forkorter indslaget under afspilningen. 
22) Da der ikke er nogen deadline for net-nyheder, heller ikke nyhedsvideoer, så kan man forestille sig at man vil få enekelt-elementerne til en nyhedsberettermodel lagt efter hinanden, efterhånden som de kommer ind, og det vil være muligt for brugerne selv at bestemme hvad der skal være deres personlige ”klimaks”, ”præsentation” og ”anslag”. 
23) En opbygning der gør det muligt bevidst og styret at hoppe i tv-indslaget – og springe dele over, svarer til hvad mange brugere i praksis gør når de ser et net-tv-indslag og synes det går for langsomt. Men der har de ikke nogen mulighed for at springe med omtanke og mål. 
24) Herunder kan man udnytte mulighederne for at kombinere lineær og non-lineær fortælling – og bør så overveje journalistens rolle heri!!! Hvert element skal kunne stå for sig selv, med forskellige kilder/fortællere – og de udfordringer der ligger i det. 
25) Nyhedstrekanten som form kan få nyt liv på net-tv, idet man bygger et net-tv indslag op, men Anslag og klimaks først, og så giver brugeren mulighed for gennem klik at få lidt mere baggrund, lidt mere baggrund endnu, og endnu lidt mere baggrund – efter faldende væsentlighed. Brugeren kan så stå af efter 1 minut, 2 minutter, 3 minutter – ligesom ved en avisartikel. 
26) I nyhedssammenhæng er der stor forskel på om man betragter web-tv-indslaget som  noget i sig selv – en afrundet nyhedshistorie  blot med ”oplæg” fra den omgivende webtekst, eller man betragter indslaget som illustration eller dokumentation til en historie som er skrevet på hjemmesiden med playeren indlejret, og hvor web-tv-indslaget blot er et af flere andre elementer i hyperteksten som har nyhedsteksten som kerne. I første tilfælde er det i princippet traditionelle nyhedsdramaturgiske regler der gælder, i det andet tilfælde gælder regler for bedste illustration eller mest overbevisende dokumentation som det der styrer indslagets indhold, form og udtryk, regler man kender fra avisernes brug af pressebilleder. 
27) Nyheder på nettet spiller på et meget bredere fortælleregister end nyheder i avis eller i tv. Følgende dimensioner er relevante:
a)     Multimedie, altså dette at man kan kombinere tekst, billeder, grafisk, lyd, video frit i hyperteksten
b)     Hurtighed, altså at man kan udkomme når som helst man er nået til et første ”spiseligt” afsnit af en nyhedsversion, en version som så kan uddybes, suppleres, kommenteres, og ikke mindst – opdateres, som tiden går.
c)     Dybde, altså det at der ikke er nogen nedre eller øvre grænse for hvor meget man kan udbygge nyheden: med lange baggrundsartikler, hele interviewet man citerer fra, mange billeder med forskellige vinkler på samme motiv, kildelister, tidligere artikler om det samme, etc. etc.
d)     Mange indgange, altså dette at man som læser kan få tilbudt og frit kan vælge sin vej ind i en nyhedshistorie, ud fra en enkelt slaglinie; aviserne kender til fænomenet ”et opslag” med flere indgange: faktaboks, case, baggrund, portræt, nyhed, bærende billede; men denne mulighed er blevet udvidet mangefold med webbets hypertekst.
e)     Dialog, altså dette at journalisten/redaktionen kan bruge nyheds(hyper)tekstern til at komme i et dialogisk forhold til brugerne: de kan komme med kommentarer, supplerende kildemateriale, deltage i afstemninger, svar på quiz-spørgsmål, øjenvidneberetninger, egne erfaringer, spørgsmål til videre journalistisk arbejde, etablering af brugerfællesskaber omkring en sag (indsamling af underskrifter eller penge).
f)    Handling, altså dette at man som bruger kan handle, og på siden får handlemuligheder stillet til rådighed i forlængelse af historien, som altså – som en reklame eller en forbrugerinformation – bliver afsæt for handling ud fra den ressource/information historien har givet: bestille varer, vælge bedste køb, sende breve med informationen til andre
g)     Mulighederne for uproblematisk re-publicering og re-cirkulation. 
28) Nettets dramaturgiske og ”naturlige” grundformel, og det gælder også web-tv, er ”fragmenter”: begyndelser til fortællinger, eller slutninger på fortællinger, eller vendepunkter/højdepunkter i fortællinger, som brugerne - fordi de er defineret og forstår sig selv som (inter)aktive i forhold til nettet – så mentalt set bliver medfortællere af, og altså f.eks. kan sende videre fordi de som medfortællere har syntes det var sjovt, fantasivækkende, rædselsvækkende, eller hvad som helst – hvilket det så blandet andet er netop fordi det er et fragment. 
29) Derfor er nettets fortællere også mindre synlige, fordi de i højre grad arbejder med montage og collager som en del af en hypertekst, end med færdige og afrundede fortællinger. Fortælleren som rolle flimrer eller bliver ”usynlig” og ”tilbagetrukket” eller med afsenderidentiteter som ”flimrer” ligesom i dramatisk-filmisk-fiktion. 
30) Nettets brugere er utålmodige (lean forward), og vil ofte ikke have tålmodighed nok til at følge en narrativ ”tråd” fra start til slut; det taler for en renæssance for en web-version af nyhedstrekanten. Eller for, som tidligere nævnt, at man i længere narrative forløb bygger dem op så der formmæssigt er indbygget markerede stå-af-pladser undervejs i den narrative struktur; man kan måske sige at man dramaturgisk set skal tænke i episodiske forløb, snarere end i føljetoner med en lineær spændingskurve og plotstruktur. 
31) Mens den traditionelle nyhedsdramaturgi er indrettet på at kontrollere seeren totalt, så han/hun følger med fra start til slut (og til slut har ”konsumeret” pointen), så må afsenderen/fortælleren af web-tv (og alt andet nyhedsstof på tv) være indstillet på at afgive noget af kontrollen, og ikke overvurderer brugerens tålmodighed eller undervurderer brugerens lyst til selv at stykke disparate elementer sammen til sin helt egen version af historien. 
32) Produktion af web-tv: Vi er for øjeblikket i en situation hvor nogle avis-portaler producerer web-tv, som stort set er ligeså dyrt at producere som broad-cast tv. Dog sådan at de med de små DV-kameraer og lette redigeringsprogrammer, stort set nu kan lave mange web-tv-indslag med one-man-bands. Men der er også nogle af de avis-producenter der har video på hjemmesiden, der nu udnytter at de almindelige fastbillede-kameraer og mobiltelefoner også kan optage video-sekvenser – og for de sidstes vedkommende kan maile dem hjem umiddelbart efter optagelser. Man taler nu om MoJo-er, mobile journalister der turer omkring med computer, camera og mulighed for at komme på nettet, eller maile hvor som helst fra hvor der sker noget. ( f.eks. adresseavisen.no). 
33) Denne sidste optageform, altså med mobil-telefon, inviterer til super-aktuelle reportager i små bidder der straks lægges ind på nettet sammen med breaking-news-nyheden; hen over dagen – lad os sige det er en stor ildebrand – kan man så lægge nye små reportager ind der viser udviklingen: kl. 13, kl. 14, kl. 15. Her behøver man ikke som ved skrevne nyheder at udskifte versionerne, man kan lægge dem efter hinanden, og principielt vil de så af brugerne kunne aflæse i en rækkefølge der ligner en berettermodel, en der ligner en bølgemodel og en der ligner en nyhedstrekant!!!! 
34) Denne sidste form – med mobiltelefon og mail-tv hjem til redaktionen – inviterer til subjektive tv-reportager, men få eller ingen klip, eller klip i selve optagelsen.
35) Kravet om korthed og koncentration af fortællingen, hvis den skal være afsluttet, peger på at man dramaturgisk set skal kigge på tv-reklamernes forskellige genrer med deres præsentationer, testimonials og slices of real life. 
36) Dokumentation og ”brugergenereret indhold”: Hvor man normalt ville dokumentere en kritisk eller følsom historie med interviews med den/de bedste cases, som man så klipper til for stærkeste emotionelle ”impact”, så vil man nu kunne bede brugerne om selv at indsende erfarings-tv-klip, hvor de direkte til deres video-mobiltelefon fortæller om deres personlige erfaringer, der så som dokumenterende indslag eller ”klip” kan underbygge en enkelt case med andre vinkler, eller tilsvarende erfaringer (dækker begrebet ”afgørende sync”).Det giver muligheder for en meget bredere og mere mangefacetteret dokumentation, herunder dokumentation af at vinklen i det oprindelige indslag var for skarp eller byggede på for ensidig research. 
37) Lad os forestille os at vi fortæller historien om kloakkernes elendige tilstand i en kommune: Vi beder brugerne sende dokumentation i forme af videoklip (dækker begrebet visual proof) ind fra deres lokalområde der kan dokumentere historien. 
38) Argumentation, videoindslag og ”brugergenereret indhold”: Tv-indslag som argument/bevis for en påstand der har nyhedsværdi, er den dramaturgiske logik bag tv-nyheder, hvor påstanden så typisk formuleres i nyhedsværtens oplægstekst (spib). I princippet kan man levere påstanden i ultraprægnant form – og så bede brugerne underbygge, sandsynliggøre, bevise påstanden med videoindslag de selv producerer og mailer ind”. 
39) Råt er godt, eller ”Make it raw” er ligesom ”content is king” og ”context is queen”, et af slagordene bag tv-dramturgi på nettet, ifølge nogle kilder. Måske netop fordi indslaget er ”råt” i form og udtryk, og sensationelt og ”sexet” i indhold, appellerer det særligt stærkt til interaktivitet, hvad jo et typisk færdigfortalt, velformet, dramaturgisk velkonrstrueret indslag ikke gør. 
40) Et af de mest rå indslag som blev kåret til årets indslag på Utube (eller hvor det nu var) er et indslag der viser en Cheerleader ved en sportskamp i en hal, falde 15 meter ned fra den menneskepyramide af cheergirls som hun stod på toppen af. Indslaget viser faldet, viser at hun ligger bevidstløs, publikum reagerer og er forfærdet, det viser at hun bliver pakket ind på båren af redningsfolk, og båret ud; mens hun bliver båret ud vinker hun til publikum og viser v-tegn, og publikum jubler. Færdig. En ren aktanthistorie, en heltehistorie: livsvilje trods døden nær: på trods af, lykkes det hende at overvinde… Altså: De ”rå” indslag er sandsynligvis indslag med højdramatisk eller lavkomisk indhold, hvor historien er så indlysende at der ikke behøver nogen særlig forklarende kontekst. Dramaturgisk set vil der ofte være tale om højde- og vendepunkter klippet ud af længere fortællende forløb. 
41) Net-afstemninger viser at fotos af babyer, hunde og kæledyr, brudekjoler er ekstremt populære; sørg derfor at have historier med i samlingen på netsiden hvori der medvirker babyer, kæledyr og kvinder i brudekjoler, så er den hjemme hos mange seere. 
42) Diverse opgørelser af de mest læste/sete nyheder på nettet peger på at tabloidt indhold dominerer og topper: sex, vold, ulykker, krimi, kendte mennesker, human interest, skøre hændelser og sære begivenheder. I traditionelle aviser og tv-kanaler er man af hensynet til sine kernesegmenter, nød til at dosere præcist, nogle læsere/seere vil stå helt af, andre ønsker næsten kun det. Sådan behøver det ikke at være på nettet. Nettet giver muligheder for en hypertekst der i toppen/yderst har den ”sexede” sensationshistorie som – bogstaveligt talt - blikfang, og så kan man lidt dybere ind – i andet eller tredje lag som man kan linke til, have seriøse baggrundsartikler, historien bag, etc. Med andre ord: man kan lokke husarerne til og så lokke dem til at blive klogere af ren nysgerrighed. Det er ikke som i traditionelle aviser og tv-kanaler mest et enten-eller.
43) Man kan sige at en traditionel nyhedsartikel, hvis den er bygget rigtig op, følger en logik med en nyhedspåstand i toppen, der skal afføde tænkte spørgsmål hos læseren, som besvares i det følgende afsnit, der så tænkes at afføde yderligere spørgsmål, der så besvares i det næste afsnit, etc. Gennem nettet kan man omforme en nyhedsartikel til en quiz hvor man ikke skriver hele artiklen men lader læseren gætte på uddybningen ud fra de spørgsmål som en normal artikel ville forudsætte hos læseren for at læse videre. Sådan vil man også kunne bruge ”uafsluttede” videoindslag. 
44) Nette er mere orienteret mod reotorisk fremstilling end mod dramatisk fremstilling. I princippet er en webside med links et ”retorisk landskab” der foregriber spørgsmål fra forskellige brugergrupper, og tilbyder links til at besvare dem. 
45) Der ligger udforskede og uudnyttede muligheder for at omsætte traditionelle journalistiske historier til interaktive former som ellers kendes fra nettet: spil, games, afprøvninger. Det vil sige: gættelege, konkurrencer, konflikter, udfordringer, gåder. Altså at udnytte de typiske tv-dramaturgiske underholdningsplot interaktivt. Ud over ovennævnte, her et par ideer:
a)     her er to versioner af den samme tv-historie: hvilken en er sand og hvilken en er opdigtet?
b)     her er to udtalelser, hvilken en synes du er mest troværdig? Her er en debat, hvem er vinderen?
c)     her er en optagelse, hvor tror I det er optaget, hvad viser det – altså videooptagelsen som en gåde. 
46) Også de traditionelle journalistiske plot kan gøres interaktive:
a)     journalisten som opdagelsesrejsende: man kan bede seerne gennem videooptagelser være opdagelsesrejsende: nye ukendte sights i dit område,
b)      journalisten som prøveklud; man kan bede seerne om at vise optagelser hvor de tester nye ting af,
c)     journalisten som detektiv: man kan bede seerne dokumentere forbruger-svindel og humbug i forretninger, herunder skjulte optagelser,
d)     journalisten som stand up: man kan bede seerne om at lave en stand up hvor de forklare og viser noget fra deres egen virkelighed (også rundvisning i eget univers). 
47) Man skal medtænke de muligheder som ligger i nettets geografiske forhold og potentialer – f.eks. ”internationale” bilindslag, fordi bilmærker og biler er globale varer og kan få global interesse (GEOtargeting – global >< regional video).¨ 
48) Net-tv kan udnytte brugeradfærd som seerbooster! Seergenererede lister kan få klip til at gå i ”rundhyl”.
                                                       (Fortsættelse følger)