Om glæden ved æstetisk skønhed (3) - endnu mere om betydningen af "processing fluency" - her bevæger vi os fra skønhed til sandhed

(fortsat fra forrige indlæg, som det vil være en god ide at læse før dette)

Kunst er interessant, tiltrækkende, stimulerende og noget der er giver varig oplevelsesværdi fordi det er komplekst, provokerende, overraskende, originalt og sætter nye tanker i gang. Det har jeg - man, vi, alle - lært og tror på.
    Og det har vel været kunstæstetikkens grundlæggende præmis siden slutningen af 1800-tallet hvor modernismen og tænkningen bag den, blev født.
     Herhjemme var det Georg Brandes der formulerede kravet til ordentlig kunst, specielt med tanke på litteraturen: Den skulle "sætte problemer under debat".
   Dette sat i modsætning til forestillinger om den 'skønhed' der bygger på et nedslidt, udtjent og idealiserende skønhedsideal fra århundrederne før da, som som pop og kitsch, noget som helt grundlæggende er kedeligt fordi det er for enkelt, banalt, forudsigeligt og simpelt.
   I et essay fra 1939 opsummerede kritikeren Clement Greenberg kunstidealet i samtiden sådan her: Enten er man kitch eller avantgarde:

http://www.sharecom.ca/greenberg/kitsch.html

 Ilustrerende eksempler fra artiklen:

Kitch

Avantgarde

Kitch

Avantgarde

Så den siden da ret indiskutable og ofte erfarede sandhed som jeg indledte med, den står vel i modsætning til teorien om sammenhængen mellem 'processing fluency' og 'aesthetic pleasure', en teori som blev lanceret i afhandlingen med titlen: "Processing fluency and aesthetic pleasure: Is beauty in the perceiver's processing experience?" - skrevet af forskerne: Rever, Schwarz og Vinkielman.

   Og det syn på kunst og oplevelsen af den,  at den skal være provokerende og sætte tanker i gang, er forfatterne sådan set enig i. 

An important challenge for our fluency account is why people sometimes prefer complex over simple stimuli. After all, a simple stimulus (e.g., a single line or one musical note) should be easier to process than a complex stimulus (e.g., a pattern of lines or a chord), but the latter are commonly preferred. We propose that several processes may contribute to a relative preference for complexity.

Der er nemlig et ret grundlæggende problem ved deres teori: Den ser ikke ud til at stemme overens med den erfaring at kunst for at opleves som skøn, også skal hav en kant, være kompliceret - og altså i en metaforisk forstand være 'sand'.

O.K. Nu må man så holde tungen lige i munden, sådan mentalt set: Tanke- og formuleringsmæssigt galoperer vi ud over stepperne:

 
For faktisk at opleve "processing fluency" i forhold til en genstand, så må der også være en oplevelse af en forventet modstand i konteksten og situationen, en modstand som skal overvindes og som så også - til sidst - bliver overvundet.

   Hvis der er nul modstand ved perceptionen (=det man ser, er totalt forudsigeligt og velkendt) betyder faktisk  at oplevelsen af 'processing fluency' formindskes eller helt forsvinder. Og nemt slår over i sin modsætning: kedsomhed, forudsigelighed, vane:

As discussed in the preceding section, the ability of fluency to elicit an experience, and the perceiver’s willingness to use that experience in forming a judgment, depends on expectations and attributions. Simple stimuli allow the perceiver to form more accurate processing expectations, reducing the strength of the fluencybased experience. Further, simple stimuli provide the perceiver with an obvious attribution for the experience.

Hvis man som modtager reagerer ved mødet med 'skønheden' med denne tanke og følelse: "Jamen det er jo ikke andet end...", eller "Jamen, det er jo bare...", så forsvinder den æstetiske skønhedsoplevelse - som dug for solen.
 
Tænk på hvordan impressionisternes billeder blev oplevet da de de første gange udstillede i slutningen af 1800-tallet: stor modstand og ståhej - deres billeder blev af kunstkritikerne udskreget som uforståelige, grimme og barbariske, og de selv set som modstandere af den traditionelle kunsts universelle og indlysende skønhed.

Monet: Solopgang. 1972

Den modstand blev så over tid overvundet hos et nyt og mere åbent indstillet publikum, så flere og flere kritikere og udstillingsgæster oplevede "processing fluency" ved synet af dem, og dermed (ind)så deres æstetiske skønhed.

   Men nu er plakater med kopier af Monets, Renoirs og Degas´ billeder så 'indlysende smukke' at de for mange nok er dekorative, men også simpelt hen er kedelige - idet de egentlig ikke yder modstand nok, har æstetisk kant nok, til at man kan oplever skønheden i dem i dag.

Artiklen om 'processing fluency' fortsætter ved at henvise til æstetiske principper som "uniformity in variety" (='indre ensartethed bag ydre forskellighed'), eller "simplicity in complexity" (='det enkle i det komplicerede'):

Consistent with these ideas, a common view in aesthetics holds that highest beauty is attained by “uniformity in variety,” or “simplicity in complexity,” as when a complex theme is presented in an accessible way (see Dickie, 1997). This phenomenon can be understood by conceptualizing uniformity or simplicity as a source of fluency, and variety or complexity as a source of processing expectations. That is, when processing is expected to be difficult, yet turns out to be easy, it creates a particularly strong experience of aesthetic pleasure (see Gombrich, 1984, for a related discussion).

Fidusen ved den særlige stærke oplevelse af 'skønhed' som stammer fra 'det enkle i det komplicerede' eller 'det fælles i variationen', er at hvis man forventer det ikke går så flydende med afkodningen af det man ser, hører, føler, smager, læser - og man så pludseligt eller gradvist oplever at det alligevel opleves dejligt (man har 'knækket koden', som man siger), så giver det en særligt stærk oplevelse af skønhed, vellyd, velsmag.

 
Forskning viser så også at sammenhængen mellem komplekse stimuli og oplevelsen af behag, følger en omvendt U-kurve: Først stiger oplevelsen af behag med øget kompleksitet - indtil det bliver FOR besværligt og indviklet, så falder den igen.

A similar logic may explain why stimulus complexity is often related to preference by an inverted Ushaped function (e.g., Berlyne, 1971; Vitz, 1966). With low levels of complexity, the source of fluency is very salient. As complexity increases, the salience of the source of perceptual fluency decreases, enhancing the misattribution of fluency to beauty. However, further increases in complexity will eventually reduce processing fluency, leading to a decrease in perceived beauty. These mechanisms would combine to form a U-shaped relation between complexity and beauty, as predicted and found by Berlyne (1971).

Illustreret her:

Det er parallelt til beskrivelsen af 'flow'-oplevelsen som man finder den beskrevet inden for kreativitetsteorien i Mihaly Csikszentmihalyi-aftapningen: 'Flow' oplever man når der er en balance mellem det der er svært (= modstand), og det man i forvejen kan og som er nemt (= færdigheder) således at opgaven via den metaforiske flyve- eller flydetur bliver løst optimalt - til alles fuld tilfredsstillelse

  Er det for nemt, så kommer man ikke i 'flow'. Er det for svært, så heller ikke.

Artiklen diskuterer videre hvad forskellige forhold som kan gøre teorien i dens forenklede udgave problematisk:
   For eksempel dette at "processing fluency" også kan afhænge af om indholdet i kommunikationen er neme eller svær at kapere, kaldet 'cognitive ease' (i modsætning til 'perceptuel ease' som er det de har fokus på).
   Et smukt formet og proportioneret ansigt, er nemmere at opleve som meget smukt end den smukt formede abstrakte skulptur som man ikke kan finde ud af hvad forestiller.

   Eksempel: ansigtet på skuespilleren Angelina Jolie versus en Robert Jacobsen jernskulptur.

Anglina Jolie-portrætfoto

Robert Jacobsen-skulptur

Teorien om "processing fluency and aesthetic pleasure" kan blandt andre ting forklare hvorfor 'novicer' og 'eksperter' inden for et bestemt fagområde ofte kan værre ude for at de oplever 'skønhed' og 'graden af skønhed' meget forskelligt.

   Det som 'novicen' kan opleve som fantastisk smukt, kan af eksperten opleves som alt for indlysende behageligt og dermed banalt - og følgeligt ikke så smukt som objekter hvor skønheden er mere indirekte og skjult.
   Kritikere med ekspertstatus kunne i sådanne sammenhænge finde på at kaldet det for "forløjet kunst", associerer jeg.

Hen imod slutningen af artiklen tager de tre forfatter så nogle af Ramachandrans 10 principper for "universal laws of art" op: overdrivelse og abstraktion (forenkling).

   På en måde går de jo nemlig imod princippet om 'prototypicalitet' (dette at noget er typisk for sin slags) som noget der fremmer letheden i kommunikationen.

   De skriver:

In apparent contradiction to a common preference for prototypicality, two popular techniques in art are exaggeration and abstraction (Ramachandran & Hirstein, 1999). A perceptual fluency theory may again shed light on this paradox. On the one hand, prototypical stimuli are easier to process than nonprototypical ones, resulting in higher preference. On the other hand, under some conditions, exaggeration and abstraction may facilitate processing even more by emphasizing central features and discarding others.

Altså:: Forfatterne til artiklen mener her med deres teori at kunne forklare et paradoks: Hvorfor det er rigtigt at "overdrivelse fremmer forståelsen", "less is more" og "isbjergprincippet" (dette at det synlige og udtalt skjuler og henviser til en masse der er usynligt og uudtalt) - frem for forestillingen om at det man ser og hører, bare i et en-til-en-forhold ligner det det fremstiller - som i et fotografi.

   I begge tilfælde er der tale om at det øger "processing fluency" hvis man forenkler og overdriver det som er typisk, fælles, gennemsnitligt og gennemgående, via brug af den simple streg og linjeføring, eller ved den karikerede fremstilling.

   Jeg tager lige et par eksempler fra min yndlingskunst, de japanske træsnit:

Man forstår jo godt at de franske impressionister - og herhjemme Harald Henriksen m.fl. - blev stærkt inspirerede af skønheden i disse træsnit - via  neto deres forenkling og overdrivelse.

Fra skønhed til sandhed

Egentlig startede dette og det foregående indlæg med min nysgerrighed efter hvad det var i hjernen der sagde mig: "Hvor dejligt: Det her er godt nok fantastisk smukt!" Foranlediget af en udstilling på Rønnebæksholm som tematiserede "forestillinger om skønhed".

   Men en særlig vinkel som jeg var og er optaget af, er også hvordan der kunne og kan være en sammenhæng mellem 'skønhed' og 'sandhed':
   Det ene har med sansernes emotionelt positive oplevelse af objekter at gøre, det andet med substansen, med indholdet i udsagn at gøre.
  Og begge spørgsmål har optaget mig - som mangeårig underviser i journalistik, forsker og konsulent for folk der producerer fortællinger på tv. Og som en der har produceret bøger og artikler som faktisk rigtig mange mennesker har sagt der har haft glæde ved at læse og hvis indhold de har fået stort udbytte af. Og altså i en eller forstand har oplevet som indeholdende 'sandhed(er)'.

Svaret ifølge artiklens afsnit med overskriften "Beauty and Truth" er at  at de har en fælles kilde til vurderingen: "processing fluency":

In fact, there is growing empirical evidence that people use a common source for evaluations of both beauty and truth—processing fluency.

   For example, stimulus repetition increases judgments of liking. Similarly, figure–ground contrast increases judgments of liking.

   For example, R. Reber and Schwarz (1999) observed that the same statements were more likely to be judged true when presented with high rather than with low figure–ground contrast.

   Similarly, McGlone and Tofighbakhsh (2000) demonstrated that the same propositions are more likely to be perceived as true when presented in a rhyming rather than a nonrhyming form. Interestingly, a rhyming form also enhances the fluency with which statements are understood.

   In combination, these findings suggest that judgments of beauty and intuitive judgments of truth may share a common underlying mechanism.

   Although human reason conceptually separates beauty and truth, the very same experience of processing fluency may serve as a nonanalytic basis for both judgments.

Ups og haps! Vi er her inde på det område som jeg tidligere har skrevet om, når jeg har refereret centrale synspunkter og ideer fra bogen "Thinking, Fast and Slow" af Daniel Kahneman.
   Heri påviser han hvordan det at noget er nemt at tænke (system 1) fx fordi man har letkøbte fordomme om det, gør at man derfor nemmere tror på at det er sandt.

Artiklen slutter med at opsummere sine 'findings' ....

In sum, we propose that aesthetic pleasure is a function of the perceiver’s processing dynamics: The more fluently the perceiver can process an object, the more positive is his or her aesthetic response. This proposal entails four specific assumptions.

   First, objects differ in the fluency with which they can be processed. Features that facilitate fluent processing include all the core features identified in objectivist theories of beauty, like goodness of form, symmetry, and figure–ground contrast, as well as variables that have not received attention in traditional theories of aesthetic pleasure, like perceptual and conceptual priming procedures.

Altså: Forskellige objekter adskiller sig fra hinanden i forhold til hvor nemme eller svære de er at 'afkode'' med vores sanser (="can be processed"). Alle de egenskaber som teorien om at skønhed findes i ydre objektive objekter  uafhængigt af hvem som sanser dem, er egenskaber der letter denne afkødningsproces så impulserne fra dem bidrager til at oplevelsen af objektet bare flyder ind via underbevidstheden.

Second, processing fluency is itself hedonically marked and high fluency is subjectively experienced as positive, as indicated by psychophysiological findings.

For det andet: Selve det at noget er let at afkode, er fra barnsben forbundet med positive følelser,  det som her kaldes 'hedonically marked'. Og hvad er 'hedonisme' så? - Det kommer fra græsk (hedone="lyst") og er læren om at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse.

Third, the affective response elicited by processing fluency feeds into judgments of aesthetic appreciation, unless the informational value of the experience is called into question.

For det tredje: Positive følelser som skabes ved at afkodningen bare går af sig selv, flyder umiddelbart sammen med at noget vurderes som æstetisk værdifuldt, med mindre indholdet som formidles via den sansevurderede genstand, opleves som problematiskf fordi der er en konflikt mellem smuk form og grimt indhold.    Et godt eksempel på en sådan problematiserende og kritisk diskussionen finder man i forbindelse med tyske filmkunstner Leni Riefenstahls film Triumph des Willens der gennem en fantastisk dygtig optage- og redigeringsteknik forførende og effektivt heroiserer Nazismen og Hitlers Dikatatur:

Still-billede fra Riefenstahls film

Og endelig kan effekten af oplevelse af hvor flydende mødet med en et objekt går, blive ændret af særlige forhold: 

Finally, the impact of fluency is moderated by expectations and attribution. On the one hand, fluency has a particularly strong impact when its source is unknown and fluent processing comes as a surprise.

   On the other hand, the fluency-based affective experience is discounted as a source of relevant information when the perceiver attributes the experience to an irrelevant source. 

Hvad kan påvirke og modificere oplevelsen af afkodningen af en sanset genstand, altså hvor flydende eller trægt mødet går? er spørgsmålet her. 

   - Det kan stærke forhåndsforventninger og særlige former for kontekster - og påvirkningen kan gå i både  positiv og negativ retning. 

   Hvis oplevelsen af at "her går det nemt og flydende", hvis den kommer som en overraskelse, så forstærker det den positive oplevelse. Og omvendt hvis mødet føles som væsentligt mere trægt end forventet, så forstærker det den negative oplevelse.

   'Attribution' handler om hvordan vi forklarer eller begrunder oplevelsen af mødet med en genstand. Og hvis vi tilskriver oplevelsn noget negativt eller irrelevant hos afsenderpersonen eller i genstandens kontekst, så svækker det den positive oplevelse. 

   Et eksempel: Et maleri som traditionelt tilskrives Van Gogh, viser sig ved computerbaserede nærstudier af penselstrøgene at være en meget senere, men også meget dygtig forfalskning; billedet er malet mange år efter hans død - af en superprofessionel forfalsker:

In this photo released by the Museum and James Wang and Jia Li of Penn State shows a known forgery "The Sea at Saintes-Maries", left and the brushstrokes of the image at right. To detect fakes, the painting is divided into 2.5 inch by 2.5 inch sections. Each brushstroke is compared to a computer model devised from scans of 23 unquestionably authentic van Gogh works. The strokes are examined based on their length and steadiness.

Sammenfattende af dette komprimerede afsnit:

   Skønhed er ikke et objektivt træk ved genstande, lyde og andre sanseformer. Men det udspringer heller ikke frit af hjernens følelser af behag og ubehag.

   Det er noget som ligger i forholdet mellem hjernen og den umiddelbart oplevede smukke genstand: En relation der via interaktion over tid lærer hjernen og dermed bevidstheden at dette er smukt og dette ikke.

We have seen that beauty does not rest in the objective features of an object, but derives instead from the processing experiences of the perceiver. Is beauty therefore in the eye of the beholder? In a sense it is, if folk wisdom thinks of the eye as the perceptual processes of the beholder.

    However, beauty “in the eye of the beholder” has often been contrasted to “objective beauty.” The fluency hypothesis resolves this apparent contradiction: Beauty is in the processing experiences of the beholder, but these processing experiences are themselves, in part, a function of objective stimulus properties and the history of the perceiver’s encounters with the stimulus. Hence, beauty appears to be “in the interaction” between the stimulus and the beholder’s cognitive and affective processes

Men interaktionen mellem hjernen ot oplevelsen af skønhed i objekter i omverdenen udspringer så fra starten - barndommen - af objektive features ved genstande som hjernen er blevet forhåndsprogrammeret til at sætte pris på gennem darwinistisk udvælgelse: bundne sanseformer som har gavnet artens overlevelse, og over tid derfor har fæstnet sig genetisk i hjernevindinger og hormonale styresystemer.

Pyha. Det var en hård omgang at forstå det med betydningen af "processing fluency". Men når jeg har skrevet det - og skrevet det så langstrakt, så er det fordi jeg synes jeg virkelig blev klogere af at forstå det. 

Under researchen til dette og det foregåend blogindlæg er der også dukket et andet begreb op som kobler hjernens konstruktion og funktion med følelsen af lyst og dermed med lyst- eller glædefuld æstetiske oplevelser: "hedonistic hostspots" (om hvad 'hedonisme' er, se ovenfor):

Hedonic Hotspots are pleasure centers of the brain beneath the level of conscious thought. These set each other off during sensory pleasurable experiences.

https://vimeo.com/151688505

This animation shows how cognitive pleasures, such as a good conversation, a pleasurable idea or memory, a problem solved, etc, set off hedonic hot spots in the unconscious part of the brain. Ultimately the stimulation of these hot spots activates cognitive pleasure circuits, as well.

https://vimeo.com/152304377

Det med hedonistiske hotspots og deres funktion og betydning i oplevelsen af skønhed, vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed.

I næste indlæg planlægger jeg så at fortæller mere konkret om den udstilling som startede hele serien her: Maleriudstillingen på Rønnebæksholm med titlen: 'Forestillinger om skønhed', med billeder af den for længst afdøde svenske akvarelmaler Carl Johan Forsberg, og den nulevende danske kunstnerinde Eva Louise Buus, som er blevet inspireret til mange af sine billeder af mødet med billeder af Forsberg.

(fortsættes i næste indlæg)

Den kreative stenfinder og stensliber - om samlerlyst og den bløde hårdheds æstetik

Det forrige indlæg tog udgangspunktet i spørgsmålet om man kan være eller blive forelsket i ting. Casen var i det tilfælde nogle specielle bordlamper af designeren Christian Dell, den tyske pendant til og samtidige med vores egen Poul Henningsen.

   Men nu zoomer jeg ind på min 'optagethed' af en anden slags ting eller objekter - nemlig sten. Og min kreative lyst til at jagte, søge, finde og samle.

Helt fra min barndom har jeg været stærkt interesseret i sten. Men det er nok mere præcist igen at tale om fascination, betagelse, forelskelse.

   Jeg havde arvet en mindre samling stenøkser, stendolke og stenskrabere af min farfar eller morfar, jeg husker ikke med sikkerhed fra hvem af dem.

   Mest sandsynligt er det min farfar, som var forvalter ved Sukkerfabrikkerne (Assens), og før da forvalter på herregårde på Lolland og Sjælland.

   I den forvalterfunktion har han i årevis været på inspektion af (tilsåning af) afgrøder på marker. Og sikkert der fundet efterladte brugsgenstande fra stenalderen.

   Jeg havde disse stenalder-redskaber udstillet på en hylder i min reol, og havde i bøger om arkæologi fundet lignende, så jeg vidst fra hvilken periode og hvilken kultur de var efterladenskaber.

   Jeg nød især at tage dem der var lavet af finslebet/-poleret flint i hænderne og stryge hen over deres glatte overflade og skarpe ægge. Jeg var fascineret af spændingsforholdet mellem det hårde materiale og den næsten silkebløde overflade. 

   En æstetisk 'blending'-oplevelse.

   Jeg kan ikke finde videnskabeligt belæg for det, men mon ikke disse nydelsesfulde berøringer har udløst små udladninger af lykkehormonet oxytocin.

 

Da vi i mellemskolen og i gymnasiet havde geologi, blev min interesse drejet fra forarbejdede stenredskaber fra de ældste tider, til naturlige sten - mineraler - som man kunne finde ved stranden - eller på udvalgte steder fx på Bornholm eller ved Møns Klint.

   Min interesse blev så stærk at jeg så sent som i slutningen af 2. G. var med en kammerat på selvorganiseret geologisk cykelferie på Bornholm. Jeg var på det tidspunkt stærkt overbevist om at det var geologi jeg ville studere senere hen.

   Det blev det så ikke. Mit et år lange ophold som udvekslingsstudent i USA ændrede mine interesser så meget at valget da jeg blev student stod mellem at blive noget kunstnerisk a la kunstmaler eller arkitekt - eller at studere til cand. klog inden for området litteratur, sprog og historie.

   Det sidste vandt.

Men min fascination ved sten forsvandt ikke helt.
   Jeg har et samler-gen som der aldrig helt kan slukkes for. Og jeg tror der findes en mental tilstand der kan kaldes 'collectors high' som man godt kan blive en smule afhængig af fordi det at finde ting til samlingen, udløser dopamin i hjernens belønningssystem (se tidligere blogindlæg).
   Der findes også en sygelig form: samlermani - 'compulsive hoarding'.
   Det er ikke det jeg skriver om her, det er den kreative form der har med lyst, spænding og belønning at gøre. En mild form for æstetisk afhængighed.

 
Familien var begyndt at holde sommerferie ved Vesterhavet, og når man gik på stranden i vandkanten, kunne man finde meget smukt farvede og mønstrede rundslebne sten.

   Når de var våde, var de særligt flotte, men når det var tørre mistede de det meste af de smukke farver. Deres farvespil kunne de få tilbage hvis man gned dem ind i margarine, eller hvis man gik med en portion af dem i lommen i længere tid. Fandt jeg ud af.

  Jeg fik efterhånden en større og større samling af disse stenskønheder, men måtte konstatere at glansen aldrig holdt ved i længere tid. De skulle gnides ind i fedtstof igen og igen. Og det blev man træt af.

Det var især 3 typer sten jeg efterhånden fandt ud af var de mest fascinerende at finde og samle:

   1) Mørkegrønne, sortgrønne sten med lyse grå og grågule striber, pletter og marmoreringer. Stenarten kaldes hornblende og kan findes i store knolde i mulden i Vestjylland, men findes også som et af grundmineralerne i granit. De var meget glatte og hårde fra starten - og rare at røre ved og have i lommen.

   2) Meget kulørte sten - med farveblandinger af sort, grøn, rød, okker - som kommer fra granit og gnejs, de stenarter som det skandinaviske grundfjeld i Norge og Sverige består af, og som er sammensat af mineralerne feldspat, kvarts og glimmer plus mørke mineraler som hornblende og biotit.

   3) Sten med en rødlig, brunlig eller mørkegrålig tæt grundfarve og med markante indlagte rombeformede eller runde lyse 'strøkorn'. Det er de såkaldt 'ledeblokke' som indlandsisen har bragt med sig til Danmark fra forskellige afgrænsede lokaliteter i Skandinavien. De har alle forskellige navne med "porfyr" som slutstavelser: 'rombeporfyr', 'østersøkvartsporfyr', "påskallavikporfyr", m.fl.

Langt senere kom en fjerde type sten som jeg syntes var spændende: flintesten fra Stevns klint og Møns klint. Især i den form som kaldes kugleflint, og som kan findes bl.a. ved Ulfshale på Møn, hvor de har ligget og slebet sig kuglerunde i brændingen gennem hundredtusinder af år.

Jeg havde mine smukke sten liggende spredt rundt omkring i forskellige poser og skuffer, uden særlig systematik. Og da de blev grålige og kedelige og mistede både glans og farver, gik der nogle år hvor interessen stort set var gået i dvale. 

   Et besøg i en ravbutik i Lønstrup en sommer genoplivede min interesse. Butikken havde ikke bare smukt slebne ravsmykker til salg, men også slebne smykker lavet af hornblende - smykker som lignede de meget glatte mørkegrønne lysmarmorerede sten jeg i årevis havde samlet.

   Jeg anskaffede mig en stenslibemaskine, slibepulver og hvad der ellers skulle til af tilbehør. Og sleb alle de sten jeg i årenes løb havde gemt, både dem af hornblende, af granit, porfyrrene og flintestenene.

   Det tog vel sammenlagt tre-fire måneder at få dem alle slebet og lagt i forskellige kurve, alt efter type og størrelse. Sådan:

Det meste af min samling af smukke slebne sten

Granit/gnejs

Hornblende-sten

Porfyr-ledeblokke

Slebet kugleflint, en uslebet kugle og et slebet forstenet søpindsvin

Betragtet enkeltvis er de slebne sten for mig som smukke abstrakte miniaturemalerier. Og dem jeg er mest glad for, er hornblende-stenene:

Men også mange af granit/gnejs-stenene er fascinerende med deres brogede farvespil:

Min særlige fascination ved porfyr-ledeblokkene stammer tilbage fra min gymnasiedrøm om at blive geolog, og jeg husker stadig den aha-oplevelse jeg fik den gang ved at kunne bestemme fra hvilke lokaliteter i Skandinavien istidens bevægelige iskappe havde ført dem til Danmark:

Og senest i min stensamlende periode opdagede jeg hvor smukke abstrakte stenmalerier der kan komme ud af at slibe kedelige flinteknolde:

Stadigvæk når jeg tager samlingen frem og holder enkelte sten i hånden og lægger dem ud på boret (som  jeg gjorde i forbindelse med fotograferingen til dette indlæg) genoplever jeg den kreative glæde fra den gang jeg søgte og fandt smukke sten på stranden. 

   

Jeg har aldrig forbundet nogen form for symbolsk overtro med de forskellige slags sten, overtro som ellers er vidt udbredt inden for new-age-kulturen.

   Men se så alligevel hvad en søgning på nettet fortæller om netop de stens symbolske betydning som jeg altid har holdt mest af: de marmorerede hornblende-sten

Hornblende-marmor: Øger de kreative evner der har forbindelse med hjertet,
forstærker de kunstneriske evner og muligheder for at kunne udtrykke sig.
Lærer os at se og høre med hjertet og skabe værdifulde venskaber og forbindelser.

SERENDIPITET!

Min æstetiske hjerne - om at blive forelsket i ting - og om at gå på auktion og gøre fund

Kan man blive forelsket i en ting?

   Spørgsmålet er afledt af at jeg for nylig har været på Lauritz.com og fået hammerslag på nogle eftertragtede ting, eftertragtede fordi de var smukke på en "sær" måde, eller "sære" på en smuk måde.

Hvis jeg var freudianer, var svaret på spørgsmålet et indiskutabelt klart: Ja.

   Det kaldes fetichisme, og tankegangen hos Freud er at seksuel tiltrækning kan forskydes og kondenseres fra en elsket person, til en konkret ting som tilhører eller emotionelt forbindes med den elskede person, fx særlige beklædningsgenstande.

 

Men her er jeg interesseret i det aspekt af betagelsen og forelskelsen i ting som har med æstetikken at gøre. Hvordan påvirkes vi af et smukt, skønt, æstetisk tilfredsstillende udseende af en genstand? Hvad sker der i hjernen som gør at vi tiltrækkes - så meget at vi køber og samler på udvalgte ting og sager.

Det er i hvert fald sådan at vi (jeg) på en eller anden måde oplever en særlig glæde ved at eje og omgås bestemte ting - en oplevelse som går ud over den rene nytte- og brugsværdi som disse genstande måtte have.

   På mange måder er det netop det som godt design gør: tilføjer en ekstra æstetisk værdi til nytteværdien i tingene. Og oplevelsen af denne ekstra værdi belønnes med ekstra nydelse. Og det koster.

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om hvordan bestemt møbler af bestemte designere har haft så stor tiltrækningseffekt på mig, at jeg måtte have dem, selv om de måske var "urimeligt" dyre at købe.

   Den effekt er jeg ikke alene om at opleve. Det er sikkert noget de fleste kan nikke genkendende til.

   Og de kreative folk der udvikler moderne tv-formater, har i den grad også opdaget fidusen, så vi nu finder en stribe populære programemmer på forskellige kanaler hvis præmis er at tematisere forholdet mellem smukke, interessante og kuriøse ting, og så det at der er et marked for dem, et marked som gør at næsten alle ting kan værdisættes og blive solgt på en auktion.

 

Jeg var selv i min tid som direktør på TV 2 ØST med til at lancere et program i midten af 90-erne med titlen "Mit kæreste eje", et format som stadig produceres og sendes på regional-kanalen her mere end 15 år efter.

   Vi fandt en tv-egnet lokal antikvitetshandler til at vurdere det folk mødte op med og præsenterede: Steffen Dinesen. Og han er siden blevet vurderingschef i netauktionsfirmaet Laurtiz.com:

Fra TV 2 ØST-udsendelsen 'Mit kæreste eje'

Jeg har også selv tidligere købt designermøbler på Lauritz.com, først og fremmest Charles Eames-møbler, og Arne Jacobsen borde. Se fx her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/emil-bnnelyckes-kreative-vrede-resultat.html

For nylig har jeg forelsket mig i og købt - dels et bakkebord og dels to lamper - også på Lauritz.com-auktioner:

Anna Deplano. Rundt sofabord model Giro

Christian Dell. Kaiser bordlampe, model 6781

Christian Dell. Kaiser bordlampe model 6751

Bakkebordets designer er italiener, og det produceres og kan købes fra nyt. 

   Da jeg så det, forelskede jeg mig i det med det samme, og pudsede en søgeagent på det. Efter godt et år dukkede det så op i en auktion, så godt og fint som nyt, og jeg fik det til ca. halv pris.

   

De to Christian Dell-lamper har jeg gået og luret på længe. Eller rettere: Jeg kendte ikke Christian Dells navn som lampedesigner før jeg begyndte at søge lamper på Lauritz.com for ikke så mange år siden, og da opdagede at der var mange lamper designet af Dell til salg til ret så høje vurderingspriser. 

   Jeg er sikker på at jeg har set nogle af hans lamper i min barndom i 50-erne, sandsynligvis hos nogle af mine forældres venner, eller på et kontor på min fars arbejdsplads. 

  Kendetegnet for de fleste Christian Dell-lamper er den asymmetriske form der får skærmen til nærmest at svæve - så at sige hængt op i en buet eller svungen 'stander' af metal.

   De fleste Dell-lamper man finder, ser nogenlunde sådan ud:

Men det var ikke bare genkendelsens glæde der tiltrak ved dem jeg købte på auktion. 

   De Christian Dell-lamper der især har betaget mig, er, som man ser ovenfor, især dem hvor 'hatten'  - skærmen - er hel ren i sin form - uden udvækst på toppen eller siden. 

   Som min Sience-Fiction interesserede nevø sagde da han så den af messing: "Den er sådan spacey."

Den øverste med sort skærm fik jeg til vurderingsprisen, og den er produceret i begyndelsen af 50´erne. 

   Den anden af ren messing fik jeg hammerslag på til 1000 kr. under vurderingen der var på 2.500 kr.

   Den er gammel - fra 1930 har jeg siden fundet ud af - med original gummiledning og bakelit-stik.  Og  en tilsvarende tilbydes af en antikforhanlder i USA på nette  for godt 2.000 dollars. 

   Så der har jeg ikke bar gjort et smukt - men også et godt køb.

Hvem var Christian Dell? 

Christian Dell var en tysk designer med en spændende baggrund som sølvsmed, hvilket er med til at forklare den sans for detaljer der findes i hans arbejde. Han arbejdede som formand på Bauhaus’ metalværksted i Weimar, fra 1922 til og med 1925, her var Dell bagmand for en meget innovativ og banebrydende designstil.

    Bauhaus stilen indtager sin helt egen plads i det 20. århundredes kulturhistorie, og den omfattede arkitektur, design, kunst og de nye medier. Bauhaus var en af de første læreanstalter inden for design og førte adskillige af de mest fremragende af tidens arkitekter og kunstnere sammen.

   I tiden efter metalværkstedet fra 1926 tegnede Dell lyskilder, ofte for lampefabrikken Gebr. Kaiser & Co. Bordlampemodellen 6631 Luxus blev vist for første gang i 1936, i det første katalog der udkom i dette år. Denne lampe blev meget hurtigt uden sammenligning den førende model i KAISER idell™-serien, som både dengang og selv den dag i dag står som symbolet på det fornemste inden for tysk design, krydret på eleganteste vis med et udsøgt materialevalg og præcisionsteknik.

    For de nysgerige kan det oplyses at den første del af navnet “Kaiser” henviser til den oprindelige fabrikant af lampen, og “idell” henviser til idé og til Dell som jo er designerens efternavn. “Kaiser” henviser til den oprindelige fabrikant – KAISER & Co.

Ja, Christian Dell er vel nærmest den tyske pendent til vores egen Poul Henningsen.

   Wikipedia kan i øvrigt tilføje: "Dell was born as a girl but has had a surgery when he was 9". 

   En typisk kreativ personlighed med "2 personer i en", tænker jeg straks.

Men hvad foregår der egentlig i hjernen når vi sådan betages af smukke, sjældne ting - som jeg nu af disse Dell-lamper.

   For mig er der ingen tvivl om at vi her må have hjernens kemiske belønningssystem på banen, det der udløser hjernens eget narkotikum dopamin som belønning i en række forskellige sociale og fysiske kontekster: ved lystfyldt og tilfredsstillende sex, ved indtagelse og nydelse af god mad, ved at spille og vinde, ved at løbe til man bliver høj, og ved at udføre et stykke arbejde som er svært men lykkes til sidst.

Jeg søger lidt på den sammenhæng og finder en videnskabelig artikel om nogle forsøg hvor man søger at finde ud af hvad der sker i hjernen når vi udsættes for en kendt vare, men i en ny og usædvanlig designet indpakning og til en højre pris.

   Hvad vælger vi: det nye der er dyrere, eller det velkendte der er billigere?

   Og hvilket valg tager længst tid, det hvor man vælger noget nyt og spændende, eller det hvor man vælger det velkendte.

   Svarene viser sig netop at hænge sammen med hjernens 'reward system':

Using a novel reaction time task, we found that participants took consistently longer to choose aesthetic products than standardized ones (experiments 1a and 1b); that unknown brands with aesthetic packaging are chosen even over wellknown brands with standardized packaging, despite higher prices (experiment 2); and that increased activation in the reward system helps explain these behavioral differences (experiment 3). Together, these results show why and how the choice of frequently purchased goods is influenced by aesthetic package design.

http://blog.ub.ac.id/novebkhoirula/files/2012/06/Aesthetic_package_design_A_behavioral_neural_and_psychological_investigation_2010.pdf

En anden undersøgelse der har fået meget omtale i videnskabformidlende magasiner, konkluderer ifølge journalistisk vinklede overskrifter:

Beauty Is in the Brain of the Beholder

Altså: 'skønheden ligger i hjernen hos beskueren', og er ikke en egenskab ved tingene selv.

  I et forskningsprojekt af Semir Zeki udspurgte man 21 frivillige forsøgspersoner med forskellig kulturel og etnisk bagrund, om at vurdere serier af malerier og serie af musik som enten 'beautiful', 'indifferent' or 'ugly'. Derefter blev de skannet i en fMRI-skanner mens de så malerier igen og hørte musik igen.

Zeki found, by examining MRI images of his subjects’ brains, that when people look at something they find beautiful, a portion in the front part of the brain called the medial orbito-frontal cortex “lights up.” That is, there’s increased blood flow in this area. He believes it’s a near-universal response to beauty. Zeki added that the medial orbito-frontal cortex is a portion of the brain associated with pleasure, and also reward.

   - It really tells you seeking beauty is in fact seeking to reward your pleasure centers.

   Seeking to reward them with the neurotransmitter dopamine, also known as the feel-good chemical of the brain. Zeki added that one thing that’s novel about his study – and a result he wasn’t expecting – is that beauty as perceived through the eyes (e.g., visual art), and beauty you receive through the ears (e.g., music) aren’t routed to different parts of the brain; they both “reward” the same spot. Not only that, he said, the degree of activity in the medial orbito-frontal cortex correlates very strongly to the degree to which you find a thing attractive. He explained: 

 

   - The extent of activity in the medial frontal cortex is directly proportional to the declared intensity of beauty. So if you experience something as very beautiful on a scale of 1 to 10 and you give it a 10, then the activity is going to be stronger than if you experience it as a 1 out of 10.

   By contrast, Zeki said, he found that when people see something that’s aesthetically displeasing – something they find ugly – it lights up a completely different part of the brain.

 http://earthsky.org/human-world/semir-zeki-beauty-is-in-the-brain-of-the-beholder

Altså jo smukkere man synes et maleri eller et stykke musik er, jo mere blus er der på den mediale prefrontale cortex hvor belønningssystemet findes. 

En anden artikel om samme undersøgelse fortæller at en anden del af hjernen også aktiveres når man ser et smukt maleri, og at den del ligeledes er aktiv når man er forelsket: 

Activity in another region, the caudate nucleus, located near the center of the brain, increased in proportion to the relative visual beauty of a painting. The region has been previously reported to correlate with romantic love, suggesting a neural association for the relationship between beauty and love.

Så mit gæt er at også 'krammehormonet' oxycotin er involveret når vi bliver æstetisk betaget af originalt designede ting og sager.

I min research dukke så en for mig og denne blog gammel kending op: "the default mode network". Det er det kompleks af hjernemoduler som er aktivt når vi er passive og indadvendte, hvorfor det også kaldes "the task negative network". 

   Det netværk er sammensat af de moduler i hjernen som vi trækker på når vi mentalt vender os  indad og så at sige  kalder noget frem på 'den indre skærm': når vi dagdrømmer, når vi genkalder os erindringer, når vi forsøger at sætte os i en andens sted, når vi gør os forestillinger om fremtiden . 

   Wikipedia:

The default network is an interconnected and anatomically defined brain system that preferentially activates when individuals engage in internal tasks such as daydreaming, envisioning the future, retrieving memories, and gauging others' perspectives. It is negatively correlated with brain systems that focus on external visual signals. Its subsystems include part of the medial temporal lobe for memory, part of the medial prefrontal cortex for theory of mind, and the posterior cingulate cortex for integration, along with the adjacent ventral precuneus and the medial, lateral and inferior parietal cortex.

Også en yngre generation af hjerneforskere er interesseret i sammenhængen mellem æstetiske stimuli og hjernens aktivitet. En af dem hedder Edward A. Vessel, postdoctoral fellow at the Center for Neural Science at New York University.

   Han går videre ad Zekis spor, men er ikke kun optaget af æstetisk 'skønhed' men også i hjernens reaktioner på kunstoplevelser når værkerne er 'grimme' eller 'provokerende':

“We wanted to go beyond that (i.e. Zeki) and try to understand a bit more about what is an esthetic experience,” Vessel continues. “We wanted to know what the role of emotions is, and our thought is that you can have an esthetic experience that isn’t just positive. For instance, you can look at Picasso’s Blue Period paintings and realize these are very sad, somber scenes, and yet you can report having a strong esthetic response to subjects that are not what we would consider positive.”

Vessel og hans kolleger designede et forsøg i hvilken 16 forsøgspersoner skulle vurdere ('rate') 109 malerier fra 'the Catalog of Art Museum Images Online (camio.oclc.org)'. Malerierne var ikke specielt berømte og kendte, men deltagerne fik at vide at et museum var interesseret i at købe dem, og at kuratorerne var interesseret i forsøgpersonernes umiddelbar reaktioner, inden de besluttede sig for køb eller ej. 

   Forskernes instruktion lød:

“Your job is to give your gut–level response based on how much you find the painting beautiful, compelling or powerful. Note that the paintings may cover the entire range from ‘beautiful’ to ‘strange’ to even ‘ugly.’ Respond on the basis of how much this image ‘moves’ you.”

Snedigt og godt tænkt eksperiment, tænker jeg. Og her viser det sig at den instruks aktiverer "the default mode netværk" - altså den del af hjerne vi ser indad med - og bruger til fantasier om det som ikke findes, men er muligheder:

Vessel’s experiment entailed complicated tracking processes that monitored regions of the brain such as the left caudate and left collateral sulcus. It seemed to demonstrate that certain parts of the subjects’ brains showed greater activity—and those parts seem to be closely related to what scientists refer to as the “default–mode network”—areas reserved for internal monitoring. “That’s the place your brain goes to,” he says, “when you’re in your own world. Vessel thinks he may be seeing evidence of “the fact that external objects can grab us so strongly that they engage our internal thought processes in what we call an ‘esthetic reaction.’”

http://www.artnews.com/2010/01/01/is-beauty-in-the-brain-of-the-beholder/

Tilbage til elskede ting:

   I samlingen af mine fotografier fra Burma finder jeg billedet af denne kurvestol som stod i gangen til en af de butikker vi besøgte. Den ville jeg have taget med hjem, hvis jeg kunne. På grund af dens 'skønhed': 

Jeg oplevede en slags mild meditativ tilstand da jeg så den, en tilstand som jeg genkendte fra mit aller første køb på Lauritz.com for 6 år siden: En kurvestol, designet af Arne Jacobsen fra 1930, beregnet til en udstilling Paris:

Arne Jacoben. Rørstolen AJ 236

Den bruger jeg til at sidde og meditere i når vi er oppe i sommerhuset.

   Og så skal jeg vel også vise den populære le Corbusier fletkurvestol, som jeg ikke har, men kunne have haft hvis jeg havde plads, en stol som jo nok har fundet sin inspiration i kurvestole fra det fjerne østen som den oven for fra Burma: