Akvarelmaleriets mysterier (39) - om udfordringerne ved at male bare damer i akvarel - og andre historier

Det sværeste at male i akvarel indtil videre har været når jeg satte mig for at male mennesker. Jeg prøvede fx at male et selvportræt efter at fruen og jeg havde været på Louisiana og set en udstilling om kunstmaleres portrætter af sig selv. Helt mislykket.

   Efter at være kommet hjem fra det første akvarelkursus i 2011 øvede jeg mig på at male mennesker efter fotos fra avisen, bl.a. det her af en smuk kvindelig cellospiller:

Jeg har også prøvet at male mennesker  ud fra fotos jeg tog under vores rejse til Burma 2013. De var ikke rigtig vellykkede. Men heller ikke helt tossede, som det her af en kvinde der sælger frugter og grøntsager fra perronen på en togstation - i et næsten blændende sollys:

Det jeg var mest tilfreds med - og så alligevel slet ikke - var portrættet af en burmesisk ung kvinde hvis foto jeg fandt på nettet:

Når jeg også var utilfreds med det, var det fordi jeg ville male hende med okkersminkede kinder og pande, som er så typisk for de burmesiske kvinder man møder alle steder i provinsen. Og det kunne jeg slet ikke finde ud hvordan jeg skulle gøre.

Jeg prøvede igen sidste år da vi var på ferie på Kap Verde. 

   En frugtsælgerske kom forbi vores terrasse, jeg syntes hun var smuk og flot, fik knipset et par billeder af hende i profil og i bortvendt profil - som jeg så bagefter brugte som referencefotos for tegninger og akvareller. 

   Ud af anstrengelserne kom disse to akvareller - en i farver og en monokron malet i forskellige nuancer af gråt - ud fra en tegning udført med en særlig akvarelblyant, dvs. en blyant hvis streger kan opløses og udtyndes i vand bagefter når man maler over med en våd pensel. 

   Faktisk tegnede jeg dem begge med akvarelblyant, og så malede jeg den ene over med farver bagefter, så jeg bevarede skyggelægningen fra akvarelblyanten:

Frugtsælgerske

Jeg var faktisk tilfreds med dem alle - både de grå-hvide og den farvede version. Og jeg havde planer om at jeg ville forsøge med flere forskellige udgaver da jeg kom hjem. 

   Men jeg orkede det ikke. Det havde været meget svært og krævet en stor koncentration både at tegne dem først og derefter at sætte et af dem i farver. 

   Jeg følte at jeg var kommet til grænsen for min kunnen - både som portræt-tegner og akvarelmaler. 

   Som sædvanlig var det jeg særligt glædede mig over, arbejdet med fordeling af lys og skygger i ansigtet

På det kursus hos akvarelmaleren Annelise Pio som jeg og fruen var på for 2 måneder siden, stod der også akvarelmaling af portrætter på dagsordenen. Jeg var kun med den første dag, og nåede kun lige at få malet et enkelt øvelsesesbillede med et portræt - som havde en af Annlise Pios egene akvarelportrætter som referencebillede, hvilket alt i alt gjorde det lettere at male - fordi man i et vist omfang kunne mime penselstrøgene fra forbilledet:

:

En ting er at akvarelmale portrætter. Og det står stadig på min liste over ting jeg skal udfordrer mig selv med, at jeg vil prøve at male portrætter af både mine døtre og fruen.

   Utvivlsom er der et særligt problem ved at vælge mennesker man kender som motiv: at man næsten per automatik bliver utilfreds med dem fordi de ikke ligner - godt nok. Eller ligner på en forkert måde.

   En enkelt akvarel fra det første år fruen og jeg var sammen på Kap Verde, og som viser fruen bortvendt kiggende ud over vandet fra vores morgenmadrestaurant, er jeg dog tilfreds med:

   

Min erfaringer med at male vores langhårede røde skovkat Fister, peger faktisk netop på det som et problem: at male mennesker eller dyr man kender rigtig godt.

   Det ville have været meget nemmere at male en ukendt kat efter et foto - eller efter en anden katte-akvarel som jeg fandt på nettet. 

   Det at man kender motivet så godt - og derfor måske også for godt, gør det sværere at foretage den nødvendige abstraktions- og transformationsproces og det nødvendige skift til højre halvdels særlige "se-uden at tænke på hvad det forestiller-mode" som Betty Ewards beskriver så instruktivt og oplysende i sine bøger om "kunsten at se".

Jeg har længe tænkt på at det kunne være en spændende udfordring at prøve at male bare damer - "nudes" som det heder på engelsk.

   Der er jo en lang tradition i kunstens historie for at kunstnere maler "nudes" - altså kvinder i mere eller mindre afklædt tilstand. 

   De gamle grækere og romere lavede skulpturer af nøgne gudinder og andre kvinder fra mytologien som vi så fotos af i oldtidskundskab i gymnasiet. 

   Men det hvide marmor har aldrig fascineret mig alverden, hverken i den græsk-romerske udgave - eller i vores egen Thorvaldsenske. 

   Måske hvis man havde set skulpturerne i den oprindelige farvelagte udgave, ville det have været mere interessant:

Roman Lovatelli Venus, farverekonstruktion.First-century A.D.

Den føgende skulptur, en dejlige dame i marmor, husker jeg ikke fra mine oldtidskundskabbøger. Selv om hun er udhugget i hvid marmor, kunne hun godt have fortjent at være med som illustration af grækernes fine fornemmelser for bare damer:

Sovende Hermafrodit. Marmorkopi af opr. hellenistisk bronzeskulptur

I middelalderens kunst så man stort set kun nøgne damer i skildringer af scener fra Paradis, eller scener fra Helvede og Skærsilden.

Ellers skal vi jo op i renæssancen før der for alvor kommer gang i maleriet af smukke nøgne damer (og i et vist omfang også mænd). Dels finder renæssancemalerne motiver fra nogle af de mere frivole og pikante historier i det gamle testamente, som her 'Susanne i badet':

Tintoretto: Susanna and the elders. 1555

Dels tager man friskt og frejdigt tråden op fra oldtidens frigjorte fremstillinger af nøgne kvinder fra klassiske myter og sagn.

Sandro Botticelli: The Birth of Venus. 1486 

Giorgione: Sleeping Venus. c. 1510

Så går det ellers derudaf i Europa - med mange malerier af afklædte damer op gennem århundrederne - i varierende stilarter og motiviske "for- og afklædninger":

Rubens: De tre nymfer. 1635

Fra slutningen af 1700-tallet forlader kunstmalerne den konceptuelle kamuflage fra klassiske myter, sagn bibelhistorier til fordel for anonyme kvindeskikkelser:

Goya: The nude Maja. ca. 1797

En af mine favoritter inden for genren, er denne klassiker af C. W. Eckersberg, hvor de mest opmærksomhedstiltrækkende dele af kvindekroppen er overladt til fantasien:

Eckersberg: Kvinde foran spejl. 1841

Courbet: De sovende. 1866

Manet: Frokost i det grønne. 1863.

Renoir: Seated Nude. 1913

Modigliani står også højt på min favoritliste. Hans nøgenmodeller var ofte også hans elskerinder, og at han elskede dem højt, fremgår også i den grad: 

Modigliani: Nu Couché au coussin Bleu, 1918

Den danske afdøde surrealistiske kunstner Hans Henrik Lerfeldt er aktuel med en udstilling i skrivende stund, og har posthumt fået meget store og positive anmeldelser. 

   Han nød at kombinere sine aldrig helt nøgne modeller malet i fascinerende fotografisk realisme-stil med indlagte detaljerede afbildninger af insekter:

Hans Henrik Lerfeldt: Komposition. 1980.

Skitsetegning efter nøgenmodel indgår i enhver klassisk-akademisk kunstmaleruddannelse og kaldes croquis. Om den særlige kunstform kan wikipedia fortælle: 

Croquis drawing is quick and sketchy drawing of a live model. Croquis drawings are usually made in a few minutes, after which the model changes pose and another croquis is drawn.

   The short duration of the pose benefits models because they do not need to keep still for a long time; this also benefits the artists because it helps them concentrate on the essential elements of the pose. An artist does not have time to draw all the details, so they learn to concentrate on the important elements. Croquis is also a good method of drawing subjects that generally do not stand still and pose, such as animals and children.

   After the initial sketch, croquis drawing can be used as a foundation for another work of art such as a painting or may be used as a work of art itself.

   The word croquis comes from French and means simply "sketch".

Men jeg har aldrig gået på nogen kunstuddannelse og aldrig trænet i croquis, og måske derfor har jeg faktisk aldrig kaste mig ud i at forsøge at male den nøgne kvindekrop, hverken i de seneste år som akvarelmaler eller da jeg var ung og malede med olie(kridt)farver og tegnede med tusch. 

   Jeg er også et ganske blufærdigt menneske, så en vis form for generthed har sikkert også blokeret for at jeg kom igang med at tegne og male nøgne damer - selv om lysten havde været der.

   Googler man "croquis" og "billeder", så dukker der dels kultegninger - og dels en masse akvarelstudier af bare damer op på computerskærmen:

Anledningen til at jeg så selv er kommet i gang med akvarelmaleri af kvinder uden tøj på, var serendipitetisk tilfældig. Min svoger var på julebesøg og han og min søster kiggede mine akvareller igennem - med henblik på at vælge nogle ud til at hænge på væggen i deres helt nybyggede hus - efter at det gamle bondehus brændte. 

    Under diskussionen siger svoger så til sin kone - min søster - at han kun vil have to slags motiver på væggene derhjemme: '"fugle" og "bare damer".

    "Fugle" som motiv for akvareller kunne jeg levere - i skikkelse af forskellige versioner af en rødhals. Men "bare damer" i akvarel kunne jeg jo ikke levere.

Jeg googler så "watercolor nudes" og "artistic nude photos", fandt nogle 'forbilleder' - referencebilleder - og kastede mig ud i det. 

   Det blev til disse fire akvareller - efter "modeller" på nettet:

Jeg valgte modelbilleder  med stærk 'lyssætning' på kroppen. Og de to første her var jeg ikke utilfreds med - som første-gangs-afprøvninger af motiver og teknik. 

   Som man ser, forsøgte jeg mig også med at kombinere akvarelmalingen med en tusch-stregs profilering af kroppens linjer i billede nummer to. Den teknik er typisk for mange tegneserier og illustrationer - og mange japanske træsnit.

Jeg valgte at male motivet med kvinden set fra siden en gang til - nu med brug af teknikken med at male 'glidende overgang' fra skygge til fuldt belyst hud som jeg var blevet introduceret til af Annelise Pio på det sidste akvarelkursus.

   Jeg var faktisk rigtig glad for resultatet. Flot pige:

Det følgende - og sidste motiv i denne omgang - har et foto fra nettet som referencebillede. Det var derfor væsentlig sværere at male end de tre foregående - simpelt hen fordi der med et foto ikke er nogen penselstrøg at mime.

   Her er hvad der kom ud af det:

Jeg var og er tilfreds med hende. Også en dejlig bar dame. 

Fruen spørger hvorfor vi ikke ser modellernes ansigter - og hvad ser de på? 

   Svar: Dels er der rigtig mange af både akvareller og artistiske fotos fra nettet hvor modellerne har mere eller mindre bortvendt ansigt. Og dels er ansigter  svære at male. Og ansigter forfra - især med øjenkontakt - kan virke distraherende i forhold til det der er i fokus: glæden ved at se og male en kvindekrop uden tøj på.

   De ser altså ikke på noget. De ser bare væk.

Se i øvrigt dette blogindlæg hvor jeg fortæller om og viser kvinders smukke nakker som motiv for fotos og malerier:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-kvindeportrtter-med-borvendt-ansigt.html

Her kommer referencebillederne fra nettet:

Min konklusion. Akvareller af bare damer, er et spor der er værd at følge videre. 

   Men hvor er det dog svært.

Hvorfor er skulpturer altid farveløse?

En kombination af tilfældige sammentræf fik mig til at spekulere over dette spørgsmål: Hvorfor er skulpturer (næsten) altid farveløse? 

    Eller rettere - ikke farveløse. Næsten alle de skulpturer jeg har set på udstillinger, på pladser og i parker, er 'ensfarvede' i kraft af det materiale som de er hugget eller støbt eller skåret af: hvidt marmor, grå eller flammet granit, sortgrøn bronze, rustent jern, året træ.

   De kan være blanke eller ru, og er de af metal, kan de være syrebehandlet og derigennem fået en særlig tonet overflade. Men grundlæggende er næsten alle skulpturer uden kulør.

   Og det har for mig været 'naturligt' og i en vis forstand 'usynligt' - 'ubemærkelsesværdigt'. Sådan var det bare. 

  Man kan også tænke på det sådan: De er umalede - uden kulører. Sådan lidt ufestlige. 

  Der er naturligvis undtagelser hvad jeg skal vende tilbage til, men den kulørløse monokront tonede skulptur er normen. Og har været det i århundreder.

En lokal udstilling i Vordingborg kombinerede værker af en kvindelig maler Helle Christiansen og en mandlig skulptør Jørgen Minor. Begge to fabulerende kunstnere - og deres værker gennemsyret af ironi, satire, humor. Indimellem groteske. Men de klædte egentlig hinanden.

På en måde kunne jeg godt se at skulptøren nok var bedre end maleren, sådan rent kunstnerisk. 

   Men jeg måtte jo konstatere - endnu en gang - at malerierne 'sagde mig mere' . Det var dem jeg blev tiltrukket af og dvælede ved, og dem jeg bagefter kan huske.

Det er som om jeg mangler en sans til fuldt ud at kunne nyde skulpturers æstetik.

Og det tror jeg nu jeg har fundet forklaringen på: mit 2D-syn - også kaldet 'monoskopisk' syn (se foregående blogindlæg for forklaringen). 

   Jeg har ikke som de fleste mennesker har det, et 3D-syn - også kaldet stereoskopisk syn hvor de to øjne ser det samme motiv fra lidt forskellig synsvinkel, og der så i hjernen dannes et samlet billede med "dybde".

Mit monoskopiske syn kan være den forholdsvis simple forklaring på hvorfor jeg aldrig har sat nær så meget pris på skulpturer som på malerier. Jeg kan ikke rigtig for alvor nyde det som netop kendetegner skulpturer: at de udfolder sig rumligt i tre dimensioner og skal ses og nydes æstetisk 'i dybden', så at sige.
   Det er nok også forklaringen på at jeg ikke oplever noget visuelt 'kick' når jeg har set 3D-film.

Kort tid efter jeg havde været på den udstilling, var jeg hjemme hos en dedikeret kunstsamler som både havde mange spændende malerier på væggene og ganske mange interessante skulpturer placeret rundt omkring, både ude og inde. Og igen slog det mig at skulpturerne alle var 'farveløse' i den forstand at de alle havde deres materialers medfødte farver - og altså på en måde var "umalede".

Det at jeg ikke rigtig tænder på skulpturer, er der i hvert fald en strålende undtagelse fra: Den egyptisk skulptur af dronning Nerfertiti som jeg så i virkelighede for et par siden på et museum i Berlin. Jeg kendte den godt fra billeder, men jeg blev dybt betaget ved at møde den "live" i 3 dimensioner. Og den gjorde et uudsletteligt indtryk: 

Hun er jo altså en malet skulptur. Og farverne gør i hvert fald for mig det at jeg kan nyde ansigtets former på en helt anden måde end hvis de ægyptiske kunstnere havde fulgt den europæiske tradition  de sidste 6-700 år - og ladet ansigtskulpturen være umalet.

   Tænk hvis Nefertiti havde været i hvidt marmor, eller brunt ler, eller bronze!

Og egentlig er det lidt fjollet at billedhuggere ikke - eller relativt (for) sjældent - udnytter den mulighed at kunne give ekstra liv og en ekstra dimension til deres livagtige skulpturer. 

    Hvor kommer den asketiske og puritanske ide egentlig fra: At skulpturer maler man da ikke!

Det ved jeg jo godt.
   For ikke så mange år siden læste jeg flere artikler om at de græske - og vist også romerske skulpturer oprindelig havde været malet og fra starte var i farver.
   Dels havde man fundet farverester på en del af dem der befandt sig rundt omkring på museerne, og dels havde man kunnet afsløre det ved at at belyse dem i mørke med ultraviolet lys; så trådte de farvede mønstre frem - fx på skulpturernes udhugge klæder.

    Men fordi farverne i tidens løb var slidt af og var forsvundet, så havde de europæiske kunstnere og kunsthistorikere fra renæssancen og fremefter troet at sådan havde de altid set ud - som de blev fundet - hugget og opstillet i hvidt marmor:

Og det har så sat sig igennem i vores kultur som en fast norm for europæiske billedhuggere i mange hundrede år: Figurative skulptuerer er uden farver, hvad enten de er hugget i sten eller støbt i bronze.
   Skulpturer har den farve skulpturer skal have - nemlig materialets egen "naturlige" farve. Nix witer. De står slet ikke til diskussion.

Men nej, de græske og romerske skulpturer der har været idealet for billedhuggere igennem århundreder, fx for vores egen Thorvaldsen, har oprindelig været malet i friske, flotte farver, efter al sandsynlighed hen i retning af den dejlige ægyptisk dronnings hoved jeg viste ovenfor:

Noget af en øjenåbner. Og lidt rystende. Eller befriende. I hvert fald vækker det godt nok til eftertanke. 

   Nogle vil måske opleve at med de oprindelige farver bliver skulpturerne lidt vulgære og tegneserieagtige, lidt hen i retning af en seriøs udgave af kulørte havenisser.

   Ikke mig. Pludselig synes jeg de støvede gråhvide eller gråbrune figurer får liv - og ja - først og fremmest: form.

    Og jeg er sikker på at hvis Glyptotekets græske og romerske afdeling havde haft skulpturer i de oprindelig farvede udgaver, så ville jeg have nydt at komme der meget mere. 

    Nu endte jeg hver gang hurtigt i salene med de impressionistiske malere - og blev hængende og nydende der.

Interessant er det også at opdagelsen af at oldtidens græske og romerske skulpturer har været farvelagt, i første omgang blev afvist af de kunsthistoriske autoriteter. Og faktisk skulle den kulturhistoriske kollektive fortrængning varer mere end hundrede år.

   Wikipedia kan berette:

By the early 19th century, the systematic excavation of ancient Greek sites had brought forth a plethora of sculptures with traces of notably multicolored surfaces, some of which are still visible. Despite this, influential art historians such as Johann Joachim Winckelmann so strongly opposed the idea of painted Greek sculpture that proponents of painted statues were dismissed as eccentrics, and their views were largely dismissed for several centuries. It was not until published findings by German archaeologist Vinzenz Brinkmann in the late 20th and early 21st century that the painting of ancient Greek sculptures became an established fact. Using high-intensity lamps, ultraviolet light, specially designed cameras, plaster casts, and certain powdered minerals, Brinkmann proved that the entire Parthenon, including the actual structure as well as the statues, had been painted. He was able to reveal the pigments of the original paint and made several painted replicas of Greek statues that went on tour around the world. Also in the collection are replicas of other works of Greek and Roman sculpture, demonstrating that the practice of painting sculpture was the norm rather than the exception in Greek and Roman art.

Heller ikke de græske templer har været gråhvide, men har været malet i muntre kulører som nemt har kunnet konkurrere med Paladsbiografens i Købehavn. Og som jo absolut meget mere trækker hen i retning af forlystelsespark Tivoli end i retning af det 'stilfulde' og kedelig Domhus i København

 

Men selvfølgelig findes der farvede skulpturer, fx af pop-art-kunstneren Jeff Koons:

Provokerende - fordi Jeff Koons i den grad bryder med den uudtalte norm: Skulptuerer er farveløse!
   Men har man 2D-syn, så er det netop farverne der giver skulpturformen dybde.