Akvarelmaleriets mysterier (20) - om Degas´ akvarellignende pastel-landskaber - og arven fra min malende morfar

(fortsat fra foregående indlæg)

Jeg synes jo umiddelbart der er en vis lighed mellem pastel- og akvarelmaleri - en lighed i fornemmelsen af "flygtighed" og "lethed" og "lyshed". 

   Så jeg googler også på om Degas har malet akvareller - fordi jeg altså er interesseret i "akvarelmaleriets mysterier" og indimellem har opdaget at nogle af de største kunstnere i den nyere kunsthistorie har malet mange akvareller - mange flere kendte kunstnere og mange flere akvareller end jeg var klar over tidligere.

    Og akvareller har Degas malet, men tilsyneladende ikke ret mange (og ikke nogen det er værd at skrive hjem om):

Til gengæld har han malet rigtig mange fremragende landskabsmalerier med pastel - som slående ser ud som var det akvareller:

Det synes jeg er stærkt interessant. Hvis man ikke lige vidste det, så kunne man jo nemt tro at disse pastellandskaber var akvareller. 

   Så pastel er en teknik og et malemedie som måske var værd at tage op også - ved siden af akvarel, begynder jeg at tænke.

   Og siden min ungdom har jeg faktisk haft liggende en kæmpe stor malerkasse af træ med professionelle pastelkridt i utallige farvenuancer. 

Jeg arvede pastelmalerkassen fra min morfar Oluf Bertolt efter hans død. 

   Han var en af socialdemokratiets "tunge" kulturpersonligheder der blandt andet skrev arbejderbevægelsens historie: "En bygning vi rejser" - sammen med to andre forfattere. Og han redigerede også en antologi af arbejderdigtning: "Vers og værktøj".

   Oluf Bertolt var søn af en kusk,  stod i lære som maler og havde som malersvend gået på valsen ("naver") i Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien. Siden tog han studentereksamen og blev højskolelærer. Og giftede sig med min mormor som var præstedatter, og som kunne føre sin slægt tilbage til middelalderens mægtigste adelsslægt i Danmark: "Hvide-slægten" (Skjalm Hvide).

   I mange år var Bertolt leder af AOF (Arbejderbevægelsens Oplysningsforbund) og sad også en række år i Danmarks Radios 'programudvalg' for Socialdemokratiet, ligesom han sad i bestyrelsen for arbejderbevægelsens forlag Fremad. 

   Han var medlem af Fredriksbergs byrråd fra 1937 og til sin død 1958.

Oluf Bertolt var sporadisk fritidsmaler, og malede altså blandt andet med pastelkridt. Jeg er ikke sikker på han fik malet så meget med dem, de så ret ubrugte ud da jeg overtog dem. Måske havde han planer om for alvor at gå igang når han blev pensionist, og havde til det formål indkøbt kassen i Frankrig. Den må have kostet en formue.
   Men det nåede han aldrig, idet han døde i en alder af 67 år.

   Jeg har faktisk for nylig af en kusine fået en tidlig akvarel malet af ham i 1908 (her med genskin fra blitz):

Jeg har faktisk også i min gymnasietid malet pasteller, hovedsagelig den type som kaldes oliepastel, men jeg har også malet nogle få pasteller med de farver jeg arvede fra min morfar.

   Den historie om min ungdoms maler-meriter fortælles og vises i et senere indlæg her på bloggen.

Akvarelmaleriets mysterier (19) - 'Tænk længe, mal hurtigt' - om Olaf Rudes akvareller - spiritistmaleren Florencio - og egne 'træningsakvareller'

Jeg nævnte i det foregående indlæg om akvarelmaleriets mysterier, at Fuglsang kunstmuseum udstiller en stor samling af Olaf Rudes akvareller. Og fruen og jeg var til åbningen hvor lederen af museet og lederen af Bornholms kunstmuseum introducerede.
   I al fredsommelighed småskændes de om hvis landsdel der havde "ejendomsret" til ham: Bornholm eller Lolland.

Udstillingen af Olaf Rudes akvareller er den største i mange år herhjemme, med omkring 90 store akvareller (typisk 30-40 cm x 40-50 cm) og nogle får mindre på udstillingen.

   Det store flertal var i privateje, så det var ikke kunst offentligheden normalt har adgang til at se. Det var et privilegium, forstod man.

Rude malede akvarel da han var helt ung - og så var der et spring til omkring begyndelsen og midten af 30-erne hvor han mere "officielt" genoptog vandfarverne.

   Siden da malede han jævnligt akvarel. Og fra hans egen mund ved vi at han betragtede akvarelmaleriet som noget han forbandt med frihed og fravær af officielle forpligtelser.

   Her et meget tidligt eksempel på hans akvarelkunst, han var da 21 år:

Olaf Rude: Stynet poppel og stengærde i modlys, Frejlev Enge, Lolland, 1907

Det er et modlysbillede. Noget jeg er særlig glad for - også når jeg selv maler. Farveskalaen bliver næsten monokrom.

Olaf Rude voksede op på Lolland og fik af forældrene en farvelade allerede som dreng. Han blev først uddannet malersvend (ligesom min morfar Oluf Bertolt i øvrigt, som han var jævnladrende med, og døde nogenlunde samtidig med).
   I 1905 rejste han til København, fik tegne- og maleundervisning af gode dygtige folk - uden for Akademiet. Og han begyndte en karriere - succesfuld - som professionel kunstmaler.

   En rejse til Paris inspirerede ham til at en række fremragende malerier med kubistisk prægning - i årene omkring afslutningen af Første Verdenskrig.

    Det her var også udstillet på Fuglsang da vi var til åbning af akvareludstillingen, men det blev viste i den nyopsatte moderne samling.

   

Akvarelmaleriet genoptog Olaf Rude for alvor i 30´erne, og han holdt sin første separate akvareludstilling i 1937 da han var 50 år gammel.
   Han talte om at det var malerier som han malede "i sin fritid". Og han malede og udstillede jævnligt akvareller flere gange senere indtil sin død 1957.

   De typiske motiver var enten fra "barndommens land" på Lolland, eller fra Bornholm hvor han tilbragte sommerperioden i sit sommerhus gennem næsten hele livet.
   Han talte om sine akvarelmalerier som "naturdrømmerier", og sin barndoms landskab Skejten kaldte han et "drømmeland".

Jeg synes hans billeder er af svingende kvalitet, og det var bestemt ikke alle der fængede og gjorde indtryk. På mig og fruen. Så på den måde var det lidt af en skuffelse.

   Ganske mange havde karakter af tegninger der var farvelagt, dvs. de tegnede streger definerede motivets udtryk, satte en konceptuel ramme - og så var den fyldt ud og "løftet" med vandarverne:

Utvivlsomt glimrende billeder ud fra en kunsthistorisk æstetisk målestok!
   Bare ikke lige min stil.

Akvarellerne fra Skejten på Lolland ved Guldborgsund var og er toppen, synes jeg.

   De er malet sidst i fyrrene, og for mig er der ingen tvivl om at de følelser som han udtrykker gennem disse malerier, udspringer af mentale kilder fra barndommens oplevelser af netop det landskab, deraf deres drømmeagtige karakter:

Rude har i ord leveret formlen for karakteren af sin arbejdsproces, til eftertanke og efterfølgelse:

TÆNK LÆNGE, MAL HURTIGT

Det rammer meget godt det jeg selv har erfaret når jeg maler akvarel. Det er analysen af motivet - og den tager tid - der gør de muligt at lave en 'god akvarel'. Principielt skal hele arbejdsproccen være ordnet og gennemtænkt mht. valg af farver, rækkefølgen de males i - og deres styrke/mættehed.
   Hvis man bare maler spontant - bliver det "mudder".

   Det synes jeg også man kan se af billederne oven for. Motivet er tegnet og gennemanalyseret i detaljer, inden Rude har begyndt selve det at male - 'farvelægge' - det tegnede motiv. Men i modsætning til dem jeg ikke var så begejstret for, så har de her  Skejten-motiver med træer også taget rigtig lang tid at tegne
   Men så er det også gået hurtigt, slag i slag, lag på lag.

At male hurtigt!
   Jeg kan så her ikke lade være med at få en association til Politikens artikel forleden om den brasilianske 'fast-motion' maler, Florencio Anton, der efter eget udsagn er medium for berømte maleres ånder, som så maler 'igennem ham' når han optræder foran et tryllebundet publikum.

  Rubrikken lød:

Afdøde kunstnere maler nye værker gennem brasiliansk medium

Det går hurtigt: En beåndet "Renoir" på 16 minutter, en beåndet "Van Gogh" på 12 minutter - og bagefter - den rene vare:

Florencio Anton

Vincent Van Gogh

Florencio Anton siger at han ikke kan male. Når han maler disse billeder, så styres hans hænder og bevidsthed af de forskellige verdenskendte maleres ånd der udøver deres kunst gennem ham, er hans forklaring.

Det med ånderne der maler gennem mediet Florencio Anton, er naturligvis fri fantasi. Eller det er udtryk for en form for hallucinationer hos ham (et fænomen jeg vender tilbage til, når jeg har blevet færdig med at læse Oliver Sacks´ bog om den slags illusoriske mentale input fra hjernen selv).

   Men det er i hvert fald en god historie for dem der tror på den slags. Og malerierne sælges for mellem 1000 og 2000 kr. når han holder sine seancer for et antageligt spiritistisk troende publikum. Indtægterne går til hjælp til fattige børn i hans hjemby Salvador i Brasilien. Siger han og andre kilder.

   Og af hans billeder at dømme, ser det ud til at han er en teknisk ferm maler.
   Selvom billederne har mange stil- og form-ligheder med 'forbillederne', bærer de godt nok også præg af at det er hastværker. Men dårlige er de ikke - efter nettets illustrationer at dømme.

Hvis vi lige vender tilbage til akvarellernes mysterier, så har jeg købt to bøger på Amazon: en har titlen "Painting Water in Watercolour" af Terry Harrison - under serie-rubrikken "The 30 Minutes Artist"; den anden har titlen "10-Minutes Watercolours" af Hazel Soan.

   Jeg har købt dem fordi jeg ønsker at lære at male akvarel hurtigt og spontant, i modsætning til de akvareller jeg indtil nu har malet og vist i forskellige tidligere indlæg. De har alle taget lang tid både at tegne at male færdige, alt i alt har de har taget mindst en til halvanden dag at producere.

   Her følger to "træningsakvareller" - inspireret af de to bøger:

Træningsakvarel (1): 10 minutter

Træningsakvarel (2): 1 time

Går man på YouTube finder man en masse instruktionsvideoer af dygtige engelske, amerikanske og kinesiske og japanske akvarelmalere, video som er gode at lære af. Og mange af malerne her maler utroligt hurtigt - næsten som Florencio Anton.
   Både Hazel Soan ogTerry Harrison har en række instruktive indslag med på YouTube!