Martin Bigum - særligt kreativ kontrollør i fantasien

Martin Bigum - navnet er jeg stødt på - sidst i DR K´s kunstqvizz som jeg så for nylig. 

   Men hans malerier kendte jeg ikke, eller huskede jeg ikke jeg havde set. Ikke før jeg googlede dem efter en artikel i Søndagspolitiken den 22. april, hvor man kun så nogle små kopier under en "Tidslinie" der var placeret som en slags faktaboks i højre spalte af første side af opslaget.Under rubrikken: "Fra punk til candyfarvet djævel."

Dette er et "tapet" med motivet trykt  efter et af Bigums malerier med titlen "Jiggsaw Falling into Place". 

   Der er godt nok tale om blending så det basker: vrængende tegneseriestil > kæmpemaleri 200x240 > tapet i samme størrelse. Der er drøn på fascinationselementerne. Lige noget for mig. 

   Politiken har i dag en artikel om gamle malede falsknerier med motiver der imiterer Hieronymus Bosch og Pieter Breughel. Og jeg får klare associationer fra dem til Bigums tapetbillede.
   Se fx her, Pieter Breughels "The Falle of the Rebel Angels".
 

Men det der inden jeg så Martin Bigums billeder, fangede mig i interviewportrættet, produceret af Sandra Brovall, var beskrivelsen af Martin Bigums barndom som har mange træk til fælles med andre særligt kreative personers som jeg tidligere har beskrevet og citeret her på bloggen.

   Han er ud af en indvandrerfamilie: bedsteforældrene var polakker og katolikker og dem besøgte han tit på Lolland. Han fortæller:

Hos morfar Adam og mormor Sofie skulle min søster og jeg altid sove oppe på det kolde loft under nyvaskede nyrulllede enorme, knitrende, fjerfulde dyner. Men når lyset om aftenen blev slukket i soveværelset, og døren stod på klem ud til resten af loftet, så gled lyset i en træfsikker vimpel lige indpå: JESUS! (...)

   En kunsthistoriker spurgte mig engang om, hvad det første billede var, der fik mig til at tænke, at jeg var kunstner. Og det er den Jesusfigur af gips, der hang på korset af kirsebærtræ med søm gennem hændervog fødder. Han var totalt i kontrast til alt det dejlige, der var nedenunder. Duften af boller. Lærker der sang  over markerne. Min mormor og morfar og deres store træsko.

Bigum fortæller at han var 2 år da han oplevede og tænkte det. Det tror Sandra Brovall af gode grunde ikke på. Bigum medgiver at det kan være han var 3 år.

   Artiklen kobler så videre til Bigums egen mor, der i hjemmet i Brøndby Strand hver weekend sad og...

... malede dystre billeder af barndomshjemmet. De katolske forældre havde forbudt hende at blive kunstner. Den slags v ar ikke noget for en pæn katolsk pige. Det gik op for Martin Bigum, at det var Jesus Skyld, at moderen ikke udlevede sit kunstneriske kald, men i stedet var husmor i forstaden.

   Når han satte sig på sit værelse og tegnede store detaljerede slagscener, var det derfor noget hun støttede ham i. Hun tog ham med på udstillinger i København og viste ham andre store kunstneres værker. Det kunne han også selv opnå engang at få sine ting udstillet.

Lille Martins skal så åbenbart indfri den rolle moderen ikke kunne realisere. Et velkendt tema hos mange kreative personligheder: Gøre mor glad! 

   Hvad med farforholdet? - Artiklen fortæller ikke andet end at den melankolske mor og den optimistiske far blev skilt da han var 7 år, altså lige begyndt i skolen. Et andet sted fortæller han om dem:

Min far var fra Nordre Frihavnsgade, og de var som nat og dag. Jeg har fået hans form for humor, ironi og verdenssyn, og fra min mor har jeg fået melankolien samt hendes verdenssyn og en interesse for poesien og kunsten.

Og så blev han vel mobbet da han begyndte i skolen - nogenlunde samtidigt med at faderen forlod hjemmet? Ja, såmænd:

I skolen fik han derimod iskolde vaskere for sine tegnestreger. Drengene i klassen over ham hentede den lyshårede dreng der altid sad ved et bord med sine tusher, og hev ham med ud i sneen. Om sommeren væltede de ham på fodboldbanen og hældte, hvad der føltes som adskillige kilo græs ned ad hans ryg.

Ifølge artiklen betød både skilsmissen og problemerne med kammerater i skolen, at han "trak sig længere ind i sine opdigtede verdener" - og "forsvandt helt ind i de tegnede verdener han selv kunne orkestrere og bestemme over".

Bigum som personlig og æstetisk "kontrolfreak", er et af de temaer som Sandra Brovall forfølger gennem avisportrættet: At Bigums konfliktfyldte forhold til omverdenen allerede fra barn og helt op til starten af 90´erne hvor han blev "anerkendt" som seriøs kunstner, betød at han søgte tilflugt ind i sine fantasiverdener hvor det var ham der havde den totale kontrol når han tegnede og malede eksplosive, dystre og dramatiske billeder. 

   Kaos i de sociale relationer til omverdenen sat over for malerisk kontrol over de vildeste fantasier der kommer inde fra.

   Sandra spørger: "Er det  vigtigt for dig at være i kontrol?" - Bigum svarer:

Jeg vil hellere sige jeg har noget på hjerte. Når det er sagt, så har jeg en hypersensibilitet over for alle mulige nuancer og sansninger. Jeg har hele tiden brug for at skrive spændende sentenser ned, indfange  et foto af solen, der i et splitsekund rammer et kirketårn. Male det perfekte penselstrøg. Og når jeg gør det, er det jo nok fordi jeg har brug for at inddæmme verden i noget. Hvert af mine malerier, mine digte eller fotografier er en fortovsflise af indfangede øjeblikke,som jeg ikke kan gå videre uden. Jeg er nok en kontrolfreak - ellers ville de poetisk øjeblikke slippe væk fra mig.

Han ikke bare føler sig som en outsider, han iscenesætter også sig selv som en sådan. I opposition til den etablerede kunstverden. 

    Allerede fra han var 15 - var Martin Bigum i en række år fast tegner på det vrængende satiriske tegneseriemagasin MAD. Og han blev bl.a. som kunstmaler kendt for i en længere periode fra begyndelsen af 90´ern i næsten alle sine billider at have indtegnet en lille kutte-klædt tegneseriefigur "ART" - som har stor lighed med midelaldermaleriernes prototype på døden - "manden med leen"-figuren - som fx også her i e Hieronymus Bosch´malerier:

    

"ART"- figuren var Martin Bigums ironiske visuelle kommentar til det programmatiske slogan i kunstverdenen "kunsten er død". 

   Martin Bigum udstiller i disse uger på Kastrupgaardsamlingen. Jeg skal ind og se den.

Martin Bigum siger i citatet oven for at han har "en hypersensibilitet". Og Poul Martinsen sagde også i sin tid om sig selv da jeg interviewede ham til min bog - at han som dreng var meget "følsom". Jeg har tidligere skrevet om den personlighedstype som i faglitteraturen kategoriseres som HSP - Highely Sensitive Person.

   Det spor vil jeg forfølge i det næste blogindlæg - med afsæt i en nylig facebook-henvisning fra videnskabsjournalisten Lone Frank.

Orhan Pamuks "Uskyldighedens museum" - til minde om en romanvirkeligheds fantasier

Personligt har jeg det sådan at jeg altid skal have en eller anden lille kuriøs genstand i ministørrelse med hjem fra udlandsrejser. Så rundt omkring i vindueskarme, i reolhylder, oven på skabe - står der alle mulige små dyrefigurer skåret ud af sten eller træ, eller minimodeller af primitive huse, køretøjer, redskaber  konstrueret af blik eller ståltråd eller andet metalaffald. 

   Noget i retning af det gør vist det fleste der rejser til forskellige Langbortistan´er i Verden. Artifakter  som souvenirs til minde om rejsen - noget der kan aktivere synssansen og - og dermed lette genkaldelse og fremkaldelse af erindringer fra den selvbiografiske hukommelse hvor de er lagret. 

   I princippet er det jo det samme som et hvilket som helst klassisk museum gør - museet gør det bare i stor skala og med større perspektiv og horisont end jeg: samler artifakter som kan minde os om vores egen, vores forfædres og vores kulturelle, geologiske og biologisk omverdens historie. 

Jeg skrev for nogle blogindlæg siden om hvor grænseoverskridende den slags kan være - fx i forhold til demente der fik "nyt liv" - fik aktiveret sprog, krop og en ellers nedlukket bevidsthed - gennem Den gamle by i Århus´ forsøg med aktiv "erindringsformidling".

   Og jeg er faktisk helt personligt en hund efter museer - ikke kun de moderne, arkitektsmarte og designede - men også de lidt gammeldags og støvede hvor genstandene er udstillet i mahogni-glasskabe og -montre. Og hvor fornemmelsen af "samling" gennemsyrer det hele.

Derfor blev jeg også straks fanget og fascineret af illustrationerne til en forsideartikel i Politiken idag med den lidt kryptiske rubrik: "Uskyldens museum". Skrevet af Jes Stein Pedersen.

   Her nogle billeder som er meget lig dem Politkens artikel var illustreret med.

Men museet er ikke et ægte museum - det er en form for faktion - et resultat af kreativ konceptuel blending af elementer fra to konceptuelle input-rum: dels et rum der indeholder en roman udsprunget af en tyrkisk forfatters kreative fantasi - og dels et rum der indeholder dagliglivet for den almindelige tyrker i byen Istanbul inden for de sidst 50 år - en dagligdag som forfatteren oplever som værdifuld og bevaringsværdig, og ønsker at sætte et personligt minde over.

   Her forsiden på romanen som er gået i symbiose med "museet":

'Går vi på dette "museum", som blev indviet 28. april i år, får vi nok i en eller anden forstand udstillet en reel fortidig virkelighed, men vi får samtidig en samling af artifakter der er udvalgt så de henviser til en opdigtet, fantaseret, fiktiv virkelighed - nemlig "virkeligheden" i en roman med titlen "Uskyldens museum", skrevet af den nobelprisvindende tyrkiske forfatter Orhan Pamuk.

  På en måde minder konceptet jo om japanske nyheder formidlet som tegneserier, eller journalistik formidlet som en teaterforestilling, begge formidlingsformer som jeg tidligere har skrevet om. 

Men det er det ikke. Det er snarere at sammenligne med den særlige dokumentargenre som kaldes mocumentary, hvor fremstillingen mimer en reel og autentisk dokumentarfilm i form og udtryk, men indholdet er opdigtet - om end så realistisk opdigtet at det uadvarede publikum "hopper på" historie - som var det en aprilsnar. 

   Og "museet" har også et vist slægtskab med det man kalder "adaptioner" - når en roman fx omsættes til film.

   Men Orhan Pamuk vil ikke acceptere at det er så simpelt at museet er en illustration til bogen. Faktisk købte han det forfaldne hus og påbegyndte at få museet bygget og indrettet inden han begyndte at skrive romanen.

   I et interview i det tyske magasin "Der Spiegel" forklarer Pamuk om den komplekse relation mellem roman og "museum"  - og mellem romanens ulykkeligt forelskede hovedperson og Pamuk selv der som virkelig person har fundet og købt og indsamlet alt det som "museet" udstiller:

"The Museum of Innocence" chronicles the love story of Kemal, an upper-class person, a person who is occasionally described as high-society. He is 30 years old in 1975 and chronicles his infatuation with a distant relative, a twice removed cousin, Fusun, an 18 year-old shop girl, but very beautiful. As sort of a compensation for his failure to get her hand, he collects everything he can get that Fusun touches, and in the end he makes a museum of the objects that their story is associated with.

   My "Museum of Innocence" is a real museum too, which tries to pin down all these objects. I've been collecting things for this museum almost for six years. I bought a house which is actually where this part of the story has been taking place since about ten years ago. I converted it into a museum so the "Museum of Innocence" is both a museum and a novel.

   The enjoyment of the novel and the enjoyment of the would-be museum are two entirely different things. The museum is not an illustration of the novel and the novel is not an explanation of the museum. They are two representations of one single story perhaps. 

http://elseplace.blogspot.com/2008/09/museum-of-innocence.html

Går man til blending-teorien som jeg har skrevet meget om især i det første års blogindlæg, så er der  med Pamuks forklaring tydeligvis tale om det der i teorien kaldes "double scope blending" - den form for kreativ konceptuelt mix som kendetegner mange former for "dyb" kreativ kunst.

    I bogen "The Way We Think - Conceptuel Blending and the Mind´s Hidden Complexities" skriver forfatterne Fauconnier og Turner:

The double-scope network has inputs with different (and often clashing) organizing frames as well as an organizing frame for the blend that includes parts of each of these frames. In such networks both organizing frames make central contributions to the blend, and thier sharp differences offer the posibility of rich clashes. Far from blocking the construction of the network, such clashes offer challenges to the imagination; indeed the resulting blend can be highly creativ. 

Med "museet" og romanen af samme navn, "Uskyldens museum", er der netop tale om skarpe sammenstød af to konceptuelle rammer og rum som begge bidrager ligeværdigt til det færdige høj-kreative "blend" - noget som i den grad  udfordrer vores fantasi. 

Ifølge Jes Stein Pedersen er dette "Uskyldens Museum", som ligger i Istanbul, det første i verden af sin slags. Udefra ser det sådan ud - en fysisk rekonstruktion af et eksisterende hus der var ved at falde sammen:

Pamuk har i overensstemmelse med romanen valgt en ordinær bygning i en sidegade i det gamle Istanbul fordi:  “Our daily lives are honorable, and their objects should be preserved. It’s not all about the glories of the past. It’s the people and their objects that count.”
   Ideen til "museet" fik han for mere end 10 år siden, samtidig med at han fik ideen til romanen. Den blev en bestseller og var hans første roman efter han i 2006 fik Nobelprisen i litteratur.
   Romanens hovedperson, den ulykkeligt forelskede Kemal, er en slags fetichist i extra large udgave, og i romanens historie ender det med at han bygger museet til sin stadig voksende samling af "souvenirs" som skal minde ham om den lykke han følte så stærkt ved en kærlighedsaffære, men som han så mistede igen da forholdet gik i stykker.

The real life museum contains odds and ends that Pamuk collected from Cukurcuma junk shops, family and other donors. There are china dog figurines, old shaving kits and a wind-up film projector.  
   A toothbrush collection, which features in the novel, was contributed by its real-life owner.
   Pride of place goes to Kemal’s lover’s 4,213 cigarette butts, lovingly dated, archived and gently pinned to a canvas that occupies a full wall. Pamuk described the painstaking process of vacuuming out the tobacco to prevent worms. (...)
   While the project is distinctly personal, Pamuk insisted it is not autobiographical.  
   http://english.alarabiya.net/articles/2012/04/29/210931.html

According to Pamuk, his museum stands as a documentary chronicle of middle-class life in İstanbul starting from the 1970s to the present day. “Old movie tickets, bus tickets, official documents that İstanbulites were required to hold, bank account books -- all sorts of documents and papers we used in our daily lives, as well as paintings, photographs and all sorts of objects, from salt shakers to clothes and kitchenware, are housed in this museum,” Pamuk said.
   The objects and ephemera showcased in the museum are organized into 83 showcases, each corresponding to one of the 83 parts of the novel.
   The museum will take approximately 40 minutes to visit and have room for 70 visitors at a time, Pamuk explained.
   Readers who already have the book will be able to use the ticket printed on the book’s cover for entrance.
http://www.sundayszaman.com/sunday/newsDetail_getNewsById.action?newsId=277641

Museet var planlagt til at åbne samtidig med at romanen udkom. Men det tog Pamuk - som arbejdede tæt sammen med et broget hold af arkitekter, kunstner og designere - fire år mere at gøre projektet færdigt.
   Han fortæller at hans Nobleprispenge - 1 million euro - alle er blevet brugt på museumsprojektet. Og at roylties for romanen vil gå til vedligeholdelse og drift.

What a story!
   Måske skulle man tage sig tid til en blandet romanformidlende erindringsrejse til Istanbuls nyeste fiktionsmuseum.
   Men først skal romanen inhaleres som sommerferielæsning!

Skizofreni - og kreative videnskabsmænd og rå kunstnere

Hvad med skizofreni, kreativitet, videnskab og kunst?

   Jeg skrev for nogle indlæg siden om kunstnerne Gunnar Saitz og Anne Marie Brauge. Af de kilder jeg havde fundet, fremgår det lidt uspecificeret at hun var "psykisk syg" i perioder, og at Gunnar Saitz havde problemer med at "passe hende". 

   Det fik jeg en af denne blogs relativt sjældne kommentarer på, som jeg her gengiver:

Anne Marie Brauge udstiller på Sankt Hans Hospitals museum fra onsdag den 28 marts fra 13 til 16. Og så hver onsdag til den 29 august. På Risskov psykiatriske hospital i Århus udstiller Anne Marie Brauge ligeledes.

Jeg kan ikke lige finde kilder der fortæller om hun var manio-depressiv eller skizofren. 

   Men jeg fandt i en anden artikel om skizofreni og kunst udtrykke "rå kunst" eller "nødvendig kunst" - som refererede til kunstnere hvis udtryk var mere eller mindre styret af deres mentale sygdom, og som udtryk for at de brugte deres udfoldelser som kunstmalere til en slags selv-terapi. 

   En af kilderne skriver sådan her om begrebet "rå kunst" og dets oprindelse:

"Art Brut" And Schizophrenic Artists

In 1945, French artist Jean Dubuffet (1901-1985) created the term "Art Brut," or Raw Art, to describe art produced without connections or influences from culture or established art styles. Dubuffet was greatly influenced by schizophrenic artists, especially Adolf Wolfe and Heinrich Auton Muller. Both were schizophrenic artists that spent most of their lives in mental health institutions.

   When Dubuffet created the Collection de l'Art Brut, a sizable collection of artwork he felt exemplified Raw Art, over half of the pieces were created by schizophrenic artists.

http://www.tree.com/health/schizophrenia-schizophrenic-art-artists.aspx   

Her er endnu et af Marie Brauges billeder:

Men på Sct. Hans vises Anne Marie Brauges billeder sammen med en anden kunstners malerier, Tom Bohse, som klart maler med samme maleriske inspirationskilder som Anne Marie Brauge og Gunnar Saitz. Og må jeg antage, også har haft en eller anden psykisk sygdom som har ført til indlæggelser.

    Her et af hans malerier:

Jeg tænker i forlængelse af det foregående indlæg om autist-/asperger-personligheder og ADHD´ere: Der må også være sådan en liste med kendte kunstnere der har lidt af skizofreni. Og ganske rigtigt:

There are relatively few famous people with schizophrenia because schizophrenia is a brain disorder that typically strikes people when they are quite young - age 17 to 28. People this age typically are too young to be famous, they are just starting out their professional lives after completing high school or college.

   A recent Nobel Laureate in Economics, John Forbes Nash Jr., has a lifetime history of Schizophrenia but is now doing very well, as has been well documented in the book "A Beautiful Mind" and the academy award-winning movie of the same name.

   Many "historical diagnoses" are frequently not entirely certain -- a "good guess" for schizophrenia includes Mary Todd Lincoln, wife of President Abraham Lincoln. Following is a list of famous people who have been diagnosed with schizophrenia, or are highly suspected of suffering (or who had suffered) from schizophrenia: 

Tom Harrell, Jazzmusiker

Meera Popkin, Broadway stjerne

John Nash - matematiker / Nobelpristager

Albert Einsteins søn - Eduard Einstein

Dr. James Watson søn (Dr. Watson er co-Discover af DNA og nobelpristager)

Alan Aldas Moder (Alan Alda er det berømte TV-skuespiller fra serien MASH)

Andy Goram - skotsk fodboldspiller / Goal Keeper

Lionel Aldridge - Superbowl-vindende Football Player

Peter Green, guitarist for bandet Fleetwood Mac

Syd Barrett af bandet Pink Floyd

Alexander "Spring", Spence og Bob Mosley - begge medlemmer af 1960-erne rockgruppe Moby Grape (og Jefferson Airplane for Skip Spence)

Roger Kynard "Roky" Erickson, for Austin-baserede 1960'erne gruppe TheThirteenth Floor Elevators

Joe Meek - 1960 British pladeproducer

James Beck Gordon (Jim Gordon) - James Gordon havde været ganske enkelt en af de største trommeslagere i sin tid

Charles "Buddy" Bolden - Jazzmusiker

Antoin Artaud - dramatiker, Kunstner

Mary Todd Lincoln, hustru til Abraham Lincoln (fortid-præsident for Amerikas Forenede Stater)

Vaclav Nijinsky, berømte russiske Dancer

Jack Kerouac, Forfatter, blev diagnosticeret med skizofreni

Tennessee Williams søster Rose Williams havde schizophenia      http://www.schizophrenia.com/famous.htm

Jeg noterer også at Edvard Munchs søster ifølge mange kilder havde diagnosen skizofreni og var indlagt for det.

   Her er flere relevante links der behandler sammenhæng mellem skizofreni og kunst, herunder et link til en tidligere artikel på denne blog, inspireret af den dygtige og kreative videnskabsjournalist Lone Franks artikel i Weekendavisen:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/09/psykiatriens-diagnoser-kreativ-framing.html

http://bluestarscot.blogspot.com/2007/01/schizophrenic-art.html

http://www.arttherapyblog.com/mental-health/crazy-art-documentary-explores-art-therapy-schizophrenia/#.T5UWabM9XIY

På denne sidste adresse finder man en videotrailer til en dokumentarfilm fra 2010 - "Crazy Art":

Dokumentarfilmen følger tre kunstnere hvis fællesskab ligger i at de lider af skizofreni og oplever det at male som en slags terapeutisk healing.

Autisterne, SPECIALISTERNE - og flere muligheder for kreative socialøkonomiske virksomheder

Man kan jo filosofere over hvor mange andre "afvigere" som i disse krisetider koster samfundet "alt for dyrt", der ved en reframing kunne gøres til ressourcer.

Sådan sluttede jeg et indlæg for næsten 2 år siden. Anledningen var en avisartikel om Thorkild Sonne hvis søn var autist i asbergerudgaven, som havde startet en virksomhed "Specialisterne" som primært ansatte autister. Og som positivt udnyttede det at mange autister har særlige evner inden for meget snævre områder som bygger på omfattende mængder af kolde facts, systematik og lister af systematisk ordnet information.  

Et velkendt eksempel kan ses i en kendt dokumentarfilm fra DR: "Valomanden" hvor hovedpersonen i mange år havde været ansat i DR´s diskotek - pladesamlingen. Hans hjerne var indrettet på en sådan måde at de kunne finde plader, numre, artister langt hurtigere end det bibliotekssystem han så at sige konkurrerede med. I øvrigt var han stilfærdig - og godt nok mærkelig. Han var dybt betaget af Daimi, og kom i hendes hjem og blev - sådan husker jeg det - betragtet som en "ven af familien".

En berøm Hollywoodfilm, "Rain man", med  Dustin Hoffman og Tom Cruise i hovedrollerne, har også en autist (DH) som den person (hjælperen) som udvikler den bærende, Tom Cruise, til ny og tolerant indsigt. Som jeg husker det er filmens plot og historie baseret på "a true story". 

Anledningen til dette indlæg var ikke den dokumentar og den film, men et nyhedsindslag her til aften i TV-Avisen søndag kl. 21.00.
   Den såkaldt socialøkonomiske virksomhed "Specialisterne" - med Thorkild Sonne som direktør,  - har været så succesfuld, fortalte indslaget, at konceptet - altså ideen - nu er blevet eksporteret til en række lande. Og åbenbart nu har så stor succes at man globalt er begyndt at interessere sig for det.

   Altså en dansk velfærds-ide som en værdifuld eksportartikel. Der er eksportindtægter for Danmark i krise, var den journalistiske undertekst til vinklen. 

   Det er kreativitet og innovation og velfærd - i et greb: udskilte og social isolerede personlighedstyper bliver inkluderet og brugt - og får selv mening i livet og et konstruktivt forhold til deres "handicap".

To ting slår mig da jeg ser indslaget:

1). At en lang række af de videnskabelige artikler og poplulærvidenskabelige bøger om neuroscience-fremskridt og -erkendelser jeg har tyret igennem det sidste års tid, har centrale afsnit og/eller perspektiverende slutninger der peger på nye muligheder for at forstå hvorfor autister er "autister" - og specielle og besværlige at have med at gøre i forskellige sociale sammenhænge, fx i skoler og på universiteter. 

   Samtidig med at de har - eller kan have - høt specialiserede kognitive evner på meget specielle fagområder. 

    Specielt den undergruppe som lider af det der hedder "aspergers syndrom" synes at have den specielle kombination  af mentale kendetegn.

   Og de neurologiske forklaringsmodeller peger gang på gang på to områder i hjernen som er dysfunktionelle eller har afvigende funktionsmåder, nemlig spejlneuronnetværket og default mode-netværket: to netværk i hjernen som på hver sin måde aktiverer vores intuitive og/eller reflekterende forståelse af hvordan andre mennesker tænker og føler. Og som jeg godt nok har skrevet mange indlæg om - fra alle mulige perspektiver og indfaldsvinkler.

   Jeg husker også den bog om mataforer af James Geary: "I is an Other" som indledte et kapitel "Metaphor and the mind" med en beskrivelse af en højt begavet autist på en universitetsuddannelse som bare ikke forstod alle de metaforer i clichéform som de sociale omgivelsers dagligsprog var fuld af.

   Jeg har ikke autister i min nærmeste familie - tror jeg. Men jeg har skizofrene, og også deres lidelser synes fx at hav noget at gøre med at default mode-netværket ikke lukker ned - som det eller skal og gør for normale - når personen er optaget og opmærksom på at løse krævende opgaver i forhold til omverdenen.

   Og også en tredje gruppe af psykiske syge - dem der er maniodepressive - ved vi jo indeholder en del store kunstnere der har lidt af og under den diagnose i perioder af deres liv. Van Gogh fx. Og Edvard Munch:

2) Den anden lidelse som tilsyneladende - ligesom autismediganosen - som en bølge skyller ind over det moderne samfunds mentale landskaber, er ADHD - nu den medicinske betegnelse for hyperaktive børn med koncentrationsbesvær og manglende social tilpasning af deres forstyrrende adfærd.

   Børn og unge med ADHD-diagnosen har langt hen ad vejen en historie i det moderne samfund som ligner aspergernes: at deres uro, manglende koncentration og opmærksomhed på opgaver i længere tid, vanskeligheder ved at forholde sig socialt kontrolleret i mange sammenhænge, fx i en skoleklasse, fører til at de derfor udskilles fra "de normales" klasser  som "syge", "omkostningstunge", specialundervisningskrævende, etc. Og et problem for deres forældre som ikke er glade for at have "afvigende" børn som kræver special treatment, særlige møder med lærere, pædagoger og skolepsykologer, etc.

   Går man på nettet, så finder mange mange hjemmesider og udsagn fra forældre der postulerer at ADHD-børn og unge  nok er "utilpassede", men at de i virkeligheden samtidig udgør en særlig afart af særligt kreative personligheder: en gruppe børn og unge med stærke kreative evner og livlig fantasi, som udskilles som mentale afvigere og "syge" primært fordi de moderne sociale rammer i skole og fritid er blevet gradvist snævrere og snævrere i de sidste 20-30-40 år. 

   Nu går S-SF-R-regeringens grønthøster-tænkning ud på at så propper vi dem bare tilbage i klasserne, og så løses det nok af lærerne (som i øvrigt betragtes som ukvalificerede til bare at undervise helt "normale" unge). 

   Jeg tror det går rygende galt. Og det vil man erkende om en 10 års tid. Men altså...

Da jeg så indslaget om "Specialisterne" og asperger-autisterne som værdifuld arbejdskraft på helt specifikke områder hvis man forholdt sig seriøst til og tog højde for autismens mentale bagsider, så tænkte jeg:

   Hvorfor ikke gøre det samme med alle de ADHD´ere som vi først i mange år har udskilt til OBS-klassser, og som i fremtiden sandsynligvis gøres til problembørn i alle de normale klasser: Altså hvad med at følge i Thorkild Sonnes konceptuelle fodspor og oprette virksomheder som ansætter ADHD´ere med henblik på at udnytte deres særlige hyperaktive kaos-kvalifikationer, som sandsynligvis i et vist omfang har med utilpasset kreativitet at gøre?

På en hjemmeside (link tilsidst i indlægget) finder jeg følgende tekst og liste:

If you or someone you love has ADHD, you are in good company! Some of the most creative, innovative, and imaginative people have ADHD. Below is a list of famous people who have ADHD or who are suspected of having ADHD.

Architect

• Frank Lloyd Wright

Artists

• Salvador Dali
• Pablo Picasso
• Vincent Van Gogh

Athletes

• Terry Bradshaw
• Scott Eyre
• Justin Gatlin
• Cammi Granato
• Jason Kidd
• Michael Phelps
• Pete Rose

Authors

• Charlotte and Emily Bronte 
• Samuel Clemens
• Emily Dickenson
• Ralph Waldo Emerson
• Virginia Woolf
• William Butler Yeats

Composer

• Wolfgang Amadeus Mozart

Entrepreneurs and Business Leaders

• Andrew Carnegie
• Malcolm Forbes
• Henry Ford
• David Neeleman
• Paul Orfalea

Explorers

• Christopher Columbus
• Lewis and Clark

Entertainers

• Ann Bancroft
• Jim Carrey
• Steve McQueen
• Jack Nicholson
• Ty Pennington
• Elvis Presley
• Evil and Robbie Knievel
• Justin Timberlake
• Robin Williams

Inventors

• Alexander Graham Bell
• Thomas Edison
• Benjamin Franklin

Photographer

• Ansel Adams

Physicist

• Albert Einstein

Political Figures

• James Carville
• John F. Kennedy
• Abraham Lincoln

Ja, mange af navnene kender jeg - og også deres proefessionelle historie og biografi. Sandsynligvis er listen vildt overdrevet mht. antallet af navne. Og hvor sikker er diagnoserne? Men alligevel er den tankevækkende.

   Og jeg tænker også at nogle af de "belastende" og "konflikfyldte" barndoms- og ungdomserfaringer som kendte forfattere, malere, musikere, ledere og forskere har fortalt om som voksne når de blev interviewet i de store dagblade i anledning af ny videnskabelige eller kunstneriske "sejre" (og som jeg ofte har citeret her på bloggen) - at de "lidelseshistorier" delvis kan forklares ved at de er født med et socialt konfliktpotentiale - nu fx diagnosticeret som ADHD - som har ført til at omgivelserne - skole, kammerater, familie - har trukket sig tilbage fra dem. 

  Og så har de reageret - ikke ved at gå i hundene - men ved at de ofte "trukket sig ind i sig selv" - og vendt sig mod en mental fantasiverden de selv kunne kontrollere. En "verden" som så senere er kommet i udbrud og til udtryk i en - måske vildt fabulerende - fantasiproduktion som kunne omsættes og nyttiggøres i et bredt spektrum af værdifulde aktiviteter inden for: KUNST, VIDENSKAB, LEDELSE, etc.

http://add.about.com/od/famouspeoplewithadhd/a/famouspeople.htm

Noget om den dramaturgiske treenighed - information, identifikation, fascination

Forleden hørte jeg en mediemand - journalist - bruge remsen ...

INFORMATION, IDENTIFIKATION, FASCINATION

... til at beskrive hvad han mente det var journalistiskkens mål at levere til læserne. Jeg spidsede ører. Jeg kendte ham ikke og har ikke haft ham på kursus, så vidt jeg husker.

   Men remsen kendte jeg. For den har jeg selv opfundet. Sådan cirka omkring 1990. Kort tid efter min bog om medieblandingsgenrerne - særligt film og tv - udkom: "Faktion som udtryksmiddel". 

I de bøger og artikler jeg har skrevet om dramaturgi siden da, og på alle de dramaturgikurser jeg har undervist, har remsen indgået som en central del af definitionen på dramaturgi. Her er den sidste version fra det Power TV-kursus jeg og en kær kollega holdt i Norge her i foråret:

Dramaturgi er læren om og principperne for hvordan man skaber indlevelse og spænding, oplevelse og fremdrift gennem historier fortalt i lyd og levende biller.
   De dramaturgiske principper er en slags ”grammatik” for hvordan man mest effektivt kombinerer…
- INFORMATION,
- IDENTIFIKATION og
- FASCINATION
… så den samlede fortælling fænger, fanger og fastholder publikum i en opslugende oplevelse fra start til slut.
   Det drejer sig om med brug af alle indholds-, form- og udtryksmidler at få publikum i en mental og neurologisk tilstand af FLOW.

Fra kurser, bøger og skriverier har den treledede remse, sivet ind i mediemiljøerne og -uddannelserne, og er blevet en næsen lige så automatisk del af automat-tænkningen som "Hey, You, See, So" eller "Show, don´t tell". 

Historien beg ovenstående definition med brug af de de tre begreber, er at det er en pædagogisk forenkling af noget jeg også har produceret, nemlig af en del af den grafiske model jeg opstillede i bogen "Faktion som udtryksmiddel", hvor jeg skrev at modtageprocessen hos publikum analytisk kunne deles i:  på den ene side 3 slags "identifikation": 

• drømmeidentifikaton (primær)
• jeg-identifikation (sekundær)
• autoritetsidentifikation (tertiær) 

Og på den anden side tre typer "effekter":

• imaginationseffekter
• realitetseffekter
• sandhedseffekter

Jeg er faktisk med mellemrum af fagligt respekterede og kvalificerede folk blevet rost for disse distinktioner på modtagersiden i modellen. De var den gang inspireret af et mix af mange forskellige kilder fra forskellige teoretiske retninger med meget forskellig terminologi (hvad man kan læse sig til i faktionsbogen s.160 ff), og jeg gjorde mig stor umage med at forklare hvad der lå i dem af analytiske indsigter og faglige forudsæntinger.

Identifikationsformerne så jeg som mentale processer hvor sindet blev "trukket ind" og "opslugt" i fortællingen ad tre forskellige veje, mens de tre typer af effekter så jeg som mentale virkninger på sinde når det så at sige trak sig ud af fortællingen til sidst - som de "spor" i sindet som oplevelsen af at være "opslugt", satte sig undervejs og bagefter.

   Problemet var imidlertid at når jeg skulle holde kurser for journalister og tv-producerende mennesker, så var det for indviklet at forklare - og for besværligt at omsætte i  tænkingen om og planlægningen af fx. et manuskript og en produktion.

   Så jeg forenklede de hele til en formular der lød: Når folk ser film, tv, læser aviser og bøger, går på udstillinger, etc. - ja, så efterspørger de et mix af. information, identifikation og fascination. 

   Mixet kan (og bør) variere med målgruppe og segmenter, men i vore dage forventer publikum at få det hele i en dramaturgisk (og retorisk) konstrueret blanding der gør at de hurtigt og nemt kommer i en tilstand af "flow" undervejs. 

    Kommer de ikke det, så er det fordi der er svagheder i konstruktionen som kan henføres til for meget eller for lidt eller forkert information, for svage eller for dårlige muligheder for identifikation, og for svage eller for  dårlige tilbud om fascination. 

Det centrale for mig har altid været "identifikation": indlevelse gennem genkendelse - og en masse indlæg på denne blog har være fokuseret på netop det begreb i mange sammenhænge. Ikke mindst i alle indlæggene om spejlneuroner og default mode netværket. Men også indlæg om erfaringssprog.

   Men her følger den definition af de tre begreber som jeg har brugt i min bog "De levende billeder dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm." 

   Den gode velfungerende dramaturgiske konstruktion i et medieprodukt tilbyder et mix af:

• information - når det indeholder og udsiger oplysninger, påstande, synspunkter, hypoteser, argumenter og billeder som i sammenhængen kan tilfredsstille publikums videbegær, og som det  derved kan føle sig oplyst af,
• identifikation - når det , via den fremstillede virkelighed af miljøer, begivenheder, mennesker og sprogbrug, giver publikum mulighed for indlevelse og medleven gennem genkendelse af det de oplever på lærredet eller skærmen (eller i talen eller skriftet)
• fascination - når det gennem sin historie og måden den er formet og udtrykt på, kan pirre publikums fantasi og lyst og appellere til dets ubevidste drømmeverden - så det stimulerer følelser som angst, spænding og humor.

I et senere indlæg vil jeg prøve at udfolde de to indtil nu  i blogsammenhæng lidt oversete komponenter: information og fascination.