Anselm Kiefer om sin kreative proces når han maler - blending af erindret og aktuelt

I det foregående blogindlæg havde jeg fundet et klokkeklart eksempel på et menneske der beskriver dette at spalte personligheden i to som en kreativ overlevelsesstrategi i en traumatisk situation. I dag 14. sept. i Politikens kultursektion har Kjeld Hybel et interview den tyske maler Anselm Kiefer der udstiller på Louisiana.
   Selv om han er jævnaldrende med mig og udstillede første gang på Louisiana 1974, husker jeg ikke at have set eller hørt om ham før. Men fotoet af det maleri der bærer siden, virker stærkt og provokerer mig til at læse.

Billedet har titlen 'Den sovende i dalen' og er kæmpestort: 1,90 x 5,60 meter. Det er meget nyt, så man kan ikke finde det ved billedsøgning på Google, men her finder man mange andre som har stærke lighedstegn. Det dystre, det ekstreme dybeperspektiv, meget høj eller meget lav horisont, meget tyk maling og mange lag. Han maler med spatel, ser det ud til. En form for ekspressionisme, utvivlsomt.
   Hybel spørger Anselm Kiefer om den kreative proces der har ført frem til det færdige maleri. Den er han meget bevidst om, viser det sig.
   Det her maleri tager afsæt i et digt af Arthur Rimbaud der fortæller om et idyllisk landskab med en ung sovende soldat; i sidste linie afslører digtet så at soldaten ikke sover: han har to røde skudhuller i brystet. Maleriet viser en gråhvid øde vintermark med sorte stubbe og en rustrød stor plamage forrest til venstre på marken.
   Hybel spørger: "Hvordan bliver digtet til lige dét billede?" Kiefer svarer:

Jeg har hele tiden den slags i underbevidstheden. Så kan der ske noget, som bringer det op til overfladen. Jeg behøver et chok for at komme i gang. Jeg skal chokeres af noget smukt eller noget grimt. Det kan være en farve, en blomst ... hvad som helst. Noget der får mig til at huske digtet. Det er mindet om digtet og min situation her og nu, der skaber en tredje ting: maleriet. Det billede er min oplevelse af digtet.

Skåret ud i præcise ord, som jeg kan oversætte til: to mentale input-rum, et aktuelt og et erindret, og maleriet som output-rummets udtryk. Men hvad der får Kiefer til at huske digtet af Rimbaud, hvad der har chokeret i første omgang, fremgår ikke.
   Derimod fremgår det helt klart af interviewet at der er en traumatisk forhistorie som drivkraft for den kreative personlighed, og at det er den forhistorie han bearbejder gennem sine malerier: Faderen var officer i den tyske hær under 2. Verdenskrig, og Kiefer blev født det år krigen sluttede. De første malerier der er bevaret fra hans hånd, viser ham selv stående i et landskab med armen strakt ud i en nazi-heil-Hitler-hilsen, iklædt faderens militærstøvler og kaptajnsuniform. I malerierne er han på en gang sig selv nu og sin far den gang.


   Han siger forklarende:

Jeg slipper aldrig af med holocaust ... Det mareridt levede videre  efter 1945. Jeg siger altid, at vi ikke længere har uskyldige landskaber. Det er ikke længere muligt at se tingene, som de er.