Barsk barndom (4) - kreativ advokat med to personligheder i èn - Knud Foldschack

Et af de første temaer jeg introducerede på bloggen her for mere end fire år siden, var

DEN SÆRLIGT KREATIVE PERSONLIGHED

Begrebet havde jeg kendt til i nogle år, og kilden fandt jeg så ud af var kreativitetsforskeren Mihaly Csikszentmihalyi

   Her er et link til det allerførste indlæg om den særlige personlighedstype:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/03/den-srligt-kreative-personlighed.html

Jeg citerer lige fra indlægget den liste af kriterier som allerede da jeg så den første gang, forekom mig at være typisk for en del mennesker - journalister, forskere og kunstnere - som jeg havde mødt som led i mit arbejde både som konsulent i DR, som tv-direktør og som universitetslærer. Nogle var blevet mine venner:

• Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd

• Kombinerer og veksler mellem ekstroverte og introverte handlemønstre

• Er rimeligt intelligent, men samtidig ofte naiv og gennemskuer ikke så let uærlighed og manipulation

• Kombinerer lyst til leg og eksperimenter med en høj grad af selvdisciplin

• Accepterer rod og uorden, og sætter pris på udfordringer der ligger i tvetydigheder og kompleksitet

• Er passioneret – grænsende til det hensynsløse – under arbejdet på at realisere en vision

• Er ambitiøs og stræber efter fjerne og tilsyneladende uopnåeligt mål – ofte uden hensyn til personlige omkostninger

• Er noget af en enspænder, forstyrrende nysgerrig og accepterer ikke gerne standardtankegange og konventionelle løsninger

• Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre

• Er ikke bange for at tage en risiko og har lyst til at gå på opdagelse i ukendt terræn – både mentalt og fysisk

• Har behov for uafhængighed og er kritisk og oprørsk over for autoriteter

• Har en udviklet æstetisk sans og følsomhed – og en lav æstetisk irritationstærskel

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/den-kreative-personlighed-og-flow.html

I dette også meget tidlige indlæg  introducerer jeg kreativitetforskeren Mihaly Csikszentmihalyis sammenfatning af hvad der kendetegner en lang række af de særligt kreative personligheder han har profileret i sin forskning, og hvori han konstaterer at egenskaberne er fuld af tilsyneladende modsætninger og paradokser:

Are there then no traits that destinguish creative people? If I hade to express in one word what makes their personalities different from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people is segregatede. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual", each of them is a "multitude". Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to bring together the entire range og human possibilities within themselves."

Denne kompleksitet som altså kommer til udtryk i modstridende og paradoksale egenskaber, har jeg selv forkortet til metaforen "mindst to (eller flere) person(lighed)er i en", og jeg skriver at "de to skal finde ud af at integrere sig og forsone sig med hinanden i gennem det kreative arbejde og det kreative produkt - en slags psykologisk eller mental konceptuel blending af personlighedens forskellige sider."

Jeg udviklede så også meget tidligt en hypotese - ikke særligt original efter Freud og filmvidenskabens udvikling af auteur-begrebet - der forklarede udviklingen af den særligt kreative personlighed som noget der hang sammen med tab og savn og social isolation i barndommen: tab af forældre, af et trygt miljø, af sprog, af kammerater, og negative skoleerfaringer med mobning og dårlige lærere. Det jeg i nogle af de foregående indlæg har sammenfattet i begrebet "barsk barndom".

   Det skete blandt andet i dette også meget tidlige indlæg der havde journalisten Michael Jeppesen som case:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/04/portrt-af-den-srligt-kreative.html

I indlægget skriver jeg så videre:

Men for mig er hypotesen blevet særlig interessant ved at jeg synes jeg kan koble den sammen med en teoretisk forklaring: nemlig at den isolation, splittelse og fremmedgørelse der kommer af traumatiske barndoms- eller ungdomsoplevelser, og som omsættes i et galoperende fantasiliv, at det er noget som sætter sig som en slags permanent og delvist ubevidst blending-tilstand i psyken. Med denne tvungne blending-tilstand som motor forsøger den kreative personlighed gennem de kreative produktionsprocesser at hele det der gør ondt, og samle det der er splittet.

   I de kreative produkter udfolder denne blending-proces sig som en glidning mellem før og nu, overføring fra fortid til nu-virkelighed, og som en metaforisk sammensmeltning af erindringer om tidligere belastede situationer med oplevede situationer i den aktuelle virkelighed. Og hypotesen siger så at det er fra denne - permanent kørende - mentale stavblender at en lind strøm af kreative ideer udspringer.

Dette leder over i endnu en case i min serie om "barsk barndom" - nemlig advokat Knud Foldschack som er kendt i medierne for at påtage sig "tabersager" eller "venstrefløjssager", typisk sager som "almindelige advokater" ikke føler sig fristet til at påtage sig.  

    Politiken bragte i lørdags et interviewportræt af ham netop med "barsk barndom"-etiketten.  Da jeg læste interviewet, konstaterede jeg at han som personlighed stort set havde hele den kombination af næsten paradoksale egenskaber som jeg oplister ovenfor.

   Rubrikken over artiklen var et citat:

"Jeg kunne lige så godt være blevet kriminel"

Jeg har selv flere gange luftet det spørgsmål: "Hvorfor fik X en kreativ karriere, i stedet for det mere sandsynlige fx "en taber med en kriminel løbebane?" - i betragtning af alle de negative oplevelser og erfaringer i barndommen.

   Manchetten lever vinklen på interviewet med Knud Foldschack og lyder:

De første 12 år af sit liv sagde Knud Foldschack ingenting. Han var et uønsket barn, der konstant blev flyttet rundt mellem plejefamilier og kostskoler af sin lunefulde mor. Barndommen har givet ham et blik for alle typer mennesker og forståelsen for, at ethvert menneske, som er i en trængt situation, har en historie, der fortæller hvorfor. I dag giver han mæle til mennesker, der udsættes for uretfærdighed.

Lige efter bogen kunne man sige. Og en udvikling og en reaktion der har en række lighedspunkter med den foregåend case i serien: Troels Kløvedal.

    Journalisterne er Anna Meera Gaonkar og Mette Højbjerg. Og interviewets indledning sammenfatter historien som det skal i god journalistisk formidling:

I offentligheden er 62-årige Knud Foldschack kendt som advokaten, der tager sig af bøvlede sager som Ungdomshuset på Jagtvej, Folkets Hus på Nørrebro og COP15-demonstrationen. Og som advokaten, der med taktisk snilde forstår at strikke kompromiser sammen – som da staten satte sig for at ’lovliggøre’ Christiania.

   Men den landskendte advokat kunne lige så godt være endt på den modsatte side af loven. For hans mor – der gav ham navnet Knud Carlo – anbragte ham i barndommen på fire forskellige børnehjem, i fire forskellige plejefamilier og på tre kostskoler, mens faderen ikke ville kendes ved ham, før han var næsten voksen. Knud Carlo var resultatet af en kærlighedsaffære, der aldrig blev til mere end det.

Knud Carlo Foldschacks far vil ikke have noget med ham at gøre, og moderen er "lunefuld" som Foldschack så venligt udtrykker det. Der er dog også perioder hvor han oplever at have det godt - og der er en væsentlig ældre storesøster som i perioder tager sig af ham, og en diakonisse, søster Helene, som optræder som en slags beskyttende engel igennem de første barndomsår.

»Jeg var på ingen måde ønsket. Og hun var en helt igennem uegnet mor, der i forvejen havde tre børn, som hun ikke tog vare på. Jeg bliver anbragt på et spædbørnshjem med det samme og kommer igennem tre forskellige, indtil jeg er 2,5 år, hvor jeg havner på Sankt Lukas Stiftelsen, hvor jeg får en form for mor i diakonissen søster Helene. Hun følger mig som en skygge resten af min barndom og griber ind, hver gang det hele går ad helvede til. Men som 4-årig ryger jeg pludselig videre i pleje hos en rengøringskone i Landskrona, hvor jeg er i 1,5 år«.

   Hvorfor Sverige?

   »Min mor arbejder på min fars spritbåde, Vikingebådene, der sejler mellem Landskrona og København, og mine bopælsafgørelser foregår altid ved, at min mor møder tilfældige mennesker på bådene som f.eks rengøringsdamen. De aftaler så, at jeg kan bo lidt hos dem. Og min mor har overhovedet ingen overvejelser om, hvorvidt det nu er klogt at sende en lille dreng på fire alene til Sverige.«

Denne totalt rodløse og forvirrede barndom er også præget af det liv han som dreng oplever på moderens arbejdsplads - spritbådene mellem København og Malmø - som faderen var ejer af. 

   Men Foldschack bemærker at hans "vrede" - ulogisk men måske psykologisk forklarligt - ikke retter sig mod de sjældne kontakter med den ellers totalt fraværende far, som han metaforisk beskriver som "nogle stjerneskud i mørket":

Når Knud ikke lige er sendt væk til fremmede familier, lever han et liv på spritbådene mellem København og Landskrona – som hans far ejer 17 af – blandt tyske varietéstjerner, letpåklædte damer, fulde mænd, kommunistiske søfolk, toldere, der blev snydt, så vandet drev, og tjenere, der solgte tre drinks for en 10’er. Faderen havde utallige kvinder og ville hverken giftes med hans mor eller kendes ved Knud før sent i livet. Alligevel slipper faderen for Knuds vrede.

   »Det er uretfærdigt, at jeg ikke havde vrede i forhold til min far. Men han gik fri, for hvis man forestiller sig min barndom som en lang mørk gang, var min far nogle sporadiske stjerneskud i alt mørket. Og det var i det mindste lidt flot. 

Tilbageskuende ser Foldschack på sin barndoms erfaringer som en regulær opdragelse til en kriminel løbebane. Og han udlægger hvordan hans to fornavne Knud og Carlo svarer til den identitetsplittelse han gennemgår i barndommen og den tidlige ungdom: den idealistiske og retfærdighedsøgende "Knud" og den beregnende, taktiske og anerkendelseshungrende "Carlo" - en "fidusmager".

   Han ser selv den udvikling som en reaktion på en permanent oplevelse af utryghed som han personligt aldrig er kommet over. Og han omtaler sin personlighed som "livsforsigtig" og præget af manglende selvværd som han prøver at kompensere for ved at præstere ekstraordinært:

Livet på bådene var det rene glimmer. Jeg kunne ikke have fået et bedre uddannelsesforløb af Al Capone! Fra jeg blev født, til jeg var 12 år, sagde jeg ingenting. Jeg levede i min egen lille verden og sugede bare til mig af alle de oplevelser, jeg fik. Og jeg fik jeg den mest fantastiske uddannelse i at være fiffig. 52 procent af mig er Knud, men 48 procent af mig er den taktiske og snu fidusmager Carlo, som har lært at være sådan igennem min opvækst«.

   Fidusmager ligefrem?

   »Jeg kan ikke undsige mig fra at være en taktiker, ellers havde jeg ikke kunnet lave det, jeg laver i mit advokatarbejde, og ellers havde jeg ikke overlevet. Jeg har så gudskelov fået den balance mellem Knud og Carlo, at jeg godt ved, at vi skal opføre os ordentligt alle sammen. Hvis jeg havde 51 procent Carlo i mig, var jeg blevet kriminel – nok inden for den økonomiske sektor«.

   Hvad lærte taktikeren?

   »Jeg har systematisk lært, at man skal have fire-fem udgange, hvis man skal kunne overleve en given situation. Og det har gjort mig til et sammensat menneske. Men når man har haft de udfordringer, som jeg havde, kommer man aldrig til at blive et trygt menneske. Jeg kommer aldrig til at være en gift mand med en kone, som kan modtage den totale kærlighed. Den mulighed eksisterer simpelthen ikke for mig. Og det gør den ikke, fordi man bliver livsforsigtig af at have en barndom som min. Og når man bliver livsforsigtig, bliver man samtidig også usikker på sig selv. Og når man bliver usikker på sig selv, følger en evig opfattelse af, at man ikke gør det godt nok, også med. Samtidig er der den anden side af samme mønt, som hedder, at man vil præstere«.

Teorierne om kreativitet og den kreative personlighed indeholder også begrebet "kreativ vrede" - som altså kommer til udtryk gennem oprørsk fantasi og trodsig opfindsomhed - under pres fra nedgørende omgivelser, en vrede som kan være brændstof for både kunstnere og politikere - og altså også for advokater af en særlig støbning.

   Hos Knud Carlo viser denne vrede sig da han for tredje gang kommer på en kostskole med en masse andre adfærdsvanskelige børn, et gammeldags autoritært præfæktsystem og nogle brutale og voldelige lærere:

Men inden Knud Carlo Foldschack bliver helt voksen  – og kommer ind på jurastudiet, fordi det er det eneste studie, hvor der ikke er adgangsbegrænsninger – skal han en tur om en kostskole, den tredje i rækken, på Lolland, der skal ændre livet dramatisk for ham. Her tager vreden over de daglige afstraffelser og ydmygelser over, og han og hans kammerater gør oprør mod systemet i 1967.

   »Jeg var på kostskole i den sidste del af børneværnsepoken, som var rædselsfuld. Der var intet tilsyn, der var ingen rimelig behandling af børn, og der var én lærer til 72 adfærdsvanskelige børn. Vi var en samling af syge børn, psykisk svage børn og rige folks uønskede børn. Jeg oplever, hvordan det engelske præfektsystem, som Jan Guillou beskriver ganske præcist, fungerer. Vi bliver banket og bliver opdraget med tæsk. Men det er ikke det værste, jeg er ikke bange for tæsk, det er fornedrelsen, der er problemet. Vores liv var styret af kostskolens klokker. De ringede, når vi skulle op, når vi skulle spise, til time, når vi skulle rydde op og i seng. De ringede hele tiden. Mit liv var klokker. Og for helvede, det kan man ikke efterleve. Så der var mange skideballer og mange øretæver og rigtig mange eftersidninger til mig. Vi blev kollektivt afstraffet af de store elever, der var klanførere. De havde den ubetingede magt over os. Det system fungerede med hård hånd, da jeg kom ind på skolen. Men jeg lærte hurtigt at begå mig«.

   Hvordan?

   »Jeg lærte en masse om at sno sig i et hårdt system. Jeg bliver tosset, når jeg hører folk forsvare disciplinære miljøer som militæret, for ja, jeg klarede mig da, og jeg kan sidde og grine af den tid nu, men der er mange af mine gamle kostskolekammerater, som ikke kan sidde og grine i dag. Det var den hårdeste tid. Over et forløb på 5 år oplever jeg at starte med at være den lille, der får alle bankene og straffene fra de ældre klanførere, men så sker der det sjove, at da jeg nærmer mig selv at skulle være klanfører, da jeg nærmer mig magtens tinde, så bryder systemet ned. For vi vender os mod systemet, vi vil ikke mere – jeg tror det er tidsånden, ungdomsoprøret, der er kommet til Lolland. Jeg er med i den bølge, der siger fra. Vi vender os om og kigger på de små og fortæller dem, at vi sammen skal kæmpe elevernes sag. Og så gør vi oprør.«

Oprøret udvikler sig - efter en episode med et forholdsvist uskyldigt drilleri af en lærer som går ud på at sætte klokkerne ud af funktion - til kollektivt hærværk, vold og ildspåsættelser på hele skolen - et forløb som ikke ender med at politiet tilkaldes. Og Foldschack filosoferer over hvordan retningen for hans liv kunne have ændret sig hvis volden havde gået ud over en eller flere af lærerne: "Det kunne jo have udviklet sig til mareridtagtige forhold. Vi kunne jo rent faktisk have skadet et menneske, så vi var blevet sat i fængsel - så havde jeg fået en dom, og så havde min livsbane været en anden."

Nu blev Knud Foldschacks historie en anden. Han blive jurist og bliver advokat i en række spektakulære sager - for Ungdomshuset på Jagtvej, for Christiania, Folkets hus og en række kaprede søfolk, fortæller faktaboksen. Og hans barndomserfaringer styrer ifølge ham selv og artiklen de sager han påtager sig - og for det meste vinder. 

   Han har fået stemplet som "den røde advokat":

»Det er sjovt, at jeg som advokat hele tiden får at vide, at jeg er rød og idealistisk, fordi jeg kæmper for retfærdighed. I vore dage hersker der en fordom om, at man er rød, hvis man er vagthund og kritisk over for magthaverne. Hvis man prøver på at skaffe retfærdighed, ja, så er man selvfølgelig venstreorienteret. Men domstolen har jo afgjort det – vi har vundet alle de sager, vi har ført: COP15-demonstrationen, urolighederne på Dronning Louises Bro, vi fandt en løsning på Ungdomshuset og fik dokumenteret, at det var den rigtige læsning, og vi fik lavet noget med Folkets Hus. Hvorfor er vi nødvendigvis røde? Vi er vel bare almindelige mennesker, som gør det rigtige!«.

   Og det gør dig glad?

   »Når jeg kan få tilkendt erstatning til hundredvis af uskyldige mennesker, der er blevet sat på den frosne asfalt mange timer under COP15, har jeg gjort mit. Så bliver jeg rigtig glad. Jeg bliver også glad, når ’alfabetdrengene’ på Blågårds Plads får et sted, hvor de kan være, for de er uønskede, fra de står op, til de går i seng. Når folk har brug for en hånd, har jeg lyst til at give den. Og særligt folk, der er blevet uretfærdigt behandlet. Nu er det 52-procents Knud, der taler. Jeg spørger tit mig selv, om det bare er Carlo, der er smart? Det kan da være, at jeg var en for dårlig advokat til at blive konkursbehandler hos kammeradvokaten. Måske har jeg bare fundet en niche, som ingen andre vil røre ved. Måske har jeg valgt den gren inden for juraen, hvor det er lettere at gøre en forskel? Inden for mit område er det jo ikke svært at blive den bedste, for der er ingen konkurrence«.

En række af de kreative mennesker jeg kender, har fortalt mig at de synes de har været meget heldige i deres liv. Det gjorde blandt andet Poul Martinsen da jeg interviewede ham om hans liv og virke som meget produktiv og kreativ dokumentarist. Flere gange vendte han tilbage til det mærkelige "held" som han syntes han relativt tit havde oplevet i forbindelse med sine både kontroversielle og ofte nyskabende tv-dokumentarer. 

   Jeg spurgte ham henimod slutningen af en serie af interviews på samlet omkring 40 timer, om han måske ligefrem så sit liv som en slags eventyr. Og det sagde han "ja" til.

   

Det særlige "held" som mennesker oplever i forskellige kreative, udforskende og nyskabende sammenhænge, betegnes fagligt med termen:

SERENDIPITET

Og som forklaring på sine helt unikke kvalifikationer og resultater i sin karriere som suveræn fodboldmålmand, leverer for eksempel Peter Schmeichel følgende nu bevingede ord:

Jo mere man træner, jo heldigere er man.

Noget tilsvarende har Knud Foldschack også oplevet. 

   Interviewet i Politiken om betydningen af advokatens barske barndom for hans senere liv og succesfulde karriere som jurist, slutter netop med ordet "heldig":

Man skal være enormt ydmyg over for livet. Lige meget hvor hurtig du er, og lige meget hvor mange sejre du får, skal du altid være ydmyg. Ellers bliver du for højrøvet, og jeg kan da ikke sige mig helt fri fra, at mit præstationspres og min trang til anerkendelse er årsagen til, at jeg har søgt den her vej i livet. Ét er i hvert fald givet: Jeg har været heldig«.

Faktion igen igen - 'The Act of Killing' og 'Gensynet'

Jeg var til censormøde igår og mødte en lidt yngre kollega som fortalte hvor stor betydning min bog "Faktion som udtryksmiddel" havde haft for hende i sin tid - både som filmproducerende og underviser i film. 

   Men hun sagde også at hun frarådede sine studerende at "bruge" den fordi de ikke kunne finde ud af at bruge begreberne rigtigt - når de skulle skelne mellem fakta og fiktion, og fordi de med bogen i hånden fik gjort alle slags dokumentarfilm til faktion.

   Det gav mig anledning til at repetere bogens definition på faktion - nemlig at når fakta og fiktion blandes og - vel at mærke - blandingen giver anledning til "ballade" på afsendersiden (i forbindelse med arbejdet med research og produktionen) - eller på modtagersiden (i forbindelse med publikumsreaktioner og/eller anmeldelser), så er der tale om 'faktion' i bogens forstand.

  Vi kom ad den vej også rundt om spørgsmålet om direkte eller indirekte eller helt fraværende 'kontrakter' eller 'overenskomster' om faktionsfilms tvetydige forhold til virkelighed og sandhed.

En film jeg for nylig har set "The Act of Killing" af Joshua Oppenheimer og en anden film jeg endnu ikke har set men læst om de sidste dage, "Gensynet" af Anna Odell er begge klare eksempler på 'faktion' i min definition. Den første genrebestemmes officielt som 'dokumentar', den anden som 'spillefilm'. Men de er begge klokkeklare eksempler på 'faktion' i min gamle bogs forstand.

Først "The Act of Killing", som har vundet et stort antal priser, og som blev nomineret til en Oscar. Men hvori ligger 'balladen'? 

    

Filmen beskrives sådan her af Wikipedia:

   Forhistorien handler om et lille hjørne af de historiske begivenheder hvor Indonesiens begik folkedrab på over 500.000 en etnisk kinesiske indbyggere:

The film focuses on the Indonesian killings of 1965–1966, an anti-communist purge in which more than 500,000 people were killed. When Suharto overthrew Sukarno, the President of Indonesia, following the failed coup of the 30 September Movement in 1965, the gangsters Anwar Congo and Adi Zulkadry in Medan (North Sumatra) were promoted from selling black market movie theatre tickets to leading the most notorious death squad in North Sumatra. They also extorted ethnic Chinese locals, killing those who refused to pay. Anwar personally killed approximately 1,000 people, usually by strangling with wire.

Nutiden: Massemorderen Anwar er 40 år efter en kendt og i vide kredse både respekteret og frygtet indonesisk politiker og leder af en populær mafiøs og meget indflydelsesrig bevægelse:

Today, Anwar is revered as a founding father of the right-wing paramilitary organization Pemuda Pancasila that grew out of the death squads. The organization is so powerful that its leaders include government ministers, and they are happy to boast about everything from corruption and election rigging to clearing out peasants for land developers and genocide. A regime was founded on crimes against humanity, yet has never been held accountable.

Filmen viser optagelser af Anwar og venners  re-enacment af deres morderiske handlinger den gang, et skuespil de opfører på instruktørens opfordring under påskud af at de skal hjælpe med at forberede en film om hvad der skete den gang. 

   Som publikum oplever vi så i filmens løb hvordan det gradvist påvirker de medvirkende at genopleve og mime de ugerninger de foretog sig.

Invited by Oppenheimer, Anwar and his friends eagerly re-enact the killings for the cameras, and make dramatic scenes depicting their memories and feelings about the killings. The scenes are produced in the style of their favorite film genres: gangster, western, and musical. Various aspects of Anwar and his friends' filmmaking process are shown, but as they begin to dramatize Anwar's own nightmares, the fiction scenes begin to take over the film's form, leading the film to become increasingly surreal and nightmarish. Oppenheimer has called the result "a documentary of the imagination".

Vi oplever også hvordan nogle af de medvirkende er uenige om hvorvidt offentliggørelsen af de scener hvor de gennemspiller de tidligere rædselsfulde handlinger, kan skade deres image - eller måske snarere bidrage til at styrke deres nuværende magt:

While some of Anwar's friends realize that the killings were wrong, others worry about the consequences of the story on their public image. Younger members of Pemuda Pancasila argue that they should boast about the horror of the massacres, because their terrifying and threatening force is the basis of their power today.

Hovedpersonen Anwar får emotionelle kvababbelser og bliver stærkt påvirket under nogle af optagelserne hvor han selv skal spille offer:

After Anwar plays a victim, he cannot continue. He says that he feels what his victims have felt. Oppenheimer, from behind the camera, points out that it was much worse for the victims, because they knew they were going to be killed, whereas Anwar was only acting. Anwar then expresses doubts over whether he has sinned or not, tearfully saying he does not want the memories of what he did to come back to him. He revisits the rooftop where he claims many of his killings took place, and gags repeatedly. The dancers from the film's theatrical poster are seen before the credits begin to roll.

Filmen er dybt fascinerende og på en gang mareridstagtig og hylende morsom i passager. Og man sidder som publikum og tænker: 

   - Det kan ikke være rigtigt! - dels at de hovemedvirkende har været så kyniske, forbryderiske og umenneskelige den gang - samtidig med at de nu er en slags nationale helte. Og dels er det utroligt at de er gået med til - på instruktørens opfordring - at optræde i disse 'genindspillede scener' for rullende kamera. Er det i virkeligheden skuespillere der spiller rollen som de gamle forbrydere der spiller sig selv?

   Og er der egentlig tale om dokumentation af noget som helst i det store historiske perspektiv, eller er der snarere tale om illustrerende optagelser af nogle få kyniske psykopaters forvrængede og måske falske erindringer om deres optræden for 40 år siden?

   Filmen og mange spørgsmål kører rundt i hovedet på en længe efter man har set den.

Som sagt er filmen blev højt anerkendt og har vundet mange internationale priser. 

    Men kritik og ballade har der også været. Blandt andet om instruktørens etik, både over for de medvirkende bødler og og over for ofrene og deres overlevende familier. Se her:

”Giv ikke en Oscar til denne snuff-film.”

   Sådan lyder det bramfrie råd, som BBC-redaktør Nick Fraser for nylig gav i The Guardian om den dansk-producerede The Act of Killing.

   Snuff – eller dødsporno – beskriver en type film, der skildrer virkelige mord med underholdning og finansiel udnyttelse for øje.

   Sådan opfatter Fraser Joshua Oppenheimers danskproducerede dokumentarfilm, der på søndag kan vinde en Oscar. I filmen får Oppenheimer tidligere medlemmer af en dødspatrulje i Indonesien til at iscenesætte det folkemord, de begik i 1965.

   ”Jeg bryder mig hverken om den æstetiske eller den moralske præmis iThe Act of Killing,” skriver redaktøren.

   ”Jeg er stor modstander af filmen. At få bødler til at skrive og genindspille deres egne mord for publikums skyld virker som en dårlig ide af mange forskellige årsager.”

http://www.ekkofilm.dk/artikler/act-killing-er-snuff/

Både det kinesiske kommunistiske regime som totalt har fortiet massakren over for den kinesiske befolkning, og den indonesiske regering som har neddroslet dens historiske betydning og omfanget af grusomhederne, afviser at filmen er repræsentativ for virkeligheden den gang. 

   Se mere her i disse artikler fra tidsskriftet Ekko:

http://www.ekkofilm.dk/artikler/indonesien-mistaenkeliggorer-dansk-oscar-favorit/http://www.ekkofilm.dk/artikler/dansk-oscar-hab-vaekker-vrede-i-kina/

Wikipedia refererer nogle af de kritikpunkter som er blevet fremført mod filmen, og instruktørens svar:

In some quarters Oppenheimer has been accused of treating his subjects in bad faith.[15] As far as their goal at the beginning was to glorify mass murder, Oppenheimer responds that could never have been his goal, therefore that side of them may have been betrayed.In an interview with The Village Voice, Oppenheimer said, "When I was entrusted by this community of survivors to film these justifications, to film these boastings, I was trying to expose and interrogate the nature of impunity. Boasting about killing was the right material to do that with because it is a symptom of impunity."[20]

   Australian National University Professor of Asian history and politics Robert Cribb stated that the film lacks historical context.[21] In reply, Oppenheimer said that "the film is essentially not about what happened in 1965, but rather about a regime in which genocide has, paradoxically, been effaced [yet] celebrated – in order to keep the survivors terrified, the public brainwashed, and the perpetrators able to live with themselves... It never pretends to be an exhaustive account of the events of 1965. It seeks to understand the impact of the killing and terror today, on individuals and institutions."[22]

Faktion? Ja, også i den grad.

Den anden film som er aktuel i nogle - få - biografer - er "Gensynet" (svensk: "Återträffen"), skrevet og instrueret af den svenske performance- og provokunstner Anna Odell. Og hun medvirker også selv som filmens hovedperson - under eget navn.

    Filmen er på den ene siden en 'spillefilm' - 'featurefilm' - med skuespillere (og instruktøren) som medvirkende, og på den anden side så var filmen altså samtidig uhyre populær på dokumentarfilmfestivalen sidste år: CPH:DOX!

   Men hvad dokumenterer den? Hvad havde den at gøre der?

Katrine Hornstrup Yde fortæller filmens plot sådan her i Informations filmtillæg den 1. maj:

På nogenlunde samme tid (hvor hun blev debatteret vildt i medierne for et fake selvmord) er det 20 år siden, at Anna gik i folkeskole, og hunhar forberedt en tale - en slags kunstprojekt - om den tid, som hun vil holde for de andre til juilæet. På et tidspunkt finder hun ud af at de andre faktisk har fejret jubilæet. Uden at invitere hende. Så laver hun sin egen jubileumsfest med egne skuespillere og læser tale op for dem og forårsager den skandale,som hun forestiller sig, at hendes rigtige klassekammerater måske havde frygtet hun ville lave. Og så inviterer hun disse rigtige klassekammerater til at se filmen, hvilket så bliver konfrontationsprojektet.

Men faktisk ville ingen af klassekammeraterne tage imod invitationen til at se denne imaginære 20 års reunion-fest med Annas tale og skandaløse optræden. Hvorfor Anna Odell så også indspiller denne udeblevne konfrontation med nogle af de skuespillere som medvirkede i første del af filmen. 

   Så den færdige film består altså af to fiktive hoveddele - en fiktiv fest og en fiktiv visning for nogle af - de fiktive - festdeltagere.
   (NB! Dette anfægtes af en troværdig kildes kommentar i slutningen af indlægget, ifølge hvilken nogle klassekammerater faktisk mødte op for at se filmen. Scenerne i sidste del af filmen med skuespillerne der i rollen som gamle klassekammerater ser første del af filmen, er altså en form for rekonstruktion, hvilket udtvivlsomt øger filmens "dokumentariske værdi" - men ikke ændrer på at det er et eksempel på 'faktion')

Katrine Hornstrup Yde forklarer:

Filmen er dermed en slags dobbelt kontrafaktisk fortælling. Den er et arbejde med konfrontation - uden at klassekammeraterne nogensinde konfronteres. Men det er også lige meget, faktisk. For vi, publikum, bliver jo netop konfronteret. Det er vigtigere. Vi konfronteres med vores erindringer og nutidige selvbilleder, når vi hører Anna fortælle om sin tid i skolen. Også vi er voksne og har været børn i en skoleklasse.

Katrine Hornstrup Yde prøver også på at give en forklaring på hvorfor denne dobbelte fiktion opleves så virkelig som var det en dokumentar. Det er noget med øjnene og øjenkontakten med seerne:

Hendes øjne, filmen igennem, de utrygge vrede og glødende øjne, er et dokumentarisk vidnesbyrd om en barndom og ungdom med ydmygelse og længsel.

 

På en måde lægger filmen sig i forlængelse af det begreb som Hans Hauge og andre har brugt til at karakterisere fx Ove Knausgårds "Min Kamp": 'fiktionsfri fiktion'. Og umiddelbart får jeg jo også association til Vinterbergs "Festen".

   Men det er først og fremmest anmeldelserne der gør at jeg vil sætte etiketten 'faktion' på "Gensynet".

   

Kim Skottet er som tilskuer stærkt berørt fremgår det af hans anmeldes i Politiekens film- og tv-tillæg: "Jeg vil påstå at ingen, absolut ingen, der har gået i skole - og det er jo de fleste af os! - vil være uberørt af 'Gensynet'."  

   Men han har problemer med kontrakten - og dermed 'sandhedsværdien' i filmen:

Sandhedsværdie i 'Gensynet' er ikke sådan lige at til at gennemskue. Er det en dokumentarfilm? Nej, men den beskæftiger sig specifikt med dokumentarfilmens fortællestrategier. Så måske på en måde alligevel. Selv kalder hun det undervejs en spillefilm. Nok mest for med prædikatet fiktion at berolige de gamle klassekammerater, som hun jo vil lokke til at deltage i sit projekt. 

   Eleverne spilles af skuespillere, der optræder under deres eget navn. Men er det så en spillefilm? Næ, heller ikke. I anden del af filmen konfronteres de gamle elever med mend Anna Odells 'spillefilm'. Til gangen er dokumentarisk, mens skuespillerne fra filmens første del dukker nu op i andre roller. Er noget af det strengt taget virkeligt? Er noget af det strengt taget fiktion? Måske var der slet ikke nogen fest. Måske er livet den fest, Anna Odell i skolen blev belært om at hun ikke var inviteret med til.

Mængden af retoriske spørgsmål i Skottes anmeldelse illustrerer kontraktusikkerheden. 

   Anmeldelsen slutter sådan her, og dokumenterer at filmens dobbelte fiktions-saltamortale er ekstremt effektivt når det gælder at skabe identifikation med "de onde", skolekammeraterne i filmen, en gyseragtig identifikation man derefter er rigtig flov over:

Selve festen er et smörgasbord af tåkrummeri. Jeg blev selv overrumplet af voldsomheden af  den instinktive lyst til, at hun skal sætte sig ned og tie stille. Kan vi ikke bare hygge os og have det sjovt? Herregud, vi var jo bare børn.

DR´s filmanmelder fra "Filmland", Per Juul Carlsen, skriver også en anmeldelse som viser at han er rystet. Den har nemlig rammeform af et personligt brev til en gammel, ellers 'glemt' skolekammerat, Lennart, som han den gang var med til at mobbe, men et mobberi som han først blev sig bevidst da han som voksen mange år efter fik det bevidnet at en helt tredje person.

   Filmen aktiverer altså denne - ubehagelige - erindring hos Per Juul Carlsen, og slår ind i hans anmelderrolle som forvirring og usikkerhed om 'kontrakten' - og også med reference tilbage til Anna Odells tidligere meritter som skandaleombrust performance-provokatør:

For 5 år siden udførte hun et kunstprojekt, hvor hun iscenesatte sit eget selvmord, hvilket skabte stor opstandelse i Sverige. Når hun spørger sine gamle klassekammerater om de vil være med i en film, hvor de skal konfronteres med deres fortid som mobbere, kan man sådan set ikke fortænke dem i, at de har kolde fødder. Anna Odell skaber radikal, konfronterende kunst, ikke terapi eller dokumentaristisk journalistik. Hvem ved hvad de går ind til?

   Odell kan gøre som hun har lyst til med deres medvirken. Og det gør hun. I anden halvdel ser vi 4-5 af hendes mobbere reagere på Odells fiktive festfilm, men situationerne er tydeligvis iscenesatte, og spillet af skuespillere. Det gør det umuligt at gennemskue hvad der er fiktion og virkelighed.

   Som dokument over mobberes opførsel - også når de er voksne - skal 'Gensynet' derfor tages med en skovlfuld salt. Odell er på krigsstien, alt bliver drejet i en konfronterende retning, og det er meget svært ikke at få den tanke, at hun i sin opførsel selv havde en andel i sin position i skoletiden. Hvis filmen er altså ikke er fiktion fra ende til anden.

Igen ser vi anmelderens identifikation - ikke med mobbeofferet Anna - men med skolekammeraterne. Og konklusion er - med tilpas verbalt forbehold - at hun nok egentlig selv har været ude om det - med den personlighed hun udviser i filmen. 

Denne åbenbart udbredte anmelder-tilskuerraktion forholder Katrine Hornstrup Yde sig til i en klumme i dagens Information (8/5/14), med afsæt i at Adrian Lloyd Huges som vært i tv-programmet "Smagsdommerne" indleder med følgende personlige intro:

Før vi går i gang med diskussionen af denne her film, vil jeg hør om jeg er den eneste, som tænker, at denne film egentlig er beviset på, at der findes mobning, som er fuldstændig berettiget og nødvendig, og spørgsmålet er om Odell overhovedet er blevet mobbet nok i sin barndom?.

Igen et stærkt og provokerende udtryk for identifikationen med mobberne. Som fik et efterspil på Facebook a la det som Per Juul Carlsen også havde oplevet med Lennart.

Katrine Hornstrup Yde ser filmen "Gensynet" som en historie med en underliggende eventyrmatrice: brødrene Grimms barske ikke-disneyske "Askepot." Hun er blevet mobbet af sin stedsøstre, og da de hyklerisk møder op til hendes bryllup, hakker fuglene som er Askepots trofaste medhjælpere, øjnene ud på dem:

Og sådan kan verden sat på grundfortælleformel, være så tilfredsstillende enkel og og idiotisk voldelig og umulig at blive klog på, hvis man som de fleste - i aktiv eller passiv form - har undertrykt en Askepot. For hvis de underkuede vinker tilbage med psykopatfugle, underkuer man dem så ikke bare lidt ekstra for at undgå at få øjnene prikket ud.

Et smukt eksempel på en faktionsfilm, er "Gensynet" i hvert fald. 

   Her er en trailervideo med en scene fra filmen:

 http://bionyheder.dk/film-trailer/14932/gensynet

En personlig erindring apropros: 

   I sidste halvdel af 70´erne og begyndelsen af 80´erne udsendt Danmarks Radios TV-DRAMA-afdeling en række programmer med genrebetegnelsen "spontanspil". Instruktøren var journalisten, forfatteren og dokumentaristen Poul Trier Pedersen, og jeg var selv hjælpeinstruktør på en nogle af dem. 

   Teknikken i spontanspil var at lade de medvirkende i et studie konfrontere sig med hinanden gennem spontant iscenesatte realistiske forløb om konflikter og roller som de havde personlige erfaringer med. 

   Ofte blev deltagerne bagefter konfronteret med optagelserne af dem selv, og deres kommentarer og indbyrdes diskussioner blev så også optaget, og efterfølgende redigeret ind i en montage med de primære konfrontationscener.

   De medvirkende var ofte "almindelige mennesker" i egne roller inden for en fælles social ramme: en skoleklasse, et fængsel, et fragtskib, et sygehus. Men i nogle af spillene var disse medvirkende blandet med skuespillere i forskellige scener. Det var for eksempel tilfældet i spillet "I anledning af Nora" fra 1981, som jeg var medtilrettelægger af.

Det var kendetegnende for anmelderne at de i deres anmeldelser af spontanspillene havde problemer med genren og altså med kontrakten. Den dokumentariske realisme i replikker og følelsesudtryk blev tilskrevet Poul Triers instruktion og manuskripter, men de var altså spontane, improviserede - og fremtrådet dermed autentiske og dokumentariske inden for den konfronterende rammesætning.

Den danske dubutantdigter Yahya Hassan - om savn, kreativ vrede og møde med en mentor

Politiken har i dag et interviewportræt af en dansk digter med såkaldt indvandrerbaggrund. Navnet er Yahan Hassan. Og det er også titlen på hans debutdigtsamling "Yahya Hassan" der udkommer i slutningen af denne måned. 

   Et af digtene citeres i Politikens 2. sektion "Debat" - og har titlen:

BARNDOM

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN
PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN
FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN
GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50
OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN
HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP
FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE
JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR
MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN
FLAG BLIVER BRÆNDT
HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS
HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER
NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN
NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN
I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK
DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK
ET SLAG ET SKRIG ET TAL

Et stærkt digt. En montage af sceniske reportagebilleder, handlings- og replikfragmenter, paradokser og filosofiske kommentar. Konceptuel blending så det gnistrer og sprutter!

   Du kan se og hører Yahya Hassan selv fremføre sit digt via dette link:

http://politiken.dk/poltv/nyheder/debattv/ECE2093760/yahya-hassan-fremsiger-digtet-barndom/

Rubrikken på portrættet i Politiken er et citat fra interviewets første sætning - og kunne være programtekst for et nyt ungdomsoprør:

"Jeg er så fucking vred på mine forældres generation" 

Også artiklens manchet er et citat fra interviewet:

"Jeg har set, hvordan nydanske fædre er rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der aldrig sagde til eller fra. Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation"

Denne blog har som et af sine temaer at udforske kreativitetens vilkår, herunder den såkaldt "særligt kreative personligheds" opståen og sociale og psykologiske udviklingsbetingelser. 

   Et tema der går igen i en lang række interviewportrætter og biografier med forfattere, journalister, opfindere, forskere og politikere som hovedpersoner, er oplevelser i barndommen og ungdommen hvor personligheden udsættes for forældresavn og -tab, mobning i skolen, splittelse mellem flere sprog og kulturer, oplevelsen af rodløshed og fremmedgørelse. 

   Det er vilkår som hos de fleste - helt naturligt - producerer indeklemt vrede og afstandtagen til samfundet, og som nemt fører ud i en negativ afviklingsspiral - præget af stofmisbrug, kriminalitet, institutionsophold, rodede familieforhold og konfliktfyldt sociale relationer. 

   Men heldigvis ikke hos alle. 

   Vreden kan hos nogle mennesker blive brændstof for kreativitet, opfindsomhed og kunstnerisk skaben. De sociale vilkår kommer til at fungerer som 'kreative restriktioner' der producerer 'kreativ vrede', velkendte begreber fra kreativitetpsykologien.

 
Men hvad skal der til for at en positiv udviklingspiral kommer igang - i stedet for den destruktive afviklingsspiral?

   Svaret er i en vist forstand både simpelt og banalt: mødet med en mentor! - der ser én som et menneske, noget der gør at man bliver synlig for sig selv. En voksen person som har tillid til at der bag vreden, uregerligheden og utilpassetheden findes en kerne af positiv og konstruktiv energi og fantasi, og som giver aktivt og vedholdende udtryk for den tillid og forståelse som er en forudsætning for at man - barnet, den unge - oplever 'at blive SET'.

   Præcis sådan en person - en mentor - møder Yahya Hassan også. Heldigvis!

   Efter en lang række skiftende og kortvarige institutionsophold kommer han på døgninstitutionen Solhaven i Nordjylland, og 'bliver set' - dog først efter at blive godt og grundigt afvist af mentoren, som typisk nok var dansklærer:

På Solhaven troede de først, jeg var ligesom de andre rødder. Så de satte mig til at se ’Matador’ fra morgen til eftermiddag. Men en dag skulle vi aflevere en stil om Facebook. Jeg brugte hele weekenden på den. Da jeg afleverede den, kiggede min lærer kort på stilen og gav den tilbage til mig med ordene: »Hvor har du stjålet den? For det er jo ikke dig, der har skrevet den«. 

   Jeg blev så vred, at jeg sagde til hende, at jeg ville skrive en ny med det samme og give hende den, når dagen var omme. Så det gjorde jeg. Hun kunne ikke tro sine øjne. 

   Fra den dag af så jeg ikke mere ’Matador’. Hun gav mig danske klassikere, digte, noveller og tungere bøger. Det var der, jeg opdagede, jeg kunne skrive. 

   På Solhaven sørgede min lærer for, at jeg kom videre og fik skrivekurser og højskoleophold«. 

   »Ja, det var, som om der åbnede sig et gammelt sår i mig et sted, hvor ordene strømmede ud af mig. Vrede ord.

   Jeg skrev på min digtsamling, samtidig med jeg fik lov til at tage en 9. klasse uden for Solhaven. Der oplevede jeg for alvor at være udenfor. Mange af de middelklasseforældre ville ikke have, deres børn gik med mig, så jeg blev ofte ikke inviteret med til festerne. Jeg gjorde det nok ikke nemt for dem, men igen følte jeg mig som "perkeren".

Ja, lige efter bogen. Et skoleeksempel på den kreative personligheds typiske fødselshistorie, som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen.

   Jeg får blandt andet associationer til  Christina Hagen som jeg har skrevet om tidligere i flere indlæg, og hvis fantastiske tekst-/digt-samling "White Girl" for nylig er blevet iscenesat som et teaterstykke med fine anmeldelser. 

   Se mere om hende og lignende kreative personligheders historier med brug af "kreative vrede" som en ressource opsparet i barndommen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/christina-hagen-erfaringssprog.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/barsk-barndom-kreativ-vrede-erik-valeur.html

Og giver det ikke, her eksemplificeret med Yaha Hassans historie, stof til eftertanke - nu hvor man politisk diskuterer fx nye heldagsskoler og erhvervsskoler! 

 
Tænk hvis man kunne indrette skoler og uddannelsesinstitutioner hvor alle de udskilte, udstødte og utilpassede børn og unge - der er nogle hundrede tusinder af dem - kunne opleve at blive SET! - blive synlig, forstået og accepteret, mødt med tillid og få nogle "succesoplevelser" - ud fra en pædagogisk målsætning om at undervisningen skulle fokusere på hvad man var god til frem for hvad man savnede og havde af mangler. 

   Så man kunne få nogle kreative udviklingsspiraler igang - frem for destruktive afviklingsspiraler som det nuværende skole- og institutionssystem - dokumentereret - er så velindrettet til at producere.

Læse hele interviewportrættet med Yaha Hassan her:

http://politiken.dk/debat/ECE2095547/digter-jeg-er-fucking-vred-paa-mine-foraeldres-generation/

Hvem journalisten var? Tarek Omar! 

Martin Bigum - særligt kreativ kontrollør i fantasien

Martin Bigum - navnet er jeg stødt på - sidst i DR K´s kunstqvizz som jeg så for nylig. 

   Men hans malerier kendte jeg ikke, eller huskede jeg ikke jeg havde set. Ikke før jeg googlede dem efter en artikel i Søndagspolitiken den 22. april, hvor man kun så nogle små kopier under en "Tidslinie" der var placeret som en slags faktaboks i højre spalte af første side af opslaget.Under rubrikken: "Fra punk til candyfarvet djævel."

Dette er et "tapet" med motivet trykt  efter et af Bigums malerier med titlen "Jiggsaw Falling into Place". 

   Der er godt nok tale om blending så det basker: vrængende tegneseriestil > kæmpemaleri 200x240 > tapet i samme størrelse. Der er drøn på fascinationselementerne. Lige noget for mig. 

   Politiken har i dag en artikel om gamle malede falsknerier med motiver der imiterer Hieronymus Bosch og Pieter Breughel. Og jeg får klare associationer fra dem til Bigums tapetbillede.
   Se fx her, Pieter Breughels "The Falle of the Rebel Angels".
 

Men det der inden jeg så Martin Bigums billeder, fangede mig i interviewportrættet, produceret af Sandra Brovall, var beskrivelsen af Martin Bigums barndom som har mange træk til fælles med andre særligt kreative personers som jeg tidligere har beskrevet og citeret her på bloggen.

   Han er ud af en indvandrerfamilie: bedsteforældrene var polakker og katolikker og dem besøgte han tit på Lolland. Han fortæller:

Hos morfar Adam og mormor Sofie skulle min søster og jeg altid sove oppe på det kolde loft under nyvaskede nyrulllede enorme, knitrende, fjerfulde dyner. Men når lyset om aftenen blev slukket i soveværelset, og døren stod på klem ud til resten af loftet, så gled lyset i en træfsikker vimpel lige indpå: JESUS! (...)

   En kunsthistoriker spurgte mig engang om, hvad det første billede var, der fik mig til at tænke, at jeg var kunstner. Og det er den Jesusfigur af gips, der hang på korset af kirsebærtræ med søm gennem hændervog fødder. Han var totalt i kontrast til alt det dejlige, der var nedenunder. Duften af boller. Lærker der sang  over markerne. Min mormor og morfar og deres store træsko.

Bigum fortæller at han var 2 år da han oplevede og tænkte det. Det tror Sandra Brovall af gode grunde ikke på. Bigum medgiver at det kan være han var 3 år.

   Artiklen kobler så videre til Bigums egen mor, der i hjemmet i Brøndby Strand hver weekend sad og...

... malede dystre billeder af barndomshjemmet. De katolske forældre havde forbudt hende at blive kunstner. Den slags v ar ikke noget for en pæn katolsk pige. Det gik op for Martin Bigum, at det var Jesus Skyld, at moderen ikke udlevede sit kunstneriske kald, men i stedet var husmor i forstaden.

   Når han satte sig på sit værelse og tegnede store detaljerede slagscener, var det derfor noget hun støttede ham i. Hun tog ham med på udstillinger i København og viste ham andre store kunstneres værker. Det kunne han også selv opnå engang at få sine ting udstillet.

Lille Martins skal så åbenbart indfri den rolle moderen ikke kunne realisere. Et velkendt tema hos mange kreative personligheder: Gøre mor glad! 

   Hvad med farforholdet? - Artiklen fortæller ikke andet end at den melankolske mor og den optimistiske far blev skilt da han var 7 år, altså lige begyndt i skolen. Et andet sted fortæller han om dem:

Min far var fra Nordre Frihavnsgade, og de var som nat og dag. Jeg har fået hans form for humor, ironi og verdenssyn, og fra min mor har jeg fået melankolien samt hendes verdenssyn og en interesse for poesien og kunsten.

Og så blev han vel mobbet da han begyndte i skolen - nogenlunde samtidigt med at faderen forlod hjemmet? Ja, såmænd:

I skolen fik han derimod iskolde vaskere for sine tegnestreger. Drengene i klassen over ham hentede den lyshårede dreng der altid sad ved et bord med sine tusher, og hev ham med ud i sneen. Om sommeren væltede de ham på fodboldbanen og hældte, hvad der føltes som adskillige kilo græs ned ad hans ryg.

Ifølge artiklen betød både skilsmissen og problemerne med kammerater i skolen, at han "trak sig længere ind i sine opdigtede verdener" - og "forsvandt helt ind i de tegnede verdener han selv kunne orkestrere og bestemme over".

Bigum som personlig og æstetisk "kontrolfreak", er et af de temaer som Sandra Brovall forfølger gennem avisportrættet: At Bigums konfliktfyldte forhold til omverdenen allerede fra barn og helt op til starten af 90´erne hvor han blev "anerkendt" som seriøs kunstner, betød at han søgte tilflugt ind i sine fantasiverdener hvor det var ham der havde den totale kontrol når han tegnede og malede eksplosive, dystre og dramatiske billeder. 

   Kaos i de sociale relationer til omverdenen sat over for malerisk kontrol over de vildeste fantasier der kommer inde fra.

   Sandra spørger: "Er det  vigtigt for dig at være i kontrol?" - Bigum svarer:

Jeg vil hellere sige jeg har noget på hjerte. Når det er sagt, så har jeg en hypersensibilitet over for alle mulige nuancer og sansninger. Jeg har hele tiden brug for at skrive spændende sentenser ned, indfange  et foto af solen, der i et splitsekund rammer et kirketårn. Male det perfekte penselstrøg. Og når jeg gør det, er det jo nok fordi jeg har brug for at inddæmme verden i noget. Hvert af mine malerier, mine digte eller fotografier er en fortovsflise af indfangede øjeblikke,som jeg ikke kan gå videre uden. Jeg er nok en kontrolfreak - ellers ville de poetisk øjeblikke slippe væk fra mig.

Han ikke bare føler sig som en outsider, han iscenesætter også sig selv som en sådan. I opposition til den etablerede kunstverden. 

    Allerede fra han var 15 - var Martin Bigum i en række år fast tegner på det vrængende satiriske tegneseriemagasin MAD. Og han blev bl.a. som kunstmaler kendt for i en længere periode fra begyndelsen af 90´ern i næsten alle sine billider at have indtegnet en lille kutte-klædt tegneseriefigur "ART" - som har stor lighed med midelaldermaleriernes prototype på døden - "manden med leen"-figuren - som fx også her i e Hieronymus Bosch´malerier:

    

"ART"- figuren var Martin Bigums ironiske visuelle kommentar til det programmatiske slogan i kunstverdenen "kunsten er død". 

   Martin Bigum udstiller i disse uger på Kastrupgaardsamlingen. Jeg skal ind og se den.

Martin Bigum siger i citatet oven for at han har "en hypersensibilitet". Og Poul Martinsen sagde også i sin tid om sig selv da jeg interviewede ham til min bog - at han som dreng var meget "følsom". Jeg har tidligere skrevet om den personlighedstype som i faglitteraturen kategoriseres som HSP - Highely Sensitive Person.

   Det spor vil jeg forfølge i det næste blogindlæg - med afsæt i en nylig facebook-henvisning fra videnskabsjournalisten Lone Frank.

H.C.Andersen - en skæv og særligt kreativ personlighed

Weekendavisens bogtillæg har en anmeldelse af en nyudgivelse af en række af HC.Andersens skriverier. Udvalgt af en af mine gamle studiekammerater på danskstudiet i 60´erne, Finn Hauberg Mortensen. Titlen er "H.C. Andersen: Skæve skrifter".

At tale om at "skrifter" kan være "skæve" er på en gang et metonymisk og et metaforisk udtryk. Metonymet går på at det er forfatteren - personligheden - som er "skæv". Altså et produkt for producent-metonym.

   Og at en personlighed kan være "skæv" er en konceptuel metafor hvor en PERSON er en RUMLIG GENDSTAND, svarende til at man har ikke metaforiske sætninger som: "Skabet står skævt", "Billedet hænger skævt" - "skæv" altså i modsætning til "lige". Skal altså forstås som synonymt med "sær", "usædvanlig" og "afvigende".

Da jeg for mange år siden havde nogle møder med nogle chefredaktører om hvad de efterspurgte hos journalistpraktikanter og ny journalister, så var det gennemgående svar: nogen der er "lidt skæve". Dermed mente de personligheder der afveg fra "standardjournalisten".

   Deres kreative "skævhed" skulle komme til udtryk i at de var godet til at finde anderledes historier og nye vinkler når de skrev. De skulle også gerne kunne levere artikler med et "levende sprog".

H.C. Andersens barndom og ungdom er jo i store træk bekendt, men her en koncentreret repetition. Han fremstår i den grad om prototype på den kreative personligheds barndom og ungdom:

En far der døde da han var omkring 10 år. Moderen og han måtte flytte, og moderen måtte ernære sig som vaksekone. Efter et par år efter giftede sig med en meget yngre mand som blev Hans Christians stedfar. Han selv viste sig tidligt begavet med en livlig fantasi som skilte ham så meget ud blandt kammerater at han blev mobbet. Han havde allerede som barn flere kvindelige mentorer, og da han rejste hjemmefra allerede som 14 årig, var der også sponsorer der hjalp ham.

  I København forsøgte han sig tidligt som sanger, skuespiller og forfatter, og fandt også mentorer og velyndere, som dog var enige om at han i den grad manglede sproglig dannelse og kultur.

  Som 17-årig kom han i Slagelse latinskole og blev placeret i 2. klasse sammen med klassekammerater der var 11-12 år gamle. Forholdet til skolelederen uviklede sig til en så stærk mental belastning for Hans Christian at han overvejede selvmord.

Mange særlige kreative personligheder er kendt for at være ordblinde. Man har også ment at H.C. Andersen var det fordi hans stavning i dagbøger og manuskripter var mildest talt "kreativ".

   Han skolegang i Odense var sporadisk, og han har sikkert lært at læse visuelt, og ikke gennem den mundtlige stavemetode. Og han har sikkert talt kraftig fynsk dialekt da han kom til København, og har kæmpet for at tilegne sig det Københavnske borgerskabs "rigssprog".

   På den måde har han allerede på det tidspunkt været en "blended" personlighed. Han var kreativ på mange områder, og havde drømme om at syng og danse på teatret. Senere blev han en for tilhørerne  fascinerende oplæser af sine egne eventyr. Han var en glimrende tegner og både tegningerne og hans fantastiske papirklip er at betragte som originale kunstneriske udtryk.

  Barndom med savn og fadertab, stærkt fantasiliv, mobning i skolen, radikal flytning og sprogskift,  skolevanskeligeheder. Det er lige efter bogen. Permanent indentitetusikkerhed og -søgning gennem sin kunst. Flere personligheder i en!

Lyst til blending og metaforisk tænkning kendetegner hans produktion. Og det er det der har givet ham "evigt liv" som kunstner: "Eventyr for børn" var ikke for børn - men simulerede at de var det.

   Hans sprog i eventyrene var et blendede kunstprodukt: skriftsprog som simulerede talesprog, og som simulerede en fortællerrolle og et fortællerum med børn som tilhørere.

   Hans "eventyr" var en ny blended genre - det litterære kunst-eventyr som nok trak på folkeeventyrets skabeloner, men fusionerede dem med en lang række andre genrer og litterære figurer: fabler, myter, lignelser, og ind i mellem: kras socialrealisme - i én blended pærevælling.

En meget stor del af han produktion er direkte eller indirekte selvbiografisk - og selvreflekterende.

   Der er tale om underliggende metaforiske tænkning i flere planer: Han ser og forstår sit eget liv gennem kunsteventyrets optik - som i "Den grimme ælling".
   Men i samme hug er samtidens borgerskab - læserne - også målet for hans i fablens form omskrevne sociale og moralske kritik.

   Som et meget moderne træk er der tale om faktions- og dobbeltkontrakter med læserpublikummet.

   I sin samtid var han på en gang feteret og berømt - også internationalt. Men samtidig følte han sig ikke for alvor anekendt på det litterære parnas.

   En hjemløs outsider der hele tiden måtte rejse og være gæst i fremmede hjem - helst adeliges eller berømtes.

Og under alle hans geniale blandinger, allegoriske krumspring og metaforiske saltomortaler gemmer der sig utvivlsom en stor kreativ vrede.