Når casen bliver "jeg" i en journalistisk fortælling...

Finder i dagens Politiken et usædvanligt eksempel på en fortælling i 1. person - hvor fortæller-jeg´et ikke er journalistens, men hovedpersonen i fortællingen.

   Rubrikken er "En danskers flugt fra Syrien". Underrubrikken lyder: "Maria Boll, 27-årig studerende, var i Syrien som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirkes Next Stop-rejser. Her er hendes beretning om flugten til Jordan.

Når jeg lægger særligt mærke til den artikel, så er det blandt andet fordi jeg har været specialevejleder for en gruppe studerende som ville eksperimenterer med fortællende journalistik - vel at mærke fortalt i jeg-form af hovedpersonen i fortællingen.
   Det interessante var at de var stødt på "dogmet" om at et stykke fortællende journalistik skal skrives i 3. person, med journalisten selv som den udenforstående anonyme fortæller. Men hvorfor egentlig det? - undrede de sig over.

   De kunne opregne flere fordele ved at skrive journalistiske fortællinger i jeg-form: større personligt nærvær, mindre fortællerdistance.

   De havde så fundet ud af at hvis man gik til radiomediet, så var der forbilleder at hente i radio-montagen som ofte kunne være formet som en fortællermonolog, stykket sammen af interviewsekvenser hvor spørgsmålene fra tilrettelæggeren var klippet ud.

   De fandt også ligheder mellem deres journalistrolle ved en 1. personfortælling og så ghostwriter-rollen fx i selvbiografier i jeg-form.

Det var efter min mening en interessant problemstilling de studerende var rendt ind. En problemstilling som blandt andet understregede hvor vandtætte skodder der altid har været mellem skreven journalistik og journalistik i radio  og tv. For i de to elektroniske medier har en personlige gennemgående jeg-fortæller som hovedperson jo været noget velkendt og hyppigt brugt i mange, mange år - som en nærmest main-stream dokumentarisk fortælleform; mens de studerende jo kunne konstatere at muligheden stort set ikke var nævnt - endsige beskrevet i den nyere faglitteratur om den narrative jouranlistik. Et fortæller-jeg i skrevne journalistisk fortællinger var altid i faglitteraturen journalistens eget "jeg".

Men her fandt jeg så pludselig et eksempel i dagens avis på det de studerend havde skrevet om og selv eksperimenteret med.

   Fortællingen indledes sådan her - et anslag der skaber spænding og fremdrift:

Tror du vi kommer levende herfra?

   Min veninde kigger op fra sit skjul i bunden af bilen. Jeg stirrer ud i den blå himmel, som er det eneste, jeg kan se fra bunden af bilen. Jeg kan høre skudregn få kilometer væk, opg chaufføren rukker sig længere ned i sædet. Spørgsmålet bliver hængende ubesvaret i luften.

   De sidste 12 dage har jeg opholdt mig  i Syrien og oplevet, hvordan det arabiske forår for alvor har sat ind. Stemningen er spændt, der er meget militær, og man får følelsen af stilhed før stormen. Nu vil jeg ud af Syrien, og derfor sidder jeg krøllet sammen i en kavet stilling i bunden af en taxa fra Damskus til Amman.

Fortællingens dramatiske midterafsnit er formuleret sådan her:

Vores medpassagerer - et britisk par - råber "get down", og min veninde klemmer min hånd hårdt. Foran os kommer en lasbil kørende i vores spor på motorvejen. Lastbilen blinker vildt med lyset og vinker os tilbage. Vi har knapt drejet om om på motorvejen før vores chauffør drejer ud på en mark og kører 'off road'. Vi ligger stadig i bunden af bilen og kan høre skuddene nærme sig. Vores off road-vej ender blindt, og vores eneste mulighed er at vende om og køre tilbage mod skuddene - benzinmåleren er begyndt at blinke.

Det er fortællingens point of no return, for de kommer trods alt videre mod Jordan, selv om de her var ved at vende om.

   Og sådan klimakser historien - med en happy end:

Kampvogne og soldater i vejsiderne er klar til at rykke ind. Vi har set hundredvis af desperate frihedssøgende syrere i øjnen og hørt alt for mange skudsalver.

   Ved grænsen tjekker de vores kameraer,og alt, hvad der ikke passer på grænsevagtens billede af Syrien, bliver slettet. Da vi endlig kører ind i Jordan som de få heldige, får tårerne frit løb.

Man bemærker at historien er fortalt i dramatiserende nutid.

Fortællingen virker ikke bare som en mundtlig øjenvidneskildring skrevet ned af en journalist. Den virker bearbejdet så opbygningen faktisk følger en berettermodels spændingskurve. Om Maria Boll Jensen har fået hjælp af en journalist, fremgår ikke.

   Men det fungerer fint, og virker friskt. Kreativt tænkt og udført.

Hjernekemi, bjergbestigning, flow, forelskelse og kreativitet

Under bjergbestigerens rejse op ad bjerget frigives der en række forskellige kemiske transmitterstoffer, som indvirker på såvel krop som sind. Herunder endorfiner, serotonin, noradrenalin og dopamin. 

Citatet er fra en opgave fundet på  http://static.sdu.dk/mediafiles/. Senere i afsnittet delkonkluderes:

I forbindelse med bjergbestigning frigives ovenstående stoffer løbende. Dette medfører, at bjergbestigeren ikke sanser de mange farer og smerter, som opstår undervejs, men tværtimod føler velvære, glæde, opstemthed og lykke. Frigivelsen af stofferne bevirker, at den rationelle oplevelse af farer og risici forbundet med rejsen skubbes i baggrunden. Det kan ske i en sådan grad, at bjergbestigeren ikke opdager livstruende konsekvenserne af kulde og overanstrengelse og derfor ufortrødent fortsætter sin rejse op af bjerget. Frigivelsen af stofferne kan føre til afhængighed hos bjergbestigeren, og minimumsniveauet for tilfredsstillelse stiger gradvist. Det betyder, at der på sigt skal mere ekstreme bjergbestigninger til for at få den samme euforiske oplevelse.

I samme artikel omtales en personlighedstype som er særlig tiltrukket af bjergbestigning, nemmlig de såkaldte HSS´ere:

Mennesker kan være ”high sensation seekers” (HSS) eller ”low sensation seekers” (LSS). Hos HSS ses et grundlæggende fysiologisk træk i form af en anderledes hjernekemi kendetegnet ved et lavt niveau af MAO-enzymet i hjernen. HSS kan have vanskeligt ved at få tilstrækkeligt med nye og grænsesøgende oplevelser i en almindelig tryg hverdag, hvilket måske kan være en forklaring på ekstremsportudøvere ofte score højt på forskellige SS-skalaer.

Denne personlighedstype adskiller sig altså markant fra dem jeg tidligere har beskrevet, de højsensitive: HSP´erne. Også HSS´erne kan man udskille ved en serie særlige testspørgsmål. Man kan sige at mens HSS´erne hele tiden føler sig understimulerede og derfor sultne efter nye og ekstrem oplevelser, så oplever HSP´erne ofte situationer hvor de føler sig overvældet af nye indtryk. HSS´erne er altså ekstroverte og har mentalt set foden på speederen, mens HSP´ern er introverte og har mentalt set foden på bremsen.

   Ifølge flere kilder på nettet kan en person have begge træk indbygget i sin personlighed. Og det ville set fra min synsvinkel netop være den særligt kreative personlighed som er kendetegnet ved "paradoksale" personlighedstræk.

Helt umiddelbart associerer det her jo også til flow-tilstanden som den er beskrevet af Mihaly Csikszentmihaly - en tilstand som ifølge ham kan opnås når en række forudsætninger er til stede:

1. goals are clear
2. feedback is immediate
3. a balance between opportunity and capacity
4. concentration deepens
5. the present is what matters
6. control is no problem
7. the sense of time is altered
8. the loss of ego

Ifølge Wikipedia så har Csíkszentmihályi fremsat den hypotes at mennesker med særlige personlighedstræk har lettere ved at komme i flow-tilstanden end "gennemsnittet", en personlighedstype som kaldes autotelisk:

These personality traits include curiosity, persistence, low self-centeredness, and a high rate of performing activities for intrinsic reasons only. People with most of these personality traits are said to have an autotelic personality. It has not yet been documented whether people with an autotelic personality are truly more likely to achieve a flow state. One researcher did find that people with an autotelic personality have a greater preference for "high-action-opportunity, high-skills situations that stimulate them and encourage growth" than those without an autotelic personality.It is in such high-challenge, high-skills situations that people are most likely to enter the flow state.

Også flow-tilstanden korresponderer med en kombination af aktivt virkende stoffer i hjernen. En tilstand og en kemi som har ligheder med forelskels og kærlighed:

When two people are attracted to each other, a virtual explosion of adrenaline-like nuerochemicals gush forth. Fireworks explode and we see stars. PEA or phenylethylamine is a chemical that speeds up the flow of information between nerve cells.

   Also, involved in chemistry are dopamine and norepinephrine, chemical cousins of amphetamines. Dopamine makes us feel good and norepinephrine stimulates the production of adrenaline. It makes our heart race!

   These three chemicals combine to give us infatuation or “chemistry.” It is why new lovers feel euphoric and energized, and float on air. It is also why new lovers can make love for hours and talk all night for weeks on end.At være forelsket er altså tydeligvis en særlig form for flow-tilstand.

Og jeg kan jo så ikke lade være med at tænke på at en række særligt kreative personligheder, mandlige kunstnere med stort K, har haft et livligt og inspirerende kærlighedsliv centreret omkring "muser". Picasso for eksempel. Jens August Schade. Aarestrup. Sophus Clausen.

Nyhedstrekanten får come back med web-tv - og andre historier om web-tv-nyhedernes anti-dramaturgi

Det fremgår af Rune Michelsens og Signe Rosendal Rasmussens oplysende rapport "Webtvaviserne - en analyse af mediernes brug af web-tv i uge 2, 2011" at dagbladene i deres web-portaler for det meste opererer med separate web-tv-nyhedsstationer - til hvilke de for det meste producerer traditionelle tv-nyhedsindslag – for det meste af meget små selvstændige web-tv-redaktioner. Og at det - for det meste - er en dyr fornøjelse.

Drop dem! For mig at se svarer det til at aviserne skulle oprette særlige sektioner for deres daglige pressefotos.

Nyhedstrekanten har i mange år været under kritisk beskydning fordi den inviterer til at man ikke læser hele artiklen til ende. Og til at den enkelte læser selv afgør hvornår han vil stå af og gå videre til en anden artikel. Den kritiske tendens har lydt: fra nyheder til aha-heder. Men rapporten viser at på nettet går det den anden vej. 

Nyhedstrekanten tager højde for at læseren er utålmodig og sekund for sekund tager stilling til: Skal jeg fortsætte - eller gå til en anden rubrik på siden - eller bladre videre? Det er det der ligger i den læser-/modtagerindstilling som kaldes lean-forward. Du er som læser aktivt søgende og mentalt set på spring under læsningen. Du kan frit springe fra - eller springe forbi.

En roman forudsætter en væsentlig anden læserindstilling: lean backward. Film og tv er også lean-backward-medier, og moderne tv-nyheder er produceret netop for at please et lean-backward-indstillet publikum.

Der er grund til at tro at hjernens kemi – den cocktail af hormoner, endorfiner, adrenalin og hvad de forskellige humørstoffer nu ellers hedder – er forskellig i hhv. lean-forward- og lean-backward-indstillingen. Som et tankeeksperiment kan man forestille sig at ved lean-forward-tilstanden kører adrenalin-pumpen, mens "bondinghormonerne" prolactin og oxytocin virker aktivt i lean back-tilstanden.

Udviklingen af aviserne de senere år har ført til at skrivning til nyhedstrekanten er kombineret med krav om flere indgange til historien: nyhed, baggrund, case, pressefoto, oversigtsgrafik, faktabokse, m.m. Der er tale om en slags nyhedscollage, hvor alle dele er kontekst for hinanden. Også denne segmentering i selvstændige brikker til historien, lægger op til lean-forward-indstillingen.

Med nettet som platform har nyhedstrekanten og princippet om de mange indgange i den grad fået sin renæssance. Og nettet er endnu mere et lean-forward-medie end avisen, fordi der på den gode netside både er mange indgange, og fordi man kan klikke vider til mange lag og stor dybde i indhold og kontekst. Kontekst i tre dimensioner, så at sige, forbundet gennem hypertekst der henviser på kryds og tværs.

   Enhver lidt længere nyhedsartikel på en medie.dk-side fortæller ligefrem med tydeligt markerede links hvor brugeren helt legitimt kan hoppe af og hen til en anden tematisk beslægtet artikel.

På nette kan man både snorkle i overfladen eller scuba-dive til bunden af historien. Og skifte på et øjeblik alt efter humør og behov. Uden at få dykkersyge. Og ydermere kan man så selv bidrage til ekstra kontekst ved at kommentere eller uploade supplerende billed- eller videomateriale.

I den sammenhæng er det traditionelle tv-avis-nyhedsindslag som en hund i et spil kegler!

Nyhedsindslag til broadcast-tv har karakter af en fint-sammenvævet nyhedsmontage af speak, interviewklip, reportage-klip med sound bites – evt. tilsat lidt grafik og en stand up. Og det er produceret så det kan og skal ses uden anden kontekst end oplægget fra nyhedsværten.

Meningen med den dyrt producerede, tætte og komprimerede nyhedsmontage er at seerne skal ”suges ind” fra start til slut.  Vi skal have information, identifikation og fascination leveret i et hug. Hele bevidstheden skal monopoliseres af oplevelsen og tvinges igennem et lineært mentalt udviklingsforløb bygget op efter en spændingskurve.

Identifikationen er det altafgørende i tv-nyhedsdramaturgien. Der skal være et subjekt vi kan identificerer os med – en hovedperson til at drive historien frem. Får seerne lyst til at zappe, er det en katastrofe, for så er det til en konkurrerende kanal. Tv-nyhedsindslaget både forudsætter og kræver lean-back-indstilling hos seerne.

Der findes efter min mening ikke et eneste argument for at producere klassiske tv-nyhedsindslag til publicering på nettet – andet end at sådan gør man jo når man er professionel tv-journalist. Det er ikke pengene værd. Og brugerne værdsætter ikke den dyrt producerede æstetik. Når det er råt er det godt – nok.

For web-nyheder gælder det at: Content is king! Og indholdet kan udliciteres og splittes op i små bidder – clips! Og brugerne kan få link-joy ved selv at samle det til en fortælling i hovedet ved at klikke rundt via hyperteksten.

Mens tv-nyheden kræver et subjekt i historien, så gælder det krav ikke web-tv-nyhedsklippet. For her er det brugeren der er subjekt, ham der dirigerer og interagerer. What´s in it for me? - er det styrende spørgsmål. Og mens fascinationen i en traditionel tv-nyhedsfortælling altid skal være integreret med identifikation og information, så kan web-tv-indslag være rendyrket fascination der kan nydes i et en enkelt spektakulære injektion.

Web-tv er altid indlejret – embeded - i en skreven og grafisk kontekst, nemlig hele web-siden – og det giver ikke mening at lade som om konteksten ikke er der. For konteksten er synligt til stede under hele afspilningen af de levende billeder i playeren.

Det er de færreste der klikker til full-screen når de ser web-tv, netop fordi det forstyrrer og bryder lean-forward-indstillingen. Det føles ubehageligt at skifte til lean-backward og tilbage igen. Det er ikke sådan på sekundet at skifte fra den ene kemiske tilstand i hjernen til den anden.

Nyhedsjournalistisk web-tv skal altså altid tænkes og produceres til indlejring i en skreven kontekst med interaktionsmuligheder. Hvis det er ”længere”, skal det være fortalt og opdelt i ”bidder” så man kan stå af undervejs, ligesom ved læsningen af en artikel efter nyhedstrekanten. Hver af disse segmenter skal kunne giv mening uden resten så man også frit kan klikke mellem dem.

Rubrikken er Gud

Indholdet er Kongen

Konteksten er Fædrelandet

Og brugeren er - Direktøren for det hele

Og man kunne tilføje at flere af de "dogmer" som har styret broadcast-nyhedernes dramaturgi, også står for fald i nyhedsindslag på nettet .

• Fx er "talking heads" noget man typisk forsøger at begrænse eller helt at undgå i analoge tv-avis-nyheder. 
• På nettet fungerer det fint med talende ansigter i billedet, med eller uden jakkesæt, og med øjenkontakt - uden dækbilleder eller andre visuelle forstyrrelser. 
• Og skilte med tekst som mellemlæg i stedet for speak i voiceover eller speaker i billedet, er også helt OK. 
• Har man et godt interview med en væsentlig eller sensationel person kun på en lydfil, så kan det fint afspilles i playeren uden dækbilleder til at forstyrre lytningen.
• I længere nyhedmagasin-historier vil man i broadcast-tv ofte kræve en "motor" - et mere eller mindre iscenesat handlingsforløb med en reporter eller en case i aktion i billedet - til at sikre fremdrift i indslaget. Det er overflødigt når det er web-tv. Der er "motoren" brugeren selv der gennem sin interaktion med sidens elementer og links leverer brændstof til fremdriften. 

Indlægget her er en let revideret og udvidet udgave af et indlæg på www.ahheder.dk. Rapporten om webtvaviserne, kan findes her: http://ahaheder.dk/?p=1109 .

Carsten Jensen - og debatten om debat efter filmen der blev udskudt

Information bragte i sin weekendudgave 16.17. april en to siders artikel af Ulrik Dahlin med rubrikken "DR vil have det sidste ord om DR-kritisk film". Og underrubrikken "Du får frit spil til at præsenterer dit subjektive historiesyn i TV... Sådan lød invitationen fra DR 2 til forfatteren Carsten Jensen, men da resultatet forelå, krævede kanalen alligevel at få det sidste ord."

"Der er noget galt i Danmark" er temaet for seks små 5 minutters personlig "dokumentarfilm" baseret på klip fra DR´s arkiver. En af de inviterede til at producere sådan en film var Carsten Jensen. Han lavede sin film som aftalt, og så blev der "noget galt i DR".

Konceptet var oprindelig, sådan har jeg forestået det på omtalen, at man først skulle se en bag-om-filmen-film hvor man skulle følge de enkelte instruktører under arbejdet med at researche og redigerer filmen sammen. Til slut - som klimaks - skulle man se selve filmen på 5 minutter. Færdig, slut, prut, finale.

Carsten Jensens film var bl.a. en satirisk kritik af TV-Avisen for at være ukritisk, dokumenteret med klip fra TV-Avisen selv, fortæller Information.  Men i følge den foromtale som DR trak tilbage, så havde kritikken et bredere sigte: "Dansk journalistik er et stort teaterstykke, som krampagtigt forsøger at opretholde billedet af et lille godt land (...) Den fjerde statsmagt er blevet til en flok ufarlige skuespillere, der spiller efter et manuskript de ikke engang selv kender."

Så vidt jeg kan regne ud er der tale om en syntetisk montage der gennem modstillingen af klip udstiller DR´s ukritiske tandløshed i sin journalistik i forhold til magthaverne. Et klart eksempel på blending, og i øvrigt en teknik som også tidligere er anvendt med kritisk sigte og har vagt debat, fx i Peter Watkins drama-dokumentariske montage "70´ernes folk".

Da Kanalchef Arne Notkin så Carsten Jensens film, besluttede han at ændre konceptet. Nu skulle alle filmen efterfølges af en debat i studiet.  En af sudiedebattørerne bagefter skulle så være den enkelte films ophavsmand.

Det var Carsten Jensen stærkt utilfreds med. Han mener at det skulle han have vidst på forhånd, og at man ikke sådan kunne ændre på konceptet bagefter. Han ville have lavet filmen anderledes hvis han havde vidst det, siger han. Han vil ikke gå i studiet lige bagefter og debattere live. Men han vil gerne senere debatterer med fx DR´s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

Arne Notkin mener at det er "fuldstændig vanvittigt" at have noget imod en efterfølgende debat, når selve filmen jo som mål har at være vække til debat. Og han mener ikke det er Carsten Jensen "der skal bestemme, hvornår DR skal sende en debat." "Meningen med serien er at være debatskabende, og så faciliterer vi debatten ved at tage hul på den."

Arne Notkin skriver i Information den 19. april et længere modsvar der slutter:

Vi har fra et tidligt tidspunkt indtænkt debat på dr.dk i forlængelse af Der er noget galt i Danmark. Sidenhen har det så vist sig muligt at tage hul på debatten på tv. Det er ikke i strid med ideen med disse programmer. Tværtimod. Det er fuldstændig i programmernes ånd. Det øger programmernes vægt og betydning.

   Derfor opfordrer jeg Carsten Jensen til igen at sige ja til muligheden for at tage hul på debatten på tv. Jeg kan ikke se, at han kan være tjent med at fremstå som en person, der vil forhindre DR i at debattere væsentlige emner. Det er i hvert fald stærkt forstyrrende for det billede, jeg har af Carsten Jensen. Kom dog tilbage i kampen, Carsten.

Er Carsten Jensen  en mimosen og et urimeligt brokkehoved - "fuldstændig vanvittig". Eller har han ret. Er der noget lusket i at Arn Notkin ændrer konceptet på den måde efter at have set Carsten Jensens film.

I mine yngre dage turnerede jeg rundt på svenske tv-redaktioner med kurser i dramaturgi og efterkritik. Og en af de ting jeg husker jeg bemærkede den gang, var at når SVT sendte kritiske dokumentarer, så var der altid - helt konsekvent - en studiedebat umiddelbart bagefter mellem  to talende jakkesæt.  Mens det næsten lige så konsekvent - aldrig var tilfældet i Danmark.

Det gav mig den gang anledning til at spekulerer over hvad fidusen var ved at lægge sådan en studiedebat som rosinen i pølsenden på en kritisk dokumentarfilm.

Dramaturgisk set forrykker man jo klimaks i "berettermodellen", som - da et sådant debatindslag både visuelt og sproglig er småkedeligt - nemt bliver en regulær antiklimaks. Spændingskurven fuser ud så at sige. Og Carsten Jensen har naturligvis ret i at han som bevidst fortæller, ville have formet sin film anderledes hvis han havde vidst at filmen ikke selv skulle klimakse, men slutte med en "cliff-hanger" der først skulle have pay-off i studiet med ham selv som deltager.

Ud fra en receptionspsykologisk synsvinkel fungerer en efterfølgende studiedebat naturoligvis på den måde at det svækker engagementet i debatten hjemme i dagligstuen og i hovedet på seeren, fordi folk derefter kan sætte sig tilbage i sofaen og konkludere at så er debatten jo overstået, de modstridende synspunkter er nu fremme i offentligheden, og så behøver man ikke selv at tænke og diskutere videre.

I stede for at åbne for tænkning og modsigelse hos seerne ved at slutte filmfortællingen "rent", så foretager  man efterfølgende en stedfortrædende retorisk manøvre - og lukker dermed for videre engagement hos seerne. Det man også blandt tv-journalister kalder "at lægge låg på". Alt så det stik modsatte af "at facilitere debatten", som Notkin legitimerer det med.

Ifølge den tilbagetrukne foromtale fra DR, så ville serien "tage den yderste konsekvens af, at objektiv historieformidling ikke eksisterer". Og Arne Notkin skriver  i sit indlæg i Informatin at der med disse programmer er tale om "et utrolig spændende tv-eksperiment med den personlige historiefortælling."

   Det kunne lyde som om det var noget helt nyt, dette eksperiment. Men det er det ikke.

Da debatten om "de røde lejesvende" i Danmarks Radio var på sit højeste - altså den rigtige oprindelige debat i perioden efter -68, hvor Erhard Jacobsen og hans forening af "aktive lyttere og seere" angreb DR for politisk ensidighed og venstrevredethed i en masse programmer - da producerede Poul Martinsen i 1972 en timelang tv-udsendelse med titlen "Det enøjede vidne". Heri indgik et lignende tv-eksperiment:

Erhard Jacobsen, partileder for Centrumdemokraterne og Leif Blædel, redaktør af det kritiske forbrugblad Tænk, fik hver til opgave at redigere og klippe en film om kosmetikfirmaet Holiday Magics salgsmetoder ved hjemmebesøg hos husmødre. Det var salgsmetoder som DR i en tidliger radioudsendelse havde forholdt sig kritisk til, og en udsendelse som Erhard derefter højlydt har kritiseret for ensidighed. Det filmede grundmateriale var det samme for begge: nogle illustrerende reportageoptagelser fra en kvindelig sælgers hjemmebesøg hos potentielle kunder og en række interviewoptagelser med den kvindelige sælger og den amerikanske direktør for firmaet - baseret på spørgsmål som Erhard Jacobsne og Leif Blædel havde "bestilt" på forhånd. De to syvminutters film vises i udsendelsen, og det fremgår tydeligt at den ene er vinklet positivt og den anden kritisk over for Holiday Magics salgsmetoder. Derefter følger i programmet en konfrontation i studiet mellem de to filmtilrettelæggere og direktøren for firmaet. Erhard og Blædel begrunder de valg de har gjort i hver deres klipning,  og har hver for sig kritiske kommentarer til modpartens film. Dette af Poul Martinsen iscenesatte plot leverer visual proof for det som var hele udsendelsens overordned præmis: Der findes ikke en objektiv sandhed - man kan ikke undgå at manipulere.

Båd den gang og nu er ideen med den slags eksperimenter udtryk for kreative forsøg på at illustrere og dokumentere en kontroversiel sandhed.

Men Arne Notkin har så at sige dementeret og afmonteret ideen med sit eksperiment ved at trække i land og lægge låg på debatten blandt seerne med sine planlagte studiedebatter. Og han er dermed - med sin redaktionelle runddans - faktisk kommet til at bekræfte Carsten Jensens præmis: "De er blevet en flok skuespiller der spiller efter et manuskript de ikke en gang selv kender."

Jeg husker ikke der blev lagt studiedebatter i enden på dokumentarserien "Jagten på de røde lejesvende"!

Man mærker hensigten, og får lyst til at le! Hvilken journalistisk komedie.

Jeg får også lyst til at citere - ja, mig selv:

Journalistik er den mest troværdige form for fiktion! 

Den skægge(de) mand Hr. Skæg - en særligt kreativ personlighed

Jeg har et stykke tid ikke skrevet om den særligt kreative personlighed. Men her er igen en af slagsen. Mikkel Lomborg. Han præsenteres på forsiden af Politikens kulturtillæg tirsdag den 19. april under rubrikken "Danmarks nye Halfdan Rasmussen?". Og et par sider inde en stor anmeldelse af en såkaldt "Børnekoncert med hr. Skæg.", med rubrikken "Og så lærer de også at stave til tissemyre".

   Han er vel den sidste i en lang række af børne-tv-værter som Danmarks Radios Børneafdeling har (op)fundet i årenes løb: Sigurd Barrett, Sebastian Klein, Casper Christensen, Jørgen Clevin, Thomas Winding, m.fl.

   "Skæg" er jo et homonym, så når en vært optræder som morsom mand på skærmen eller på en scene og kalder sig "Hr. Skæg", så er der altså tale om en særlig form for blending: af det som øjet ser: "en mand med et stor sort skæg", og det som han fremstiller og optræder med: "noget der er skægt".

Genren som Mikkel Lomborg repræsenterer, er også en blandingsgenre: edutaninment - altså et mix af underholdning og belæring. En årtusindgammel coctail, som altid lader sig mixe på ny af kreative personligheder. I 60´erne importerede vi det amerikanske børne-tv-koncept 'Sesame Street', og blandet med dansk folkelig humor og fræk kreativitet: Pling! - fik vi Kaj og Andra der nu er en del af vores "kulturkanon". Og 3. generations-børne-tv-seere kan stadig med grin og fnis afsynge den (u)pædagogiske bakke-snavvendt-sang.

   En enkelt ide fra forestillingen som anmeldelsen refererer, er beslægtet med bakke-snavvendt-sangen, og er også ret smågenial, synes jeg: dette at der inden i nogle ord findes helt andre ord. Inden i "skat" findes "kat", inden i "fis" findes "is", inden i "bål" findes "ål", inden i "skæg" findes "æg".

Men af portrættet og anmeldelsen fremgår ikke hvordan Mikkel Lomborgs opvækst har været, og det interesserer mig jo når vi taler om "særligt" kreative personligheder". Vi får blot at vide at han som barn drømte om opera, ballet og musik, "men det var lidt hårdt på Stevns". Så han endte med at blive pædagog.

   Baggrundshistorien finder jeg i et interviewportræt i Berlingske Tidende fra den 10. december 2010. Rubrikken er "Manden bag skægget". Journalist: Christina Marcher.

   Han er tydeligvis et multitalent. Og allerede som barn føler han sig fremmed og uden for, og som voksen to personer i en, og problemer med egen (køns) identitet:

Pudsigt nok havde den mand, der er i gang med at lære en hel nations børn at stave og tælle, før de kommer i skole, selv et problem med tal som lille. Han gik på en landsbyskole og havde den samme lærer i musik og matematik. I musiktimerne elskede hans lærer ham. I matematiktimerne sad læreren med tår i øjnene, og kunne ikke forstå, at de ikke kunne kommunikerer.

   Socialt følte han sig som ”lidt af en vanskabning” og frygtelig ensom.

   ”Jeg var jo virkelig anderledes end alle de andre børn”, siger han.

  ”Jeg løb rundt og havde store symfonier i hovedet og ville tegne og skrive og synge og danse ballet og havde store heltefortællinger summende inde i hovedet på mig. Og jeg turde ikke nævne det for nogle af de andre”, siger han, og beskriver Karise som en socialpsykologisk ørken. (...)

   Evnen til at få hul igennem til børnene på to sekunder og opleve verden med deres øjne tilskriver han sin halvfjerderseropvækst omgivet af en masse stærke, fornuftige kvinder – og meget få mænd. En situation han beskriver som en kæmp identitetskrise, hvor det var svært for ham at finde ud af det der med at være 'en mand'. (...)

   Så Mikkel løb rundt alene ude i skoven og var forvirret og legede ridder og landevejsrøver med en pind som sværd og en kvinde, han skulle redde og alle mulige store heltefortællinger snurrende i hovedet til det tordnende soundtrack fra yndlingsserien ”Dick Turpin”.

   "Det er jo helt klart en kompensation, at jeg har fundet nogle heftige heltemanderoller, som jeg har idoliseret, men ikke sevl kunnelevet til overhovedet”, griner han.

   Hans problem med at finde ud af det der med maskuliniteten resulterede i, at han tvivlede yderligere på sig selv og det, han havde at komme med. Og på den måde blev han ”en rigtig pleaser”, fortæller han. (…)

   ”Det er et personligt problem for mig, når folk er urimelige og jeg ikke kan finde ud af at sige fra. Men jeg har også lært at bruge over-empatien som mit sværd – i min tilgang til både problematiske unge og til kolleger. Og selvfølgelig til børn. Jeg kan lynhurtigt spore mig ind på, om vi skal snakke meget eller snakke lidt, eller om vi skal have store armbevægelser eller være intime. Så det er også en stor gave,” siger han.

Lige efter bogen, kan man sige. Savnet af en "far". Ensomhed, stærk fantasivirksomhed. Der er klare lighedspunkter til Poul Martinsen og hans barndom, og hvordan han lærte empati gennem sit nære forhold til storsøsteren.

Det fremgår at Mikkel Lomborg er "talblind". . Men ikke om han også er "ordblind". Det er der rigtig mange kunstnere der i øvrigt er, så det ville ikke undrer mig om det var tilfældet.

   Forfatteren til bogen "The Gift of Dyslexia", Ron Davis, tror at alle ordblinde har nogle særlige evner som de deler med mange berømte "dyslektikere". Disse specielle talenter er:

1. They can utilize the brain's ability to alter and create perceptions (the primary ability).
2. They are highly aware of the environment.
3. They are more curious than average.
4. They think mainly in pictures instead of words.
5. They are highly intuitive and insightful.
6. They think and perceive multi-dimensionally (using all the senses).
7. They can experience thought as reality.
8. They have vivid imaginations.

Det passer jo meget godt med personligheden bag "Hr. Stærk".
   Jeg finder en artikel som fortæller om såkaldt "visual-spatial learners" - altså mennesker med den særlige form for intelligens der knytter sig til visuel-rumlig forståelse og inteligens. Artiklens forfattere er Linda K. Silverman og Jeffrey N. Freed. De skriver:

A visual-spatial learner is a student who learns holistically rather than in a step-by-step fashion. Visual imagery plays an important role in the student's learning process. Because the individual is processing primarily in pictures rather than words, ideas are interconnected (imagine a web). Linear sequential thinking — the norm in American education — is particularly difficult for this person and requires a translation of his or her usual thought processes, which often takes more time. (...)

   Visual-spatial learners have amazing abilities to "read" people. Since they can't rely on audition for information, they develop remarkable visual and intuitive abilities, including reading body language and facial expressions.

   Many of the students described in this article were so adept at reading cues and observing people that they could tell what a person was thinking almost verbatim. Oftentimes, in school, they sense a teacher's anxieties and ambivalent feeling towards them, and react with statements such as, "that teacher hates me."

Så den empati som Mikkel Lomborg tilskriver sin tætte omgang med stærke kvinder i sin barndom, kunne simpelthen hænge sammen med den særlige form for intelligens han besidder.

I øvrigt kommer jeg i tanker om mine egne erfaringer med at lære at læse.
   Vi blev undervist i Holeby Skole efter lærebogen "Ole Bole". Systemet var et rent stave system: "i-s" siger "is" osv. Og jeg lærte ikke at læse hverken i første eller anden klasse. Men var vild med at tegne og male. Først i 3. klasse knækkede jeg koden. Jeg husker det som en aha-oplevelse. Og at det gik meget hurtigt. Men det må have været gennem en slags ordbillede-metode, som jeg selv fandt ud af. Men det betød så at jeg aldrig fik et helt skarpt billede af ords stavning, især den del der har med endelserne at gøre.
   Derfra gik det stærkt. Jeg slugte drengebøger og børneromaner i hundredevis i de følgende år. Læste og fantaserede nærmest i en rus dag og nat. Og legede Robin Hood og Gøngehøvdingen og De tre musketerer med min eneste rigtige legekammerat Flemming hvis far var arbejdsmand på den sukkerfabrik hvor min far var ingeniør.