Faktion - igen - igen - og en retssag om autofiktion

I slutningen af november deltog jeg i et fagligt seminar for og med underviserne på journalistik på RUC. Temaet var forholdet mellem virkelighed og fiktion i forskellige formidlingssammenhænge: dokumentar, tv-nyheder, forskningsrapporter. Jeg var blevet bedt om at indlede med et oplæg "om faktion", nok mest fordi jeg jo har skrevet en bog for mange år siden, Faktion som udtryksmiddel, der den gang blev ret kendt både i universitets- og journalistkredse. Måske også fordi jeg har vejledt en hel del specialer i og om narrativ journalistik, og har talt en del om det til højre og venstre. Og den fortællende journalistiks former er jo også blevet beskyldt for at sætte den journalistiske troværdighed på spil gennem blandingen af fakta og fiktion.

Når jeg kommer til at tænke på det seminar i dag, er det fordi mit oplæg den gang sluttede med at fremhæve at spørgsmålet om hybridformer og tvetydige kontrakter med publikum, stadig er højaktuelt. Og i dag har Information en artikel på kultursiderne med rubrikken "Skæbnedag for autofiktion". Underrubrikken fortæller at et forlag og en forfatter er på anklagebænken i en retssag "for at have have krænket 'romanfiguren' Thomas Skade Rasmussens privatliv.

   Dels studser jeg over ordet "autofiktion" i rubrikken, der blev brugt som om det var et ord alle læsere var fortrolige med. Dels er det mærkeligt med de distanceskabende anførselstegn omkring "romanfiguren". Jeg husker ikke jeg har set ordet "autofiktion" før, men det har jeg nok, men ikke hæftet mig ved det i skyndingen.

   Jeg tjekker Wikipedia på engelsk, det må være derfra det kommer - autofiction:

Coined by Serge Doubrovsky in 1977 with reference to his novel Fils, autofiction refers to form of fictionalized autobiography. Autofiction combines two paradoxically contradictory styles: that of autobiography, and fiction. An author may decide to recount his/her life in the third person, to modify significant details or 'characters', using fiction in the service of a search for self. It has parallels with the faction, a genre devised by Truman Capote to describe his novel In Cold Blood. Autofiction is principally a genre associated with contemporary French authors, among them: Christine Angot, Guillaume Dustan, Alice Ferney, Annie Ernaux, Olivia Rosenthal, Anne Wiazemsky, and Vassilis Alexakis. Catherine Millet's 2002 memoir The Sexual Life of Catherine M. famously used autofiction to explore the author's sexual experiences.In India, Autofiction has been associated with the works of Charu Nivedita. His novel Zero_degree, a path breaking work in Tamil Literature, in an example of this genre.

Ser man det! Det er altså et blended udtryk - en verbal kortslutning af "autobiografi" og "fiktion". Og altså et eksempel på faktion i den betydning af ordet som jeg bruger i Faktion som udtryksmiddel: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der bliver ballade over blandingen.

Den danske forfatter som nu er anklaget, hedder Claus Bech-Nielsen, fremgår det. Og jeg husker der tidligere i Information har været nogle spøjse artikler om det rod der var i CBN´s roman 'Suveræn' hvor han beskrev en "ven" med navns nævnelse, men i en sammenhæng hvor der i øvrigt var en masse opdigtet stof. Og at "vennen" blev sur og følte sig og sit liv misbrugt.

   Der er jo også klare analogier til retssagen i Oslo om Åsne Seierstads Boghandleren i Kabul. Og artiklen i Information refererer til Klaus Rifbjergs Marts 1970, og oplister i en faktaboks en lang række moderne "autofiktive" værker, hvoriblandt den norske Karl Over Knausgaard: Min Kamp, Jørgen Leth: Det uperfekte menneske, Susanne Brøgger: Sølve, og Knud Romer: Den der blinker er  bange for døden. 

   I artiklen er der også interviewudtalelser af Poul Berendt som i 2006 fik udgivet bogen Dobbelkontrakten hvori han analyserede en række autofiktioner, og anbefaler at man som publikum læser dem to gange, først selvbiografisk og altså som fakta, og derefter som romaner - altså som fiktion.

   Det synes jeg i øvrigt er forfejlet når hele fidusen set fra forfatterens synspunkt og fornøjelsen set fra læserens er at tvetydigheden fastholdes under læsningen: De skal læses som blendede diskurser - hvad enten de bryder lov og ret - eller bar balancegang på grænsen til moral og anstændighed.

For nu at vende tilbage til det jeg begyndte med i dag, mit oplæg til det faglige forum på journalistuddannelsen. Under arbejdet med det blev jeg klar over - for alvor - at jeg havde et lidt traumatisk forhold til begrebet faktion. Der skete nemlig det i starten af 90-erne at bogen de første år nød stor anerkendelse, og jeg blev inviteret til at holde oplæg og forelæsninger både her og der.

   Men så pludselig blev medieforskernes establishement enige om at det videnskabsteoretisk var forfejlet at lægge så meget vægt på skellet mellem fakta og fiktion som jeg (og det fleste journalister) gjorde. Egentlig kunne man jo - dybest set - ikke skelne mellem fakta og fiktion, og derfor var begrebet faktion videnskabeligt set uanvendeligt, var grundsynspunktet.

   Og derefter forsvandt Faktion som udtryksmiddel ud af mediespecialernes og de medievidenskablige afhandlingers litteraturlister - sammen med at brugen af selve termen blev nærmest tabu. Og selv valgte jeg - og deri det traumatiske - at smide begrebet ud af de bøger og artikler jeg efterfølgende skrev som havde noget med blandings- og hybridgenre i medierne at gøre, fx. De levende billeders dramaturgi. Analytisk indførte jeg her begrebet "fortællerplot" - delt op i "journalistiske plot" og "underholdningsplot", og samtidig beskrev jeg en særlig faktagenre - "de afprøvende" - som dækkede en del af de tv-programmer som jeg i faktionsbogen sammenfattede under betegnelsen "iscenesat.virkelighed". Og jeg fik på den måde terminologisk sneget mig uden om det "betændte" faktionsbegreb.

   Men jeg sluttede faktisk mit oplæg i november med at "genoplive" begrebet 'faktion' - og stå ved det jeg skrev og den tænkning der lå bag min bog fra den gang. Jeg synes af jeg med de moderne cognitive teorier om conceptual blending og frame-shifting har fået teoretisk fast grund under fødderne.

   Det kunne være jeg i et fremtidigt blog-indlæg skulle resumere oplægget i sin helhed. Men her er den oprindelige definition i hvert fald som den stod skrevet:

Faktion” er alle former for medieprodukter hvor blandingen af  ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

Den ordblinde guldsmed - på finansloven: Torben Hardenberg

I bogen "Inspiration og kreativitet" er der også et interview-(selv)portræt af guldsmeden Torben Hardenberg, som jeg ikke kendte noget til. Navnet har jeg måske stødt på i aviserne, men da smykker ikke er noget der har interesseret mig, så har jeg heller ikke fæstnet mig ved ham og hvad han laver.

   Han fortæller at han er på finansloven, så han må være god.

Det der fænger mig ved selvportrættet, er hans oplevelser og erfaringer som barn og ung. Han er enebarn og ordblind, så alvorligt, at han stadig ikke kan læse som 60-årig. Han fortæller at han var et ønskebarn, og at han derfor slet ikke forstod hvorfor man i skolen og i relationerne uden for hjemmet ikke også så på ham med begejstring.

For mig er det drømmende barn grundlaget for det hele. Jeg forstod ikke, at verden derude, som var skolen og danseskolen, vendte ryggen til mig, når jeg kom. Jeg var jo stjerne! Det vidste jeg, for den tro havde jeg fået med hjemmefra. Der var mange ting jeg ikke kunne, men mine forældre gav mig en tro på, at jeg var en kongesøn. Når jeg havde bygget et kongeslot af byggeklodser på det enorme spisebord, fik det lov til at blive stående i tre dage.

Moderen var bekymret og sagde til ham: "Hvad skal der dog blive af dig. Du kan jo ikke en gang blive gadefejer, for du kan ikke læse vejskiltene. Vinduespudser kan du heller ikke blive, for du kan ikke læse dørskiltene. " Hun sagde at han nok endte på Himmelekspressen hvis han ikke tog sig sammen i skolen. Torben Hardenberg fortæller:

Du kan ikke en gang blive gadefejer! gik hen og blev det mest spændende mantra, jeg har fået i mit liv. Men selvfølgelig skabte det også en angst i mig, og den har jeg fortsat omkring økonomi. Nu ender jeg aldrig på Himmelekspressen, for ved et trylleslag er jeg kommet på finansloven, så nu er min husleje sikret. Og jeg sidder her i mit private skatkammer af barokmøbler.

Faderen læste en masse historier og eventyr op for ham, da han jo ikke selv kunne læse. Og tog ham med på en masse museumsbesøg. Stof for fantasier. Da han blev ældre, var hans yndlingshistorie Karen Blixens "Det drømmende barn", fortæller han.

   Han drømte selv om at blive guldsmed, men blev fem gange fyret fra sine lærepladser. Gennem faderens forbindelser endte han med at få læreplads hos en guldsmed hvor han og mester holdt hinanden ud lærtiden ud. Men hans mester sagde til ham da han var udlært, at han var "den frygteligste lærling" han "nogensinde havde haft". Torben Hardenbergs forklaring:

For jeg levede ikke op til hans behov for effektivitet og målrettehed. Han så mig ikke som det jeg i virkeligheden var: en spirende kunstner, der legede sig til resultaterne. 

Og senere sammenfatter han:

Ifølge Karen Blixen, skal du jo tackle de minusser, der er i dit liv, med et: Hvis fanden griner til dig, skal du vende dig om og grine tilbage. Dét er inspiration.

Torben Hardenberg er en kunstner der er utroligt ambitiøs med sit arbejde, og som stimuleres ved at møde modstand, men som samtidig hele tiden - umætteligt - angler efter anerkendelse. Og derfor er utroligt glad når han får den, fx. i form af et ridderkors.

   Han fortæller om sit forhold til det der er "negativt":

Jeg bliver også inspireret af det der er negativt. Af folk, som jeg ikke synes gør tingene helt, som jeg forventer. Af det godes kamp mod det onde. Derfor føler jeg mig måske også indimellem draget af negative oplevelser, for eksempel ved at tilbringe tid med folk, jeg synes er for omstændeligt, eller for lidt generøse, for der lærer jeg rigtig meget og bliver inspireret til at gøre tingene bedre - til at yde mit bedste. De negative personer i mit venne-galleri inspirerer mig også. Jeg bruger dem som stemmegafler, for at kunne ramme de toner jeg skal spille.

Igen en flot metafor fører til skift af frame og optik: negative venner som "stemmegafler".

Hvor kobler jeg til mine forskellige indgange til kreativitet? - Orblindhed er en kreativ restriktion, negative forventninger er en kreativ restriktion. Begge dele udfordrer ham til at fantasere og drømme - og se sig selv, sit liv og sin udvikling inden for rammerne af en eventyrverden, og sig selv som eventyrernes forklædte kongesøn.

   Der er en lang række ligheder med Poul Martinsen, der også som barn var en drømmer, og som også ser sit liv som et eventyr og gang på gang understreger sit eventyrlige held. Også han anglede efter anerkendelse, men blev også stimuleret af omgivelsernes modstand (hans chef gennem 20 år: Verner Svendsen, Radiorådet domineret af Erhard Jacobsen). Også han tiltrækkes og stimuleres af det negative: ondskab, kriminalitet. Også han havde et meget stærkt behov for økonomisk sikkerhed.

   Poul Martinsen kom dog aldrig på finansloven, hvad han bestemt kunne have fortjent.

Personligt genkender jeg oplevelsen af at være ordblind (om end slet ikke så alvorligt som vores guldsmed her), og oplevelsen af et stærkt fantasiliv stimuleret af historier i bøger og museumsbesøg. Og som barn producerede jeg faktisk fascinerende og fantasifulde emaljesmykker som jeg gav bort i julegave til kvindelige medlemmer af familien - kommer jeg pludselig i tanker om!

Kasper Bech Holten-udtræk fra "Inspiration og kreativitet" - af Annie Dunch

Jeg skummer lige nogle relevante citater fra bogen, som jeg tidligere har omtalt. Jeg skal snart aflevere den til ham jeg har lånt den af.

Kasper Bech Holten - operanstruktør - siger: "Det er en følelse af klarhed der breder sig, når inspirationen kommer." Det er altså en aha-oplevelse, siger jeg. Han siger også: "Kreativitet og inspiration kommer, når man har brug for det, hvis man har skabt de rigtige forudsætninger." Til de rigtige forudsætninger som man skal skabe, hører utvivlsomt at man i en tid lader højre hjernehalvdels ubevidst tænkning få fred til at arbejde, efter at man først har fodret den med oplysninger om problemet. I forlængelse heraf siger KBH også: "Jo mere jeg stoler på intuitionen i stedet for at tænke den ihjel, jo bedre bliver resultatet." Han taler utvivlsomt om det jeg andet steds har kaldt flow, en kreativ tilstand som kan forstyrres ved for mange bevidste og urolige overvejelser om hvordan det virker som man er igang med. Det er også det Tim Gallway understreger med sin skelnen mellem "Self 1" og "Self 2", hvor for meget "Self 1"  der er optaget af andres forventninger, forstyrrer "Self 2" i at performe optimalt. Og endnu et citat fra ham: "Kreativitet trives bedst når der er begrænsninger." Det jeg andet steds har kaldt kreative restriktioner.
   Forrige blogindlæg havde rubrikken "kreativ destruktion". Og derfor finder jeg selvfølgelig et citat om det af KBH:

Kreativitet kræver mod! Modet til at være ambitiøs med sit liv, men det kræver også erkendelse af, at al skabelse indebærer destruktion. Man kan ikke skabe hvis man ikke har vilje og mod til at rive ned og slå i stykker. Til at ødelægge publikums eller egne forventninger. Til at rykke sig væk derfra. Give slip på det man ved, man kan og har succes med. 

Det er en udbredt erfaring hos folk der arbejder kreativt, at det kan være godt for hjernen og det kreative arbejde at have flere opgaver at skifte imellem, så man mentalt holder fri fra den ene, mens man arbejder med den anden. Sådan har jeg det også selv.
   Kasper Bech Holten er jo operainstruktør, og en opera er jo i min terminologi en blended genre - et mix af dramatisk teater og lyrisk sang/musik. Han har en rigtig flot metafor hvad en opera er og gør ved publikum:

Operaen er vigtig idag, fordi vi her i rendyrket form arbejder med nogle af de ting, der ikke er logiske i tilværelsen - med følelser og med personer. "Følelsernes fitnesssceneter" kalder jeg operaens univers. For musik kan udtrykke følelser, som ord ikke evner. Der er brug for at skildre tilværelsens kompleksitet, og her er operaen et multimedie med en stor hammel af udtryksmuligheder.

Den er god: Operagenren som "Følelsernes fitnesscenter." Aha!
   KBH bruger også en markant metafor for den måde hans kreative hjerne fungerer og arbejder på - et skuffedarium:

For mit vedkommende skal der fyldes noget ind i maskinen, for at der kommer noget ud. Min hjerne fungerer som et slags skuffesystem. I formiddags havde jeg et møde om en opera til foråret. Da var den skuffe åben. Nu er den lukket igen. Senere på dagen kan jeg sidde til et budgetmøde og være fuldstændig til stede i nuet dér. Og lige nu er jeg et andet sted i mine tanker. Når skufferne bliver lukket i, så ligger idéerne og arbejder videre uden jeg er bevidst om det. Men hvis ikke jeg lukker skuffen op indimellem og putter noget derned, så sker der ikke noget. Der skal være perioder hvor skuffen står åben. Sådan virker det for mig, og jeg har svært ved at tro på, inspiration kan eksisterer på basis af intet. Der nødt til at være en tank, der er fyldt op, som man øser af.

Det var faktisk noget af det jeg syntes var fidusen ved at rejse til Kina og min (nye) forståelse af hvad jeg egentlig skulle med sådan en. At man har åbnet en række skuffer som man fylder på undervejs - ved mentalt at være indstillet på at være "åben" og "modtagelig" (og ikke hele tiden tage billeder eller læse i guidebøger).
    Jeg mindes Poul Martinsen der fortalte om hvordan han, når han var stødt på et problem med produktionen, om aftenen læste alle sine noter igennem, og næste morgen mens han stod og barberede sig, så havde underbevidstheden under søvnen fået en ide til løsning af problemet. En aha-oplevelse. Martinsens metafor var at det var "som et dyr man fodrer". Altså underbevidstheden er som en mave der syder og bobler når der kommer noget ned i den, og ideen næste morgen er så som - ja, metaforen kører her med mig: en mental bøvs! - der letter på trykket.

Kreativ destruktion

Kreativ destruktion, hvad er det?

I forbindelse med et avisindlæg om udsigten for de traditionelle medier, i første række aviser, i en fremtid domineret af et stadigt ekspanderende internet og udviklingen af stadig nye informations- og formidlingsplatforme, så jeg begrebet "kreativ destruktion" anvendt.
    Jeg kunne ikke få det ud af hovedet og havde en erindring om at det var et begreb jeg allerede havde kendt i min ungdom da jeg læste Marx. Jeg husker det også anvendt til at forklare hvorfor  de to bombeødelagte taberlande, Japan og Tyskland, efter 2. Verdenskrig gennemgik en fantastisk  hurtig økonomisk-industriel udvikling og helt overhalede England der var en af sejrherrerne.

Begrebet indebærer i princippet at noget må ødelægges for at give plads til at noget nyt kan opstå. Mytologisk og metaforisk er der jo tale om en slags Fugl Fønix der som bekendt brændte sig selv for  at genopstå af asken.
   Søgning på nettet bekræfter at det oprindelig er et marxistisk begreb til at forstå og forklare den udvikling i spring som kendetegner kapitalismen, hvor konkurrencen fungerer som en dynamisk kraft der kombinerer ødelæggelsen af gamle virksomheder og produktionsformer med en revolutionær udvikling af nye, for eksempel den overgang vi har oplevet de sidste 20-30 år - fra industrisamfund til informationssamfund.
   Begrebets moderne talsmand hedder Joseph Schumpeter, en økonom der i 40´erne brugte begrebet til at beskrive perioder i kapitalismens historier med radikal innovation. Wikipedia skriver:

In Capitalism, Socialism and Democracy, Schumpeter popularized and used the term to describe the process of transformation that accompanies radical innovation. In Schumpeter's vision ofcapitalism, innovative entry by entrepreneurs was the force that sustained long-term economic growth, even as it destroyed the value of established companies and laborers that enjoyed some degree of monopolypower derived from previous technological, organizational, regulatory, and economic paradigms.

I vore dage er begrebet relevant til at beskriver hvordan gamle medier som aviser må gå under og give plads for nye medieformer i forbindelse med internet og digitalisering af alle former for information.
    Det som begrebet indfanger, er at enhver evolution foregår på baggrund af destruktion. Inden for den biologisk lære om livets udvikling her på jorden, opererer man med den tanke at korte perioder af masseudryddelse af et meget stort antal arter af liv, har ført til en springende acceleration af evolutionen ved at give "plads" og muligheder for nye grupper af organismer til at udvikle og sprede sig i de nicher som er blevet tomme. Det kendteste eksempel er dinosaurernes uddøen for omkring 60 millioner år siden, der gav plads for udviklingen af pattedyrene, og dermed for os mennesker. 
    Vi kender tankegangen fra bevingede ord som "at begynde på en frisk", "intet er så slemt at det ikke er godt for noget", "det må gøre ondt, før det kan gøre godt", "vi må viske tavlen ren".    
    Vi kender det også som en socialpsyklologisk mekanisme i forbindelse med udvikling af nye ideer, hvor man skal sørge for at gøre sig "tom" for præfabrikerede forestillinger: Når man skal brainstorme, skal man begynde med en "hvid tavle" eller et "tomt bord". Også i forbindelse med ledelsesteori findes tankegangen, hvor det er en almindelig anerkendt regel at en ny chef hvis han skal kunne forny virksomheden, skal se at komme af med det lag af næstkommanderende souschefer, som forgængeren har ansat. 
    En personlig erindring: Min mormor blomstrede op og fik nyt liv, da min morfar døde da han var ca. 65 år. Han var en stor og dominerende patriark, og da han var væk, blev min mormor livlig, aktiv og udfarende på en måde som vi i familien aldrig havde oplevet hende før mens hun "stod i skyggen". Hun blev 91 år gammel. 
   For mit eget vedkommende har jeg forstået det som jeg jævnligt og med nogenlunde faste intervaller har gjort i mit voksenliv, nemlig skiftet job - villet og frivilligt - som en slag mental kreativ destruktion. Jeg har set det som en positiv mental drivkraft at komme hen et sted hvor jeg - i overført betydning - sad i lort til halsen - uden at have sikkerhed for om jeg kunne klare det. 
   Det jeg ødelægger eller opgiver, ved sådan en skifte-job-operation, det er alle de tankemønstre og de relationer som gør dagligdagen og arbejdslivet forudsigeligt i en bestemt stilling  - og som gør mig tryg - og doven!
   Dovenskab betyder mentalt set at den kreative stavblender går i stå. Resultatet er en ubevidst frustration. Og løsningen er: kreativ destruktion - ved at skifte til et job hvor en stor del af opgaven går ud på at klare udfordringer som man ikke har præfabrikerede strategier og svar på.

Trille - 'et øje i det høje' - og barndomserindringer

Politiken havde i søndags et stort to-siders opslag med et portræt af sangerinden Trille der ikke har sunget i mange mange år - i anledning af en genudgivelse i et box-sæt af hendes plader fra 70´erne og 80´erne.
   De fleste af mine jævnaldrende danskere husker hende ikke mindst for en sang hun sang i tv i programmet Musikalske venner i 1970, med omkvædet: "Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud." Sangen handlede - formuleret i antydninger - om en pige der onanerede og som følte skyld på grund af "øjet i det høje".
  Jeg husker hende også fra mit tidligere liv, men ikke lige for den sang.

For det første kender jeg Trille fra vores fælles gymnasieskole på Christianshavn. Jeg har danset med hende til gymnasiefester, og været på kristelige gymnasielejre med hende. Og husker at hun optrådte med folkesange og eget guitarspil til nogle af festerne og på lejrene.
   Og vi har det til fælles at vi begge har været udvekslingsstudenter i USA. Med et års forskydning.
   Mange år senere har jeg mødt hende i B&U-afdelingen i DR i slutningen af 80´erne, hvor hun skrev manuskripter til børnetegnefilm, og hvor jeg var indkaldt som dramaturg for et mindre hold af forfattere som alle skulle skrive historier til det samme tegnefilmskoncept.
   Hun var klart et multitalent, en person med flere personligheder. Ikke sådan at komme i kontakt med.
   I øvrigt bor hun nu også i Sydsjælland, kun 30 kilometer fra Vordingborg. Og jeg og fruen har besøgt hende der  et par gange på hendes gård - langt ude på en pløjemark.

Jeg husker godt at hun var datter af en enlig mor og boede i en lejlighed på Højdevej på Amager, for det var samme vej som min daværende gymnasiekæreste også boede på. Det jeg ikke har vidst noget om, var historien om tabet af faderen. Journalisten Mette Olsen refererer i portrættets indledning:

Om eftermiddagen sørgede Trille altid for at lægge faderens sutsko ind på radiatoren, så de var lune når han kom hjem. Og når døren gik op, var det som et pust af verden, der kom med ind i den lille toværelses i Sundby. En gang havde han en hummer med hjem. En anden gang trak han et par rulleskøjter til hende op af mappen. Da hun lå syg med halsbetændelse, havde han købet den hel nye 'Pippi Langstrømpe'. Faderen havde haft polio som barn (...), men en af nyrerne havde åbenbart også taget skade. I hvert fald svigtede den pludselig. "Så døde min far da jeg var syv".

Trille får selv ordet i artiklen lidt senere:

Han lå jo hjemme i en periode og spiste en frygtelig masse hvidløg, for det skulle måske hjælpe, og havde kameluldsbælte på. Han havde også en kolbe at pisse i, og det var simpelt hen det rene blod. Så kom han på Bispebjerg Hospital. Min mor og jeg tog derud hver eneste dag med sporvognen. Og så var det altså slut.

Trille fortæller videre at der ikke blev talt med hend om hendes eget savn af faderen, det måtte hun pakke ned og holde for sig selv. Men hun blev sin sørgende "mors krykke", fortæller hun:

Jeg tror, jeg har haft nogle meget, meget lange antenner ude for hele tiden at lodde, om stemningen var i orden. Og det  der hensyn til, om alle nu havde det godt, har jeg båret med mig alt for længe. Nu har jeg lagt noget af det bag mig. Men sådan har jeg haft det i mange år.

Det med at have særlige følsomme antenner ude i forhold til de nære omgivelser, synes at være et ofte optrædende træk ved den særligt kreative personlighed, et mentalt resultat af savn og tab i barndom og ungdom.
   Poul Martinsen fortæller noget lignende om sit særlige forhold til sin meget ældre søster, som var meget humørsvingende, og om hvordan han lærte at være særligt opmærksom på og følsom over for de tegn der afslørede hvor på humørskalaen søsteren befandt sig.
   Han mente selv at den særlige følsomhed han den gang udviklede, var noget der kom ham til gode når han skulle interviewe mennesker til sine dokumentarprogrammer. Som en slags intuition.

I øvrigt har en meget kreativ fotograf lavet en iscenesat montage på forsiden af kultursektionen, hvor man ser Trille sidde med albuerne på et bord og med sin ene hånd holde et pladecover op foran sig fra en af hendes LP´er: Indeni/Udefra. På coveret kan man se hendes ansigt - hun så godt ud - fra den gang. Når man så bladrer ind til selve artiklen, ser man hende sidde uden at ansigtet er dækket, sådan som hun ser ud nu hvor hun må være midt i 60´erne.
   Alderen og hendes liv har sat sig kraftige spor. Hun ser hærget og brugt ud.
   God ide af fotografen, godt tænkt, flot realiseret. Man får virkelig en rigtig AHA-oplevelse. I hvert fald for mig lidt af et chok på den måde at blive konfronteret med forskellen mellem mit erindringsbillede af hende som stemmer overens med cover-billedet, og så fotografens nutidige billede.
   Fotografen hedder Peter Hove Olsen.