Du er en drømmer, Peter! - når default-netværket fungerer i praksis og bruges til - hvad?

Da jeg var barn, fik jeg tit at vide at jeg var "en drømmer". Og det forældre og andre voksne mente, var at jeg tit ikke var særlig opmærksom på mine omgivelser, men "gik i mine egne tanker", "var langt væk", "var fjern i blikket", "professor-distræt" - og hvilke metaforer man ellers brugte.

   Da jeg gik i første klasse i Holeby skole, havde vi en lærerinde der hed frøken Rømme. Hun havde også bemærket at jeg tit ikke var særlig næværende, og foretog en gang det eksperiment forsigtigt at balancerer en lineal på toppen af mit hoved uden at jeg lagde mærke til det. Sådan går historien i hvert fald i min familie.

En metafor for default-netværkets funktion, som jeg lige finder på, er at det er aktivt når hjernen ikke er på arbejde, men holder fri og holder ferie. På nettet har jeg set at det også kaldes "off-line cognition" - altså "off-line tankevirksomhed" - hvor computeren er metafor for hjernen.

  En engelsk metafor for det at dagdrømme er "mind wandering" - altså "at sindet vandrer" - svarende til at man siger: "Jeg gik i mine egne tanker" - altså metaforen går ud på at tanker er som et landskab man kan gå rundt i.

Ud over disse metaforer som jeg nævner oven for - og som jo på en måde også dokumenterer at dette default-netværk findes og antyder hvordan det fungerer - så peger det her på noget jeg tidligere har været lidt inde på: parallellen mellem "det indre syn" og "det ydre syn".

   "Det ydre syn" er jo det der er forudsætningen for og vejen til at spejlneuronerne kan udfører deres job, nemlig gøre os i stand til automatisk og ubevidst at "aflæse" andre menneskers indre "tilstand", gennem perceptionen af deres ydre handlinger, gestus, mimik: Vores hjerne "simulerer" vores egne neurale forbindelser mellem handling og intention - og handling og følelser - når de ser en anden agere.
   Det ligner lidt det at læse noderne til en melodi uden at spille stykket på et instrument.

Men man også kan "vende blikket indad" og i bevidstheden genkalde sig oplevelser/erindringer/minder som man tidligere har perciperet, dvs. oplevelser som spejlneuronerne har simuleret på det tidspunkt man havde oplevelsen.

   Her sker der jo så det at man "aflæser" sine egne minder - som jo ikke er selve oplevelsen og ikke præsenterer sig for det "indre øje"/på den "indre skærm" med sammen "livagtighed" som de sansede indtryk man havde da man blev udsat for oplevelsen den gang.

   Den genfremkaldet oplevelse - mindet - er et aftryk i hjernen der i et eller andet omfang matcher den oprindelige oplevelses indtryk - en mental simulation af det hjernen modtog og optog oprindelig, altså.

   Og min teori vil være at i og med man fremkalder dette minde, så aktiveres de til den ydre oplevelse korresponderende spejlneuroner også, men kun i en neddæmpet udgave.

Jeg har lavet mig en metafor på det: Forholdet mellem en melodi skrevet ud som noder på et stykke papir og så selve melodien spillet på et instrument, svarer til forholdet mellem spejlneuronerne og handlingerne som de "tænder" på. Der er absolut ingen fysisk lighed mellem noderne på papir og melodien spillet på  instrument: noderne "ses", mens melodien "handles" og "høres". Men man kan sige at noderne afspejler den spillede melodi. Og tilsvarende er der ingen fysisk lighed mellem spejlneuronernes tændingsmønster, og så de fysiske handlinger som de repræsenterer eller de synsindtryk som de står for.

Litteraturen på nette om default-neværket forbinder dets funktion tæt med kreative processer, og én anfører at for at hjernen rigtig kan få gang i den indre mentale vandretur, så skal man gå sig en rigtig tur (underforstået: uden formål, altså ikke en svampejagt-skovtur)

Da jeg så netværket beskrevet, herunder at det tog over og var aktivt når man dagdrømte, var det nærliggende at søge på en sammenhæng mellem det og så det at drømme "rigtigt" mens man sover. Og jeg finder:

Erin Wamsley and Robert Stickgold, two of the best scientists doing dream research these days, have presented a new model of the dreaming brain in Wamsley, E. J., and R. Stickgold. 2010. Dreaming and offline memory processing. Current Biology 20 (23):R1010-3. In that article they suggest that some aspects of dreaming cognition, most especially those aspects that promote memory processing, could be mediated by what has become known in neuroscience circles as ‘the default network' of the brain. This is the set of neural structures that are normally activated when we are just resting, doing nothing in particular but daydreaming. I know also that another premier dream researcher Bill Domhoff has suggested something similar in an in-press article Consciousness and Cognition.

http://www.psychologytoday.com/blog/dream-catcher/201105/dreaming-and-the-default-network

Og hvad skrives der ellers om dagdrømme? I høj grad at det har noget at gøre med kreative processer:

Daydreams are an inner world where we can rehearse the future and imagine new adventures without risk. Allowing the mind to roam freely can aid creativity—but only if we pay attention to the content of our daydreams. Neuroscientists have identified the “default network”—a web of brain regions that become active when we mentally drift away from the task at hand into our own reveries. When daydreaming turns addictive and compulsive, it can overwhelm normal functioning, impeding relationships and work. (...)

Most people pend about 30 percent of their waking hours spacing out, drifting off, lost in thought, woolgathering -or as one scientist put it, "watching your own mental videos"

http://www.tkpi.org/content/day-dreaming-brains-default-network-and-inattention-0

Det er værd at notere at dagdrømme og rigtige drømme mens man sover, opleves med forskellig virkelighedsgrad eller realismeintensitet: Drømme opleves som virkelige når man drømmer (og derfor må man i drømme knibe sig i armen for at sikrer at det er drømme), det gør dagdrømme ikke.

   Default-netværket er også aktivt under hypnose, trance og når man mediterer. Meditation dæmper netværkets aktivitet, uden at hjernen - som ellers - begynder at fokuserer på yde indtryk.

   Det ser ud til at skizofreni kan forklares ved et default-netværk som er løbet løbsk, og som ikke lukker ned som det skal når bevidstheden forsøger at løse opgaver:

When properly connected, the default network has an automatic shut-down mechanism that kicks in when it is necessary for us to direct our attention outward. For instance, when people with a "properly wired" default network are concentrating on a task, blood flow leaves the default network and areas of the prefrontal cortex that are needed to focus become more active. After all, it is mighty difficult to concentrate on things going on outside when there is so much going on inside.

   So what does the schizophrenic brain look like? As it turns out, people with schizophrenia have an overactive default network without the important connections that allow them to shut off the network. This overactivity in the default network is present when people with schizophrenia are just chilling as well as when they are trying to focus on an external task.

http://www.psychologytoday.com/blog/beautiful-minds/200903/are-people-schizophrenia-living-dream

Det passer jo meget godt sammen med andre teorier om at der er en sammenhæng mellem det kunstneriske sind og skizofreni.

Neural spejling og neural selv-projektion - to simulations-mekanismer i hjernen: nærkontakt- og fjernkontakt-forståelse

Jeg har lige læst en fantastisk god bog om spejlneuroner - om opdagelsen af dem og om det internationale forskningsforløb som det har igangsat over hele verden. Forfatteren har selv været en central skikkelse i det forskningsmiljø.
   Han hedder Marco Iacoboni, er italiener af oprindelse, men nu professor i UCLA. Bogen har titlen: "Mirroring People - The science of Empathy and How We Connect with Others." 

   Der er en del overlapning med V. S. Ramachandran: "The Tell-Tale Brain", som jeg tidligere har refereret til og citeret fra (og været begejstret for). Men Iacobonis empiriske udgangspunkt er neuro-imaging-teknikker, hvorimod Ramachandrans er undersøgelser af efftekter af hjerneskader på forskellige dele af hjernen. Det giver en anden indgangsvinkel, og de supplerer hinanden fint.

  

Inden jeg kaster mig ud i at referere Iacobonis bog og den bagvedliggende tænkning, sådan forfra, vil jeg tage udgangspunkt i noget af det han skriver om i et af de sidste kapitler: nemlig opdagelsen af eksistensen af et andet neuralt neværk end spejleneuron-netværket. Det kaldes "the default network", som synes at "tænde" og "arbejde" når hjernen ikke er igang med en målbevidst aktivitet, som fx at iagttage noget eller udføre en bestemt handling, som er det sensomotorisk orienterede spejlneuron-netværk er aktivit i forbindelse med. 

Jeg søger på "the brain´s default network" og finder flere artikler der påpeger at det er aktivit nå vi fx dagdrømmer, når hjerne/opmærksomheden/bevidstheden vandrer bort fra den fokuserede aktivitet det er igang med. Et neuralt netværk som tilsyneladende "ser indad" når hjernen ikke har andet at lave

   Jeg skal lige forklare at "default" i denne sammenhæng betyder "normal" med konnotationer til at noget ikke sker eller udebliver.

Mens spejlneuron-netværket jo grundlæggende er udadvendt - vendt imod perception af andres handlinger som svarer til vores egne, og som hjernen så simulerer - som noder til en melodi vi ikke spiller, ja, så ser det ud til at "the default network" er aktivt introvert, fx når vi ellers er mentalt inaktive og genkalder os situationer vi har oplevet, eller når vi forestiller os et scenario vi tænker på at deltage i i fremtiden. 

   Her er altså også tale om en slags simulering, men mere a la det som vi siger vi kan foretage os ved hjælp af vores fantasi - vores forestillingsevne. 
   I øvrigt bemærker jeg at ordet "fantasi" - "imagination" - ikke indgår i de artikler.

Nogle af citaterne nedenfor peger imod den slags mentale (tanke)virksomhed som ligger bag kontrafaktisk udsagn som beskrives i "The Way We Think", som fx: "Hvis jeg havde været ansat på det tidspunkt, så ville det forskningsprojekt være afsluttet til tiden" - eller bag udsagn af typen: "Hvis jeg var i dine sko, så ville jeg se at komme ud af det ægtskab i en fart."
   Her kommer citater fra nogle abstracts jeg fandt ved søgning af "the brain´s default network":

People often attempt to understand other minds by using their own thoughts and experiences as a proxy for those of others, a process known broadly as simulation. Recent research in cognitive neuroscience has identified the neural bases of two forms of simulation: mirroring and self-projection. Mirroring involves a vicarious response in which a perceiver experiences the same current mental state as that of another person, and has been linked recently to brain regions that “mirror” the experiential states of others. In contrast, self-projection involves imagining oneself in the same situation as another person, predicting one’s thoughts and feelings in that hypothetical scenario and assuming that the other would think and feel the same way. This form of simulation has been linked to a set of regions known collectively as the default network and includes the medial prefrontal cortex, precuneus and posterior cingulate, and lateral parietal cortex. Although most discussions of simulation have conflated these two processes, here we describe the conceptual and empirical reasons to distinguish between self-projection and mirroring and suggest the unique role each plays in understanding others.  

http://cdp.sagepub.com/content/20/3/197.abstract

Her skelner forfatterne altså mellem "mirroring" og "self projection". "Mirrorning" er lokaliseret til den præfontale motorcortex, mens "self projection" tilsyneladende er forankret i "medial prefontal cortex m. fl. Her er det beskrevet at de fleste diskussioner om spejlneuronernes funktion og betydning, har "conflated" - "punkteret forskellen mellem" - de to netværks forskellige processer. 

Humans enjoy a singular capacity to imagine events that differ from the "here-and-now." Recent cognitive neuroscience research has linked such simulation processes to the brain's"default network." However, extant cognitive theories suggest that perceivers reliably simulate only relatively proximal experiences-those that seem nearby, soon, likely to happen, or relevant to a close other. Here, we test these claims by examining spontaneous engagement of the default network while perceivers consider experiencing events from proximal and distal perspectives. Across manipulations of perspective in four dimensions, two regions of the default network-medial prefrontal cortex and retrosplenial cortex-were more active for proximal than distal events, supporting cognitive accounts that perceivers only richly simulate experiences that seem immediate and that perceivers represent different dimensions of distance similarly. Moreover, stable individual differences in default activity when thinking about distal events correlated with individual variability in an implicit measure of psychological distance, suggesting that perceivers naturally vary in their tendency to simulate far-off or unlikely experiences.  

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21391760

Pointen i den her undersøgelse fremhæver, så vidt jeg forstår, at de klassiske spejlneuroners funktion er forankret i det sensomotoriske system, og dermed begrænser det sig til her og nu-situationer sammen med andre mennesker, som altså kan ses og høres eller er inden for (mental) percieptions- rækkevidde som når man ser dem på film. 

   Men default-netværket synes at være aktivt når man simulerer mennesker som er "langt væk" - altså uden for de eksterne sansers rækkevidde.

During the many idle moments that comprise daily life, the human brain increases its activity across a set of midline and lateral cortical brain regions known as the "default network." Despite the robustness with which the brain defaults to this pattern of activity, surprisingly little is known about the network's precise anatomical organization and adaptive functions. To provide insight into these questions, this article synthesizes recent literature from structural and functional imaging with a growing behavioral literature on mind wandering. Results characterize the default network as a set of interacting hubs and subsystems that play an important role in "internal mentation"-the introspective and adaptive mental activities in which humans spontaneously and deliberately engage in every day.  

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21677128

Dette abstract henviser til at the default network fungere når vi dagdrømmer og andre former for introspektive aktiviteter - det de kalder "internal mentation". 

Thirty years of brain imaging research has converged to define the brain’s default network—a novel and only recently appreciated brain system that participates in internal modes of cognition. Here we synthesize past observations to provide strong evidence that the default network is a specific, anatomically defined brain system preferentially active when individuals are not focused on the external environment. Analysis of connectional anatomy in the monkey supports the presence of an interconnected brain system. Providing insight into function, the default network is active when individuals are engaged in internally focused tasks including autobiographical memory retrieval, envisioning the future, and conceiving the perspectives of others. Probing the functional anatomy of the network in detail reveals that it is best understood as multiple interacting subsystems. The medial temporal lobe subsystem provides information from prior experiences in the form of memories and associations that are the building blocks of mental simulation. The medial prefrontal subsystem facilitates the flexible use of this information during the construction of self-relevant mental simulations. These two subsystems converge on important nodes of integration including the posterior cingulate cortex. The implications of these functional and anatomical observations are discussed in relation to possible adaptive roles of the default network for using past experiences to plan for the future, navigate social interactions, and maximize the utility of moments when we are not otherwise engaged by the external world. We conclude by discussing the relevance of the default

network for understanding mental disorders including autism, schizophrenia, and Alzheimer’s disease. 

 http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/216771287

Jeg oversætter lige de to centrale afsnit i dette abstract: 

Default-netværket er aktivt når individer er optaget af internt fokuserede mentale opgaver, som fx. at genkalde sig selvbiografiske erindringer, at forestille sig fremtiden, og forstille sig i en andens sted og at se noget fra hans synspunkt. (...) Implikationerne af disse funktionelle og anatomiske observationer diskuteres nærmere i forhold til at default-netværket har en adapterende rolle som gør det muligt at udnytte tidligere erfaringer til at planlægge fremtiden, til at navigerer i social interaktion, og til maximalt at udnytte de tidsrum hvor hjernen ikke er optaget af den ydre verden.

Det helt centrale her er at dette netværk tager sig af fremkaldelse af personlige - autobiografiske - erindringer og erfaringer. De ligger i en særlig underafdeling af den "deklarative hukommelse" som kaldes "den episodiske", og som - går jeg ud fra - bliver kaldt frem ved et match med aktuelle spejlneuroners aktivitet - som jo må ligne den aktivitet som spejlneuronerne udført da de handlinger som erindres, foregik og blev sanset - den gang.

Denne sidste eftersætning ("som jo må ligne den aktivitet som spejlneuronerne iudførte da de handlinger som erindres, foregik og blev sanset den gang"), den har jeg ikke læst mig til, men er en kreativ tanke - en ide som er udsprunget af mit møde med forestillingerne om dette ny netværks funktion i forhold til system af spejlneuroner som jeg har været optaget af og læst om de sidste uger og måneder.
   Et resultat af blending - på et ret abstrakt niveau.

En strøtanke: Spejlneuronsystemet "lugter" mere af "fakta", mens "the default network" "smager" mere af fiktion.

Længe leve håndskriften

Information bragte for nogle uger siden en artikel der fortalte at Staten Indiana som den første stat i USA holder op med at undervise skoleelever i at skrive i hånden. I stedet skal de lære at skrive via computerens tastatur.

   Ifølge artiklen havde beslutningen skabt ret vild debat over hele USA, men andre stater overvejede at følge i Indiana-statens fodspor.

Kan man mene noget om det? 

  Ud fra det man ved om spejlneuroner, deres nødvendige funktion for at forstå andres og udføre egne formålsbestemte handlinger og deres betydning for at man kan lære genne imitation, så er det en pædagogisk katastrofe.

Spejlneuron-systemet har den funktion at det aktiveres både når man selv udfører en handling og når man ser andre udføre den samme handling. Det vil sige at når man lærer at skrive, så indkodes der et motorisk program i hjernen der er aktivt både når man selv skriver, når man ser andre skrive, og når ser nogle skrevne bogstaver og man læser noget der er skrevet.

   Det der sker er, at man skærer forbindelsen over mellem kroppens motorik og de mentale skrive/læse-færdigheder. Der vil hos de børn ikke være nogen fysisk overensstemmelse mellem de linjer og den form øjet ser når det læser et bogstav, og det hånden udfører når det skriver det - idet det blot vil være et tastetryk på en tast med bogstavet på.

   Og det vil sandsynligvis skade mulighederne for at forstå hvad man læser.

Sandsynligvis foregår der nemlig det når man læser, at forståelsen af det læste sker gennem simulation af at man skriver det  og simulation af at man udtaler det. "Simulation" betyder at spejlneuronerne er aktive som hvis man skrev eller læste højt, men uden at de omsættes i handling som de repræsenterer, deres eksekvering bliver hæmmet, så at sige.

   En analogi: Forholdet mellem spejlneuronerne og de handlinger som de repræsenterer i hjernen og kan være med til at eksekvere, er at ligne med forholdet mellem noderne til et musikstykke og så udførelsen af det på et instrument.  

   Hvis noderne slet ikke er indskrevet i hjernen, så kan fingrene heller ikke beordres til at spille dem på klaveret.

Et citat fra en artikel i en bog om effekten af forskellige måder at lære at skrive på:

Handwriting can be conceptualized as a perceptual-motor skill in which the perceptual component pertains to the letter shape and the motor component to the movement producing the letter trajectory. As the goal is to enable children to acquire fast and legible handwriting, a failure in this learning process is often associated, if not inevitably, to poor school performance. Fayol and Miret (2005) have shown, for example, that children with poorer graphic skills performed worse in a dictation test. Thus, failure in learning to write letters involves negative consequences at the highest level of cognitive processes involved in text production (Olive, Favart, Beauvais, & Beauvais, 2009).

http://leadserv.u-bourgogne.fr/files/publications/000425-effects-of-different-types-of-learning-on-handwriting-movements-in-young-children.pdf

Det oprørske forår - framing i medier og politik af det "de unge gør" i de arabiske lande

Framing er mentale kategoriseringer som leverer den optik vi bruger til forstå verden og virkeligheden igennem. 

   Det var noget i den retning George Lakoff skrev i indledningen til sin bog: "Don´t Think of an Elephant - Know Your Values and Frame the Debate" fra 2004. 

   Og frames er ofte sammenfattet i metaforer som gør abstrakte kategorier konkrete og næværende.  Og måske helt misvisende. 

  Tænk fx på "drivhuseffekten" som metaforen for de klimamæssige konsekvenser af den menneskelige vækstaktivitet på Jorden i de sidste mange år. Og et 'drivhus' er jo en god og nyttig ting, eller hur?

  

Konceptuelle frames er altid en slags kategoriseringer, og for de fleste mennesker - også journalister - er de en del af "det kognitivt ubevidste", dvs. de fungerer bare helt automatisk og usynligt for den praktiske journalistiske bevidsthed som gør brug af dem.

  Frames som mental begrænsinger og skyklapper, bliver man først opmærksom på når nogen "råber op" og formulerer alternative konkurerende frames: "modframes" kunne man kalde det.

I Information i dag er der en "international kommentar" af en herre, som er kommentator ved den libanesisk avis The Daily Star. Rubrikken var: "Forår eller revolution?" Og underrubrikken lød: "Det Arabiske Forår´ er en rent vestlig betegnelse, der mest af alt vidner om orientalistiske fordomme."

"Det arabiske forår" er en udbredt metafor i medierne for begivenhederne det sidste tre kvarte år i mellemøsten. Og kommentatorens synspunkt er, at ved at bruge den metafor, så framer man det der er sket og stadig foregår i de arabiske lande, på en måde som slet ikke er solidarisk med de mennesker som faktisk har skabt og skaber den serie af omvæltende begivenheder der tog sin start i Tunis i februar i år.

   Jeg gengiver her nogle af Rami G. Khouri for mig oplysende og aha-oplevelses-givende udtalelser om metaforen "det arabiske forår" som alle journalister, politikere og eksperter har anvendt i Danmark de seneste mange måneder:

Jeg finder benævnelsen upassende og har derfor forvist den fra min egen skrift og tale. Her vil jeg gerne opfordre skrivende kolleger i andre lande til at overveje at gøre det samme.

   Den vigtigste grund hertil er, at begrebet på intet tidspunkt er blevet benyttet af de relevante aktører selv de mange tapre mænd og kvinder, som på snart ottende måned er gået på gaden for at demonstrere med livet som indsats. Hver gang jeg har mødt en aktivist fra Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Bahrain eller Yemen, har jeg spurgt: Hvordan vil I selv referere til jeres egne politiske handlinger? Og i næsten alle tilfælde var svaret: ‘Revolution’ (på arabisk thawra).

   Henviser de til arabernes kollektive aktiviteter i hele regionen, anvender de i reglen flertalsformen ‘revolutioner’ (thawrat). Men de bruger også alternative benævnelser såsom ‘opstand’ (intifada), ‘vækkelse’ (sahwa) eller ‘genfødsel’ (nahda), hvor sidstnævnte knytter an til den arabiske opstand mod osmanneres og europæeres dominans i første halvdel af det 20. århundrede.

   Personligt foretrækker jeg udtrykket ‘det arabiske borgeroprør’. Det indfanger efter min mening bedst det fælles krav, som forener alle de arabiske demonstranter: Kravet om at nyde et demokratis fulde borgerrettigheder inden for en forfatnings garanterede rammer.

Det er klart at for danske journalister vil metaforer som "vækkelse" og "genfødsel" opleves som helt mærkelige at bruge på grund af deres religiøse konnotationer. Men altså meningsfulde for unge i et muslimsk land.
   Og "revolutioner" bryder vi os i hvert fald ikke om i demokratier. Som metaforisk optik for det der foregår, lugter det alt for meget af kommunisme. Selv om jeg jo er så gammel så jeg husker det som et klart plus-ord i mange faglige og politiske sammenhænge.

Da "forår" tidligere blev brugt i udenrigspolitisk sprogbrug i medierne herhjemme, så var det om "Prag foråret" - betegnelsen for de ansatser til demokratisering og forsøget på at skabe en "socialisme med et menneskeligt ansigt" (NB! også en metaforisk frame) som fandt sted i Tjekkoslovakiet fra januar 1968 til 21. august 1968. Og som blev knust af de omgivende østbloklandes indrykning med tanks og hele det militære isenkram.

   Rami G. Khouri tolker 'forår' som en metafor der indeholder "forestillingen om en kort eller begrænset overgangsperiode, der snart må vige for sommeren". "'Forår' er et passivt fænomen", skriver han, " - noget der sker med hjælpeløse mennesker, uden at de selv har magt eller indflydelse på procesen." 

   Han mener at 'revolution' er det eneste rigtige ord til at frame det der er igang. Og at det der er kendetegnende for det der foregår, er at det handler om borgere med vilje og beslutsomhed, ildhu og ihærdighed, der selvstændigt er i stand til at kræve og gennemføre omvæltende forandringer af regimerne.

Men så kommer det der for alvor gør en sådan modframe-analyse af 'det arabiske forår'-metaforen interessant, med formuleringer der minder om min ungdoms ideologikritik af den dominerende borgerlige tænkning:

Araberne sammenfattes som en forskelsløs masse af mennesker, der tænker og opfører sig på samme måde. Men det kan også dække over en anden mere bekymrende faktor: At man i Vesten stadig tøver med fuldt ud at anerkende endsige omfavne eller støtte det som bliver konsekvensen, når frie, myndiggjorte og selvbestemmende arabere selv griber magten til at definere deres landes indretning og udforme deres nationale politikker.

Han mener at forårs-metaforen ikke bare urimeligt minimerer de kæmpe udfordringer som de forskellige hel-, halv-, og kvart-omvæltede samfund står over for. Den giver også associationer til den vestlige "orientalistiske" mytologi om den del af verden som føjelig og eftergivende, en mytologi som  igennem 150 var med til år at legitimere europæisk-vestlig kolonialisme og imperialisme. Og sætter så verbal trumf på: 

For at sige det lige ud: Der er måske nogle i Vesten, der slet ikke bryder sig om at anerkende den nye virkelighed, at araberne i 2011 er gået i gang med at omkalfatre deres magtstrukturer. For det er jo lige præcis de gamle, mislykkede autoritære systemer, som Vesten (og her kan vi også medtage Rusland) så begejstret støttede og holdt oppe, der nu bliver udfordret og forandres.

   Et arabisk ‘forår’ fjerner belejligt nok det element af udenlandsk medskyld i den dystre, bitre og endeløse ‘vinter’, vi arabere måtte udholde under tre generationers uduelige arabiske politi- og mafiafamiliestater.

For mig blev onkel Ramis kommentar noget af en øjeåbner og et mentale frame-skift, som jeg vil trække på når jeg i de kommende måneder og år læser journalistiske reportager og danske politiske ekspertkommentarer til det der pågår "dernede". 

Journalistik på hjernen - om neuro-journalistik - og alt det andet der begynder med neuro- ...

Lone Frank hvis artikel i Weekendavisens tillæg "Ideer" jeg refererede i forrige blogindlæg, udgav for et par år siden bogen "'Den femte revolution - Fortællinger fra hjernens tidsalder". Jeg nævnte den i et indlæg sidste år, og skrev at jeg ville vende tilbage til den.

   Den havde et kapitel om spejlneuroner, som jeg måske ikke syntes var så fantastisk, men også kapitler som handler om religionens neurologi, om neuromarketing, og om neuroøkonomi. Fælles for kapitlerne var at de introducerede til nye forskningsområder hvor man udnyttede de moderne hjerneskanningsteknikker (neurimaging) til at undersøge hvor og hvordan hjernen "tændte", og hvilke "hormoner" den udløste og rundsendte i forskellige testsituationer som var centrale og relevante for netop det fag.

I bogen "The Tell-Tale Brain" af V.S. Ramachandran, skriver han indledningsvis om den samme revolution i hjerneforskningen:

From genes to cells to circuits to cgnition, the depth and breadth of todays neuroscience - however far short of an eventuel Grand Unified Theory it may be - is light-years beyond where it was shen I startede working in the field. In the last decade we have even seen neuroscience becomming self-confident enough to start offering ideas to disciplines that have tradtionally been claimed by the humanities. So we now for instance have neuroeconomics, neuromarketing, neuroarchitecture, neuroarcheology, neurolaw, neuropolitics, neuropolitics, neuroesthetics, and even neurotheology. Som of these ar just nurohype but on the whole they are making real and much-needed contribution to many fields. 

Da jeg læste den passage, så sagde det pling: Jeg fandt på en ny tværvidenskabelig disciplin: 

Neuro-journalistik 

Disciplinen har som forskningsfelt hvordan hjernen er aktiv og fungerer når journalister lærer at blive journalister, og hvordan den fungerer når de arbejder: finder på historier, reseacher, interviewer, observer, skriver - under tidspres og med deadlines. Eller når de arbejder med undersøgende journalistik og under cover.

   Og tilsvarende på læser- eller lytter-seer-siden: Hvad foregår der i modtagernes - i brugernes hjerner - når de læser avis, ser fjernsyn, går på nettet, etc.  Er der forskel på hvordan hjerne fungerer når det er en sensationel nyhed der breaker - eller når det bare er rugbrødsnyheder som læserne præsenteres for?

   Nyder læserne mere læsningen når artiklen har meget "show" i sig - og ikke så meget "tell"? Fungerer fortællende journalistiks narrative skemaer sådan at hjernen får aha-oplevelser som den ellers savner når konfronteres med artikler bygget op efter nyhedstrekanten?

Det er den slags spørgsmål man arbejder med i nogle af de andre tværdisciplinære fagoamråder som V.S. Ramachandran opremsede, og som Lone Frank opsøgte forskere inden for i sin bog. Altså alle de nye discipliner der begynder med neuro-...

Jeg har i tidligere blogindlæg beskrevet nogle af de forhold der kunne være værd empirisk at undersøge:

1. Påstanden om at journalister når de arbejder, herunder skriver op til deadline, kommer i en særlig flow-tilstand der udløser en coctail af lykkestoffer i hjernen, som gør at de bliver en slags "arbejdsnarkomaner" - "nyhedsjunkies" - der har svært ved at være væk fra deres job fordi de så bogstaveligt talt får abstinenser. Det kan forklare det valg af konceptuelle metaforer som man bruger om journalister og som de bruger om sig selv. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/workaholic-pa-stoffer-helt-bogstaveligt.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/om-at-indfange-tiden-gennem-metaforer.html

2. Selve den journalistiske arbejdsproces og dens forskellige faser er gennemsyret af simulerende tænkning, som derfor burde kunne afprøves ved neurimaging-forsøg. Også den håndværksmæssige del af journalistuddannelsen er styret af mentale simulations- og imitations processer. Heri kan ligge noget af forklaringen på hvorfor det er så umanerligt svært at integrere akademiske fag og håndværksundervisningen  på de to universitetsforankrede journalistuddannelser. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/nar-journalisten-konverserer-med.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/om-den-professionelle-journalists.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/simulations-pdagogik-en-konsekvens-af.html

3. En vigtig del af den kompetence en journalist erhverver sig gennem sin uddannelse, er at kunne oversætte fra eksperters og administratorers abstrakte og identitetsløse videnssprog til et erfaringsprog som gør brug af et basic-level-kategori-vokabular, et vokabular som er gennemsyret af metaforisk og metonymisk tænkning. Dette vokabular er kendetegnet ved at det kategorierne står for og referer til, kan tegnes på kommando - eller udføres som handling på kommando. Erfaringssproget giver derfor adgang til højre hjernehalvdel - som er orienteret mod visuel og rumlig tænkning  - og som i anden omgang giver adgang til de følelsesaktiverende dele af hjernen.

   Det burde være muligt gennem neuroimaging-test at afgøre om erfaringsprog - i modsætning til videnssprog - også aktiverer højre hjernehalvdel når det bruges, netop fordi de har et visuelt prototypeskema eller et motor-skema som de er umiddelbart forbundet med. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/om-at-overstte-fra-dansk-til-dansk.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/billedskemaer-og-deres-betydning-for.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/retorik-og-dramaturgi-som.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/simulations-semantik-og-de-grundlggende.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/show-dont-tell-hvad-er-meningen.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/hvad-kroppen-har-gang-i-stter-sig-pa.html

Men videre i udforskningen af neuro-journalistikken kunne man komme som følger:

4. En stor del af de eksperimenter som bliver foretaget inden for forskningsframen neuromarketing, burde uden videre kunne bruges i en neuro-journalistisk frame, evt. ved analogi med en række af de undersøgelser de allerede er lavet der.

   Jeg kommer tilbage til det når jeg har læst bogen "Mirroring People - The Science of Empaithy and How We Connect with Others" af Marco Lacoboni.

5. Hukommelsesforskningen opererer med forskellige to typer langtidshukommelse i hjernen: den procedurale og den declarative.

   Når journalister har lært at være journalister i praksis så er denne kompetence lagret proceduralt som "tavs viden" - i princippet ligesom den kompetence man har lært når man kan køre bil.

   At den journalistiske arbjedskompetence er hukommelseslagret på den måde, gør at det er nemt for journalisten med det samme at komme i den flow-tilstand som er nødvendig for at kunne fungere effektivt og gnidningsløst som nyhedsjournalist i et dagligt arbejde - en tilstand der jo indebærer at han/hun mere eller mindre glemmer sig selv og tiden for mest effektivt og "flydende" at kunne "gå op" i sit arbejde.

   Hvad denne "tavse viden" nærmere består af har Ettema & Glasser i deres bog "Custodians of Concience" givet et bud på.

De andre hukommelsestyper inden for den declarative er: semantisk hukommelse, og episodisk hukommelse.

   Den episodiske hukommelse er typisk den som journalister trækker på når de skal undervise andre - i form af eksemplariske anekdoter.

Krav om bevidst at forholde sig til og at tage hensyn til koncepter, målgrupper, økonomi og andre bekymringsværdige omstændigheder (som fx kritisk-moraliserende forskere) mens journalisten er i flow, vil bringe ham/hende ud af flow-tilstanden - svarende til Tim Gallweys beskrivelse og analyse af  konflikter mellem Self 1 og Self 2 i forskellige sociale roller, fx elitesportsudøverc og erhvervsledere.
   Under udøvelsen af især nyhedsjournalistik i en hektisk dagligdag med deadlines, vil det journalistiske Self 2, blive forstyrret af det bekymrede og selvkritiske Self 1, er min hypotese.
   Derfor er mange journalister grundlæggende uinteresserede - grænsende til det modvillige - i at høre om og forholde sig til den slags medie-management-begreber som målgrupper, koncepter, mediestrategier mv.

  I den coaching-teknik som Tim Gallwey har gjort sig til frontkæmper for, indgår netop simulationsøvelser til at forbedre den intuitive og spontane performance, altså en teknik der står i modsætning til indlæring af abstrakte begreber der kommer grus i det journalstiske flow-maskineri.

  Det må uden videre kunne testes.

Men hvad med nyhedskriterierne i neuro-journalistikkens optik? Se:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html