Sider

torsdag den 18. august 2011

Det oprørske forår - framing i medier og politik af det "de unge gør" i de arabiske lande

Framing er mentale kategoriseringer som leverer den optik vi bruger til forstå verden og virkeligheden igennem. 
   Det var noget i den retning George Lakoff skrev i indledningen til sin bog: "Don´t Think of an Elephant - Know Your Values and Frame the Debate" fra 2004. 
   Og frames er ofte sammenfattet i metaforer som gør abstrakte kategorier konkrete og næværende.  Og måske helt misvisende. 
  Tænk fx på "drivhuseffekten" som metaforen for de klimamæssige konsekvenser af den menneskelige vækstaktivitet på Jorden i de sidste mange år. Og et 'drivhus' er jo en god og nyttig ting, eller hur?
  
Konceptuelle frames er altid en slags kategoriseringer, og for de fleste mennesker - også journalister - er de en del af "det kognitivt ubevidste", dvs. de fungerer bare helt automatisk og usynligt for den praktiske journalistiske bevidsthed som gør brug af dem.
  Frames som mental begrænsinger og skyklapper, bliver man først opmærksom på når nogen "råber op" og formulerer alternative konkurerende frames: "modframes" kunne man kalde det.

I Information i dag er der en "international kommentar" af en herre, som er kommentator ved den libanesisk avis The Daily Star. Rubrikken var: "Forår eller revolution?" Og underrubrikken lød: "Det Arabiske Forår´ er en rent vestlig betegnelse, der mest af alt vidner om orientalistiske fordomme."

"Det arabiske forår" er en udbredt metafor i medierne for begivenhederne det sidste tre kvarte år i mellemøsten. Og kommentatorens synspunkt er, at ved at bruge den metafor, så framer man det der er sket og stadig foregår i de arabiske lande, på en måde som slet ikke er solidarisk med de mennesker som faktisk har skabt og skaber den serie af omvæltende begivenheder der tog sin start i Tunis i februar i år.
   Jeg gengiver her nogle af Rami G. Khouri for mig oplysende og aha-oplevelses-givende udtalelser om metaforen "det arabiske forår" som alle journalister, politikere og eksperter har anvendt i Danmark de seneste mange måneder:
Jeg finder benævnelsen upassende og har derfor forvist den fra min egen skrift og tale. Her vil jeg gerne opfordre skrivende kolleger i andre lande til at overveje at gøre det samme.
   Den vigtigste grund hertil er, at begrebet på intet tidspunkt er blevet benyttet af de relevante aktører selv de mange tapre mænd og kvinder, som på snart ottende måned er gået på gaden for at demonstrere med livet som indsats. Hver gang jeg har mødt en aktivist fra Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Bahrain eller Yemen, har jeg spurgt: Hvordan vil I selv referere til jeres egne politiske handlinger? Og i næsten alle tilfælde var svaret: ‘Revolution’ (på arabisk thawra).
   Henviser de til arabernes kollektive aktiviteter i hele regionen, anvender de i reglen flertalsformen ‘revolutioner’ (thawrat). Men de bruger også alternative benævnelser såsom ‘opstand’ (intifada), ‘vækkelse’ (sahwa) eller ‘genfødsel’ (nahda), hvor sidstnævnte knytter an til den arabiske opstand mod osmanneres og europæeres dominans i første halvdel af det 20. århundrede.
   Personligt foretrækker jeg udtrykket ‘det arabiske borgeroprør’. Det indfanger efter min mening bedst det fælles krav, som forener alle de arabiske demonstranter: Kravet om at nyde et demokratis fulde borgerrettigheder inden for en forfatnings garanterede rammer.
Det er klart at for danske journalister vil metaforer som "vækkelse" og "genfødsel" opleves som helt mærkelige at bruge på grund af deres religiøse konnotationer. Men altså meningsfulde for unge i et muslimsk land.
   Og "revolutioner" bryder vi os i hvert fald ikke om i demokratier. Som metaforisk optik for det der foregår, lugter det alt for meget af kommunisme. Selv om jeg jo er så gammel så jeg husker det som et klart plus-ord i mange faglige og politiske sammenhænge.

Da "forår" tidligere blev brugt i udenrigspolitisk sprogbrug i medierne herhjemme, så var det om "Prag foråret" - betegnelsen for de ansatser til demokratisering og forsøget på at skabe en "socialisme med et menneskeligt ansigt" (NB! også en metaforisk frame) som fandt sted i Tjekkoslovakiet fra januar 1968 til 21. august 1968. Og som blev knust af de omgivende østbloklandes indrykning med tanks og hele det militære isenkram.
   Rami G. Khouri tolker 'forår' som en metafor der indeholder "forestillingen om en kort eller begrænset overgangsperiode, der snart må vige for sommeren". "'Forår' er et passivt fænomen", skriver han, " - noget der sker med hjælpeløse mennesker, uden at de selv har magt eller indflydelse på procesen." 
   Han mener at 'revolution' er det eneste rigtige ord til at frame det der er igang. Og at det der er kendetegnende for det der foregår, er at det handler om borgere med vilje og beslutsomhed, ildhu og ihærdighed, der selvstændigt er i stand til at kræve og gennemføre omvæltende forandringer af regimerne.

Men så kommer det der for alvor gør en sådan modframe-analyse af 'det arabiske forår'-metaforen interessant, med formuleringer der minder om min ungdoms ideologikritik af den dominerende borgerlige tænkning:
Araberne sammenfattes som en forskelsløs masse af mennesker, der tænker og opfører sig på samme måde. Men det kan også dække over en anden mere bekymrende faktor: At man i Vesten stadig tøver med fuldt ud at anerkende endsige omfavne eller støtte det som bliver konsekvensen, når frie, myndiggjorte og selvbestemmende arabere selv griber magten til at definere deres landes indretning og udforme deres nationale politikker.
Han mener at forårs-metaforen ikke bare urimeligt minimerer de kæmpe udfordringer som de forskellige hel-, halv-, og kvart-omvæltede samfund står over for. Den giver også associationer til den vestlige "orientalistiske" mytologi om den del af verden som føjelig og eftergivende, en mytologi som  igennem 150 var med til år at legitimere europæisk-vestlig kolonialisme og imperialisme. Og sætter så verbal trumf på: 
For at sige det lige ud: Der er måske nogle i Vesten, der slet ikke bryder sig om at anerkende den nye virkelighed, at araberne i 2011 er gået i gang med at omkalfatre deres magtstrukturer. For det er jo lige præcis de gamle, mislykkede autoritære systemer, som Vesten (og her kan vi også medtage Rusland) så begejstret støttede og holdt oppe, der nu bliver udfordret og forandres.
   Et arabisk ‘forår’ fjerner belejligt nok det element af udenlandsk medskyld i den dystre, bitre og endeløse ‘vinter’, vi arabere måtte udholde under tre generationers uduelige arabiske politi- og mafiafamiliestater.
For mig blev onkel Ramis kommentar noget af en øjeåbner og et mentale frame-skift, som jeg vil trække på når jeg i de kommende måneder og år læser journalistiske reportager og danske politiske ekspertkommentarer til det der pågår "dernede". 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar