En kort historisk udlægning af begrebet 'serendipitet' - og et par kendte eksempler på epokeskabende opdagelser i hjerneforskningen gjort ved et tilælde

Under min netsøgning på ordet 'serendipitet', en søgning som jeg foretager med passende mellemrum, fandt jeg den nedenfor citerede artikel.
   Den er ikke underskrevet med navn, og en søgning på den netadresse den står under, giver heller ikke noget resultat.
   Men den sammenfatter pænt hvad man plejer at fremhæve når man forsøger at indkredse begrebet 'serendipitet', et begreb som jeg jo jævnligt har brugt som 'omkvæd' og 'payoff' i forbindelse med skriverier om særligt kreative persone, begivenheder eller produkter: Det heldige tilfælde ...
   Og første og fremmest: et begreb der falder for når man (jeg) i kreative kontekster oplever uforklarlige  gode sammentræf og smukke tilfældigheder som - synes jeg - har beriget researchen.

   Så her kommer indlægget i sin fulde længde:

En anekdote beretter følgende om Pablo Picasso: Den verdensberømte og feterede maler blev af en journalist spurgt, hvordan han søgte inspiration. Hertil skal Picasso have svaret: ”Jeg søger ikke, jeg finder."
   Dette at finde uden at søge – og derefter, skarpsindigt og ekvilibristisk, at nyttiggøre det – kan defineres som serendipitet.
   I gamle dage sagde man, at den slags blot var udtryk for børns måde at lege på, i dag ved vi nok bedre. H. C. Andersens anti-helt, Klods Hans, er et oplagt eksempel på adfærd, vi kan kalde ’serendipitetisk’. Den tumpede dreng var ikke så dum endda, da han gemte mudderet og den døde krage og red af sted på geden til hoffet for at fri til prinsessen, for det viste sig jo, at det alt sammen kunne bruges til noget godt.
   Eventyret handler ikke kun om held og lykke, det kan også læses symbolsk, som Andersens indforståede hyldest til serendipitet.
   Omtrent hundrede år senere skrev en anden Andersen, nemlig Benny, ”Man søger et ord og finder et sprog”.
   Ordet ’serendipitet’ stammer fra engelsk og kan føres tilbage til Horace Walpole (1717-1797) som i 1754 oversatte et persisk eventyr fra italiensk til engelsk. Eventyret fik titlen ”The Three Princes of Serendippo”.
   Serendippo er det gamle navn for Sri Lanka, og Walpole lavede navnet om til et adjektiv ’serendipitous’ (: da. 'serendipitetisk’) afledt af substantivet ’serendipity’ (: da. 'serendipitet').
   Det var hermed hans hensigt at betegne den ganske særlige egenskab, der kendetegnede eventyrets tre hovedpersoner: Ud fra skarpsindige iagttagelser formåede de tre prinser ved deduktion og syntese at slutte sig til fakta, de ikke direkte havde været i berøring med, men som de – fragmenteret og momentvist – tilfældigvis fik kendskab til.
   Længe forblev ’serendipitet’ – i lighed med plumbuddingen og familien Saxe-Coburg-Gotha – ærkebritisk, men Conan Doyles fænomenale detektiv, Sherlock Holmes, gjorde begrebet mondænt og elementært.
   Også inden for natur- og humanvidenskaberne kender man til serendipitet. Opdagelsen af det 20. århundredes måske vigtigste mediko-teknologier, røntgenstrålerne og penicillinet, forbindes direkte med tilfældige og uventede resultater under laboratorieforsøg.
   Antropologer og sociologer dokumenterer i dag på livet løs, når de er på feltarbejde, for sæt nu, at de tilfældigvis bemærker noget, der kan bruges til noget andet.
   Marcel Duchamps pissekumme var et objet trouvée, et ’fundet objekt’, og i det 21. århundredes projekt- og procesorienterede kunst arbejdes der efter principper, der (blandt meget andet) er udtryk for en refleksiv holdning til serendipitet.

Jeg kan jo ikke i denne sammenhæng tilbageholde et personligt tilbageskuende tillæg.

   Når jeg ser på mit eget liv i bakspejlet (jeg er jo 70 nu), mine erfaringer, mine kriser, mine konflikter, mine dilemmaer, mine valg og fravalg, så må jeg tilslutte mig Poul Martinsen og Poul Nesgaard som - overraskende for dem selv - syntes at deres liv tilsyneladende havde været præget af strategisk placerede uforklarlig heldige tilfældigheder og sammentræf (se tidligere indlæg om dem). Som Poul Martinsen sagde mod slutningen af 40 timers interview om hans liv og meritter: "Ja, jeg oplever faktisk mit liv som et eventyr."

   Jeg synes faktisk også mit liv har været præget af held og heldbringende tilfældigheder. Ting, omstændigheder, oplevelser - som umiddelbart og her og nu - måske så ud til at være liggegyldige, dårlige og negative, har efterfølgende vist sig at være positive, konstruktive og udviklende.
   For eksempel er to af mine bøger som jeg er glad for og stolt af, skrevet som en kreativ - og heldig - vrede reaktion på at jeg ragede uklar med en chef og valgte at skifte job.

For at give et par eksempler på 'serendipitetiske held' inden for hjerneforskningen, så er to af de vigtigste opdagelser som er sket inden for de sidste snes år, sket ved tilfældigheder: eksistensen og funktionen af de såkaldte 'spejlneuroner', og eksistensen og funktionen af det såkaldte 'default mode network'.
 
Opdagelsen af spejlneuronerne skete ved at nogle neurobiologer konstaterede at nogle celler i hjernens premotorcortex hos macaca-aber blev aktiveret på samme måde både når aben selv udførte en bestemt bevægelse og nå den observerede - i det her tilfælde - forsøgslederen gøre den samme bevægelse. Og egentlig blev det kun opdaget fordi man havde glemt at slukke for en computer under en pause i nogle forsøg.
   Marco Jacoboni skriver om det i bogen "Mirroring People" (min understregning):

This book tells the story of the serendipitous and groundbraking storey of this special class of brain cells, the remarcable advances in the field in just twenty years, an the extremely clever experiments now under way in several labs around the world.
   (...)
Through laborious experimentation, the Rizzolatti tema had acquiered an impressive understanding of the actions of these motor cells during "grasping" exercises wth the monkeys. (...) Then one day about twenty years ago, the neurophysiologist Vittorio Gallese was moving around the lab during af lull in the day´s experiments. A monkey was sitting quietly in the chair, waiting for the next assignment, Suddenly, just as Vittorio reached for something - he does not remember what - he heard a burst of activity from the computer that was connected to the electrodes that had been surgically implanted in the monkey´s brain. To the inexperienced ear, this activity would have sounded like static; to the ear of an expert neuroscientist, it signaled a discharge from the pertinent cell in area F5. Vittirio immediately throught the reaktion was strange. The monkey was just sitting quietly, not intending to grasp anything, yet this neuron affiliated with the grasping actin, had firede nevertheless.
   (...)
In light of both knowledge and theory at the time, this made absolutely no sense. Cells in the monky brain that sends signal to other cells that are anatomically connected to muscles have no bussiness firing when the monkey is completely still, hands in lap, watching somebody else´s actions. And yet they did.

Opdagelsen af "the default mode-network" skete også ved tilfælde, som det fremgår af det følgende citat fra en artikel med titlen "A Default Mode of Brain Function: A Brief History of an Evolving Idea" af fædrene til opdagelsen Marcus E. Raichle og Abraham Z. Snyder (mine understregninger):

It was clearly shown, just as psychologists had suspected, that processes active in a control state could be modified when paired with a particular task. However, none of this work prepared us for nor anticipated “the problem”.
   ‘The problem,’ as we now think of it, arose unexpectedly when we noted, quite by accident, that activity decreases were present in our subtraction images even when the control state was either visual fixation or eyes closed rest. What particularly caught our attention was the fact that, regardless of the task under investigation, the activity decreases almost always included the posterior cingulate and adjacent precuneus, a regionwe nicknamed MMPA for ‘medial mystery parietal area’.
   (...)
The finding of a network of brain areas frequently seen to decrease its activity during goal directed tasks (Figure 1A) was both surprising and challenging. Surprising because the areas involved had not previously been recognized as a system in the same way we might think of the motor or visual system. And, challenging because initially it was unclear how to characterize their activity in a passive or resting condition.
http://139.127.252.17/bijclub/20070504/raichle07.pdf

Spejlneuronerne menes at være årsagen til at mennesker (og andre dyr) kan lære nyt ved at se og efterligne andre, og forklaringen på at mennesker kan opleve empati og medfølelse, og de menes også at være det der betinger at mennesket som art har udviklet sprog og kan lære sprog under opvæksten og omgangen med ældre der kan sproget.

   
The default mode network er det kompleks af samarbejdende hjernemoduler som er aktiveret når hjernen ikke er engageret i at løse eksterne opgaver, hvorfor det også kaldes "the task negative network". Wikipedia forklarer:

The default mode network is an interconnected and anatomically defined brain system that preferentially activates when individuals engage in internal tasks such as daydreaming,  envisioning the future, retrieving memories, and gauging others' perspectives.

Meget tyder på at the default mode network er den del af hjernen som repræsenterer det enkelte individs personlighed i bredeste forstand, at det er der fantasi, forestillingsevne og kreativitet udspringer, og det er der den forestilling har sit udspring, om at andre mennesker indvendig ligner en selv så man går ud fra som en mental grundantagelse at man forstår hinanden, det der fagligt kaldes "Theory of Mind" (TOM).

Den heldige Jussi - med en rodløs barndom - og Julian Assange ligeså

Jeg har tidligere fremført den teori at mange meget kreative mennesker i deres barndom og ungdom er blevet flyttet meget omkring og dermed  socialt og mentalt  blevet revet op med rode, og at denne rodløshed sætter sig spor i sindet som en splittelse og et savn der stimulere til kraftig fantaseren - og dermed til en permanent kreativ uro og rastløshed.

Politiken har 2. juledag et stort interviewportræt med Jussi Adler-Olsen, foranlediget af hans kæmpesucces som krimiforfatter, skrevet af Carsten Andersen. JA-O´s fjerde roman i serien om Afdeling Q  - afdelingen for glemte sager - og om den skæve treenighed af Carl Mørck, Assad og Rose, er udgivet i et førsteoplag på 80.000.

   Artiklen går lige til sagen fra starten. Det er i barndommens tabte land at kimen til forfatterskabet lægges:

Da Jussi Adler-Olsen er 13 år, tror han livet er slut. Han er i chok. Hans far, overlægen har lige fortalt familien, at han har købt hus i Brøndbyøster. Det er på den måde han får fortalt, at de skal bryde op igen, som de gjorde, da overlæge Henry Olsen skiftede job fra sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland til Sct. Hans Hospital i København og videre igen til statshospitalet i Brønderslev, hvor de nu bor. Det går også meget hurtigt op for sønnen Jussi, at Brøndbyøster ikke er lige rundt om hjørnet, selv om bynavnet smager lidt som Brønderslev. Brøndbyøster ligger ved København, men for Jussi kunne det lige så godt være en anden planet, for på det øjeblik mister han sin kendte verden. Han må sige farvel til vennen Bamse, skolekammeraterne, trygheden og omgivelserne på statshospitalet. Og fremover skal de endda bo uden for hospitalet. (...) I dag, 47 år sener, kan Jussi Adler-Olsen se, at det ikke var der, det hele sluttede. Måske var det i virkeligheden der, det hele begyndte. (...) I dag kalder han det en milepæl i sit liv. "Det var der, min forfattertilværelse begyndte", siger han. 

Jussi referer i artiklen sin far der sagde til ham som ung: "Du har ekstremt mange talenter. I mine øjne er dit største talent at du er heldig. Alle de øvrige talenter skal du udforske undervejs og lade være med at tænke på endemålet."

   Et sådant udsagn referer jo indirekte til det begreb jeg omtalte for et par blogindlæg siden: serendipitet - evnen til - tilfældigt - at gøre heldige opdagelser. I hvert fald er det heldigt for hans forfatterskab at han som helt lille fik lov til frit at gå rundt på gangene på sindssygehospitalet på Nykøbing Sjælland.

    Det gave skræmmende oplevelser der gav inspiration og stof til senere fortællinger. Han rapporterer til journalisten om en ren gyservirkelighed som hans far tillod ham frit at bevæge sig rundt i:

Det var i 1955. Der var ingen psykofarmaka,og det var derfor jeg senere skrev romanen 'Alfabethuset'. Beskrivelserne fra filmen 'Gøgereden'  er vand ved siden af hvordan det var i Nykøbing. Der var skrigebure på den ene side og skrigebure på den anden side.  Kvinder og mænd for sig. Kvinderne var let påklædte. Mændene var stort set nøgne, for de havde det med at angribe hinanden. Man risikerede at de stoppede underbukserne i munden på hinanden eller forsøgte at kvæle hinanden med en undertrøje. De sprang op i hegnet og skreg, men for mig var de ikke skræmmende. De var bare sindssyge. Jeg var fem-seks år, men for mig var det lægerne, der var skræmmende. De havde magten. Det var dem der havde stetoskoperne og de lange kanyler. (...) Det var skræmmende og grænseoverskridende.

Det er naturligvis en tilfældighed at en anden meget kreativ personlighed som i den grad har domineret mediebilledet i den sidste del af 2010, har samme initialer som Jussi Adler-Olsen: J.A. Ja, rigtigt: Frontfiguren for Wikileaks, Julian Assange. Og en faktaboks i forbindelse med et interview i Politiken fortæller at han i sin barndom har flyttet bopæl mere end to dusin gange.

   Den første stedfar som han fik da han var et år gammel, var direktør for et omrejsende teaterselskab. Han fortæller om Julian at han fra helt lille havde en meget stærk retfærdighedssans, og: "He always stood up for the underdog... he was always very angry about people ganging up on other people."

    Da han var ni år gammel fik hans mor en ny mand og han selv en ny stedfar der var new-age-musiker.

  Så det har godt nok være et barndomsliv med savn, rodløshed og fremmedgørelse der har leveret brændstof til at den mentale grænsenedbrydende stavblender er gået i gang for alvor.

   Første kreative grænseoverskridelse med samfundsmæssig "impact" var at han blev hacker. Wikipedia fortæller:

In 1987, after turning 16, Assange began hacking under the name "Mendax" (derived from a phrase of Horace: "splendide mendax", or "nobly untruthful").^[2] He and two other hackers joined to form a group which they named the International Subversives. Assange wrote down the early rules of the subculture: "Don’t damage computer systems you break into (including crashing them); don’t change the information in those systems (except for altering logs to cover your tracks); and share information".