Om den kreative Poul Nesgaard - i anledning af hans afgang som rektor for Den Danske Filmskole

Poul Nesgaard har været rektor for Den Danske Filmskole i 22 år. Han er et af de mest kreative mennesker jeg kender. Så en omtale af hans meritter og personlighed hører hjemme i den her blog.

   Igår deltog jeg i hans farvel-til-jobbet-reception, og hans af- og udgang blev behørigt fejret gennem taknemmelige og anerkendende taler og udtalelser. Han blev - metaforisk set - fulgt til dørs ud af Fimskolen under vejende faner og klingende hornmusik.

   

Poul Nesgaard havde - vel for fjerde gang - søgt om genansættelse i sit egen stilling. Men ikke fået det, hvad der vist både kom som en overraskelse for ham selv og for mange andre. For han havde jo i den grad klaret jobbet til ug. Udviklet, fornyet, ført up to date, og ikke mindst sat rammerne for  en uddannelse der i den anden ende havde leveret en lang række nu internationalt kendte og anerkendte danske instruktører, manuskriptskrivere, fotografer, dokumentarister.

    Men da stilling blev slået op, var pressen var enige om at her var grænsen nået, det var bare for meget, Janteloven blev mobiliseret: Han skulle ikke tro han var noget, i hvert fald ikke tro det så meget at han ikke kunne vippes af pinden

   Så da han meldte offentligt ud at han også i denne omgang var ansøger til jobbet (og underforstået: ventede at få stillingen på sine hidtidige meritter), så var der nærmest tale om en aviskampagne hvor journalister i serier af artikler havde støvsuget filmmiljøet for folk der ville citeres for at  Poul Nesgaard var for gammel og traditionel, og nu skulle der nyt blod til, og vinkler i den dur.

Inden Poul Nesgaard blev rektor, var han i tilsvarende mere end 20 år ansat i Danmarks radio hvor han i regi af Mogens Vemmers B&U-afdeling, gennem årene producerede en række genrefornyende programserier og koncepter. Han arbejde blandt andre sammen med Thomas Vinding som han på mange måder delte kreative anskuelser med, selv om de mentalt set nok var to meget forskellige personligheder. 

   Se her et YouTube-indslag hvor de optræder sammen:

   

I de sener programmer var han som regel både vært og interviewer - og ofte i tandelm-samarbejde med musikeren "Nulle" som side-kick - og i de seneste programserier under den ironiske konceptpræmis "I sandhedens tjeneste" var også den svenske journalist Chrisoffer Barnekow inddraget som det tredje hjul i værtsamarbejdet. 

   Her et link til et af hans mest berømte eksempler fra serien "Baggårdsredaktionen" hvor det lykkes Nesgaard og Nulle at rammesætte Københavns overborgmester Egon Weidekamp i en forpligtende tv-situation så han - trods en kategorisk afvisning på forhånd - gik i dialog med den gruppe unge der bekæmpede ham og hans politik mest indædt: BZ´erne:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Ungdomsredaktionen.%252019820222&type=all&limit=120

Det er simpelt hen genialt tænkt og gennemført.
 
Berømt og berygtet er værtsparrets anti-julekalender "Jul og grønne skove" - som i folkemunde blev kaldt "Hullet i jorden", eller "Poul og Nulle i hullet". Her et link:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Jul%2520og%2520gr%25C3%25B8nne%2520skove&type=all&limit=120

Chefen for afdelingen måtte gå ud i offentligheden og forsvare serien mod en i den grad ophidset seerbefolkning som mente at en sådan tv-julekalender simpelt hen ødelagde julen for dem og deres børn. 

   Se her et klip fra YouTube hvor Nesgaards chef Mogens Vemmer er ude med et offentligt forsvar, men også en undskyldning, for serien:

Nesgaards tv-værtsrolle(r) var altid både mildt ironiserende og let selvironisk, og ideen var for det meste at tilføre programmets 'troværdighed' et dobbeltbundet metalag gennem at udstille og demaskere de traditionelle koder og konventioner for 'seriøs' tv-journalistik og -værtsoptræden. Det fremgår fx meget tydeligt i indslaget med Weidekamp og BZ´erne som der er et link til ovenfor. 

   Det indslag dokumenterer også at Poul Nesgaard var en glimrende interviewer der trods skepsis eller direkte modstand hos "offeret" som regel kunne få vedkommende til at udtale sig forbavsende åbent og ærligt på skærmen.

   Poul Nesgaard er mentalt og konceptuelt set 'far' og inspirator for senere tv-værter som Anders Lund Madsen, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, og Ane Cortzen.

Op gennem 80´erne var jeg ansat i DR´s interne uddannelses- og udviklingsafdeling - og havde ind imellem job som efterkritiker, programdoktor og dramaturgisk konsulent for forskellige børne- og ungdomsprogrammer. 

    I den egnskab mødte jeg Poul Nesgaard personligt et par gange, dels i forbindelse med videreudvikling af umdomsredaktionskonceptet "Kajplads 14", og dels i forbindelse med en dramaturgisk "førkritik" af manuskripterne til den sidste ombæring af "I sandhedens tjeneste", den serie hvori en power-stylet Poul Nesgaard - som den ene af de tre værter- rejser rundt til Europas hovedstæder og laver 'medløberinterviw' med kendte og store magthavere inden for politik, økonomi og erhvervsliv.

  

Mødet med Poul Nesgaard og hans programmer i 80´erne var en vigtig inspirationskilde da jeg i sin tid påtog mig at udvikl det interne DR-kursus "Faktion som udtryksmiddel" - og at jeg sideløbende med det fik skrevet bogen med samme titel som kurset (1990), en bog som, da den udkom, af flere anmeldere blev omtalt som "et pionerværk", hvad jeg jo blev rigtig i blev glad for. 

   På faktionskurset blev hele to lange Poul Nesgaard klip vist og diskuteret. Og i faktionsbogen indgik beskrivelse og analyse af flere af hans programmer.
   Han fik endda lov til at få det sidste ord. Og jeg tillader mig her at citere det sidste afsnit af det sidste kapitel i "Faktion som udtryksmiddel": 

Faktion der har selve det problematiske skel mellem fakta og fiktion i mediet som emne og præmis, vil vi kalde metafaktion, dvs. programmer  som ikke bare er faktion men også handler om det. Poul Nesgaard har de sidste ti år næsten udelukkende lavet programmer af den type, en del af dem med den klart ironiske titel: I SANDHEDENS TJENESTE, der jo traditionelt er et slogan for journalisternes ideelle professionelle selvforståelse.
   Det væsentlig plot i disse programmer er at seerne får en illuderet afsløring af al det der foregår bag et normalt faktaprograms kulisser; men får tilsyneladende lov til at opleve alt det som ellers holdes skjult, af de forberedende arbejdsprocesser: rodede planlægningsdiskussioner, researchbesvær, problemer med at skaffe medvirkende, kynisk briefing af interviewofre, vanskeligeheder med arrangement og iscenesættelse af medvirkende, etc.
   Den sidste serie IN HONOUR OF TRUTH forholde sig ikke bare ironisk demaskerende til faktakoderne, men også til hele den "dramaturgiske værktøjskasse" som fiktionen henter sin spænding fra. Præmissen er noget i retning af: Alt hvad du oplever gennem TV-mediet, hvad enten det er fakta eller fiktion, er en uautentisk pseudovirkelighed, så den eneste virkelighed du kan tro på, er den du selv gennem direkte erfaring har et autentisk forhold til.

Samme år - 1992 - som Poul Nesgaard totalt skiftede livsbane og blev rektor på Filmskolen, gjorde jeg det også, idet jeg blev jeg direktør for den regionale tv-station TV 2 ØST. 

Til receptionen igår var Anders Lund Madsen den der introducerede og opsummerede talerne. Flere fremhævede Poul Nesgaars åbenhed, humor, mod og - især og ikke mindst - hans evne til som leder at skabe rum for andre kreative mennesker.   

   I sin opsamlende svartale til sidst fremhævede Nesgaard selv hvor heldig han syntes han altid havde været. 

  Og jeg mindes at det præcis også var det hans navnebroder Poul Martinsen havde som fast tilbagevendende omkvæd da jeg i sin tid interviewede ham til min bog om ham: "Jeg har altid været meget heldig." 

   Begge de to Poul-er personificerer altså på hver sin måde det begreb om 'det kreative held' som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen:

SERENDIPITET

I et interviewportræt i Kristeligt dagblad sidste år (skrevet af Lars Henriksen) i anledning af 60 års fødselsdagen refereres Poul Nesgaard  sådan her:

Poul Nesgaard viser ned gennem den skrånende have med uforstyrret udsigt over Lyngby Sø og sætter sig teenagerbehageligt i terrassens sofa med benene trukket op under sig. Hans påklædning er lige så afslappet: lyse bukser og åben, hvid skjorte. Han ligner en mand, der har let ved livet, og det er han også. Lige siden barndommen har han følt sig ”fuldstændig lykkelig” og konstant tilsmilet af heldet. Hans far kaldte ham ”lykkens pamfilius” – ofte i forundring over, at alting kom så let til ham.

Det første eksempel på hans særlige 'kreative held' refereres han for sådan her: 

Noget af heldet ramte ham, den dag han fotograferede sit første dyr, en elefantspidsmus. Dyrehandler Gram, som importerede eksotiske dyr, sagde, at han skulle forsøge at sælge billederne til Berlingske Tidende, så gode var de. Så det gjorde Poul. I avishusets reception sad en hel bænkfuld bude, ventende, mens han sagde det, som det var: ”Jeg har nogle billeder af en elefantspidsmus, kunne det have interesse?”.

   Han blev bedt om at tage plads. Ikke blandt budene, hvor han følte, han hørte til, men i den store Chesterfield lædersofa ved siden af. Snart kom bagsideredaktør Gustav Bering ned og så billederne an.

   ”Vi kan ikke bruge dem på søndag. Men vi kan bruge dem på søndag otte dage.”

   Poul var 14 år gammel og voksede til mandshøjde.

   ”Det at få vist sådan en tillid af en voksen, som ikke var Finn eller far, gav mig en selvtillid, jeg ellers ikke havde rigeligt af. Han sagde endda, at hvis jeg havde flere dyrebilleder, skulle jeg bare komme med dem. Jeg tror, det var første gang, jeg fik fornemmelse af at være god til noget. Og selv åbne en dør, Finn ikke havde åbnet før mig. 

    Egentlig er det min historie i en nøddeskal: Held har hele tiden åbnet eventyrene op for mig.”

"Finn" er den væsentlig ældre storebror som Poul altid indtil da har stået i skyggen af, men som også har været hans forbillede og rollemodel på alle mulige måder, og som bl.a. introducerede ham til film- og tv-mediet. 

   Citatet ovenfor er fra et interview i Kristeligt Dagblad som jeg har linket til her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/516616:Kultur--Det-hjaelper-at-kunne-surfe-paa-kaos

At Poul Nesgaard hører til kategorien 'den særligt kreativ personlighed' er der naturligvis ingen tvivl om - og mine forventninger er derfor også, som læsere af denne blog vil vide, at han på en eller anden måde har 'ondt i farforholdet' og i skolen har "følt et fremmedgjort forhold til kammerater" - eller har været udsat for noget der ligner mobning. Og endelig at han i en eller anden forstand synes er være sammensat af "to eller flere person(lighed)er i en".

 

Han er præstesøn, er lillebror og har tre søskende. Storebror Finn er fire år ældre, så kommer storesøsteren Visse, og så har han en tvillingsøster. 

   Og læs så bare hvad der berettes i samme interview - om forholdet til faren, om at leve under en "klokke" og om at vokse op i en dobbeltverden:

Faderen var præst, og hele familien var dybt præget af troens sprog. Særligt livet efter døden stod stærkt i bevidstheden, og meget blev gjort og forklaret ud fra, at livet her og nu kun var et forskræp til det, der ventede. 1960’ernes kolde krig, atomtruslen og andre farer var blot positive varsler om, at nu kom Kristus snart, og derfor ikke noget, man behøvede at beskæftige sig med. Pouls verden bestod i stedet af søndagsskole, bibeltimer og salmer sunget højt og tydeligt.

    ”Jeg følte mig altid anderledes end mine venner. De værdier, der lå lige for i de fleste andre familier, blev ikke vægtet på samme måde hos os, og det lagde en klokke ned over mit barndomshjem. Men det var meget trygt. Alle farer blev jo betragtet som varsler om paradis, og der blev aldrig skabt bekymringer eller sat spørgsmålstegn. Det var en mærkelig dobbeltverden at vokse op i, men jeg købte den fuldstændig, måske fordi min far alligevel lod en kattelem stå åben ud til virkeligheden. Han løftede vægte og spillede tennis langt mere end en alvorlig, luthersk missionsk præst burde gøre, og han havde i det hele taget en række farverige karaktertræk, som var svære for mig at forene med præstekjolen.

   Han lod selv livet folde sig ud i et vist omfang, og jeg tror, det var derfor, jeg trods alt tillod mig at reagere, som jeg gjorde, på hans standardreplik: Lad hellere være. Det var jo ikke et forbud, men noget, der skreg på at blive udfordret. Alt det fjernsyn, jeg har lavet i mit liv – ja, hele min tilgang til verden – har været præcis det modsatte af ’lad hellere være’. Jeg har i stedet søgt i retning af: Hvad sker der, hvis man bryder denne grænse?”.

   Der var dog aldrig tale om et oprør.

Eller rettere: Det blev jo snarere til et livslangt oprør. Og oprøret startede da han som 14 årig blev 'mobbet' - ikke af skolekammeraterne på Sankt Annæ Gymnasium, men af skolens rektor.

   Poul var ikke nogen ørn i skolen, og til sidst forsømte han så meget fordi han var begyndt at lave fjernsyn for DR´s B&U-afdeling, at han blev smidt ud.

   Poul var 16 år gammel, og her hjalp ingen kære far, viste det sig:

Det godtog han ikke bare sådan og forlangte et møde med rektor. Sammen med sin far bankede han på og forklarede, at det var lærernes skyld, at hans karakterer ikke var højere. De var misundelige på hans gryende succes i fjernsynet. Men han erkendte samtidig, at han var nødt til at bruge mere tid på skolen.

   Hjertet hamrede, han var rystende nervøs. Han havde aldrig før sat sig op mod en voksen på den måde. Og hans far var ingen hjælp, han forholdt sig helt tavs. Til sidst mødtes hans øjne med rektors, der slukkede alt håb.

  ”Der er dem, der kan klare det. Og dem, der ikke kan,” sagde rektor højtideligt. ”Du, Poul, er en af dem, der ikke kan.”

   Og det var så det. Ingen protester hjalp, og mens Poul Nesgaard smagte på den boblende fornemmelse af total frihed, var han samtidig skrækslagen. Nu fik han ingen uddannelse. Han måtte erobre verden alene på godt humør og nysgerrighed.

En lidt dybere udlægning af den scenes betydning vil nok tolke det sådan at rektor bare er en stand ind og talerør for den tavse far. 

   Og fortsættelsen af historien eksemplificerer så hvad fænomenet 'kreativ vrede' betyder når det går i symbiose med 'det kreative held'. 

   For Poul tog nemlig hævn kort tid efter at han var blevet relegeret fra gymnasiet:

Han ringede til rektor, udgav sig for at være fotograf fra Berlingske Tidende (hvilket ikke var helt usandt), og sagde, at avisen gerne ville bringe en stor artikel om skolens drengekor (hvilket var aldeles usandt), og om han måtte komme og tage billeder.

   Rektor var mere end modtagelig for den omtale, og blev derfor tilsvarende rasende, da det var Poul, der dukkede op. Men Poul holdt fast, kastede blot ny ild på løgnen ved at forlange fem hele dage til at tage billeder. Det gjorde han så og sendte dem efterfølgende ind til avisen uden nogen forudgående aftale. Snart blev de bragt sammen med en større artikel. Hans iscenesatte virkelighed var blevet selvopfyldende.

   ”Det var første gang i mit liv, jeg havde løjet, og jeg fatter stadig ikke, at jeg turde."

Dette forløb munder ud i en spaltning af personligheden i to: den pæne kristent opdragede troende dreng, og en tvetydig djævel af en iscenesætter af egen og andres virkelighed som var lige det TV og B&U-afdelingen havde brug for.

I et tidligere interview i Kristeligt Dagblad beskriver Poul Nesgaard det samme skandaløse kriseforløb omkring hans udsmidning i detaljer: Først den oprørende og oprørske scene på rektors kontor hvor Poul ikke får nogen støtte af faderen; og derefter løgnen og hævnen som bliver en slags syndefald i forhold til det meget religiøse barndomshjems normer og sprog - en historie som så på serendipitetisk vis vender sig til det gode: Rektor får positiv omtale af gymnasiet i en stor artikel i Berlingeren - illustreret med Pouls billeder!

 

I det følgende citat opsummerer Poul Nesgaard hvordan han i bakspejlet ser denne syndefaldshistories betydning for hans videre liv og udvikling - domineret af både selviscenesættelse og iscenesættelse af andre:

Det var et nærmest magisk øjeblik, og det fik den betydning, at jeg opdagede, at virkeligheden kunne mere, end jeg selv drømte om. At jeg kunne indfange en form for virkelighed i en fiktiv form. Og det er ikke for meget at sige, at alt det fjernsyn, jeg siden har lavet, har været den samme slags iscenesættelse af virkeligheden.

   Og mit liv har været dybt præget af det store ansvar, jeg pålagde mig selv dengang.

   Der findes et citat af Goethe, der passer meget godt på mig: 

   ”I det øjeblik, man definitivt helliger sig noget, da ændrer forsynet alt. Talløse ting, som ellers aldrig ville komme for dagen, giver sig nu til kende for at hjælpe en (...). Derfor – hvad du end kan drømme om at kunne – begynd på det. Dristighed rummer genialitet, kraft og magi. Begynd, og begynd nu!”.

   Efter den dag er mine drømme altid blevet opfyldt, før jeg egentlig har haft dem. På den måde kan man måske sige, at den erfaring, jeg fik på rektors kontor i 1969, har formet mit liv.

Læse hele den historie her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/512608:Bagsiden--Dristighed-rummer-genialitet--kraftg-magi

I en artikel i tidsskriftet AVM fra sidste år fortæller storebroderen Finn Nesgaard at der kan være en sammenhæng mellem den selviscenesættelse han foretog i sin sidste tv-rolle i serien "I sandhedens tjeneste" og så det at han søgte og fik rektorstillingen:

I "I sandhedens tjeneste" spillede Poul rollen som en verdensmand med ledelsespotentiale og styr på tingene. Det var naturligvis ren fiktion, for et eller andet sted var han stadigvæk lillebroderen, eller i hvert fald den bløde mand der havde oplevet 68-generationen, hippiekulturen, Thylejren, rødstrømperne og hele kvindesagen på tæt hold. Men han spillede rollen, og det var måske årsagen til at han blev opfordret af én på Den danske Filmskole til at sende en ansøgning, da stillingen som rektor blev slået op.

Denne "én" der overtalte Poul Nesgaard til at søge stillingen, var ingen andre end min egen sidekammerat i nogle timer i 4. mellem på Christianshavns gymnasium, Mogens Rukov, filmskolelærer og dramaturgisk "godfather" bag den gruppe af nu internationalt anerkendte filminstruktører som  med deres underskrifter forpligtede sig på et fælles sæt kreativ restriktioner, nu kendt og berømt under titlen "Dogme 95".

   Rukov og jeg blev - tilfældigvis - født på samme dag: 4. august 1943. 

   Når der skulle opføres den årlige skolekomedie i gymnasiet, konkurrerede vi med hvert vores bidrag til skolens teaterplakatkonkurrence. Han vandt, jeg blev nummer to.

  Vi studerede også det samme fag på Københavns Universitet efter studentereksamen. Og de to lærere hvis undervisning vi er enige om har givet os mest i studietiden, er også de samme: Harald Steensig og Aage Henriksen.  

SERENDIPITET!

For ny læsere her lidt definitioner og uddybning til forståelse af et begreb som i den engelske version - 'serndipity' - i en afstemning 2004, afholdt af et oversætterfirma, blev udnævnt til "one of the ten English words hardest to translate." Så here we go...

SERENDIPITET - engelsk: SERENDIPITY - defineres i engelske Wikipedia som "fortuitous happenstance" eller "pleasant surprise". Altså "det lykkelige eller heldige tilfælde der overasker".   

   Danske Wikipedia beskriver betydningen som "det at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys." 

   Den bedste definition jeg har mødt, lyder sådan: "det at søge en nål i en høstak - og komme ud med bondemandens frodige datter." 

   En fortælling som refereres vidt og bredt i litteraturen som illustration af begrebet, er H.C. Andersens eventyr "Klodshans", som jo på vej til prinsessen finder og samler op: en træsko uden overlæder, en død krage og noget pludder fra en grøft, tre objekter som så til sammen ender med giver ham adgang til prinsessens hjerte og det hele kongerige.

Oscar-føljeton (4) - Susanne og hendes Oscar i forskellige rammer

I foregående blog-indlæg viste jeg hvordan en række filmjournalister satte den store nyhed om Susanne Biers Oscar for filmen 'Hævnen' i forskellige "forståelsesrammer" - det jeg kalder frames.

   Framen styrer den journalistiske vinkel som er den påstand med nyhedsværdi historien dokumenterer med kilder og citater. Og det er den rammesatte vinkel der giver et eller andet ekstra perspektiv - journalistisk merværdi - til en stor nyhed, som jo til fortrydelse for journalisterne allerede om tirsdagen var "gammel". Efter at kollegerne i de elektroniske medier havde talt hende op til skyerne hele mandagen, så skulle hun nu tales ned tirsdag morgen. Det ville være "nyt".

   I alle tilfælde var konsekvensen af den journalistiske perspektivering i hvert fald at hun og hendes film blev gjort "mindre", trukket ned på jorden, så at sige. Selv om hun og filmen havde fået en Oscar, skulle hun jo ikke tro den var stor kunst, endsige særligt original, var det gennemgående mønster.

Jeg er interesseret i at se hende i et andet perspektiv - teorien om den særligt kreative personlighed. Passer hun ind i den frame? - som jo taler om to (eller flere) personer i én, om at være genert men alligevel også det modsatte, om at føle sig som fremmed og uden for, om at være blevet mobbet i skolen eller andre sociale sammenhæng, om at være blevet flyttet fra et sted til et andet, om at være spændt ud mellem to kulturer, om at have mistet og savnet forældre eller andre nær relationer, om en underliggende vemod, om at være usikker på sin egen identitet og med tvivl om selvværd. Om at være urolig, utålmodig og besværligt krævende. Om at være ironisk og gemme sig bag humorens maske. Om i sig at have en skjult eller åbenlys frustration eller vrede. Og om endelig at føle sig hjemme ved erkendelsen af hvilken slags kunstner man er eller skal arbejde på at blive. Og om at være produktiv og producere som gjaldt det livet.

   Jeg går på jagt på nettet. Og som noget af det første finder jeg endnu en stor artikel af Lotte Thorsen. Et interviewportræt med rubrikken "Susanne Bier: "Det var rædselsfuldt af få så mange bank" - skrevet i anledning af Oscarvinderfilmens danske biografpremiere sidste sommer. I Politiken den 22. august 2010.

   Aha! Bingo! SB er ud af en jødisk familie der måtte flygte til Sverige under tyskernes besættelse. Og hendes far kom til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 30´erne. Hendes mors familie flygtede til Danmark fra Rusland 30 år tidligere. I begge tilfælde emigrerede de på grund af jødeforfølgelser i deres hjemlande.

   Jeg citerer "råt" fra det i øvrigt glimrende og oplysende avisinterview:

"På det nære plan har jeg haft en ekstremt stabil og tryg opvækst. Men der har også hele tiden ligget en følelse af mulig landflygtighed og forfølgelse. Som noget, der var meget reelt."

   "Jeg anerkender, at der er en voldsom brutalitet og uretfærdighed i verden. Men når man har oplevet noget, der er så overgrebsagtigt og helt forkert, så bliver konsekvensen, at man holder endnu mere fast i det, som er rigtigt."

   "Det er nok rigtigt, at jeg altid går efter en form for forløsning. Og at det altid er det etisk korrekte, der får lov at vinde. For det føler jeg, at jeg er nødt til at tro på. Hvis der er én ting, jeg skal fortælle verden, så er det dét. Det betyder ikke, at jeg ikke kan have respekt for bøger eller film, der fortæller noget andet – jeg har bare ikke selv lyst til det."

   "Den der cocktail af at være rastløs og grotesk intens er altid besværlig. Også for omgivelserne. Måske er jeg også lidt for skrap. Hvis der kunne snige sig noget lidt mere flegmatisk ind i mit sind, tror jeg, at alle ville være glade."

   "Jeg har en meget direkte adgang til noget sorgfuldt, som jeg tror hænger sammen med min baggrund og med bevidstheden om, at katastrofen kan indtræde i morgen. Og derfor er det rigtig godt for mig at instruere film, fordi jeg får den vemodighed eller sorgfuldhed adresseret, uden at den får lov at vokse sig stor. Jeg er ikke noget trist menneske, jeg er som regel i godt humør. Men det ligger bare lige nede under overfladen."

I folkeskolen spillede Susanne foldbold med drengene fra klassen under, mens pigerne i hendes egen klasse stod og røg på toiletterne, refererer Lotte Thorsen. SB har været en ret så vild "drengepige", forstår man. Og blev ikke inviteret med når pigerne i klassen inviterede til fester. Og først i gymnasiet blev det opdaget at hun, som mange "visuelle" kunstnere i øvrigt, var ordblind. Men det forhindrede hende ikke i at kompensere ved at læse en masse - drengebøger.

"Jeg havde det hyggeligt hjemme og følte ikke, at jeg var et barn med store problemer. Men  jeg kunne mærke, at der var sådan nogle sociale ting, jeg ikke kunne komme ind i, og så læste jeg i stedet."

   "Hvis jeg havde haft et lidt mere vellykket socialt liv, så havde jeg helt sikkert også været en svagere læser."

   "Jeg har altid været ret barnlig. Og så er jeg faktisk også genert og meget lidt social. Jeg har aldrig været særlig god til at feste, jeg ryger heller ikke og kan kun lide at drikke vin til maden."

   "Det  blev jeg selvfølgelig ked af (...ikke at blive inviteret med til fest). Jeg kan huske, at jeg spurgte dem, hvorfor jeg ikke skulle med. Og så sagde de, at de ikke rigtig troede, jeg ville synes, at det var sjovt. Jeg kunne godt mærke fjendtligheden i det, men jeg kunne ikke rigtig forstå rationalet bag."

   "Jeg var også monster distræt. Og på en eller anden måde irriterede jeg de der piger. Hvilket jeg egentlig godt kan forstå."

  "Jeg var så akavet og kunne slet ikke se mig selv som et kvindeligt væsen. Måske troede jeg, at jeg var med i nogle af de bøger, jeg læste - der var i hvert fald en eller anden form for virkelighedsforstyrrelse i det. Men jeg synes faktisk også, de var ondskabsfulde og tarvelige, de der piger. Det gav mig indtryk af, at jeg var sådan ... taberagtig."

Susanne Bier fortæller også om hvordan hun side fik "hævn". Læs selv. Og hvordan det vendte 180 grader da hun kom i gymnasiet.

   Efter gymnasiet vidste hun ikke hvad hun skulle lave. Det skulle være "noget kreativt", men...

"Hvis man ikke er særligt dygtig til at danse eller synge eller tegne, så ligger der en indbygget retning i det. Men hvis man ikke er det, men stadig følger en kreativ drift, så kan man være meget længe om at finde ud af det." 

Efter at have prøvet at finde sig selv i forhold til sin families religion på en rejse til Israel, og derefter i London forsøgt sig med at studere design, arkitektur og scenografi, prøvede hun at komme ind på den engelske filmskoles scenograflinie, men blev klar over  under optagelsessam-talen  at det var filminstruktør hun ville være (en aha-oplevelse!):

"To uger efter var der genopslag på instruktørlinien på Den  Danske Filmskole, Og så kom jeg ind. Det var et langt tilløb med en forholdsvis kort spurt. Og Filmskolen var en fantastisk tid. Jeg tænkte ikke et sekund på, om jeg skulle noget andet. Det var ligesom at komme hjem."

Hvis man bare har læst nogle få af de tidligere blogindlæg om den særligt kreative personligheds konfliktfyldte personlighedsspaltende oplevelser under opvæksten, så vil man se på hvor mange punkter Susanne Bier "matcher" i den frame. F.eks.også i forhold til Anders Thomas Jensen og Poul Martinsen som jeg skrev om - et par blogindlæg tilbage.

Og selv kan jeg i hendes beskrivelser genkende rigtig meget fra min egen barndom: ordblindheden, at være "monster distræt", at skifte skole flere gange, det at føle sig lidt udenfor, genertheden, at læse som en gal for at kompensere i fantasien, at opleve pludselig at føle sig værdsat i gymnasiet. 

   Hvornår i min ungdom følte jeg at "det var ligesom at komme hjem"? - Det er jeg slet ikke i tvivl om heller. Det var da jeg som udvekslings-student rejste til USA mellem 2. og 3. g. - og i et år kom til at bo og leve som "søn" hos en varm, sjov og livlig kultur- og kunst-interesseret jødisk familie i en nordlig forstad til New York (også omtalt i slutningen af blogindlægget 29/02/11 om Walton Ford). I den familie havde jeg tre lidt yngre "brødre" der alle som voksne blev kunstnere: litteratur, musik, malerkunst. Og som nævnt: "Far" samlede på moderne amerikansk malerkunst.

  Og min amerikanske "mor"? - Jamen, hun var en utroligt moderlig mor. Og havde et stort smil som hun ikke var fedtet med - i øvrigt præcis det samme smil som Susanne Biers, er det pludselig gået op for mig - efter at jeg har set Susanne Bier smile så mange gange på skærmen de sidste uger!

   Et 'match' - mellem de aktuelle billeder på skærmen og så de erindringsbilleder som de har fremkaldt.

Kilde: http://i.pol.dk/ibyen/film/article1041647.ece

Den kreative personlighed: Günter Wallraff - journalisten der hellere ville være en anden.

Günter Wallraff var i mine unge dage en af mine store helte: den tyske journalist der i en lang periode gik undercover – forklædte sig og levede som en tyrkisk fremmedarbejder, for bagefter at bruge sine oplevelser og erfaringer til kritisk journalistisk dokumentation af den kapitalistiske storindustris grove undertrykkelse og udnyttelse af disse arbejdere. 

   Jeg har i sin tid læste flere af hans bøger med de afslørende arbejdspladsreportager. Men har faktisk ikke tidligere interesseret mig for hvem han egentlig var, hvad hans baggrund var, og hvad der drev ham til disse spektakulære forklædnings- og afslørings historier.

Hvis vi som et grudkendetegn på den særligt kreative personlighed går ud fra at der er tale om en slags mental personlighedsspaltning – så må han i den grad være kandidat i kraft af sin specielle journalistiske arbejdsform. Og denne splittede kreative personlighed, er det jo så min hypotese, hænger sammen med oplevelser af tab og savn, mobning, rodløshed og fremmedgørelse i barndom eller ungdom.

   Der er her i år udkommet en oversat tysk biografi om denne journalist og forfatter med de afvigende kreative og moralsk diskutable researchmetoder: 'Günter Wallraff – manden selv. En biografi af Jürgen Gottschlich'. Heri fortælles på side 36 hvordan Wallraffs mor, på grund af ekstrem fattigdom, mens faderen lå langtidssyg på hospitalet, anbragte sin 5-årige søn på et børnehjem:

På hjemmet skulle børnene aflevere deres tøj. I stedet fik de alle sammen ens kitler. ”Det var som at blive delt i to,” siger Wallraff i dag. ”Man mistede sin egen lugt, hele sin identitet.” Senere har Wallraff forklaret sin lyst til rollespil og til at optræde som en anden person som sin søgen efter egen identitet, der kunne have sit udspring i oplevelsen med børnehjemmet. ”Det var en traumatisk oplevelse for mig.” Hans verden brød sammen, og han følte sig forladt. (…) ”Endnu i dag må jeg kæmpe med angsten for tab.”

Nøgleformuleringen er for mig "Det var som at blive delt i to".

   Jeg har en mere og mere indædt mistanke om at vi hos kreative personligheder næsten altid kan finde den slags kerneoplevelser der har karakter af mentale sår efter stærke oplevelser af savn, udstødelse og tab - og med en permanent psykisk "sårskorpe" der irriterer i underbevidstheden og derfor stimulerer til fantasier og kreativ tænkning.

   Det lugter jo noget af Freud, men hvad så?

Hvis jeg fabulerer lidt videre, så kan man jo tænke sig at de ubevidste blending-operationer som vi har set ligger bag megen om ikke al kreativ tænkning og alle kreative produkter, at de også kan foregå i forhold til en splittet og modsætningsfuld personlighed. 
   Hvis vi betragter den kreative personlighed som en der typisk udgøres af "to personer i en", så ligger det lige for at se de to sider af personen som to forskellige mentale eller konceptuelle rum der leverer input til en kreative proces. 

   Forstået sådan giver det mening af betragte de kunstneriske produkter som "blendede" af virkelig erfaring og fantasivirksomhed - som forsøg på mentalt gennem den kunstneriske virksomhed at bygge bro over personens indre spændinger og modsætninger. 
   Og det giver tilsvarende mening at betragte selve kunstnerpersonligheden som en særlig psykisk konstruktion hvori der permanent er installeret en konceptuel "blender" der hele tiden "kører" for at fortælle den bagvedliggende livshistorie i kamufleret form. 

   Som metaforisk tanke vel egentlig meget sjov.