Akvarelmaleriets mysterirer (58a) - 'Akvarelkursus' på hjemmebane - og sidespring om den rejsende H.C. Andersen og om en kreativ forhenværende stadsgartner

Googler man 'akvarel' plus 'Gåsetårnet i Vordingborg" eller plud 'Ruinen i Vordingborg' så vrimler det ikke med billeder. 

   Men her et to - af maleren René Luncby, som jeg ikke kender, og som har dem liggende på sin hjemmeside sammen med mange andre akvareller fra forskellige locations i området:

René Lundby: Gåsetårnet i Vordingborg

René Lundby: Ruinterrænet i Vordingborg

At der er tale om akvareller, er der ingen tvivl om. Men jeg er ikke særlig glad for dem. Synes de er både lidt primitive og lidt kedelige.
   Bedre synes jeg om det her billede som jeg finder når jeg søger tilbage i tiden:

Maleriet er malet i 1842 af den dansker kunster Johan Thomas Lundbye.

Men det er ikke en akvarel!

De sidste to indlæg i serien om akvarelmaleriets mysterier har demonstreret at jeg med hiv og sving endelig er kommet i gang med akvarelmaleriet igen - efter en male-blokeringspause på godt trekvart år.

   Den første akvarel var et bestillingsarbejde fra fruens søster, hvor jeg genbrugte motivet - en rødkælk omgivet af røde rønnebær - fra en tidligere akvarel som jeg malede for 2-3 år siden.

Egen akvarel: Rødkælk og rønnebær. 2017

Det at jeg kunne 'nøjes med' at kopiere mig selv og lave forbedringer i forholdt til det første som en slags referencebillede, gjorde det nemmere at komme igang med at male.

   Men først og fremmest var det afgørende at jeg mentalt havde 'forpligtet mig'.

 

Den anden akvarel i den nye 'serie' var kendetegnet ved at jeg kunne bruge 'et greb' inspireret af Harald Henriksens træsnitteknik med to 'motiv-blokke' som blev malet så at sige uafhængigt af hinanden (som hhv. lys baggrund og sort konturmalet forgrund), og så - brugt hos mig - samlet i et billede der æstetisk set ikke lignede noget jeg tidligere havde malet:

Egen akvarel: Ordrup Næs i modsol

Faktisk ikke helt korrekt. Jeg kunne i mine ungdomsbilleder fra 60'erne genkende flere grafiske stil-elementer som her blev 'genbrugt'.

Men så var der i hvert fald kommet hul på male-energierne.

  Det så ud til at min hjernes højre halvdel - skridt for skridt - mentalt var blevet fokuseret 'udad' - mod motiver fra egne tidligere 'reference-fotos' - via den del af hjernens visuelle 'produktionsapparat' som er aktivt når man tegner og maler (jfr. Betty Edwards bøger).

   Dette i modsætning til at jeg i de seneste mange måneder har været fokuseret 'indad' - mod bekymrende tanker der løb i ring - og mod deprimerende tågede og uklare billeder på den indre skærm.

Jeg besluttede at jeg var på en slags privat akvarel-kursus med hotel i Riddergade 9 i Vordingborg, af principielt samme slags som de 'rejsekurser' jeg tidligere havde været på - først med Bardur Jakupsson (hhv. Gardasøen og  Færøerne) og senest med Ane Grete Aagaard i Syditalien ved Amalfikysten.

   Fidusen ved at være på den slags kurser, er at man uanset aktuelt humør og lyst, er forpligtet til at levere mindst 1-2 akvareller hver dag.

   Ingen vej uden om. Basta.

Så jeg besluttede at bruge nogle af de mange fotos jeg har taget de sidste par år af motiver i umiddelbar nærhed af hvor jeg bor her i Vordingborg.

   Når referencebillederne først var valgt, var der ingen vej uden om:  direkte at åbne farveladeæsken, komme vand i bøtten og frem med penslerne og så igang på blokken med det tykke akvarelpapir.

   Klar. Parat. Mal!

 

Jeg brugte så også det ekstra trick til at komme igang, at hvis jeg alligevel ikke lige nu havde lyst til at male, så kunne jeg i stedet vælge at konturtegne motiverne til senere akvareller i serien.

   Det at tegne - lave simple outlines af motiverne - er nemmere (mindre mentalt krævende hvad angår koncentrations-ressourcer) end det at tegne og kopiere forenklede versioner af allerede foreliggende synlige motiver i de rette proportioner.

Her er de referencefotos jeg valgte at omsætte til akvarel og her placeret i den rækkefølge som jeg malede dem i:

 

Er der noget fælles ved dem jeg har valgt?

   I de fleste tilfælde har der været andre lignende fotos af motivet, stort set taget fra samme vinkel og position, men enten med motivet længere væk (vidvinkel) eller tættere på (telede billeder).

   Et fællestræk er at de alle har det man kunne kalde 'særlige grafiske kvaliteter' - altså at de er fotograferet i en beskæring og i en afstand der giver mig gode muligheder for nogle forneklinger og afklaringer af konturer og former.

   Fælles er også at der er en forholdsvis markant 'lyssætning' i billedet som giver dybde, kontraster og perspektiv. Og en gennemgående blå himmel - i de fleste tilfælde uden markante skyformationer.

   

Der er også det fælles at jeg i mit valg mentalt har foretaget en yderligere fokusering, sådan at dele af motivet har været det jeg ville vidrebringe malerisk, mens jeg har 'glemt' eller 'fortrængt' at andre dele af referencefotoet så lå i halvmørke eller bare var kedelige at se på. 

   Disse i fotoet underbelyste dele af motivet viser sig så, når billedet skal males, at kræve motiviske og farvemæssige 'løsninger' via fantasi, teknik og tradition.

   Og det gik mere eller mindre galt i de fleste af akvarellerne, synes jeg

Her kommer de første af akvarellerne:

Egen akvarel: Fritsående gammelt egetræ - i krydset mellem Bakkebøllestien
og Marienlyst-aleen, forår 2017

Jeg har tit i ret mange år passeret denne smukke fritstående eg mens jeg har cyklet forbi - frem og tilbage mellem Vordingborg og Nyråd på min el-cykel - ad den sti - Bakkebøllestien - som er etableret på en lille del af det tidligere jernbaneterræn der forbandt Vordingborg og Kalvehave, og som nu er en cykel- og gangsti som udgår fra Nordhavnen og stopper godt 5 km senere ved østsiden af Nyråd.

   Her et kort der viser banen, dens spor og stationer, i sin fulde længde da der stadig kørt tog - først i mange år damptog, til sidste - fra 1947 - en såkaldt 'skinnebus': 

Madsnedsund-Kalvehave-privatbanen (1897-1959)

Faktisk har den bane altså stadig været i brug - om end hensygnende - i de to år (1957-59) da jeg som meget ung teenager boede i Stege på Møen (og før da 7 år i Holeby på Lolland). 

   Men den gang anede jeg intet om denne jernbane. Og nu ærgrer det mig at jeg ikke fik prøvet den mens der stadig kørte tog på skinnerne.

   Her et link til både billeder og historier om denne sydsjællandske privatbane  

https://da.wikipedia.org/wiki/Kalvehavebanen

Tilbage til akvarellen med egen og alleen.

   Jeg over tid har taget flere fotos af egen - nogle fra en vinkel hvor den ses knejsende isoleret mod en blå himmel - men her altså fotograferet og malet med 'kontekst' - i form af en meget yngre allé der toner ud mod horisonten, et par omgivende marker og så Bakkebøllestien på tværs i forgrunden,

Inspirationen fra Harald Henriksen er tydelig i akvarellen: Et markant profileret sortfarvet træ i forgrunden, blødere farver og konturer i baggrunden.

   Men han ville typisk have valgt et forsvindingspunkt for perspektivet som lå mere centralt i billedet.

   

Jeg er ikke særligt glad for min akvarelfarve-løsning af markerne og vejen i forgrunden, som i referencefotoet jo er tåget ud i halvmørke og uden klare farver eller konturer. Men synes nok det går an?

  I øvrigt har er det her en 'ren' akvarel, dvs. jeg har ikke brugt sort tusch til at markere og tydeliggøre landskabets konturer og træernes stammer og grene (som jeg har gjort det i alle de følgende akvareller). 

  

Skulle jeg forbedre på akvarellen  (og det kan nås endnu) ville jeg nok tegne/male stammen og de tykke grene i egetræet mere sorte, og jeg ville mørkne den alt for gullige pløjemark.

Fruen plejer at omfavne stammen når hun går forbi, fortæller hun, og har for sig selv kaldt træet for  'H.C.Andersen-egen'. 

   Og hun har intuition!

   H.C.Andersen kan nemlig meget vel have 'hilst' på træet idet hans "sommerudflugt" i 1829 også bragte ham til Vordingborg. 

   "Han vandrede fra anløbspladsen i Kalvehave, passerede Kulsbjerge, spiste hos en møller og så den prægtige natur på egnen", fortæller en historisk netkilde på hans hjemmeside.

    På lang afstand, kørende i hestevogn ad Nyrådsvej mod Vordingborg, har hans kunnet se Gåsetårnet. Og i landskabet på venstre side lå godset Marienlyst og Bakkebølleskoven. Og egetræet har sandsynligvis stået der i en yngre udgave allerede den gang, gætter jeg.

   I sin dagbog fra den dag skriver Andersen:

   "Ensomt knejser det gamle tårn på den høje voldbakke, kun ved skråningen ses ruiner af murene, højt begroede med græs. Jeg var inde i Gåsetårnet i dag, der er en fortræffelig opgang. Fra tårnet øverste tinde så jeg over sundet til Falster og Fanefjord kirke på Møn".
   Det syn H. C. Andersen har set i det fjerne, har utvivlsomt lignet billedet af Gåsetårnet som blev malet af Johan Thomas Lundbye 13 år senere, og som jeg viste i indledning til dette indlæg.

 

Den tidligere meget kreative og fagligt højt kompetent stadsgartner for Vordingborg kommune, Flemming Kruse, skrev en kommentar til motivet på Facebook da jeg lagde akvarellen ud: "En imponerende eg, en overlever fra de store skove der dækkede Sydsjælland for mindre end 200 år siden."

Jeg tager så lige en yderligere afstikker fra dette indlægs hovedspor:

   Flemming Kruse fik ikke den hæderværdige udgang på sin karriere som han havde fortjent!!!! Læs bare her:

http://sn.dk/Vordingborg/Slut-med-kommunal-naturchef-fra-nytaar/artikel/369016

"Moren har gjort sin pligt, moren kan gå", fristes man til at udbryde (disse bevingede ord er oprindelige fra Shakespeare, men i Danmark overtaget fra den tyske forfatter og dramatiker Schiller: "Der Mohr hat seine Arbeit getan! Der Mohr kann gehen.").

En DJØF-chef og New Public Management-tilhænger, fik Flemming Kruse smidt ud - i utide, kan man roligt sige. Han var kun 60 år gammel da han blev tvangspensioneret 2015.

Her er han - synligt savnet når man bevæger sig rundt i Vordingborg og omegn i dag:

Stadsgartner, Naturchef, og Chefkonsulent Flemming Kruse.

Tænk hvis han havde været haft besluttende indflydelse i de sidste år da hele projektet omkring vand i voldgraven, den røde klinkebelægning på pladsen foran ruinen og renoveringen af Kornerups gamle rådhus og omgivelserne foran og bagved var blevet gennemført.

 

Og som en ekstra krølle på den historie:

   Sidste år besøgte jeg og fruen 'Den gamle by' i Århus i andledning af at mange af fruens dukker fra 60' erne og 70'erne indgik i en udstilling om DR's B&U-programmer fra den gang. 

   Jeg stod i et hjørne af receptionslokalet med mit lunkne glas hvidvin og blev kontaktet af en nydelig yngre  myndig dame med som gerne ville snakke og fortælle.

   Det viste sig at hun var  Den  gamle bys 'stadsgartner' (hendes officielle titel husker jeg ikke).

   Jeg roste arrangementet, men også de udstillede gamle bygningers omgivelser af træer, planter og haver som vi havde oplevet på vej derhen,

   Og en passant fortalte jeg at jeg kom helt fra Vordingborg.

   Hun lyste op! Og fortalte videre at vores tidligere stadsgartner, Flemming Kruse, var hendes og mange kollegers store inspirationskilde og faglige forbillede!

   Jeg rettede ryggen og solede mig lidt i den rosende omtale af vores forhenværende og stadig savnede stadsgartner.

  

Hvis man i dag kommer til Vordingborg, vil man konstatere at alt der har med naturen at gøre - både på voldterrænet og i byens gader og pladser - virker forsømt og fortabt, som børn ser ud når ingen for alvor tager sig af dem. 

   Kedelige rustne, kantede metalkasser med visne forkølede planter, står på vejsiden af den røde plads - nu blandt lokale kaldet 'den røde sten-ørken'.

   Stålkasserne skal fungere som chikaner for en trafik som aldrig blev underlagt en samlet funktionel og æstetisk trafikplan for indre Vordingborg.

   Men de arkitekter som i sin tid har tænkt og tegnet 'den røde plads´og 'den røde løber' og forbindelsen til det gamle 'Kornerup rådhus', må græmmes hvis de kom forbi og så hvad alle de smukke planer var blevet til.

   Og den fine nye voldgrav med vand i som Realdania betalte millioner for at få etableret for et par år siden, er allerede nu delvist dækket af ulækker grøn og slimet 'andemad'.

   Og Algade i Vordingborg ligner nu alle de 'Algade'r man kan finde som døde og kedelige gågader rundt omkring i de andre provinsbyer som også har sparet alt andet end nøgne brosten, kolde stenbænke og nogle indeklemte halvsyge hårdt beskårne træer væk.

  

Da fruen og jeg flyttede fra Dragør til Vordingborg i 1992, var noget af det første vi lagde mærke til, at der var usædvanligt smukt med originale og farverige blomsterbeplantninger i Algade, og at alle byens små og store grønne områder konceptuelt fremstod som et samlet og gennemtænkt have og park-kompleks, hvis skiftende beplantninger fulgte årstiderne, og som nogen tydeligvis tog sig af og brød sig om. 

   Vordingborg havde på det tidspunkt øgenavnet blandt andre end byens egne beboere: VORDINGHUL!

   Men som tilflyttere følte vi at det øgenavn var helt misvisende, ikke mindst fordi byen bogstaveligt talt blomstrede og visuelt lyste op året rundt med årstidernes forskellige blomster og planter i bede rundt omkring i byen, i store åbne kummer langs veje og i hængende potter i lygtepæle.

En lidt traurig historie som måtte fortælles! Nu tilbage til akvarelmaleriets mysterier.

Her kommer to i serien af nye akvareller som netop har Gåsetårnet som en central del af motivet, og som altså var det tårn H.C. Andersen så i det fjerne da han blev kørt med hestevogn mod Vordingborg fra Nyråd, et tårn som han siden også var oppe i og derfra beundrede udsigten til både Møen og Falster:

Egen akvarel: Gåsetårnet bag det tidligere museum på ruinterrænet.
Sen forårsdag 2017

Egen akvarel: Gåsetårnet med ruinterræn - set fra øst, forår 2017

For at få det bedste udbytte af synet af akvarellerne, skal man klikke på dem - og få det i en udgave der fylder hele skærmen.

   Så kan man tydeligt se - mest markant i de sidste af det to - at jeg har optagnet konturerne i de forskellige dele af motivet med en meget tynd tuschpen.

   Det er sådan de lokale naturalistiske akvarelmalere som har produceret fx postkort med gåsetårnsmotivet, også har gjort. ´

   Og som mange akvarelmalere tidligere - fx fynbomalerne og Olaf Rude også gjorde i deres natur- og landskabsakvareller:

Olaf Rude: Skejten - ved Guldborgsund, 1949. Akvarel, 

Fritz Syberg: Marker uden for Pisa, 1911. Akvarel

Den slags billeder vil måske i dag nok ikke blive omtalt og beskrevet som 'akvarel', men snareresom som 'mixed media'.

   For mig er det noget relativt nyt at profilere motivet med sorte konturlinjer.

   Jeg kender jo naturligvis teknikken og måden at tænke på rent visuelt - fra en masse naturalistiske tegneserier og tegnefilm.

   Og jeg har brugt den selv da jeg for nogle år siden lavede nogle akvareller som gaver til en jævnaldrende veninde, billeder der skulle vise motiver fra Stevns:

Egen akvarel: Stevns klint (1), 2015

Egen akvarel: Stevns klint (2), 2015

Men hvis man er moderne 'ægte' akvarelmaler, så lader man akvarelfarverne gøre hele arbejdet, som man fx også kan se det i Ane Grete Aagards akvareller:

Ane Grete Aagaard: En trappe til kirkepladsen i Minuta, Amalfikysten.
Ca. 2014. Akvarel

Et motiv jeg også selv prøvede akvarel-kræfter med da jeg var på kursus hos hende sidste forsommer:

Egen akvarel: Trappe til kirkapladsen i Minuta. 2016.

Jeg viser lige mine to Gåsetårn-akvareleller igen - sammen med deres referencefotos:

Egen akvarel: Gåsetårnet bag det tidligere museum på ruinterrænet.
Sen forårsdag 2017

Referencefoto

Kritik:

   Her bliver det tydeligt - ligesom i akvarellen med egetræet - at jeg er alt for bange for at bruge stærke kontraster. 

   Skyggerne både på tegltaget, på skyggesiden af murværket og skyggerne til træerne er alle sammen alt for lyse, selv om jeg faktisk har gjort mig umage med at mørkne dem - i forhold til den her tidligere version. 

  Men det er sandsynligvis derfor jeg har følt mig fristet - eller udfordret - til at tegne konturerne op med en tyd tusch-pen.

Her en endnu tidligere og endnu lysere udgave af akvarellen:

Tidlige udgave af akvarellen

Igen er det ikke for sent at male videre på akvarellen og styrke kontrasterne ved at fremhæve de skyggede områder.

Tilsvarende med den anden Gåsetårns-akvarel ('set fra øst'), som jeg selv egentlig har været meget tilfreds med. 

   Men også her - ved konfrontationen med referencefotoet - kan jeg godt se at motivet kunne trænge til at få skyggerne fremhævet ved at blive malet mørkere:

Egen akvarel: Gåsetårnet med ruinterræn - set fra øst, forår 2017

Referencefoto

Også her har jeg gemt en tidligere og endnu lysere udgave af akvarellen:

Tidlig udgave af akvarellen

På grund af de afsporinger hvor H. C. Andersen og Flemming Kruse spændte ben for den røde tråd i fortællingen, er dette indlæg allerede blevet for langt.

   Så skær det over her. Og jeg laver lige en cliff-hanger: idet jeg først går videre med gennemgangen af egne nye akvareller i et kommende indlæg, der nok vil få titlen:

   "Akvarelmaleriets mysterier (58b) - 'Akvarelkursus' på hjemmebane -  der viser borgruiner uden Gåsetårn, en udsigt til Oringe i modlys (fra to kilder) - og en allé i morgenbelysning".

Særlige evner (4) - når man kan huske hvad der skete, og hvad man gjorde hver enkelt dag i sit liv - og ikke kan blive fri ('hyperthymesia' eller HSAM)

Min søgning på 'eidetisk hukommelse' fører mig til oplysninger om en anden form for ekstrem hukommelse, nemlig HSAM, som står for "Highly Superior Autobiographical Memory", også benævnt som 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':

It is the condition of possessing an extremely detailed autobiographical memory. Hyperthymesiacs remember an abnormally vast number of their life experiences.

Opdagelsen af den særlige form for tvangsmæssig superhukommelse som knytter sig til personens selvbiogragfi, er relativt ny. Det først eksempel registreret i den neurovidenskabelige faglitteratur er "AJ" hvis særlige evner - eller 'syndrom' - beskrives i en artikel af med titlen "A case of unusual autobiographical remembering".

  Artiklens "abstract" fortæller:

This report describes AJ, a woman whose remembering dominates her life. Her memory is "nonstop, uncontrollable, and automatic." AJ spends an excessive amount of time recalling her personal past with considerable accuracy and reliability. If given a date, she can tell you what she was doing and what day of the week it fell on. She differs from other cases of superior memory who use practiced mnemonics to remember vast amounts of personally irrelevant information. We propose the name hyperthymestic syndrome, from the Greek word thymesis meaning remembering, and that AJ is the first reported case

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16517514

Artiklen understreger altså at der ikke indgår mnemoteknik i den form for ekstrem hukommelse, sikkert med en indirekte reference til diskussionen om hvorvidt nogle savanters utrolige evne til at huske hænger sammen med at de udnytter menmoteknikker, og derfor ikke er 'ægte savanter' (se foregående indlæg om "særlige evner"). 

   AJ beskriver ifølge Wikipedia sin oplevelse af HSAM-tilstanden sådan her:

AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious. 

HSAM synes at være en integreret del af hjernens særlige set up hos de personer der "har" syndromet, og fremkaldelsen - 'recall' - af de selvbiografiske erindringer foregår automatisk - nærmest som var det en slags synæstesi. Erindringerne kommer uønsket og uvillet, og kan, som AJ forklare det, opleves som at blive tvunget til at se en film der 'kører non stop'.

   Hyperthymesia indebærer at man både har en boosted selvbiografisk hukommelse og en boosted episodisk hukommelse. 

Der er to definerende kendetegn på en person med hyperthymesia: 

• Han eller hun bruger uforholdsmæssigt meget tid på at tænke på sin fortid 
• Han eller hun har en usædvanlig og overraskende evne til at huske såvel som at genkalde sig en hvilken som helst personligt oplevet begivenhed fra sin fortid, inklusive de mest trivielle detaljer, en dato, hvordan vejret var, hvad tøj folk havde på, etc. 

Wikipedia understreger at der er en markant forskel i forhold til både autister, savanter og hukommelsesatleter, som jeg har skrevet om i de foregående tre indlæg om "særlige evner":

AJ, one of the most famous cases of hyperthymesia, describes her memory as a "running movie that never stops". She views the world in "split screen," with the past constantly playing at the same time as the present. She explains that although "most have called it a gift," she calls it a "burden." AJ's superior memory does not seem to be due to a desire to apply memorizing techniques, her memorization of autobiographical information is non-conscious. 

Siden opdagelsen og registreringen af det første HSAM-eksempel i 2006 (AJ), er det gået relativt hurtigt med at finde ud af at AJ ikke er enestående, men at hyperthymesia dog synes at være ret sjælendt forekommende. 

   Indtil nu er der relativt få videnskabeligt dokumenterede og bekræftede cases, der altså med hensyn til både hvad og hvordan de husker og kan genkalde sig, markant adskiller sig fra savanters ekstremt snævre og ensporede hukommelse. 

   Wikipedia uddyber:

One example is the case of AJ (revealed, since May 2008, to be the school administrator Jill Price) who, given any date in history, can recall what the weather was like on said date, personal details of her life at the time, and other news events that occurred at that time. Details of what AJ recalls may be significant to her in some way, but they may not. Personal meaning does not seem to affect AJ's memory – she simply recalls everything.

   Brad Williams, another confirmed case of hyperthymesia, displays similar remarkable memory abilities. For example, when shown a photograph from his past Brad can recall the date it was taken, where it was taken, what he had done that day, and even more detailed information such as the temperature on said day.

   Rick Barron has also been diagnosed with hyperthymesia and shares the same superior abilities of AJ and Brad. Individuals with hyperthymesia clearly have a superior degree of recall ability.

Men spørgsmålet er naturligvis hvad forklaringen er på den ekstremt boostede selvbiografiske hukommelse hos de mennesker der har det syndrom. 

   Wikipedia lufter en slags specifik forklaring i AJ´s tilfælde: en oplevelse af tab af fortid på grund af en flytning som barn, og et ønske om "at organisere erindringerne" (underforstået: for at kompensere for tabet):

It is possible that AJ's memory could stem from the traumatic experience of having her family move when she was 8, at which point she began to "organize her memories" and think about the life she had left behind a great deal. AJ reports years of migraines lasting from childhood into her late thirties.

Jeg får her umiddelbart associationer til min teori om den særligt kreative personligheds barndomserfaringer som blandt andet ofte indebære personlige tab eller savn og social fremmedgørelse, erfaringer som han/hun siden fx som kunstner kan trække på  via den forstærkede evne til at fantasere som ofte udvikles i den sammenhæng.

Efter at artiklen om AJ var blevet offentlig kendt, modtog det universitet der havde offentliggjort den (University og California, Irvine), flere hundrede henvendelser fra folk der mente de havde samme specielle evner som AJ. 

   Efter grundige interviews syntes i hvert fald 22 at have HSAM - "the detailed recollection of events that occurred in the distant past". Og af dem blev 11 så MRI-skannet og sammenlignet med en kontrolgruppe uden denne særlige evne. 

    En artikel i Scientific American refererer resultatet, nemlig at to områder af hjernen var markant større hos HSAM´erne end hos kontrolgruppen: 

... that multiple areas in the temporal and the parietal lobes tied to autobiographical memory are significantly larger than the same regions in a control group. At the same time, another area, the lentiform nucleus, linked to obsessive-compulsive disorder, is also bigger. Some of the study participants, in fact, have a tendency to hoard things or avoid germs, though none have been diagnosed with OCD.

Det fremgår også af artiklen at dem der oplever HSAM, ikke synes at det er nogen særlig fordel af have den evne, og de ved ikke rigtig hvad de skal bruge deres selvbiografiske superhukommelse til. Tværtimod, ligesom AJ er der en del der synes at det snarere end en gave er en byrde som kan handicappe dem socialt. 

    En af forskerne, Aurora Leport, der har interviewet dem, fortæller om problemet med belastningen af de negative erindringer:

Although they are emotionally well adjusted, some of the superior memory group has to continually come to terms with the vividness with which they recall negative memories from 10, 20, 30 years before. “When I ask them about a bad memory, they say it comes back to them with the same amount of detail,” Leport says, but it also comes back to them with the amount of emotion at the time of the event so they have to deal with that.”

Man skal måske i virkeligheden vende fænomenet HSAM på hovedet: Det der kendetegner dem der har syndromet, er at de ikke som almindelige mennesker kan glemme - de har ikke mulighed for at lade de daglige oplevelser og iagttagelser som ikke betyder noget særligt, "gå i glemmebogen", som man siger.  

   Det er den vinkel som et blogindlæg lægger - under rubrikken: 

When Memories Never Fade, The Past Can Poison The Present

I blogindlægget beskrives og citeres en pige, Alexandre Wolff, som har HSAM:

We forget most of our lives. Alexandra Wolff says she is tempted to live in the past 24/7. 

   But Alexandra says that remembering even an inconsequential trip to Target is an almost physical experience for her. She says she sees what she saw that day, hears what she heard, and emotionally feels what she felt at the time.

   "Right down to getting sick to my stomach or getting a headache," she says. "It's almost like time travel."

   But being unable to forget can affect your relationship to the present, people with this form of memory say.

   Alexandra is 22 and lives with her mother in a long brick ranch house in southern Maryland. She has dark hair and beautifully balanced features, but hasn't really dated and seems to have few of the preoccupations of most 22-year-olds. 

   She blames her memory for this, saying it separates her from other people her age because they can't understand why she's so focused on things that have already happened.

   Alexandra often feels frustrated with her preoccupation with the past. "It seems like you hold onto everything, and it seems like you're just stuck in the past all the time," she says.

   It really bothers her. For one, Alexandra says, in her life there are no fresh days, no clean slates without association. Every morning when she wakes up, details of that date from years before are scrolling through her mind, details that can profoundly affect the new day she's in.

Professor James MCGaugh som er en af de forskere i hyperthymesis der beskrev den første case, AJ, forklarer at man ikke kan afgøre om forskellene i hjernen hos folk med HSAM er et produkt af eller en årsag til syndromet:

But it is clear that it's specifically this issue of forgetting that's different. If you were asked to recall what happened to you earlier this morning, you'd remember roughly the same amount as someone like Alexandra. But if asked about this morning three months from now, for you it would probably be gone, while for her it's as fresh as it is for you today.

  "So it's not that they're superior learners," McGaugh says, "it's that they are very poor at forgetting."

http://www.npr.org/blogs/health/2013/12/18/255285479/when-memories-never-fade-the-past-can-poison-the-present

Ved at have researchet på denne særlige HSAM-personlighedstype, får jeg associationer til forfattere der er blevet kendt på at de i deres bøger erindrer scener og episoder fra deres fortid ekstremt detaljeret og levende. For eksempel fremhæver de fleste anmeldere Karl Ove Knausgård som en forfatter hvis hukommelse for personlige erindringer er ekstremt god:

"Jeg sætter ikke anførselstegn om navnet på romanens Karl Ove Knausgård, men fortælleren har naturligvis en exceptionel hukommelse for de mest dagligdags detaljer og dialoger, og kun en meget enfoldig læser vil tro, at forfatteren ikke har opdigtet, strøget, ændret, kondenseret og ommøbleret suverænt undervejs."

"I virkeligheden må Knausgaard jo enten have en fotografisk hukommelse uden sidestykke, - eller også har han lavet langt mere research, end vi får indtryk af gennem den lethed, hvormed han skriver Bergens-livet ind i læserens øjne."

"Selvom Karl Ove Knausgårds hukommelse i Min kamp er hinsides det menneskeligt mulige, er der ikke nødvendigvis tale om fiktion."

Jeg har ikke kunnet finde belæg for at Knausgaard skulle være HSAM´er, men hvis han er, så har han i modsætning til dem jeg ellers har læst og skrevet om her, fundet på noget værdifuldt og meningsfuldt at bruge sin særlige selvbiografiske hukommelse til.

   Det fremgår i øvrigt af kilderne at han skrev dagbog til han var 20 år, og derefter brændte dem.

Ved at læse om de personer der har HSAM, kommer jeg også til at tænke på de mennesker som er kendte og inkarnerede dagbogskrivere gennem et helt liv. 

   Det var for eksempel Science Fiction- og fagbogforfatteren Isaac Asimov hvis erindringer (der dækker de første 60 år af hans liv), fylder godt 1500 tætskrevne sider, et værk som ikke kunne være skrevet med en sådan detaljerigdom og kronologisk præcision hvis ikke han havde haft dagbøgerne at referere objektivt til. Eller også skulle han have haft hyperthymesis. 

   Han begyndte at skrive dagbog 1938 da han var 18 år gammel. I alt skrev han tre selvbiografier, den sidste lige før han døde, med titlen "I, Asimov" - med reference til hans mest berømte novellesamling "I, Robot".

   

En anden berømt - og dansk dagbogskrivende forfatter er H. C. Andersen som skrev dagbog fra 1825 til 1875. Han begyndte på det da han var 20 år gammel. Og han skrev tre selvbiografier som jo også i høj grad har trukket på dagbøgerne til at sikre erindringernes objektive forankring i den oplevede virkelighed.

En tredje kendte dagbogskriver hvis publicerede dagbøger i 16 binde jeg faktisk har læst, er den fransk-cubanske forfatter Anaïs Nin (1903-1977). Hun begyndte at skrive dagbog som 11 årig og fortsatte til sin død. 

Og det fører så til følgende metaforiske tanke som afslutning på dette indlæg:

   Det virker som om personer med HSAM - fra et bestemt tidspunkt i deres liv - typisk omkring 10-12 års alderen - simpelt hen har ført en slags dagbog - ikke skrevet den på papir - men mentalt indprentet den i hjernen. 

   Og motivationen til at gøre det - mentalt at indgravere detaljer om hver dags trivielle oplevelser i de dele af hjernen som tager sig af de autobiografiske erindringer så de kan fremkaldes på den indre skærm, den motivation an faktisk meget vel være den samme som motivationen hos dem der skriver dagbøger  rent fysisk: at være sikker på ikke at glemme - og især måske at holde orden på kronologien af oplevelser og erfaringer.

   Asimov skriver i sin selvbiografi at han genlæser ikke sine dagbøger "for pleasure", men ...

They are a series of reference books for me, a way of finding out when something happend and exactly what order things happen.
   Why shoud this matter? Well, I´m a orderly person and it is my experience in life that people who describe events of which I had personal knowledge almost invaribley get the story wrong in almost every detail, sometimes missing or inventing portions of the story.
   One of my motives in starting a diary was, in fact, to be able to have some documentary evidence to help out in the numerous arguments that started when i said: "That´s not what happend. It was after you did this that I did that ..."

En kort historisk udlægning af begrebet 'serendipitet' - og et par kendte eksempler på epokeskabende opdagelser i hjerneforskningen gjort ved et tilælde

Under min netsøgning på ordet 'serendipitet', en søgning som jeg foretager med passende mellemrum, fandt jeg den nedenfor citerede artikel.
   Den er ikke underskrevet med navn, og en søgning på den netadresse den står under, giver heller ikke noget resultat.
   Men den sammenfatter pænt hvad man plejer at fremhæve når man forsøger at indkredse begrebet 'serendipitet', et begreb som jeg jo jævnligt har brugt som 'omkvæd' og 'payoff' i forbindelse med skriverier om særligt kreative persone, begivenheder eller produkter: Det heldige tilfælde ...
   Og første og fremmest: et begreb der falder for når man (jeg) i kreative kontekster oplever uforklarlige  gode sammentræf og smukke tilfældigheder som - synes jeg - har beriget researchen.

   Så her kommer indlægget i sin fulde længde:

En anekdote beretter følgende om Pablo Picasso: Den verdensberømte og feterede maler blev af en journalist spurgt, hvordan han søgte inspiration. Hertil skal Picasso have svaret: ”Jeg søger ikke, jeg finder."
   Dette at finde uden at søge – og derefter, skarpsindigt og ekvilibristisk, at nyttiggøre det – kan defineres som serendipitet.
   I gamle dage sagde man, at den slags blot var udtryk for børns måde at lege på, i dag ved vi nok bedre. H. C. Andersens anti-helt, Klods Hans, er et oplagt eksempel på adfærd, vi kan kalde ’serendipitetisk’. Den tumpede dreng var ikke så dum endda, da han gemte mudderet og den døde krage og red af sted på geden til hoffet for at fri til prinsessen, for det viste sig jo, at det alt sammen kunne bruges til noget godt.
   Eventyret handler ikke kun om held og lykke, det kan også læses symbolsk, som Andersens indforståede hyldest til serendipitet.
   Omtrent hundrede år senere skrev en anden Andersen, nemlig Benny, ”Man søger et ord og finder et sprog”.
   Ordet ’serendipitet’ stammer fra engelsk og kan føres tilbage til Horace Walpole (1717-1797) som i 1754 oversatte et persisk eventyr fra italiensk til engelsk. Eventyret fik titlen ”The Three Princes of Serendippo”.
   Serendippo er det gamle navn for Sri Lanka, og Walpole lavede navnet om til et adjektiv ’serendipitous’ (: da. 'serendipitetisk’) afledt af substantivet ’serendipity’ (: da. 'serendipitet').
   Det var hermed hans hensigt at betegne den ganske særlige egenskab, der kendetegnede eventyrets tre hovedpersoner: Ud fra skarpsindige iagttagelser formåede de tre prinser ved deduktion og syntese at slutte sig til fakta, de ikke direkte havde været i berøring med, men som de – fragmenteret og momentvist – tilfældigvis fik kendskab til.
   Længe forblev ’serendipitet’ – i lighed med plumbuddingen og familien Saxe-Coburg-Gotha – ærkebritisk, men Conan Doyles fænomenale detektiv, Sherlock Holmes, gjorde begrebet mondænt og elementært.
   Også inden for natur- og humanvidenskaberne kender man til serendipitet. Opdagelsen af det 20. århundredes måske vigtigste mediko-teknologier, røntgenstrålerne og penicillinet, forbindes direkte med tilfældige og uventede resultater under laboratorieforsøg.
   Antropologer og sociologer dokumenterer i dag på livet løs, når de er på feltarbejde, for sæt nu, at de tilfældigvis bemærker noget, der kan bruges til noget andet.
   Marcel Duchamps pissekumme var et objet trouvée, et ’fundet objekt’, og i det 21. århundredes projekt- og procesorienterede kunst arbejdes der efter principper, der (blandt meget andet) er udtryk for en refleksiv holdning til serendipitet.

Jeg kan jo ikke i denne sammenhæng tilbageholde et personligt tilbageskuende tillæg.

   Når jeg ser på mit eget liv i bakspejlet (jeg er jo 70 nu), mine erfaringer, mine kriser, mine konflikter, mine dilemmaer, mine valg og fravalg, så må jeg tilslutte mig Poul Martinsen og Poul Nesgaard som - overraskende for dem selv - syntes at deres liv tilsyneladende havde været præget af strategisk placerede uforklarlig heldige tilfældigheder og sammentræf (se tidligere indlæg om dem). Som Poul Martinsen sagde mod slutningen af 40 timers interview om hans liv og meritter: "Ja, jeg oplever faktisk mit liv som et eventyr."

   Jeg synes faktisk også mit liv har været præget af held og heldbringende tilfældigheder. Ting, omstændigheder, oplevelser - som umiddelbart og her og nu - måske så ud til at være liggegyldige, dårlige og negative, har efterfølgende vist sig at være positive, konstruktive og udviklende.
   For eksempel er to af mine bøger som jeg er glad for og stolt af, skrevet som en kreativ - og heldig - vrede reaktion på at jeg ragede uklar med en chef og valgte at skifte job.

For at give et par eksempler på 'serendipitetiske held' inden for hjerneforskningen, så er to af de vigtigste opdagelser som er sket inden for de sidste snes år, sket ved tilfældigheder: eksistensen og funktionen af de såkaldte 'spejlneuroner', og eksistensen og funktionen af det såkaldte 'default mode network'.
 
Opdagelsen af spejlneuronerne skete ved at nogle neurobiologer konstaterede at nogle celler i hjernens premotorcortex hos macaca-aber blev aktiveret på samme måde både når aben selv udførte en bestemt bevægelse og nå den observerede - i det her tilfælde - forsøgslederen gøre den samme bevægelse. Og egentlig blev det kun opdaget fordi man havde glemt at slukke for en computer under en pause i nogle forsøg.
   Marco Jacoboni skriver om det i bogen "Mirroring People" (min understregning):

This book tells the story of the serendipitous and groundbraking storey of this special class of brain cells, the remarcable advances in the field in just twenty years, an the extremely clever experiments now under way in several labs around the world.
   (...)
Through laborious experimentation, the Rizzolatti tema had acquiered an impressive understanding of the actions of these motor cells during "grasping" exercises wth the monkeys. (...) Then one day about twenty years ago, the neurophysiologist Vittorio Gallese was moving around the lab during af lull in the day´s experiments. A monkey was sitting quietly in the chair, waiting for the next assignment, Suddenly, just as Vittorio reached for something - he does not remember what - he heard a burst of activity from the computer that was connected to the electrodes that had been surgically implanted in the monkey´s brain. To the inexperienced ear, this activity would have sounded like static; to the ear of an expert neuroscientist, it signaled a discharge from the pertinent cell in area F5. Vittirio immediately throught the reaktion was strange. The monkey was just sitting quietly, not intending to grasp anything, yet this neuron affiliated with the grasping actin, had firede nevertheless.
   (...)
In light of both knowledge and theory at the time, this made absolutely no sense. Cells in the monky brain that sends signal to other cells that are anatomically connected to muscles have no bussiness firing when the monkey is completely still, hands in lap, watching somebody else´s actions. And yet they did.

Opdagelsen af "the default mode-network" skete også ved tilfælde, som det fremgår af det følgende citat fra en artikel med titlen "A Default Mode of Brain Function: A Brief History of an Evolving Idea" af fædrene til opdagelsen Marcus E. Raichle og Abraham Z. Snyder (mine understregninger):

It was clearly shown, just as psychologists had suspected, that processes active in a control state could be modified when paired with a particular task. However, none of this work prepared us for nor anticipated “the problem”.
   ‘The problem,’ as we now think of it, arose unexpectedly when we noted, quite by accident, that activity decreases were present in our subtraction images even when the control state was either visual fixation or eyes closed rest. What particularly caught our attention was the fact that, regardless of the task under investigation, the activity decreases almost always included the posterior cingulate and adjacent precuneus, a regionwe nicknamed MMPA for ‘medial mystery parietal area’.
   (...)
The finding of a network of brain areas frequently seen to decrease its activity during goal directed tasks (Figure 1A) was both surprising and challenging. Surprising because the areas involved had not previously been recognized as a system in the same way we might think of the motor or visual system. And, challenging because initially it was unclear how to characterize their activity in a passive or resting condition.
http://139.127.252.17/bijclub/20070504/raichle07.pdf

Spejlneuronerne menes at være årsagen til at mennesker (og andre dyr) kan lære nyt ved at se og efterligne andre, og forklaringen på at mennesker kan opleve empati og medfølelse, og de menes også at være det der betinger at mennesket som art har udviklet sprog og kan lære sprog under opvæksten og omgangen med ældre der kan sproget.

   
The default mode network er det kompleks af samarbejdende hjernemoduler som er aktiveret når hjernen ikke er engageret i at løse eksterne opgaver, hvorfor det også kaldes "the task negative network". Wikipedia forklarer:

The default mode network is an interconnected and anatomically defined brain system that preferentially activates when individuals engage in internal tasks such as daydreaming,  envisioning the future, retrieving memories, and gauging others' perspectives.

Meget tyder på at the default mode network er den del af hjernen som repræsenterer det enkelte individs personlighed i bredeste forstand, at det er der fantasi, forestillingsevne og kreativitet udspringer, og det er der den forestilling har sit udspring, om at andre mennesker indvendig ligner en selv så man går ud fra som en mental grundantagelse at man forstår hinanden, det der fagligt kaldes "Theory of Mind" (TOM).

H.C.Andersen - en skæv og særligt kreativ personlighed

Weekendavisens bogtillæg har en anmeldelse af en nyudgivelse af en række af HC.Andersens skriverier. Udvalgt af en af mine gamle studiekammerater på danskstudiet i 60´erne, Finn Hauberg Mortensen. Titlen er "H.C. Andersen: Skæve skrifter".

At tale om at "skrifter" kan være "skæve" er på en gang et metonymisk og et metaforisk udtryk. Metonymet går på at det er forfatteren - personligheden - som er "skæv". Altså et produkt for producent-metonym.

   Og at en personlighed kan være "skæv" er en konceptuel metafor hvor en PERSON er en RUMLIG GENDSTAND, svarende til at man har ikke metaforiske sætninger som: "Skabet står skævt", "Billedet hænger skævt" - "skæv" altså i modsætning til "lige". Skal altså forstås som synonymt med "sær", "usædvanlig" og "afvigende".

Da jeg for mange år siden havde nogle møder med nogle chefredaktører om hvad de efterspurgte hos journalistpraktikanter og ny journalister, så var det gennemgående svar: nogen der er "lidt skæve". Dermed mente de personligheder der afveg fra "standardjournalisten".

   Deres kreative "skævhed" skulle komme til udtryk i at de var godet til at finde anderledes historier og nye vinkler når de skrev. De skulle også gerne kunne levere artikler med et "levende sprog".

H.C. Andersens barndom og ungdom er jo i store træk bekendt, men her en koncentreret repetition. Han fremstår i den grad om prototype på den kreative personligheds barndom og ungdom:

En far der døde da han var omkring 10 år. Moderen og han måtte flytte, og moderen måtte ernære sig som vaksekone. Efter et par år efter giftede sig med en meget yngre mand som blev Hans Christians stedfar. Han selv viste sig tidligt begavet med en livlig fantasi som skilte ham så meget ud blandt kammerater at han blev mobbet. Han havde allerede som barn flere kvindelige mentorer, og da han rejste hjemmefra allerede som 14 årig, var der også sponsorer der hjalp ham.

  I København forsøgte han sig tidligt som sanger, skuespiller og forfatter, og fandt også mentorer og velyndere, som dog var enige om at han i den grad manglede sproglig dannelse og kultur.

  Som 17-årig kom han i Slagelse latinskole og blev placeret i 2. klasse sammen med klassekammerater der var 11-12 år gamle. Forholdet til skolelederen uviklede sig til en så stærk mental belastning for Hans Christian at han overvejede selvmord.

Mange særlige kreative personligheder er kendt for at være ordblinde. Man har også ment at H.C. Andersen var det fordi hans stavning i dagbøger og manuskripter var mildest talt "kreativ".

   Han skolegang i Odense var sporadisk, og han har sikkert lært at læse visuelt, og ikke gennem den mundtlige stavemetode. Og han har sikkert talt kraftig fynsk dialekt da han kom til København, og har kæmpet for at tilegne sig det Københavnske borgerskabs "rigssprog".

   På den måde har han allerede på det tidspunkt været en "blended" personlighed. Han var kreativ på mange områder, og havde drømme om at syng og danse på teatret. Senere blev han en for tilhørerne  fascinerende oplæser af sine egne eventyr. Han var en glimrende tegner og både tegningerne og hans fantastiske papirklip er at betragte som originale kunstneriske udtryk.

  Barndom med savn og fadertab, stærkt fantasiliv, mobning i skolen, radikal flytning og sprogskift,  skolevanskeligeheder. Det er lige efter bogen. Permanent indentitetusikkerhed og -søgning gennem sin kunst. Flere personligheder i en!

Lyst til blending og metaforisk tænkning kendetegner hans produktion. Og det er det der har givet ham "evigt liv" som kunstner: "Eventyr for børn" var ikke for børn - men simulerede at de var det.

   Hans sprog i eventyrene var et blendede kunstprodukt: skriftsprog som simulerede talesprog, og som simulerede en fortællerrolle og et fortællerum med børn som tilhørere.

   Hans "eventyr" var en ny blended genre - det litterære kunst-eventyr som nok trak på folkeeventyrets skabeloner, men fusionerede dem med en lang række andre genrer og litterære figurer: fabler, myter, lignelser, og ind i mellem: kras socialrealisme - i én blended pærevælling.

En meget stor del af han produktion er direkte eller indirekte selvbiografisk - og selvreflekterende.

   Der er tale om underliggende metaforiske tænkning i flere planer: Han ser og forstår sit eget liv gennem kunsteventyrets optik - som i "Den grimme ælling".
   Men i samme hug er samtidens borgerskab - læserne - også målet for hans i fablens form omskrevne sociale og moralske kritik.

   Som et meget moderne træk er der tale om faktions- og dobbeltkontrakter med læserpublikummet.

   I sin samtid var han på en gang feteret og berømt - også internationalt. Men samtidig følte han sig ikke for alvor anekendt på det litterære parnas.

   En hjemløs outsider der hele tiden måtte rejse og være gæst i fremmede hjem - helst adeliges eller berømtes.

Og under alle hans geniale blandinger, allegoriske krumspring og metaforiske saltomortaler gemmer der sig utvivlsom en stor kreativ vrede.

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 2: Den lille havfrue i Kina

... I Haven saa man de forunderligste Blomster, og ved de allerprægtigste var der bundet Sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulle gaae forbi uden at bemærke Blomsten. Ja, Alting var saa udspeculeret i Kaiserens have, og den strakte sig saa langt, at Gartneren selv ikke vidste enden på den; blev man ved at gaae, kom man til den deiligste Skov med høi Træer og dybe Søer...

H.C.Andersen har aldrig været i Kina, selv om han elskede at rejse, og skrev en lang række rejsebøger: Skyggebilleder af en Reise til Harzen og det sachsiske Schweiz etc. (183 En Digters Bazar (1842), I Sverrig(1851), I Spanien (1863) og Et Besøg i Portugal 1866(1868).

"Nattergalen" er - som man siger - "fri fantasi" - fundet på "ud af hovedet". Jeg husker ikke handlingen i detaljer, men pointen er at det frie, naturlige og autentisk som den  levende ægte nattergal står for, healer og helbreder - i kontrast til den mekaniske (robot)nattergal, "kunstfuglen", der skal trækkes op for at kunne synge, og som ender med at blive så slidt så den kun må trækkes op og afsynge sine kunstige triller en gang om året.

   Jeg har læst mig til at kineserne slet ikke kender eventyret om nattergalen. De to eventyr de kender til, er: "Den lille pige med svovlstikkerne" og "Den grimme ælling", som alle kinesiske børn læser i skolen.    

   Digterens navn på kinesisk er An Tuscheng. Og aviserne fortæller at 5-6 millioner nu også kender Den lille havfrue - ikke eventyret, men hende turisterne plejer at kunne se siddende på sin sten ved Langelinje, og som mistede hovedet i flere omgange, første gang i 1964 - efter sigende foranlediget af kunstneren Jørgen Nash, der smed hovedet i Utterslev mose.

Vi så hende - Den lille havfrue - "live" i Shanghai i den danske pavillion på EXPO 2010.

   En genial ide, enkel, overraskende, fantasifuld - i den grad udtryk for kreativ tænkning. Selv om vi så damen og pavillonen den sidste uge udstillingen havde åbent, hvor selve den hvide spiralbygning var  skrammet, ridset og slidt godt ned, så gjorde det et stærkt indtryk i kraft af sin enkelhed - netop fordi pavillionen ikke var dænget til med reklamer for danske varer og firmaer, som de fleste andre landes.

   Her var en lysende klar ide - konsekvent gennemført.

Og en særlig pointe i forhold til kineserne som kopierer alt for et godt ord og for profit, var at man på en storskærm kunne se en videofilm om hvordan skulpturen fysisk var løftet fra sin sten i Københavns havn med en kæmpekran, og transporteret med lastbiler og fly til sit midlertidige ophold i en by og på en udstilling, som Andersen i sin vildeste fantasi ikke kunne have forestillet sig.

   Visual proof for at det her var den ægte vare.

At se skulpturen i spiralpavillionens setting var for mig en AHA!-oplevelse. Der var tale om konceptuel blending så det battede: København og Shanghai, fortid og nutid, eventyr og virkelighed.

Og selv om det er mange år siden jeg har læst eller fået oplæst Andersens eventyr, så "gnistrer" det pludselig igen i erindringssporet. I en af hans geniale "toy-stories" optrådte der en gammel porcelænskineser!?

   Nej, det var ikke "Tinsoldaten", men den romantiske historie "Hyrdinden og Skorstensfejeren", der stod og sendt varme blikke til hinanden på kaminhylden:

Tæt ved dem stod der nok en Dukke, der var tre Gange større, det var en gammel Chineser, som kunde nikke; han var også af Porcelain og sagde at han var Bedsefader til den lille Hyrdinde; men det kunne han nok ikke bevise; han paastod, at han havde Magt over hende, og derfor havde han nikket til Gedebukkebeensoverundergeneralkrigscom-mandeersergeanten, der friede til den lille hyrdinde. 

Eventyret handler i øvrigt om to unges oprør mod arrangerede ægteskaber, og er dermed meget aktuel, også i dagens Kina

Men der var andre danske forfattere der tog på Kinarejser som dannelsesrejse - eller for helbredelsens skyld. H.C. Andersens samtidige, Poul Martin Møller, der skrev den lille humoristiske roman "En dansk students eventyr", som alle i min generation har læst i gymnasiet, tog på en Kinarejse der varede flere år - for at komme over sorgen over tabet af sin barndoms- og ungdomselskede.

   Allerede som 14-årig blev han forelsket i en ung, blid og poetisk blondine, Margrethe Bloch, som var datter af rektoren for Katedralskolen i Nykøbing F. Og som ung student drømte Poul om at fri til hende, men  der kom en smart og velsoigneret løjtnant i vejen, som hun bliver gift med. Iben Holk skriver på internettet http://www.e-poke.dk/moeller_04.asp:

At Margrethe heller ikke har været upåvirket af deres forhold, vidner hendes reaktion, da hun i Roskilde Domkirke overværer hans ordination som præst, hvor han for første gang er iført den sorte kjole. Hun besvimer simpelthen. I 1819 står brylluppet med løjtnanten. Og Poul Møller går fra Reden ombord på et af Det asiatiske Kompagnis skibe. Det er med andre ord en menneskelig ruin, der sidst på året i 1819 går om bord på "Christianshavn" med destination Kina over Kap og Batavia. Poul Møller gør denne rejse i stedet for at gå i kloster eller at begå selvmord som den litterære helt Werther. 

Rejsen til Kina tager 2 år. Under rejsen har Poul Martin Møller fantaseret og skrevet om Danmark, utvivlsomt inspireret og drevet af savn og længsel efter den evigt tabte Margrethe. Bla. "Scener i Rosenborg Have" og "Glæden over Danmark" (="Rosen blusser alt i Danas Have"); begge digterværker er også klassikere fra gymnasiets danskundervisning. Da han kommer hjem fra rejsen, skriver han et filosofisk essay "Kvindelighed". Filosofisk sublimering.

   Tabet og savnet af Margrethe har godt nok sat den indre kreative stavblender i gang: Kina-Danmark, Kina-Danmark, Kina-Danmark,... Iben Holk skriver:

Men effekten af de artikulerede hjemlængsler er, at han herefter i højere grad kan åbne sig for det aktuelle her og nu. Den standsede dagbog finder derfor sin fortsættelse i "Optegnelser paa Rejsen til China" (1819-20), der legitimerer hans flugtrejse. Den 24. juni 1821 går han i land igen i København. Som en genopbygget ruin.

Både Poul Martin Møller og H.C. Andersen er klokkeklare eksempler den personlighedstype jeg tidligere har beskrevet som "den særligt kreative". H.C. Andersen var jo også skuespiller og oplæser, og fantastisk til papirklip.

   H.C. Andersens gennembrudsroman har logisk nok også titlen "Improvisatoren" (1936). 

   En af de mange god kvaliteter vores rejseleder viste sig at have under turen var netop - evnen til at improvisere når rejseplanen brød sammen. 

   Og han var noget af en "storyteller", viste det sig hurtigt, hvor man ind imellem kunne være i tvivl om hvad der var fakta og hvad fiktion. Men som Andersen havde Michael også andre tallenter, skulle det vise sig. 

       

Denne snørklede associationsvej fra Kastrup Lufthavn, over H.C.Andersens eventyr, til Poul Martins Møllers hjemkomst fra sin Kinatur, rejser jo to interessante spørgsmål: Var vi en forsamling "menneskelige ruiner" der stod i Kastrup Lufthavn den 4. oktober? - Og i forlængelse heraf: "Kom vi hjem igen fredag den 29. oktober som "genopbyggede ruiner"?

(fortsættese følger)

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 1: At rejse er at leve

Denne blog om kreativitet fra alle vinkler og med mange indgange, har ligget stille en måned. Nu kommer jeg stærkt igen.

   Som blogansvarlig har jeg taget mig en "ferie" sammen med fruen. 25 dage. Til Kina. Med et velanskrevet rejseselskab der næsten dagligt annoncerer for spændende rejser til Langbortistan. Og blandt andet jævnligt er berømmet (også af sig selv) for sine gode og kvalificerede rejseledere.

   Turen havde af selskabet fået det poetisk klingende navn "Vilde svaner", som bla. er titlen på en bog jeg læste med stort udbytte for en del år siden, lige da den udkom.

   Sådan omtales bogen nu på saxo.com-hjemmesiden:

Da Jung Changs bedstemor blev født i 1909, var Kina et feudalsamfund. Den lille piges fødder blev brækket og snøret, fordi liljefødder blev anset for at være smukt, og faderen solgte for en god pris den 15-årige som konkubine til en 52-årig general. 

Jung Changs mor voksede op under japansk og dernæst russisk overherredømme og gik siden aktivt ind i den kommunistiske undergrundsbevægelse, hvor hun forelskede sig i et ungt idealistisk partimedlem. 

Jung Chang selv er født i 1952 i Sichuan-provinsen og voksede op som medlem af den priviligerede kommunistiske elite. Hun bor nu i London.

Ud over vores gennemgående danske mandlige rejseleder havde vi en ung (31 år) kinesisk kvindelig guide, Yan Wu, med på næsten hele turen. Hun talte udmærket engelsk og kunne også en del dansk, så vi var godt hjulpne.                      

   Set i lyset af bogen "De vilde svaner", så mødte vi gennem Yan Wu den 4. generation af kinesiske "vilde svaner". Og hendes mor var jævnaldrende med Jung Chang, forfatter til bogen.

   Men i modsætning til Jung Chang, hørte Yan Wus mor ikke til de priviligerede, men blev som ung deporteret til hårdt arbejde i landbruget i en fjern provins som så mange andre unge under kulturrevolutionen.

   Yan Wu var født et par år efter at Deng Xiaopeng tog magten og begyndte at muliggøre og indføre "kinesisk kapitalisme: "Det er ligemeget om en kat er sort eller hvid, bare den fanger mus", var hans svar til de dogmatiske modstandere af hans nye grænseoverskridende politiske linje.

   Ikke enten kommunisme eller kapitalismen, men både - og: Blending af to konceptuelle og historisk set skarpt adskilte ideologiske input-rum, med et output i et nyt socialt og samfundsmæssigt "blend" - med en eksplosiv kreativ dynamik som verden vist aldrig har set magen til.

Jeg skal love for at Dengs sortebrogede kat havde fået spændstige ben at springe med, spidse klør at fange med og skarpe tænder at knase og sluge med - under den vilde jagt på økonomisk profit og teknisk og social udvikling for hundreder af millioner af kinesere.

   Mødet med megabyerne Peking og Shanghai var som henholdsvis bagsiden og forsiden af en eksotisk enorm medalje, der voksser lige så hurtigt som kinesisk kæmpe-bambus skyder op (60 cm pr. dag, når det går hurtigst). Vi kender symbolet Ying & Yang: kinesisk kulsort bagside - kinesisk spektakulært lysende forside.

   Når vi danskere siger at noget skyder op "som paddehatte", så siger kineserne altså at det skyder frem "som bambusskud" - men deres "bambusskud" har ikke samme negative associationer som vores "paddehatte" .

Opskriften på turen - konceptet om man vil - sammenfattes af rejseselskabet selv på forsiden af turbeskrivelsen  med ordene: "Den ultimative rundrejse med Kinas bedste seværdigheder og mest overvældende naturoplevelser."

   Det uddybes på side to i programmet:

"Vilde Svaner" er en rejse for dem, der vil opleve det hele og mere til. Fra Beijing i nord drager vi til Hong Kong i syd, og på vejen kommer vi gennem Kinas mest storslåede natur og forbi de største historiske seværdigheder. Samtidig er der rig mulighed for at blive klogere på den almindelige kinesers hverdag med alt, hvad dertil hører af tai-chi-øvelser, farverige markeder og eksotiske måltider.

Efterfølgende loves "tusinder af standhaftige terrakottasoldater", et flere dages krydstogt "ned ad den billedskønne Yangtze-flod", tur på "Den Kinesiske Mur", besøg på den nye kæmpedæmning (som betød tvangsflytning af 1,2 millioner mennesker!), "den historiske havnefront i Shanghai og den overvældende smukke natur i Sydkina", "den lille uopdagede kulturperle, Dazu," og "den kontrastrige storby Hongkong".

   "Wau!" sagde jeg og fruen til ansigtet af hinanden. "Den tur må vi på, koste hvad det vil!" Vores drømmerejse, ud på det store eventyr: Vores ungdoms fantasier endelig virkeliggjort, og så samtidig få mulighed for at opleve dette kæmpeland med over en milliard kinesere, som avisernes journalister næsten dagligt skriver om i de forskellige temasider og tillæg: fra alt om politik og økonomi, erhvervsliv og miljø, til arkitektur, kunst og oldgammel kultur - og sensationelle forsteninger af nye dinosaurarter i den mongolske sandørken.

   Ikke at forglemme den uddøende panda med de sørgmodige og dog så søde øjne - og  logo for Verdens naturfond, som vi årligt betaler bidrag til! Muligheden for "live" at se "Fuglereden" fra OL i 2008 i Peking, og vores egen Den Lille Havfrue på Expo 2010 i Shanghai. Hvad mere kan man drømme om?

Som sagt, så betalt! Og den 4. oktober mødtes vi i Kastrup - dels med den danske rejseleder som præsenterede sig som Michael, talte med svag udenlandsk accent, havde lokket boheme-hår og gik rundt og hilste iført et par udtrådte grå crocs, - og dels med 22 andre rejsekammerater - de fleste tydeligvis tilhørende "det grå guld" eller "ældrebyrden" alt efter synsvinkel og frame - alle utålmodigt klar til afgang.

   De aller første spørgsmål vi stillede os selv, havde dog intet med Kina-drømme og -eventyr-forventninger at gøre: "Hvem skal vi være rejsekammerater med?" Og det næste og måske endnu vigtigere: "Hvordan er rejselederen?"

   Og min egen allervigtigste  bekymring: "Kan jeg overhovedet holde til den daglange flyvetur, hvis jeg ikke får den ønskede gangplads?"

Beskrivelsen af en af de store seværdigheder i pjecen om turen havde vakt diffuse litterære minder: "standhaftige terrakottasoldater". Der var noget en gang med en " standhaftig tinsoldat".

   I min ungdom fik jeg en klassisk akademisk uddannelse i dansk sprog og litteratur, og fra den tid har jeg helt andre spontane associationer end rejsearrangøren og pjeceforfatteren måske havde forestillet sig: "De vilde svaner" er et på en gang grumt og poetisk, flere kapitler langt og stærkt symbolsk eventyr af Danmarks mest kreative og fantasifulde diger, H.C. Andersen, som for nylig blev omsat til en animeret fantacy-film, som Dronningen havde lavet scenografi til.

Kejseren udført af den kongelige porcelænsfabrik efter tegning af Dronning Margrethe

Et andet af hans dybere eventyr, har titlen: "Reisekammeraten" - en herre som ikke er nogen hyggeonkel at tage på rejse med, husker jeg. Der er også en historie om en drømmerejse: "Den flyvende Koffert" - fra den meget omkringrejsende digters hånd. Han har udmøntet sin afhængighed af rejseerfaringer og -oplevelser i den bevingede påstand: "At rejse er at leve".

   Og så mindes jeg svagt eventyret "Nattergalen", der er lokaliseret i Kina, hvis første sætninger jeg nu har slået op, og som lyder:

I China veed Du jo nok er Kaiseren en Chineser, og alle de, han har om sig, ere Chinesere. Det er nu mange Aar siden, men just derfor er det værd at høre Historien, før man glemmer den! Keiserens Slot var det prægtigste i Verden, ganske og aldeles af fint Porecelain, saa kostbart, men saa skjørt, saa vanskeligt at røre ved, at man maatte ordenlig tage sig iagt. I Haven saae man de forunderligste Blomster, og...

(fortsættelse følger)