Dyr vs mennesker - hvor meget har vi tilfælles når det gælder intelligens, følelser og opfindsomhed?

Man kan tale om 'kreativitet' i to betydninger:

   Dels som et kompleks af egenskaber som kendetegner blandt andet mennesket som dyreart i kraft af vores opfindsomhed til at løse problemer som vi ikke har mødt før - ved hjælp af  redskaber eller brug af ild eller billeder eller sprog. 

   Dels som som et kompleks af særlige egenskaber som enkeltpersoner kan have i varierende omfang og styrke: som evnen til at tænke nyt og grænseoverskridende, gøre opfindelser og videnskabelig opdagelser, skabe unik musik, billedkunst, litteratur, etc. 

Mange dyrearter er kreative i den første betydning, enkelte dyr kan også være det i den sidste. 

En artikel i Information i lørdags aktiverede spørgsmålet for mig. Den havde oveerskriften:

Dyrs indre liv er dybere, end vi tror

Og var skrevet af journalist Christian Bennike.

På forsiden af avisen er der et forskræp med et stort billede af en flot ravn. Her er overskriften:

Undervurderer vi hende her? 

Jeg bliver en smule provokeret, for jeg har længe troet at dyr ligner mennesker "meget mere end vi tror". Faktisk for alvor lige siden jeg begyndte at sætte mig ind i den moderne hjerneforskning for godt fem år siden.

      Så jeg føler mig ikke truffet, og er ikke overrasket over artiklens indhold.

      Men spørgsmålet er vigtigt, på linje med spørgsmålet på Galilæis tid om det var solen der cirkulerede om jorden som centrum, eller omvendt: om jorden cirkulerede om solen som centrum. 

Men jeg har også altid holdt af dyr - lige siden jeg var barn hvor min far introducerede mange forskellige dyr i hjemmet og dets omgivelser. 

   Vi holdt høns, duer, kalkuner udendørs. Og havde en græsk landskildpadde gående frit i mange, mange år indendørs. Vi havde også papegøjer og undulater og nymfeparakitter, hamstere og marsvin.

   Som voksen har jeg også haft nymfeparakitter, akvariefisk og ikke mindst - katte. 

   Jeg har nydt og elsket at se på dyrene, at iagttage hvordan de bevæger sig, svømmer eller flyver, at høre de lyde de naturligt udstiller, at se deres samspil med artsfæller og andre dyr. Og ikke mindst at opleve deres mangeartede samspil med de mennesker som har holdt dem - forhold som altid er gensidige så man kan diskutere om det er os der gør dem tamme, eller det er dem der gør os tamme.

  At dyr har følelser som langt hen ad vejen ligner vores, har jeg altid ment. Og bliver bekræftet dagligt af omgangen med vores store røde skovkat Fister. Fx følelsen af nydelse og velvære:

Jeg læste som ung nogle bøger som min dyre- og naturinteresserede far havde købt, skrevet af den østrigske dyrepsykolog og filosof Konrad Lorenz. Heri beskrev han en masse forsøg, eksperiment og oplevelser med dyr (fx grågæs og alliker) der førte til spændende teorier om dyrs adfærd med afsæt i Darwins biologisk evolutionsteori. 

   Dels gav hans skrifter mig en dybere forståelse af de dyrs adfærd vi var omgivet af, og dels lærte de mig at mennesker ligner dyr meget mere end vi tror.

   Især husker jeg at jeg der blev introduceret til begrebet prægning (eng. 'imprinting'). 

   Wikipedia:

Lorenz studied instinctive behavior in animals, especially in greylag geese and jackdaws. Working with geese, he investigated the principle of imprinting, the process by which some nidifugous birds (i.e. birds that leave their nest early) bond instinctively with the first moving object that they see within the first hours of hatching.

'Prægnings-mekanismen er instinktiv - og altså netop ikke udtryk for dyrenes kreativitet, men nok for naturens uendelig opfindsomhed når det gælder om at udvikle instinktiv adfærd der kan bidrage til at sikre en dyrearts overlevelse i konkurrence med andre.

   Vi oplever selv hvordan prægningen fungerer i naturen når vi i vore sø hver sommer oplever blishøns svømme og gå rundt med deres blishønsekyllinger i hælene.  

Men det var de senere års enorme udvikling inden for hjerneforskningen der for alvor overbeviste mig om at dyr i almindelighed og nogle særlige dyr i særdeleshed, ligner os mennesker så meget at det er svært at begrunde den behandling af fx de dyr vi spiser, udsættes for i landbrugsproduktionen. 

'Spejlneuroner' er et eksempel. Det er særlige nerveceller i hjernen som gør det muligt for os at forstå intentionen i andre menneskers og dyrs handlinger uden at tænke over det, idet de aktiveres både når vi selv udføre en målrettet handling og når vi ser andre (dyr eller mennesker) udføre den handling. 

   Man antager at spejlneuroner er afgørende for at mennesker kan opleve empati i forhold til andre mennesker. Og at de også er en forudsætning for at vi kan lære sprog gennem imitation.

   Og de findes ikke bare i hjernen hos mannesker, men også hos aber og fugle. Hos fuglene aktiveres de både når en fugl selv synger, og når den hører en anden fugl af samme art synge. 

   Man antager at det er spejlneuronerne i hjernen som gør det muligt for fugle at lære sang fra forældrene gennem imitation. 

   Det er sikkert også dem der gør det muligt for visse fugle - fx papegøjer - at efterligne menneskestemmer.

  

Man mener også at hundes og delfiners hjerne har spejlneuroner.

Fugles intelligens er et andet eksempel: 

   I mange år troede man at det var umuligt at fugle kunne være særligt intelligente og kreative, fordi deres hjerner var så små. Men ny helt ny forskning har viste at fugles hjerner har flere neuroner pr kubikenhed end pattedyr - og altså  end os mennesker.

Og bløddyr - uden skellet - som blæksprutter troede man i mange år var meget primitive da de jo i dyrenes udviklingshistorie ligger meget tidligt. 

   Men nej, de store blæksprutter er muligvis lige så intelligente som menneskeaber.

   Her et citat fra en artikel i videnskab.dk om et projekt der skal undersøge hvor intelligente blæksprutter er:

»Vi havde engang en blæksprutte, der kunne åbne ølflasker,« fortæller Anders Kofoed.

   Han er biolog på Danmarks Akvarium, og sammen med sine kollegaer er han ved at udvikle et forsøgsprojekt med akvariets blæksprutter eller cephalopoda, som blæksprutterne også hedder.

   Projektet sætter fokus på blæksprutterne, fordi de tilhører havets absolutte elite, når det gælder intelligens. Deres hjerne og centralnervesystem er så udviklet, at flere forskere sammenligner dem med rotter, hunde og endda aber. Man regner faktisk med, at blæksprutterne er verdens mest intelligente hvirvelløse dyr, for selv om de sjældent bliver mere end tre år gamle, kan de nå at lære imponerende meget.

   Den sprutte, som Anders Kofoed taler om, kunne både åbne syltetøjsglas, colaflasker og endda ølflasker. Efter nogle mislykkede forsøg med at skrue kapslen af ølflaskerne, som den ellers gjorde med colaerne, fandt denne superintelligente cephalopoda altså ud af at tage fat og hive ølkapslen af med sugekopperne.

Se mere i Wikipedias artikel om 'cephalopod inteligence' hvor det blandt andet fremgår at blæksprutter kan bruge redskaber:

https://en.wikipedia.org/wiki/Cephalopod_intelligence

Her er et link til en artikel der opregner alle de overraskende kreative egenskaber som blæksprutter har:

http://scienceblogs.com/developingintelligence/2007/04/05/platformindependent-intelligen/

Artiklen i Information understreger hvordan udforskningen af både dyrs og menneskers hjerner og adfærd, gør at vi opdager flere og flere lighedspunkter, og at den afgrundsdybe forskel man i gamle dage opfattede der var mellem mennesker og andre dyre, hurtigt bliver mindre og mindre jo mere viden man får:

»Lige nu ser vi to kurver, der nærmer sig hinanden – mennesker og dyr mødes,« siger Mathias Osvath, som er kognitiv zoolog på Universitetet i Lund, hvor han studerer ravne og chimpanser.

   »Jo mere vi studerer menneskelig tænkning, jo mere opdager vi, at det bygger på simple underliggende mekanisme.

   Og jo mere vi studerer dyr, jo mere bliver vi klar over, at de er mere komplekse, end vi troede.«

Artiklen i Information fremhæver blandt andet ravnene (og dermed ravnefuglene) for deres evn til at planlægge og udøve selvkontrol over for umiddelbare fristelser:

Ravne er blevet det nye sort inden for forskning i dyreadfærd. Ikke nok med at de mytiske fugle har social kultur, bruger redskaber og genkender menneskeansigter i årevis, de udviser også en bemærkelsesværdig grad af selvkontrol og kan takke nej til mad her og nu, hvis de får en større belønning senere – de er faktisk langt bedre til det end 4-årige menneskebørn. De lægger også planer for fremtiden, noget man længe troede var en unik menneskelig evne.

   »Deres hjerner minder på mange måder om vores. Der er naturligvis forskelle, for de har ikke et sprog, og derfor er det svært at planlægge pension og ting, som kræver koncepter, men evne til at planlægge som sådan har de,« siger Mathias Osvath.

Det samme finder man hos chimpanser der "både kan lære af fortiden og planlægge for fremtiden." 

Chimpanser planlægger også. Osvath har beskrevet, hvordan chimpansen Santino fra Furuvik Zoo i Sverige, samler små bunker af sten og gemmer dem rundt omkring i buret for at kunne kaste dem på irriterende besøgende. Det viser, at Santino både kan lære af fortiden og lægge planer for fremtiden.

En af de helt grundlæggende egenskaber ved menneskehjernen er at den normalt udvikler det man kalder 'Theory of Mind' (forkortet ToM) - altså en forestilling om at et andet menneske vi møder har en bevidsthed om omverdenen som ligner vores egen, men som samtidig ser på verden (og en selv) ud fra et andet perspektiv. 

   Wikipedia:

Theory of Mind is the ability to attribute mental states — beliefs, intents, desires, pretending,knowledge, etc. — to oneself and others and to understand that others have beliefs, desires, intentions, and perspectives that are different from one's own.

Man har konstateret at en række dyr besidder ToM, blandt andre papegøjer, ravne, aber, elefanter og delfiner – og muligvis også svin, hunde og geder.

Theory of Mind er en side af det mere generelle som kendetegner mennesket: 'at have selvbevidsthed'. 

   Det tester man typisk ved at male en rød plet i panden mens dyret er bedøvt, og så iagttager man om dyret når de ser sit spejlbillede, reagerer på den røde plet ved fx at gnubbe den væk.

Mange dyr er også selvbevidste. I 1970’erne malede psykologen Gordon Gallup en duftfri plet i panden på en række dyrearter for at undersøge, om de reagerede, når de så sig selv i et spejl – hvis de rørte ved pletten, måtte det betyde, at de kunne genkende sig selv, en evne menneskebørn udvikler i 2-års-alderen.   

Man har foreløbig fundet ud af at ud over mennesket, så har følgende dyrearter bestået denne spejltest for selvbevidsthed: indiske elefanter, menneskeaberne, delfiner, spækhuggere og husskaden.

En særlig form for bevis for at et dyr besidder 'Theory of mind', er hvis det er i stand til at snyde eller narre en artsfælle, som dette eksempel viser at chimpanser er:

Så er det følelseslivet. 

   Hvis man jævnligt eller dagligt omgås dyr, så kan man naturligvis ikke være i tvivl om at dyr har følelser præcis ligesom mennesker: De kan føle glæde, smerte, vrede, angst, empati og sorg ligesom os.

   Men det er altså også noget forskerne har forsøgt at føre eksperimentelt bevis for:

Rotter ser ud til at spise mindre, hvis de skal trykke på en knap for at få mad, som samtidig giver andre rotter stød, og der er eksempler på delfiner, som redder mennesker og andre hvaler, som er kommet i havsnød.
   Elefanter ser ud til at sørge over deres døde, og forskellige aber giver afkald på føde for at hjælpe ikkefamiliemedlemmer med at spise, hvis de er i problemer. Det kan måske betegnes som empati. 

Den her video viser husskader som i flok forholder sig stærkt ophidset til en død artsfælle:

Havde det være en fugl af en anden art der lå død på vejen, ville de straks være begyndt at spise den.

I mange år har vi vidst i i hvert fald menneskeaberne bruger redskaber, men det er der mange andre dyr der også gør:

Krager tilhakker kviste og bruger dem til at fiske larver ud af små huller. Oddere bruger sten som hamre til at åbne muslinger, og chimpanser slås med køller og indsamler vand med svampede blade (nogle forskere mener ligefrem, at chimpansernes værktøjskasser overgår de tidligste menneskers redskaber, som er fundet i Østafrika).

Listen er dog meget længere. Se Wikipedia her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Tool_use_by_animals

Mennesket er et dyr med den særlige egenskab at lade en stor del af sin sociale adfærd regulere af kulturelle normer som opfindes og udvikles i mindre grupper, som kan brede sig til større gennem imitation, og som kan videregives fra generation til generation gennem en form for læring.

   Men også den egenskab viser det sig at vi må dele med andre dyr. 

   Wikipedia skriver:

Animal culture describes the current theory of cultural learning in non-human animals through socially transmitted behaviors. The question as to the existence of culture in non-human societies has been a contentious subject for decades, much due to the inexistence of a concise definition for culture. However, many leading scientists agree on culture being defined as a process, rather than an end product. This process, most agree, involves the social transmittance of a novel behavior, both among peers and between generations. This behavior is shared by a group of animals, but not necessarily between separate groups of the same species.

Kultur i den definition kan findes hos menneskeaber og hvaler, men muligvis også hos nogle fugle.

Hvorfor er det så vigtigt at konstaterer at vi og dyrene ligner hinanden meget mere end vi en gang gik og troede?

Det er klart at det influere på vores krav til dyrevelfærd, og til de forhold som vi tillader fx svine-, mink-, kyllinge- og ægproducenter at holde deres dyr under.

   Nogle kan bruge den viden som argument for at blive vegetarer: De kan ligefrem opleve det som en slags kannibalisme at spise kød af slagtede dyr.

   Selv synes jeg det er vigtig viden til at forstå menneskets natur generelt og til at få dybere indsigt i egne 'naturlige' reaktioner.

En kort historisk udlægning af begrebet 'serendipitet' - og et par kendte eksempler på epokeskabende opdagelser i hjerneforskningen gjort ved et tilælde

Under min netsøgning på ordet 'serendipitet', en søgning som jeg foretager med passende mellemrum, fandt jeg den nedenfor citerede artikel.
   Den er ikke underskrevet med navn, og en søgning på den netadresse den står under, giver heller ikke noget resultat.
   Men den sammenfatter pænt hvad man plejer at fremhæve når man forsøger at indkredse begrebet 'serendipitet', et begreb som jeg jo jævnligt har brugt som 'omkvæd' og 'payoff' i forbindelse med skriverier om særligt kreative persone, begivenheder eller produkter: Det heldige tilfælde ...
   Og første og fremmest: et begreb der falder for når man (jeg) i kreative kontekster oplever uforklarlige  gode sammentræf og smukke tilfældigheder som - synes jeg - har beriget researchen.

   Så her kommer indlægget i sin fulde længde:

En anekdote beretter følgende om Pablo Picasso: Den verdensberømte og feterede maler blev af en journalist spurgt, hvordan han søgte inspiration. Hertil skal Picasso have svaret: ”Jeg søger ikke, jeg finder."
   Dette at finde uden at søge – og derefter, skarpsindigt og ekvilibristisk, at nyttiggøre det – kan defineres som serendipitet.
   I gamle dage sagde man, at den slags blot var udtryk for børns måde at lege på, i dag ved vi nok bedre. H. C. Andersens anti-helt, Klods Hans, er et oplagt eksempel på adfærd, vi kan kalde ’serendipitetisk’. Den tumpede dreng var ikke så dum endda, da han gemte mudderet og den døde krage og red af sted på geden til hoffet for at fri til prinsessen, for det viste sig jo, at det alt sammen kunne bruges til noget godt.
   Eventyret handler ikke kun om held og lykke, det kan også læses symbolsk, som Andersens indforståede hyldest til serendipitet.
   Omtrent hundrede år senere skrev en anden Andersen, nemlig Benny, ”Man søger et ord og finder et sprog”.
   Ordet ’serendipitet’ stammer fra engelsk og kan føres tilbage til Horace Walpole (1717-1797) som i 1754 oversatte et persisk eventyr fra italiensk til engelsk. Eventyret fik titlen ”The Three Princes of Serendippo”.
   Serendippo er det gamle navn for Sri Lanka, og Walpole lavede navnet om til et adjektiv ’serendipitous’ (: da. 'serendipitetisk’) afledt af substantivet ’serendipity’ (: da. 'serendipitet').
   Det var hermed hans hensigt at betegne den ganske særlige egenskab, der kendetegnede eventyrets tre hovedpersoner: Ud fra skarpsindige iagttagelser formåede de tre prinser ved deduktion og syntese at slutte sig til fakta, de ikke direkte havde været i berøring med, men som de – fragmenteret og momentvist – tilfældigvis fik kendskab til.
   Længe forblev ’serendipitet’ – i lighed med plumbuddingen og familien Saxe-Coburg-Gotha – ærkebritisk, men Conan Doyles fænomenale detektiv, Sherlock Holmes, gjorde begrebet mondænt og elementært.
   Også inden for natur- og humanvidenskaberne kender man til serendipitet. Opdagelsen af det 20. århundredes måske vigtigste mediko-teknologier, røntgenstrålerne og penicillinet, forbindes direkte med tilfældige og uventede resultater under laboratorieforsøg.
   Antropologer og sociologer dokumenterer i dag på livet løs, når de er på feltarbejde, for sæt nu, at de tilfældigvis bemærker noget, der kan bruges til noget andet.
   Marcel Duchamps pissekumme var et objet trouvée, et ’fundet objekt’, og i det 21. århundredes projekt- og procesorienterede kunst arbejdes der efter principper, der (blandt meget andet) er udtryk for en refleksiv holdning til serendipitet.

Jeg kan jo ikke i denne sammenhæng tilbageholde et personligt tilbageskuende tillæg.

   Når jeg ser på mit eget liv i bakspejlet (jeg er jo 70 nu), mine erfaringer, mine kriser, mine konflikter, mine dilemmaer, mine valg og fravalg, så må jeg tilslutte mig Poul Martinsen og Poul Nesgaard som - overraskende for dem selv - syntes at deres liv tilsyneladende havde været præget af strategisk placerede uforklarlig heldige tilfældigheder og sammentræf (se tidligere indlæg om dem). Som Poul Martinsen sagde mod slutningen af 40 timers interview om hans liv og meritter: "Ja, jeg oplever faktisk mit liv som et eventyr."

   Jeg synes faktisk også mit liv har været præget af held og heldbringende tilfældigheder. Ting, omstændigheder, oplevelser - som umiddelbart og her og nu - måske så ud til at være liggegyldige, dårlige og negative, har efterfølgende vist sig at være positive, konstruktive og udviklende.
   For eksempel er to af mine bøger som jeg er glad for og stolt af, skrevet som en kreativ - og heldig - vrede reaktion på at jeg ragede uklar med en chef og valgte at skifte job.

For at give et par eksempler på 'serendipitetiske held' inden for hjerneforskningen, så er to af de vigtigste opdagelser som er sket inden for de sidste snes år, sket ved tilfældigheder: eksistensen og funktionen af de såkaldte 'spejlneuroner', og eksistensen og funktionen af det såkaldte 'default mode network'.
 
Opdagelsen af spejlneuronerne skete ved at nogle neurobiologer konstaterede at nogle celler i hjernens premotorcortex hos macaca-aber blev aktiveret på samme måde både når aben selv udførte en bestemt bevægelse og nå den observerede - i det her tilfælde - forsøgslederen gøre den samme bevægelse. Og egentlig blev det kun opdaget fordi man havde glemt at slukke for en computer under en pause i nogle forsøg.
   Marco Jacoboni skriver om det i bogen "Mirroring People" (min understregning):

This book tells the story of the serendipitous and groundbraking storey of this special class of brain cells, the remarcable advances in the field in just twenty years, an the extremely clever experiments now under way in several labs around the world.
   (...)
Through laborious experimentation, the Rizzolatti tema had acquiered an impressive understanding of the actions of these motor cells during "grasping" exercises wth the monkeys. (...) Then one day about twenty years ago, the neurophysiologist Vittorio Gallese was moving around the lab during af lull in the day´s experiments. A monkey was sitting quietly in the chair, waiting for the next assignment, Suddenly, just as Vittorio reached for something - he does not remember what - he heard a burst of activity from the computer that was connected to the electrodes that had been surgically implanted in the monkey´s brain. To the inexperienced ear, this activity would have sounded like static; to the ear of an expert neuroscientist, it signaled a discharge from the pertinent cell in area F5. Vittirio immediately throught the reaktion was strange. The monkey was just sitting quietly, not intending to grasp anything, yet this neuron affiliated with the grasping actin, had firede nevertheless.
   (...)
In light of both knowledge and theory at the time, this made absolutely no sense. Cells in the monky brain that sends signal to other cells that are anatomically connected to muscles have no bussiness firing when the monkey is completely still, hands in lap, watching somebody else´s actions. And yet they did.

Opdagelsen af "the default mode-network" skete også ved tilfælde, som det fremgår af det følgende citat fra en artikel med titlen "A Default Mode of Brain Function: A Brief History of an Evolving Idea" af fædrene til opdagelsen Marcus E. Raichle og Abraham Z. Snyder (mine understregninger):

It was clearly shown, just as psychologists had suspected, that processes active in a control state could be modified when paired with a particular task. However, none of this work prepared us for nor anticipated “the problem”.
   ‘The problem,’ as we now think of it, arose unexpectedly when we noted, quite by accident, that activity decreases were present in our subtraction images even when the control state was either visual fixation or eyes closed rest. What particularly caught our attention was the fact that, regardless of the task under investigation, the activity decreases almost always included the posterior cingulate and adjacent precuneus, a regionwe nicknamed MMPA for ‘medial mystery parietal area’.
   (...)
The finding of a network of brain areas frequently seen to decrease its activity during goal directed tasks (Figure 1A) was both surprising and challenging. Surprising because the areas involved had not previously been recognized as a system in the same way we might think of the motor or visual system. And, challenging because initially it was unclear how to characterize their activity in a passive or resting condition.
http://139.127.252.17/bijclub/20070504/raichle07.pdf

Spejlneuronerne menes at være årsagen til at mennesker (og andre dyr) kan lære nyt ved at se og efterligne andre, og forklaringen på at mennesker kan opleve empati og medfølelse, og de menes også at være det der betinger at mennesket som art har udviklet sprog og kan lære sprog under opvæksten og omgangen med ældre der kan sproget.

   
The default mode network er det kompleks af samarbejdende hjernemoduler som er aktiveret når hjernen ikke er engageret i at løse eksterne opgaver, hvorfor det også kaldes "the task negative network". Wikipedia forklarer:

The default mode network is an interconnected and anatomically defined brain system that preferentially activates when individuals engage in internal tasks such as daydreaming,  envisioning the future, retrieving memories, and gauging others' perspectives.

Meget tyder på at the default mode network er den del af hjernen som repræsenterer det enkelte individs personlighed i bredeste forstand, at det er der fantasi, forestillingsevne og kreativitet udspringer, og det er der den forestilling har sit udspring, om at andre mennesker indvendig ligner en selv så man går ud fra som en mental grundantagelse at man forstår hinanden, det der fagligt kaldes "Theory of Mind" (TOM).